[1]Som så mange andre danske, svenske, norske og tyske kunstnere foretog også H.C. Andersen sin store dannelsesrejse til de italienske kunstbyer, så snart han fik økonomisk mulighed for det. Det skete i 1833. Hans første rigtige rejse uden for Danmarks grænser – hvis man ikke medregner hans korte ophold i Tyskland nogle år forinden – førte ham bl.a. til Rom. Men i modsætning til, hvad der skete for H.C. Andersens samtidige, som af udlandsopholdene – f.eks. i Italien og Rom – fik næring til resten af livet, blev denne rejse blot den første i en lang række for Andersen. Hver rejse gav ham nemlig kun næring nok til at holde ud indtil den næste, og den begyndte han at drømme om, og i nogen tilfælde ligefrem at planlægge, lige så snart han vendte hjem.
Ser man nærmere på Andersens 30 store rejser (det er det antal, der fremgår af de digitale samlinger på museet i Odense), viser det sig, at han hele syv gange krydsede grænsen til det, der i dag er Republikken Italien, men som dengang var delt op i et antal forskellige stater. Og fire ud af disse syv gange opholdt han sig i Kirkestaten, nærmere bestemt i Rom, en af de byer, som han holdt allermest af.
Allerede den 5. juli 1835, under et ophold på Lykkesholm Slot på Fyn, skrev Andersen til sin ven Edvard Collin: “O kunde jeg dog sælge en Rig mine Livsaar, jeg gav ham Halvdelen for at kunne leve den ene Halvdeel i Italien”.[2] Mindre end et år efter at Andersen var vendt hjem fra sin første store Europarejse, havde han i den grad idealiseret sit ophold i Syden – “det Sted hvor jeg følte mig hjemme, det varme Syden”[3] – at han drømte om hurtigst muligt at vende tilbage dertil, ja faktisk om at slå sig ned i Italien og bo der.
Det er måske derfor, der foreligger så stort et litterært materiale fra Andersens ophold i Rom. Den første rejse, i 1833-34, ligger til grund for Improvisatoren, som udkom i 1835, og som i høj grad bygger på Andersens oplevelser i Italien. Han begyndte faktisk at skrive den i Rom, fredag den 27. december 1833. I sin dagbog skriver han, at han den dag, efter en spadseretur til San Pietro in Vincoli, “i det varme solskin, under de grønne Pinier”, “Begyndte om Aftenen paa min Novelle ‘Improvisatoren’.”[4]
Improvisatorens enorme succes opmuntrede Andersen og fik ham til at indse sin evne til at omsætte rejseoplevelserne i litterære værker. Allerede den 24. juni 1836 var han så bevidst om den succes, han havde opnået med sin første roman, at han udtrykkeligt skrev til Edvard Collin:
“Havde jeg før min Reise sagt: ‘Lad mig komme ud, jeg skal skrive en Bog, som Improvisatoren, etc. etc.’ de havde neppe troet mig. Nu siger jeg: Deres Majestæt! lad mig reise, kun et Aar, til Sicilien eller Grækkenland! jeg skal vise endnu større Frugter. Denne Vei er min Opdragelses Skole! jeg skal, med Guds Hjælp, da levere et Arbeide, der maa, som det med forrige Gang er Tilfældet, bringe Enhver til at sige: ‘Han fortjente at rejse!’.”[5]
Det tog nogle år, men til sidst lykkedes det Andersen at få sit ønske opfyldt. Hans anden rejse, den i 1840-41, bragte ham også til Grækenland og Istanbul og satte sig vigtige spor i En Digters Bazar, hvor Andersen – denne gang på den fragmentariske måde, som er typisk for dette værk – genanvendte oplevelser, billeder og beskrivelser af steder og kunstværker, som han havde glædet sig over i Italien.
Men hvor Improvisatoren og En Digters Bazar, hver på sin måde, er litterære bearbejdninger af to Italiensrejser – ligesom de italienske afsnit i Kun en Spillemand og de mange dele af selvbiografien Mit Livs Eventyr, der omhandler Italien, også er det – så er det i Dagbøgerne, vi møder en mere oprigtig og spontan Andersen. Det er i Dagbøgerne, vi får et direkte indtryk af Andersens oplevelser i Italien og i Rom og en umiddelbar skildring af hans museumsbesøg og hans møder med steder og folk og dagliglivet. I Dagbøgerne, som ikke var beregnet på offentliggørelse, viser digteren Andersen sig som menneske med al sin spontanitet, oprigtighed, naivitet og forvirring og alle sine neurotiske træk, men også med al sin styrke og beslutsomhed, og uden den overbygning, som han senere skabte i sine selvbiografier, der er præget af den selviscenesættelse, som var typisk for den mere modne Andersen. Det er en af årsagerne til, at det er så vigtigt, at også dagbøgerne bliver tilgængelige for et publikum, der ikke læser dansk, men alligevel kender og læser Andersens øvrige værker.
