Det er i disse dage 25 år siden, jeg første gang besøgte Lille Mølle. Vi var drejet af fra det, der nu er hovedvej 8, en halv snes kilometer udenfor Nyborg, og grusvejen førte gennem en granskov og derpå ned ad en stejl bakke. Jeg følte det, som om dette var en anden verden. Der lå møllen i bunden af dalen og havde det hele for sig selv. På den modsatte side rejste bakkerne sig igen og lukkede for udsynet.
Jeg fandt ned i haven. Herfra kunne man se vandhjulet. Det stod stille, og mølleren og hans søn havde travlt med at reparere det. Hvilken møller! nær de to meter høj; hår og et pragtfuldt skæg pudret af melstøv. Et par spinkle, stålindfattede briller red helt ude på næsen, og i glassene funklede dette underfundige smil, som røbede, at selv et langt og travlt liv i en gammel mølle ikke havde tæret på humøret, tværtimod.
Jeg fik hele trylleriet forevist: Dammen hvor vandet kunne stemmes om natten og bruges om dagen. Stigbordene, hvorunder vandet løb gennem slidsken til vandhjulet. Selve vandhjulet var naturligvis det mest spændende: to egetræsbuer holdt sammen på skovlene, det var netop dem, man havde repareret, og 4 arme på hver sin side holdt hjulet på plads på den svære hovedaxel.
Så gik vi ind i møllen, hvor trapper og gallerier i fire forskellige etagehøjder gjorde mig ganske konfus. Den gamle møller viste mig gravhjulet, som sad på den anden side af hovedaxlen. Som navnet angiver, sad dette hjul i en grav under »skæreværket«, den bro, hvorpå kværnene hvilede. Et mindre hjul, krondrevet, greb ind i gravhjulet og drejede en lodretstående axel, vellen, hvorpå stjernhjulet sad. Dette stjernhjul var det største hjul i møllen, og det sad helt oppe under loftet. Tre lygtedrev kunne efter behov kobles til eller fra stjernhjulet. Fra lygtedrevene eller stokkedrevene gik spilstokke ned og endte i en gaffel, som drev overstenen på kværnen.
Kornet blev taget ind fra en perron ved vejen, blev vejet og bogført, og fik derpå lov at løbe ved sin egen vægt ned gennem møllen. Først samledes kornet i hovet eller kuben, en stor trætragt, som sad ovenpå kværnen. Under denne tragt sad en »sko«, som altid var fyldt med korn. Den laveste ende af skoen var åben, men skoen lå så nær vandret, at kornet ikke kunne drysse ud, så længe skoen var i ro. Men så snart mølleren slog vand på hjulet og møllen lidt efter knirkende og rumlende gik igang, blev skoen rystet 4 gange for hver omdrejning, kværnen foretog, og der dryssede nu netop så meget korn ned i »øjet« på overstenen, som kværnen kunne overkomme at male ved den givne hastighed.
Efter at kornet var blevet knust til mel, blev det skubbet ud af en tud og løb herigennem ned i en sæk, der stod i undermøllen. Herfra blev melet så hejst tilbage til loftet og kørt på møllevognen, som bragte det tilbage til kunderne.
Jeg måtte naturligvis også prøve at starte vandhjulet, at lette kværnstenene, så melet netop fik den rette formaling; det skete ved et sindrigt vægtstangssystem, og mine 11 år til trods, skulle jeg naturligvis også prøve at hejse en 100 kg sæk op på loftet, jeg behøvede blot at trække i et reb, som strammede en rem omkring to skiver, så besørgede møllen resten.
Jeg ved ikke, hvor mange timer, jeg tilbragte i dette vidunderland eller hvor ofte jeg siden er vendt tilbage for igen og igen at indånde duften af det sure åvand, som blev slået til skum over vandhjulet, for at snuse til det varme, fugtige mel, som løb ud af tuden, og for at nyde synet af stokroserne i den usædvanlig velholdte have — og for at få endnu en af Niels’es historier fra dengang, der endnu var noget ved at være møller. Yndlingshistorien var den om katten, der kunne fiske. Det var Niels’es oldefar, eller kanske tipoldefar, der gerne tog møllegæsterne med sig ud til dammen for at vise dem en kat, der kunne fiske. Oldefar smed altså Pussy i vandet og råbte »tag to«, hvis møllegæsten var en rig bonde, eller »tag tre« hvis det var en meget rig bonde. Katten svømmede naturligvis slukøret i land uden så meget som een fisk, og oldefar var almindeligt til grin. Men det var ham, der lo sidst, for møllersvenden havde også hørt ordren, og han toldede to eller tre gange af hver skæppe korn, i stedet for kun een.
