Svaret på dette spørgsmål er selvfølgelig ganske enkelt, nemlig: Ingen! Og så kunne jeg i virkeligheden godt forlade talerstolen, for spørgsmålet er besvaret.
Men så let tror jeg ikke »H.C. Andersen-Samfundet«s medlemmer vil lade mig slippe.
For nogle år siden fortalte Helge Topsøe-Jensen mig, at da han i slutningen af tyverne besluttede at bruge det meste af sin tid og sine kræfter på H.C. Andersen-forskningen, henvendte han sig til skuespilleren Elith Reumert, som i midten af tyverne havde udgivet et par bøger om H.C. Andersen, »H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem« og »H.C. Andersen som han var«. Da Topsøe-Jensen fortalte ham, at han agtede at kaste sig over studiet af H.C. Andersen, svarede Elith Reumert: »Er der mere at skrive om efter min sidste bog?«
Det var der som bekendt, og jeg behøver ikke at fortælle denne forsamling om Topsøe-Jensens indsats som Andersen-forsker og udgiver af H.C. Andersens omfattende brevveksling.
Historien viser noget om faren ved at etablere sig som mere eller mindre uindskrænket autoritet på H.C. Andersen.
Hans Brix var vor første store autoritet på H.C. Andersen, efter at han i 1907 havde fået doktorgraden på sin afhandling »H.C. Andersen og hans Eventyr«, et epokegørende værk, som al senere H.C. Andersen-forskning står i gæld til. Disputatsen blev i 1970 genudsendt som en af Gyldendals Uglebøger.
I H.C. Andersen-forskningen er Hans Brix, Paul V. Rubow og Helge Topsøe-Jensen de tre giganter, hvis videnskabelige bidrag ingen der beskæftiger sig alvorligt med Andersen kan komme udenom. I sin omtale af Andersen-forskningen kalder Topsøe-Jensen et sted Brix »Laugets Oldermand og Mester«, og disputatsen betegner han med rette som et »epokegørende Arbejde«. Brix har med stor lærdom og megen skarpsindighed påpeget mange sammenhænge mellem liv og digtning, som ingen tidligere havde fået øje på, og den senere Andersen-forskning står som sagt på mange måder i gæld til Hans Brix, denne litteraturhistoriens mesterdetektiv, der med sit pionerarbejde påviste i hvor høj grad personlige oplevelser i H.C. Andersens liv har afspejlet sig både i hans eventyr og hans romaner.
Men det er farligt at betragte Brix som fejlfri og alle hans konklusioner som indiskutable sandheder. I bogen »Vintergrønt« bruger Topsøe-Jensen da også udtrykket »Hans Brix’ saa muntre og saa upaalidelige Disputats«. Selv har jeg i et festskrift til Mogens Brøndsted i 1978 skrevet en afhandling med titlen »Sherlock Holmes på vildspor« med undertitlen »Metodologisk kritik af Hans Brix’ disputats H.C. Andersen og hans Eventyr«.
Det er forlængst fastslået, at en meget stor del af Brix’ lange kapitel om »Moderen« er ganske vildledende, fordi det bygger på en række forkerte præmisser. Brix’ teori om at drengen Hans Christian sammen med moderen i 1812 var på en udflugt til Svendborg hviler på så spinkelt et grundlag, at den helt kan afvises.
I romanen »Kun en Spillemand« henlagde Andersen en del af handlingen til Sydfyn, og de første kapitler foregår i Svendborg, hvor hovedpersonen Christian har sit hjem. Brix, som havde en farlig tilbøjelighed til at slutte tilbage fra fiktion til virkelighed, udkastede den teori at Andersen – ligesom Christian – som barn måtte have opholdt sig en tid i Svendborg. I »Mit Livs Eventyr« fortæller Andersen, at hans mor en efterårsdag efter farens død tog ham med til en herregård i nærheden af hendes mors fødeby Bogense. Men da Brix ved at gennemgå kirkebøgerne konstaterede, at Andersens mormor ikke var født i Bogense, anede han uråd og mente, at der var noget Andersen ville skjule. Han udkastede derfor den teori, at udflugten slet ikke gjaldt Bogense men Svendborg, og han gættede på, at »Herregården« kunne være Broholm Slot. Brix havde nemlig i den Collinske manuskriptsamling på Det kgl. Bibliotek fundet et løsrevet blad af H.C. Andersens dagbog, hvori han beskriver et besøg i Svendborg den 4. og 5. august. Mærkeligt nok var Andersen i Svendborg på disse to datoer både i 1830 og i 1836, og da der ikke er noget årstal på fragmentet, kan det ikke med sikkerhed siges, hvilket år det stammer fra. I dette dagbogsfragment tales der to gange om, hvordan der »for 18 år siden« så ud i Svendborg. Det hedder således: »For 18 år siden gik Kjøbmandskonerne med uldne Nattrøjer, Mændene med Skindpelse«. Og om væggene i Frue Kirke i Svendborg hedder det, at der for 18 år siden var »malet en Moses og en Aron, de tittede frem bag Kalken«. På dette grundlag drog Hans Brix den konklusion: »I dette aktstykke oplyser Andersen, at han for atten år siden, dvs. i 1812, har gjort en rejse til Svendborg, hvorom han ingensteds i sine erindringer har fortalt noget«.