I Dagbøgerne møder vi ikke – eller i hvert fald ikke kun – en kunstner, der er betaget af en verden, som han idealiserer i beskrivelserne af dens kunstneriske herligheder og skønne natur, men vi møder et menneske, som ofte er i dårligt humør på grund af de mange besværligheder, som han må finde sig i under det, der skulle have været en romantisk dannelsesrejse, men som i virkeligheden risikerer at gøre mødet med Italien til en skuffelse.
Det begynder med Andersens sammenstød med sine medrejsende. Lige fra rejsen i 1833, da han fulgtes fra Milano til Rom med Adolph Wilhelm Dinesen, Karen Blixens farfar. Andersen var en genert og naiv kunstner med et stort behov for ømhed, mens Dinesen var en stædig, selvsikker og flot officer: Det siger sig selv, at de to ikke passede særligt godt sammen, og allerede en af de første dage i Rom, den 21. oktober 1833, beskrev Andersen Dinesen således, efter at de sammen havde besøgt Capitol: “da D[inesen] med sit væsen mod mig havde ærgret mig gik jeg hjem uden at se noget”.[6] Og nogle få dage senere, den 3. november: “D[inesen] meget ukærlig, ja gav mig ei hånden”, og dagen efter, i et forsøg på at slutte fred: “Skrev D[inesen] til, besøgte ham om aftenen, hørte en venskabelig Forelæsning, etc.”
Og sådan fortsatte det i de følgende uger, indtil Dinesen rejste sin vej lørdag den 30. november, og Andersen vågnede “før Dag” i lejligheden i Via Sistina 104 og lænede sig ud af det vindue, som han har foreviget i en af sine tegninger, og råbte “Farvel”, hvorefter han gik i seng igen. Da han senere skulle beskrive dette øjeblik i sin dagbog, måtte han dog indrømme: “Hvor meget har jeg ikke lært af dette unge, bestemte menneske, der saa tidt har saaret mig i min Hengivenhed for ham. Gid jeg havde hans Characteer, selv med dens Feil!”.[7]
Også Andersens næste Italiensrejse, som han foretog sammen med H.P. Holst, bød på vanskeligheder. Trods alle sine forbehold var Andersen næsten glad over at kunne vise en kollega Italien og påtage sig rollen som den kyndige cicerone, der allerede havde set Rom. Andersen ville gerne have en rejsefælle, som han kunne vise byen, og det var ikke Holsts tilstedeværelse, der generede ham, men derimod hans fravær. Holst var blevet tilbage i München, men ville slutte sig til Andersen i Rom, hvor de skulle dele lejligheden i Via della Purificazione, som Andersen flyttede ind i den 20. december 1840, dagen efter sin ankomst til byen, og derefter skulle de fortsætte rejsen til Napoli sammen. Men julen gik, uden at Andersen fik brev fra Holst, og også nytåret kom og gik, og den 14. januar 1841 havde Holst endnu ikke ladet høre fra sig. Det så mere og mere ud til, at Holst alligevel ikke ville komme til Rom, men Andersen blev ved med at vente på nyt fra ham, dag ud og dag ind hele resten af januar, og endelig den 7 februar: “jeg gik Klokken 4 paa Monte del Trinità med Rothe og Møller og skjendte over Holst og pludselig staaer han for mig og kysser mig; jeg tog noget koldt mod ham”.[8]
Fra det øjeblik og indtil afrejsen til Napoli, som fandt sted den 25. februar, var der ikke meget at glæde sig over for Andersen. Hans forhold til Holst var anspændt, og dagene gik med “en strid med Holst om Heibergs, og flere Folk hjemme”,[9] et skænderi i Tivoli, fordi Holst var lige ved at skræmme livet af Andersen, da han kravlede over et rækværk ud mod vandfaldet,[10] en strid på grund af et brev fra Andersen til Heibergs, som Holst fandt “for gemeent”,[11] og endelig, da de omsider var undervejs til Napoli, en overnatning i Cisterna, hvorunder Andersen blev nødt til at ligge i samme seng som Holst og en Conrad Rothe, som “snorkede saa vi ikke kunde sove”.[12] Men det var intet i forhold til, hvad der skete to dage senere, da “Rothe snorkede saa vort Speil revnede”.[13]
Og som om rejsekammeraterne ikke var nok til at forstyrre Andersens ophold i den evige stad, blev han også syg. Fra slutningen af 1833 til begyndelsen af 1834 plagedes Andersen af et betændt øje, en voldsom forkølelse, feber, en frygtelig mavepine, for ikke at nævne den voldsomme uro, der greb ham, da han i sin ven maleren Küchlers atelier så en 16-årig models bryster: Küchler “saae at jeg blev bleg og spurgte mig om jeg fik ondt”.[14] Det var imidlertid intet mod det, der ventede ham i Napoli, hvor han nogle få dage senere, den 26 februar, løb sin vej, da han i den spanske bydel blev tilbudt en meget køn 13-årig pige, som “havde kun i denne Maaned hengivet sig til Kjødet”.[15] Under sit andet ophold i Rom, i januar 1841, led Andersen af smerter i hovedet, brystet og halsen, og da han igen var i Rom i april 1846, havde han det så dårligt, at han troede, at han skulle dø i lejligheden i Via Borgognona 58. Indtil doktor Uldall, som tilså ham for de smerter, der havde pint ham i dagevis og ligefrem gjort det umuligt for ham at sidde ned, “erklærede det for en Byld lige ved Endetarmen”.
