Om H.C. Andersen og Norge er det alt skrevet en del. Vi har professor Francis Bulls innledning til utgaven av »Elverhöi« og »Laserne« med Herluf Jensenius’ illustrasjoner.[1] Innledningen gir et godt bilde av saken, bortset fra at en kan diskutere om forholdet mellom dikteren og hans norskfödte lærer Christopher Fridrich Welhaven. Leser en Andersens vitnesbyrd om det, særlig i »Levnedsbog«[2] faar en ikke inntrykk av at læreren har virket skrem-mende paa ham. Meget mer synes det at han har kjent seg tiltrukket av denne mannen som skrev salmer. Ifölge samme kilden skal gutten ha vært »meget elsket af Læreren«.
Andersen streifer ham i sin svartale til Jörgen Moe ved festen i Töihaven.[3] Vel skal en være varsom med å bruke festtaler som historiske kilder, særlig når de omtaler noe som ligger langt tilbake i tiden, men det han savnet hos læreren er ikke annet enn for-tellinger om heimlandet hans, det fjerne Norge.
Den reserverte holdningen som Andersen hadde overfor nordmenn ut gjennom årene skriver seg vel fra tiden etter at han var kommet til Köbenhavn. I tidsskriftet »Edda« for 1940 har H. Topsøe-Jensen gitt »Nye Bidrag til Mit Livs Eventyr Historie« og har her trukket fram nytt stoff som belyser Andersens forhold til nord-mennene.
Etter det en der kan lese, var det nok en annen representant for slekten Welhaven som hadde gjort et langt mer avskrekkende inntryk paa Andersen, nemlig dikteren og estetikeren Johan Sebastian W.
Hösten 1835 var han paa besök i Köbenhavn og oppsökte ogsaa forfatteren til »Improvisatoren«, og det besöket löp ikke godt av. La oss sitere fra den nevnte artikkelen i »Edda«[4] et privat notat fra Andersens haand om besöket. »— een af Norges betydeligste Digtere, en ung, smuk Mand« trer en dag inn i stuen til ham, ser opp og ned ad verten og utbryter: »fy, for en Ulykke, hvor de danske Digtere see ud! den ene er værre end den anden!« »Jeg troer nu det skulde være originalt, men det var taktløst«, legger Andersen til. Selv var han taktfull nok til ikke engang i sine private papirer å navngi mannen.
Tre år etter får han besök av en annen ung nordmann, Peter Jonas Collett, og den unge norske studenten har betrodd sin dagbok et lite tiltalende bilde av H.C. Andersen.[5] Noe liknende gjelder om nesten alt og alle han traff i Danmark forresten. Dagboken hans er holdt i en temmelig overlegen tone, iallfall i det avsnittet vi taler om her og har Andersen fått et tilsvarende inntryk av Collett, er det ikke umulig å tenke seg at han har brukt ham som modell til »den norske Las«. For det kvinnelige Norges vedkommende stod det ikke stort bedre til. Fra skoledagene sine husker Andersen en norsk dame han traff hos venner i Kobenhavn når han var paa ferie. Hun var sykelig, forteller han, men det syntes å lette hennes plager når hun kunne få sagt: »Det bliver aldrig noget af Dem, Andersen !«[6]
Langt senere er han utsatt for en ung norsk dame som uttaler seg meget overlegent om de danske skuespillere i Christiania. Da han så mener at nordmennene fikk pröve selv, får han til svar at ingen nordmann vil verdige seg til å opptre offentlig på en scene.
Det ble for mye for ham! Han vender seg til billedhuggeren Thor-valdsen som er i samme selskapet, forteller hva den lille dame har for meninger og trekker konsekvenser av hennes ord som hun nok ikke har tenkt over i farten. Resultatet er et mildt bebrejdende spörsmaal fra Thorvaldsen så den unge fröken tar til tårene. Det finner Andersen helt i sin orden.
Hadde det ikke forekommet verre ting enn disse episodene i mindre private kretser, så hadde det vel enda kunnet gå. Men det hendte at ansvarlige norske menn tenkte og talte ilde om dansk kunst også. »Den Constitutionelle,« populært kaldt »Nella« har i no. 198 for 1849 en flengende kritikk over dansk litteratur i alminne-lighet og »En Digters Bazar« i særdeleshet. Vi skal ikke gjengi noe av den her. Den fins utförlig behandlet i H.C. Andersen: En Digters Bazar. Udgivet af Foreningen for Boghaandværk. Med en efterskrift af Helge Topsøe-Jensen 1943.
Anmeldelsen ble gjengitt av »Dagen« i Köbenhavn for 93. mai 1849. At dette uforskammede produktet måtte såre Andersen dypt kan en ikke undre seg over. Han husket det tydelig da han skrev »Laserne« 18 aar senere.[7] Hvad var det for slags folk der nord for Skagerak!
En kan forstaa hans bitre bemerkning: »næsten hver Berörelse jeg er kommet i med disse Folk, paa et Par Undtagelser nær, har været mig ubehagelig.«[8]
Med aarene fikk han likevel venner i Norge, dels representanter for danske slekter han kjente godt, dels innfödte.
Blandt de förste nevner vi Johanne Boye f. Bickner, en datter av Jonas Collins hustru i hennes förste ekteskap.[9] Hun var gift med rektor i Kristianssand, senere tollkasserer i Kristianssund, Mathias A. Boye som er nordmann.
Thea Hanck, datter av adjunkt Hanck i Odense, blir gift med inspektør Haslund ved Eugenie Stiftelse i Christiania, og der slår også Valdemar Drewsen seg ned i 1858 som ingeniör ved Bentse Brug hvor han kort etter ble medeier.
Av kjente nordmenn som H.C. Andersen ble venn med nevner vi i förste rekke Björnstjerne Björnson. Andersen kjente seg nok ikke sikker paa denne kjempen til å begynne med heller.
Smaa snapshots av forholdet mellom dem finner en baade i innledningen til »Romerske Dagböger« og i Francis Bulls forord til »Elverhöi«.
Paa det tidspunktet da de möttes i Christiania, hadde vennskapet naadd fasthet og varme. Det vitner baade dagbok og samtidige brev om. Også Andreas Munch hörte til hans venner, det blev neppe saa nært et vennskap som det med Björnson, men de har omfattet hverandre med sympati. Et Vitnesbyrd om det har vi i »Eet Blad, skrevet i Norge« som fins i Collinske Manuskriptsamling 41[40] paa Kgl. Bibliotek.[10] Det er mulig at en her staar overfor en kladd til svartalen til Jörgen Moe. Visse likhetspunkter er det mellom dette bladet og Morgenbladets referat av talen.
Hva forholdet til Munch angaar, er det å merke at Andersen i den omtalte kladden nevner verk av ham ved siden av Wergelands, Welhavens, Björnsons og Ibsens. Han anbringer ham altså i godt selskap, skjönt hverken »Salomon de Caus« eller »Lord William Russell« idag huskes av andre enn en snever krets av spesialister. Historien gir ikke Andersen rett i vurderingen. Den har kanskje heller ikke hatt bare litterære grunner. Han talte om en venns verk.
Mangel paa venner han kunne besöke, var det da iallfall ikke som holdt H.C. Andersen fra å gjeste Norge, ikke mangel paa reiselyst heller. På farten var han stödt og stadig, mer bereist enn de fleste i sin tid.
Men »sydover drager Vikingen jo saa gjerne,«[11] sa dikteren selv ifölge »Morgenbladet« da han svarte paa Jörgen Moes tale i Töien-haven. Mot sör lå kultursentrene. Dit gikk vegen for nordens kunstnere. Reisene var jo for ham en integrerende del av livet, ja »at reise er at leve«. På reisene lærte han. De skulle fremme livsoppgavene og den personlige vekst. Så var det naturlig de gikk dit hvor det var mest å lære.
Om han slik hadde god grunn til å söke mod sör og la oss vente, så er det ikke dermed sagt at det var eneste grunnen for ham. Det er gitt at H.C. Andersen lenge så på nordmennene som noe fremmed, halvt skremmende. Folkelynnet er nå engang ikke det samme nord og sör for Skagerak, og da han endelig kom heropp, mötte han virkelig typer han ikke var vant med, troll som ikke lot seg overtale til å ta bena ned av bordet.[12] En kan bare tenke paa »den höie, værdige Pige« på Hönefoss som ikke lot seg forstyrre av dikterens mas og formaninger om å få kaffen i god tid för toget skulle gå.
Planer om å reise til Norge hadde Andersen hatt lenge. Förste gangen en slik reise kommer på tale er visstnok i brev av 24. oktober 1826 til Jonas Collin.[13]
Disciplen i Helsingör lærde skole er i ferd med å bryte sammen under arbeidet og rektors ugunst. Han får stadig höre at han ikke duger til akademisk studium —. Og så skriver han: »— maaske kan jeg bruges paa et Contoir, eller hvad De synes, det er det samme hvor det er, i Jylland eller Norge, omendogsaa paa een af vore udenlandske Øer.«
Det er en fortvivlet H.C. Andersen som tilbyr seg å gå i forvisning til Jylland eller Norge! Fire år senere ser han heldigvis anderledes på landet der nord. Han skriver til Madame K. M. Iversen i Odense 4. oktober 1830 at han har vært ute i hårdt vær paa tur over Storebælt så »jeg lovede ikke at tage til Norge næste sommer (men nu troer jeg, jeg gjör det).«[14]
»Breve fra H.C. Andersen«[15] forteller oss at han tenkte på muligheten av å dra nordover i 1833, dersom han ikke fikk reise sörpå, men det fikk han som kjent, og så fikk Norge vente i nesten 40 år.
Ute av tankene hans var landet likevel ikke. Sommeren 1849 overveier han å ta turen over Härnösand-Östersund-Trondheim for å besöke Boye som da var blitt tollkasserer i Kristiansund.[16]
I 1864 biir det for alvor snakk om å dra til Norge. Den ulykkelige krigen Danmark kjernpet, virket lammende paa dikteren i ham. Det kunne nok vært fristende med litt hyldest og medkjensle hos naboen i nord; men nei, ikke nå allikevel! Han skriver til vennen Edvard Collin: »At jeg har opgivet mit Besög i Norge, finder De vel rigtigt; det som især holder mig derfra, er Tanken om at jeg skal blive hædret og gjort af, det skikker sig aldeles ikke til Øjeblikket og det udholder jeg heller ikke«.
Slik heter det den 5. juli i Danmarks tunge år.[17]
Han veier for og imot gjennom uker i denne saken, men når han ikke reiste, henger det sikkert sammen med det han betrodde vennen sin. Han ville stå solidarisk med landet og folket i nöd hvor ondt det enn gjorde. Den etisk höyverdige linjen han fölger er ikke ny. Vi finner den alt i skolestilene hans.
Vi merker tydelig hvor spendt han er da det endelig skal bli alvor med turen i 1871. Han har ikke lyst til å reise alene, han venter seg ikke utbytte av turen. Kanskje skulle han opp til Norge for å dö, gjemt og glemt. Det kunne likne skjebnen som jo er berömt for sin ironi, skriver han til Henriette Collin. Hun på sin side ber ham ta nordmennene som de er og spöken deres i beste mening.[18]
De er nå noen merkelige noen. Men han kom da hit opp, en eneste gang. Da hadde vikingen vunnet den heder og ære han trengte for å kjenne seg trygg.
Innbydelserne var blitt flere og flere, landet som han ikke hadde sett, drog ham også. Og da han kom, seiret han igjen, kanskje större enn han selv forsto da han opplevde det. Han ble et samlingstegn i en stridstid.
