I snart mange år har i Nationalmuseet henligget en guldring, som under den sidste verdenskrig blev fundet i en østfynsk mose. Ringen har hidtil været upåagtet i den arkæologiske litteratur, omend den er et særdeles smukt guldsmedearbejde. Da den også er en særform, og dens tidsfæstelse byder på visse problemer, vil der være god grund til på dette sted at ofre den en omtale.
I juni 1942 arbejdede et hold tørvearbejdere i Lavindsgårde mose nær det sted, hvor vejen fra Røjerup i Rønninge sogn fører forbi Lavindsgårde og over mosen til Nonnebo ved hovedvejen. Det er kun en lille kilometer nord for stedet, hvor for snart hundrede år siden de berømte elleve guldskåle blev fundet i Mariesminde mose. På den pågældende lod, matr. nr. 5 i af Røjerup, havde skotøjsfabrikant E. Sørensen, Nonnebo, lejet et parti til tørveskæring, og den 5. juni stødte arbejdsmand Jens Jensen, Agedrup, i en meters dybde på noget hårdt, der skinnede frem i tørvedyndet. Han greb til og kunde optage en snoet halsring, hvis lukke var dannet ved tilbagebøjning af de to ringender.
Den næste formiddag ringede fabrikant Sørensen til Fyns Stiftsmuseum om fundet, og et par timer senere var museumsdirektør Svend Larsen og jeg på findestedet. Det kunde straks fastslås, at ringen var af guld, og, adspurgte, kunde arbejdsmændene oplyse, at der ved siden af ringen havde ligget et svært, i ét stykke udskåret vognhjul af træ, men det var desværre gravet i stykker af arbejderne, så kun en enkelt stump var bevaret. Endvidere var der optaget enkelte menneskelignende skeletdele – et nøgleben og en lårknogle. Disse ting blev sammen med ringen indbragt til Stiftsmuseet, og det kostbare fund udstilledes dagen efter for publikum. Siden sendtes det som danefæ til Nationalmuseets forhistoriske afdeling. Da ringen imidlertid ikke havde nogen parallel i samlingerne her, lagdes den til observation i anden afdeling, der overvåger sagerne fra nyere tid. Herfra sendtes den atter tilbage til første afdeling, hvor den nu er henlagt i en vinduesmontre med guldsager fra den yngre romerske jernalder, tidsrummet mellem 200 og 400 e. Kr.
Vi vil nu se lidt nærmere på ringen, der er afbildet fig. 1. Det ses, at det drejer sig om et lydefrit bevaret smykke, cirkelrundt, næsten uden bøjninger og skævheder. Ringlegemet er 13.5 cm i tværmål, dannet af to tynde, trinde guldstænger, som er snoet regelmæssigt om hinanden, tilsammen 4 mm tykke. Enderne er indloddet i lukket, der består af to tilbagebøjede kroge med greb i hinanden; de bærer i øvrigt spor af slid. Krogene er smukt profilerede, prydede med halvbuer, tværlister og perletråde; den ydre del er noget tykkere, afgrænset også her af perletråde og begge pyntede med indslåede cirkelslag om et fordybet midtpunkt. Yderst sluttes krogene i et kugleformet hoved forsiret med endnu et cirkelslag. Af statsguardeinen blev ringens vægt målt til 99.1 gram, guldholdigheden til ca. 880 promille, og herefter kunde pengeværdien, 1177 kroner, udbetales til finderne, et net tillæg til daglejen.
Hvor gammel er nu denne ring? Ganske let er det ikke at afgøre, da der, som nævnt, ikke kan anføres nøjagtige sidestykker. Helt for sig står især udformningen af de to kroge. Men til gengæld er der ligheder, som melder sig ved sammenligning med andre guldfund. Man ser det på de to guldfingerringe fig. 2. De er ganske vist spiralvundne, men består af flerdobbelte tosnoede tråde fæstnet i ringenderne ved lodning. Disse afsluttes på den største af et kugledannet hoved ligesom på ringen fra Lavindsgårde, på den mindre derimod af fire pyramidestillede småkugler. Begge er prydede med indpunslede cirkelslag, og nogle af dem har fordybet midtpunkt.
