Selv om den nu afsluttede Offentliggørelse af Brevvekslingen mellem H.C. Andersen og Henriette Hanck har ydet et værdifuldt Bidrag ogsaa til Karakteristik af hende, vil dog alt, hvad der yderligere kan bidrage til Belysning af hende, have Værdi, idet der hidtil kun har foreligget meget lidt udover Brevene. Andre Billeder end Barnesilhouetten i Anderseniana VII, S. 12, eksisterer ikke. Hendes forvoksede Skikkelse, antagelig en Rygsvaghed, saavelsom hendes store Beskedenhed har vel hindret Afbildninger af hende. Derimod findes der en smuk Skildring af hende i Theaterdirektør M. V. Bruns Erindringer[1]. Han skriver her: „H.C. Andersen havde jeg i Begyndelsen ondt ved at komme til Rette med. Jeg traf første Gang sammen med ham hos Fru Hanck, Enke efter Rektor[2] Hanck i Odense, hvis Datter, Henriette Hanck, var Forfatter til „Tante Anna“. Denne af Naturen højst stedmoderlig behandlede Dame havde imidlertid af et mildt Forsyn faaet rigelig Gengjæld af dets Haand, thi hun var forlenet med en Sjælsstyrke og en Elskværdighed, som rigelig bødede paa hendes krøblingeagtige Figur. Af hendes mørke Øjne lyste frem en Sjælsadel og en from Resignation, som gjorde et yderst velgjørende Indtryk, og hendes Karakters medfødte Beskedenhed gjorde, at jeg, og de fleste med mig, vare enige om, at hun var den sødeste „Blaastrømpe“ i hele Kongens Kjøbenhavn.
I Fru Hancks Hus var der hver Søndag et Slags Matiné, besøgt af flere Blaastrømper af ulige mindre Værd end Henriette.“ Hans samtidige Skildring af H.C. Andersen er ikke tiltalende og, det indrømmer han selv, tildels fremkaldt af H.C. Andersens Udvortes, som virkede meget frastødende paa Brun.
Fra Henriette Hancks Haand findes der foruden hendes omtalte to Arbejder: „Tante Anna“ og „En Skribentindes Datter“ en Del Digte, dels trykte, dels utrykte og i Familiens Eje.
Af trykte Digte findes:
Af disse trykte Digte skal jeg kun anføre „Digteren og Recensenten“, idet det er et varmt Forsvar for H.C. Andersen mod Henrik Hertz’ Angreb paa ham i Gjengangerbrevene. Hun bebrejder heri Hertz, at han i dem mislykket søger at efterligne Baggesen, idet kun Formen og ikke Aanden er Baggesens, kun et Echo af „jeg veed ei hvad“ et Udtryk, som Baggesen bruger i sit bekendte Digt „Til mit Fædreland“ :
„Dog savner overalt veemodig glad
Din Aand et saligt sødt: Jeg veed ei hvad“
og som var gængs i den romantiske Tid. Schack-Staffeldt bruger det:
Mit Savn mig fortærer —
og ak! jeg begjærer —
Jeg veed ikke hvad.
H.C. Andersen benytter det ogsaa selv i et Brev til Edvard Collin 11/7 1832[3]: „Jeg har faaet en Idee til et dramatisk Digt, som Aladdin, nemlig Agnette (Efter den bekjendte Folke-Vise) jeg troer der kan blive noget stort deraf. Visen tyder hen paa den dybe Længsel efter „jeg veed ei hvad“, og Utilfredsheden med hvad man har“. Et Motiv som er typisk for H.C. Andersen (Eventyret „Grantræet“).
— — laissons á l’Italie
De tout ces faux brillants l’éclatante folie,
Tout doit tendre au bon sens : — Boileau.Ved Lampen i det stille Kammer,
Haand under Kind, med tænksomt Blik,
Nedsendt fra Gud i milde Flammer
Vor Sanger Lyset først opgik,
Og Haab sig i dets Straaler brøde,
Og Glæden smilte i dets Glands;
Han seer med reen og himmelsk Sands
Et Billed i dets Flammer gløde!Det plejer han med stille Glæde,
Og aander Sjel og Liv deri;
Saa elsker Moderen sin Spæde,
Saa elsker Slaven Ordet fri!
