Han yndes af Mange, har dog ingen Ven,
End sige en lille Veninde;
thi flagre hans Sukke i Natten hen,
Til Nar for de lystige Vinde.H.C. Andersen
I Anderseniana 1997 har Hilding Ringblom skrevet en artikel om H.C. Andersens seksuelle orientering.[1] Forfatteren diskuterer her fire emner: Styrken af digterens seksuelle drift, Andersens forhold til kvinder i almindelighed, hans forelskelse i forskellige kvinder (den ene efter den anden!) og spørgsmålet, om H.C. Andersen var homoseksuel. Hensigten med Ringbloms drøftelse af disse emner har været at modvirke mytedannelsen om Andersens homoseksualitet, og forfatteren konkluderer da også, at digteren må anses for at have været heteroseksuel, idet han dog ikke helt tør udelukke muligheden for en slags biseksualitet.
Det er ikke spørgsmålet, om H.C. Andersen var hetero-, homo- eller biseksuel, der har fået mig til at reagere på Hilding Ringbloms bidrag til Anderseniana. Det er et emne, som forfatteren diskuterer i et afsnit af sin artikel, nemlig spørgsmålet om, hvad de mange kryds eller kors i digterens dagbøger og almanakker står for. Ringblom forkaster de to foreliggende hypoteser eller teorier om disse tegns betydning og fremlægger sin egen teori – en teori, som jeg har undret mig over.
Der er sat mange tegn i H.C. Andersens private optegnelsesbøger – helt nøjagtigt 383 i almanakkerne og 162 i dagbøgerne. De er ikke sat tilfældigt, der må være en mening med dem. Krydsene og de ord eller bemærkninger, der ofte er knyttet til dem, må udgøre en væsentlig del af disse hæfters indhold. Alle tegnene er omhyggeligt gengivet i de trykte udgaver af dagbøger og almanakker, men de kommenteres ikke med et eneste ord af værkernes udgivere.
Krydsene er som allerede antydet blevet forklaret ret forskelligt i tidens løb. Psykiateren Hjalmar Helweg opfattede dem i 1927 som et regnskab med digterens selverotik, historieskriveren Palle Lauring argumenterede i 1981 for, at Andersen satte et kryds, når han havde fået en tår over tørsten, og psykologen Hilding Ringblom mener nu, at tegnene – som for langt de flestes vedkommende er korsformede – må stå for eller træde i stedet for en bøn til Gud om hjælp eller tilgivelse.
Der er altså muligheder nok at vælge imellem. Hvordan skal vi forholde os til dem? Man kan indtage det standpunkt, at det er paparazziagtigt snageri overhovedet at interessere sig for noget, som H.C. Andersen har betragtet som så privat, at han i sine personlige optegnelser ofte har valgt kun at sætte et tegn for det. Og man kan – med rette – mene, at en rigtig forståelse af krydsene ikke bidrager det mindste til en dybere indsigt i digterens værker. Men alligevel er det utilfredsstillende at stå med tre så forskellige forklaringer på et dagbogsstof, der må have haft en betydelig interesse for dagbogsskriveren selv.
I det følgende skal jeg forsøge at finde frem til den rigtige forklaring på de mystiske tegn i H.C. Andersens dagbøger og almanakker – så vi forhåbentlig ikke bliver præsenteret for flere nye teorier om dem i fremtiden. Det må være en væsentlig opgave for den biografisk-psykologiske litteraturforskning at beskrive hele forfatterpersonligheden. En beskrivelse af H.C. Andersens liv og personlighed ville blive i høj grad ufuldstændig, hvis fx hans seksualliv på forhånd skulle afspærres med et adgang forbudt-skilt.
Hjalmar Helweg er den første, der har undersøgt tegnene i digterens optegnelser.[2] For Helweg er der ingen tvivl om, hvad disse tegn står for: ”det kan fastslaaes, at hvad Andersen saa ellers var i sexuel henseende, var han først og fremmest masturbant”.[3] Til sin undersøgelse har forfatteren dels benyttet Edvard Collins korte uddrag af dagbøgerne, hvor tegnene ’’selvfølgeligt” er udeladt, dels de originale, håndskrevne dagbøger og almanakker. Temmelig forvirrende er det, at Helweg ikke skelner mellem dagbøger og almanakker, men kun taler om dagbøger.
I H.C. Andersens skoledagbog – der vil blive nærmere omtalt i det følgende – står tegnene med en enkelt undtagelse uden tydelig sammenhæng med teksten, konstaterer forfatteren, mens det forholder sig ganske anderledes med tegnsætningen i de senere dagbøger: ”I overmaade mange tilfælde er betydningen næsten direkte angivet ved, at ordet ”sandselig”, ”sandselig vild” eller ”lidenskabelig” staar umiddelbart forud for det betydningsfulde kors”.[4] Det er en rigtig iagttagelse.
Derimod tager Hjalmar Helweg fejl, når han hævder, at man i dagbøgerne ofte kan konstatere ”de tre trin: Den pinagtige sexuelle ophidselse, tegnet der betyder den nødtvungne tilfredsstillelse og den angerfyldte afslappelse bagefter”.[5] Disse tre trin findes hverken i dagbøgerne eller i almanakkerne. Det er seksualdriften som sådan, den ”fæle Lyst”, som den unge H.C. Andersen kalder den i sin skoledagbog, han har svært ved at komme til rette med. Et tegn betyder ikke nødvendigvis altid en seksuel handling, og der spores ingen anger over onani i optegnelserne.
Hjalmar Helweg har ikke læst digterens dagbøger og almanakker særlig grundigt. Fejl og misforståelser er der alt for mange af i hans redegørelse for deres tegn og de dertil evt. knyttede verbale kommentarer. Forfatteren skriver fx:
Undertiden beslutter han, at nu skal det være forbi [dvs. med autoerotikken]. D. 11. Nov. 1838 – en søndag – staar i dagbogen [det er i almanakken]: ”Samtale med W: om min Sygeligheds Grund, fast Beslutning, je veux!” Men allerede d. 22. er korset der igen, og de findes i skiftende antal gennem en lang aarrække. 1847 findes det sidste ved en dag, hvor der staar ’’Meget rask”. Andersen havde det i den periode bedre og opgav saa at føre sit triste regnskab.[6]
Den faste beslutning og de to franske ord sigter ikke, som Helweg mener, til selverotikken, til at det nu skal være slut med denne form for seksuel tilfredsstillelse. Almanaknotatet betyder, at H.C. Andersen har talt med sin ven, lægen Wilken Hornemann, om sit problem med irritation i penis og om sin (af afholdenhed fremkaldte) ”Sygelighed”, og at han nu er fast besluttet på at ville følge Horne-manns – senere gentagne – råd om at gå til en prostitueret kvinde. Det er heller ikke rigtigt, at det sidste kors i ”dagbøgerne” står ved en dag i (oktober) 1847. I almanakkerne fortsætter tegnene til maj 1849, i dagbøgerne lige til september 1872, dvs. til kun tre år før digterens død.
