Underretningen om Hertz’s død den 25. februar 1870 nåede frem til Andersen den 2. marts, da han og hans ledsager på den sidste del af den 5 måneder lange udenlandsrejse, den unge Jonas Collin, overnattede på et hotel i Hamm i Tyskland, og Jonas Collin inden sengetid læste højt af en af de lokale aviser for at holde Andersen orienteret om de seneste nyheder.
Dødsbudskabet rystede ikke Andersen dybt, men det ‘betog mig noget’, skrev han hjem til Jonas’ mor, Henriette Collin, og betagelsen var stor nok til, at han ikke straks gik i seng, men ‘halv afklædt’ og med fare for at forkøle sig ‘maatte skrive et Par Ord’ om Hertz:
I Kunstens Hal nu vaier Sorgens Fane,
Der, hvor din Rigdoms Karavaner drog.
Farvel! flyv hen, Du Sangens sjeldne Svane,
Du hævded´ Danmarks Navn og Danskens Sprog![1]
Digtet lagde han i brevet til Henriette Collin, som han bad om at videresende det til Dagbladets redaktør, hvis ellers hun og hendes mand fandt det egnet til offentliggørelse. Det gjorde de, og det stod at læse i Dagbladet den 8. marts 1870.
Det i nærværende sammenhæng mest interessante i brevet, som Andersen først skrev efter at have haft tid til at overveje dets indhold i et par dage, er hans sammenfattende beskrivelse af sit 40 år lange forhold til Hertz. Denne lyder således:
“… vi to ere saa forunderligt mødtes, stødt mod hinanden, rakt hin anden Haanden, blevet skildt ad og atter mødtes.”[2]
Der tegnes her et billede, som er renset for alt, hvad der kunne svække indtrykket af et, trods visse ikke nærmere angivne begyndervanskeligheder og en midlertidig afbrydelse undervejs, mangeårigt venskab. Dette er ikke overraskende, for Andersen ville helst være ven med så mange som muligt og lade al bitterhed mod andre være glemt og afløst af mildere tanker så snart som muligt. Allerede et par uger efter sit første møde med Hertz i Rom skrev han hjem til H.C. Ørsted, at et håndtryk kunne få ham til at glemme selv det bitreste, og at det var ham “kjært at vinde en Uven”.[3]
I hvilket omfang stemte Andersens tilbageblik i brevet til Henriette Collin om hans forhold til Henrik Hertz overens med, hvad der står at læse herom i hans publicerede breve og hans almanak- og dagbogsoptegnelser og selvbiografier? Dette vil blive nærmere undersøgt i det følgende.
Her er den er gal med kronologien. Det “forunderlige” møde mellem de to fandt først sted, efter at de var “stødt mod hinanden” med Hertz’s stød mod Andersen, Gjenganger-Breve eller Epistler fra Paradis, som det voldsomste af stødene. Disse udkom omkring årsskiftet 1830-31 som en samling “Riimbreve” fra Knud Sjællandsfar; den afdøde Jens Baggesens forfatter-pseudonym, og var ifølge Andersen “en Slags Apotheose for Heiberg og Angreb paa Oehlenschlæger og Hauch”.[4]
Men Andersen gik ikke selv Knud Sjællandsfars satire ram forbi. Hans succes anno 1829, da han blev mødt med stor sympati og interesse i læserverdenen pga. sin fandenivoldske Fodreise, skulle hermed vise sig ikke at være videre langtidsholdbar. Det var i øvrigt ikke blot i Gjenganger-Breve, han fik hårde knubs, også Carsten Hauch angreb ham ondt og nådesløst i sin babyloniske Taarnbygning i Mignature, der udkom få måneder inden Gjenganger-Breve. Her lod Hauch Pjerrot alias virkelighedens Andersen erkende, at han med sin Fodreise havde “bygt en Daarekistebygning paa det flade Land.”
