H.C. Andersen skrev i alle kendte, litterære genrer. Han har således også bidraget med markante tekster til den danske salmetradition. Skiftende kommissioner bag udgivelsen af Den Danske Salmebog har ganske vist tilsyneladende ikke før fornylig set H.C. Andersen som salmedigter og har i hvert fald ikke optaget tekster af ham i de autoriserede udgaver før i udgaven fra 2003. Måske har Andersens ry som eventyrdigter og som forfatter primært for børn spærret? I hvert fald var Andersen endnu ikke repræsenteret i eksempelvis den udgave af Den Danske Salmebog, som blev autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II til brug i Den Danske Folkekirke i 1988. Det er først i og med den udgave, der blev autoriseret i 2003, og som er femtende udgave i lige linje siden reformationen i 1536, H.C. Andersen har fået mæle i salmebogen, som jo er den danske folkekirkes poetiske kanon. I nævnte udgave er der optaget to tekster af Andersen.[1] Det er for det første julesalmen “Barn Jesus i en Krybbe laae” fra 1832 og for det andet “Jeg har en Angst som aldrig før” fra 1864. Med det spand af år, der er i mellem de to tekster, afspejler de dels sider af digteren og hans værks udvikling fra ung poet til ældre, livserfaren digter. Dels giver de mulighed for indblik i Andersens forhold til troen og dens vilkår samt i øvrigt i hans elegante brug af billeder på samme.
Digtet “Barn Jesus i en Krybbe laae” udkom som sagt første gang i 1832 og som en del af December-parten i det værk, den digtcyklus, Andersen kaldte Aarets Tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen, og som han havde tilegnet kong Frederik VI. Samlingen er foruden tilegnelsen til kongen forsynet med en dedikation, hvis første dellyder sådan:
Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte,
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;
Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,
Skjøndt kun jeg eied’ Den og Gud i Himlen.[2]
Selve digtet eller salmen “Barn Jesus i en Krybbe laae” er på det sted, hvor det er indfældet i cyklussen, forsynet med overskriften “De fattige Børn paa Gaden”. Det er altså derfor, foruden naturligvis Jesusbarnet, også det sociale barn, det fattige og usselgjorte barn, som Andersen identificerer sig med, hylder og digter om. Det er samtidens barn og ikke mindst barnet i sig selv, han profilerer og giver poetisk mæle. H.C. Andersen foretager allerede i dedikationen en kobling mellem begæret efter selvrealisering som digter og begæret efter Gud i Himlens nåde. Det er den kombination af indre “Digter-Flamme” og synet fra Gud, der giver ham modet til senere i dedikationen at erklære, at “Til Danmarks Konge ledte de min Fod,/ Jeg følte kun, jeg hos en Fader stod”. Ligesom det fattige barn, som ingen kendte, kan folde sig ud som menneske og kunstner i kraft af digterstemmen, så tør han sammenligne kongen og Gud, hvor han kun cchos en Fader stod.”
Julesalmen “Barn Jesus i en Krybbe laae”, eller altså med Andersens egen titel “De fattige Børn paa Gaden”, er på blot to strofer, der hver består af syv verselinjer. Hver af de to strofer sammenfattes eller munder ud i en hyldest, et Halleluja, til Barn Jesus:
Barn Jesus i en Krybbe laae,
Skjøndt Himlen var hans Eie;
Hans Pude her blev Hø og Straa,
Mørkt var det om hans Leie!
Men Stjernen over Huset stod,
Og Oxen kyssed’ Barnets Fod,
Halleluja, Barn Jesus!Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hjerte,
Til Barnet vil vi stige ind,
Og blive Børn i Sjæl og Sind.
Halleluja, Barn Jesus!