Hvad Brix ikke vidste i 1907 var, at H.C. Andersens mormor faktisk boede i Bogense fra før han blev født indtil hun døde i 1825. Det var H. G. Olrik som offentliggjorde denne opdagelse i sin bog fra 1930, hvor han skriver: »Hvor skulle Andersen som dreng tænke sig andet end at hvor mormoderen levede og hendes mand lå begravet, var også mormoderen født?«
Hermed faldt altså teorien om at besøget skulle gælde Svendborg og ikke Bogense, helt til jorden. Man kan også spørge, om det virkelig lyder troværdigt, at den lille Hans Christian skulle have haft lejlighed til at konstatere, at købmandskonerne i Svendborg gik med uldne nattrøjer og mændene med skindpels, og at han skulle huske præcis besked om de forsvundne bibelske kalkmalerier i to af Svendborgs kirker. Det er rimeligt at antage, at oplysningerne stammer fra en pastor Heber, som var præst ved Frue Kirke, og som Andersen besøgte både i 1830 og i 1836.
Der er mange af dem der har skrevet om H.C. Andersen, der har taget Brix’ teori for gode varer. Blandt andet er den et væsentligt fundament for Jens Jørgensens så sørgeligt berømte teori om, at Andersen var født på Broholm Slot.
En anden af Brix’ teorier går ud på, at drengen Hans Christian i sommeren 1813 skulle have besøgt Regissekilden ved Frørup for der at blive helbredet for en ikke nærmere defineret sygelighed. Denne teori er på helt overbevisende måde blevet imødegået af Topsøe-Jensen i hans bog »Omkring Levnedsbogen«. Som det afgørende bevis for rejsen til Regissekilden anfører Brix et citat fra Fritz Petits upålidelige tyske Andersen-biografi fra 1846, ifølge hvilken en gammel »Zigeunermutter« ved den hellige Regisses kilde skulle have spået, at Odense ville blive illumineret til ære for Andersen. Efter at »Levnedsbogen« (som Brix selv udgav i 1926) fremkom, er denne teori faldet helt til jorden, for vi ved nu, at spåkonen ikke var nogen »Zigeunermutter« i Frørup, men en kone ved Graabrødrehospitalet i Odense.
Hans Brix’ sindrige konstruktioner omkring disse påståede barndomsoplevelser falder derfor til jorden – og dermed også mange af Brix’ forsøg på at opfatte enkelthederne i »Kun en Spillemand«s romanfiktion som mere selvbiografiske end de i virkeligheden var. Nogle af fejlslutningerne føres over i Brix’ fortolkning af eventyrene; således identificerer han den ikke-eksisterende »Zigeunermutter« fra Regissekilden både med den gamle kone, der i »Rejsekammeraten« i sit forklæde bærer tre store ris af bregner og pilekviste, og med taterkvinden i »Ib og lille Christine«, som ved hjælp af »ønskenødder« giver børnene varsler om deres fremtid. Og det skønt den sidstnævnte historie foregår på en jysk egn, som Andersen kendte, og hvor han ikke kan have undgået selv at se taterfolk.
Naturligvis skal det ikke bebrejdes Brix, at han ikke sad inde med oplysninger, som først langt senere blev tilgængelige. Det betænkelige er, at hans bevisførelse her – som i adskillige andre tilfælde – hviler på et særdeles usikkert grundlag.
Da Brix sammen med Anker Jensen i årene lige efter den første verdenskrig udgav H.C. Andersens »Eventyr og Historier« i fem bind, havde Brix forsynet dem med kommentarer, som i stor udstrækning byggede på oplysninger og teorier fra hans egen disputats. Denne udgave fik i mange år karakter af at være en »autoriseret« udgave, og i den udstrækning Brix’ kommentarer havde karakter af fortolkning, blev de accepteret af læserne som indiskutable. »Sådan siger Brix,« hed det. »Altså må det være rigtigt«. Men litteraturhistorisk autoritetstro er lige så farlig som al anden autoritetstro.
I min afhandling i festskriftet til Mogens Brøndsted har jeg fra ialt tredive eventyr og historier hentet eksemplar på Brix’ tilbøjelighed til at fortolke og drage slutninger på et alt for løst grundlag. Jeg skal her nøjes med nogle få af de mest graverende eksempler.
(1) Ved læsningen af manuskriptet til »Lille Claus og store Claus« har Brix konstateret, at »i den morsomme episode med bonden og hans kone er manden i kisten oprindelig præsten«, hvorefter han fortsætter: »Når dette er rettet til degnen, har digteren måske haft Jeppe på Bjerget i tankerne. Scenen danner ligesom en videre udførelse af Jeppes ord: Nu går den so ind og æder frokost«. Hertil er at sige, at bondemanden ikke er nogen Jeppe og hans forsagte kone endnu mindre nogen Nille, og da Andersen af hensyn til barnlige læsere har kamufleret hanrejmotivet mest muligt, forekommer hypotesen ikke overbevisende.