Om H.C. Andersens venners råd og hjælp skriver forfatteren:
Samtidig med at det lange voksne menneske paa den ynkværdigste maade vedblev at ligge under for denne drengelast, søgte hans jævnaldrende venner, der tog fastere om tilværelsen, mere end een gang at faa ham til at søge sexuel tilfredsstillelse paa naturlig maade, hvad enten det nu var fordi de virkelig forstod den uheldige udvikling, hans kønsliv tog, og vilde hjælpe ham ind i et sundere spor, eller de kun havde til hensigt at forlokke ham for løjers skyld. Helt alvorligt tog de jo aldrig Andersen.[7]
Citatet rummer flere misforståelser: De to venner, der prøvede at hjælpe H.C. Andersen med at overvinde ”det sygelige”, var Theodor Collin og den lige omtalte Wilken Hornemann. De havde begge medicin som deres fag. De var ikke jævnaldrende med, men en halv snes år yngre end Andersen. Om de har forstået ”den uheldige udvikling”, som digterens kønsliv tog, er tvivlsomt. Han har næppe brudt sig om at berøre dette ømtålelige emne over for nogen af dem. Det var ikke noget, man talte med andre om. Collin og Hornemann må have fået det indtryk, at Andersens ”Sygelighed” skyldtes hans afholdende levemåde. Der er ingen grund til at forestille sig, at der kan have været et useriøst motiv til deres hjælp: Almanakteksten udelukker helt den mulighed, at de kun var ude på at forlokke digteren for sjov. Og at de aldrig tog ham helt alvorligt, er mildt sagt en overdrivelse.
Af venner, som ville have H.C. Andersen med til et ”Fruentimmer”, nævner Hjalmar Helweg Franz Bruun og ”maaske” (sic!) Theodor Collin, idet han citerer et par dagbogsoptegnelser (det er almanaknotater) fra 1840, hvor disse to personer optræder.[8] Andersen omtaler Bruun en halv snes gange i almanakkerne i 1838 og 1840 som F. Bruun eller Franz Bruun. Han var også mediciner; men han var ikke en ven af samme betydning for digteren som Collin og Hornemann. Men når Bruun nævnes, er Andersen ofte ”sandselig stemt”, og han beretter, at Bruun flere gange ville have ham med på det, som digteren kalder ”gale Veie”, dvs. til en prostitueret. I sommeren 1840 forsvinder Franz Bruun fra almanakkerne, og han omtales slet ikke i dagbøgerne.
De to nævnte almanakcitater er fulde af fejl i stavning og tegnsætning, men værst er fejllæsningerne: ”travet” bliver til ”Drevet”, den 19. august gøres til den 14. august, ordet ”Kamp” er glemt, og sætningerne ”gik til Ferini, drak mig halv drukken. Lidenskabelig +.” forvanskes til: ”Gik til Farini drak mig fuld drukken. Lidenskabelig”.
Forfatteren anser det for givet, at det ikke lykkedes vennerne at få Andersen til at ”søge normal sexuel omgang”.[9] Men at digteren faktisk har søgt en sådan ”omgang”, er der dog ingen tvivl om; noget andet er, om han nogen sinde fik et seksuelt forhold til en kvinde. Det spørgsmål vil jeg ikke tage stilling til her. Det har jeg gjort i en artikel i Anderseniana 2001.
Helweg citerer derefter et par dagbogsnotater fra Napoli 1854.[10] Han mener, at det var ”forestillingen om den illegitime kønsomgangs syndighed, altså forestillinger af etisk og maaske religiøs art”, der holdt Andersen tilbage fra at tilfredsstille sin drift i Napoli.[11] Der var nok flere andre grunde til hans resignation, som jeg også har skrevet om i den lige nævnte artikel. Lidt selvmodsigende virker forfatterens forsigtige ”maaske” i citatet, for begrebet synd – eller syndighed, som han skriver – er jo dog netop et religiøst begreb.
Før Hjalmar Helweg afslutter diskussionen om H.C. Andersens erotiske forhold til kvinder, citerer han et stykke af en dagbogsoptegnelse fra den 11. juni 1837 (en fejl for den 11. december): ”Da jeg var i Udlandet var det alene for ikke at saare Collins, for dem er det her hjemme, jeg aldrig har fulgt min Lidenskab, og dog paaskjønnes det ikke”. Hans Brix har læst dette sted: ”Efter deres mening er det blot herhjemme, at jeg aldrig har fulgt min lidenskab, og dog o.s.v.”. Forfatteren tager ikke klart afstand fra denne fejllæsning af den uheldigt formulerede passage, men siger, at den ”maaske” snarere skal læses: ”For deres skyld herhjemme er det, at jeg aldrig har o.s.v.”.[12] Sådan må meningen selvfølgelig være.
Jeg er enig med Hjalmar Helweg i, at tegnene i dagbøger og almanakker må have noget med H.C. Andersens seksualliv at gøre. Men Helweg har ikke argumenteret overbevisende for denne opfattelse. Det har ført til fremsættelsen af flere andre teorier om disse tegn, som jeg nu skal gøre rede for og tage stilling til.
Palle Lauring har fået en hel bog ud af dette emne: H.C. Andersens kors (1981). Bogen indeholder en mængde udenomssnak. Formålet med den har været at præsentere den rigtige tydning af Andersens kryds eller kors: ”i samtlige tilfælde kan den tolkning passe, at der er sat et lille muntert-ironisk kors for at antyde, at ”her fik jeg lidt vel meget” af de våde varer.[13] Det er ganske fornøjeligt at forestille sig digteren i den slags situationer. De hundreder af kryds vidner da om, at han rigtig har forstået at hygge sig, selv i sine ensomme stunder.
Lauring lægger ikke skjul på, hvor han har fået sin idé fra: Den stammer så langt borte fra som fra rigsråd Eske Brock (1560-1625). Denne mand, der altså levede på Christian 4.s tid, markerede i sine almanakker styrken af sin rus med et eller flere (helt op til fire!) kors. Som mellemmand mellem den unge digter og den gamle rigsråd har Palle Lauring fundet frem til den fynske historiker Vedel Simonsen, som i 1842-43 udgav sine Bidrag til Eske Brocks Levnedsbeskrivelse i to hæfter. I årene 1829 og 1830 besøgte H.C. Andersen Vedel Simonsen på Elvedgaard på Nordfyn. Det var dengang hans plan at skrive en historisk roman, der skulle foregå på Christian 2.s tid.
Den muntre teori hænger i en meget tynd tråd: Vi ved ikke, om de to herrer overhovedet talte med hinanden om Eske Brock og hans almanakkors under Andersens visitter, der fandt sted mange år, før Vedel Simonsens historiske arbejde udkom. De første kors i digterens almanakker dukker op i januar 1838, men allerede i sin skoletid 1825-26 brugte H.C. Andersen tegn af egen opfindelse i sin dagbog, tegn, der havde en ganske anden betydning end Eske Brocks kors, nemlig en seksuel.
