Den 23. august 1825 døde professor Jens Bertel Møller, der havde været rektor i Helsingør siden 1806. Myndighederne overvejede længe at nedlægge skolen, fordi elevantallet var gaaet meget stærkt tilbage, og først søndag den 7. maj 1826 fik rektor Meisling i Slagelse meddelelse om, at han var valgt til rektor i Helsingør. Det var med blandede følelser, at hans kostelev, den 21-årige discipel Hans Christian Andersen modtog sin strenge og uligevægtige rektors opfordring til at følge med ham og hans husstand til øresundsbyen. Det var synd at sige, at der var noget hjerteligt forhold mellem ham og Meisling, hverken på skolen eller i hjemmet, og for så vidt var der her en glimrende lejlighed for Andersen til at blive sin plageånd kvit. På den anden side var han ængstelig for, hvordan det vilde gå ham i Slagelse Skole, når han ikke længere havde rektor i ryggen. At lærernes indstilling over for ham ikke var helt upåvirket af, at han hørte til rektors hus, havde han et tydeligt eksempel på i sin matematiklærer, om hvem han i et brev til sin faderlige ven og beskytter, etatsraad Jonas Collin, siger: „Den matematiske Lærer var mig saa temmelig paa Nakken, før jeg kom i Rektors Hus, men næppe kom jeg der, før han er bleven den personificerede Venlighed selv, ja roste mig endog i mine egne Øjne for nogen Tid siden for min særdeles Fremgang, skønt jeg ikke kunde fortjene det, da jeg ret er en Stymper i det, jeg har maattet lære af Matematik i den senere Tid; hvorledes mon han vil blive imod mig, naar han tør være, som han vil?” Det var dog ikke, fordi Andersen yndede en venlighed af den art. I sin dagbog skriver han: „Andresen er nu særdeles god mod mig; men jeg lider det ej”. Og i brevet tilføjer han da også: „Dog, naar jeg gør, hvad jeg kan, saa kan jeg ikke frygte ham, som ingen af de andre Disciple frygter”.
Rektor Meislings overtalelsesevner og vel også Andersens egen lyst til at se noget nyt og komme under nye forhold førte ret hurtigt til, at han med sin velynder Collins samtykke besluttede sig til at tage med til Helsingør, og fredag den 26. maj holdt han sit indtog i øresundstoldens vidtberømte by. Rejsen, der varede 2 dage (sådan var trafikmidlerne dengang!), gik over Ringsted, Roskilde og Hillerød. Alt tøjet blev sendt ad søvejen fra Korsør, og egentlig skulde Andersen have gjort sejlturen med, „men jeg rørte Fruens Hjerte og fik Lov at tage med over Land”. På grund af vindstille trak det for øvrigt ud med skibets ankomst, så familien Meisling måtte tage på gæstgivergård i Helsingør og låne tøj i byen.
Af sin rejse til Helsingør har Andersen givet en fortræffelig skildring i forskellige breve til venner og bekendte. En af disse, professor Rasmus Nyerup, lod et uddrag af et sådant brev trykke i et københavnsk blad, uden at Andersen på forhånd anede noget derom. Om selve ankomsten til Helsingør hedder det heri:
„Jeg saa længe forgæves efter Helsingør, og først tæt ved opdagede jeg det. „Ak Herre Jemini, tænkte jeg, det ser jo ud som den baggesenske Fødeby [Korsør]!”[1] — men da jeg kom inden for Porten, saa de høje Huse og den brogede Menneskevrimmel, troede jeg at være i København og blev ret let om Hjertet. Jeg saa forleden første Gang Marienlyst, og de høje Bakker og de dybe Gange bragte mig til at tro, at jeg vandrede i det sachsiske Schweiz; hvor fortryllende dejlig er dog Udsigten fra den øverste Terrasse, dybt under mig Byen og det gamle Kronborg, lige for Sundet, vrimlende af Skibe, og til Baggrund den svenske Kyst, der ser mig saa søsterlig dansk ud, at jeg ikke kan tænke det som et andet Kongerige; kun det sorte Kullen i sin blaalige Taage siger mig, at hist ude begynder et nordligt Klippeland. Hvor opløftende er det ikke at se en smuk Udsigt, og jeg tror ogsaa, at den første Grad i vor Lyksalighed efter Døden vil bestaa deri, at Aanden fri kan svinge sig hen og se alt det skønne paa Jorden. I Anledning af Prins Frederiks[2] Forlovelse var Byen smukt illumineret, dog viste den sig forleden brillantere, da Kongen paa sin Tur til Jylland var her een Dag. Byens Hovedgade har aldeles et sydligt Præg, saa man troede at være i en italiensk By, hvor der skulde ske en hellig Procession. Alle Husene var behængt med Kranse, ja nogle næsten dækket med Grønt; fra Genbo til Genbo havde man draget Guirlander over Gaden, eller Snore behængt med Flag; paa flere Steder var end-ogsaa smukke Ideer udførte. Herskabet spiste paa Marienlyst, og uden for Slottet viste sig en stor Linedanser- og Beridertrup, som det var enhver tilladt at se. Det var et herligt Syn at se Terrasserne besatte med Tilskuere, lige fra den nederste op til den øverste, og rundt om i Træerne sad Drengene og klaskede i Hænderne for Bajads.”