Norge i 1871 er et ganske interessant kapitel av historien. Vi står ved inngangen til en sterk brytningsperiode i landets politiske liv; brytningen mellom »höire« og »venstre« forberedes.
Björnson er fremme i förste frontlinje og det blir rettet dröye hugg mot ham fra konservativ side. Et ganske visst ensidig, men skarpt bilde av dette forhold gir Björn Björnson i »Mitt Livs Historier«. Björnstjerne har måttet gå av som teatersjef og det er i det hele atskillig röre.
Hovedstaden er inne i en vekstperiode. Folketallet i byen öker sterkt. I 1865 har den 57000 innbyggere, i 1875 77000. Industrien tar til å gjöre seg gjeldende, men enda er Christiania en småby etter våre dagers målestokk. Det som Andersen i 1871 regner for å være langt ute på landet, har forlengst mistet karakteren av landsted. Ströket like bak slottet var den gangen villakvarter for bare å nevne et nærliggende eksempel. Folk kjente hverandre som folk gjör det i en liten by, og ble det storm i det politiske eller kulturelle livet, så ble bölgene krappe.
Vel er vi enda ikke nådd til 80-årenes uforsonlige kamp med all dens forkjetring av motstanderen, men stille er det ikke, på langt nær.
Til en viss grad var nok Andersen orientert om forholdene for han reiste, dels gjennom aviser, dels gjennom brev.[19]
I allfall har han ikke vært i byen mange dagene för han skriver til sin venn Adolph Drewsen: »Her er tilvisse en stor Natur og varmt Hjertelag. (Dog har jeg allerede Fornemmelsen af at ogsaa her oppe ere »Partier«.) Dette er fra den 7. august.[20] Jo lengere han oppholdt seg her, dess bedre merker han det.
Den 24. august heter det i brev til fru Melchior: »Der er Partier og Brydninger her oppe, föler jeg«,[21] og alt noen dager för er han klar oyer at Morgenbladet er »det Blad, som er, siger man, mod Björnson«.[22] Han kunne få det bekreftet under oppholdet sitt, for nettopp i denne tiden har bladet et par kraftige angrep på vennen hans.[23] Hvordan ville den upolitiske H.C. Andersen greie seg i denne situasjonen?
Han var diplomat, ikke i odiös betydning, men han fulgte sitt »Hjerte og Instinct« her som så mange andre ganger, og det tapte han ikke på.
Han formådde å samle mennesker om seg tvers over partigrensene. Byens gode borgere holdt fest for ham i Töienhaven. Hovedtaleren er Jörgen Moe,[24] men festsangen er Björnsons, og det er hans gjest som hele stasen er laget til for. Morgenbladet har det fyldigste referat. Riktig nok kan avisen ikke dy seg for å tale om Björnsons »noget besynderlige og uklare Festsang«, men den kritikken som uttrykket rommer, er ikke uberettiget. Bare to av de tre versene er kommet med i hundreårsutgaven av samlede verker, og Björnson selv var ikke fornöyd med den etter det Andersen forteller.
En kan altså ikke skrive kritikken på partivesenets konto, men der finner en grunnen til at Björnson ikke var blandt de 24 »betydende Mænd« som »stode for Indbydelsen«, og sikkert også grunnen til at han ikke fikk holde festtalen.[25]
Som sakene stod den gangen, har H. Schwanenflügel sikkert rett når han peker på at festen ikke hadde fått slik tilslutning »om Bjørnson alene havde forestået den«.[26]
Forfatteren var selv her oppe den gangen og har nok hatt teften av stemningen. Men trass i all strid — H.C. Andersen kunne de samle seg om. Han er velsett gjest hos statsråd Stang like füllt som hos Björnson. Unge radikalere som dr. Oscar Nissen og storborgere som Halvor Schou — begge gleder de seg sikkert over samværet med ham.
En kan undre seg over at han samler motsetningene så sterkt om seg. Han var blitt en gammel mann, svekket og plaget på mange måter, men det synes som det ikke betyr så mye.
Han blir beundret som dikter, det er så, men det er ikke forklaring nok. Mon ikke Kai Munk setter oss på sporet når han i en av sine deiligste dikt kaller ham »den gode H.C. Andersen«?[27] Björnson kaller ham »Dig, som tror«, den »som hörer Herren kalder«. Det sier noe av det samme.
Pseudonymet Rungolf (Chr. Olsen) i Morgenbladet uttrykker seg slik i hyldestdiktet:
»Du, som tro under Lokker graa
Barnets Uskyld bevarer.«
Og Aftenbladet som alt den 5. august er ute med et kort utdrag av »hans bevægede Livs Eventyr« glemmer ikke å framheve at han hadde lært å studere menneskelivet ikke bare med »en fin Iagttagelse« men först og fremst »med kjærligt Öie«. Godheten og troen er det også Jörgen Moe peker på når han taler om den barnlighet som har formådd å kle »de evige Sandheder« i eventyrets form og skape underblomster »der endog stråle i dens guddommelige Sandheds hele Klarhed«.[28]
At H.C. Andersen streper mot dette målet i diktningen sin kan vi visst være enige om, men han må, iallfall i sine beste stunder, ha båret preg av det personlig også. Det er ikke bare det at han kunne lese et eventyr eller to på en slik måte at når en hörte disse »Ting, som man kjendte saa godt, at man næsten vilde mærke det om et Ord var bleven udeladt, — det var, som om det skulde være noget ganske nyt, man hörte«.[29] Heller ikke er det evnen til å være morsom som virker sterkest ved ham; langt mindre bevisstheten han hadde om å være berömt. Nei, han kan være vennlig og god.
En leter forgjeves i leksika etter forfatterinnen Helene Olsen, den fattige jomfru som besöker dikteren og har poesiene sine med; men hun blir mottatt og får fotografi av ham. Han ville ikke stöte henne. Kanskje tenkte han på det anonyme brevet han hadde fått fra en norsk forfatterinne som hadde sökt ham vinteren 1868—69 i Köbenhavn, men ikke hadde truffet ham og i brevet antyder at han ikke gjerne tar mot »ringe Borgerfolk«.[30]
Det gjorde ham vondt, det var ikke med hans gode vilje at det gikk som det gikk.
Sine egne trengselsår hadde han ikke glemt. Han visste like godt som soldaten i »Fyrtöiet« »hvor slemt det var, ikke at eie en Skilling« og hva det betydde både å möte og å mangle forståelse.
Han ville være god.
Det merker en også i den dype takknemmeligheten han kjenner og gir uttrykk for overfor alle som viser ham vennskap, ja overfor Gud selv. »— alltid maa jeg tænke, »Herre min Gud, hvorfor forundes mig, saa uendelig megen Glæde.« En rekke uttrykk for takk finnes i brevene fra og etter Norges-turen.
Så dyp er gleden at den forsoner ham med döden selv. Skulle den möte ham her, er den ikke glemsel og forgjengelighet, nei »jeg ender som Lykke Peer, ender midt i Glæde.«[31]
I kraft av dybden i sin personlighet er det han virker samlende.
Det var et mål, for ikke å si målet for ham, og det tilfredsstillet ham dypt at han nådde det. Hans egen livskamp tok sikte på å forene motsetningene han kjente i seg til den harmonien han så som uttrykk for Guds plan og vilje. »Det Skjönne, det Sande og det Gode« var ikke for ham vakre filosofiske termini, de var fyrlykter han styrte etter gjennom livet. Dem lot han skinne så langt han maktet det, for mennesker han mötte; om dem ville han samle alle, vise dem oppgaven å være mennesker med målet i Gud, den eneste skjönne, sande og gode. La det koste kamp, det er likevel större å gå som »en Lysstraale — til Faderen« enn å være prinsesse av Egypt,[32] mer å være ånd enn Etatsraad og Ridder, ja mer å være menneske enn å være dikter!
Noen få ord må vi enda ofre på selve det avsnittet av Andersens omfangsrike dagbok som her ser dagens lys for förste gang i sin helhet.
Tidligere har det vært gjort et höyst utilfredsstillende utdrag av den til »Memoierer og Breve« V, men en får ikke noe virkelig bilde av turen eller dikterens opplevelser på den gjennom den utgaven.
Venter en nå å finne nye opplysninger om byen og folket han kom til når en får lese det hele i sammenheng, så blir en skuffet i det store og hele.
Her, som ofte ellers i dagbökene, mangler det navn på personer og steder, men forsömmer han slike ting, så husker han til gjengeld å skrive ned sammensetningen av en bukett blomster som blir rakt ham. Et talende trekk hos den mannen som opplever så intenst det som berörer ham selv på godt eller vondt, men som liten eller ingen interesse har for å meddele statistiske opplysninger av noen art. Den grove kritikeren i »Den Constitutionelle«[33] gir vondt fra seg fordi slike ting mangler i »En Digters Bazar«, — vi gleder oss over å lære å kjenne — ikke Christiania, men H.C. Andersen og gleden hans over å möte vennskap og kjærlighet i Norge. Nettopp dikteren er det vi möter på disse bladene også, dikteren som betror seg til sin dagbok. For det er jo det som gir den dype gleden ved lesningen at her mangler alle omsyn til hva folk vil si om ham og hans ferd. Han kan betro disse bladene alt, selv sin angst for kritikken.
Vil en trenge dypere inn i den aldrende dikterens sinn, enn selv dagboken gir hove til, da lönner det seg å sammenlikne den med brev fra turen eller nærmeste tiden omkring den.
Vi innbyr leseren til å se hvordan den unge tollmannen som hilste ham velkommen ved grensen, tar seg ut når han presenteres i brevene, han blir satt i relieff og det til gagns.[34]
Slike undersökelser har vært gjort for, og dagboken fra Christiania viser at evnen både til å gruppere stoffet med effekt og til å økonomisere med det er usvekket.[35] I så måte skiller ikke etatsråden seg fra studenten eller candidatus philosophiæ Andersen. Frykten for det som har med toll og pass å gjöre eller for å komme for sent til toget er heller ikke blitt mindre.
Vi har prövd å få ortografien og tegnsetningen i denne utgaven så »riktig« som mulig, men innrömmer at en somme steder må gjette seg fram. Undertiden kommer en til å tenke på om dikteren har vært ordblind. Leseren vil finne eksempler nok bare i denne utgaven.
Men selv med alle sine feil og all sin ufullstendighet röper dagboken en viss artistisk stil. Enkelte bilder blir stående i hukommelsen også for formens skyld.
Besöket han forteller om her ble det eneste i Norge. Så mye verdi-fullere er dagboken som vitne om det inntrykket han fikk av land og folk; vel har en brev og avisstoff en kan bruke til en slik under-sökelse, og det har vært gjort, men ingen slike ting når opp i troverdighet til disse bladene som har motatt inntrykkene friske og umiddelbare.
Spenningen löste seg ut i glede. Det er vi oppe i Norge gla over, for vi står som så mange andre folk i takknemlighetsgjeld til ham for det han har gitt oss å se av det skjönne, det sande og det gode.
Et lite sammendrag av det han har notert fra han starter i Köbenhavn til han drar inn i Norge tar vi med her för vi gir ham selv ordet:
Om det var et tilfeldig anfall av »slet Humeur« som han av og til hadde eller det er hans innstilling til nordmennene som gjör seg gjeldende, det kan en ikke vite så sikkert, men nok er det, han ventet seg ikke utbytte av denne reisen, etter det han selv sa. Den begynte ikke bra heller. »Dersom jeg skulde skrive en Bog om Begyndelsen af denne fornöielige Norges Reise, saa maa den kaldes »Tunge Timer i Ventesalene«,« skriver han fra Göteborg den 29. juli til Henriette Collin. Det var så sin sak at han fikk vente, men været var ikke laglig det heller.