Med Palle Laurings argumentation ud fra digterens dagbøger står det ikke bedre til. Sit vigtigste argument finder forfatteren i en række dagbogsnotater fra H.C. Andersens rejse til Paris i 1843.[14] Her er chancen for, at digteren tager sig en tår over tørsten jo nok også større end hjemme i København. Lauring bedyrer, at han vil citere ”så loyalt som muligt”, men desværre synes hans muligheder herfor at have været begrænsede: Fire indførsler af i alt nitten, der opfylder forfatterens kriterium – ”steder med kors og/eller sandselighed” – har han overset, to datoer er forkerte, og der er fejl i citaterne. Ud fra dette materiale konkluderer Lauring, at Andersen sætter et kors, når han er sanselig (sic!), idet han dog tilføjer: ”men de står lige så tit, når han har fået noget at drikke, ikke mindst når han har fået noget om aftenen”.[15]
Ser vi Palle Laurings dagbogsmateriale lidt efter i sømmene, viser det sig, at nydelse af drikkevarer nævnes i ti af de nitten notater, sanselighed i sytten. I de optegnelser, hvor der både er skrevet ”sandselig” (eller lignende) og sat et kryds, er krydset så at sige altid placeret ved ordet ”sandselig”, aldrig ved eventuelt nævnte drikkevarer. Hvis Andersen virkelig med sine tegn havde tænkt på fornøjelsen ved at drikke et glas eller to, har han altså konsekvent markeret dette på en temmelig akavet måde. I almanakkerne er der som før nævnt sat i alt 383 kryds, men kun i elleve af de afkrydsede indførsler nævnes der noget om nydelse af drikkevarer. I dagbøgerne er billedet det samme: Indtagelse af drikkevarer omtales kun i nitten af de 162 notater med et kryds. Som det vil fremgå af det følgende, spiller det seksuelle en ganske anderledes dominerende rolle. For øvrigt er det jo velkendt, at indtagelse af alkohol og seksualitet ofte optræder sammen.
Konklusionen på denne undersøgelse af Palle Laurings teori må blive, at den er ganske uholdbar, den bygger på det løseste grundlag, der tænkes kan.
Den nyeste teori om krydsene stammer som nævnt fra Hilding Ringblom. Han karakteriserer Hjalmar Helwegs teori om Andersens selverotik som ”besynderlig” med den begrundelse, at der er
langt flere krydser i dagbogen uden en samtidig omtale eller antydning af sanselig opstemthed end med en sådan omtale eller antydning, og dertil adskillige eksempler på sanselig opstemthed uden et kryds. (En gennemgang af kryds-stederne i almanakken viser samme billede.)[16]
En lignende argumentation finder man hos Palle Lauring. Men selv om Ringbloms præmisser er rigtige – hvad de er – kan man ikke herudfra drage den slutning, at krydsene altså så ikke har noget med seksualitet at gøre. Det seksuelle – fra sanselig ophidselse til selvtilfredsstillelse – kunne jo meget vel tænkes at være blevet markeret på mere end én måde i optegnelsesbøgerne: med et kryds alene, med rene ord eller med både tegn og ord. Som jeg skal vise i det følgende, er det netop sådan, at H.C. Andersen faktisk har båret sig ad, når han sad hjemme i sin stue eller på et hotel- eller gæsteværelse og gjorde notater i sin almanak eller dagbog.
De fire eksempler – citater fra dagbøgerne[17]– som Hilding Ringblom bringer for at vise, hvad der efter hans mening kan have givet anledning til Helwegs, som han mener fejlagtige teori, er ikke just velvalgte, fordi ordet ”sandselig” (eller lignende) ikke i nogen af dem ”staar umiddelbart forud for det betydningsfulde kors” (Helwegs ord), hvad denne forfatter jo netop lagde stor vægt på.[18]
Ringblom forkaster ”udfra samme argumentationsform”, som han har anvendt imod onani-teorien, Palle Laurings teori. Selv opfatter han krydsene
som ”korsets tegn”, der træder i stedet for en bøn til Gud om hjælp eller muligvis: tilgivelse, – anbragt, når Andersen var særlig nedtrykt, f.eks. på grund af ensomhedsfølelse, uinspirerethed eller oplevelse af, at Gud var forsvundet fra ham (gudløshed).[19]
Der argumenteres ikke overbevisende for denne opfattelse. ”Mange eksempler peger i denne retning, f.eks. det som nr. 4 anførte, hvor ensomheden omtales og religiøs anger som følge af ”sandselige Kampe” ligger inden for mulighedernes grænser”, skriver Ringblom. Hans eksempel nr. 4 lyder sådan:
4) Dagbogen 31/10 1869 (Wien): ”Drev om i Gaderne, føler mig eensom, har kun Theatret og naar jeg sidder senere ene ud paa Aftenen; sandselige Kampe, Vorherre er min Hjælper, aldeles ikke jeg selv. I Operaen Troubaduren fortræffeligt Sang Hr Møller og Frøken Wilt, Navne som klinge hen og forsvinde og dog saa meget smukke + +.
Af de ”mange eksempler” gives der kun dette ene, og vist omtales der her ensomhedsfølelse og sanselige kampe; men notatet røber ingen anger, som dobbeltkrydset kunne sættes i forbindelse med, hvis det stod for bønner til Gud om hjælp eller tilgivelse. Refererer krydsene derimod til de sanselige kampe, vidner passagen om, at en oplevelse, som H.C. Andersen havde haft i sin skoletid, sagtens kunne gentage sig: Selv om både Gud og en lys engel var ham nær en novembernat i 1825, steg den fæle lyst alligevel op i hans bryst, så han den næste dag måtte sætte det hemmelighedsfulde tegn herfor i sin dagbog.[20]
Er krydsene, som Hilding Ringblom mener, sat i en særlig nedtrykt sindsstemning? Nej, 56 af de 383 afkrydsede notater i almanakkerne er skrevet i en sådan stemning, mens 20 er skrevet af en digter, der udtrykkeligt betegner sig selv som veloplagt. Et par eksempler herpå: Den 24. januar 1838 noterer Andersen: ”Følt mig om Aftenen særdeles vel. Epilog til de Blinde. + ”, den 8. september 1841 skriver han: ”Skrevet til Kl 3 paa Bosporus, meget poetisk stemt; kom derved i godt Humeur. Sandselig + ”, og den 27. september 1842 bemærker han: ”Igaar sendt Brev til Borgaard og Mulatten til Baumann. Idag koldt Solskin, ypperligt Humeur. + + Ryddet op; tænkt paa Reise, seet Sylphiden, sandselig”.[21]
I dagbøgerne er 28 af de 162 afkrydsede indførsler forfattet i en trist stemning, tolv i en glad. At der både i almanakker og dagbøger er sat betydeligt flere kryds i notater, som er skrevet i en nedtrykt stemning end i optegnelser, hvor Andersens humør er godt, skyldes to ting: Dels, at digteren – der var meget opmærksom på sit stærkt svingende humør – hyppigere var i dårligt humør end i godt, dels, at selverotikken for digteren ofte var en trøst i en situation, hvor han havde behov for noget trøstende.
