I naturfredningsloven af 1937 blev det bestemt, at alle jordfaste oldtidsminder, dysser, jættestuer, høje og gravpladser i Danmark er fredede. Denne lovbestemmelse kom ikke et øjeblik for tidligt. Danmark er jo et land, som er usædvanlig rigt på oldtidsminder, men med forvaltningen af fortidsarven havde det før naturfredningsloven ikke stået altfor godt til. Det var nemlig langtfra altid, at ejermændene af mindesmærkerne påskønnede dem. Snart lå de i vejen for markarbejdet, snart fristede højenes stenpakninger og dyssernes svære randsten ejeren til økonomisk udnyttelse. Stenene kunde bruges som materiale i sylden, når huse skulde opføres, eller, og det var næsten mest lokkende, som solidt og bærekraftigt underlag i vejene, der jo i vore dage udbygges så stærkt. Stenhungeren blev da årsag til, at det gennem årene svandt af oldtidens gamle anlæg, bestanden mindskedes med hundreder, ja, med tusinder, blot i løbet af 5-10 år. Og skulde en rimelig del af Danmarks ca. 100.000 oldtidsminder bevares for eftertiden, da måtte der i den ellevte time gøres noget alvorligt.
Ganske vist havde Nationalmuseet gennem mange år, særlig fra 1870’erne, udført et stort arbejde for at frede minderne rundt om i landet. Fremgangsmåden var den, at man henvendte sig til lodsejerne og bevægede den enkelte til på frivillighedens grundlag at fredlyse et mindesmærke. Gik ejeren med hertil, det skete næsten altid uden vederlag, blev en fredningsdeklaration udstedt, som derefter tinglystes på ejendommen, og ofte opstilledes en fredningssten på højen. I alt blev på denne måde ca. 7000 mindesmærker fredlyst, inden fredningsloven kom. Mange smukke og værdifulde minder sikredes, og ikke så få store højgrupper, der var af betydning for landskabets præg, især på de jyske bakkeåse, blev lykkeligt bevaret i tide.
Men der var meget endnu at gøre, og man regner med, at tallet på mindesmærker, som før 1937 endnu ikke var fredede, andrager mindst lige så mange som de, der ved deklaration allerede var fredlyste, altså mindst 7000. Den nye fredningslov gav da Nationalmuseet et stort administrativt arbejde. Skulde lovens bestemmelser gennemføres virkningsfuldt, måtte landet systematisk berejses. Hvert amt, hvert herred og sogn måtte kæmmes. Alle oldtidsminder måtte man besøge i terrænet, dels for at fastslå hvorledes de ældre fredninger var opretholdt, dels for at udpege nye fredningsværdige høje — men også dem, som var så ødelagte af dyrkning, grustægt o.s.v., at fredning ikke kunde anses som ønskværdig.
| A | B | Oprindeligt antal | ||||
| Stengrave | Høje | Stengrave | Høje | Stengrave | Høje | |
| Asum herred: | ||||||
| Åsum sogn | – | 5 | – | – | – | 8 |
| Allerup | – | – | – | – | – | 1 |
| Davinge | – | – | – | 3 | 5 | 8 |
| Fravde | – | – | – | 2 | 3 | |
| Rolsted | 3 | – | 1 | 1 | 13 | 4 |
| Rønninge | – | – | 1 | – | 7 | 1 |
| Sønder Nærå | 1 | 1 | – | 10 | 4 | 6[1] |
| Båg herred: | ||||||
| Bågø sogn | 1 | – | – | – | 4 | 4 |
| Dreslette | 3 | 1 | 2 | 1 | 4 | 15 |
| Flemløse | – | 1 | – | – | 32 | |
| Gamtofte | – | – | 2 | 14 | 3 | 17 |
| Hårby | 1 | – | – | 1 | 3 | 10 |
| Helnæs | 4 | – | 2 | – | 8 | 2 |
| Holevad | – | – | – | – | – | 4 |
| Kerte | – | – | – | – | 1 | 1 |
| Kærum | – | – | – | – | 1 | 1 |
| Køng | – | – | – | – | – | 2 |
| Skydebjerg | – | – | – | – | 1 | 1 |
| Søby | – | – | – | – | – | 11 |
| Søllested | – | – | – | – | – | 1 |
| Sønderby | 1 | 1 | – | – | 2 | 11 |
| Tanderup | – | 7 | – | – | – | 3[2] |
| Turup | – | 1 | – | 1 | – | 4 |
| Ørsted | – | – | – | – | – | 2 |