Tirsdag den 25. juli startet dikteren fra sine venner grosserer Melchiors landsted »Rolighed« for å kjöre til Malmö-båten, men det blåste stritt og »der var hvide Bölger hiin Side Trekroner«, så han mistet lysten til å gå tilsjös. Han bestemte seg til å legge om ruten, enda om dette kunne före med seg tunge ventetimer. Turen skulle gå over land mest mulig. Helsingör—Helsingborg er ikke lang stubben, og den var iallfall å foretrekke for sjöreisa fra Köbenhavn til Malmö.
At det nærmest er latterlig å ombestemme seg slik fordi det blåser litt stivt, det var han fullstendig klar over, fru Melchior som fölger ham, sier det rett ut, men det fikk ikke hjelpe. Da de på turen inn til byen möter noen venner som har tenkt seg på besök til Melchiors, er det tegn nok for ham på at han gjör rett i å endre reise-rute.
I Helsingör venter han å finne et godt hotell, men han er ikke fornöyd med rommet han får anvist og blir nærmest usams med hotellets pike. Han hevder at laknene er klamme, hun går naturligvis ikke med på det, men det ordner seg alt sammen til sist: »Senere bleve vi igjen gode Venner«, og som slutt på dagen står det: »Nu sidder jeg ret hyggeligt.«
Dagen etter går turen til Sverige. Det er en viss tilfredsstillelse for ham å konstatere at det har vært svær sjö dagen för; det var altså virkelig grunn til å reise over land mest mulig. Sverige mötte ham med regnvær. Det var så ille at han måtte skifte sokker to ganger i »Banegaardens Stue«; det blir notert i dagboken og går videre i brev.
Et lyspunkt på denne spennende ekspedisjonen er det at han treffer hyggelige folk på toget nordover, både danske, svenske og amerikanere. De kjenner ham og taler om verkene hans. Ja, »Ved Hör kom en ældre Dame af Stand ind til os (,) hun kjendte mig også og satte mig som Digter höit over Dickens«.
I Jönköping overnatter han i gode værelser. Dagen etter forlanger han barber og får til sin forbauselse (mildt sagt) en kvinnelig: »Hun boer i Huset og holder varme Bade, jeg spurgte om hun var Frue eller Mamselle; »ingen af Delerne(«) sagde hun, (»)men jeg er ikke gift!(«) Altsaa ogsaa hermed er Hotellet forsynet. —« Han er slet ikke i form denne morgenen. »Oppe Klokken 8½ har Hovedpine og Trykken i Brystet.« Ellers er det stadig noen som kjenner ham igjen og spör om det er »Skalden«.
Fredag den 28de kommer han til Göteborg og slår seg til der; han går på besøk med sin venn komponisten Hägg, besöker den store landbruksutstillingen som ble holdt der i de dagene og hviler ellers ut til siste delen av turen.
Lördag ettermiddag har det stått i »Götheborg Handelstidende« at »Den verdensbekjendte Digter, Etatsraad H.C. Andersen, Eventyrenes Fortæller, er fra igåraftes her på gjennemreise til Christiania.« —
Etter fire dagers opphold starter han tidlig om morgenen den 2. august, og han er så i farten at han ikke får mat en gang. Utpå dagen pröver han å få litt å leve av på en stasjon, men det ringer til avgang för forsöket lykkes. Til gjengjeld får han underholdning i kupeen, og det mer enn han önsker. En herre er »megettalende«, han preker den arme poeten sönder og sammen. Til slutt må Andersen si rett ut som det er at han er sulten og trött! Så får han ro.
Siste stasjonen hans i Sverige for denne gangen er Karlstad, der finner han seg godt til rette, og 3. august om morgenen begynner selve turen inn i Norge. Den som begynte mer med frykt og beven enn med forventning, men endte i lykke og takknemlighet.
Den skal han selv fortelle om.
Fra 3. august til 26. oktober 1871
Torsdag 3. Solskin, meget varmt, gik hen til Banegaarden og tilbage, drivvaad. Klokken 2½ gik Toget; jeg kom i Vogn med en Engellænder og Kone, samt en svensk Herre som talte Engelsk. Paa en Station tiltalte mig en Dansk at han kun havde faaet Billet til Charlottenberg og at her skulde Tøiet undersøges, dertil havdes kun 6 Minutter. Altsaa Toldgrændse mellem de to forenede Lande. Maaskee spurgte man endogsaa efter Pas. Jeg havde intet; min Phantasie kom i Bevægelse, jeg saae mig allerede tilbageviist til jeg skaffede Legimitation, [sic] mit Tøi imidlertid gaaet til Kongsvinger. Paa Stationen hilsede en ung Toldmand paa mig. De er vist Etatsraad Andersen velkommen i Norge. Nu kom vi en ypperlig norsk Vogn, af amerikansk Art, hvor man var som i en Stue. Englænderen og hans Frue satte sig til at spille Kort, Svenskeren sov. Vi foer nu ind i Norge der tog sig mere dyrket og mere velhavende ud end Sverrig. Vi foer langs Glommen. Jeg følte mig saa tilfreds og ved Kongsvinger kom ovennævnte unge Toldmand og spurgte om jeg vel havde noget at fortolde, jeg kunde paa Ære forsikkre nei og mit Tøi blev ikke opnet. Der var paa Stationen en Dr. Heiberg[36] som ønskede mig velkommen til Norge, jeg bad ham skaffe mig et godt Værelse paa Stationen, han presenterede mig for Fruen i Huset og jeg fik Salen med Altan ud til Banen. Folk saae smilende venlig op til mig; jeg fik Mad paa min Stue, men en Snaps turde de ikke give det var forbudt at sælge paa Stationerne. Nu er jeg mættet[,] har drukket Porter og en halv norsk Bayrer. Aftenen stille; her er een-somt. Kongsvinger ligger paa den anden Side Glommen, oppe paa Bjerget. —
Fredag 4. Venlige Mennesker; varmt Solskinsvejr, sovet uroligt med mange Drømme. Fik i Morgenstunden sendt fra Dr. Heiberg danske Aviser. Da jeg spadserede ud[,] kom en Herre og spurgte om han maatte kjøre mig lidt omkring, jeg takkede nei, da jeg fandt at Solen brændte saa stærkt. Klokken 2½ forlod jeg de venlige Mennesker [paa] Kongsvinger og gik med det blandede, langsomme Tog [i] en smuk Natur langs Glommen der dyb og bred brusede forbi med Vandfald og drivende Træstammer. Vi fik en Tordenbyge og en styrtende Regn. Jeg var ene i Vognen til Lille . . [strøm] hvor der vexles med Vognene fra Eidsvold[,] her var en Herre og to Damer; disse kjendte mig. Den gamle var en Fru Rahbech, gift med Rahbecks yngste Broder, den yngere havde i en Alder af 14 Aar været sammen med mig hos Ørsteds og leget Ordsprogsleg, og jeg havde givet H (haa, haa haa! Agnetes Sang)[37] C: som »see«; og derpaa selv kommet som Andersen og der ved dannet hele mit Navn. Jeg erindrede det ei selv. Klokken blev syv da vi naaede Christiania. Bjørnson var paa Banegaarden, han havde først idag faaet mit Brev og foretrukket at vælge for mig Hotel Victoria, han bad mig strax kjøre ud med sig ud til sit [Hjem] og tilbringe Aftenen, jeg bad ham [om at] være fri da jeg var træt, han syntes misstemt der ved, da hans Kone og nogle Damer ventede mig i hans Hjem, jeg lovede da at komme en halv Time og vi kjørte gjennem hele Byen forbi Slottet og Havnen. Langt ude paa et smukt Landsted[38] boede Bjørnson[,] hans lille Dreng stod i Porten og svingede Lommetørklædet; Fru Bjørnson løb mig glad imøde, der var mellem Damerne en Søster til Velhaven og Digteren Lies Kone. Stuerne vare venlige. Holbergs og Bjørnsons Buster saae jeg der; Blomster og Billeder; Udsigt over Fjorden. Kjørte hjem og spiiste godt tillavet Fisk og drak udmærket Bayrisk Øl, men mit Værelse ikke venligt og Lagnerne noget klamme.
Lørdag 5. Byge-Veir. Tidligt paa Dagen kom Boghandler Dahl, han vilde ikke møde paa Banegaarden, at det [ikke] skulde hede jeg blev modtaget af de Danske heroppe, men af Nordmændene. Han gav en Grund for at jeg ikke var ført til Hotel Prindsesse Louise; bragte mig Kort paa 14 Dage til Athenæum og indbød mig til imor-gen Middag. Jeg gik i skylregn til Haarskjæreren, da jeg gik hjem forbi Hotel Prindsesse Louise, hilsede Verten paa mig, han kjendte mig fra Kjøbenhavn. — Bjørnson hentede mig med Vogn Klokken elleve, vi kjørte ud til Valdemar Drewsen,[39] som ikke var hjemme før Klokken 7 i Aften, men Bjørnson bad Pigen sende ham Bud og indbyde ham til Klokken 2 hos sig; vi kjørte da høiere op og nød en udstrakt Udsigt over Omgivelsen af Christiania, Byen selv og Fjorden med dens Klippeholme. Nordpaa rundt om hiin skovgrode Strækninger, vi kom af en Tvervei til Trondhjems Veien og holdt ved den rige [navn mangler][40] Landsted. Han var ikke hjemme, men Fruen tog meget venligt mod os; her var rigt og smagfuldt i de store Stuer, med prægtige Malerier af norske Egne, meget storartede. Et herligt Billede med en Valkyrie, hendes Haar var som en Komethale, en Ravn svævede under hende. Vi gik ind i et Blomsterhuus med Springvand og ind i Drivhuset hvor Druerne hang modne og store; under en religieus Samtale, som tilfældig udspandt sig, forstod jeg at Bjørnson var Grundtvigianer og hældede meget over til det Katholske. Vi kjørte nu forbi Huset Wergeland har bygget,[41] saae Munchs Huus og kom til fru Räder som har ligget til Sengs i syv Aar, hun var livlig, havde Bøger og Skrivetøi paa Sengen. Hjemme hos Bjørnson var de to Søstre til Welhaven,[42] han selv er ulidelig Sygdomspiint og venter Forløsning i Døden. Waldemar Drewsen kom, stor og kraftig. Bjørnson udbragte ved Bordet en Skaal for min Familie dvs : Danmark. Jeg læste et Par Eventyr og [»]det Utroligste[«] behagede særligt. Efter Kaffen kjørte vi i to Vogne til Ladugaards Øen,[43] besøgte Oscars Hal, hvorfra, øverst oppe var et storartet Rundmaleri af hele Egnen og Fjorden. Der paa kjørte vi ned gjen-nem en stor Granskov og hjem. Forfatterinden Frøken Velhaven blev drillet fordi hun ikke kjendte Kornarter, f. Ex. Hvede. Bjørnsons gamle Forældre vare med. Paa Oscars Hal interessante norske Billeder af Gude. Jeg havde hjemme Besøg af en Amerikaner og den amerikanske Konsul[44] her i Staden, men jeg var ikke hjemme. — Klokken blev over 9 før jeg naaede Hotellet. Fik to Breve fra Hr og Fru Melchior. Veiret meget smukt.
