„Netop i disse Dage, idet jeg fylder mit halvtredsindstyvende Aar og de „samlede Skrifter” udsendes, bringer „dansk Maanedsskrift” en af Hr. Grimur Thomsen skreven Anmeldelse af disse. Den Dybde og Varme, denne Forfatter allerede tidlig viste i sin Bog om Byron, aabenbarer sig ogsaa her i dette mindre Skrift, hvori afslører sig en Kjendskab, en Inderlighed til og for de Arbeider, han omtaler; det er mig næsten, som om Vor Herre vilde, at jeg skulde slutte dette Livs Capitel med at have seet opfyldt H. C. Ørsteds fortrøstende Ord til mig i mine tunge Miskjendelsens Dage! Hjemmet har bragt mig Erkjendelsens, Opmuntringens rige Bouquet!
I Hr. Grimur Thomsens Anmeldelse er netop ved Eventyrene i faa Ord anslaaet den rette Stræng, der giver Klangen fra denne min Digtnings Dybde; det er vistnok ikke tilfældigt, at de givne Exempler paa det Heles Kjerne og Betydning hentes fra „Historier”, altsaa fra det senest Skrevne: „Eventyret holder en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjærne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Høit og Lavt; og saa den dybe Alvors Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt „paa sin rette Plads”. Dette er den sande, den christelige Humor.”
Hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt!” (H. Topsøe-Jensens udg. II, s. 158 f.).
Sådan står der på de sidste sider af „Mit Livs Eventyr”.
3. april 1855 skrev H.C. Andersen i et brev til Henriette Wulff, hos hvem han havde været sammen med Grimur Thomsen:
„En meget stor Glæde havde jeg ellers i forgaars, jeg fik det sidste Hefte af Steenstrups Maanedsskrift, der netop udkom og deri var den første ubetinget erkjendende Dom her i Danmark over mig som Digter, det var en Anmældelse af „samlede Skrifter”, smukt skrevet, dertil dygtigt, med Kjendskab og Kjærlighed. Alle som have læst den synes særdeles om den; De maa endelig læse samme, har De ikke Maaneskriftet (sic) da kan jeg om et Par Dage laane Dem det. Anmældelsen er af Grimur Thomsen.
Deri bliver jeg behandlet saaledes, som man behandler mig i Engeland og Tydskland, jeg seer nok at jeg er seet i for god Belysning, men jeg er før saa tidt blevet belyst kun med en Praas, saa kan jeg have godt af at faae lidt Erstatning herfor”.
Andetsteds i „Mit Livs Eventyr” er anmeldelsen omtalt i en mere dæmpet tone, og uden at Grimur Thomsen nævnes: „Her hjemme, netop idet disse Blade sluttes, altsaa otte Aar efter at Digtningen (d.v.s. „Ahasverus”) første Gang udkom, er det i „Dansk Maanedsskrift”, i en mig velmeent og grundig Anmeldelse af: samlede Skrifter, at ogsaa „Ahasverus” forundes en større Opmærksomhed end før; den erkjendes, for hvad jeg selv anseer den, et Tilløb, en Henpegen til en fremtidig Udvikling hos mig som Digter” (II, s. 66).