I Knud Sjællandsfars rimbreve til professorerne J.L. Heiberg og C. Hauch hånes “denne Hellig Andersen, der rider/ Beruust af Phantasiens Øl/ Paa Musens nattegamle Føl”. Han er som “et af Poesiens mindre Kræ” … “uden Respect for Sprogets Majestæt” og begår så grove grammatikalske bommerter, at havde han præsteret noget tilsvarende ringe selv som sinkeklassens dårligste elev ville han være endt i skammekrogen efter en passende omgang klø.[5]
Hertz fortrød ikke ét af disse hårde ord om Andersen. Den 28. januar 1831 skrev han til sin storebror Sylvester, at der var mange, der havde fundet dem for strenge, men, tilføjede han: “de klogere indrømme, at Dommen umuligt kunde falde anderledes ud”[6], og i sit svar på Sylvesters brev, som åbenbart indeholdt lige så hårde ord om Andersen som hans egne i Gjengangerbrevene, skrev han: “Din Dom over Andersen er ganske i Overensstemmelse med mine Anskuelser om denne halvgale Poet …”[7]
I Mit Livs Eventyr[8] påstår Andersen, at hans eneste reaktion på GjengangerBrevevar denne lette omskrivning af Gjengangerbrevenes “Af Knud Sjællandsfars i Paradis skrevne Testamente”, dets syvende Artikel, som han indsatte som motto på titelbladet i sin Phantasier og Skizzer:
(Til Recensenterne)
“Dom maa der til; men den, der dømmer,
Bør mindes vel, Geniets Frugt Er kun et endeligt Product,
Der, født i Tiden, med den svømmer,
Han vaage for Critikkens Sag,
Før han et enkelt Værk berømmer;
Men overveie Nat og Dag Før han — fordømmer.
Thi det er let at rive ned;
Det er ei heller svært at tage;
Men vanskeligt, i Tabets Sted,
At give det Forglemtes Mage,
Og frelse hvad der bli’er tilbage.”Gjenganger- Breve[9]
Andersen-forskeren H.G. Olrik anså det imidlertid og formentlig med rette for sandsynligt, at også Andersens digt “Formens evige Magie. Et poetisk Spilfægterie”, der stod at læse i Kjøbenhavns-Posten den 23. december 1831, var tænkt som “en stilfærdig Satire over Gjenganger-Brevenes Fremholden af Formens Betydning for Digterværket (“Formskæreriet”)”.[10]
Indledningen til dette meget lange og af “Geometriens yndede Magister Matheseos” finurligt formskårne digt, er sålydende:
Om Kageformen, eller selve Kagen,
Er Hovedsagen
I denne Verden, gaae vi her forbi;
Jeg bringer – (ja, jeg kommer til det samme!)
Jeg bringer nemlig her en lille Ramme Til hvad jeg skrev og kaldte Poesie,
(Tidt kun en Skizze, tidt et Malerie),
Dog, mueligviis faaer Rammen mest Værdie,
Thi der er Form og Politur heri,
Og Form – ja, “Formens evige Magie”,
Kan sagtens stikke Hjertets Poesie.
Han, som til Dato vragede hvert Stykke,
Jeg bragte frem, (fordi det eier Skygge),
Maaskee hos ham min Ramme her gjør Fykke,
Thi jeg skal trænge den i Formen ind;
Og neppe støder det min Mesters Sind Hvor simpelt Stoffet er, hvoraf vi bygge;
Jeg vil den seige Prosa-Fyng oprykke,
Og kortsagt – lave Suppe paa en Pind … [11]
Nedenstående fodnotedigts adressat i Vignetter til danske Digtere, der udkom 24. december 1831, kan der ikke rejses den mindste tvivl om. Det er stilet til:
GJENGANGERBREVENES FORFATTER *)
(FØDT 1830.)
Man troede før, at Aander ei bare Formens Baand,
Du viste Dig ved Former, kom, vandt, men svandt – som Aand.
* Ovenstaaende Vignet var skrevet før denne Forfatters “Anonyme Nytaars-gave for 1832” udkom; jeg seer der, at hans Mening om mig er uforandret, denne min Note bringe ham nu min korte Epistel.
Til Gjengangerbrevenes Forfatter
Hold Dig ved Blomstens Form, giv den Værdie,
Jeg Blinde skatter Duften mest deri.
