Et af de prægtigste af Hofmansgave Haves mange gamle, sjældne træer er en ca. 18,7 m høj ginkgo (eller tempeltræ; ordet ginkgo er af og til stavet gingko eller kinko), Ginkgo biloba Kämpf. Blandt danske ginkgoer udmærker dette individ sig ved at være forholdsvis stort (ikke tykkest – det tykkeste står i Tranekær Park), meget gammelt (fra 1799) og uhyre velformet. Fra en mere snæver botanik-synsvinkel er træet interessant, men der er desuden visse kulturhistoriske aspekter knyttet til det, som i det følgende søges nærmere beskrevet.
Ginkgoen lader sig vanskeligt forveksle med andre træarter[1]. På afstand ses træets meget lette og yndefulde præg (jfr. det engelske navn på træet: Chinese maidenhair tree), som regel med en hel ret, pæleagtig midterakse, hvorfra der udgår kandelaberformede, kortere sidegrene. Træerne er enten hanlige eller hunlige, og de hunlige viser sig at blive højere og mere smalkronede end de hanlige – herpå er den hunlige på Hofmansgave et fint eksempel. I Danmark kan den blive op til godt 20 m høj; både i Østasien og i det østlige Nordamerika kan ginkgoen blive over 30 m. Væksten kan dog forstyrres noget under køligere klimater og på mere sure jordbundstyper.
Løvet giver det sikreste kendetegn; det er vifteformet med en stærk vifteformet nervation og er – alt efter om det er skruestillede »blade« på langskudene, eller rosetstillede på kortskudene – mere eller mindre indskårne for enden (fig. 1).
Da europæerne kom til Østasien, var ginkgoen en af de træarter, der fascinerede dem meget. Den blev første gang beskrevet (den botaniske »handling«, hvorved en art får en placering i systematikken) af den tyske læge og botaniker Kämpfer i 1712 under navnet Ginkgo biloba, men denne offentliggørelse blev overset næsten frem til år 1900. Indtil da blev den af botanikere benævnt Salisburgia adiantifolia Smith (løvet (»bladene«) er vandskyende)[2]. Det stod tidligt klart, at denne nybeskrevne art kun er fjernt beslægtet med andre plantearter, men i datiden var man mere forundret over træartens findesteder: omkring buddhistiske templer i Kina, Korea og Japan, som af og til ældgamle individer, men tilsyneladende slet ikke i naturlig forekomst.
Buddhisterne anser ginkgoen som et helligt træ. Det kan næppe forklares, men måske anskues udfra nogle synsvinkler: Dels indbyder det majestætiske udseende til det, og dels har de noget bitre frugter visse egenskaber, der kan siges at være nyttige, navnlig under langvarige tempelceremonier. De er svagt stimulerende og virker standsende i op til flere timer på nyresekretionen.
Stort set må ovenstående tænkes at udgøre den viden, man havde om ginkgoen frem til omkring år 1850. Det er klart, at dette skønne, botanisk set enestående træ, som tilsyneladende var stærkt knyttet til buddhistiske templer med deres fremmedartede ceremonier, måtte virke inspirerende på de af datidens europæere, der havde hørt eller læst om det.
Det lykkedes dog senere at bringe træarten i nærmere relation til andre arter. Mod slutningen af forrige århundrede kunne man påvise visse stærke lighedspunkter mellem ginkgoen og nogle fossile planter fra juratertiærtiden (bl.a. Fur-moleret). Endvidere fandtes i begyndelsen af dette århundrede nogle ginkgo-forekomster i den kinesiske Chekiangprovins, som (antagelig) er naturlige.
Trods disse opdagelser er ginkgoen stadig ensomt placeret i den systematiske botanik. Veddets og skuddenes opbygning minder om andre »nåletræer«[3], mens de selvbevægelige hanlige spermatozoider (kønsceller) har lighedspunkter med visse laverestående planter, cycadeer (træbregner).
Omkring 1730 blev ginkgoen introduceret til Europa til Leidens botaniske have og kom i 1758 til England, fra hvilket parti et individ endnu lever i Kew Garden[4].
Ginkgoen blev hurtigt stærkt efterspurgt til parker. Dette »publikum« hungrede efter nye botaniske rariteter, og den kraftige modedannelse på dette område vekslede i takt med europæernes fremtrængen på kloden. Hen imod slutningen af 1700-tallet var udbudet af ginkgoer endnu meget beskedent, og i England lå priserne på omkring det betragtelige beløb af 25 guineas.