I „Danmark. Illustreret Kalender for 1887″ findes nogle erindringer, som Nicolaj Bøgh har skrevet om H.C. Andersen, med hvem han i 1873 gjorde en rejse. På denne fortalte H.C. Andersen, „der jo af Naturen var meget meddelsom, mig mange Ting, der syntes mig at have en vis almen Interesse, og som han af en eller anden Grund ikke havde bragt frem i „Mit Livs Eventyr”.” Heriblandt er følgende:
„Ørsted er vist den Mand, jeg har elsket højest. Jeg husker saa tydeligt engang, jeg var bleven revet ned i „Korsaren”; det var en Onsdag, og jeg skulde spise hos Ørsteds; jeg var uendelig bedrøvet, og sagde det ved Bordet, men Ørsted var ikke oplagt, jeg veed ikke … han hørte ikke rigtig paa mig; hans Kone var derimod meget deltagende. Jeg gik hjem og var hele Aftenen ganske bedrøvet. Klokken halvelleve bankede det paa min Dør, og da var det gamle Ørsted: han havde saa sent paa Aftenen gaaet den lange Vej fra Studiestræde (Nicolaj Bøgh oplyser i en fodnote, at „Andersen boede vist dengang i Hotel du Nord”). Saa kom han ind til mig og sagde: „Jeg veed slet ikke . . . min Kone har sagt mig, at De var saa bedrøvet i Middags, og jeg har egenlig ikke bemærket det — der var noget Videnskabeligt, som i saa høj Grad optog mig. Hun siger mig, jeg ikke har været deltagende imod Dem. De veed jo, hvor meget jeg holder af Dem, og jeg tror paa Dem, jeg kan ikke tage fejl deri, men det er Verden, der tager fejl. De vil blive en af Alle anseet Digter”. Og saa hævede han mig saa højt og bar mig saaledes op, at jeg fik Mod. Han lagde Armene om mig, kyssede mig paa Panden og gik. — Jeg blev saa bevæget, kastede mig paa min Sofa og hulkede. Grimur Thomsen, som boede i Værelset ved Siden af, kom ind og spurgte mig, hvad det var; jeg fortalte ham Alt, hvorpaa ogsaa han blev bevæget og sagde: „Iaften vil jeg aflægge Dem et Løfte: jeg skal aldrig sætte Pen til Papiret for at skrive Noget imod Dem.” I en fodnote citerer Nicolaj Bøgh så udtalelserne i brevet til Henriette Wulff.
Den lille beretning findes i „Mit Livs Eventyr” reduceret og utidfæstet med udeladelse af pointen, at H. C. Ørsted ville gøre en forsømmelse god igen; og Grimur Thomsen har ingen andel i det genvundne humør (II, s. 11): „En Dag, jeg sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han (d.v.s. Ørsted) ingen Ro, før han, den ældre Mand, endnu engang og det seent paa Aftenen havde søgt mig i mit Hjem og der igjen udtalt Deeltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg, min Smerte, ret græd mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igjen Kræfter og Mod til Digtning og Arbeide.”
Hotel du Nord var H.C. Andersens Københavnsadresse fra 1. december 1838 til maj 1847. Optrinnet mellem H.C. Andersen og Grimur Thomsen kan have fundet sted de sidste måneder af 1844 og de første af 1845, da begge opholdt sig i København og Grimur Thomsen i hvert tilfælde noget af tiden på Hotel du Nord.
Thora Friðriksson, en datter af skolemanden Halldor Friðriksson og hans danske hustru, i hvis hjem Grimur Thomsen var en hyppig gæst efter den definitive hjemkomst til Island, antyder dog et andet tidspunkt i en lille bog, hun har skrevet om sin barndoms beundrede ven, „Dr. Grimur Thomsen”, Reykjavik 1944. Hun fortæller s. 39—41 (i oversættelse):
„Jeg kan mindes, at jeg som barn fik fortalt en historie om Grimur Thomsen og H.C. Andersen. Jeg tør ikke garantere for, at den er sand, da jeg ikke kan huske, hvem der fortalte mig den. Ved den tid, da eventyret „Svinedrengen” kom ud, boede Grimur Thomsen og H.C. Andersen i samme hus (?). De så derfor undertiden ind til hinanden. En aften, da Grimur Thomsen kom noget sent hjem, så han lys hos Andersen og gik ind til ham, da han anede, at han var i dårligt humør, fordi nogle nyudkomne eventyr af ham havde fået en slem medfart i en anmeldelse, der særligt rettedes mod „Svinedrengen”. Blandt andet lod man Andersen høre for, at han i historien raillerede over harmløs sladder, som skulle gå i København…
…Historien sluttede da også med, at han (Grimur Thomsen) denne aften ikke havde sparet på udtryk for sin beundring for Andersen og derfor forvandlet hans tristhed til barnlig glæde, for Andersen var lige følsom for ros og ris.”
„Eventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen. Ny Samling. Tredie Hefte.” kom 20.12.1841 og blev „revet ned” i „Corsaren” nr. 61 31. december 1841, men „Svinedrengen” nævnes ikke. Omtalen gælder kun onsdagshistorien i „Ole Lukøie” om storken mellem høns, ænder og kalkuner.