(2) Om eventyret »Tommelise« hedder det hos Brix, at aldrig har Andersens evne til at fjerne alle jordiske slagger trådt tydeligere frem, »så vist som denne yndige lille pigealf i sin oprindelse er en forkrøblet, pukkelrygget ung pige, næsten en dværg, Jette Wulff, admiral Wulffs ene datter, en af Andersens bedste veninder«. Når Tommelise ikke af ydre ligner Henriette
Wulff det mindste, er forklaringen ifølge Brix, at »helt rørende har digteren gjort godt, hvad naturen har forbrudt mod hans lille veninde«. Men Brix ved besked: »I de sidste linjer af eventyret findes skjult beviset for, at denne fortolkning af eventyret er den rette. Det siger blomsteralfen: Du skal ikke hedde Tommelise. Det er et stygt navn, og du er så smuk. Vi vil kalde dig Maia«.
Brix’ yderst subtile og særdeles søgte forklaring er da denne, at fru Gyllembourg i »En Hverdagshistorie« indfører to unge piger, »Jette, en ordinær københavnerinde, og Maia, der er åndfuld og elskelig«. På dette spinkle grundlag konkluderer så Brix: »Digteren siger altså til frøken Wulff: De burde ikke hedde Jette. De som er en Maia«.
Teorien (der altså fremsættes som en dokumenteret kendsgerning) overbeviser mig lige så lidt, som de overbeviste Topsøe-Jensen, der nøgternt konstaterede (i »Buket til Andersen«): »Bortset fra, at frøken Wulff ikke hørte til de store af statur, og at hun var i Italien, da eventyret blev til, er der ingensomhelst lighed mellem hende og Tommelise«.
(3) I »Lykkens Kalosker« forekommer der en volontør ved Frederiks Hospital, »om hvem kun i legemlig henseende kunne siges, at han havde et tykt hoved«, skriver Brix og fortsætter: »Hovedpersonen er antagelig en spøgende allusion til Theodor Collin, dengang medicinsk student«. Hvorfor? Brix motiverer overhovedet ikke denne hypotese.
(4) Om »Den standhaftige Tinsoldat« skriver Brix: »Det er ikke usandsynligt, at Lucile Grahn, hendes »gamle kæreste« og Andersen er genfremstillet i Danserinden, Trolden og den Standhaftige«. Men eventyret er skrevet i 1838, som Brix selv oplyser, og de dagbogsnotater, som han baserer sin hypotese på, stammer fra Andersens Londonbesøg i 1847, hvor han traf Lucile Grahn, der bl.a. spurgte: »Hvorledes har min gamle Kæreste det?« Hun havde forladt Danmark, inden eventyret blev skrevet, og Brix’ påstand forekommer mig at svæve i luften.
(5) Om det eventyr, som købmandssønnen i »Den flyvende Kuffert« fortæller den tyrkiske konge og dronning, har Brix lanceret en siden ofte gentaget teori om, at det fra Andersens side var skrevet som en ondskabsfuld satire mod den heibergske kreds og udtænkt som en raffineret hævnakt mod fru Heiberg, der ville blive nødt til at læse det op i Det kongelige Teater. Udgangspunktet for teorien er, at Andersen i et brev til Henriette Hanck den 1. februar 1839 skrev: »Om 14 dage får Phister en aftenunderholdning, og til denne har jeg skrevet for fru Heiberg et nyt eventyr, »Svovlstikkerne«, der skal være meget satirisk«. Brix har heftet sig ved adjektivet »satirisk« (der i Andersens sprogbrug ikke behøver at betyde andet end »vittig«), og forbinder det med begrebet »ondskabsfuld parodi«. Han kommer derfor til det resultat, at »det er et æstetisk selskab i den Heibergske kreds, der her parodieres«. Han mener, at Andersen har villet »berede sig selv den gottelse at lade hende (fru Heiberg) oplæse en satire over hele den Heibergske æstetiske selskabelighed« og finder, at eventyrets brugsgenstande kan identificeres som virkelige personer. Svovlstikkerne må være Carl Bernhard (Saint-Aubain). »Den »frisksindede« torvekurv er antagelig Orla Lehman, hvem Andersen i de første studenterår havde omgåedes«. Lerpotten er fru Gyllembourg. Om jerngryden fastslår han, at »det er Heiberg, men karakteristikken er svag«. Om fru Heiberg, mod hvem satiren måtte antages at være rettet, hedder det, at »hun netop antydes ved det gnistrende fyrtøj« (fordi det siger du til jerngryden). Ildklemmen – »naturligvis en teaterdame, kunne være den virtouse Lucile Grahn«. Pennefjeren, der er dyppet for dybt i blækhuset »er absolut Molbech«, mens nattergalen er Andersen selv.