Mindst lige så begejstret for Helsingør er Andersen i et brev fra samme tid til Collin: „Betragtet ude fra Vejen lovede Helsingør [han staver her og enkelte andre Steder HelsingeurJ mig ikke meget, men nu jeg er inde i den, synes den mig et lille København, og jeg tror ofte at være der; hvilken Færdsel! hvor livlig paa Skibsbroen, her taler nogle tykke Hollændere deres hule Sprog, der hører jeg det harmoniske Italiensk, længere henne læsser de Stenkul af en engelsk Brig, saa jeg tror at lugte London. Sundet er besat med Skibe, der som Strandmaager svæver forbi Kysterne. — I Dag gik der et stort Krigsskib herigennem trukket af et Dampskib, de saluterede, og lystigt drønede det og gav Ekko fra Kullen. I Gaar var jeg med Meisling i Marienlyst; o, det er noget af det første [dvs: ypperste], jeg har set! Hvor Søen og hele Egnen er dejlig, Meis-ling siger, at hele Kysten her skal have megen Ligning med Kysten ved Neapel; hvilke herlige Bakker er der ikke i Haven; alt forekom mig som Schweiz, og jeg følte mig saa usigelig lykkelig, o, man maa blive Digter eller Maler ved at se den dejlige Natur. O, Velgører, Tak! Tak! for hvert lykkeligt Øjeblik! Livet er dog herligt!!!
I Aften bliver her Illumination (som der jo ogsaa er i København), Skolen bliver ogsaa illumineret, det er ret en brillant Gaard, med store gibsede og malede Værelser, men den ligger i en hæslig Nybodersgade og stikker da ogsaa sit Hoved højt over de omliggende Paddehatte”.
Men også turen op ad sundet og indsejlingen til Helsingør kom Andersen snart til at opleve. Et par måneder efter sin første ankomst til byen opholdt han sig en ugestid, fra 15.—23. juli, i København og sejlede tilbage med det første dampskib, „Caledonia”, der om søndagen foretog lystsejladser fra København til Hälsingborg og Helsingør, men ellers gik i rutefart København—Kiel. Om denne tur fortæller han Collin i et brev fra 27. juli 1826:
„Jeg havde nær kommet for sildig ned paa Skibsbroen i Morges; der var en broget Vrimmel dernede af den uhyre Mængde af Passagerer, som skulde med, dels til Vedbæk, dels til Helsingborg og Helsingør … Vi kom først til at sejle henved 8. I Begyndelsen gik det ret herligt; Skibet skar raskt igennem Bølgerne, og den hele danske Kyst sejlede saa romantisk dejlig med sine grønne Skove og Lyststeder. Alt var Aand og Glæde paa Skibet, men snart forandrede Scenen sig: Damerne begyndte at hænge med Hovederne og se ned i de skummende Bølger, og snart fik jeg ogsaa den mest ønskelige Søsyge, man vil forlange, der varede ved lige til Hveen. Nu sejlede vi langs den svenske Kyst, der i Forhold til Danmark saa ud som Faraos 7 magre Køer; men det er et andet Kongerige, og alene det gjorde mig Landet interessant, det fornøjede mig at kigge op i et Land, hvor Gustav Adolf og Carl XII havde levet og virket; vi lagde ind lige ved Skibsbroen for at sætte Passagerer til Ramlöse i Land, og saaledes saa jeg da i liden Frastand første Gang en svensk By. Den saa mig meget mørk og gammeldags ud, og jeg finder da Korsør lige saa smuk. Det gamle Taarn (Kjernen) syntes jeg bedst om, det forekom mig som en Ruin og fik saaledes dobbelt Interesse for mig; Udsigten deroppe fra maa sikkert være fortryllende. — Efter et Kvarters Forløb pilede da Caledonia over Sundet, det gamle Kronborg laa saa romantisk dejlig, og hele Byen saa saa pyntelig ud i Sollyset, som jeg tænker mig en sydlig Søstad. Paa Broen modtog Fru Meisling mig, og saaledes gelejdet kom jeg da hjem”.