Søndag 6. Smukt Veir, barberet og friseret. Iaftes stod et særdeles velvililgt Stykke om mig i Aftenbladet.[45] Sendte Brev til Fru Melchior og Photograph Hansen. Besøg af Theaterdirecteur Bruun,[46] han fortalte mig at Theodor Boye var død her i disse Dage. At Erhard Hansen var blevet forlovet med Frøken Pfeil. — Besøg af en fattig velklædt Pige, Jomfru Olsen som var saa henrykt over Mit Livs Eventyr, hun havde nogle af sine Digte med. Nu kom den unge Forfatter Clausen.[47] (Tidligere kom den rige Fabrikejer Halvor Skou og indbød mig hos sig til imorgen Middag Kl. 5, her kom Hertuginden af Rokbrough,[48] som glædede sig [til] at see mig). Med Boghandler Dahl, som indbød Clausen til at følge os gik vi i svær Varme, jeg med min tykke Frakke til Jernbanen for at kjøre 2 Minutter til hans Landsted; her steeg vi ud ved Haven, han[s] Frue og Datter stode og viftede Velkommen, senere kom Bjørnson og Kone og et Par andre Herrer. Dahl er meget døv, godmodig og lever i de gamle øhlensclægerske Tider, han holdt meget paa Professor [sic] Hjort og vilde stille Udgivelsen af hans »Breve« i bedste Lys.[49] Efter Bordet skulde vi ud at kjøre, jeg bad om heller at blive hvor jeg var, heller ikke Bjørnson havde Lyst, men Fru Dahl havde Villie og vi maatte afsted i tre Vogne, en ikke videre kjøn Vei, vi skulde see Udsigten over en Fjeldsøe, men da vi steeg af og jeg saae det var langt at gaae og vi maatte over et Morads hvor jeg strax fikk vaade Støvler, negtede jeg at tage videre[.] Fru Bjørnson og en Dame til havde Tøi Sko og vi blev tilbage ved et Bondehus, efter meer end Times Venten, kom Selskabet tilbage og vi kjørte til Dahis Huus hvor Klokken 9½ Banetoget kom overlæsset, vi bleve puttede ind i tredie Klasse, hvor flere stod op som i Qvægstald. Bjørnson, Claussen etc. fulgte mig til Hotellet. Bjørnson var meget hjertelig og meddelelig, fortalte mig om sit nye Sangspil Klokkerfamilien. Lagde med en anden Herre Plan til to Reiser vi skulde gjøre sammen, og da jeg berørte at det var for meget for ham at offre, sagde han: jeg kan det! og bad mig saa smukt at gaae ind derpaa. —
Mandag 7. Sov lidt, drømt meget; oppe halv ni. Bjørnstjerne kom Klokken 11 og vi kjørte op til Egebjerg, hvorfra var en viid Udsigt over Byen, aldeles Fugleperspectiv; vi steeg over nogle Plankegjer-der49b hen paa Klipperne hvor der voxte Fjeldblomster og Bær, nogle Damer vi traf tilbød os deres Kikkert. Hjemme i Hotellet var Valdemar Drevsen for at besøge mig, jeg lod komme Frokost, svensk Banco og Sodavand. Klokken halv fem afhentede Bjørnson og Frue mig ud til Skous hvor der var elegant stor Middag og jeg blev presenteret for en Deel Embedsmænd. Hertuginden bad mig efter Bordet om jeg vilde glæde hende med at læse paa Engelsk eet af mine Eventyr, jeg svarede at jeg kunde ikke[,] men vilde læse paa dansk Eet hun kjendte. Hun bad om den grimme Ælling. Bjørnson var henrykt over mit Foredrag, Hertuginden bad mig besøge sig i Engeland. Kom hjem Klokken 10. Sendt Brev til Postmesteren i Jönköpping og til Henriques.[50]
[I margen til venstre: Blev Du med Björnson oppe paa Egebjerg.]
Tirsdag 8. Smukt Veir, jeg var endnu ikke paaklædt da Consul Andersen kom at besøge mig for at tilbyde mig sin Vogn til Middag; Besøg af Dahl, der fortalte mig at Rosenberg havde slaaet Watt paa Øret i Tivoli og denne pryglet ham.[51] Gik i Athenæum og læste i Dagbladet Referentens Stykke fra Gøteborg om Coeferdi-Captainen [rettet. Nå står det: Søeferdi-Captainen] som traf mig hos vor Consul.[52] Det var smukt og venligt fortalt. Sendt Brev til Con-ferensraad Drevsen[53] og til Einar [Drewsen]. Kl 4 kjørte jeg til Bjørnsons, fik en smuk Rose af hans Frue (i Knaphullet). Vi kom Kl. 5 til Generalconsul Andresens Villa,[54] der laae i riig Grønning, Byen skjult, rigtig landlig. Det danske Flag var heiset. Jeg førte Fruen til Bords, min Skaal blev udbragt og jeg sagde en Tak. Jeg læste efter Kaffen, »Hvad Fatter gjør«. Jeg traf der sammen med Christian Wulffs Flamme Frøken Schneedorf, nu Fru Kjærulf, hendes Mand var min Nabo til venstre.[55] Lidt efter Kl. 8 kjørte vi hjem, jeg til Hotellet. Hjemme fandt jeg til mig en udmærkt Blomster Bouquet fra en Ubekjendt.
Onsdag 9. Stod op Klokken 6, halv ni kom Vognen og jeg kjørte ud til Bjørnsons, her var i aftes kommet Theaterdirecteur Stjernstrøm fra Stockholm med sin Frue,[56] de vilde gjøre Touren til Ringerige; vi vare i to Vogne, Directeuren var en livlig Mand, sang bel-manske Sange, fortalte qvikt. Vi kjørte først til Sandvigen, hvor Hr. Brodtkrock [Brodtkorb][57] der havde indbudt mig og mit Selskab, [boede], det var et Landsted tæt ved Fjorden, Danebrog var heiset. Lindetræerne blomstrede, her var en Duft af Gran og Birkeskov; Manden ligner Jægermester Hennings. Konen har vist været smuk; Døttrene kom mig saa glade imøde, den yngste blev hentet i, Baad fra et Besøg da vi kom tidligere end de havde ventet. Vi spiiste en god Frokost og jeg læste, paa Bjørnsons Opfordring to Eventyr: Den lykkelige Familie og Børnesnak. Vi kjørte nu ind i Fjeld og Skovnatur, steeg et Par Gange af og plukkede Blomster og Jordbær, endelig naaede vi Tyrifjord, den laae dybt under oss, der blev spiist i et Hotel foran Overgang til Fjorden, men der var en Langsomhed, før de fik dækket Bord og derpaa Maden istand. Vi kjørte forbi Præ-stegaarden hvor Anna Colbjørnsen har boet og hvor hun ligger i Kirken. Vi holdt og fik Kirkedørs Nøglen, der var Portræt af Anna Colbjørnsen og hendes Mand, han havde et simpelt Ansigt, hun derimod saae deilig og storartet ud med prægtige brune Øine; jeg talt med Damerne i den nuværende Præstefamilie, de vidste hvem jeg var.[58] Klokken blev over 7 før vi naaede Hønefos hvor store Træstammer havde taarnet sig i Faldet [opprinnelig: Elv] der var en evig Susen. Vi fik Værelser. Bjømson og Directeuren den største Stue, begge Damerne i det næste, jeg i det tredie og Bjørnsons to Drenge i det yderste. (Hele Dagen har jeg lidt af obstruction, gik iseng halv 10 og sov snart).
Torsdag 10. Banetoget skulde gaa 7, jeg vaagnede Klokken 3 og saae paa Uhret, stod op Klokken 4 og kaldte Klokken 5 paa de Andre, men Folkene i Huset var ikke til at faae frem, endelig kom den høie værdige Pige, jeg sagde at jeg havde ringet flere Gange, hun svarede: [»]vi vare ikke oppe.[«] Jeg sagde jeg vilde have min Kaffe betids, vi skulde med Jernbanen. [»]Der er god Tid![«] svarede hun og gik. Nu fulgte en Borddækning saa langsomt, at man skulde tro at hun havde hele Dagen for sig. [»]De maa skynde Dem![«] sagde jeg. [»]Det haster ikke!« svarede hun; nu tog Bjørnson Ordet, men det hjalp ikke, hun gik i stille Værdighed ud og ind. »Men De maa rette Dem efter os[«], sagde jeg, [»]vi skulle ikke rette os efter Dem. De er her for vor Skyld, men vi ikke for Deres. [«] [»]Her kommer mange Mennesker, som vente som de skulle![«] sagde hun. [»]De skal ikke tale som De taler![«] [Sidste delen av replikken overstrøket, men skrevet omigjen. Ny overstrykning: Om et Aar eller to]. Endelig kom Kaffe og The, en ganske udmærket Opdækning. Directeuren, Frue og Bjørnson gik til Jernbanen, Fru Bjørnson, Børnene og jeg kjørte og vi kom betids nok, Pigen havde ret, det hastede aldeles ikke, hun vidste god Beskeed, vi ventede over en halv Time. Der var kun første og 2den Classe, Bjørnson tog til den sidste og vi kom ind i et Rum, svarende aldeles til vor tredie Classe, kun to af de sex Vinduer var til at aabne, Bænkene saa haarde; Fru Bjørnson lagde sin Plaid under mig; hvor hun og hendes Mand dog ere velsignede og omhyggelige for mig. Der var en Dame i Vognen, to Børn og en Landsbyskolemester. Directeuren sang og jubilerede, Bjørnson stemte i med, den ældste Søn Bjørn ogsaa. Der blev gjennem Lampehullet i Væggen kiget ind til os. Veien var overordentlig deilig, først kom vi lige over Hønefos, siden saae vi paa Tyrifjorden Taagen sænke sig ned i Vandet, den bevægede sig som eet Luftbillede; nu fulgte Fos paa Fos, Floden bruste afsted, det var en alfor deilig, paa Jernbane forsvindende Tour; en Station før Dram[men] kom to Frøkener og to Fruer Collet, de søgte mig for-gjæves til de endelig kom til vor 2den Classe Vogn og bragte mig hver en Bouquet (een var med Forglemmig ei og Granatblomster) et Visitkort var sat i hver; og jeg saae at een var fra en Fru Collet som i »Aprilsnarrene« havde spillet Thrine Rar, da vi, mens Thorvaldsen var paa Nysø, spillede paa hans Fødselsdag denne Heibergs Vaudeville.[59] Directeuren og Frue bleve i Drammen, der efter Branden[60] er bygget smukt op og gjør et venligt Indtryk. Vi skulde have blevet her og mod Aften kjørt med Vogn, da Fru Bjørnson ikke holdt af Dampskibsfarten, hvor hun her havde været søsyg; jeg foretrak Søveien og fortrød det ikke. Vi kom imidlertid saa langt sydpaa i Fjorden at jeg saa aabent Hav, men det var dog mere roligt her end da vi nærmede os Christiania. Vi fik god Frokost ombord; jeg var øverst paa Dækket og saa indseilingen, men koldt var det derude. To unge norske Studenter vilde bære mit Tøi til Hotellet, jeg tillod det ikke[,] en Dreng fik det, men de fulgte mig hjem. Efter stor Vask og Indskrivning her i Bogen sidder jeg vegeterende, (men med kolik, ringe aabning i to Dage.) Der stod en Kurv med deilige Blomster paa Bordet, sendt fra en Ubekjendt.