Grimur Thomsens ridderlige løfte til digteren, der blev hakket af det hjemlige fjerkræ, H.C. Andersens brug af ham i „Mit Livs Eventyr” og udtalelserne om anmeldelsen i brevet til Henriette Wulff har ikke optaget sindene i Danmark, og det kunne man vel heller ikke vente. Grimur Thomsen er ukendt for de fleste eller blot et navn. Af hans kritiske produktion på dansk vil kun lidt kunne tjene til at give ham liv, og hans betydeligste digteriske indsats er forbeholdt dem, der kan hans modersmål. Hans livs eventyr i dansk udenrigstjeneste, sejrene og det afgørende nederlag til Peter Vedel, hvis magtstilling han ikke kunne rokke, og omfanget af den indflydelse, han en overgang øvede i dansk politik, er endnu ikke kritisk behandlet. Den mørklokkede, charmerende eventyrer, der blev Magdalene Thoresens store kærlighed og vist også protegeredes af grevinde Danner, har ikke bevæget nogen dansk skribent, men har fået liv i traditionen på Island. Og bonden på Bessastaðir efter hjemkomsten fra det afbrudte, til hans forbitrelse ikke afrundede eventyr i det fremmede er et lokalt islandsk fænomen såvel som den kongetro Altingsmand.
Nicolaj Bøghs gengivelse af Andersens meddelelse fandt hurtigt vej til Island. I „Fjallkonan” for 20. juni 1887, s. 67—68, findes beretningen oversat til islandsk og med overskriften „Andersen ævintýraskáld og Grimur Thomsen”. Oversættelsen er signeret spiritus asper.
I „Illustreret Tidende”, 38. bind, nr. 14 for 3. jan. 1897, skrev dr. Jón Þorkelsson, senere landsarkivar i Reykjavik, en artikel om Grimur Thomsen, der var død 27. november 1896. Han nævner bl.a., at Grimur Thomsen vakte interesse i Danmark for Byron og Runeberg og fortsætter:
„Thomsens uden Sammenligning største Fortjeneste af dansk Litteratur turde dog være den, at han er den første herhjemme, der offentlig anerkender H.C. Andersens store Digtergeni. Ganske vist havde man i Udlandet, Tyskland og England, forlængst opdaget og anerkendt denne store Digters Talent, og vel havde Andersen enkelte Beundrere blandt sine Landsmænd, men offentlig var han miskendt her hjemme, og det ser næsten ud, som om Andersen til visse Tider har været ved at opgive Ævret. Det er virkelig en gribende Scene, hvor Andersen, efter at have faaet over sig en af disse sædvanlige Skyller i Pressen og efter at Ørsted havde været hos ham for at trøste ham, kaster sig hulkende ned i Sofaen, da Grimur Thomsen, der boede ved Siden af, træder ind og rørt over Situationen udbryder: „I Aften vil jeg aflægge Dem et Løfte: Jeg skal aldrig sætte Pen til Papiret for at skrive noget imod Dem.” Dette Løfte holdt Thomsen ogsaa trolig, og i sin Anmeldelse af Andersens „Samlede Skrifter” (Steenstrups Maanedsskr. 1855) søger han ligefrem at indgyde ham Mod.” Og senere skriver Jon Þorkelsson: „Men hvem beskriver det Overmaal af Glæde, der opfylder Andersens barnlige Sjæl over, at ogsaa nu havde Fædrelandet bragt ham sin Anerkendelse?” Jon Þorkelsson mener vel, at nu havde også fædrelandet bragt ham sin anerkendelse.
En islandsk udformning med eftertryk på dansk uforstand gav Jon Þorkelsson så myten om H.C. Andersen og Grimur Thomsen i tidsskriftet „Andvari, tímarit hins íslenzka Þjoðvinafélags” 23. arg. 1898, s. 12—13, i en skildring af Grimur Thomsens liv. Passagen lyder således i oversættelse:
„I første række mindes man nok Grimur Thomsen i Danmark, fordi han (1855) hjalp det danske folk til at skatte H.C. Andersen og hans eventyr. Andersen havde skrevet eventyr i næsten en menneskealder, men ikke haft andet ud af det i Danmark end vedholdende at blive hånet som en halvfjantet tåbe. Ganske vist havde han nogle gode venner, som støttede ham og anerkendte hans talent, men dem mærkede man ikke noget til. I udlandet derimod, både i England og Tyskland, skønnede man langt tidligere end i Danmark på Andersen, men derom tav man selvfølgelig, og sådan går det gerne, indtil der kommer en, der har det fornødne mod til straks at sprede alle de støvskyer, der ofte hvirvler op af egoisme og misundelse eller i bedste fald, fordi man af ren vankundighed ikke skøtter om at vide ordentlig besked med det, der diskuteres. Den ene snakker bare den anden efter munden. Grimur Thomsens anmeldelse af Andersen er en af de betydningsfuldeste, der har været skrevet, for det danske publikums dom om H.C. Andersens produktion slog nu så fuldstændig om, at Andersen siden da har været og altid vil være danskernes yndlingsforfatter. Hertil kommer, at han nu har et større publikum ude i verden end nogen anden forfatter, Danmark nogen sinde har haft.”