| Bjerge herred: | ||||||
| Birkinge sogn | – | – | – | – | 1 | 2 |
| Dalby | 1 | – | – | – | 1 | 4 |
| Drigstrup | – | – | – | 5 | 2 | |
| Kølstrup | – | – | 5 | 3 | 19[3] | |
| Marslev | – | – | – | 1 | 15 | |
| Mesinge | – | – | – | 12 | 4 | |
| Munkebo | 4 | | 1 | 1 | – | 7 | 3 |
| Revninge | – | – | 2 | 2 | ||
| Rynkeby | – | – | – | 1 | – | 3 |
| Stubberup | 6 | 3 | 1 | – | 8 | 12 |
| Viby | – | 2 | 1 | 1 | – | 5 |
| Lunde herred: | ||||||
| Hjadstrup sogn | 8 | – | – | – | 28 | 1 |
| Lumby | – | 1 | – | – | 1 | 20 |
| Lunde | – | – | – | – | 11 | 2 |
| Norup | 2 | – | 1 | 1 | 21 | 24 |
| Otterup | – | – | – | – | 2 | 1 |
| Østrup | – | – | – | 3 | – | |
| Odense herred: | ||||||
| Bellinge | – | 1 | – | – | – | 18 |
| Brendekilde | – | 1 | 1 | – | 1 | 3 |
| Brylle | – | – | – | – | – | 2 |
| Dalum | – | – | – | – | – | 3 |
| Fangel | – | 1 | – | – | – | 7 |
| Odense købstad | – | – | – | 2 | – | 7 |
| Stenløse | – | – | – | 3 | – | 12 |
| Ubberud | 1 | – | – | 1 | – | |
| Skam herred: | ||||||
| Bederslev sogn | – | – | – | – | 3 | 3 |
| Krogsbølle | – | – | – | – | – | 8 |
| Nørre Højrup | – | 1 | – | – | 8 | 3 |
| Nørre Nærå | – | – | – | 3 | 4 | 4 |
| Skamby | 2 | 1 | – | 1 | 7 | 5[4] |
| Uggerslev | – | – | – | – | 13 | 4 |
| Skovby herred: | ||||||
| Ejlbysogn | – | – | – | 1 | – | I |
| Hårslev | – | – | – | – | 1 | 8 |
| Melby | – | – | – | – | – | 1 |
| Guld bjerg | – | – | – | – | – | 2 |
| Nørre Sandager | – | – | – | – | – | 1 |
| Ore | – | – | – | 9 | 8 | 12 |
| Skovby | – | – | – | 1 | 1 | 8 |
| Særslev | – | – | – | 1 | 1 | 3 |
| Søndersø | 1 | 2 | – | – | 5 | 5 |
| Vigerslev | – | – | 3 | – | 2 | 2 |
| Vævlinge | – | – | – | – | 1 | 6 |
| Vends herred: | ||||||
| Asperup | – | – | – | 1 | 1 | 11 |
| Balslev | – | – | – | – | – | 1 |
| Brenderup | – | – | – | 1 | – | 9 |
| Ejby | – | – | – | – | 1 | 1 |
| Fjelsted | – | – | – | – | – | 13 |
| Føns | 2 | 1 | – | 1 | 5 | 11 |
| Gamborg[5] | – | – | – | – | – | |
| Gelsted | – | – | – | – | 1 | 3 |
| Husby | 2 | – | – | 2 | 9 | |
| Ingslev | – | – | – | – | 8 | |
| Kavslunde | – | – | – | – | 1 | – |
| Middelfart lands | – | 3 | – | – | – | 9 |
| Rorslev | – | – | – | 1 | ||
| Rørup | – | – | – | – | – | 1 |
| Udby | – | – | – | – | 4 | 1 |
| Vejlby | – | 2 | – | – | 6 | 18 |
| Ørslev | – | – | – | – | 2 | – |
| Sum | 43 | 37 | 16 | 65 | 242 | 494 |
I de snart tyve år, som er gået, siden fredningsloven kom, er det meste af landet blevet berejst, således at arbejdet kan ventes endeligt afsluttet inden for de kommende fem år. Det er naturligt, at der i første omgang sattes ind i de truede jyske egne, hvor hedeopdyrkning endnu foregår, og hvor højene, når de lå tæt sammen, snarest fristede til sløjfning. Forholdsvis sent er Fyn inddraget i arbejdet. Svendborg amt og enkelte sogne i Odense amt berejstes i 1947, resten af Odense amt i 1953—54. Fra Nationalmuseet rettedes en henvendelse til Fyns Stiftmuseum om at påtage sig arbejdet for Odense amts vedkommende, og berejsningen blev overdraget til forfatteren. Alle oldtidsminder er nu blevet besøgt, og desuden er et antal nye kommet til, som under finkæmning af skovene blev kortlagt. Foranstående er samtlige oldtidsminder i Odense amt opført i et skema, som viser, hvor mange der var fredlyst før fredningsloven (kolonne A), og hvor mange der er kommet til ved berejsningen (B), alt sat i forhold til den sidste kolonne, som angiver tallet af de fra gammel tid kendte mindesmærker i det enkelte sogn, enten de er bevarede eller med tiden gået til grunde.