Teorien afvises komplet både af Elisabeth Hude (i Anderseniana) og af Topsøe-Jensen (i »Vintergrønt«). Topsøe-Jensen skriver bl.a.: »Saavidt vides har ingen i samtiden forstaaet denne dybere mening med »Svovlstikkerne«, og det maa jo siges at være et minus ved en satire, at der skal gaa omkring 70 år, inden et lyst hoved finder ud af, hvem eventyret egentlig sigter til…«
Jeg tilslutter mig ganske Topsøe-Jensens ord: »Brix tror, at Andersen havde »gottet sig« ved tanken om, at fru Heiberg fra Det kgl. Teaters scene skulle have fremsagt et eventyr, hvis hensigt var at gøre nar af hende, hendes mand og Heibergs moder. Hans fortolkning har vundet almindelig bifald og skal nok have et langt liv foran sig. Den er ikke desto mindre komplet absurd«.
(6) I eventyret »Grantræet« forekommer der nogle rotter, og om dem skriver Brix: »Når rotterne foretrækker spisekammerhistorier, viser det, at Andersen stadig er misfornøjet med Hverdagshistorierne«. At rotterne foretrækker historier »med flæsk og tællelys« forekommer mig fuldstændig i overensstemmelse med rottenaturen. Det er helt urimeligt heri at se et skjult angreb på fru Gyllembourgs »Hverdagshistorier«.
(7) I »Elverhøj« forekommer en gammel elverpige, »rygløs var hun, men ellers meget anstændigt klædt på«. Om hende hedder det, at hun var den gamle elverkonges husholderske, hun var langt ude af familien, og havde et ravhjerte på panden«. Dette er tilstrækkeligt for Brix til at fastslå: »Den fortræffelige husjomfru hos Elverkongen er øjensynlig tegnet efter model, vistnok jomfru Larsen hos Collins«. Hvorfor i alverden skulle hun være tegnet efter model?
(8) Om Hans Brix’ udlægning af »Hyrdinden og Skorstensfejeren« nøjes jeg med helt at tilslutte mig Topsøe-Jensens ord: »At »Hyrdinden og Skorstensfejeren« skulle have det mindste at gøre med to af Andersens unge venners, Henrik Stampe og Jonna Drewsens kærlighedshistorie, som Brix paastaar i sin disputats, er der ikke nogensomhelst fornuftig grund til at tro paa«.
(9) I »Mit Livs Eventyr« fortæller Andersen, at han lå syg af mæslinger da faderen drog afsted som soldat; derefter »kom min gamle farmor og så med sine milde øjne på mig og sagde, at det var godt, om jeg måtte dø nu, men at Guds vilje var altid det bedste«. Herom skriver Brix: »Det ligger nær i denne episode at se frøkornet til det eventyr, som hedder Historien om en Moder«. Desværre lykkes det ikke Brix at forklare, hvorfor farmoderens ønske om, at hendes barnebarn måtte dø, skulle blive til et eventyr, der handler om det stik modsatte, nemlig en moders ønske om, at hendes barn må leve. Tilbage som fælles motiv bliver egentlig kun erkendelsen af, at Guds vilje altid er den bedste – en livsfilosofi, der ikke var enestående for Andersens farmor.
(10) Eventyret »Snemanden« er skrevet på Basnæs den 31. december 1860, og det forekommer komplet absurd, at Brix sætter den kakkelovnsskraber, som Snemanden havde i livet, i forbindelse med det brev fra Riborg Voigt, som Jonas Collin den yngre fandt i en pose om halsen på Andersen efter hans død i 1875. For at få knyttet Riborgs brev på Andersens lig sammen med snemandens kakkelovnsskraber må Brix gøre store krumspring: »Jeg antager, at det har været Andersens ønske at dø med dette brev fra den underlig bevægede ungdomstid ved sit hjerte, og at han har betroet dette til vennen; og hans bestemmelse desangående tidfæstes omtrent ved snemanden«. Det tør siges at være en for lejligheden opfundet hypotese! Først på baggrund af den kan Brix drage den helt usandsynlige konklusion: »thi kakkelovnsrageren i Snemanden, det er Riborgs brev på H.C. Andersens lig, der skal vidne om, at han, der i de senere år syntes den ideale pebersvend, også havde haft sine længsler og drømme, hvis minde bevaredes hos ham som en rigdom indtil hans sidste dag«. Det er så urimeligt, at man skulle tro det var en spøg. Men det er Brix’ ramme alvor.
Hans Brix har ikke villet nøjes med de mange overbevisende eksempler, hvor dagbøger, breve, selvbiografier osv. afslører en indiskutabel sammenhæng med eventyrene eller detaljer i dem. Fornemmelser bliver til hypoteser, og hypoteser bliver til kendsgerninger. Det rene gætværk – undertiden helt fornuftstridigt gætværk – lanceres som dokumenterede sandheder, og ved at gå over i noteapparatet til Brix og Anker Jensens fembinds kritiske udgave med kommentarer har selv nogle af de urimeligste hypoteser vundet indpas i vide kredse.
I 1981 var jeg af det svenske »Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien« indbudt til at tale ved et symposium i Stockholm om »Tolkning och tolkningsteorier«. Emnet for mit foredrag var »Fortolkninger af H.C. Andersens eventyr Skyggen«. Her gjorde jeg rede for atten forskellige og højst varierende fortolkninger af dette eventyr.