Har tegnene da noget med ensomhedsfølelse at gøre? Nej, ensomhed omtaler H.C. Andersen i 53 indførsler i dagbøgerne, men kun i en af dem – Hilding Ringbloms eksempel nr. 4 – er der sat kryds. Og ser man på de 122 notater, hvor manglende inspiration og arbejdslyst nævnes, viser det sig, at der kun er sat kryds i fire af dem.
Endelig nævner Ringblom ”oplevelse af, at Gud var forsvundet fra ham (gud-løshed)”. Men i ingen af de femten dagbogsoptegnelser, som værkregistret henviser til under dette stikord, er der sat et tegn. For øvrigt er det vel en contradicho in adjecto at forvente et kryds i optegnelser, hvor ”gudløshed” nævnes, hvis det skal stå for en bøn til Gud. I situationer, hvor Gud føltes fjern, kunne digteren ikke bede til Gud:
Hvor underligt, i Angst og Smerte kan jeg ikke bede til Gud, jeg troer paa en Bestemmelse, en Nødvendighed men i Glæde og Velgaaen er Gud mig saa nær, da har jeg Bøn og Tak, da er der en ydmyg velsignelsens Tak i min Sjæl og Tanke.[22]
Konklusionen på denne diskussion af Hilding Ringbloms teori kan kun blive, at den er lige så uacceptabel som Palle Laurings. Krydsene og korsene i de to slags optegnelsesbøger har hverken med nydelse af drikkevarer eller med bønner til Gud at gøre.
Som jeg nu skal forsøge at vise, er de gådefulde tegn en slags regnskab med seksualdriftens manifestationer. Jeg har bevidst valgt det lidt forsigtige udtryk ”en slags”, fordi der her ikke er tale om nogen konsekvent og omhyggelig regnskabsførelse. H.C. Andersen har i perioder haft lyst til at sætte et tegn for eller gøre en bemærkning om sine selverotiske oplevelser, til andre tider har det ikke interesseret ham at føre den slags begivenheder til bogs.
De første tegn med en seksuel betydning finder man i Andersens skoledagbog fra 1825-26. Her bruger latinskoleeleven det græske bogstav (p (lille Phi [fi]) til at markere en erotisk oplevelse med, første gang den 17. september 1825: ”Sløv og mat af at læse – φ – repeteret – gik af Sløvhed til Sengs før Klokken 10.-”.[23]
At hengive sig til erotiske drømme og fantasier, endsige handlinger, var set med den unge skoleelevs øjne syndigt og forkasteligt. Skulle han dagbogsføre noget om den slags oplevelser – som faktisk forekom – måtte han altså gøre det så diskret, at det ikke lod sig gennemskue af andre, hvis hans dagbog skulle falde i de forkerte hænder. Hvad var da mere naturligt for en discipel, der lige havde lært latin og græsk, end at benytte et græsk bogstav som tegn for utilstedelige tanker og/eller handlinger.
Det græske bogstav φ er ikke valgt tilfældigt. Det er en slags piktogram, der leder tanken hen på de mandlige kønsorganer. Bemærkninger om penis og testikler optræder, som det vil fremgå af det følgende, ret ofte i Andersens almanakker og dagbøger, han var en talentfuld tegner, og hans fantasi kendte ingen grænser.
Dette græske bogstav er anbragt i tretten notater i skoledagbogen – i ét tilfælde dog udtrykkeligt kun brugt som illustration, fordi H.C. Andersen denne dag, den 27. marts 1826, var blevet bange for, at hans strenge rektor, Simon Meisling, havde fundet noget fra hans – sikkert ellers godt gemte – dagbog og gennemskuet hans hemmelige tegn:
M[eisling] gnaven, jeg kunde ikke finde dette af min Dagbog, samt et Værs, og strax troede jeg at han havde funden det og var nu vred, ja at han paa Onsdag naar jeg intet kunde vilde vise mig det (eller og han havde mærket mig mit φ) at jeg ingen Puns fik igaar gav mig mere Grund, men det var kun en Forglemmelse og jeg fik den i Aften.[24]
At det græske bogstav står for noget seksuelt – forestillinger og/eller handlinger – fremgår tydeligt af notatet den 23. november 1825:
Leed af Tandpine om Natten, vilde fordrive den med Tanken om Kiøbenhavnsturen, men det gik ei an – φ –
fæle Lyst som raser i mit Bryst,
Blink af Gud som nys begyndte,
du svandt hen thi ak jeg syndte;
uren Flamme i Barmen steeg,
og den lyse Engel veeg.
Dog jeg synded’ kun ved Tanke!
mig fra Gierningen Bevaer![25]
Den unge latinskoleelev er plaget af skyldfølelse på grund af drifternes magt over ham. De var så stærke, at de endog var i stand til at fordrive glimtet af Gud og hans lyse engel. Skal man tage dagbogens ord for pålydende, var ”syndefaldet” denne gang dog ikke så stort, som det kunne være blevet. Men den natlige oplevelse betragtes alligevel den næste dag med så megen alvor af den unge digterspire, at han skriver en hel lille strofe om den i sin ellers ret prosaiske dagbog. (Det er mig, der her har opstillet de syv rimede linier i strofisk form.)
Også på sin 21-års fødselsdag den 2. april 1826 kommenterer H.C. Andersen (φ-tegnet: ”(φ det var ilde)”;[26] men i alle andre tilfælde står bogstavet der alene uden nogen kommentar, altså som en blot og bar registrering af en erotisk oplevelse.
De seksuelle indslag i skoledagbogen er gemt så godt af vejen som muligt: Fem bogstaver er placeret midt i en tekst – et sågar midt i et ord: ”Kiøb:(φ)havn” – tre står efter teksten, to ved datoen, og et bogstav står som det første i en indførsel. Det er tydeligt, at det græske bogstav ikke har noget med det øvrige dagbogsstof at gøre, men tilhører en særlig, meget privat stofkategori, (φ-tegnene er desuden adskilt fra det andet stof ved brug af markante skilletegn: parenteser, punktummer, semikoloner og tankestreger.
I H.C. Andersens rejsedagbøger fra 1831 til 1841 findes der ingen tegn i notaterne; men i almanakkerne begynder en ny form for tegnsætning i 1838. Den 23. januar dette år noterer Andersen: ”Drevsens Sygdom tiltaget. Aftenen hos Saa-bys.+ ”.[27] Det græske bogstav, der vel nu forekom digteren at være for skoledrenge-agtigt og udspekuleret, erstattes af et kryds eller kors, som ikke søges skjult i teksten, men sættes efter notatets sidste punktum. Efter endnu en tegnsætning af denne type sættes krydsene i nogle måneder i en parentes, en fremgangsmåde, som Andersen også havde benyttet i skoledagbogen. Parenteserne forsvinder derefter og vender aldrig mere tilbage, hverken i almanakkerne eller dagbøgerne.