At dømme efter disse skildringer kan der ikke være tvivl om, at Andersen har været begejstret for selve byen Helsingør. Men hvordan nu med hans personlige forhold, i skolen og i rektor Meislings hjem?
Lad os først se på skoleforholdene. Allerede i Slagelse, 14 dage før han forlod denne by, havde han over for Collin ytret ængstelse og givet luft for sine bange anelser med hensyn til disciplene: „…desuden skal Disciplene være nogle urolige Krabater, men i Henseende til min Opførsel tror jeg nok at kunne love Dem, at jeg ikke skal smittes ved Eksemplet, som Meisling vist ogsaa vil sørge for”. Men allerede et Par Dage efter sin Ankomst skriver han: „Disciplene ser heller ikke saa rebelske ud, som jeg frygtede, og de synes endog ret artige og godlidende imod mig”. Og endelig hedder det en Maanedstid senere: „Med mine helsingørianske Meddisciple tror jeg nok, jeg skal komme ud af det, de er ret godmodige Fyre, og jeg mærker slet ikke til det brutale Væsen, man udskreg saa meget hos dem”.
Også lærerne synes Andersen at være kommet godt ud af det med. Han omtaler med taknemmelighed deres “humane Behandling” og siger, at han håber at bevare deres tilfredshed. De har i hvert fald bevaret hans tilfredshed, for endnu så sent som i marts 1827, en måned før han for stedse forlod skolen, siger han: „Lærerne her i Helsingør er alle saa humane og venlige, at de staar meget fremfor de i Slagelse”. — Men det gik jo rigtignok ikke lige godt med kundskaberne i alle fag. I hebraisk, som „tages langt strengere, men sikkert bedre end i Slagelse”, så det dårligt ud. Også i fransk var han langt tilbage for sine meddisciple, og latin og græsk (Rektors fag!) var stadig hans smertensfag. Derimod brillerede han til sin forundring i matematik, skønt han i Slagelse var blevet anset for alt andet end et „matematisk Hoved”, måske fordi matematiklæreren der havde gjort ham forknyt ved ideligt at lade ham vide, at „den, som havde Anlæg for Poesi, aldrig kunde lære Matematik, da det var som Ild og Vand”. Dog er han retfærdig nok til at indrømme, at „den slaglosianske Lærer gennemgik Matematikken meget bedre end denne her”. Hans danske stile blev ligesom i Slagelse rost meget, men han er synlig skuffet over kun at få mg for dem, og sit ug i sang gik han helt glip af i Helsingør, „thi her synges ikke en eneste Tone”. — Karaktererne efter den første terminsprøve var ikke ligefrem imponerende: Græsk mdl-, latin g-, latinsk stil tg, dansk stil, dansk og religion mg, historie ug-, tysk mg, aritmetik og geometri ug-, fransk g-, hebraisk tg-. Men i opførsel, hos alle lærerne: ug.
Med hensyn til de tre faktorer: Andersens syn på byen Helsingør, hans forhold til kammeraterne og hans forhold til lærerne på skolen, er der næppe nogen tvivl om, at den ærekære, redelige skolediscipel kunde have levet en tålelig, ja tilfredsstillende tilværelse i Helsingør. Men den, der gjorde de 11 måneder, Andersen tilbragte her, til en fortsat og stadig tiltagende lidelse, ja til en sjælelig forpinthed og fortvivlelse, der satte dybe og varige mærker i hans sind, var rektor Meisling.
Et mærkeligt menneske var Meisling, en mand med en tragisk livsskæbne. Som ung var han en fremragende og lovende klassisk filolog, og den dag i dag beundres hans fine fortolkning af græsk digtning i dansk oversættelse. Men som årene gik, kom han mere og mere på kant med sig selv og sine omgivelser, blev hidsig, irritabel og uligevægtig, forsumpede til sidst helt. En væsentlig årsag hertil var hans højst ulykkelige ægteskab med en dårlig kvinde, der efterhånden umuliggjorde hans omgang med folk af bedre kredse, hvor han rettelig hørte hjemme. Hans bitterhed, opfarenhed og rå hensynsløshed fik et alt for letkøbt offer i hans værgeløse, nervøse og let skræmte kostelev med det bløde, modtagelige sind. Selv om Meisling over for sig selv og andre vilde hævde, at han mente Andersen det godt, så spillede i hvert fald hans pædagogiske evner og psykologiske forståelse totalt fallit i forholdet til det sårbare gemyt hos dette unge menneske, hvis ve og vel han var sat til at råde over. Rørende er det at se, hvorledes den redelige og selvransagende discipel gang på gang anklager sig selv i sine fortvivlede forsøg på at retfærdiggøre sin plageånd. „Manden mener det dog godt, men tænker ikke paa, at just Skænden gør mig distrait, og at jeg fortvivler over mig selv”.