Med bitter Haan og Ringeagt Du mig slaaer,
Bliv ved — den unge Spire let forgaaer -Men var jeg meer end Skum paa Tidens Hav,
– En Verden staaer, som Dommer ved vor Grav.[12]
Men heller ikke hermed lod Andersen det blive. Gjenganger-Breve tages også op til behandling i O.T. fra 1836, hvilket der kan have været flere gode grunde til. En er den at gøre romanens handling så virkelighedsnær som muligt, for det var jo en kendsgerning, at Gjenganger-Breve var et hyppigt og yndet konversationsemne såvel blandt hovedstadens bedre borgerskab som blandt provinsens herregårdsadel.
Men mon han ikke også har villet give udtryk for, at den latterliggørelse, Hertz havde udsat ham for i Gjenganger-Breve, og som stadig nagede ham, snart ville dø hen, fordi begejstringen over dem efter hans mening kun var en forbigående dille?
I O.T. er brevene emnet for dybsindige litterære aftenkonversationer hos Contoirchef Bergers i hovedstaden[13], mens begejstringen over dem er på sit højeste, og i baron Vilhelms barndomshjem på den fynske herregård, hvor begejstringen synes at være for nedadgående.[14]
Man kunne have forventet mange bitre beklagelser i Andersens breve i den første tid efter Gjenganger-Breve. Dette var imidlertid ikke tilfældet. At man leder forgæves efter dem i Andersens dagbog skyldes, at han endnu kun førte dagbog om sine rejseindtryk og -oplevelser. I hans breve fra 1831 ses Gjenganger-Breve kun at være omtalt i et brev fra midten af februar måned, hvori han fortæller ungdomsvennen C.H. Lorenzen, at en, der kalder sig Davieno, har taget ham i forsvar imod Gjenganger-Breve, og, tilføjer han, “Manden mener det vist godt, men han kan ikke godt skrive Vers; jeg vilde ønske, det havde været bedre.”[15]
Dette kan imidlertid ikke tages som udtryk for, at han ikke tog sig omtalen af Hellig Andersen med hans “plumpe Bommerter mod Grammatik” nær. For det gjorde han i høj grad og forståeligt nok.
I adskillige af hans breve fra slutningen af 1831 og fremefter er Hertz bragt på bane.
I følgebrevet til det eksemplar af Vignetter til danske Digtere, han sendte til hr. og fru Ingemann, bad han dem indtrængende om at give lyd fra sig snarest. Han trængte meget til at høre fra dem, skrev han, fordi Gjengangerforfatteren havde “sat [ham] ud af den sidste Smule Lune”[16]. Hermed sigtede han til, at Hertz i Anonym Nytaarsgave for 1832 havde fastholdt den mening om ham, han havde udtrykt i Gjenganger-Breve, og nogle måneder senere betroede han Henriette Wulff, at Hauch, Ingemann, Wilster, Oehlenschlæger og Boye ikke regnede Hertz for noget videre[17].
I Levnedsbogen fra 1832-33 mindes han sine mange vandringer i Slagelsetiden til Hvilehøj, hvor den fromme præst hellig Anders ifølge sagnet var vågnet op efter at være faldet i søvn i Joppe ved Jerusalem, og hvor han selv havde siddet så ofte og gjort sig sine tanker. “Mindst tænkte jeg da, at Gjengangeren Herts flere Aar derefter skulde spotteviis opkalde mig efter Helgenen med Navnet ‘hellig Andersen ”[18]. Men det var først i hans to langt senere selvbiografier, at han for alvor lod sin bitterhed pga. Gjenganger-Breve komme til udtryk.