Fra Lille Mølle gik turen videre til omegnen af Skellerup, hvor Mellem Mølle og Grønne Mølle endnu var ved magt, og den smukke Holts Mølle vel havde fået turbine, men endnu stod de fine, gamle bygninger. Så fulgte Lindved og Stenløse Møller, det gamle savværk ved Røde Mølle og dets naboer, Ryds, Morud og Tverskov Møller. I løbet af et par år var de fleste fynske vandmøller besøgt — og dengang var der endnu mange tilbage, jeg har set mindst 60 vandhjul gå alene på Fyn. I 1934 kom turen til de sjællandske møller; de lå næsten alle omkring Lejre-Tølløseegnens rige kilder, og i 1936 fulgte besøget på enkelte sønderjydske.
Men først i 1945 kom der skred i forskningen. På dette tidspunkt begyndte jeg at analysere det materiale, som var indsamlet i de foregående 14 år, og efterhånden blev mange hidtil dunkle punkter opklaret: det dobbelte gravhjul på Mellem Mølle, det mystiske hul i bindingsværket på Lindved Mølle, og mange flere ting. Undersøgelserne udstraktes til Jylland, og et nyt og spændende billede begyndte at tegne sig:
Fra et sted mellem Vejle og Horsens løb en grænse, der sine steder var knivskarpt defineret, op langs det store vandskel til Limfjorden. Øst og nord for denne grænse lå stjernhjulet under kværnene, som blev drevet ved undertræk. Vest og syd for grænsen lå stjernhjulet i en gearkasse på loftet over kværnene, som jeg tidligere havde set det på Ryds Mølle, uden at gøre mig klart at jeg stod overfor en type, som helt beherskede de sydlige og vestlige egne af Jylland.
Jeg troede først, at denne gearkasse måtte komme fra Holland, da dens familieskab med en tilsvarende type i vindmøllerne var åbenbar. En undersøgelse syd på viser imidlertid, at typen aftager i tydelighed syd for Hamburg, og man tør måske slutte, at typen har fået sin udformning på dansk, muligvis slesvig-holstensk grund.
Tilsvarende med de fynske vandmøller: Lille Mølles lige findes kun på Fyn. En lignende type er ganske vist fundet ved Bremen og ved Osnabrück, men i Danmark findes den kun på Fyn.
Det er naturligt, at disse opdagelser måtte føre til en revision af bestræbelserne for at bevare vandmøller for fremtiden. Man har hidtil, ved valg af vandmøller til flytning til museer, ladet sig lede af møllens alder, dens arkitektoniske udformning og (ofte) af at møllen tilfældigt var til salg.
Jeg mener, det er principielt forkert at udvælge en enkelt bygning eller et anlæg til at repræsentere en hel tradition, som udviklingen trænger bort, før man ved en undersøgelse af hele bestanden har sikret sig, at det også er det bedste exemplar, man har taget til sit museum, og at der ikke findes andre typer, som også er nødvendige for at afrunde billedet.
Videre er der en principiel forskel på vand- og vindmøller: En vindmølle kan uden større skade flyttes fra en bakketop til en anden, og adskillige vindmøller blev faktisk flyttet, sommetider flere gange. Men med en vandmølle er det en ganske anden sag, for ved møllens udformning spillede stedets topografi en ganske afgørende rolle, såvel for valg af bygningstype som ved valg af vandhjul og gangtøj. Derfor er det betænkeligt at flytte en vandmølle, med mindre den er af en enestående konstruktion og tillige ligger på et sted, hvor de oprindelige forhold alligevel har ændret sig så meget — ved dræning, vejarbejde eller bebyggelse m.v. — at en bevaring på stedet har tabt sin mening.
Da landets frilandsmuseer blev anlagt for 15 til 40 år siden, var det sagligt rigtigt at koncentrere de gamle bygninger i eller nær byerne, hvorfra der kunne ventes stort besøg. I den forløbne tid er der sket store ændringer i befolkningens færdselsvaner, idet den stigende motorisering bringer besøgende til fjerne egne af landet ligeså let, ja lettere end til byernes museer, hvor parkeringsproblemerne allerede begynder at melde sig. De 100.000 besøgende på Hjerl Hede i 1955 bør kunne overbevise eventuelle tvivlere om, at ingen egn af landet er fjern for nutidens transportmidler.
Disse ændrede forhold har sikkert en god del af æren for at et Mølleudvalg, nedsat for tre år siden af Nationalmuseet, har haft held til at få gennemført fredning af de mest typiske vandmøller på de steder, hvor de hører hjemme. Som naturligt var begyndte Mølleudvalget på Fyn, for i ingen anden landsdel er interessen for landsdelens kulturhistorie så levende som her (selv om Bornholm er en hård konkurrent).
Det begyndte med at Lille Mølles hovedaxel knækkede i maj 1955. Var tingene gået deres skæve gang, var møllen blevet nedlagt, og i løbet af få år ville dammen have været udtørret og stedet for bestandig have mistet sin fortryllelse. Prøv blot efter et besøg på Lille Mølle at tage op ad samme vandløb til det sted, hvor Ny Mølle lå. Ny Mølle ligger nu i magasin, og en skønne dag rejser den sig vel på ny på Frilandsmuseet i Lyngby. Nu bor jeg selv 20 minutter fra museet, og det er der vel 80.000 andre der gør. Men ligegyldigt, hvor meget der hekses med placeringen, kan det liv og den idyl, der prægede stedet i Ørbæk ådalen næppe genskabes.