Uforståelig for os er Meislings inkonsekvente behandling af Andersen. I juli 1826 skriver han en anbefaling (til brug for en ansøgning om en understøttelse), hvori det hedder, at Andersen er i besiddelse af „de trende Egenskaber, som en Skolemand saa gerne ønsker, men saa sjælden finder forenede hos en Elev, nemlig Anlæg, Flid og fortrinlig Opførsel”, og hvori han fremhæver Andersens „redelige Sindelag og umiskendelige Talent”. Hvem kan få disse udtalelser til at rime med den behandling, han giver sin discipel i oktober samme år, og som Andersen beskriver i sin levnedsbog: „Tit tog han mig op paa sit Værelse, udviklede mig, at jeg var en Hest, at jeg aldrig blev Student, og hvad mit Talent for Digtekunsten angik, svor han højt og helligt, at der ikke var Gran deraf hos mig. „Tror De ikke”, sagde han, „at dersom der var den mindste Gnist hos Dem, jeg da ikke skulde mærke det. Jeg er selv Digter, ved da nok, hvad det er. Men det er Forstyrrelse, Fjotteri og Galskab, De har! Var der Tanke af Poesi i Dem, ved Gud, jeg skulde opmuntre Dem, jeg vilde tilgive, at De var en Hest i Skolesager og Grammatik, men det hele hos Dem er kun en fiks Idé, der bringer Dem i Daarekisten. — Sæt at De engang traadte op som Skribent, jeg vil dø paa, Publikum griner Dem ud, og Deres Poesier ligger som Makulatur”. Saaledes talede han til mig: o, jeg erindrer saa tydeligt hvert Ord, han sagde, og saa havde han et saa vredt Blik, jeg glemmer aldrig det forunderlig grønne Skær, der spillede i hans Øjne; alle mine Nerver bævede, jeg var færdig at synke til Jorden — „Sig mig et eneste Digt, en eneste Linie Poesi, Deres tomme Hjerne har lavet. De har ikke Følelse, det, De har, er Flæberi; De har ingen Fantasi, uden som Kandidaterne paa Bistrup, og Forstanden vil jeg aldrig tale om. — Sig mig noget Poesi af Dem!” Jeg græd, jeg kunde intet svare. Mit Digt: „Det døende Barn”, var „Flæberi”, som enhver Vandhuspoet kunde smøre sammen”.
Sine venner kunde det hjælpeløse offer for den meislingske sadisme ikke skrive rent ud til — ud fra det ræsonnement, at „enten maatte jeg da hæve mig selv paa hans Bekostning, og det var skammeligt, eller ogsaa vilde mit Klynkeri ganske støde dem fra mig”. Kun sin faderlige ven, Jonas Collin, tør han sige hele sandheden. „Men til Dem, kære Velgører, tør og kan jeg betro mig, kun at De ikke taber Taalmodigheden”. Alligevel kunde de fleste af vennerne ikke undgå at bemærke, at der var noget galt, selv om de måske en tid lang ikke var klare over, hvor galt det var fat. „Bær det med Taalmod — tab ikke Modet — vær rolig og besindig!” — det var i lang tid de stadige omkvæd, han måtte høre fra dem.
Men i marts 1827 kulminerede det. Tænk på, at den stakkels, fattige 22-årige skolediscipel måtte skrive til Collin om hvert stykke tøj, han skulde anskaffe, hvert par støvler, han skulde have forsålet; tænk på, at han i skolen kæmpede en fortvivlet forståelsens og hukommelsens kamp med stoffet, under stadig frygt for, at det ikke skulde lykkes ham at få eksamen, så at statens og velyndernes penge var spildt, forventningerne, der knyttedes til ham, gjort til skamme, og alle vilde vende sig fra ham. Tænk på alt det, og hør så hans skildring i et brev til Collin (marts 1827) af det daglige liv i det, der skulde kaldes hans hjem i Helsingør.