Af den skematiske oversigt vil det fremgå, at antallet af mindesmærker i Odense amt, som man fik kendskab til, da Nationalmuseet i slutningen af forrige århundrede berejste amtet antikvarisk, har andraget i alt 736, hvoraf de 242 har rummet gravkamre fra den yngre stenalder, dysser, jættestuer og hellekister, mens resten, 494, har været jordhøje, de fleste fra følgende afsnit af oldtiden. Mange var allerede sløjfede, da den første berejsning fandt sted. Oprindelig har tallet sikkert været adskilligt større, men også gennem middelalderens århundreder er utvivlsomt sløjfet adskilligt. Man kan her blot forestille sig det store behov for sten, som må have rådet i kirkebygningsperioden, og det samme må have været tilfældet, da man i en noget senere tid rejste herregårdene, hvis kvadersyld krævede mængder af store sten. Det er sandsynligt, at den folkelige overtro i nogen grad har beskyttet de gamle gravanlæg, især blandt bønderne, men med jordreformerne kom en ny tid. Bonden tænkte nu på sine markers grundforbedring, og fra statens side præmierede man rydning og kultivering af uføre.
Men i nutiden er tallet skrumpet endnu en del ind. Før fredningsloven kom, var 43 stengrave og 37 høje frivilligt blevet fredlyst af fynske jordejere ved deklarationsudstedelse, i alt 80. Hertil er ved fredningsberejsningen i 1953-54 kommet yderligere 81, fordelt på 16 stengrave og 65 høje. Det giver en samlet bestand af fredede minder på 161 eller 22 % af det kendte antal. Dette tal svarer nogenlunde til gennemsnittet i det øvrige land, men, ikke mindst i Jylland, kan forholdene svinge meget fra egn til egn, alt efter graden af opdyrkningens intensitet. Hvor opdyrkningen i hedeegne endnu ikke er fuldt gennemført eller er sent afsluttet, vil der naturligvis være en større procentdel af højene bevarede end i sogne med god jord, hvor opdyrkningen er gammel.
På samme måde kan antallet af bevarede mindesmærker svinge en del her på Fyn. Opdyrkningen er jo gammel på øen, og kun stendysser og meget store gravhøje har mulighed for at overleve på åben ager. Næsten alle småhøje er blevet overpløjede og skelnes nu kun af det opmærksomme øje som svage småforhøjninger i marken. Eller tiden: ploven, løsgående kreaturer, en lovlig bjergsom menneskehånd, har gjort indhug i højfoden, se fig. 1, der viser en nu fredlyst høj på Fangel Nørremark. En lydefrit bevaret storhøj ses på fig. 3, Ringshøj på Ringstedgårds mark i Sønder Nærå sogn, 8-9 m høj, dermed Fyns største gravhøj og en af landets anseligste. Også på Hindsholm i Stubberup sogn er en del smukke gravhøje bevarede, som præger landskabet ved karakterfuld beliggenhed oppe på bakkeryggene. Men syd herfor, i Mesinge sogn, er billedet desværre et helt andet; her vides om 12 stengrave og 4 høje; men i dag er alt ryddet.