Andersens rejser bestod altså også af lidelser, træthed, forsinkede papirer og alle mulige andre besværligheder, som forgiftede oplevelsen for ham. Det at rejse så langt fra hjemmet var også ensbetydende med at vente på posten, som aldrig nåede frem, eller var forsinket, og som Andersen ventede på i spænding og ustandselig måtte spørge efter på posthuset. Når posten endelig kom, bragte den dårligt nyt fra København om litterære fiaskoer, fejlslagne teaterforestillinger og det, der var værre, som fx den 16. december 1833, da Andersen med mere end to måneders forsinkelse modtog et brev fra Jonas Collin med meddelelsen om, at moderen var død.
I en tid, hvor det var vanskeligt at rejse fra Danmark til Italien, og man på grund af de mange ophold og de langsomme transportmidler var hjemmefra i månedsvis, var de rejsefæller, som man delte værelse, vogn og måltider med af afgørende betydning, ligesom også valget af transportmidler og indkvartering var det. Men selv ikke da Andersen i en senere alder fik mulighed for selv at vælge sine rejsekammerater, og sommetider endda ligefrem for at dække deres udgifter, lader han til at have haft mere held med sig. Under H.C. Andersens sidste og korteste ophold i Rom, fra slutningen af april til slutningen af maj 1861, valgte han – for delvis at betale sin taknemmelighedsgæld over for familien Collin – at medbringe Edvard Collins unge søn, Jonas, som kun var lidt over 20 år gammel.
Johan Bravo skaffede dem en lejlighed på loftsetagen over Caffé Greco, men samlivet mellem den modne forfatter og den unge zoolog var ikke altid nemt. Jonas Collin begyndte snart at omgås sine landsmænd i Rom, og når han kom sent hjem om aftenen, sad Andersen tit oppe og ventede på ham. Det var Andersens stadige ambition at være alle andres jævnbyrdige, hvis ikke ligefrem deres intellektuelle overmand, nu da han var hjemme i en storby som Rom og færdedes blandt billedhuggere, forfattere, musikere og aristokrater af enhver art og nationalitet, men denne ambition blev endnu engang skuffet af den unge Collin, som trods al sin gode vilje – nok kun på grund af sin egen umodenhed – ikke undede den modne forfatter den glæde, som denne havde forventet.
Det bidrog også til at spolere Andersens sidste, korte ophold i Rom i maj 1861, at den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson spillede ham et puds. Allerede den første dag, da Andersen ankom med toget fra Civitavecchia, tog Bjørnsson imod ham og fortalte ham, at “onkel Peppo”, den forkrøblede tigger, som Andersen havde beskrevet som et ondt og uhyggeligt væsen i Improvisatoren, der siden med stor succes var blevet oversat til flere europæiske sprog, “mister derfor mange Bajocchi”,[16] og at “onkel Peppo”, efter at have hørt fra engelske og tyske rejsende, hvordan det forholdt sig, nu ledte efter Andersen for at hævne sig på ham. Det passede naturligvis ikke, og Bjørnson fortalte næsten omgående sandheden, men historien havde sået en tvivl i Andersens sind og forgiftede hans ophold i Rom en hel del.