I de næsten 7 måneder Andersen var undervejs til Rom, dukkede Hertz og hans Gjenganger-Breve ikke sjældent op i tankerne, ikke altid kun bitre tanker. I slutningen af juni 1833 fortalte han i brev fra Paris, at han i en artikel, han var blevet opfordret til at skrive om dansk litteratur og teater, havde udtrykt den for en dansker selvfølgelige begejstring for Oehlenschläger, men at han ikke havde glemt Hertz, som han havde omtalt for hans smukke vers og “Bestræbelse for at hæve Formen til det Høieste.”[19]
Da han 3 måneder senere var nået til Milano, noterede han imidlertid i sin dagbog, at den sande poesi, herunder en enkelt sang af en naturdigter, er en guddommelig indskydelse. Den er guldet i bjerget, som den snilde bjergmand forstår at rense og forædle, men også tin og ringere metaller end guld vil kunne forarbejdes, så de skinner som sølv og blænder mange. “Slig en Pocal er Gjengangerbrevene, den er poleret til Sølv og viser de Enkeltes Pletter den er holdt henimod. – Det er et nydeligt Arbeide, men ikke Guld, men af denne Genre skal man jo ogsaa have. Herz er saaledes en Slags poetisk Kandestøber, en Plattenslager, jeg vil derfor ikke sige han slog Kjøbenhavnerne en Plade med sit smukke Tinarbeide.”[20]
I et brev til Edvard Collin fra slutningen af september 1833 skrev han, at “Gjengangeren” altid ville “lægge sine kolde Fingre mellem vore Hjerter”[21], og sigtede hermed til familien Collins efter hans mening beskedne værdsættelse af ham selv som poet og dens store beundring af Hertz og Heiberg – en tanke, der nagede ham i årevis, og som han lod komme til udtryk gang på gang. F.eks. skrev han i august 1837 begejstret til Edvard Collin, at mange, heriblandt familierne Ingemann og Hauch, var dybt betagede af Kun en Spillemand, og at Hauch havde rost den lige så meget, som Hertz’s beundrere havde rost Svend Dyrings Hus. “De og enkelte af Deres smiler nu deraf; gjør det i Guds Navn!, jeg veed jo dog nok at de Alle holde af min Personlighed … en Gang bliver de vel ogsaa nødt til at erkjende mit Digter værd, som jeg nok veed staaer dybt, i Deres Familie og i enkelte Andre, under Hertzs og Heibergs.”[22]
På en af de sidste dage i året 1838 skrev han til Henriette Hanck, at Etatsraad Adler havde fortalt ham, at han havde et stort publikum i Tyskland, men tilføjede, “hvad hjælper det, her hjemme, de Allernærmeste om mig staae kolde, udeeltagende, Herts og Heiberg troer man mig knap værdig til at løse Skoebaandene paa.”[23]
Under sit ophold i Firenze blev han for alvor betaget af den klassiske billedhuggerkunst, og mens han sad dybt hensunken i betagelse af Niobe- og Laokoon-gruppen, der overvældede ham med deres formskønhed, førtes hans tanker videre til formens skønhed også i digtekunsten. Med ét “fattede” han Hertz’s “Digtervæsen”. Men han “fattede” det kun, han beundrede det ikke. “jo, jo “Gjengangeren” har Ret: Formen er vigtig! ”, skrev han hjem til Henriette Wulff, men han anså ikke Hertz for at være nogen “Tanke-Maler”, kun en ypperlig kalligraf, hvis skønskrift, han selv måtte kunne gøre Hertz efter og tilmed gøre skønnere, fordi han ikke benyttede sig af den “spidse Pennefjær”, som var Hertz’s.[24]
Den 18. oktober 1833 nåede han omsider frem til Rom, men midt i glæden over dette for ham så vidunderlige, knugedes han af en frygt for, hvad den nærmeste fremtid ville bringe, for ved skæbnens ironi havde også Hertz henlagt sit Italiensbesøg til det sene efterår 1833.
Sandsynligheden for, at han ville træffe sammen med Hertz i den danske kunstnerkoloni i Rom, var derfor stor, og det sammentræf ønskede han sig mindst af alt. Hvordan skulle han i givet fald gebærde sig overfor Hertz, og hvordan ville Hertz komme ham i møde?
Tilfældet ville, at dette uønskede sammentræf kom til at finde sted umiddelbart efter Hertz’s ankomst til Rom den 21. november 1833. Andersen var den første, Hertz kom til at stå ansigt til ansigt med, da han mødte op i tilholdsstedet for den danske kunstnerkoloni Café Greco, og til Andersens store overraskelse kom Hertz ham i møde med så stor en venlighed, at han på sin side gengældte denne ved straks at tilbyde sig som Hertz’s guide på en lille rundtur i Rom og var ham behjælpelig med at finde frem til et fortrinligt logi.