Det bedste ham Natur forlened’,
Sin Tanke, han meddeler det,
Sin Følelse for Skjønt og Ret,
Sit Viid, sit Humor, Alt forenet.Han danner det med Faderhjerte;
Thi i dets Barndom var det vildt,
Det græd i Lyst, og loe i Smerte,
Han freder om dets Ydre mildt,
Kjertegner det med varme Hænder,
Ifører det et Huldgevandt,
Og som en Himmelfryd, der svandt,
Det i den vide Verden sender.Mangt venligt Øje det modtager,
Det taler blidt til mangt et Bryst,
Det mildner Veemods sagte Klager,
Og skjænker et Minut af Lyst,
En Dag af reen og barnlig Glæde,
En Time af en stille Fred,
En lang, en salig, Evighed
Det aabner for en Frændekjæde.Dets Sanger viger hver en Kummer
Hver Klipperift i Livets Strøm,
Ham Haabet vugger blidt i Slummer,
Og Engle lege i hans Drøm,
Hans kjereste og yngste Datter,
Hans Yndlingsbarn og Faderlyst,
Det lægger han til Danmarks Bryst;
Men Avinds Selvklygt det omfatter!Nu skal det passe i den Ramme,
Hvori hver snever Phantasi
La’r sine egne Skatte bramme,
Hvis ej, er ingen FORM deri,
En Kyndig fra Parnas neddrattet,
Sig blæser op til Recensent,
Saa er han dog et slags Skribent,
Har Pegasus i Hoven fattet.Hvad han ej selv formaar at bygge,
Nedriver han med ivrig Haand,
Gi’r Barnets sunde Lemmer Krykke,
Dets Phantasi et Ledebaand.
Nu har det Form, gjenkjendt af Ingen,
Forladt af Grazier og de Ni,
Dets første Skjønhed er forbi,
Men nu er der dog GRUND i Tingen !Selv stundom han som Aand sig viser,
Og er vel og i Aanden rig?
Som Formers Form han Formen priser
I Pseudokappen skjuler sig,
Som Aand han synger fra det HØJE,
Thi DYBT er ej hans lette Kvad,
Skjøndt Echo af, „jeg veed ej hvad“
Et stjaalet Lys fra brustent Øje.Et Gjenskin af en Tryllestjerne,
Han staar som Baggesens Kopist,
Vel skuffer Straalen i det Fjerne ;
Men — Øjet vinder dog tilsidst.
Med Lethed greb du Aand det Klæde,
Vor Sangers Lyra fordum bar,
Hans Form nu dine Breve har,
Og kun hans Aand er ej tilstæde.Hvor højt rangerer du den Maler,
Som kalder kjendte Træk dig frem,
Hvori sig fremmed Aand udtaler,
Hvor højt staar han i Kunstens Hjem?
Paa hvilket Trin vil Du hensætte
I Kjøbenhavns Thaliahal
En god KOPI af Frydendal,
Vil du DEN Kunstnerkrandsen flette?Ak, mange som Orakel gjemme
Højrøstet Raab fra skjulte Havn,
Og for den ubekjendte Stemme
Opofre de en Digters Navn,
Ak, mange, mange, følge Strømmen
Med ublid Magt og hæse Skrig,
Ind i hans Himmel styrte sig,
Og vække ham af Gudedrømmen.Hans Lyra toner nu ej længe,
Og Faa kun lytte til dens Klang,
Kun Tungsind bæver i dens Strænge,
Men Mængden elsker munter Sang;
Den høje Kraft, de hulde Smile,
Den Aand, som flammede deri,
Det glade Livsmod er forbi,
Den trætte Sanger ønsker Hvile.Da nærmer sig med hvide Vinger
Alt Englen paa sin mørke Sky,
Dødskysset han den Trætte bringer,
Men herligt klinger i dets Ly —
Ved Kraften af de gjemte Toner,
Ved Hjertet af en himmelsk Fred,
Ved Anelsen om Salighed,
Et Kvad, som EFTERVERDNEN kroner.De, som med Haanlighed nedstødte
Hans Ungdoms Nyn i Lethes Skjød,
Hans varme Sang med Kulde mødte,
Forstaae den først nu ved hans Død;
Men Aar, og atter Aar, hensvinde,
Nu prise de hans Tonehav,
Nu strøe de Laurbær paa hans Grav
Og troe: at rejse ham et MINDE! —?12—1.
