I H.C. Andersens autografsamling på Det Kgl. Bibliotek opdagede man fornylig et originalt Puschkin-manuskript, hans ungdomsdigt „Opvaagnen“[1], på hvis bagside de fire første strofer af den første redaktion af digtet „Til Vennerne“ er overstregede.
Med Andersens hånd er i randen af første side på dansk noteret: „Den russiske Digter Puschkin’s Haandskrift“.
Den russiske Puschkin-forskning har ved dette fund fået en stor berigelse. I 1825 forberedte Puschkin en udgave af sine digte og besørgede selv en renskrift. Denne sendte han til sin broder Leo Puschkin og vennen Pletnef. Senere kom denne afskrift i grev P. I. Kapnists besiddelse og gik under benævnelsen „Kapnistheftet“. Den russiske digter og Puschkin-forsker Maikov kendte det og gav en beskrivelse deraf i 1896. Men i heftet manglede de to første sider, som nu er blevet fundet. Kapnistheftet er allerede gået tabt, og man kender det kun fra Maikov’s beskrivelse. Således er disse to sider nu alt, hvad man har af det originale manuskript til at belyse Puschkins forberedelse af hans værkers første udgave af 1826.
I august måned 1862 var H.C. Andersen på rejse i Schweiz og traf i et pensionat i Montreux tre russiske generalsdøtre Elisabeth, Alexandra og Wilhelmine von Manderstjerna[2], med hvem han sluttede et varmt venskab. Navnlig den ældste, en belæst dame, var en beundrer af hans værker. Andersen gik ture med dem, og om aftenen blev der dyrket musik, hvorunder den yngste søster, som bemærket i hans dagbog, sang russiske romancer for ham.[3]
Under samværet med den danske digter kappedes søstrene Manderstjerna på alle måder om at vise ham opmærksomhed, bl.a. ved at forære ham blomster, og den ældste søsters omhu for hans helbred kom også derigennem for dagen, at da han skulde forlade Schweiz om efteråret, overtalte hun ham til, for at undgå forkølelse, at bestille sig et par støvler til rejsebrug med høje russiske skafter.
Snart skiltes deres veje. Andersen fortsatte sin rejse, søstrene Manderstjerna vendte tilbage til Rusland.
Først tre år efter deres møde lykkedes det Elisabeth Manderstjerna at opfylde et til Andersen givet løfte om at skaffe et Pusch-kinmanuskript til hans håndskriftsamling.
I forbindelse hermed skrev hun følgende til ham i sit brev af 13/25 maj 1865 fra Riga[4]:
„Højtærede Herr Andersen.
Det er mere end sandsynligt, at De allerede har glemt vort Møde i Pensionatet i Montreux. Hvis Deres Erindring om mig har svigtet, har min Erindring om Dem været desmere trofast, idet jeg udover Bevarelsen af det dybe Minde om Dem maa holde det Løfte, jeg gav Dem, og som i adskillige Aar har redet mig som en Mare. Kan hænde De, naar alt kommer til alt, selv har glemt, at jeg dengang i Montreux lovede Dem en Autograf af vor hædrede talentfulde Digter Puschkin. Denne Autograf har allerede i nogle Maaneder været i min Besiddelse, og idet jeg sender den til Dem, skænker jeg Dem et Vidnesbyrd om stor Hengivenhed og dyb Agtelse. Med stor Møje har jeg skaffet Dem dette Klenodie — Egoismen, som er dybt rodfæstet i mit Hjerte, var lige ved at fornedre mig til at bevare denne Skat for min egen Autografsamling, men Tanken om Dem, kære Andersen, har sejret, og med særlig Glæde overgiver jeg Dem vedlagte gulnede Blad — som er Overbringer af det store Genis Tanker.
Men den Haand, som afstod mig denne Kostbarhed, har udbedt sig en Elskværdighed fra Deres Side, ærede Herr Andersen. Det er en meget indtagende ung Dame, min Kusine Fru von Kapnist, født Manderstjerna. Som en af Deres begejstrede Beundrerinder — udbeder hun sig Deres Fotografi med Deres Navn. Gaar De ind paa det?
Kunde jeg blot vide, om De endnu har den vageste Forestilling om de tre Søstre, af hvilke den ældste nu skriver til Dem, kunde jeg have Lyst til at sige Dem mere endnu, men da jeg selv er i Tvivl derom — saa modtag min Forsikring om min oprigtige Ærbødighed og taknemmelige Erindring.
Med Højagtelse Deres
Elisa von Manderstjerna.“
„Jeg beder Dem venligst at underrette mig om Modtagelsen af Brevet“.
På omslaget af den i brevet medsendte autograf findes en tilføjelse med E. v. Manderstjernas hånd (på tysk):
„Digteren Puschkins Autograf. Et Blad af Haandskriftsamlingen tilhørende Fru von Kapnist. St. Petersborg 1865“.
Og på bagsiden: „Hvis De maatte ønske at eje en Oversættelse af dette Digt, saa vil jeg sende Dem den, saa snart jeg ved, at Originalen er i Deres Hænder.
(Underskrift): Elisa v. Manderstjerna.
Den 26. juni 1865 skrev H.C. Andersen i sin dagbog: „fuldendt mit Brev til Frøken Manderstjerna paa Tysk, men har ikke afsendt det“.
Dette brev blev først sendt af sted fra København d. 9. september, og heri skriver han angående tilsendelsen af Puschkin manuskriptet:
„Den verdensberømte Puschkins Haandskrift er mig en Skat. Modtag min inderligste Taknemmelighed. De ønsker min Autograf til Fru von Kapnist, jeg oversender hende et lille Digt paa mit Moders-maal…“
Man har ikke her fundet nogen kopi eller kladde til dette digt af Andersen. Men selve brevet findes i Holger Laage Petersens privatsamling, som rummer foruden håndskrevne og trykte tekster næsten alle fremkomne oversættelser, deriblandt også de russiske af H.C. Andersens værker.
I det omtalte takkebrev til Elisa Manderstjerna dvæler H.C. Andersen ligeledes ved minderne om den tid, han og hendes søstre tilbragte i Montreux. Derefter beretter han om den rejse, han foretog i efteråret 1862 fra Schweiz til Spanien og Portugal, sin hjemkomst, begyndelsen af den anden slesvigske krig, kong Frederik d. Syvendes død og den daværende kronprins, den senere Frederik den Ottendes rejse til Skt. Petersborg efter at kejserprinsen Nikolaj Alexandrovitch, prinsesse Dagmars forlovede, var død.
Samtidig giver H.C. Andersen i sit indholdsrige brev en oversigt over sine litterære arbejder i de sidste tre år — hvad der vidner om et langtfra afbleget venskabeligt forhold til hans tidligere russiske samtaleveninde i Montreux.