Jón Þorkelssons Grimur Thomsen-biografi genoptryktes flere gange, således i en udgave af Grimur Thomsens digte „Ljoðmæli” 1934. Det er da kun naturligt, at læren om den islandske kritikers sejr over dansk uforstand fandt vej til islandske skolebøger.
2. april 1940 bragte „Berlingske Tidende” en kronik om emnet af Guðmundur Kamban: „H.C. Andersen og Island”, og den genoptryktes senere i Kambans bog „Kvalitetsmennesket” 1941, s. 74—79.
Kamban er ikke mindre sikker i sin sag end Jón Þorkelsson:
„Denne mand, som havde siddet her på Bessastadir i de sidste tredive år af sit liv uden at forlade landet i al den tid — det var den mand, som placerede H.C. Andersen i dansk litteratur...
… Han var den første kritiker i Danmark, der opdagede Andersens virkelige storhed, hans format som kunstner, hans dybde som humorist. Han skrev et lille essay om ham, som pludselig gjorde de toneangivende literater tavse, den første vurdering af Andersen i hans fædreland, som blev stående, og som betød et vendepunkt i det literære Danmarks holdning overfor dets største digter.”
Bjarni M. Gislason følger i sin „Islands Litteratur efter Sagatiden” (1949), s. 40, Vilhelm Andersens vurdering af Grimur Thomsen i „Illustreret dansk Litteraturhistorie”, s. 675, og indskrænker sig derfor til at skrive: „Således var han med til at åbne sin samtids øjne for H.C. Andersens og Runebergs genier. I alt fald regner H.C. Andersen hans anmeldelse for den første virkelige anerkendelse i Danmark.”
I sin „History of Icelandic Poets” (Islandica XXXIV) fra 1950, s. 339 følger den islandske professor Richard Beck ved universitetet i North Dacota atter Jón Þorkelsson: „His most memorable achieve-ment in the field of literary criticism was, however, his review of Hans Christian Andersens works (1855). The first appreciative evaluation in Danish of that great genius, it opened the eyes of Andersen’s countrymen to the greatness of their „Master of the Fairy Tale”.”
En indvending mod denne opfattelse kan findes i årsskriftet 1950 for Det islandske Litteraturselskab (Hið íslenzka bókmenn-tafélag) „Skirnir” CXXIV. år, s. 225. I sin anmeldelse der af Richard Becks litteraturhistorie kalder professor dr. Steingrímur J. Þorkelsson påstanden for overdreven og nævner eksempler på rosende omtale af H.C. Andersen før Grimur Thomsens anmeldelse.
Det er muligt, at H.C. Andersen havde ret i at kalde Grimur Thomsens anmeldelse „den første ubetinget erkjendende Dom her i Danmark over mig som Digter.” Men det var visselig ikke den første erkendende dom overhovedet, og det danske publikums gunst havde H.C. Andersen før 1855. Værker som „Fodreise”, „Improvisatoren”, „Billedbog uden Billeder” kom i nye oplag, og det gjorde også alle eventyrhæfterne med undtagelse af fire hæfter „Nye Eventyr”. Den store illustrerede udgave af eventyrene fra 1849 blev succes og måtte genoptrykkes. Den illustrerede udgave af „Historier” var i trykken og kom i slutningen af april 1855. „Samlede Skrifter”, der begyndte at udkomme 1853, havde bragt oplagstallene op. Den kontrakt, som Reitzel sluttede med H.C. Andersen om en ny udsendelse af eventyrene med billeder og af de „Samlede Skrifter” var den største i firmaets historie. H.C. Andersen var blevet et forlagsaktiv.