Georg Brandes var den første der beskæftigede sig med det i sin afhandling om »H.C. Andersen som eventyrdigter« fra 1869. Han betegnede det som »et af de sandeste mesterværker i vor litteratur« og karakteriserede det med disse ord: »Det er alle skyggers, alle andenhåndsmenneskers, alle uoprindelige, eftergjorte ånders drapa, alle deres, som tror, at de ved den blotte løsrivelse fra deres original når personlighed, selvstændighed og sand menneskelighed«.
Denne fortolkning, som fremkom seks år før Andersens død, har blot den ulempe, som Villy Sørensen engang har gjort opmærksom på, at »skyggen i eventyret er betydelig mere original end »originalen« – og dette er netop tragedien«.
Efter Andersens død i 1875 kom den rent biografiske fortolkningsmetode i mange år til at dominere. Edvard Collin skrev i sin bog »H.C. Andersen og det Collinske Huus« (1882): »Jeg er den, som Andersen personlig har været mest nærgående imod, idet han indfører mig som Skyggen, der vil gøre sig vigtig; men det er jo kun gengæld«. Udtalelsen røber, at Collin slet ikke har forstået eventyret, for det er jo kun det lille intermezzo om at sige »du« eller »De«, der rummer en hentydning til Edvard Collin, som havde afslået Andersens bønlige anmodning om, at de skulle være dus, med ord, der svarer nøje til Skyggens motivering for ikke at lade den lærde mand sige du til ham. Samme år som »Skyggen« udkom, skrev Andersen fra London til Edvard Collin om den hyldest, der blev ham til del i England, hvorefter han tilføjede: »og dog er De for fornem til at ville sige Du til mig – føi! – jeg kunne næsten være forfængelig nok til en gang at sige: Eduard skulle vi sige Du og De svarer, som jeg har ladet min Skygge svare. Ja, De har vel mærket Ondskaben gælder Dem«. Men det betyder ikke, at eventyret som helhed handler om Edvard Collin.
I 1907 kom så Brix’ disputats, hvori han betegner »Skyggen« som »den dybsindigste selvskildring Andersen har skrevet«. Brix opfattede eventyret som »en udviklingshistorie, der er ligesom et vrængebillede på Andersens livseventyr«. Skyggen var Andersens selvkarikatur, skrev han. Som skyggen havde han løbet langs murene; som skyggen kendte han alt og alle og vidste også det, som ingen måtte vide, sladder og bagtalelse, og skyggen, der smykker sig med guldkæde og diamanter, var Andersens spot over sig selv – uden at Brix dog derfor ville gøre Andersen til en søndersplittet natur, et dobbeltmenneske, selvom »han nærmede sig til at være det i patologisk henseende«.
»Andersens tanker«, skriver Brix, »forsåvidt de indgår som led i »Skyggen«, er da følgende: Som berømthed har jeg stadig medgang, fra at være diminutivt er mit ry stadig vokset; min livlighed og fremstillingsevne skaffer mig den ene triumf efter den anden, men alt dette er intet mod det sjældne glimt af poesiens jomfru i strålende skær; og dog er jeg som digter af Hauch blevet nedkuet og tilintetgjort« (nemlig i Hauchs roman »Slottet ved Rhinen«), – Med dyb bitterhed lader han sig selv endnu engang vinde prinsessen, men det er med alle de egenskaber, som han selv regnede for lidet, og som nu blev sådan fremdragne, at de truede med at dræbe hans sande genius, den Ørsted-Andersenske dobbeltskikkelse. – Hermed har digteren givet det stærkeste udtryk, der var ham muligt, for den lede han følte ved den ydre ære, der vel i øjeblikket hjalp på den dunkle armodfølelse, han bar dybt i sig, men bagefter lod ham føle modegunstens tomhed dobbelt«.
I sine kommentarer til fembindsudgaven af H.C. Andersens »Eventyr og Historier« går Brix endnu videre i den biografiske fortolkningsmetode. Her skriver han nemlig, at Andersen her lader skyggen opleve Aladdinseventyret, »medens den vise mand (Andersen som H. C. Ørsteds åndsfælle) gøres vanvittig. Skyggens figur er en blanding af selvspot og vistnok også spot over H. P. Holst, der var tilbøjelig til plagiat og havde efterlignet Andersens »En Digters Bazar« i »Ude og Hjemme«. Eventyrets ide skulle altså være Ørsted-Andersen modsat Holst-Andersen«.
Hans Brix’ monomane tilbøjelighed til at fortolke alle eventyrene biografisk førte undertiden til helt absurde fortolkninger. I så henseende blev han dog i 1918 overgået af Rigmor Stampe, gamle Jonas Collins barnebarn, der i sin bog »H.C. Andersen og hans nærmeste omgang« uden videre identificerede den lærde mand med Andersen selv og skyggen med Edvard Collin. Om eventyrets anden del skriver hun, at det omhandler Andersens og Edvard Collins »stilling til hinanden som digtere, som familiedigtere«. Edv. Collin havde et vist talent for at skrive morsomme lejlighedssange, og eventyret skulle derfor ifølge Rigmor Stampe afspejle Andersens jalousi over den »skyggeagtige« digtervirksomhed, hvor Collin udmærkede sig på Andersens bekostning. Når skyggen siger: »Jeg så alt, og jeg ved alt!« opfatter Rigmor Stampe det som en hentydning til Collins overlegenhed i kunnen og viden; udtrykket »Når sol gik op og sol gik ned« betyder ifølge hende »Ved familiegilderne«; at skyggen betaler den lærde mands rejse udlægges som, at »Collin gør Andersen mange tjenester, og Andersen tager imod dem«, og om kongedatteren konstaterer Rigmor Stampe uden videre: »det er den Collinske kreds«. Kun det skyggen siger om kagekonens skørt og om at tale ondt om naboerne forstår hun ikke, for »Collin var jo alt andet end ondttalende«, bemærker hun.