Men alle disse ærgrelser, sygdomme, drillerier, fobier, rejsefæller, skuffelser af forskellige slags, og sågar den kedsomhed, som den 1. april 1846 fik Andersen til at skrive: “jeg er som hjemme i Rom, men Intet fraperer mig meer”, selv alt dette var ikke nok til virkelig at ødelægge hans ophold i Rom, for straks efter noterede han: “dog er jeg stille glad, Livet nyder jeg i fulde Drag. Tak o gode Gud!”.[17] Som nævnt vendte Andersen tilbage til Rom fire gange, dertil henlagde han uforglemmelige scener i sine værker, og der er ingen tvivl om, at han personligt havde gode oplevelser i Rom, stunder fulde af begejstring og fest og godt selskab, men også øjeblikke med en harmonisk ensomhed, som hans romerske dagbøger bærer et meget direkte vidnesbyrd om. Fx i beskrivelsen af det stille hjemmeliv i julen 1840, da H.C. Andersen, efter at være kommet til byen få dage forinden, flyttede ind i en stor lejlighed i Via della Purificazione, som han skulle have delt med Holst. Den stakkels forfatter blev bestormet af landsmænd, som ville have ham til at lægge hus til deres julefest, hvilket ville have været ulovligt, eftersom en sådan forsamling ville kræve myndighedernes godkendelse. Han kæmpede, han nægtede, og til sidst gik han af med sejren og besluttede at tilbringe aftenen den 24. december i fred og alene: “Gik i Skumringen til Maria del Angeli og Magiore, drev ene om i Gaderne, kjøbte en Klasse Druer for 3 Bajok, Brød for een, Ost for fem og Æbler for een, altsaa tilsammen for en Paul, det er min Julenadvere, paa mit eensomme Værelse, tusind Tanker flyve mig igjennem Sjælen. I Seng 9½”.[18]
Passager som disse, der fortæller om H.C. Andersens begejstring – eller skuffelse – over kunstværker, steder og mennesker, er vidnesbyrd om forfatterens intellektuelle liv, og de er en af de væsentligste grunde til, at udgive de romerske dagbøger på italiensk. Faktisk ville de retfærdiggøre, at man udgav de samlede italienske dagbøger, for skildringerne af mødet med bjergene omkring Brenner, af besøget i Venedig, af indtrykkene fra Firenze og af oplevelserne i Napoli er ikke mindre værdifulde end beskrivelserne af Andersens liv i Rom.
Men der er også en anden væsentlig grund til at læse Andersens Romerske dagbøger og derfor til at oversætte dem til det sprog, som Andersen, trods sine mange rejser til Italien, aldrig blev helt fortrolig med: De er en meget spændende skildring af Rom. Dermed mener jeg ikke, at verdenslitteraturen mangler beretninger skrevet af udenlandske Rom-rejsende, men H.C. Andersens beskrivelser af Rom er vigtige af to forskellige årsager: Andersen var en af sin tids største rejsende, han besøgte Rom fire gange i løbet af en periode på næsten 30 år og oplevede på første hånd – og utvivlsomt med fuld bevidsthed om, hvad han så – en langsom forvandling, som også vi tydeligt kan læse ud af hans dagbøger. Og først og fremmest efterlod H.C. Andersen sig med sine beskrivelser af Rom fra 1833 til 1861 et af de sidste vidnesbyrd om en by, som få år efter hans sidste ophold skulle blive Kongeriget Italiens hovedstad og undergå forandringer, der ændrede den radikalt.
Da Andersen besøgte “pavens Rom” i begyndelsen af 1830’erne, ankom han i hestevogn efter en lang og anstrengende rejse, der havde bragt ham fra Paris til Milano og derfra til Genova og Firenze og endelig, efter fem dages rejse, til Rom. I den by, som Andersen kom til, stod fortidens storhed side om side med samtidens elendighed: Det var en by, som i antikken havde haft langt over en million indbyggere, men som i 1833 kun havde cirka 170.000, med en høj analfabetisme og beboelser på et meget lille område blandt ruiner og dyrkede marker, der optog en stor del af arealet inden for den Aurelianske Bymur. Det er den by, som Andersen beskriver i dagbøgerne fra sit første og længste ophold, der spænder over to perioder fra oktober 1833 til slutningen af marts 1834 – afbrudt af den korte rejse til Napoli. Og det er i særdeleshed den by, som Andersen skildrer i sine tegninger fra Rom, som alle blev udført under dette første ophold.