Når i Stubberup sogn endnu 10 mindesmærker er tilbage, skyldes det, at de ligger på gammel fæstejord under Brockdorff gods. Før frasalget af fæstegodset blev de nævnte mindesmærker samlet fredede under godset med fæsternes tiltrædelse. I det hele må det siges, at herregårdene i fredningssagen har været en betydelig kulturbevarende faktor: Mange steder på Fyn ligger på herregårdsjorderne, navnlig da i skovene, som jo hindrer overpløjning, større og mindre grupper af høje. En smuk samling af 5 høje kan f. eks. ses i Strandskoven nord for Ulriksholm ved Kertinge Nor, se fig. 2, og en række småhøje, der sandsynligvis stammer fra den yngre bronzealder, ligger i skoven Nyhave i Ore sogn tæt inden for skovbrynet, som vender ud mod strandengen. De er fredede under Gyldensteen.
Et stort problem er spørgsmålet, hvorledes fredningerne gennem tiden skal opretholdes. Når fredningsrejserne er slut, vil enhver landmand være klar over, at oldtidsmindet, der ligger på hans grund, er fredet og ikke må beskadiges eller sløjfes. Herom får han en skriftlig meddelelse ligelydende med det dokument, som fra Nationalmuseet tilsendes dommerkontoret og tinglyses på ejendommens blad. Men én ting er et stykke papir i en bordskuffe, en anden de faktiske forhold i marken. Hvis der ikke er fredningssten på højen, og det vil i en årrække frem i tiden ofte være tilfældet, kan en ny ejer måske overse fredningsbestemmelsen og skade eller sløjfe højen. Der ligger også en stor risiko i nærgående pløjning ind til og ind over højfoden (fig. 1), snart står en lav brink åben, og den trampes yderligere ud af løsgående kreaturer. Eller nær mindesmærket kan en grusgrav være åbnet. Nærmere og nærmere æder grusværket sig. Snart når den stejle grusbrink ind til højfoden, efterhånden begynder denne at skride ud, og begyndelsen er gjort til den endelige ødelæggelse.
Eller et andet eksempel. Efter fredningsberejsningen i 1954 blev 5 høje opmålt og kortlagt i den nordlige del af strandskoven ved Ulriksholm. Den største af dem var tillige med det omgivende terræn bevokset med gamle bøgetræer. Et udsnit af skoven er siden da hugget om, hvad der er i sin forstmæssige orden, fig. 2. Værre er det imidlertid, at terrænet derefter er blevet tilplantet med graner. Beplantning og deraf følgende gravning i højfladen er nemlig forbudt, og i det foreliggende tilfælde er der så tale om en krænkelse af fredningsloven, selv om det sandsynligvis er sket ved uagtsomhed. Og med tiden vil den smukke højs omrids helt dækkes af tætvoksende grantræer.
Opretholdelse af fredningen er derfor et stort problem for sig, og Nationalmuseet har da også måttet søge en ordning med det formål at kunne stille et effektivt tilsyn med landets oldtidsminder på benene. Nationalmuseet kan med den faglige arbejdskraft, der står til dets rådighed, alene ikke overkomme dette store arbejde. En ordning er derfor truffet med Statsministeriet. Fredningsdommerne i de enkelte amter skal inden for kortere åremål tilse de fredede oldtidsminder i deres områder. Ordningen har både fordele og ulemper. Uheldigt er det sikkert, at fredningsdommernes personlige forhold til arkæologien kan formodes i enkelte tilfælde at være af mere platonisk art, og at i sådanne tilfælde opgaven ikke omfattes med fagmandens interesse og fornødne iver. På den anden side møder fredningsdommerne med deres stillings autoritet hos lodsejerne, hvad der kan være til gavn. Men ordningen er midlertidig og afprøves nu i de kommende år. Viser den sig ikke god nok, må Nationalmuseets tjenestemænd selv træde til, og det vilde da være rimeligt og ønskeligt, at den gode samarbejdets ånd, som nu råder mellem Nationalmuseet og de fagligt kvalificerede provinsmuseer, vilde fortsætte. På samme måde som provinsens museumsfolk i visse tilfælde og i nogen udstrækning har kunnet række Nationalmuseet en hjælpende hånd under selvfredningsberejsningen, vilde en anmodning fra dets side om bistand i tilsynes arbejdet sikkert i alle tilfælde blive imødekommet i den gode sags tjeneste.