Digtets hovedmotiv er hyldesten til Jesusbarnet, men derudover er det skildringen af sammenhængen mellem fattige børn i almindelighed og Jesusbarnet, der lod sig føde i en stald og dermed nedsteg til menneskene og deres kår under fattige og ydmyge former. Der er en både betydelig og langvarig tradition for at skildre dette motiv fra det såkaldte Juleevangelium, Lukasevangeliet 2,1-21, i kunsten og i salmedigtningen. Det sker ikke mindst i julesalmer af Ingemann og Grundtvig, som udfolder det igen og igen, men motivet findes også hos Brorson såvel som hos en række andre tidligere salmister. Det særlige ved Andersens barn er derfor ikke, at det skildres i en krybbe, som Testamentet beretter, men at Andersen som vist i dedikationen til kongen understreger sin egen, parallelle herkomst i de mest ydmyge kår.
Kaj Megensen har i sin store afhandling om H.C. Andersens teologi og kristne motiver, Livet – det dejligste eventyr[3], vist, hvordan Andersen ud over i det motiviske også folder sin tekst ind i traditionen af julesalmer ved blandt andet at arbejde med en række symbolbærende modsætninger mellem for eksempel stalden og Himlen, mørket over for den lysende stjerne, det lave og det høje, det jordiske versus det guddommelige. Megensen viser videre, hvordan teksten arbejder i traditionen ved at gøre den fortidige begivenhed til noget, der gentager sig og her så at sige for øjnene af salmens læsere. Endelig viser Megensen at sorg igen vendes til glæde i salmens udsagn, for barnet i krybben ses som “Trøst for hvert et Hjerte”. Andre forskere har beskæftiget sig med salmen, Johan de Mylius har således karakteriseret den på det tidspunkt relativt unge Andersens salme som præget af sin “inderlige, barnlige tone” og med mindelser om salmetonen hos Brorson.[4]
Andersen blev inspireret til digtet om Jesusbarnet på den rejse gennem Tyskland og i Schweiz, han foretog i 1831, og som han har skildret i Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren
1831 fra 1831.[5] Under sit ophold i Dresden besøgte han Gemaldegalerie Alte Meister, hvor han så og studerede den italienske renæssancemaler Corregios ikoniske billede Natten, der formidler det klassiske motiv med Jesu fødsel i en stald ved Betlehem, og som skildrer sceneriet med englenes og et himmelsk lys’ nærvær på en måde, så det giver løfter både om apoteose, genopstandelse og om lysets genkomst til det jordiske.
Jeg vil til de nævnte og andre tolkninger af “Barn Jesus i en Krybbe laae” især lægge to supplerende iagttagelser på digtet. Det ene er, at de billeder, Andersen fremstiller sceneriet i, rummer en særlig styrke i brugen af det, de Mylius netop kalder en inderlig, barnlig tone. Ganske vist rummer digtet den omtalte inderlige, barnlige tone, men det rummer andre og flere lag end det. For når “Oxen kyssed’ Barnets Fod”, så er det ikke blot et billede fra stalden, hvor underet sker, men også et billede på barnlighedens eller barnets særlige styrke som livsfornyelsens og håbets sted. Oksen er et traditionelt billede på jordisk styrke, men her underkaster oksen sig det lille menneskebarns uendelige svaghedsstyrke ved at kysse dets fod. Det er herskeres særlige privilegium at lade sig fodkysse af undersåtter, som derved markerer underkastelse og ydmyghed. Her underkaster oksen, de jordiske kræfter, sig altså barnet. Det er da også kysset i den trange stald og den lysende stjerne højt på himmelbuen over stalden, der dels skaber rummet i teksten, dels skaber bevægelsen i samme. Kysset skaber altså rum og lys og sætter derved bevægelsen fra sorgfuldhed til trøst i gang “til Trøst for hvert et Hjerte”, og så vi kan blive glade og “Ryst af din tunge Smerte”. Dette rum af lys og nåde, der skabes med barnet som svaghedsstærkt centrum, betyder, at vi, læserne, “Til Barnet” kan “stige ind”. Andersen er i sin tekst i dialog og samtale med Corregios billede. Han understreger, at vi ikke blot skal beskue eller betragte det hellige under, barnet i krybben, udefra som et billede eller som noget tilsyneladende eller udvendigt. Vi skal derimod være Guds barn ved at gå ind til Kristusbarnet og gå ind i det, det vil sige selv blive til mennesker i en deltagelse i underet, mens det sker, for derved kommer vi ind til barnet i Kristus og i os selv. Vi bærer, eller kommer til at bære, Kristusbarnet i os som virkelighed og som pant på Guds nåde. Vi skal gå ind i barnets synsvinkel. Vi skal blive som børn igen.