I marts 1838 begynder digteren at føje en verbal kommentar til sine tegn, ikke hver gang, men nu og da – fx sådan den 8. marts: ”Brev fra Vieweg om Spillemanden. Syg af Lidenskab (+)”.[28] En slags overflødigt dobbeltbogholderi, kan man mene, men helt i overensstemmelse med den anden af de tre ovenfor citerede optegnelser i skoledagbogen. Og hvad var da mere naturligt, end at H.C. Andersen (fra juni 1838) af og til skrev et ord eller gjorde en bemærkning om en erotisk oplevelse uden samtidig at sætte et tegn herfor. Frygten for, at uvedkommende skulle opdage hans hemmelighed, var nu et overstået stadium. Men vanens magt er som bekendt stor: Tegnsætningen fortsætter han ufortrødent med, i almanakkerne lige til 1849, i dagbøgerne endog til få år før sin død i 1875.
Erotiske oplevelser ”bogføres” altså på tre forskellige måder i almanakkerne: med kryds alene, med både kryds og ord eller alene med ord. Langt det mest almindelige er, at der kun sættes et kryds (312 eksempler), kryds og ord (fx ”sand-selig”) bruges i 71 indførsler og ord alene i 52 notater.
Sædvanligvis sætter H.C. Andersen kun ét kryds, men i otte almanakindførsler og i et par dagbogsnotater har han anbragt hele to kryds ved siden af hinanden. De må antages at markere en oplevelse ud over det sædvanlige eller flere hændelser. Et eksempel fra almanakken den 22. februar 1844: ”Spiist hos Pætau. [..] Sandselig +.+.”.[29] Lidt løjerlige tager de sig unægtelig ud, disse to tegn, som begge efterfølges af et punktum. Dobbeltkrydsene i almanakkerne er fra en tid, da digteren var sidst i trediverne eller først i fyrrerne, de to dagbogseksempler stammer fra slutningen af 1860’erne, da Andersen var en ældre mand.
I sine dagbøger anvender H.C. Andersen ganske den samme fremgangsmåde som i almanakkerne. Her er det dog først i året 1842, at han begynder at sætte kryds i sine notater. Fra 1834 til 1842 beskriver digteren med rene ord sine selverotiske oplevelser. Velkendte er hans beskrivelser i rejsedagbogen af de svære fristelser, som han kom ud for i det varme Napoli i 1834, fx denne: ”jeg kan mærke Climatet virker paa mit Blod, jeg følte en [rasende] Lidenskabelighed, men modstod.-”.[30]
På digterens store udenlandsrejse til Syd- og Østeuropa i 1840-41 og under herregårdsbesøg i sommeren 1842 driver drifterne deres spil med ham. Det registreres i dagbøgerne med ord som ”sandselig”, ”Sandselighed” og ”Lidenskab”, ja, han definerer ligefrem et sted begrebet sanselighed: ”Sandselighed er en salig Pirren gjennem Nærverne i det man udlader en Draabe af sin Livskraft.-”.[31] De drilske drifter afføder nu og da en kommentar ud over det sædvanlige: ”Sandselig stemt. Uhsa!” og ”Sandselig stemt, en urolig Nat – Una volta.”.[32] De to sidste ord må betyde ”én gal streg” eller ”én udskejelse”, jf. udtrykket ”at slå sine volter”.
Den 13. juli 1842 dukker det første kryds op i dagbogen. H.C. Andersen var da på besøg på herregården Gisselfeld, hvor der denne dag holdtes et stort taffel med efterfølgende bal. Andersen blev ”ang[ag]eret” af hele fire damer, men dansede ikke: ”gik til Sengs Kl: 1½, jeg sover i den gamle Bygning, hele den lange Gang og mit Værelse med Malierier. Sandselig og nydende +. ”.[33] Balstemningen synes at have bevirket, at også denne nat blev lidt urolig for digteren. Når det sanselige defineres som ”en salig Pirren gjennem Nærverne i det man udlader en Draabe af sin Livskraft”, når dertil føjes ordet ”nydende”, og når der tilmed sættes et kryds, kan en erotisk oplevelse vist ikke markeres tydeligere.
I dagbøgerne er der sat kryds i 117 indførsler, både ord og tegn bruges i 45 notater, og ordet ”sandselig” (eller lignende) uden et kryds anvendes i 82 optegnelser. Billedet er altså stort set det samme som i almanakkerne. Begge steder er skrivemåden spontan og usystematisk. Og ligesom der skiftes mellem de tre nævnte typer af registreringer af det seksuelle, kan de sædvanlige korsformede tegn også sættes som egentlige kryds, som det ses i dagbogen fra november 1869 til januar 1870. Krydsenes korsform i alle de øvrige indførsler bør absolut ikke tillægges nogen symbolsk, religiøs betydning.
Man kan i dagbøgerne og almanakkerne finde en række faste temaer: vejret (1), helbredet (2), humøret (3), det seksuelle (4), drømmene (5), digtningen (6), teatret (7), oplæsning af egne værker (8) og breve til og fra digteren (9). Dagens andre begivenheder (10) kan naturligvis ikke sammenfattes i én stofkategori. De faste temaer viser, hvad der hele hans liv interesserede H.C. Andersen. De dukker op i skiftende antal, omfang og kombinationer. Almanakkerne, som digteren fra 1838 gjorde lidt fyldigere notater i, har bl.a. tjent ham som en slags huskesedler under dagbogsskrivningen. Stoffet heri har derfor naturligt nok en mere koncentreret form end dagbøgernes.
Et par eksempler på de stadig gentagne temaer, hvor tallene i parentes henviser til de relevante stofkategorier:
Sandselig + [4]. Weyse begravet, gik til Fru[e] Kirke [10]; bragt Digt til Fædrelandet [6]; knækket en Fortand igjen [2]; – Middag hos Fru Zinn [10]; trist Humeur [3]. Brev fra Komtesse Holk [9].
(Almanakken, den 13. oktober 1842.[34])
Vexlet Penge [10], Skrækkelig Solhede [1]; Bygkorn paa Øiet [2]; drevet kje-deligt om i Gaderne [3 og 10]. Skrevet paa Biographien [6]; i fransk Opera, Donnizettis Fa favorite [7]. (Sandselig heftig + o det er piinligt) [4]
(Dagbogen, Fyon, den 24. juli 1846.[35])
Bortset fra den citerede dagbogsoptegnelses korthed er disse eksempler repræsentative. De vidner om, at det seksuelle spiller en lige så stor rolle i digterens dagligdag som helbredet og humøret, hvad enten han er hjemme eller ude at rejse.
I langt de fleste tilfælde er det erotiske det sidste, der omtales eller markeres i en indførsel. Som en af dagens sidste hændelser hører det jo også naturligt hjemme her. Og ligesom i skoledagbogen er det klart adskilt fra de andre temaer ved brug af kraftige skilletegn: Punktummer, parenteser, tankestreger og semikoloner (som H.C. Andersen både i sine digterværker og i sine private breve og optegnelser ofte bruger i stedet for punktummer).
Sin ensomme erotik har Andersen ført den her beskrevne form for regnskab med i 31 af de 51 år fra 1825 til 1875. I almanakkerne registreres den i årene 1838, 184047 og 1849. I dagbøgerne omfatter de længste ”regnskabsperioder” årene 1840-51, 1860-64 og 1866-72; men ”regnskabet” føres her kun i nogle måneder af året. Alt tyder på, at almanakkerne oprindelig har fungeret som stedet for regnskabet. Det er da også her, at man finder hovedparten af krydsene, 383 mod 162 i dagbøgerne.