Så Mølleudvalget prøvede at skaffe penge til Lille Mølles vandhjul og hovedaxel, og efter flere genvordigheder lykkedes det. I december 1955 kunne møllen påny sættes igang. Søgning er der ikke meget af mere, men Poul Nielsen sætter gerne møllen igang, når der kommer besøgende.
Da vi påny kom til Lille Mølle 25 år efter det første besøg, fandt vi til vor store overraskelse, at det meste af gangtøjet til vandhjul 1, som blev demonteret i 1918, stadig fandtes, i kroge og på lofter. Vi omgås nu med stolte planer om at retablere dette hjul — selve vandhjulet kan billigt købes på en anden mølle; det har altid været en yndet sport, og det hjul, vi skiftede i fjor, kom i 1918 fra den nedbrændte Rolfsted Mølle — og med tiden kan Lille Mølle blive en værdig konkurrent til Ny Mølle. At dømme efter Lille Mølles gæstebog kommer der hver sommer i hundredevis af besøgende her.
Tilsvarende gør sig gældende på Lydinge Mølle. Her var opgaven ulige større, idet der ligger en vandmølle med to underfaldshjul til vinterbrug og en vindmølle til sommerbrug. Vindmøllen var kommet til at se noget sølle ud, men en tækning i 1955 rettede udseendet betydeligt. En bevilling af tipsmidlerne vil gøre det muligt at retablere vingerne, og forhåbentlig skulle den igen kunne køre i 1957. Vandmøllens ene hjul kører hver vinter, når det da ikke er frosset fast, mens det andet hjul må fornyes. Endnu har vi ikke penge hertil, men det kommer vel.
Når den første istandsættelse er klaret, skulle vedligeholdelsesstandarden gerne holdes, og det er svært, når møllerne ikke længere kan tjene til deres eget underhold. Vi regner imidlertid med at måtte trække på de besøgendes interesse på dette punkt ved at opkræve en beskeden entre. Møllerne ligger ofte afsides, og kan tit være svære at finde frem til. Der er dog to veje til at løse dette problem. Den ene er skiltning, og den anden er et samarbejde med landsdelsmuseerne. Det er tanken at lave et særligt kort, som kan løses på museet, og som dels giver adgang til møllen, og dels ved et rids over vejene kan vejlede den besøgende til stedet. Manglende besøg skyldes i mange tilfælde ukendskab til møllernes existens, og Mølleudvalgets første opgave — når fredning og istandsættelse er tilendebragt — må da være at sprede kendskabet til møllernes tilstedeværelse.
Over hele landet håber man at kunne bevare en snes vandmøller, de fleste af dem igang. Ganske enkelte må flyttes, men hvor det overhovedet er muligt bevares de på stedet.
Under Langesø på Fyn ligger det gamle savværk Røde Mølle. Det blev nedlagt i 1950, da maskineriet var slidt op. Ved bidrag fra industridrivende og enkeltpersoner i Odense lykkedes det at få savværket sat i stand påny. Den største enkeltudgift var selvsagt træet, da vandhjul, hovedaxel og gravhjul måtte fornyes tilligemed malekarm og savskure. Disse meget store træmængder blev stillet til rådighed af Godsets ejer, Hr. Lensbaron Berner Schilden Holsten, en gestus, der er formanden for Historisk Samfund værdig.
Savværket er nu køreklar, og så snart der påny kommer vand i bækken, kan savene tage fat. Endnu et par fynske vandmøller ventes fredet og istandsat i de kommende år, mens resten af de over 300 møller, som engang var øens eneste kraftkilde efterhånden må bukke under for elektriciteten. Vi må regne med, at der efter en halv snes års forløb kun er de fredede møller tilbage, og efter den tid skulle den fortsatte vedligeholdelse næppe være noget problem. Men det er vigtigt at få de rigtige møller fredet mens tid er i stedet for at vente 10 eller 15 år til de bedste er forsvundet og kun de nyere og derfor mere standhaftige møller er tilbage.
Der er al mulig grund til at takke de fynske firmaer, institutioner og enkeltpersoner, som ved tilskud har gjort det muligt at redde dette stykke kulturhistorie; vi står også i stor gæld til ingeniør Jørgen Christensen, som sammen med direktør Brøndsted, Nationalmuseet, tog ud og skaffede de første penge, på et tidspunkt, da vist ingen for alvor troede det lod sig gøre at frede møller på stedet. Endelig må vi ikke glemme møllernes ejere, hvis interesse for deres møller vi kan takke for, at der overhovedet har været noget at frede i dag.