Digtet “Barn Jesus i en Krybbe laae” er i øvrigt ikke skrevet på et tilfældigt tidspunkt i H.C. Andersens digterliv. Andersen er tværtimod på tidspunktet i gang med at udvikle den slags små historier, som han tre år senere, i 1835, første gang lader publicere som Eventyr, fortalte for Børn.
[6] Når Andersen valgte den formulering, “fortalte for Børn”, var det næppe hans hensigt at meddele, at disse historier kun er “for Børn”, derimod at de skal fortælles for og belyse barnet i os alle. Andersen refererer på den måde til kirkens dåbsritual, som det stadig lyder i dåbsritualet i folkekirken og i tekststedet hos Markus 10, 13-16:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem: disciplene truede ad dem: men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke forhindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Barnet i salmen “Barn Jesus i en Krybbe laae” er både Jesus og et fattigt, jordisk barn i samme skikkelse, men også håbets og fantasiens pant på at digterstemmen og kunsten kan berede sjælen for et møde med Gud. H.C. Andersen er ikke ene om at indføre og skildre barnet i salmer og digte i den periode, vi kalder for romantikken. Barnet træder ligeledes frem og får karakter som symbol på håb og livsfornyelse i salmer af Ingemann og Grundtvig. Barnet får hos de tre en særlig status i julens univers, og især hos H.C. Andersen dels som et konkret, jordisk barn, dels naturligvis som Jesusbarnet, der er frelser og som skal implementere Guds nåde og frelse i det jordiske.
H.C. Andersens digtning rummer foruden så meget andet også et stærkt sanset vidnesbyrd om det, der skete i hans samtid og om de undertiden voldsomme begivenheder, der skabte historie. Andersen registrerede, hvad han så og sansede.[7] Krigene mod tyskerne, først borgerkrigen med hertugdømmerne 1848-50, den såkaldte Tre-årskrig, og dernæst den skæbnesvangre krig og nederlaget til Preussen-Østrig i 1864, påvirkede H.C. Andersen stærkt følelsesmæssigt. Han havde, hvad han selv betragtede som nære venner blandt tyske og tysktalende; således havde Andersen været hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, Christian Carl August, og hertuginde Louise Sophies kære gæst på Augustenborg. Andersen opfattede og betragtede desuden de tyske lande og den tyske kultur som fremmest, når det gjaldt digtning, ånd og dannelse. Andersen blev derfor rystet, da han erfarede den dybe modsætning, som opstod eller eskalerede mellem det danske og det tyske, og som af komplicerede politiske årsager førte til krig mellem hertugdømmerne Slesvig-Holsten og selve kongeriget Danmark i 1848. Hvordan i alverden kunne danskere og tyskere gå i krig mod hinanden? Hvordan kunne disse folk, der efter Andersens opfattelse var så nært forbundne og i Guds fold, dog slå hinanden ihjel?