Fredag den 11. Sov til halv ni; endlig fik jeg god Aabning, derefter lit Diareh [sic]. Besøgt Consul Andersen, derpaa Directeur Bruun, kun Sønnerne traf jeg hjemme. Selv fik jeg Besøg af en sortklædt Dame jeg ikke kjendte, senere af Student Clausen, saa kom en Hr. Fritsche[61] [diverse overstrykninger og rettelser] fra Kjøben-havn[,] derpaa Skuespiller Jerndorf fra Kjøbenhavn. Brev fik jeg fra Fru Melchior og det Brev Fru Melchior havde sendt til Jönköping hvori laae Telegram fra Hägg og Brev fra Fru Collin. Selv sender jeg nu Brev til Digteren Munch adresseret Hr. Sorenskriver Norum paa Velo ved Hadelands Postaabneri; Brev til Jette Collins i Helle -bek. (Igaar ved Indseilingen [siste ord strøket] ved en lille By, badede en Deel Børn, alle Smaapiger, den mindste tog sin Særk og viftede ud til os [med sin Særk: overstrøket]. I Spanien trak den lille av Unseelse Særken op over sit Ansigt.) Ved Middagsbordet sat jeg overfor Grosserer Fritsche som trakterede med Viin og havde med en Mand som boer her oppe ved Christiania. Kl. 6 tog jeg en Vogn og kjørte ud til Bjørnsons hvor jeg traf Stjernstrøm og Kone. Jeg har følt mig meget træt idag og læser i Avisen at der gaar Rygte om Cholera i Stockholm. Veiret trykkende varmt. —
Løverdag 12. Gik i Athenæum og læste Aviser. Consul Andersen førte mig til Statsraad Stang,[62] som i Eftermiddag reiser til Stockholm paa en 8 Dage; derpaa til Statssekretair Bull[63] hvis Moder var Søster til Brødrene Ørsted. Kjørte ned Klokken ½ 3 til Pipervigs-brüken, maate i svær Solhede vente her paa Dampskibet Louise, et lille skident Fartøi, endelig kom det og Bjørnsons og Stjernholms [dvs: Stjernstrøms]. Skibet blev overlæsset af Folk, de kom med Bøtter og Kurver, havde været at gjøre Indkjøb. Der var saa støvet og hele 4 Stationer[,] Klokken blev ½ 5 før vi naaede Sandvigen og vi skulde have spiist Kl. ½ 4. Den yngste Datter holdt med en lille Baad, da Fru Bjørnson havde sagt jeg heller vilde i Baad en[d] kjøre, noget hun vilde. Der var en stor Deel Fremmede, jeg var støvet og ikke saa glad stemt. Fruen førte mig til Bords, Herren udbragte min Skaal, jeg en meget heldig for Børn og Forældre. De ville i September til Italien og Bjørnson talte fortræffeligt om deres Hjemkomst igjen til Norge. Klokken 9 skulde vi afsted med Dampbaaden Juno, men der blev talt og talt fra alle Sider om at blive Natten over. Jeg skulde da, paa hvilken Tid jeg vilde[,] blive kjørt til Byen, jeg undskyldte mig med Mangel paa Nattøi, Bjørnsons og Theaterdirec-teuren holdt paa at blive og jeg blev. Aftenen var stille, mild og smuk. Jeg læste Barnet i Graven og Sneemanden, det sidste var Bjørnson aldeles henrykt over mit Foredrag. Directeuren sang og declamerede af sin første Kones Digtninger. Ud paa Aftenen blev tændt et stort Baal i Skoven foran Haven. Det lyste og alle Ahorn og Løvtræer viste sig i stor Friskhed, Gnisterne fløi med Røgen til-veirs; Luften var saa blaa, Ilden skinnede i Vandet. Dansk norsk og svensk Flag veiede. Jeg kom ½ 11 paa mit Værelse med en deilig Udsigt over Søen. Fru Brodtkorb fik et af mine Portrætkort.
Søndag 13. Oppe Klokken ½ 8; da jeg talte om at kjøre Klokken 9 efter Aftale, kom fru Bjørnson og de Andre [og sagde] at det ikke var til at holde ud for Varme og Støv[,] at vi skulde gaae med Dampskibet, der var heller ikke Plads til os alle Paa Vognen. Dette var nu aldeles mod de Vilkaar der blev stillet i Aftes. — (Skibet Juno var i Aftes stødt paa Grund). — Vi skulde igjen paa den lille, skine Louise, der ikke gik før Kl. 10 (den blev ½ 11) og vi gled afsted, henimod tolv vare vi i Christiania, jeg kom kogt hjem, fik strax Visit af Bruun, som jeg maatte afvise, nu kom en Boghandler (een af disse Læsere) og vilde at jeg skulde understøtte ham til en Reise ud af Landet, dernæst at jeg skulde afkjøbe ham nogle franske Bøger, endelig at give ham lidt Penge, jeg viiste høflig den Paatrængende bort. Nu kom lille Dahl; jeg var næsten ødelagt. Kl. ½ 3 kjørte Fritsche og jeg ud til Agent Rolfsen[64] der boer nær Consul Andersen, jeg traf der Theaterdirecteur Bruun, hans Broder som er Præst der paa Stedet,[65] dennes Kone. Bruuns Søster og Flere. Vi spiiste i Haven[,] Værten havde skrevet en smuk Sang til mig. Siden læste jeg et Par Eventyr mens det blev Torden og Skylregn. 7½ kjørte Bruun mig hjem.
Mandag 14. Smukt varmt Veir. Klokken 11 Besøg af en Skolebestyrerinde som kom med 4 Elever de bragte mig hver Blomster; saa kom Bjørnson og vi kjørte hen til Kjærulf, gift med Frøken Schneedorf fra Kjøbenhavn. Med Dampskibet Excellensen Toll kom min Buste i Biscuit, som jeg saa kjørte ud til Fru Bjørnson og forærede hende den, hun satte en smuk Rose op lit [til] den. Sendt Brev til Martin Henriques. Tidlig iseng.
Tirsdag 15. Luften afkjølet men klar og varmt Solskin, men Blæst. Gik hen til Trefoldigheds Kirke og fandt Eugenie-Stiftelse hvor Thea Hanck er gift med Inspecteuren Haslund, (hun er allerede Bedstemoder), hun blev meget glad ved Besøget. Karoline og Jane Hanck vare i Besøg. Gik saa til Dahls og i Athenæum, hjemme havde Secretair Bull været, nu kom som Deputation Nicolaisen[66] og [åpen plass til navn]. Spiiste ved Table d hote med Fritsche og Rolfsen, de gav Rhinskviin jeg gav Sherry. Spadserede om til Havnen og saa deilig Solnedgang. Sent brev til Fru Melchior.
Onsdag 16. Det er som igaar, blevet koldt, men smukt Veir; var forgjæves paa Posthuset, men da jeg kom hjem fik jeg fra Kjøbenhavn mine Portrætkort, 24 istedetfor 12. Fik Besøg af Student Clausen, Digt og Blomster fra Jomfru Ohlsen. Besøg af Bull og Dahl, kjørt til Heyerdal[67] (Drammens Veien No 3) Fruen og Datteren fandt jeg hjemme. Gik saa ind gjennem Slotshaven for at besøge Hofdame Frøken Garben, som jeg kjenner fra Fru Koch,[68] men jeg kunde i den store Bygning ikke finde et Menneske uden Skildvagten, efter lang Løben traf jeg Portnerkonen, men da Frøken Garben boede øverst i Slottet og jeg var Træt, lagde jeg Kort og gik hjem. Klokken to holdt Fru og Hr. Bjørnson og vi kjørte ud til Salomonsen, hvis Landhuus ligger paa Høiden med en deilig Udsigt over By og Fjord. Jeg skulde staae Fadder til den lille Søn, Fru Bjørnson bar ham, vi kjørte til Kirke, en stor ny Kirke, og den lille blev døbt Dagfinn.[69] Hjemme var dækket Borde i Haven, jeg havde Husets Frue og Fru Dahl tilbords, min Skaal blev flere Gange udbragt, fyldigst af Verten, jeg udbragte den lille Dagfinns Skaal, ønskede ham at blive en glad Gut og Lykke Peer med en lang Levetid. Jeg kjørt hjem Klokken ledsaget af Hr. Deconing.[70]
Torsdag den 17. Smukt Solskinsveir. Men jeg er træt og øm i alle Lemmer, jeg har igaar blandet forskjellige Vine og drukket for mange Glas Champagne, uagtet den ikke generede mig saa jeg derude baade kunne holde Tale, og give Foredrag [Ͻ: lese opp]. Den venlige Dahl kom til Morgenbesøg med Bøger og Blade. Klokken 10 kom Bull, han vilde føre mig til sit Hjem og sine Søstre, jeg vilde kjøre da jeg var saa træt, han holdt paa at gaae og vi gik en lang Vei til Univer-sitetsgade No 16, der jeg blev paa det hjerteligste modtaget af begge hans Søstre og den yngste fulgte med hen til Broderen Bull der er gift med Frøken Dahl fra Norge [Ͻ: Dresden]! hvor hun var glad; to voxne Sønner kom i Stuen og hilsede paa mig. Middag tilbragte jeg ude hos Kjerulfs hvis Frue er Dansk (Frøken Kjærulf) [dvs: Snee-dorff] der traf jeg Hofdame Frøken Garben, Velhavens Søster og flere. Hr. Nicolaisen gjorde et behageligt Indtryk; min Skaal blev udbragt af Verden [dvs: verten]. Indbydelse fik jeg fra Russerne, til Rusgilde. Clausen bragte den. Jeg føler mig stadig træt, slet ikke vel. Sendt Brev til Dr. Melchior hvis Sølvbryllup det var igaar, men, som jeg glemte. Fik Brev fra Fru Melchior paa Rolighed. — laften reiser Fritsche Hjem.
Fredag 18. Brev fra Frøken Plesner, Brev fra [en] Redacteur i Kønigsberg om Bidrag til hans Bog. Brev fra Clara Heinke. — Veiret noget graat tilmorgen. Maven ikke i god Orden. I Morgenbladet staaer et smukt Digt til mig idag. Brev fra Fru Henriques og lille Marie. Besøgt Semb’s. — Fik en stor smuk Bouquet med Mosrose, Ax, Hindbærgrene etc. der fulgte et Brev i Eventyrform med. Min Mave urolig, jeg meget febril og med Hold over Lænder og under Bryst. Klokken lidt før halv 6 kom Birch — [dvs: Reichenwald], Amtmand Collet og Consul Petersen[71] og afhentede mig til Festen, vi kjørte gennem Hovedgaderne, Veiret truede hele Dagen med Regn, der var en Deel Folk paa Veien ud til bothanisk Have og mange Folk derudenfor. Huset var rigt og festligt smykket med Blomster. Min Buste gjort paa en halv Dag, efter Photographi, af Middelton stod paa [en] Pjedestal med Blomster om og neden under et Basrelief med en Svane. Der var mange Herrer og Damer; Festborde dækkede i Haven. Pastor Moe holdt en Tale til mig fra Husets Trappe, efter at først en Sang af Bjørnson var afsjunget; der var stort Musikchor, men Sangen gik ikke godt. Moe berørte at jeg først nu kom op til Norge, men at jeg jo alt længe havde sendt mit aandelige jeg her op og sluttede med en slags kirkelig Velsignelse at Gud maatte bevare mit unge Sind og Digtningens Aand i mig. Jeg fortalte at da jeg var en lille Drenge i Odense og kom i Skole[,] var Læreren en alvorlig Mand men med et mildt Sind for mig, han var Nordmand og heed Velhaven i Slægt med Digteren her[,] at han især i Religionstimerne klarede min Tanke, at hvad jeg før havde ramset op blev klart for min Tanke, men han fortalte mig aldrig om sit Hjemland, dets Fjeld Fosser og Sagn vilde have fyldt mig, der gik Aar og der kom ved en Bog fra Norge et Lysblink over Landets store Natur det var Keilhaus Reise op til Beern Eiland, jeg saae fra Lærredet ved Dahl sprang Natur frem Birken som Norges Dryade sprang fra Fjeld over Elv (NB I Morgenbladet staaer Taler og hele Festen) Bladet vil jeg lægge ind her.[72] Klokken ½ 9 kom jeg hjem ledsaget af Birch-Reichenwald, der laae Telegram til mig; »Det er fra Munch![«] udbrød jeg, men det var fra Melchiors paa Rolighed de vare i Tankerne med ved min Fest. Jeg skrev om Aftenen Brev til Melchior, men kunde ikke falde i Søvn.