Formålet med denne lidt trivielle undersøgelse af H.C. Andersens særprægede regnskabsførelse har været at søge et svar på spørgsmålet, om der findes dage, hvor den samme seksuelle oplevelse er blevet registreret både i almanakken og i dagbogen og i bekræftende fald, hvordan dette da er udført. En sammenligning af de to slags optegnelser viser, at digteren i 27 tilfælde har ført denne form for dobbeltbogholderi. I skematisk form kan det opstilles sådan:
| År | Dato | Almanakker | Dagbøger |
|---|---|---|---|
| 1842 | 11/7 | sandselig vild | Sandselig stemt, en Lidenskab i Blodet |
| 13/7 | Sandselig + | Sandselig og nydende + | |
| 1843 | 14/3 | + | Sandselig + |
| 15/3 | + | Sandselig + | |
| 27/3 | + | Sandselig + | |
| 30/3 | Sandselig | sandselig + | |
| 6/4 | + | + | |
| 7/4 | + | Meget sandselig + | |
| 23/4 | + | Sandselighed i Blodet! [..] + | |
| 3/6 | + | Sandselig | |
| 4/6 | + | Sandselig | |
| 5/6 | + | Sandselig! | |
| 1844 | 14/6 | Sandselig + | + Sandselig |
| 15/6 | Sandselig + | Sandselig + | |
| 30/7 | Sandselig + | Sandselig | |
| 15/9 | Sandselig + | Sandselig + | |
| 1845 | 25/11 | hedt Blod + | hedt Blod, Lyst |
| 26/11 | + | hedt Blod, vilde Lyster | |
| 22/12 | + | + | |
| 1846 | 13/2 | + | + |
| 15/2 | + | + | |
| 16/2 | + | sandselige Tanker + | |
| 7/3 | + | sandselige Tanker | |
| 28/6 | + | sandseligfe] Lyster, evig og altid + | |
| 24/7 | + | (Sandselig heftig +) | |
| 12/8 | + | Hedt Blod + | |
| 5/9 | + | Sandselig i Blodet + |
Oversigten viser, at H.C. Andersen ti af de dage, hvor han kun har sat et kryds i almanakken, i dagbogen supplerer – og dermed forklarer – dette tegn med et eller flere ord, fx ”sandselig + ”, ”sandselig[e] Lyster, evig og altid +” eller ”Hedt Blod +”. I fem tilfælde erstattes et kryds i almanakken med rene ord for pengene i dagbogen, fx ”sandselig”, ”hedt Blod, vilde Lyster” eller ”sandselige Tanker”. I to tilfælde udelades almanakkens tegn i dagbogen, mens det verbale udtryk bibeholdes, en gang ændres almanakkens ”sandselig” til ”sandselig + ”, en anden gang sker det modsatte. I de sidste otte tilfælde markeres den erotiske oplevelse stort set på samme måde i de to tekster.
Resultatet af sammenligningen af de to slags optegnelser kan man betragte som det egentlige bevis på, at krydsene i H.C. Andersens almanakker og dagbøger står for seksuelle oplevelser. Hvad tegnene og ordene betyder i det enkelte tilfælde, kan vi naturligvis kun have formodninger om, men der er næppe tvivl om, at de ofte – og vel som regel – står for onani.
At denne forklaring på krydsene i optegnelsesbøgerne er den rigtige, understøttes af den kendsgerning, at digteren også har interesseret sig for at gøre notater om sin natlige pollution og om forskellige symptomer på sygdom i kønsorganerne.
Bemærkninger om pollution gøres i 1840’erne og en enkelt gang i 1863, første gang den 22. februar 1843 som et parentetisk indskud i teksten, både i almanak – ”(I Nat pol:)” – og i dagbog: ”(i Nat en stærk Pol:)”.[36] Et ”P.” sidst i almanaknotatet den 29. februar 1844 må nok også stå for ”Pollution”; men i almanakkerne skriver Andersen som regel ”pul” – og gemmer ofte forkortelsen i den trykte almanaktekst! En enkelt gang står der endog ”pul pul”.[37] Også med disse optegnelser er der tale om noget så privat, at det behandles med stor diskretion.
Anderledes forholder det sig med digterens notater om sit helbred, et emne, der optager ham overordentlig meget, og som derfor også optræder som et af de gennemgående temaer i hans optegnelser. På grænsen mellem kategorierne helbred og seksualitet finder man i almanakker og dagbøger mange bemærkninger om ængstelse for symptomer på sygdom eller unormalitet i kønsorganerne, især i penis.
Det første notat herom er indført i almanakken den 8. november 1838: ”Talt med Emil [Hornemann] om min Irritabilitet i Penis”, og dagen efter er Andersen ”Fortvivlet over Irritabilitet i Penis”.[38] I slutningen af september og begyndelsen af oktober 1840 er den gal igen med den samme lille legemsdel – digteren befinder sig nu i en periode, hvor hans seksualdrift gør sig kraftigt gældende. Ufrivilligt komisk skriver han den 4. oktober: ”Øm i Penis, Phelipens paa Næsen”.[39] Karakteristisk er bemærkningen den 25. oktober samme år: ”øm i Penis: slet Lune derfor”.[40] Den slags symptomer bekymrede i høj grad Andersen. Adskillige steder i almanakker og dagbøger ser vi da også, at ytringer om humøret optræder side om side med det seksuelle. Udover problemer med penis nyder lidt unormale tilstande i testiklerne og blæren hans bevågenhed, uden dog at influere helt så meget på humøret.
Dagbøgerne er ret udførlige, når det gælder penisproblemerne. Når Andersen i marts 1841 skriver om penissmerter, at ”Himlen veed at jeg er ikke Skyld deri”,[41] kan det kun betyde, at han udelukker den mulighed, at han har pådraget sig en kønssygdom ved et samleje. Dagen efter bliver digteren så bange for, at der kan tænkes en anden smittekilde: ”Bare jeg ikke har faaet det paa Skibs Locum”.[42] Tanken om smitte fra en prostitueret dukker op igen i juli 1866: ”Havde jeg besøgt Fruentimmer, Følgerne deraf var vel Sygdom, men det har jeg ikke” – den kan altså atter udelukkes.[43]
Angsten for at have pådraget sig en sygdom, der seksuelt satte ham ud af spillet, medførte, at H.C. Andersen i perioder ofte gik til læge – og i sine yngre dage også til en af de venner, der studerede medicin. Den 8. november 1838 talte Andersen som før nævnt med Emil Hornemann, der var blevet læge i 1834, om irritation i penis. Denne konsultation hjalp ham åbenbart ikke af med problemet, for nogle dage senere opsøgte han Emil Hornemanns medicinstuderende broder, Wilken Hornemann, og talte med ham om årsagen til sine kvaler.[44] Wilken Hornemann mente som ovenfor nævnt, at grunden til digterens ”Sygelighed” var at finde i hans seksuelle afholdenhed.