Den biografiske fortolkning fortsætter i de følgende årtier. Selv Paul V. Rubow taler i sin bog »H.C. Andersens Eventyr« (1943) om Andersens dybe taknemmelighed imod H. C. Ørsted og fortsætter: »Indirekte vil man gerne tro der spilles på den i »Skyggen«. Man kan vanskelig bare sig for at læse den som inspireret af modsætningen mellem den store tænker og popularisatoren, der udnytter hans tanker«. Ved beskrivelsen af skyggen, skriver Rubow, må man »tænke på digterens egen langstrakte fantastiske fremtoning, hvis indtryk på folk han til stadighed var sysselsat med«, og Rubow finder det »vanskeligt at underskyde nogen anden end Ørsted under den lærde mand, som skrev om det gode, det skønne og det sande«. Rubow fortsætter: »Efter denne opfattelse skulle altså Andersen ydmygt betragte sig selv som den der har alt fra sin åndelige herre og mester«.
Hos de næste fortolkere, Cai M. Woel (i 1950), Walter A. Berendsohn (i 1955), William Michelsen (i 1956) er det spørgsmål, som stadig diskuteres, stadig hvorvidt den lærde mand er H. C. Ørsted og skyggen H.C. Andersen – eller omvendt. Først da Villy Sørensen i 1959 udsendte sin bog »Digtere og dæmoner« kom diskussionen væk fra det biografiske og beskæftigede sig med eventyrets ide. Villy Sørensen minder om det meget væsentlige, at eventyret ikke handler om to personer, men om to sider af det samme menneske, og han skriver bl.a.: »I poesiens forgemak vinder man det rette nihilistiske blik for det usande, hæslige og slette i menneskelivet, i det allerhelligste erhverver man måske et dybere blik for det menneskelige – men skyggens herre nåede end ikke forgemakket, han så kun poesien på afstand… og hans poetiske virksomhed består tilsyneladende især i at tilsløre alt det i livet, som hans skygge ved at afsløre«. – »Den lærde mand hævder til det sidste: »Jeg er mennesket«, men opnår derved kun at miste hovedet. Det er skyggen der diktatorisk behersker verden, og eventyret viser at de herskende skygger just har revet sig løs af de altfor godtroende mennesker. Den moderne syge – og »humanismens« krise – er i tide blevet diagnosticeret af H.C. Andersen – og de diagnosticerede talte i deres sygdom videre om Collin, der ikke ville sige du til Andersen«. – Peger »Skyggen« frem mod moderne problemstilling (og også mod Kafka)«, peger den også tilbage mod den tyske romantik, hvis dobbeltgængertema ikke blot var et skrækromantisk inventar, men udtryk for den moderne spaltningsoplevelse«.
I 1962 udkom en bog med titlen »Den indre linje i H.C. Andersens eventyr«. Forfatteren, Eigil Nyborg, er en psykoanalytiker, der fortolker eventyrene i lyset af C. G. Jungs teorier. Om »Skyggen« skriver han, at det er »en archetypisk figur, der optræder som vort »andet jeg«. Den repræsenterer vore uudviklede egenskaber – gode som dårlige, alt det vi også er, den betegner et stykke ulevet liv i os. Den er udtryk for noget andet i os og for muligheder, der ikke kom til udfoldelse«.
I sin bog »Den dobbelte Eros« (1966) skriver Sven Møller Kristensen om »Skyggen«: »Det er eventyrets umiskendelige mening at det er Skyggens indhold der har magten i denne verden og at den lærde mands idealer har en tilsvarende afmagt. Man kan forstå det sådan at det er de »lavere« interesser, de hemmelige »laster« og drifter, der egentlig behersker menneskelivet. Men det betyder ikke at Skyggen betegner sandheden om livet. Skyggen har kun været i forgemakket på ydersiden af tilværelsen og fordyber sig kun i den skumle virkelighed. Hvis den var gået længere ind, ville den være dræbt af lyset, det antagelig himmelske lys. Mens den lærde mand kun kender eller aner den åndige side af virkeligheden, han lever i bøger og drømmerier, og som følge af hans svaghed kan Skyggen opkaste sig til herre. Ironien rammer dem begge. Og idealet skulle da ligge midt imellem, i den højere enhed af ånd og natur«.