Bitterheden over den latterliggørelse, Hertz havde udsat ham for i Gjenganger-Breve, stak imidlertid så dybt, at der skulle mere til for at bringe den ud af verden. Dagbogsnotatet den 23. november er ikke til at misforstå. Bitterheden nagede ham stadig: “Kunde jeg troe at H, ansaae min Venlighed for Hyldest, da vilde jeg sige ham det Høide, at jeg ikke gjorte det, at han var min Fjende. Han – han forbittrer mig mit Ophold her.”[25]
Den omstændighed, at hverken Andersen eller Hertz følte sig hjemme i den danske kunstnerkoloni, har sandsynligvis været en væsentlig årsag til, at de i deres ensomhed fjernt fra hjemmet søgte hinandens selskab i det daglige.
Efter Andersens mening havde landsmændene i Café Greco intet til overs for hinanden. “Kneipen og Maden er Foreningspunktet”, noterede han i sin dagbog og tilføjede, at “Der er ingen ret Behagelighed hos disse Landsmænd. Hertz’s Omgang kunde maaskee være mig mest gavnlig, men — nei, nei! ”[26] Årsagen til, at landsmændene i kunstnerkolonien nærmest vendte Hertz ryggen, var hans dominerende holdning over for dem og den “forunderlige” kunstanskuelse, han havde givet udtryk for i et foredrag, han uopfordret havde holdt for dem, da han trådte ind ad døren i Café Greco første gang.
Selv om Andersen i sine breve hjem gang på gang forkastede tanken om at knytte Hertz til sig som en af sine venner, aner man alligevel en vis opblødning af hans bitterhed mod Hertz, efterhånden som tiden går.
Allerede i det indledningsvist omtalte brev til H.C. Ørsted af 5. december 1833 fortalte han jo, at det altid var ham en glæde at nå til forståelse med en uven, og i midten af december skrev han til Henriette Wulff: “hvor kan man her mellem alt det Store huske det Smaae … han [Hertz] har fortalt mig om sit Venskab til Meisling, det forklarer mig en Deel af hans forrige Bitterhed, gid jeg kunde glemme, at han har offentligt gjort mig latterlig.”[27] Og som svar på Jonas Collin den Ældres opfordring til ham om at “i Henseende til ham [Hertz]… glemme alt det Gamle”, skrev han, at dette havde han bestræbt sig på helt fra sit første møde med ham – “ingen skulde mærke vort tidligere Forhold. At vi kan blive fortrolige Venner skeer vel neppe, han har gjort mig latterlig hjemme, veed De.”[28] I hans nytårsbrev til Signe Læssøe hedder det om Hertz: “… min Ven kan han aldrig blive, dertil ere vore Characterer for forskjellige, og han har i hjemmet gjort mig latterlig, men Fjende -? Nei, det Store i Rom, lader glemme det Smaae hjemme, og Ansigt mod Ansigt glemmer jeg let Fornærmelser.”[29]
Et af medlemmerne af den danske kunstnerkoloni, Ludvig Bødtcher, betroede Andersen, at Hertz’s aversion mod ham var så stor, at han gerne tog Andersen ved benene og slyngede ham ud af Italien[30], men kun en uges tid senere tog Hertz initiativet til at bringe Andersens mistænksomhed mod sig til ophør med sin medfølelse og støtte under den dybe modløshed, Andersen da var ramt af. Denne skyldtes den sønderknusende medfart, blandt andre Edvard Collin havde givet hans Agnete.
I dagbogen for den 7. januar 1834 kan man læse, at Andersen fik besøg af Hertz fra morgenstunden efter en nat, hvor han havde befundet sig på selvmordets rand, og at Hertz da kom ham langt mere hjerteligt i møde end tidligere og for første gang udtrykte sin mening om Andersens digtning og “berørte Gjengangerbrevene”. Om Andersens digtning udtalte han, at det var naturskildringerne, der tiltalte ham mest, hvorimod Andersen efter hans mening forledtes til “Udskeielser”, når han bevægede sig ind på “det romantiske Gebeet”.
Dagen efter fortalte Hertz Andersen, at han efter nu at have hørt Agnete og Havmanden læst højt fandt digtets lyriske passager vellykkede, og at han troede, at det, man hjemme kaldte Teil i Formen’, skyldtes, at digtet havde tabt ved at blive behandlet dramatisk. Dette skabte et vendepunkt til det gode i Andersens forhold til Hertz.
Det kom med ét til at stå klart for Andersen, at Hertz ikke ville ham noget ondt, men tværtimod var den, der helt uopfordret trådte hjælpende til, når han havde allermest brug for det.