Men det var først i september 1840, da H.C. Andersen på ny konsulterede Wilken Hornemann om det samme problem, at der skete noget: ”W. H. [igen] bestemt raa-det mig til at tage et F.[ruentimmer]”.[45] Nu bliver det nemlig til noget mere end det blot at tage en fast beslutning om at ville gå til en prostitueret, nu følger han virkelig Hornemanns råd og får en anden ven med stor erfaring på dette område, nemlig Theodor Collin, til at skaffe sig en prostitueret, i almanakken diskret omtalt som MD. Wilken Hornemann besøgte ham flere gange i den følgende tid for at opmuntre ham i hans forehavende. Hvad der kom ud af dette, er ikke et emne, som jeg vil gå nærmere ind på her, da jeg har behandlet det i min ovenfor nævnte artikel i Anderseniana 2001.
Den 30. marts 1844 deltog H.C. Andersen i vennen Bertel Thorvaldsens begravelse; men hans personlige, fysiske problemer var lige ved at overskygge den højtidelige begivenhed: ”Til Prøve i Frue Kirke. Hos Emil med Penis; Thorvaldsens Begravelse, vi gik Klokken 1½ ud af Charlottenborg; storartet, men min Tanke meget ved mit Befindende”.[46] En måned senere dukker det stadigt tilbagevendende problem op igen: ”Penis meget daarlig, løb forgjæves til Emil og Wilken”.[47]
Det var dog især hos Theodor Collin, der var Andersens læge, og en ven, som han havde drukket dus med, at han søgte hjælp, når denne slags problemer plagede ham, selv om han søgte at helgardere sig ved også lejlighedsvis at konsultere Hornemann’erne og kirurgen C.L. Studsgaard. Collin kunne gang på gang konstatere, at ”det havde ikke Noget at betyde” eller, at ”det var Intet”.[48] Man kan som bekendt ikke frikende digteren for hypokondri – heller ikke på dette for ham selv åbenbart vitale område. Der var sikkert aldrig noget alvorligt i vejen med hans kønsorganer. Der var et svælg mellem Andersens overdrevne angst for ”symptomerne” og lægernes nøgterne bedømmelse af dem. Ikke så sært, at Theodor Collin af og til morede sig lidt over ham og spøgte med hans indbildte sygelighed. Hos Wilken Hornemann mødte digteren større forståelse og fik en blidere behandling; men af ham fik han den samme beroligende besked om grundløs ængstelse.
H.C. Andersens ”Sygelighed” var ikke af fysisk art, den skyldtes først og fremmest problemerne med den ”fæle Lyst”. Hans stærke seksualdrift lod ham ikke i fred ret længe ad gangen. Han kom til at føle den som en plage. Gang på gang hører vi ham klage over, at han er ”syg af Lidenskab”, ”syg og mat af dulgt Lidenskab”, ”sygelig”, ”syg”, ”brændende, lidende af den Slags”, at det er utåleligt, pinefuldt, til at blive gal over. Malende taler digteren om, at han plages af ”asiatisk Sandselighed”, og om, at han ”brænder som Vesuv”.[49]
Andersens mange klager over den besværlige kønsdrift og hans evige kamp med den skyldtes naturligvis, at han havde så svært ved at få den tilfredsstillet på normal måde. Selv udtrykker han det som 65-årig på denne måde: ”I Nat stærk Trang som ikke blev tilfredsstillet, jeg er syg af denne Tilbageholden”.[50]
Det ser ud til, at H.C. Andersen hele sit liv har måttet klare sig, som han bedst kunne, med sin nødløsning, onanien. I sin skoletid havde han betragtet denne form for seksuel tilfredsstillelse som en synd, men senere i livet lærte han at leve med selverotikken som et uomgængeligt, personligt livsvilkår. Hjalmar Helweg har på det punkt ganske misforstået Andersens almanakker og dagbøger, når han skriver, at de ”bærer rigeligt vidnesbyrd om de samvittighedskvaler, det voldte ham, naar fristelsen fik magt med ham”, når han taler om ”den angerfyldte afslappelse bagefter” og om digterens ”dybe ruelse over ”fejltrinene””.[51]
Der findes ingen tegn på, at H.C. Andersen som voksen mand betragtede sine seksuelle fantasier eller handlinger som ”fejltrin”. Han fortrød dem ikke og gav ikke udtryk for anger eller skyldfølelse. Helst havde han uden tvivl fulgt sin trang til ”at kysse og omfavne” en kvinde;[52] men når det ikke lod sig gøre, og når drifterne ikke ville lade ham i fred, måtte han, som der står i et ungdomsdigt, lade sine suk flagre hen i natten til nar for de lystige vinde og skaffe sig befrielse fra drifternes pres på sin egen måde: ”Jeg kan ikke nære mig!”, som han selv formulerer det et sted i dagbogen.[53]
I de senere år er der udkommet et par store H.C. Andersen-biografier, en engelsk, Jackie Wullschlagers H.C. Andersen. En biografi (2000, dansk oversættelse 2002) og en dansk, Jens Andersens Andersen, en biografi I-II (2003). Begge biografier kommer naturligvis også ind på digterens seksualliv og omtaler i denne forbindelse hans optegnelsesbøgers kryds eller kors.
Jackie Wullschlager skriver om H.C. Andersens skoledagbog, at han i den brugte en kode ”somme tider inde midt i et ord, med græske bogstaver, der skulle betyde masturbation, som var hans eneste seksuelle aktivitet”.[54] Som ovenfor nævnt anvendte Andersen kun ét græsk bogstav, φ, og han satte det kun én gang inde midt i et ord, nemlig som en slags forkortelsestegn i ordet ”Kiøbenhavn”. Allerede som skoleelev elskede H.C. Andersen at bruge tegn og forkortelser i sine private optegnelser.
I forbindelse med omtalen af digterens forelskelse i Sophie Ørsted i 1837 bemærker Wullschlager, at hans ”seksuelle afløb” fortsat var masturbation ”der blev markeret med et + i dagbøgerne og almanakken”.[55] Selv mødet med en kvinde, som Andersen ikke forelskede sig i, skuespillerinden Rachel Felix, satte sig spor i dagbogen i april 1843 i form af de sædvanlige bemærkninger om sanselighed og afkrydsninger, noterer Jackie Wullschlager.[56] Det samme skete i tiden efter sangerinden Jenny Linds afrejse fra København i september 1843 og i den periode i det følgende år, da digteren var stærkt betaget af den unge Henrik Stampe.[57] Alt dette er rigtigt, men det må ikke overses, at der både i almanak og dagbog forekommer mange tegn og/eller ord med en seksuel betydning også i mindre begivenhedsrige perioder af H.C. Andersens liv.