Det er så vist en mislig påstand, at H.C. Andersen i 1855 ikke havde „haft andet ud af det i Danmark end vedholdende at blive haanet som en halvfjantet taabe”. Og på den også danskdekorerede titulære professor på digtergage, danske kongers og stormænds ven, passer det slet, at han „offentlig var miskendt herhjemme.”
H.C. Andersen satte i „Mit Livs Eventyr” et skel ved 1844 (I, s. 288): „I et Aar vexler Meget, just Aaret efter (d.v.s. 1844) steg min Bølge, da udgav jeg „nye Eventyr”, de bragte en, indtil dette Øieblik, fast og hædrende Mening om mig i mit Fædreland, ja fra den Tid at regne, har jeg Intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhaanden faaet og faaer al den Erkjendelse og Gunst, jeg kan fortjene, ja maaskee lidt Mere endda.”
Både i „Mit Livs Eventyr” og i brevet til Henriette Wulff udtrykker H.C. Andersen sig, så man må tro, at Grimur Thomsens anmeldelse ikke blot har glædet ham, men også er kommet uventet, og det er ikke tilfældet. I den Collinske samling på Det kongelige Bibliotek findes et utrykt brev fra Grimur Thomsen til H.C. Andersen dateret 7. marts [1855]:
Kjære Professor.
Jeg har faaet det Hverv, at omtale Deres „Samlede Skrifter” offentlig. De kunde derfor forbinde mig Dem overmaade, ved at give mig enkelte Notitser om de i denne Udgave foretagne Forandringer, Forkortninger, Forøgelser, etc. etc. fra de tidligere Udgaver. Svar bedes hurtig meddelt.
Deres hengivne
Grimur Thomsen
Til Herr H.C. Andersen
Professor, o.s.v., o.s.v.
H.C. Andersen har altså vidst besked siden begyndelsen af marts måned, og når han i sin almanak for 31. marts 1855 skriver: „Smuk Anmeldelse af mine samlede Skrifter i Steenstrups Maanedsskrift”, kan det kun være det gode resultat, der noteres. Hvad han svarede Grimur Thomsen, ved jeg ikke, men han hjalp jo gerne dem, der skulle skrive om ham. Det kan være, at han bidrog sit til, at det i „Mit Livs Eventyr” kunne attesteres: „Hvad jeg vilde og stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt!”
Da H.C. Andersen vinteren 1854—55 „grupperede” stoffet i „Mit Livs Eventyr”, har han været i bekneb for en virkningsfuld finale på det „Oplevede”, „som Gud har vildet fik Eventyrets Charachter”. Der skulle sluttes af med sejr, så det kunne „styrke mangt et kjæmpende Talent”. Citaterne er fra H.C. Andersens optegnelser i den Collinske manuskriptsamling (H. Topsøe-Jensen i Edda bd. XL 1940, s. 70). Odense by skulle have været illumineret! Spådommen derom er jo den store selvbiografis populæreste nummer, hvis besnærende udformning skyldes Xavier Marmier (H. Topsøe-Jensen: „Omkring Levnedsbogen”, s. 164 ff). Og H.C. Andersen vidste tidligt, hvad en god historie betyder for berømmelsen. 24. april 1838 skrev han til Henriette Hanck: „Odense og Hospitals Konen der spaaede at Odense skulde blive ilumineret for mig bliver høist populairt. Nu kan De snart ikke være andet bekjendt, end at sætte et Lys i Vinduet for mig naar jeg engang arriverer” („Omkring Levnedsbogen”, s. 178).