Han begav sig derfor uden betænkeligheder på et langvarigt besøg i Napoli sammen med Hertz, og hans forhold til Hertz blev nu i det hele så afslappet, at han kunne more sig over Hertz’s undertiden underfundige humor, uden at han følte sig personligt ramt af den. At Hertz havde sagt til ham, at han lignede “den store giraf”, slog han uden betænkeligheder hen som en harmløs spøg. “Han siger jo ogsaa, det er et rart Dyr. Jeg troer virkelig han er godmodig! ”, hedder det i dagbogen.[31]
Napoli-besøget blev nydt til fulde uden at fordunkles af gensidig mistænksomhed. Turen til Capri var så stor en oplevelse for Andersen, at han lod den indgå i handlingen i Improvisatoren.[32] Den temmelig høje og noget blege, danske mand med de stærke træk og hans landsmand, den alvorlige lille mand med det kloge blik, der befinder sig i værtshuset hos Pagani på Capri den 6. marts, er virkelighedens Andersen og Hertz, der netop denne dag besøgte Capri.
Andersens oplysning i brevet til Henriette Collin om, at han og Hertz blev “skildt ad”, kunne godt opfattes som en påstand om, at deres samvær var bragt til ophør af omstændigheder, de ikke selv havde været herrer over. At hans og Hertz’s veje skiltes under Italiensopholdet var imidlertid kun forventeligt. De befandt sig jo rent tilfældigt i Italien samtidigt, på en stipendierejse, de var ude på hver for sig, ikke sammen.
Andersens følelse af tryghed ved samværet med Hertz ophørte ikke efter hjemkomsten til Danmark, men forstærkedes tvært imod til et ønske om at opnå et egentligt venskab med Hertz, og dette tog Andersen initiativet til med sit brev til Hertz af 23. oktober 1834, hvori det hedder: “Jeg længes ordentligt efter Dem, men nu er der jo saa Mange, De først skal sige god Dag; snart haaber jeg vi sees. Lev vel!”[33]
Mødtes gjorde de herefter, men ud fra Andersens publicerede breve og hans dagbogsnotater at dømme begrænsede deres møder sig til ganske få. De må givetvis ofte have været under samme tag i teatret, men det var jo samvær, hvor der sandsynligvis kun veksledes nogle få, eller måske slet ingen, ord og blot nikkedes et høfligt God Aften.
Kun i fire af Andersens mange publicerede breve omtales der møder med Hertz. Det første fra november 1834 og det sidste fra februar 1840. Langt senere, i 1860’erne, mødtes han og Hertz en enkelt gang om året i Det anckerske Legat Udvalg, som de begge var medlemmer af fra 1863 til Hertz’s død i 1870.
Et makkerskab, Andersen oprindelig nærede så store betænkeligheder ved, at han skrev til Henriette Collin umiddelbart inden Hertz’s indtræden i legatudvalget: “… det er mig skrækkeligt ubehageligt, Hertz er stokdøv, Alt maa afhandles skriftligt, og det bliver jo forfærdeligt at skjændes paa Tavle, skjændes ville vi, thi jeg er aldeles vis paa at han aldrig vil være af samme Mening som jeg. Enhver Anden end Hertz vilde jeg hellere have.”[34]
En frygt, der dog viste sig at være ubegrundet, for i sit brev til Henriette Collin af 4. marts 1870 kunne han jo fortælle, at han og Hertz var enige om at anbefale Paludan-Müller som modtager af årets legatportion, og tilføje, at de hvert år havde “ganske mærkeligt været enige i vor Legat Bestemmelse.”[35]
Også Andersens og Hertz’s brevveksling i de mere end tre årtier efter samværet i Italien var meget beskeden. Af publicerede breve fra Hertz til Andersen findes udover brevet med opfordringen til at støtte Paludan-Müllers legatansøgning kun tre; et fra 1840’erne og to fra 1850’erne, alle takkebreve for modtagne Andersen-udgivelser.