Interessen for ginkgoen skal ses sammen med den datidige interesse for andre østasiatiske vækster som f.eks. pagodetræet (Sophora japonica), japansk kirsebær (Prunus serrulata) og japankvæde (Chaenomeles lagenaria) – som et eksempel på kineserier, der har så mange eksempler indenfor møbel-, porcelæn- og tekstilkunst. Ginkgoen blev i »den almindelige bevidsthed« nok den mest fremtrædende af de nævnte arter. Selveste Goethe anvender den som et symbol på tilværelsen (sml. ginkgoens løv) i det ret sene digt »Liebeslied an Marianne von Willemer«, 1831.
Der kendes ret få ginkgoer fra tiden op til ca. år 1810 i Europa. Udover den nævnte fra Kew Garden fra 1758 er der i England én i Whitfield Park fra 1780 og én i Melbury Park fra 1807, og i Holland én i Leidens botaniske have fra omkring 1780. To danske eksemplarer kommer sikkert med i denne målestok, nemlig udover det fra Hofmansgave fra 1799[5] et antageligt nogenlunde jævnaldrende i Aalholms park.
Hvorledes kommer denne ginkgo, der i sin tid må have kostet ganske meget, til Hofmansgave?
Den endnu meget smukke træsamling (arboret) i Hofmansgave Have[6] er grundlagt af stedets første stamhusbesidder, Niels Hofman (Bang) (1776-1855), som var stærkt botanisk interesseret[7]. Som ung studerede han naturvidenskab ved Københavns Universitet, og det lykkedes ham siden i perioden 1797-1802 at foretage vidtstrakte rejser rundt i Europa. Han kom herunder sammen med botanikeren J.W. Hornemann (1770-1841) (for hvem mindestenen med inskriptionen »Til Minde om I.W. Hornemann Prof. Bot. af hans Ven Hofman (Bang) 1842« er opsat i Hofmansgave Haveskov) til Frankrig og Pyrenæerne. På denne rejse må et antal træer være indkøbt, hvoraf der i Hofmansgave Have stadig er en robinie (Robinia pseudoacasia), en trompetkrone (Catalpa bignonioides), der begge stammer fra det østlige Nordamerika, samt ginkgoen. Tidligere har der bl.a. været et prægtigt pagodetræ (Sophora japonica) og (alderen dog usikker) en tretorn (Gleditsia triacanthos)[8]. De to sidstnævnte findes naturligt i henholdsvis Østasien og det østlige Nordamerika.
Fra 1799 til 1877 voksede denne ginkgo kun 3,8 m i højden[9] – den beskedne startvækst er karakteristisk for ginkgoer. I dag er den ca. 18,7 m høj, og fuldstændig sund og trivelig (fig. 2). Den blomstrer af og til, men sætter på grund af manglende hantræer i nærheden ikke frugt.
Ifølge mundtlige overleveringer fra forfatterinden, frk. Inge Hofman-Bang (1875-1970), blev Hofmansgaves ginkgo genstand for en betydelig interesse på Fyn. Med lidt held er det muligt at formere ginkgoer ved hjælp af stiklinger, og visse af Fyns andre kendte ginkgoer skal være stiklinge af Hofmansgaves – f.eks. den i Wedellsborg. Sådant er enddog med kildemateriale yderst vanskeligt at eftervise.
Den væsentligste del af Hofmansgaves Have, hvori bl.a. ginkgoen står, er anlagt mellem 1802 og 1836 i datidens store mode ved haveanlæg, engelsk landskabsstil. Niels Hofman (Bang) har tilsyneladende ikke efterladt sig noget skriftligt om dette, men sigtet har sikkert været både at danne noget æstetisk smukt og botanisk set interessant. Disse to mål har for den religiøse N.H.B. antageligt i nogen udstrækning været to sider af samme sag. Haven blev opbygget af mange forskellige arter, og en art opfattedes dengang ikke som nu som noget labilt, et led i en udvikling, men som noget konstant, ved Skabelsen indstiftet.
Ginkgoen må allerede dengang have været en perle i samlingen. I dag står den som et symbol på tidligere tiders interesse for det kinesiske, det sjældne og eksotiske, men dog først og fremmest som et smukt træ.