Løverdag 19. Regnveir. Der kom Bud fra Bjørnson at han vilde hente mig mellem 10 og 11, men han var endnu ikke kommet hen-imod 12[,] jeg kjørte da til ham, han var ved at klæde sig paa, fordi [han havde] taget feil af Tiden. Vi kjørte ud til Consul Petersen der viiste mig sit store Lager og indbød mig paa sit Landsted paa Onsdag. Bjørnson og jeg, da Veiret er blevet daarligt opgav Turen til Mjøsen og jeg tænker paa at reise paa Torsdag. Kjørt derpaa til Billedhuggeren Middelthun[73] som formede min Buste til Festen, siden paa Aftenen blev den bekrandset af fru Dahl. — Stor Middag hos Heyerdals med en gammel Engelænder der fra fattig Dreng har ar-beidet sig op til en dygtig og velstaaende Mand. Erika Lie med sin Forlovede, Nissen[74] som har været i Arrøes Compagni sammen med Jonas Collin og da han ikke maatte komme med paa et Streiftog da han var for ung, skjulte sig paa Bunden af Fartøiet og kom da frem da de gik i Land, Erika sang to af mine Sange til Griegs Musik. Kom hjem Klokken 8. Besøg af Skuespiller Wulff.[75]
Søndag 20. Smukt Veir, men jeg lider af obstruction. Besøg af Direkteur Bruun, Zambi [?] og Familie, Hr. og Fru Buttenschøn[76] Frøknerne Hanck med deres Svoger (dvs: inspektør Haslund), lille Dahl. Alle Aviser tale med stor Varme om mig og min Fest. Klokken 3 var Middag hos Bulls hvor jeg samledes med Gitte Sahrling [dvs: Birgitte Scharling][77] og hendes yngste Søster; endnu et gift Par hvor efter Bordet Fruen sang smukt. Jeg var imidlertid lidende af Obstruction og bad Fru Bull født Dahl skaffe mig fra Apotheket amerikansk Olie, som jeg fik. Klokken halv otte var jeg hjemme.
Mandag 21. Sov daarligt, Maven spændt, jeg tænkte, det bliver vel min Død her oppe; Døden maa jo komme paa en Maade. Imidlertid, da jeg havde drukket min Caffe fik jeg, uden Olie, god Aab-ning; det regnede og var koldt. Heyerdal kom at hente mig ud til Bense-Brug til Drevsens, men jeg besluttede at blive hjemme i Dag; skrev et Par Ord til Fru Drevsen derom. Fik Brev fra Moritz Melchior, deri Brev fra Bentley[78] der var fuldt af Venskab, men jeg forstod det dog ikke ret og bad Bille Boghandler Dahl tyde det og han forstod heller ikke Efterskriften om at give et Digt til — [»]ja[«] — sagde han [»]det er til det Sted hvor Processer holdes, vil han føre Proces for den amerikanske Udgave,[«] det slog mig[,] jeg blev aldeles neveus, nu kom Heyerdal og oversatte at han bad om et Digt til en Journal der bar Navnet efter en bestemt Port eller Deel af London. Sendt i Krydsbaand Morgenbladet til Scudder[79] i New York, Aftenbladet til Fru Melchior og Brev til Fru Serre. Besøg af Directeur Bruun med Skuespiller Isacksen som vilde læse et Par af mine Eventyr for mig. Den dramatiske Deel i disse gav han bedst, derpaa læste han et Stykke over Gudes Caticationen[80] [sic! for: En Katekisation] og det var ganske fortræffeligt; han kjende ikke Frø-lichs illustrerede Eventyr og jeg forærede ham disse. Senere kom han igjen og fortalte at han paa Torsdag vilde læse Eventyrene høit og om jeg tillod at der stod ved Anmældelsen at de vare præsenterede ham af Forfatteren selv, jeg vred mig derved, da man hjemme kunde tro at jeg havde præsenteret ham dem for at han skulde fremsige dem, bad ham derfor lade det være. [»]De føler vel at De har beviist mig for stor Ære![«] sagde han. Det var kjedeligt at klare for mig. Den lille Frøken Semb[81] bragte mig en deilig Bouquet fra sine Sødskende. Ved Table d hote fik jeg [en] Mand og Frue fra Potzdam tæt ved mig, de havde været i Kjøbenhavn, fandt det saa smukt at Landets store Mænd vare der i Statuer, saaledes Oehlenschlæger, men Andersen var der ikke! [»]Han lever jo endnu![«] sagde jeg og de bleve glade da de hørte at jeg var Andersen, som jeg siden lagde mig til Hvile, kom Redacteur Bøgh,[82] som vilde holde Foredrag her; derpaa en pensjoneret Præst Borck, han fik mit Portrætkort. I Formiddags var Fru Bjørnson her for at kjøre om til [et] Par Veninder, men jeg un[d]skyldte mig. Veiret er koldt, jeg føler mig træt. Besøg af Student Clausen som jeg endelig maatte love at komme til Rusgildet imorget, saa kom Advocat Nicolaisen med Indbydelse til Torsdag, netop den Dag jeg vilde reise; saa Statsraad Stang, jeg tog ham først an for Pastor Moe, saa kom han igjen for at faae mig til at forkaste Nicolaisens Indbydelse og at komme til ham. Meget koldt til Aften.
Tirsdag 22. Solskin men koldt. God Aabning, men slet ikke rask. Skrevet til Advocat Nicolaysen at jeg ikke kom paa Torsdag. Sendt Brev til Fru Henriques[.] Besøg af Fru Pauline Drevsen som bragte mig en Bouquet; senere gik jeg hen til Dahl, der phantaserede om noget særdeles festligt hos Statsraad Stang for mig. Sendt Portrætkort til Helene Olsen. Hen i mod 4 kom fra Hr. Pihl[83] hans Vogn og førte mig ud til hans smukke Landsted ved Drammens Veien. Her var to Grev Vedel Jarlsberg og en Søster, Professor Guldberg, Hofdamen, Nissen og Frøknerne Lie, jeg førte Fruen tilbords, min Skaal blev udbragt, jeg læste for dem 2) Sommerfuglen og 1) Nissen og Madamen. Kjørte saa ½ 8 hjem, her kom nu Clausen, som skulde føre mig til Rusgildet, han var gaaet reject og kom ikke med, kunde ikke afhente mig, men der vilde komme en Vogn. Jeg sagde der kom vel Nogen med for at afhente mig da jeg var i stor Forlegenhed ved selv at træde op mellem de unge Mennesker[,] spurgte om de ventede mig og [sagde] at jeg ikke var rask, o. s. v. Han lovede jeg skulde blive afhentet, Klokken blev 9, der kom en Vogn, men Ingen med, jeg var et Øieblik tvivlraadig om [at] tage derud eller ei men bestemte mig til at komme. Jeg holdt udenfor Festsalen og maatte sende Bud ind til en af Directionen at jeg var der, nu kom da en saaden og jeg blev ført ind i en umaadelig stor Sal, hvor der af [dvs: var] opfyldt af meget unge Mænd og stærk Tobaksrøg. De tre nordiske Flag veiede. De flokkedes om mig hvor jeg gik, meer end en Snees trykkede jeg i Haanden den eneste Ældre jeg traf var Præsten Fearnley. Der blev spurgt om de skulde synge deres Russang først eller Visen til mig, jeg svarede naturligviis, først Russangen, den blev sjunget, Tale holdt og nu traadte en ung Mand, jeg troer Fearnleys Søn[88] eller Pleiesøn [op] og bød mig Velkommen i de unge Menneskers Navn, derpaa sang de Sangen der var af Clausen (den Stakkel, der slet ikke kunde komme med.) Jeg bragte da min Hilsen og Tak, sluttede med at jeg gjerne vilde have læst et Eventyr for dem, men Localet tillod det ikke. O læs! læs! bad de. De vil neppe forstaa det i dette store Rum, og nu trængte de saa fast om [mig] at Catedret rystede. Jeg læste Sommerfuglen, stormende Jubel. Jeg sagde da at jeg var i mit Indre saa ung som de, men Sneen begyndte dog at falde i mit Haar, Legemet kunde ikke holdt Alt ud og derfor bød jeg dem Levvel, med Haab om at komme næste Aar! Kom! kom! raabte de og fulgte mig med 9 Hurra til Vogns hvor de formelig stormede paa for at trykke mine Hænder.[84] Klokken 10 var jeg i Hotellet. Kudsken forlangte en Speciedaler for Touren, [»]men Vognen er sendt efter Etatsraaden,[«] sagde den øverste Kellner, |»]det kan ikke være rigtig,[«] jeg vilde betale, men han raadede fra og bad Kudsken kom igjen i morgen og faae Betalingen. Den lille Episode satte mig ud af Humeuret.
Onsdag 23. Sov kun lidt, Veiret varmt og smukt, søgte Dahl; gik og sagde Lev vel hos Bulls og derpaa hen til Clausen, som jeg ikke traf hjemme. Hen ved 4 kom Consul Petersens Vogn med Kudsk og Tjener, Bogstavet P i alle Knapper; Det var et smukt Landsted kaldet Gimle; her var en stor Mængde Indbudne. Værten havde noget som om han hørte til Dandsen, han var ideligt svævende i Bevægelse men dertil noget af en Kammerherre, eller et militairt Grevebarn. Høist opmærksomt modtog han mig og præsenterede mig en stor Deel Herre og Damer, de fleste mig ubekjendt fra de Kredse jeg før havde været i. Fruen førte mig til Bords, hvor alle Retter stode og vi stode for at tage for os, jeg blev ganske svag i Benene ved et staaende Maaltid, men da jeg havde Mad paa min Tallerken, førte Fruen mig ind til et lille Bord med Stole om, alle Værelser var smaa Spise Anexer, Verten og Vertinden bevægede sig derimellem, man fik ikke Familielivets glade Indtryk, men Restaurationens hvor Vert og Vertinde sørgede vel for sine Gjester. Jeg sagde ogsaa til Verten[: »]her er et stort Savn i al den Fortræffelighed her, man savner Verten og Vertinden,[«] han foreslog nu mig at gjøre en Gang om i de forskjellige Stuer og hilst paa, eller glæde Gjesterne med at klinke med dem. Læste to Eventyr. Halv 7 kjørte jeg ned til Byen.[85] Klokken ½ 8 gik jeg i Theateret hvortil Bruun havde sendt mig to Parquet-Billetter. Indenfor Døren spurgte jeg om Veien og en Mand tog min Billet og viiste mig til Venstre, her var det slet ikke, derimod til Høiere og der stod den egentlige Controlleur, hvem den første var der tog min Billet ved jeg ikke, men benyttet blev den ikke saae jeg. De gav Klærkevænget ret jevnt, den mest yndede var en net lille Pige med en lille Stemme Frøken Moe. Jeg saae Sadelmager Hansens Datter nu Fru Ursin, som Dronningen af Navarra, Wolff og hans Kone optrådte ogsaa[,] foran mig sad Fru Bruun med sine Børn, Heyerdahl var hos mig, gik efter første Arie i anden Act.