Fem år efter Eigil Nyborgs Jung’ske fortolkning af eventyrene udkom der i Oslo en bog, »Symbolikken i H.C. Andersens eventyr« (1967), skrevet af en norsk psykoanalytiker og psykiater, Arne Duve. Om den lærde mand i »Skyggen« siger Arne Duve, at han »har altså to skygger – det er Andersens dobbeltnatur som slik gir seg uttrykk. Poesiskyggen er den viktigste – men den må iklæs effekter så den kan føre seg blant mennesker. – Denne løsrevne skygge så sannheten, og derfor ble det forferdelse overalt hvor han kom. For han meddelte også sannheten personlig. Alle blev redd ham og overøste ham med gaver og æresbevisninger. – Og så ble han den han var ved ankomsten til den lærde herre – en mann kledt i fineste sort klede, med diamantringer på alle fingre og kjeder av gull. – Andersens sorte samvittighet og depresjon, staset opp slik han selv gjorde det«.
Som man ser, forenkler psykoanalytikeren billedet katastrofalt, når han uden videre gør skyggen til Andersens dårlige samvittighed. Tilsvarende forklares skyggens ønske om at få skægget til at gro med ordene: »Andersen har ikke opgitt håpet om sin maskulinitet«.
Harald Rue var den første, der forsøgte at belyse H.C. Andersens forfatterskab ud fra et marxistisk synspunkt. I en artikel om »H.C. Andersen og folket« fra 1953 betegnede han »Skyggen« som Andersens »bitreste eventyr om de skabende ånder og dem der administrerer ånden ihjel, det skarpest tegnede billede i vor litteratur af det åndssløvende danske bureaukrati«. Og han tilføjede, at alt det snævre og lokale blev først til et andersensk eventyr »ved at digteren heri genkender noget langt mere omfattende, den uproduktive ånd, den litterære, videnskabelige og kunstneriske snylter«.
En langt mere konsekvent gennemført marxistisk analyse af Andersens eventyr kom først i 1973 i Peer E. Sørensens bog »H.C. Andersen og herskabet« med undertitel »Studier i borgerlig krisebevidsthed«.
Om den lærde mand skriver Peer. E. Sørensen, at han »er den bureaukratiske kulturs selvforståelsesexeget. Han er bærer af dens vidensfond. Det triadiske begrebssæts oprindelige potensbetydning er hos ham reduceret til et postulat om »verden«. Når den lærde mand derfor møder »verden« og samfundet omkring sig, bliver disse størrelser først til for hans bevidsthed når de kan indpasses i denne harmoniserende fortolkning…« – »Hvad Skyggen og prinsessen med ham ser, er lige det, den lærde mand ikke kan se. Han fortsætter med at skrive om det gode, det sande og det skjønne. For sådan ser han verden, han ser med dannelseskulturens briller. Hvad han ikke kan se, fordi hans bevidsthed er mystificeret, er det, skyggen ser ved at afsløre, hvad de ideologiske tåger tilslører… Skyggen har blik for alt det, der ikke er godt og skjønt, men som alligevel er sandt«.
I 1976 udkom der på Odense universitetsforlag en bog, »H.C. Andersen og hans kunst«, hvori både Mogens Brøndsted og Johan de Mylius kom med nye fortolkninger af »Skyggen«, og i 1977 kom Ulrich Horst Petersens bog »I H.C. Andersens verden«, hvor det om »Skyggen« bl.a. hedder: »Her løber ønskedrøm, fristelse og bedrageri sammen til et stort handlingsmotiv: magtsyge, og Skyggen rummer uden tvivl et af verdenslitteraturens største billeder på magtens psykologi. – Skyggen indeholder digterens centrale temaer i satanisk forvrængning eller spejlvending. Der er en art bebudelse, en art helt drager ud i verden, stiger op mod lyset, og før han får prinsessen og riget, må også han aflægge besøg på et hemmelighedsfuldt sted, der ganske vist ikke er nogen hule under jorden, men genboens hus i det hede land, hvor den lærde unge mand, skyggens herre, har slået sig ned«.
Horst Petersen ligger på linje med Villy Sørensen i sin konklusion: »I Skyggen blev en bestemt ønskedrøm virkelighed som et mareridt, der tog livet af ædle drømme. – Med denne variant af grundtypen havde H.C. Andersen givet et billede af en graverende kulturel sygdom, der skulle blive nok så udtalt i det 20. århundrede. Modsætningen mellem en officiel anstændighed og forborgne fristelser og ønskedrømme, der hvert øjeblik kunne blive til virkelighed som grusomme forbrydelser, var bestemt ikke kun kendetegnende for hans tid«.
Siden mit foredrag om fortolkninger af »Skyggen« udkom i Vitterhetsakademiets årbog i 1982, er nye fortolkninger af »Skyggen« kommet til. Jeg tænker her især på Martin Lotz’ bog »Eventyrbroen. Psykoanalytiske essays om H.C. Andersen« og Klaus Mortensens bog »Svanen og Skyggen« fra henholdsvis 1988 og 1989. Martin Lotz behandler »Skyggen« i et kapitel på ti sider, og han opfatter Skyggen som et udtryk for digterens berømmelse. »Den løber foran ham og bliver i folks øjne vigtigere end ham selv, indtil det når så vidt, at de kan undvære skyggens ophavsmand og ombringer ham«. Fra Klaus P. Mortensens fortræffelige bog vil jeg gerne fremhæve hans omtale af visionen af verdensaltet i slutningen af »Klokken«, hvorefter han fortsætter: »Det er denne hellige naturorden skyggen får henrettet – og H.C. Andersen optræder selv i bødlens rolle. Den lærde mand og skyggen forholder sig som medaljens forside til dens bagside, som myte til mod-myte og kampen mellem de to er en anskueliggørelse af den strid H.C. Andersen udkæmpede med sit eget indre mørke«.