I dagbøgerne finder vi Andersens møder med de talrige nordiske og tyske kunstnere, som levede sammen i Rom, og besøgene ved byens mindesmærker og på kunstsamlingerne, med detaljerede lister over de værker, som Andersen havde set, men også hans hyppige besøg på cafeer og spisesteder, hvoraf mange har kunnet identificeres ved hjælp af kilder fra den tid.[19] Blandt de steder, hvor Andersen kom næsten dagligt, finder vi således den berømte og endnu eksisterende Caffé Greco i Via Condotti, som var mødested for generationer af udenlandske Rom-rejsende. Dertil kommer Caffé Nuovo i stueetagen af Palazzo Ruspoli i Via del Corso, Trattoria Lepre i Via Condotti, over for Caffé Greco, Osteria delli Scozzesi i Via Quattro Fontane, og under de senere ophold Locanda d’Alemagna, som også lå i Via Condotti, Albergo dell’Orso, som stadig ligger i Via dell’Orso, og måske er det ældste gæstgiveri i byen.
Andersens dagbøger kommer hele vejen rundt om hans liv i Rom og fortæller på samme niveau om hans “kulturelle aktiviteter” og de mere daglidags. De tegninger, der på en måde ledsager og fuldender dagbøgerne, og som derfor er medtaget i den italienske udgave, nøjes til gengæld med at skildre nogle af de steder, som Andersen besøgte, og det er karakteristisk for dem, at der næsten ikke optræder mennesker. Takket være dagbøgerne kan man næsten altid finde frem til den dato, hvor tegningerne er blevet til, og hvis man sammenligner dem med stik fra tiden, ser man, at Andersen havde både tegnetalent og iagttagelsesevne.
En enkelt af Andersens tegninger skiller sig ud ved at fremstille en hverdagsscene med mennesker, og netop denne tegning frembyder adskillige fortolkningsproblemer: “En Liig Procession forbi mine Vinduer i Rom den 28 December 1833”, lyder den tekst, som Andersen føjede til tegningen. Desværre omtaler de romerske dagbøger ikke nogen begravelse under den angivne dato, men der er til gengæld en meget detaljeret skildring af en begravelse i Rom under 4. februar 1841.[20] Også i En Digters Bazar er der en begravelse, men den foregår i Napoli, hvor fortælleren ser den fra sit vindue på Piazza dei Fiorentini.
Det hele bliver endnu mere gådefuldt af et stik, som blev offentliggjort i en bog fra 1837, og har en forbavsende lighed med tegningens motiv. Denne gåde har foreløbig ingen løsning, men den viser, hvordan Andersen hele tiden hentede inspiration i fragmenter af virkeligheden, som han omsatte i kunst, når tiden var inde til det, uanset deres oprindelige form og, hvor og hvornår de stammede fra.
Men for nu at vende tilbage til den beskrivelse af Rom, som man finder i H.C. Andersens romerske dagbøger, og for at afslutte denne korte gennemgang af dem, vil jeg her til sidst gøre opmærksom på, at Andersen havde det held – et held, som han ofte selv viste, at han værdsatte – at leve i en tid med store tekniske fremskridt, som trods alt også påvirkede livet i 1800-tallets Rom. Postvognen blev efterhånden erstattet af jernbanen, og de lange rejser blev stadig hurtigere, og da Andersen i 1861 vendte tilbage til Rom for sidste gang, rejste han med dampskib fra Genova til Livorno og fra Livorno til Civitavecchia. Derfra kom han hurtigt til Rom med jernbanen, og fra Rom tog han siden toget ud til Castelli Romani og vendte tilbage samme aften, efter en udflugt, som tidligere ville have krævet mindst én overnatning.
Men ikke desto mindre var moderniseringen og de historiske forandringer, som et år forinden havde ført til Italiens samling, og som nu kun manglede indlemmelsen af Rom i at være fuldbyrdet, noget, der kun lige akkurat anes i baggrunden mod slutningen af dagbøgerne. Andersen boede ikke i Rom, da byen blev Italiens hovedstad, og han kom ikke til at opleve de dybe omvæltninger, der fulgte heraf, f.eks. at befolkningstallet mere end fordobledes inden 1900 og vedblev at vokse. Han vidste ikke noget om de byplaner, som lige før hans død begyndte at ændre byens udseende fuldstændigt og føre byggeriet ud over de gamle bymure for at forvandle pavens by til centrum for nationens politiske og administrative liv. Han oplevede heller ikke bygningen af de dæmninger langs Tiberen, som ændrede vejnettet og byplanen og udslettede hele kvarterer.
Men ubevidst gav Andersen under sine ophold en detaljeret beskrivelse af en by, som begyndte at forsvinde få år efter hans sidste Rom-rejse, en by, som andre kunstnere, da metamorfosen begyndte, bevidst og til dels forgæves forsøgte at indfange i litteraturen, i malerkunsten og i fotografiet.
