Forfattere

H.C. Andersen og de russiske damer

En tilføjelse til Anderseniana, 2. række, bind III, side 333-36

Poul Høybye

Det ville have lignet H.C. Andersen meget dårligt ikke at besvare et så venligt og smigrende brev som det, han modtog fra sine russiske oversætterinder i sommeren 1868.

Slår man op i den store russiske encyklopædi, bekræftes éns formodning. Dér citeres i artikelen om H.C. Andersen nogle linier af et brev dateret den 28. august 1868 (som vidner om hans interesse for russisk litteratur).

På min opfordring forsøgte magister Paul Flandrup, bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, en henvendelse til det russiske biblioteksvæsen. Det viste sig at brevet beroede i Saltykov-Sjtsjedrin-biblioteket i Leningrad, som nu har sendt Det Kgl. Bibliotek en fotokopi.

Dette hidtil ukendte brev lyder som følger:

Frijsenborg i Jylland, 28 August 1868.

Naadige Frue!

Ved min Hjemkomst fra Udlandet fandt jeg til min Overraskelse og Glæde, den smukke russiske Udgave af mine „Eventyr og Historier”, som er blevet til ved Deres Deeltagelse og Medvirken. Jeg vidste at en russisk Oversættelse fandtes og er nu glad ved selv at eie den, uagtet jeg ikke kan læse Sproget og udtale mig om Gjengivelsen, men jeg er forvisset om at den er givet med Kjærlighed og jeg takker derfor Dem naadige Frue, og Enhver som har baaret den frem ved sin Deeltagelse og sit Talent. Ved de smukke Tegninger af Hr Baron v. Klodt har jeg fundet ud hvilke Eventyr  her ere og savner meget faae, egentlig kun de, som ere skrevne i de sidste to Aar. Portrættet fra den tydske Udgave er derimod mindre heldigt og jeg tillader mig derfor at sende et bedre til Afbenyttelse ved en ny Udgave. Jeg maa endvidere takke for den Opmærksomhed og Velvillie at vedlægge en dansk Oversættelse af det russiske Brev, begge vil jeg opbevare mellem kjære Erindringer, jeg tillader mig imidlertid at udtrykke mig i mit Modersmaal, det Een og Anden, i Deres Omgivelse, vistnok forstaar. Jeg er glad ved at vide mine Skrifter læst i det store, mægtige Rusland, af hvis blomstrende Literatur jeg kjender en Deel fra Karamsin til Puschin, ind i den nyeste Tid. Vil De udtale min Tak og Glæde over den Interesse der er forundt mig som Digter og bringe mine Veninder og Venner min hjerteligste Hilsen.

Med dyb Høiagtelse
ærbødigst
H C Andersen.

Høivelbaarne
Fru Trubnikoff i S. Petersborg.

©
- Anderseniana - H.C. Andersen - H.C. Andersen - breve

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...