Brevet fra 1840’erne er af 5. april 1845 og kunne næsten ikke være andet end et varmt og venskabeligt brev – hvilket det også er – for det er et takkebrev for modtagelsen af Andersens seneste eventyrsamling [Nye Eventyr af H.C. Andersen. Tredje Samling, 7. april 1845], som først udkom to dage senere og var tilegnet Hertz med ordene: “Digteren Henrik Hertz bringer jeg i Foraars-Hilsen disse Eventyr med Tak for de Værker, hans dybe poetiske Sjæl og hans rige Vid og Lune har skjænket os.”[36] – et eksempel på den udveksling af ‘Artigheder’, kontakten mellem Andersen og Hertz ifølge Paul V. Rubow oftest begrænsede sig til at være efter hjemkomsten fra Italien i 1834.[37]
I brevet af 5. april skriver Hertz, at det, der efter hans mening udmærker Andersens eventyr frem for de nyere, tyske eventyr for børn, er “et godt Lune, en munter Stemning, selv hvor vemodigere Toner slaaes an, og en Satire, der under det gemytlige Foredrag tager sig meget pudsigt ud og er meget underholdende.”[38]
Det første af de to breve fra 50’erne er af 10. marts 1850 og er en tak for den modtagne tekstudgave af eventyrkomedien Ole Lukøie. Heri roses Andersen for at have givet sin Ole Lukøje mere indhold og dybde end folketroens Ole Lukøje-figur, bl.a. ved at gøre ham til Dødens bror, men Hertz finder, at “Et og Andet, især hist og her i Dialogen, kunde ønskes noget renere udarbeidet.”[39] I brevet fra foråret 1858 sender Hertz sin “kjære Ven” sin “venligste Tak” for modtagelsen af endnu en eventyrsamling [Nye Eventyr og Historier af H.C. Andersen,!. Række. 2. marts 1858], men skriver intet om, hvad han synes om samlingens eventyr, udover at disse blev modtaget i en pakke med “et smukt Indhold.” Brevets hovedtema er en detaljeret og vittig beskrivelse af den højst usædvanlige fremsendelsesmåde, Andersen her havde benyttet sig af. Om denne hedder det: “Igaar Middags meldte der sig to Landsoldater hos mig og overrakte mig en Pakke med Udskrift til mig, som de begge havde fundet paa Gaden i Nyhavn og derfor begge vilde aflevere. Det var nu en stor Lykke, at den blev fundet af to saa paalidelige Folk; thi var et heelt Compagnie kommet forbi, saa var nok hele Mandskabet kommet marscherende op til mig.”[40]
Konklusionen af denne artikels punktnedslag i, hvad Andersen i årenes løb nedfældede på papiret om sit syn på Hertz, må være, at hans tilbageblik i brevet til Henriette Collin af 4. marts 1870 er mangelfuldt på i hvert fald følgende to punkter:
At han endnu mange år efter Gjengangerbrevenes udsendelse, ja, måske resten af sit liv? – følte sig dybt krænket af den latterliggørelse disse havde udsat ham for, og at han i virkeligheden ikke var nogen større ynder af den “dybe poetiske Sjæl, det rige Vid og Lune”, han begrundede tilegnelsen af sin eventyrsamling fra 1845 til Hertz med.
Andersens beklagelser over Gjenganger-Breve var langt mere bitre og detaljerede i de to selvbiografier, han skrev hhv. 15 og 22 år efter Gjengangerbrevenes udgivelse, end de havde været i selvbiografien fra 1832-33.