Torsdag 24 Varmt Solskin. Skrevet til Hotellet i Kongsvinger at jeg kom imorges; kjørt op til Fru Heyerdahl og givet hende til Pastor Moe mine sidste illustrerede Eventyr ligesom ogsaa Protræt til ham og eet til Fru Halvor Schou. Gik derfra en ikke kort Vei at gaae om til Bjørnson, det var idag bedre med hans Fader, men jeg saa ikke Bjørnson, sad næsten en Time og talte med Fru Bjørnson. Gik saa hjem, temmelig træt. Før jeg imorges tog ud kom en lille Pige klædt i norsk Bondedragt, det var den lille Dorthea Fearnley Professorens Datter, men en stor Bouquet af Markblomster og et smukt Brev fra hendes Moder og en lille Have-Bouquet. Jeg gav Barnet mit Portrætkort og kyssede hende paa Panden. Klokken 4 Middag hos Statsraad Stang, jeg førte Fruen tilbords, der var en Deel decorerede Herrer og en udsøgt Middag med Mad og Viin. Statsraaden udbragte min Skaal, det var iøvrigt Prinds Augusts Fødselsdag, men han fik ingen Skaal, det var som fik jeg hele Middags Herligheden. Jeg traf Hr. Kammerherre Holst, Advocat Nicolaysen, Digteren Moe, Præsten Bruun etc. — —. Hjemme hele Aften.
Fredag 25. Koldt regnfuldt. Sendt Brev til Fru Melchior[.] Bjørn bragte mig Brev fra sin Fader Bjørnson, dennes Fader ligger for Døden, jeg seer altsaa ingen af Bjørnsons ude paa Banegaarden. Et venligt taknemmeligt Brev fra Helene Olsen. Afskeds Besøg af Dahls og Bruun. — Verten i Hotellet kom op og takkede mig fordi jeg havde boet hos ham, betrodde mig dertil at der vist i Kongsvinger ventede mig en Colation, man havde spurt om naar jeg indtraf; jeg blev ganske forskrækket da jeg fryktede for at føres fra Hotellet paa Stationen op til Byen. Før jeg tog bort kom den prægtige Birch-Reichenwald og bragte mig Portræt af en lille Pige, som sværmede for mig, hun fik mit igjen, da han var borte saae jeg at han selv ønskede et saadant. Den den danske Consul kom og bød sig ganske til min Tjeneste. Kl. 4 var jeg paa Banegaarden og Clausen var paa Pletten, hjemme hos mig havde han være paa Formiddagen med et Digt til mig. Lidt efter kom Bull, med Hilsener fra Søstrene og Frøknerne Scharling, som gaae ombord i aften og reise tidligt imorgen. Der kom ikke en eneste af de mange Forventede, kun den høie [plass til navn] Medarbeider af Aftenbladet, som ogsaa tog imod mig; han sagde mig at Bjørnstjernes Fader nu var død. Den halve Vei var jeg ene i Vognen, saa kom der to Amerikanere den ene vilde ryge Cigar, jeg bad ham ikke at gjøre det, nu lukkede de Vinduer op, men siden talte vi sammen, de vare fra Philadelphia og vilde over Stockholm og Petersburg til Jerusalem [?], vi byttede Kort og de vare glade ved Mødet da de kjendte mine Skrifter, Klokken henved 8 kom jeg til Stationen ved Kongsvinger, fik mit forrige Værelse, nød min Mad i Ro og gik iseng Kl. 10 uden at standses af noget Besøg.
Løverdag 26. Oppe Kl 8. Koldt Veir. En Broder til Statsraad Stang[86] boer i Banehotellet som »Grændse (Direkteur) han og den unge Grændse-Mand som ikke undersøgt mit Tøi hilsede mig hjerteligt; Vertinden (Fru Grüner) sendte sine Smaapiger ind med en Bouquet til mig, jeg forærede hende mit Portræt, senere indbød hun mig i sin Stue paa Viin og Kage. Efter tolv kjørte jeg; Der var en i Norge boende Hr. Sinclair,[87] som har med Jernbanerne at gjøre i Coupee med mig. Ved Stationen Eidskog kom Dr. Heiberg og hilsede paa mig[,] ham fulgte en Datter af Præsten Fearnley[88] og hendes to Brødre, hun bragte mig Blomster, de sidste jeg fik i Norge. Paa alle Stationer blev jeg meget seet paa. I Charlottenberg sagde jeg den unge Grændsebetjent, der er i Familie med Stang, Lev vel, han bevirkede at intet af mit Tøi blev aabnet. Træt kom jeg Klokken 8 til Karlstad, det varede længe før jeg fik mit Tøi, en ung Mand hilsede paa mig, tog mig i Haanden, Velkommen; det är Börsteren«, Manden som pudser Støvler i Hotellet. Jeg fik samme Værelse som sidst. Gik til Hvile Klokken 10.
Endnu udover i 40-Aarene var Christianias mest yndede og fashionable Promenade den botaniske Have paa Tøien. Høit beliggende i Nordost for Byen og med fri, aaben Udsigt over Byen, Fjorden og Øerne med Næsodden og Askerlandets blaanende Aase i Baggrunden, desuden med alle sine store, gamle Løvtræer og de skyggefulde svale Gange egner Haven sig ogsaa vel til at benyttes som Lystpark. Imidlertid, — alt det moderne Liv har i de senere Aartier trukket sig mere og mere udover mod Vest; Slotsparken har til Hverdags og Ladegaardsøen til Søndags indtaget Tøiens fordums Plads, og den botaniske Have ligger nu mestendels forladt, — der er endog noget Forsømt i dens hele Udseende. Igaar oplivedes dog Havens gamle Minder. Man havde nemlig udseet den til Plads for en Friluftsfest. I dette Valg var der altsaa noget Extraordinært; men den festlige Anledningen var ogsaa extraordinær. Det gjaldt at feire H. C. Andersen, Danmarks gamle, ungdomsfriske Digter, der efter i sit Livs Eventyr at have indflettet Minder fra alle de tre Verdensdele paa denne Side af Kloden og fornemmelig fra alle Europas øvrige Lande, endnu havde ugjort et Besøg heroppe i sit Fødelands gamle Broderrige, indtil han for faa Dage siden paa den nylig aab-nede Mellemrigsbane fandt Veien hid.
Foran Hovedbygningen paa Tøien havde man indrettet Festpladsen. Paa Plænen fremfor Havetrappen midt paa Bygningen havde man paa en høi Piedestal reist en Buste af Digteren, for Anledningen modelleret af Middelthun, der med utrolig kort Varsel her havde leveret et Arbeide, som visselig fortjener at bevares, med saadan Styrke og Skjønhed har Billedhuggeren forstaaet at gjengive det aandige Liv i Digterens Ansigt. Bag Busten havde man plantet Danmarks Flag, omgivet av tvende norske, ligesom et norsk og et svensk Flag vaiede ved hver Ende av Bygningen. I Gangene nærmest denne var der opdækket flere Borde med skaarne Smørrebrød og Desert.
Kl. 5½ begyndte Deltagerne i Festen at indfinde sig. Veiret, der hele Formiddagen havde været truende, var nu bleven meget gunstigt, og Haven frembød et særdeles smukt og livligt Skue, da man henved Kl. 6 havde samlet sig, og omtrent 300 i Tallet, hvoraf en stor Del Damer i lyse, festlige Dragter, bevægede sig omkring i Gangene. Kl. 6 spillede Musiken op og Æresgjæsten viste sig strax derefter paa Havetrappen, hvorpaa han traadte ned i Haven. Efterat han var hilst velkommen, blev man opfordret til at indtage det paa Bordene opdækkede Maaltid, under hvilket der serveredes med Champagne. Da Maaltidet var endt, samledes man foran Trappen og afsang først følgende noget besynderlige og uklare Festsang af Bjørnstjerne Bjørnson:
Mel.: Jag vet et land langt up mod høgan Nord.
Velkommen hid fra æventyrets land
du barne ånd, med vore drømme.
De der i sol-glans over verden ror;
men dig, som tror,
men dig, som tror, i favnen alle svømme
mens millioner barne-øine stå
og ser did op, hvor store sverme gå
:|: i morgen-skjær :|:
:|: som krid-hvid fugle-hær, :|:
og dig, som de iblandt den ser,
de jubler mod, de jubler mod og ler.
Velkommen hid den lyse sommer-dag,
da barne-drømmen når til jorden
og blomstrer, synger, speiler sig og flyr,
et æventyr
et æventyr er nu vort høie Norden,
og tar dig i sin favn en fæstens stund
og takker, jubler, hvisker mund til mund,
:|: på engle-lyd :|:
:|: af barne-hjærters fryd :|:
du bæres did et kort minut,
hvor al vor drøm, hvor al vor drøm har skudt.
Velkommen hid, vort hele folk er ungt
og står i drømmens store alder,
da æventyrligst, det er også størst,
og den er først
og den er først, som hører Herren kalder.
Vi tror på dig, du barne-længslens tolk,
at du er bud fra stort i Nordens folk,
:|: din fantasi :|:
:|: har jævnet just den sti, :|:
hvor, fri det små, du legte bort,
vi engang går, vi engang går mod stort.
Da Sangen var endt, traadte Sogneprest Jørgen Moe frem paa Trappen og holdt nedenstaaende, af Bifald oftere afbrudt og med levende Hurraer besvarede Tale for Æresgjæsten:
»Hr. Etatsraad Andersen! Naar man har overdraget mig det Hædershverv, som ganske vist Flere i denne Kreds bedre vilde udført, og som jeg derfor ogsaa fra først er veget tilbage for, det Hædershverv, at udtale for Dem, Hr. Etatsraad! vår inderlige Glæde ved at se Dem mellem os og at hilse Dem hjertelig velkommen til os: da er dertil en dobbelt Grund. For det Første hører jeg til de Ældre i Kredsen, til Dem, hvem Deres rige Digtnings Væld gennem lange Tider har kvæget, til dem der staa i den dybeste Taknemlighedsgjæld til Dem. For det Andet har jeg engang været inde i en Gjerning, der, hvor langt den end staar under Deres i Alt, navnlig i Selvstændighed — jeg skulde jo just forsøge at være uselvstændig —, dog havde Noget tilfælles med Deres: Indsamling og Gjenfortælling af det norske Folks Eventyr. Det er dette, der gjør, at jeg staar her for Dem. Jeg beder Dem da tækkes med de Ord, jeg kan vende til Dem. I en Henseende staa de ved Siden af hvad De er vant til at høre: Ordene er virkelig Hjerteord.