De to ringe er fundet på gravpladsen ved Langå på Østfyn i en stor kedel, der indeholdt et rigt udstyr af gravgods, hvoriblandt også dele af to på ligbålet ødelagte kørevogne[1]. Nogle lerkarskår daterer kedlens indhold til det senere afsnit af den førromerske jernalder, udtrykt med årstal tiden omkring 100 før Kristus.
Endnu et guldfund kan tjene til belysning af vor halsring. Det er de to ringe på fig. 3, også fynske, fundne sammen i en mose ved Hjerup i Kerte sogn. Den ene er en pragtfuld halsring med et midtstykke bestående af syv tosnoede tråde, der for hver ende er indloddede i de meget lange ringender. Disse afsluttes i fire pyramidestillede småkugler ligesom på den mindste af ringene fra Langå. Ved lodningsstederne ses små ringfigurer og en perletråd som på ringen fra Lavindsgårde. Kaster man dernæst blikket på den mindste af ringene, ses straks det nære slægtskab med ringene på fig. 2. Også her er det tekniske element tosnoede tråde indloddede i ringender forsiret med indpunslet perletråd og afsluttet af en halvkugle. At de to ringe fra Hjerup er samtidige med parret fra Langå, kan ikke være tvivl underkastet, og hvad der her er fremført af tekniske lighedspunkter mellem de omtalte ringe, gør det i høj grad sandsynligt, at ringen fra Lavindsgårde står i nært familieskab til smykkerne fra Langå og Hjerup. Herefter synes smykket fra Lavindsgårde at være samtidigt med graven fra Langå og bør følgelig henføres til det sidste af de tre afsnit, hvori den førromerske jernalder deles. Det vil sige århundredet før Kristus og antagelig dettes begyndelse.
En vanskelighed bereder ganske vist den særegne, hidtil ukendte, udformning af lukket på vor østfynske ring, men problemet er neppe afgørende. På andre halsringe fra sen førromersk jernalder, de såkaldte kuglehalsringe, findes nemlig lukkeanordninger, som i og for sig ikke ligner Lavindsgårderingens, men i princippet dog er et kroglukke[2].
Så meget om fundets alder. Men endnu et vigtigt spørgsmål melder sig. Hvorfor er den kostbare guldring havnet i mosen? Til klaring heraf undersøgte jeg findestedet et par dage efter ringens fremkomst. En del af tørvebænken, hvor sagerne var optaget, havde arbejderne ladet henligge urørt, og dette parti kunde nu gennemgraves. Tørvemassen var af udpræget svampet og grovfaset beskaffenhed. Selve stedet, hvor ringen fandtes, var dog desværre omrodet af mændene. Der optoges ved undersøgelsen 16 knogler, der stammer fra et menneske. De lå ikke i orden, men spredt over et knap tre meter langt parti.
Andet bragte undersøgelsen ikke for dagen. Til forklaring af fundet kan der nu opstilles to muligheder. For det første den rent nøgterne, at et menneske for to tusinde år siden har lidt druknedøden her, hvor der nu er eng, men dengang ufarbar mose. Ved en tilfældighed kan da hjulet være havnet på samme sted – hvis da ikke den omkomne har været til vogns, i så fald forklares jo hjulets tilstedeværelse.
Den anden mulighed er ligeså ubeviselig. Både fra bronzealder og jernalder kender vi fund af kostbare metalsager nedlagte i moser under sådanne forhold, at tydningen som ofre til guderne er sandsynlig. Også menneskeofre forekommer. Man fristes til at minde om Tacitus’ berømte skildring af »Nerthus, Moder Jord, der bor på en ø i oceanet, i en uberørt lund. Her er en indviet vogn under et forhæng. Præsten, som mærker, når gudinden er til stede, fører under stor ærefrygt vognen med forspand af køer rundt til folkene, hvor hun overalt modtages med fest og glæde. Efter omkørselen afvaskes vogn og klæde i en skjult sø, og de tjenstgørende slaver druknes«.
Dette citeres som en mindelse om de nordlige folkestammers frugtbarhedsdyrkelse, ofte bekræftet gennem de arkæologiske fund. I Tacitus’ fremstilling genspejles enkelte træk omkring fundet fra Lavindsgårde mose. Kan der anes en sammenhæng mellem fundet og den kulturhistoriske baggrund for citatet? Den er desværre vanskelig at bevise, også fordi fundets omstændigheder ikke er tilstrækkeligt kendte.