I sin Andersen-biografi omtaler Jens Andersen mærkeligt nok ikke brugen af det græske bogstav i skoledagbogen. Først i forbindelse med hans beskrivelse af digterens varme venskab med Henrik Stampe i sidste kapitel af biografiens første bind nævner forfatteren, at ”Andersens små krydser og kors i almanakken tog til i februar 1844”.[58] Mangen læser må føle sig lidt desorienteret ved læsningen af disse ord, for digterens små kors og kryds har forfatteren ikke omtalt tidligere i bogen. Tegnene udlægger Jens Andersen som udtryk for seksuel lyst og ”syndsbevidsthed omkring onani”. Rigtigheden af det første kan der ikke herske nogen tvivl om; men det andet kan ikke aflæses af almanaknotaterne.
Vi skal langt ind i andet bind af Jens Andersens værk, før de små kryds eller kors igen omtales. I afsnittet På bordel i Paris beretter forfatteren om H.C. Andersens fire bordelbesøg i Paris i årene 1866-1868. På trods af direkte opfordringer ”pour fair l’amour” fra en af bordelpigerne, skete der aldrig noget, når den danske digter var på besøg: ”Hver eneste gang skyndte Andersen sig hjem til hotellet for at slå korsets tegn i dagbogen og samtidig [..] prøve at forstå sig selv i lyset af en så-godt-som-syndig handling” (kursiveringen er min. ES) .[59] Her foreligger en klar misforståelse: I digterens notater i dagbogen om disse bordelbesøg er der intet sted sat kors eller kryds. Kun i en af de fire indførsler vedstår Andersen, at han ”i Brynde” gik op i en ”Menneske Boutik”. I det samme notat tilstår digteren nok, at han havde syndet, men det var vist så som så med hans skyldfølelse derover: Han skriver, at han ”gik uden at have syndet i Gjerning, men nok i Tanke”.[60]1 et af de andre dagbogsnotater om disse damebesøg lægger H.C. Andersen stor vægt på at bedyre sin uskyld: ”jeg gik aldeles uskyldig derfra”, skriver han, og han tilføjer, at han ikke havde handlet mod noget af de ti bud.[61] Hvad hastværket med at komme hjem til sit hotel og sin dagbog angår, så havde Andersen ikke mere travlt, end at han gik på café efter et par af sine bordelbesøg.[62]
I de afsnit, hvor Jens Andersen fortæller om H.C. Andersens forhold til prostitutionen ude i Europa og hjemme i Danmark, har han bl.a. benyttet min artikel i Anderseniana 2001 om dette emne, men den anføres ikke i listen over sekundære kilder.
I sin biografis tiende og sidste kapitel har Jens Andersen gengivet en side i den håndskrevne almanak fra slutningen af februar 1844, en tid, hvor venskabet med Henrik Stampe betød meget for digteren.[63] I billedteksten til denne almanakside skriver forfatteren bl.a., at H.C. Andersen ifølge almanakken den 25. februar følte sig ”gammel og alene”. Men også ”sandselig””. Andersen følte sig nok ”gammel og ene”, men absolut ikke ”sandselig”. Krydsene på denne almanakside tillægger Jens Andersen her ligesom de (kun) to andre steder i værket, hvor digterens afkrydsninger omtales, en religiøs betydning: ”d. 20., 22. og 28. februar ser vi, at Andersen, som han selv formulerede det, ikke havde kunnet ”nære sig” og bagefter faldt på knæ i almanakken med kors og krydser (kursiveringen er min. ES). Ifølge Jens Andersen slår H.C. Andersen altså i Paris ”korsets tegn” i sin dagbog, og hjemme i København falder han på knæ i almanakken. Denne udlægning af digterens kryds eller kors som symboler med en religiøs betydning præsenteredes første gang af Hilding Ringblom i hans ovenfor omtalte artikel i Anderseniana 1997: ’Jeg er selv tilbøjelig til at opfatte krydserne som ”korsets tegn”, der træder i stedet for en bon til Gud om hjælp eller muligvis: tilgivelse”. Man skulle tro, at forfatteren havde læst Hilding Ringbloms artikel om H.C. Andersens seksualliv med dens nye teori om betydningen af dagbøgernes og almanakkernes kryds eller kors – og kombineret den med Helwegs. Men Ringbloms artikel i Anderseniana 1997 nævnes ikke i biografiens fortegnelse over sekundære kilder.
De to biografier af H.C. Andersen forholder sig altså, som det vil ses, lidt forskelligt til digterens registreringer af sine seksuelle oplevelser. Jackie Wullschlager deler tydeligvis Hjalmar Helwegs opfattelse af betydningen af optegnelsesbøgernes kryds og verbale kommentarer: Masturbation ”var hans eneste seksuelle aktivitet”, skriver hun. Når Helweg et sted i sin bog fastslår ”at hvad Andersen saa ellers var i sexuel henseende, var han først og fremmest masturbant”, og et andet sted konstaterer, at digteren utvivlsomt ”resignerede [m.h.t. ”normal sexuel omgang”] hele sit liv”[64], så har forfatterinden på en måde kombineret disse to bedømmelser af digterens seksualliv. Wullschlagers omtale af H.C. Andersens onani adskillige steder i biografien forekommer velbegrundet. Kun kunne man have ønsket, at hun havde gjort rede for omfanget af digterens selverotiske aktiviteter og taget stilling til deres betydning for ham.
Jens Andersen anerkender nok den seksuelle betydning af Andersens afkrydsninger, men han opfatter dem også som udtryk for digterens religiøst betonede syndsbevidsthed. Han oplyser ikke sin læser om de første vidnesbyrd om Andersens selverotik, tegnene i skoledagbogen, som viser, at ”denne drengelast”, som Helweg kalder onanien, i hvert fald var begyndt i H.C. Andersens skoletid. Og når Jens Andersen – de få gange det sker – fortæller om digterens personlige seksuelle udfoldelser, synes han desværre at have haft for travlt til at kunne læse og gengive indholdet i de benyttede notater i almanak og dagbog korrekt. Efter min mening har forfatteren underbelyst og delvis misforstået denne ikke uvæsentlige side af H.C. Andersens tilværelse.
Disse bemærkninger om de to nye H.C. Andersen-biografier er alene affødt af min interesse for at se, hvordan det emne, som denne artikel handler om, er blevet behandlet i disse værker. Hvad jeg her har skrevet, er småting, som på ingen måde kan formindske fornøjelsen ved at fordybe sig i de to udførlige skildringer af den store digters liv og livsværk.
(I dagbogsværkets ”Andre Registre”, bd. XII, 1976/1996, som er udarbejdet af H. Topsøe-Jensen, leder man forgæves efter stikord, der henviser til H.C. Andersens selverotik. Det nærmeste, man kan komme til dette emne, er et stikord, der er formet som et dagbogscitat: ”Sandselig stemt, vild Lyst i Blodet” (spalte 311 f.). Her henvises der til 110 steder i bindene I-IX, hvor sanselighed nævnes eller antydes, og den har jo også tit med selverotikken at gøre. Det store flertal af de 127 steder, hvor sanselige tanker – med eller uden kryds – omtales, omfattes af disse henvisninger. De 117 steder, hvor der kun er sat et kryds, må man derimod selv finde. Den, der vil studere dette emne, er altså nødt til at læse hele dagbogsstoffet igennem. Det samme gælder m.h.t. stoffet i Andersens almanakker – her er der intet sagregister.)