Jeg frembærer Dem da, Hr. Etatsraad! Bevidnelsen om vaar dybe Erkjendtlighed for al den Glæde, Deres hele frisk-sprudlende Digtning har bragt os Alle. Vi ønsker vist Intet af den borte: Vi ved, at skatte den i dens Helhed. Men mig, og jeg tænker Flere af os, ligger det dog allermest paa Sinde, at faa sagt Dem vår varmeste Tak for Deres Eventyrdigtning.- I den har De skabt en ny, underfuld Poesiens Verden. Fremskudt som denne Verden maatte være, af Barnlighedens Grund, og det af en Barnlighed, hvori Ingen har kunnet nærme sig Dem end sige naa Dem, har De formaaet i dette Element at indlægge den klare, modne Betragtning af Livet. Derved er Deres Eventyr blevne Livsbilleder, Billedtaler hvori snart de evige Sandheder afspeile sig, og snart Menneskelivets Vrangsider fremvises i de barnlig humoristiske Glimts Lys. Derfor har fra denne frugtbare Jordbund kunnet fremvoxe Underblomster, der endog straale i den guddommelige Sandheds hele Klarhed, og atter de fornøieligste Humoresker, der vækker den barnefriske Latter. Jeg skal ikke belægge med Exempler: jeg kom til at opregne Titlerne paa Deres Eventyr. Og over hele denne dybe, rene, humoristiske Digtning, saa broget af Indhold og vexlende af Form, har De vidst at brede den eiendommelige danske Farvetone. Den danske Bøgeskovs Duft vifter over disse Eventyr, den danske Bøgeskovs Lys og Skygger spiller over dem. Selv de af os, der ikke har seet Deres deilige Land, dette »Land der staar med brede Bøge nær salten Østerstrand« — selv vi har dog lystvandret i den lyse Skov og ved det blanke Sund, hvergang vi leste Dem. Dette Fabelland, denne Undernes Verden, ukjendt og dog hjemlig, har De aabnet for os, og Aar for Aar ført os igjennem nye Strøg paa Underlandet. Det er for denne Gjæstfrihed, for denne Gavmildhed paa Deres store, vide Om-raade at vi elsker Dem og af Hjertet ere Dem hengivne. Man har Hr. Etatsraad! engang sagt Dem, at af alle Digtere har De det bedste Publikum: Børnenes store Skare Verden rundt. Det er sandt, men kun den halve Sandhed. Sagen er at Deres Eventyr gjør den adstadige Mand og den satte Kvinde, ja os under Graahaarene til Børn igjen, saa vi sætte os ved Deres Fødder sammen med de Smaa og raaber med disses Iver og Utaalmodighed: Fortæl, fortæl dog! (Bravo.) Dette er Deres Digtergaves underfulde Tryllemagt, at den forynger os alle, saaledes forynger os, at Barnehjertet igjen banker i os med Sorg og Glæde, under Smil og Taarer ved de Syner, De fører frem for os. Er det saa underligt, at vi holder af Dem? at vi hænge ved Dem? Det er jo kun det lille »Grantræ«, der længes efter at voxe, blive stort og gammelt; det gamle Grantræ — ak, det vil nok helst blive lidet og ungt igjen.
De er, Hr. Etatsraad! kommen sent herop til os. Og dog — De har jo besøgt os, smukt besøkt os i alle de Digterværker hvori De har nedlagt den store Begavelse, Gud har givet Dem. Men personlig er De kommen sent op til os. Og naar vi nu har den Glæde at se Dem Ansigt til Ansigt, saa ved vi godt, at vi har lidet at byde Dem mod de rige, solvarme Lande, De før har gjæstet. Men to Ting har vi dog, som De ikke tør forsmaa. Det ene er vort Lands Natur med Fjeldtinderne, med F[j]orddybene og de grønne, stille, lukkede Dale, hvor Elven bruser og Birken suser. De vil forstaa denne vor Natur, og De vil fornemme, at den favner Dem med nordisk Inderlighed, med nordisk Hjertelighed. Det Andet, vi kan byde Dem, er og bliver dog det Bedste, Menneske kan give Menneske, naar det gives i Sandhed. Det er vor Tak, vor Hjertens Tak for alle de gode Timer, De har skjænket Enhver af os. Og denne vor Tak frembærer vi med en liden Ændring, helst gjennem Johannes’s Ord i »Reisekammeraten«, idet vi sige: »Du gode Herre! vi kunde kysse dig, fordi du er saa god mod os Allesammen og har givet os al den Deilighed din Digterverden eier«. (Bravo.) — Og til Takken føier vi Hjerteønsket om, at De vil befinde Dem vel den Sommerstund, De færdes mellem vore Fjelde, men først og sidst Hjerteønsket om, at Herren vor Gud herefter som hidtil vil bevare Deres friske Digterungdom, saa De herefter som hidtil kan forfriske og forynge os.
Held og Guds Velsignelse over Digteren H.C. Andersen!«
H.C. Andersen traadte derefter, hilset af Haandklap, frem paa Trappen og takkede med smukke og hjertelige Ord, som vi desværre kun meget ufuldkomment kunne gjengive. Han vilde saa gjerne, sagde han, fremføre sin Tak paa en rigtig smuk og fyldestgjørende Maade. Men han frakjendte sig selv Evnen til at gjøre det saaledes som det burde skje. — Dengang da han kom fra Pugeskolen over i en større Skole, da fikk han en Lærer som havde stor Indflydelse paa ham, — en Mand med strænge Ansigtstræk, men klare, milde brune Øine. Det var en Nordmand. Han hed Welhaven og var af samme Slægt som Digteren af dette Navn. Denne Mand aabnede i Mangt og Meget hans Blik; han lærte ham at forstaa, hvad han hidtil kun havde ramset op, og især i Religionstimerne var hans Undervisning frugtbringende. Han vandt snart hans barnlige Tillid, og det var til ham, han gik med sine første Digte. Men mærkelig nok havde han aldrig fortalt ham Noget om sit Fædreland. Det var først en Del Aar efter at en liden Bog bragte ham ligesom det første Glimt af Norge. Det var et Arbeide af Keilhau og omhandlede en Reise fra Norge til Beeren-Eiland. Det Indtryk, som han dengang modtog af Norge var saadant, at han tænkte: Det Land maa jeg se. Men Sydens varme, solrige Lande havde det været saa meget lettere at komme til, og — sydover drager Vikingen jo saa gjerne. Med Hensyn til Norge havde han altid sagt: imorgen, men man ved aldrig hvad Morgendagen kan bringe. Forøvrigt kjendte han jo allerede Norge, vidste hvordan her saa ud. Han vidste det fra Dahls Landskaber, og senere fra Tidemands og Gudes Billeder, han vidste det fra vore Digtere og fra vore Tonekunstnere. Den første norske Sang, han havde hørt, fortalte, at »Solen gaar bag Aasen ned;« men han forstod, at Solen netop gik op bag Aasen. Og nu var han da endelig naaet herop. Han var kommen som blandt kjære Frænder, det var sit eget Modersmaal han hørte, han var ret bleven modtaget som Barn i Huset, og nu kunde han sige Tak, hjertelig Tak. Det varmeste Bifald modtog Digterens hjertelige, bevægede Ord, til hvilken han dog senere endnu føiede den for alle hans Beundrere mest kjærkomne Opmærksomhed, kom han kunde vise dem, idet han nemlig forelæste to af sine Eventyr, »Snemanden« og »Det er ganske vist«. Han tog Plads oppe paa Havetrappen og alle flokkede sig sammen for at høre ham læse. Andersens Evne til at læse sine Eventyr er viden bekjendt. Hans Organ er svagt, det er ikke for noget stort Auditorium hans Foredrag passer, men for en liden Kreds, der kan samle sig nær indtil ham. Netop dette stemmer jo forresten saa godt med det, han læser; og aldrig har man vel havt Eventyrenes milde, elskelige Humør, deres Barnlighed og Skjælmeri og deres mageløse Evne til at glæde baade Ung og Gammel, baade Barn og Olding staaende saa levende for sig, som naar man hørte Digteren selv læse dem for sig. Disse Ting, som man kjendte saa godt, at man vilde mærket det om et Ord var bleven udeladt, — det var, som om det skulde være noget ganske nyt, man hørte. Det behøver ikke udtrykkelig at siges, at det livligste, almindeligste, mest vedholdende Bifald blev Digteren til Del; men det kjæreste og rigeste Bifald maatte han dog finde i den hjertelige, glade Latter, der ledsagede Læsningen helt igjennem.
Senere udbragte Sorenskriver Birch-Reichenwald en Skaal for Danmark, der af Andersen besvaredes med Lignende for alt Godt og Skjønt og Sandt heroppe i Norge. — Da Kl. var henimod 8 og efterat et Regn, som dog indskrænkede sig til nogle Draaber, havde bragt Paraplyerne frem og Reisetøiet paa, traadte Æresgjæsten op paa Trappen og tog Afskjed med nogle hjertelige Ord, hvori han antydede sit Ønske om atter at besøge Norge og bad om da at faa en ligesaa venlig Modtagelse.
Hans Farvel besvaredes med uendelige Leveraab, og Damerne tilkastede ham de Buketter, der under Aftenen Løb var blevne uddelte mellem dem.
Jeg var saa ung endnu kjendte ingen Digtning fra Norge, den første Klang Storms Vise »Sol gaar ned paa Aas*) —; da hørte jeg Keilhau fortælle om Reisen til Bern Eiland, hvor Valrossens Beenrad laae som var det en fortids Kjæmpeslægt, Sneevandet sivede om den, Koklearens grønne Skud tyder paa Foraar og Sommertid heroppe. Da rullede op formløst i Digtning men stort og sandt Norge, Fjelde og Fosser, Hjemliv Sæters, Storheds Synes, Wergeland sang. (overstr.: Digtningens Johannes i Norge) Isen var brudt, Sneen tøet fra Øen, »Norges Dæmring«, Digtningens Sol lyste over Landet, ud fra det. Da hørtes fra Fjeldet den glade Gut han kom med sin sunde sin sjælfulde Slægt; der kom Arne og Fiskerjenten og Oldtids Skikkelser, levende seede. Vi saae ind i Stuen, til »de Nygifte« kendte os selv i hver en Een. Som Skjolds brag, dirrende[?] Hjerteslag klang fra Norge Kongs Emnernes Saga mægtigt og stort rullede hen over de Unges Forbund. Huusbondens stille sørgende Sange, manende Syner (overstrykning) Lord Russel, see vi Salomon de Caus. Norge, ja Du (er) Digtningens Fremtid. Modersmaal Dansk, norsk, du er det samme. Det paa din Klippegrund bygger sit Stor-huus, det skal ei falle i Storm som kommer over Kornets og Bøgeskovs (i margen t. v.) Landet Danmark (overstr.: Du deilige) saa lille i Verden, saa stort i mit Hjerte. —
* Aagots Fjeldsang, Bjerregaard: Fjeldeventyret, musik av Wm. Thrane, se Bull og Paasche: Norsk Litteraturhistorie bd. 3, s. 96. En av Jenny Linds glansnumre. Se Anne Marie Riiber: Jenny Lind, Oslo 1945, s. 242.
En hjertelig takk for god hjelp og vegledning rettes med dette til herrene overbibliotekar, dr. phil. H. Topsöe-Jensen og museumsdirektør Svend Larsen samt til personalet ved Det kongelige Norske Videnskabers selskabs Bibliotek, Trondheim.
Trondheim/Bryneset i mars 1949.
Chr. Svanholm.
se E. H. C. VI 140—49. Professor Peder Hjort 1793—1871. Se E. H. C. VI 111. B. J. C. III 416.
49b Formodentlig såkaldt »skigard«.
82). Cfr. E. H. C. V 191.