I den tysksprogede selvbiografi fra 1847 gik han helt over gevind ved at tillægge Gjenganger-Breve skadevirkninger, de umuligt kan have haft. Heri påstod han, at han pga. Gjengangerbrevene blev anset for at være helt udslettet af “Aandernes Verden”, og brevene tillagdes også skylden for, at kritikerne undlod at anmelde hans Vignetter til danske Digtere, og kun omtalte dem med “tre fire forskjellige Irettesættelser.”[41] Hertil bemærker Topsøe-Jensen, at Vignetter til danske Digtere omtaltes ‘paa det venligste’ i Kjøbenhavns-Posten på udgivelsesdagen den 24. december 1831, og at heller ikke Andersens påstand om, at han nu var helt udslettet af ‘Aandernes Verden’, er korrekt[42]. Han var tværtimod så velrenommeret som poet, at fremtrædende kulturpersoner som H.C. Ørsted, Ingemann, Adam Oehlenschlåger, Just Mathias Thiele og Heiberg støttede hans ansøgning om et rejsestipendium med deres skriftlige anbefalinger.[43]
I Mit Livs Eventyr hedder det 8 år senere om den skade, Gjenganger-Breve påførte ham:
“Der var for resten Intet for mig at sige, jeg maatte lade den store, tunge Sø gaae henover mig; at den aldeles vilde bortskylle mig, var en almindelig Mening. Jeg følte dybt Saaret af den skarpe Kniv, og var nær ved at opgive mig selv, som jeg nu blev det af næsten Alle.”[44]
Andersen omtaler 24 af de af Hertz’s 46 skuespil, der opførtes på Det kgl. Teater, men kun om tre af dem udtrykte han sin uforbeholdne ros. Svanehammen [1841] betegnede han som “poetisk smukt”[45], og om Kong Renes Da tter [1845] skrev han til Ingemann, at det er “et poetisk, psychologisk Drama, rundet og duftende som en smuk Rose”[46]. Om Tre Dage i Padua [1869] noterede han i sin dagbog, at det “satte i Stemning som Viola og Vinter Eventyr, der var Luftning og Poesi deri, det vandt meget Bifald.”[47]
Svend Dyrings Hus roses ganske vist ikke direkte, men festforestillingen i anledning af stykkets 50. opførelse omtales, uden at der sås tvivl om, at stykket fortjente en sådan.[48] Seks af Hertz-skuespillene anses for at være acceptable, men med mangler af forskellig art.[49] Om Estrella skrev han til August Bournonville, at der “er nok ikke mindre end fem Elskere … men det gaaer nok. ‘Vi spille Stort, vi spille Smaat,/Og Alting spille vi lige godt!’ sang jeg for en Deel Aar siden, og jeg troer ikke, at Sangen er forældet …”[50]
Så mange som ni af Hertz-skuespillene faldt derimod absolut ikke i god jord hos Andersen.[51] Flugten til Sprogøe er udnævnt til “det sletteste Stykke der er gaaet over vor Scene; det prostituerer baade Forfatteren og Theaterdirectionen”[52]. Valdemar Atterdag er skrevet “som enhver skikkelig Embedsmand, uden poetisk Geni, kunde skrive det. Historisk er det, men det Historiske er for uinteressant”[53], og i Juvelskrinet findes de to første akter “keitet i Bygning”[54]. Han blev i øvrigt så opbragt over publikums efter hans mening helt ubegrundede begejstring over stykket, at han forlod teatret, inden forestillingen var forbi.
Fire af Hertz-skuespillene omtales uden nogen vurdering af deres dramatiske kvaliteter[55], mens Indqvarteringen [1841] vanskeligt lader sig rubricere. Det må nemlig stå hen i det uvisse, om der udtrykkes ros eller ris, når det herom hedder: “Det nye Stykke Indqvarteringen troer jeg er af Herz thi han hører aldeles ikke og loe dog meget rigtigt ved alle de smaae Pointer, da han første Aften saae Stykket blive opført”[56].
Heller ikke Hertz’s prosa synes Andersen at have været nogen større beundrer af. Ganske vist skrev han til Ingemann, at størstedelen af Hertz’s roman Stemninger og Tilstande [1839], især “det Politiske”, tiltalte ham[57], men efter at have læst Hauchs En polsk Familie [1839], skrev han kort tid efter til Henriette Hanck, at når han læste En polsk Familie efter lige at have læst Stemninger og Tilstande, var det “som kjørte man fra den snevre, kvalme Peer Madsens Gang ud i den friske Skov, hvor Vinden luftede …”[58]
H.C. Andersens og Henrik Hertz’ samvær i Rom og Napoli er indgående beskrevet af Niels Oxenvad i hans: ‘Henrik Hertz og H.C. Andersen. To digtere i Italien 1833-34’, Anderseniana 2000 side 32 ff. De tos samvær i Rom er kort omtalt af Paul V. Rubow i hans “Danske Skribenter i Rom 1860-1900”, side 82-84 i Louis Bobé (red.): Rom og Danmark gennem Tiderne, bd. II, 1937, og “Vendepunktet i H.C. Andersens Digterliv (1833)”, side 108-111 i P.V. Rubow: Tendenser, Nye litterære Betragtninger, 1944.