Andersen var dybt rystet langt ind i sin sjæl. Værre, meget værre blev det i 1864, hvor den for det danske kongeriges så fatale krig mod Preussen og Østrig blev udkæmpet. Andersen er på det tidspunkt en ældre, erfaren digter på 59 år med mange rejser i Europa i erfaringens kuffert. I digterens dagbøger fra 1864 kan man følge de forfærdelige kvaler, han lider over tidernes og krigens smerte[8]:
I dag har jeg ret lidt under det politiske Tryk jeg rives med i; jeg føler hver Velvillie man i Tydskiand har viist mig, erkjender Venner der og føler som dansk at jeg nu aldeles maa bryde med dem Alle; de ere revne ud af mit Hjerte, aldrig kunne vi oftere mødes, en deilig Fortid vil ikke fornyes. Jeg er bedrøvet til Døden.[9]
Kvalerne og angsten skyldes både en generel sorg over krigen og al dens væsen og en forfærdelse over, at danskere og tyskere skal skilles på denne måde. Hertil kommer i særdeleshed en dyb angst for, hvad der skal ske med og sker for Viggo Drewsen. Viggo Drewsen, der på det tidspunkt er 33 år, var søn af konferensråd Drewsen og stod, som resten af Drewsen-familien, Andersens hjerte meget nær. Viggo var draget i krig som frivillig og lå ved 2. Kompagni, som stort set blev udslettet ved stormen på Dybbøl den 18. april. Efterretninger kom tungt. Først meldtes Viggo savnet. Man måtte tro han var omkommet under slaget den skæbnesvangre dag i april 1864. Siden, og det var efter mange uger, kom der dog endelig nye efterretninger om at han trods alt var levende, men at han var såret og taget til fange. Viggo Drewsen reddede altså livet, men H.C. Andersen gennemlevede Satans kvaler, mens de modstridende meldinger kom til ham. “Jeg var Gudløs”, skrev Andersen om de kvaler, han følte, og “ønskede at faa en Ende paa det, kunde ikke bede, Satan raadede i mit Bryst”. Andersen taber altså troen på den Gud, han ellers så stålsat troede på og hvilede i en eksistentiel tillid til. Hvordan kunne Gud tillade dette? Hvordan tro på Gud og hvordan tro på en verden, der burde være indrettet af Gud til det bedste? Andersen skrev i dagbogen: “Af Aviserne drikker man Mismod og Angst, jeg føler mig i Dag som en Dødsdømt der venter paa Dødsdagen som vis, men er afslabet, uden Nerveusitet”.[10] I juni, hvor Viggos skæbne endnu ikke er kendt, men hvor man ved, at han ikke var kommet med over til Als, skrev Andersen: “Jeg begyndte paa en Psalme i den Angst, jeg føler”.[11]
Denne salme kaldte Andersen “Psalme; Jeg har en Angst som aldrig før.”[12] Denne salme er da den anden, der er optaget i salmebogens femtende udgave. Den rummer en tekst, som i forhold til de lette og elegante billeder i “Barn Jesus i en Krybbe laae>> er præget af tvivlens og mismodets muligheder om end dog også af lys og håb om frelse og nåde. Salmen består af tre strofer, som motivisk og tematisk dels skildrer faserne i angsten og tvivlen, dels skildrer angstens og sorgens vending til trøst. Det sker i tre faser fra oplevelsen af døden som mørke og ensomhed over en skildring af ondskabens sæde i jeget til anråbelsen i et sakramente i den yderste pine, som skal bringe Gud og dermed jegets tillid til Gud og frelsen tilbage:
Jeg har en Angst som aldrig før,
Som stod jeg foran Dødens Dør
Og maatte ind og styrte ned
I Mørke og i Ensomhed;
Jeg drives frem med Stormens Hast,
O Herre, Herre, hold mig fast!Alt Ondt i mig, det kom fra mig,
Hvad Godt jeg gjorde kom fra dig;
De andres Skyld jeg nok opskrev
Men ei mit eget Skyldner-Brev;
Hvor har jeg for mig selv hver Dag
Besmykket godt min egen Sag.Jeg trædes skal af Dødens Hæl,
Først da sig løfte kan min Sjæl.
Læg Fadervor som Duens Blad
Mig på min Tunge, gjør mig glad!
Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,
Naar hele Verden falder fra![13]
Salmen er en skildring af angsten for dødens mørke og for opløsning i ensomhed. Samtidig er den imidlertid dels en anråbelse til Gud, dels tilrettelagt som en nadver, et sakramente og dermed en samtale med Gud. Gud anråbes i bønnen om at han holder fast, for jeget er ved at miste troen. Jeget står ikke bare foran dødens dør, men foran en nedstyrtning i Gudsforladthedi Grib mig Gud, hold mig fast, siger jeget i første strofe, før angstens, troløshedens og dermed ensomhedens mørke griber! Der er malstrømme, mørke og ensomhed uden for dødens dør, hvor Gud ikke længere råder. Angsten skyldes således oplevelsen af Gudsforladthed, og når Gud ikke råder, er jeget overladt til storme, der driver det mod mørke og ensomhed.. Anden strofe beskriver en kamp, der svarer til den, Jacob førte med sin Gud. Eller til Jobs livtag med Gud om at forblive i troen. Så anden strofe giver mæle til tvivlen: Ondskaben er i verden mellem det gode og det onde, som jeget ikke har skænket tanke, men besmykket sig med i egne forestillinger, men Gud, hvorfor tager du ikke det lod fra mig?
Det er en ualmindelig sort salme for så vidt, som jeget skal smage døden, trædes af døden før “sig løfte kan min Sjæl”. Men nåden og lyset er dog i verden. Tredje strofe rummer en forløsning i form af sakramentet, nadveren udtrykker håbet, som duen er håbets fugl. Det var jo duen, der vendte tilbage med en frisk oliegren med grønne blade som tegn på livets beståen efter syndfloden. I tekstens sakramente bedes Gud igen lægge troen og dermed håbet på jegets tunge i form af Fadervor, så troen kan genoprettes i en pagt med Gud Fader. Sakramentet, det hellige måltid, skallægges på digterens tunge, den troendes tunge! Gud findes, det er salmens udsagn trods alt, Gud er nåden og holdepunktet i forhold til den angst og ensomhed, verden påligner jeget. Men hvis ikke Gud var her, så er der intet andet end mørke og ensomhed, når hele verden falder fra. Og verden er i færd med at krakelere og falde fra hinanden. Det er jo krigen, slaget ved Dybbøl, der er baggrund, og krigen skildres helt uden glorificerende momenter hos Andersen. Der er ingen helte, kun ofre, ingen gode og ingen onde, for krigen er det samme som mangel på mening hos Andersen. “Jeg var Gudløs”, skrev han, uden for mening og tro, for krigen er karakteriseret ved at være uden for mening og tro.
Salmen, der blev trykt første gang trykt i Dansk Kirketidende nummer 28 den 17. juli 1864, rummer således en særdeles markant skildring af tvivl og angst, og med sine historiske referencer til den danske hær, der så at sige styrter ned i mørke og ensomhed i et forfærdeligt nederlag, rammer Andersen stemningen i det, den senere Herman Bang kaldte “Saarfeberen fra Dybbøl”[14]
De to her behandlede salmer fra H.C. Andersens hånd demonstrerer efter min opfattelse digterens selvfølgelige plads blandt og styrke i den store danske salmetradition. De danske salmer udgør en helt særlig stemme i dansk litteratur, fordi de på en gang er lovprisninger af og henvendelser til det, der er større end os mennesker, nemlig skaberen og skaberværket, og på samme tid sangbare brugstekster, der er tilgængelige og brugbare for såkaldt almindelige mennesker. Andersens klare, men samtidig inderlige og undertiden barnlige tone rammer dybt og stærkt. Det gælder, når han begejstret hylder barnet og det gælder, når han kæmper mod tvivlen og ensomheden, sådan som Job kæmpede sin kamp. Det gælder også i den poetiske skildring af nadveren og sakramentet.