Det var ikke noget tilfælde, at det svenske videnskabs-akademi valgte eventyret »Skyggen« som et eksempel til at illustrere fortolkningernes mangfoldighed. Jeg har her i dag redegjort for tyve forskellige og højst varierende fortolkninger af eventyret. Det er interessant at bemærke, at 15 af disse stammer fra tiden efter 1950, og det afspejler en stigende interesse, ikke blot for Andersens forfatterskab i almindelighed, men specielt for dette eventyr.
Den rent biografiske fortolkningsmetode, som snart identificerede den lærde mand med H. C. Ørsted, snart med H.C. Andersen selv, og som identificerede skyggen enten med Edvard Collin eller med vrangsiden af H.C. Andersen eller med Johan Ludvig Heiberg eller med H. P. Holst – er forlængst afløst af andre fortolkningsmetoder, hvor det er forståelsen af selve eventyrets ide det drejer sig om.
Den franske forfatter og kritiker Paul Valery brugte engang udtrykket »il n’y a pas de vrai sens d’un texte« – »der er ikke noget der hedder den sande eller rigtige fortolkning af en tekst«. Det gælder i meget høj grad »Skyggen«, som er et fremragende eksempel på det, som Umberto Eco har kaldt »poema aperta«, det åbne kunstværk, hvis spænding netop ligger i, at det kan læses og fortolkes på mangfoldige måder. Ingen har monopol på at erklære sin fortolkning som den eneste sande. Hver ny forklaring bidrager til en forøget forståelse af eventyret. Alle og enhver har ret til at sige: Sådan fortolker jeg »Skyggen«, men ingen har ret til at sige: Sådan skal eventyret forstås!
Lad mig slutte med at sige, at vi ikke skal have nogen autoriteter til at fortælle os, at sådan og sådan skal H.C. Andersens eventyr forstås. Han var selv opmærksom på det forhold, at børnene forstod eventyrene på én måde, de voksne på en anden. Som barn var jeg aldeles tilfreds med forklaringen på, at bondekonen i »Lille Claus og store Claus« gemte degnen væk, da hendes mand uventet kom hjem, nemlig at hendes mand havde den forunderlige sygdom, at han ikke kunne tåle at se degne. Som voksen anede jeg en anden forklaring.
Vi skal endda ikke altid tage Andersens egne forklaringer for gode varer. I sine kommentarer til »Stoppenålen« skriver Andersen: »I sommeren 1846, ved et længere besøg på Nysø, sammen med Thorvaldsen, der glædede sig ved »Kjærestefolkene« og »Den grimme ælling«, sagde han en dag: Nå, skriv os nu et nyt eventyr! De kan jo skrive selv om en stoppenål! og jeg skrev »Stoppenålen«.
Men oplysningen er ikke rigtig, for Thorvaldsen døde i marts 1844, og »Stoppenålen« blev først skrevet efter Thorvaldsens død.
Om »Grantræet« oplyser Andersen, at han fik ideen til eventyret »en aften i Det kgl. Teater under opførelse af Mozarts opera Don Giovanni og nedskrev det sent ud på natten«.
Men i hans almanak fra 1844 står der ud for datoen 4. december »Eventyret Grantræet«. Og Don Giovanni blev ikke opført i denne sæson.
Jeg betragter det som en lykke, at H.C. Andersen ikke selv gav en fortolkning af eventyret »Skyggen«. Det ville han formodentlig slet ikke have været i stand til. Det er en digters sag at digte, ikke at fortolke sine egne digterværker. »Don’t trust the artist« sagde D. H. Lawrence. »Trust the tale«. (»Stol ikke på digteren. Stol på værket«).
Men mistilliden til H.C. Andersen kan nu også gå for vidt. I min bog om H.C. Andersen citerer jeg et sted, hvad han i sin begejstring over Italien skrev til Henriette Hanck: »Jeg i det mindste hører slet ikke hjemme i Norden og anser det for en af mine jordiske ulykker at jeg er født og båren på hjørnet af Grønland og Novaja Sembla«. Min kinesiske oversætter, som sender mig lange breve, hvori han beder om oplysninger om alt det han ikke kan forstå i bogen, skrev forleden til mig i stor forundring: »Hvorfor skriver Andersen, at han er født på hjørnet af Grønland og Novaja Sembla, når han faktisk er født i Odense?«
Man kan åbenbart også tage tingene for bogstaveligt!
Holdt som foredrag i »H.C. Andersen-Samfundet« i København den 2. april 1990, da Elias Bredsdorff modtog H.C. Andersen medaljen.