En nøgtern vurdering af fremmed og hjemlig erkendelse har ikke rigtig fristet som udgang på bogen om livseventyret. Der skulle noget anskueligt til. Det kunne være gået så galt, at H.C. Andersen havde måttet slutte i det uvisse med håb om erkendelse hisset, hvis den skulle svigte her trods hans unge vilje, således som han har skitseret det i optegnelse nr. 50: „Jeg er nu 50 Aar, og føler en Ungdom, en Friskhed, som jeg kun var nogle og tyve, og dog føler jeg noget afsluttet i mit Liv, i det Tilfældigheder bringer det til at jeg ved at udgive de samlede Skrifter og tilføie disse mit „Oplevede”, som Gud har vildet fik Eventyrets Charachter; jeg føler en Kraft til at virke, en Fylde af Ideer og Alt saa modnere end før at om Gud lader mig leve og indaander mig virke Kraft vil det komme til Erkjendelse. Maaskee ikke i dette Liv, men i et andet” (Edda, bd. XL, s. 70). Det er en lykke, at H.C. Andersen befriedes for at renskrive denne triste, lidt opstemte slutning. Grimur Thomsen fik det hverv at skrive om Samlede Skrifter og inspirerede en bedre. Og der var til al held i „Mit Livs Eventyr” spådomme nok, deriblandt H. C. Ørsteds, „at der maatte og vilde komme en bedre Tid for mig herhjemme, hvor jeg vilde blive erkjendt og føle mig tilfreds med Hjemmets Dom, som jeg nu kunde være det med Udlandets” (I, s. 250). „Hospitals Konen” ville man altså overse, men så skulle ingen læser være i tvivl om, at det var, „som om vor Herre vilde, at jeg skulde slutte dette Livs Capitel med at have seet opfyldt H. C. Ørsteds fortrøstende Ord til mig i mine tunge Miskjendelsens Dage!”
Der er god mening i, at H.C. Andersen lod anmeldelsen vederfares den megen hæder og viste den til venner og bekendte, så Henriette Wulff kom på ekspektanceliste. Og selv om Grimur Thomsens betydning for vurderingen af H.C. Andersen i Danmark er ringe eller slet ingen, har han redeligt fortjent pladsen i „Mit Livs Eventyr”, som han ydede sit til at give en god slutning. Det var mere, end han kunne give sit eget livseventyr.
Den islandske karrierediplomat af jævn herkomst og proletardrengen, der ville være berømt, har nok forstået hinanden, to kasteløse, der som mange bondesønner i den gamle islandske prosalitteratur hjemme ville skinne med den glans, der hang ved dem fra de fines sale. For berømmelse og socialt avancement ofrede H.C. Andersen og Grimur Thomsen hjem og ægteskab, en pris, der har været mindre for Grimur Thomsen, hvis charme kunne sikre ham uforbindende erstatning. H.C. Andersen giftede sig aldrig, Grimur Thomsen først, da han som bonde på Bessastaðir behøvede kone i huset.
Hvad det kunde komme til at koste at ville vinde den hele Verden, var ingen af dem uvidende om. H.C. Andersen fandt udtryk for det i historier om berømmelsens flitter og Grimur Thomsen i strofer om karrierens vilkår. „Grantræet” om den „lykkeligste aften”, der alt for hurtigt var forbi, og „Snedronningen” om isklumpen i hjertet har et beskere islandsk sidestykke i Grimur Thomsens digt „Á Glæsivöllum” om livet hos den vinterlige kong Gudmund. På dansk kan det gengives således:
Hos Gudmund i de gyldne sale
glammer man af fryd, glade skålers lyd,
og spillemand og sanger regnes slottet til pryd.
Men sært skurrer strenge og stemmer.
Mange får hornet fuldt,
for mjøden er sund,
muntrer for en stund.
Men glemselens hejre er på hornets bund
og Hel med sit varsel til dem alle.
Med gammel vin til randen
er Grim[1] nu båret ind,
gylden er dets kind.
Men over hornbølgen[2] hvæser en øgle edret vind,
og ingen tåler drikken uden jætter.
Festlig er Gudmund,
affabel og god
— med frosset blod;
for åsynets liggråt gør øjnene bod.
Men ondt gemmer smilets fine runer.
Hos Gudmund er der aldrig
et glædesløst døgn,
gæster helg og søgn.
Men tom er brodersnakken og glæden giftig løgn,
og godlident kvaser man hinanden.
Krus ramler mod næser,
og knokler krydser bord
med kræsent valgte ord.
Men er der brådne pander, og blodet farver jord,
bukker kong Gudmund og smiler.
Ligklam er Hemra[3],
der låner sit vand
langt i Dødningland.
Men koldere ånder fra kur og hofmandsstand.
Med kulde i hjertet slap jeg fra dem.