„Siden De skrev Meisling til, har han ikke skældet saaledes som før; men hans Kulde imod mig synes at tiltage; Helsingør er et dyrt Levested, og alt bliver derfor mere og mere indskrænket. — Hver Middag sidder jeg paa Skolen og læser, indtil Undervisningen begynder ud paa Eftermiddagen, for at der kan spares med at lægge i min Kakkelovn. — Hver Aften faar jeg 5 Stykker Brænde, mit Værelse er temmelig højt, Kakkelovnen stor, saa at de 3 Stykker er halvt udbrændt, naar Klokken er lidt over fem, og jeg kommer paa mit Værelse; med de 2 andre Stykker holder jeg det ikke ud i denne Kulde til Kl. 9, og mere kan jeg ikke faa; undertiden lister vel Pigerne et Par Stykker til mig, men det kan ej ske hver Aften, og saaledes maatte jeg forleden lidt over 9 søge Sengen. — Dog, det kunde saa være, naar jeg dog saa et venligt Ansigt, men intet er sjældnere. — Nu i Søndags blev der lagt i min Kakkelovn Klokken seks om Morgenen, men da den gik til 9, var næsten alt ude, og jeg bad derfor Pigen sige til ham om nogle Stykker Brænde, da jeg hele Formiddagen blev paa mit Værelse. Jeg fik vel tre Stykker, men da vi sad ved Middagsbordet, hele Familien samt den nye Lærer i Hebraisk og dennes Broder, og der blev talt om Logi og deslige, vendte Meisling sig til mig og sagde, at jeg i Dag havde forlangt til min Kakkelovn, men at han ej kunde staa ved det for den Betaling, han havde for mig, at man i Byen gav saa og saa meget for Middagsmad, men jeg for alt kun 200 Rdlr., og at han led Tab nok ved at have mig. — Hvor smerteligt dette maatte være for mig, indser De nok, kære Velgører, og hvorledes hans Stemning, da han anser mig for en Byrde, maa være imod mig, er tydelig nok. Og sandelig, jeg har alt her saa indskrænket som muligt, lever saa yderst tarveligt og føjer mig i alt efter Omstændighederne. — Siden Husjomfruen tog bort, tager man sig næsten slet ikke af mit Smule Tøj; aldrig kommer jeg om Søndag Aften et Øjeblik op i Stuen, naar nogen er der, og ved Middagsbordet taler han næsten aldrig til mig”.
Det blev „den nye Lærer i Hebraisk”, Christian Werliin (der for øvrigt var jævnaldrende med Andersen), der udvirkede, at Andersen omsider slap ud af det meslingske helvede og dermed rystede det helsingørske støv af sine fødder. Werliin måtte pligtskyldigst tilbringe hver søndag i Meislings hjem og blev derved lidt efter lidt indviet i de huslige forhold. En dag gav han sig til at tale „ret hjerteligt” med sin ulykkelige elev og fik åbenbart sine værste anelser bekræftet. Andersen bad ham tale med Collin, når han i den nær forestående påskeferie kom til København. Det gjorde han, og hans indtrængende råd til Collin var at tage Andersen ud af skolen og lade ham forberede privat til artium i København af Werliins studiekammerat, cand. theol. Ludv. Chr. Müller, kaldet „den hebraiske Müller”. Collin fulgte rådet og meddelte i et brev Meisling sin beslutning. Både han og Andersen opholdt sig på det tidspunkt i København, og Collin rådede Andersen til at tage med dampskibet til Helsingør og afvente Meislings tilbagekomst for at kunne sige pænt farvel til ham.
Man kan dog ikke sige, at Andersen — som en anden Leonora Christina — kom „ud med Manér”. Andersen kom hjem søndag den 15. april. Onsdag den 18. kom Meisling. Det har sikkert været et par uhyggeligt lange og spændende dage, denne ventetid. Om afskeden, torsdag den 19. april, fortæller han følgende i levnedsbogen: „Da Meisling om Morgenen gik ned til Biblioteket, gik jeg til ham og sagde: „Jeg vil nu sige Dem Farvel! og Tak for alt, hvad godt De har viist mig!” — „Rejs De ad Helvede til!” var hans Svar, hans sidste Ord. Fruen derimod var rørt, jeg ogsaa, Disciplene nikkede mig venlig Levvel, og jeg rullede bort fra al min Jammer og Elendighed til et nyt Optrin af mit Liv”.
I oktober 1828 lykkedes det så endelig Andersen at blive student, med 2. karakter — og året efter afsluttede han sin akademiske løbebane med den såkaldte „Anden Eksamen”. Da var han allerede så småt begyndt på en anden livsbane, digterbanen, hvor han i løbet af nogle år skulde folde sig ud som en dejlig svane.
Men i Helsingør var han endnu kun den stakkels grimme ælling.