(Henriette Hanck.)
Af hidtil utrykte Digte skal jeg nævne to, som begge er karakteristiske for hende. Det første ejes af fhv. Skoleinspektør Johannes Haslund i Moss i Norge. Han er Sønnesøn af Henriette Hancks Søster Thea Haslund. Det er en Skildring af en Aften i Hjemmet paa Vestergade i Odense i Midten af 30erne. En Vinteraften med Kakkelovnshygge og Lampen tændt paa Bordet i Lighed med den, hun beskriver for H.C. Andersen i Brevet til ham Nytaarsdag 1834[4]. Det giver et tidspræget og smukt Billede af Familiens Kreds om Bordet med den snurrende Themaskine, der sender sin hjemlige Gløderøg ud i Stuen, og af Tankerne og Samtalen. Kredsen skildres: det forelskede Par, Jane og Evers[5], den broderende Søster Louise, Mosteren Augusta Søeborg, Bedstemoderen gamle Madam Iversen interesseret i Avisens Udenrigspolitik, Faderen, Nordmanden og Redaktøren Johan Hanck, der, imedens han maler en Hest for Augusta Søeborgs Søn den 10—12 aarige Christian, melder om Carl Johans Kamp med de selvbevidste norske Rigsdagsmænd, og i hvilken Kongen maatte bøje sig. Om Moderens Ængstelse for Datteren Thea, der forsinket med Længsel ventedes hjem fra en Norgesrejse og endelig Henriette, der læser H.C. Andersens nylig udkomne „Agnete og Havmanden“. Hendes Tanker gaar til den broderlige Ven, hvis Karakter hun ser afspejlet i Agnete. Den, der i Krogen dels synger dels fløjter Henriettes Yndlingsmelodi, er sikkert den yngste Datter, „Hancks Dreng“, Caroline. Søsteren Augusta har nok været bortrejst, da hun ikke nævnes.
Skarp Vinden slaaer paa Rude,
Nu mørknes det derude
Ja Dagens Lys er slukt,
I Ovnen knitter Luen
Det er saa lyst i Stuen
Saa hyggeligt og smukt.Snart sidde vi i Klynge
Maskinen høres synge
Saamangt et gammelt Kvad,
Den bringer os tilbage
Hvad den i fordums Dage
Har hørt jeg veed ei hvad !See nu den Virak huser
Hvor Røgen blaa sig bruser
Og breder ud sin Duft,
Kom nu herind I Kjære,
Nu er her godt at være,
Forlad den kolde Luft!Vi sidde nu om Bordet
Og let og muntert Ordet
Fra Læben skynder sig
Og Smilet leer i Øjet
Hver Sjæl er saa fornøiet
Saa glad, saa lykkelig!Først her et Par med Blikke (Jane og Evers)
Som see de Jorden ikke
Men kun en Himmel blaae,
En Fremtid uden Smerte,
Ved Tidens raske Hjerte
Gid Drømmen ei forgaae.Den blonde Søsters Hænder (Louise)
Saa flittigt Naalen vender
„See lille Tante see! (Augusta Søeborg)
Det smukt broderie Smække
Det skal Beundring vække
Paa næste Assemblé.“Hvor Bedstemoder nikker, (Gamle Fru Iversen)
Hun rømmer sig og strikker
Har sine Briller lagt
Nu hvile hendes Hænder
Mens Hovedet hun vender
„Hvad nyt har Posten bragt?“„Nordmand har vaagent Øje
„Sig Carl Johan maa føje
„Der hjælper ingen Bøn!
Saa Fader sig udtaler (Johan Hanck)
Mens han paa Bordet maler
En Hest for Tantes Søn! (Christian Søeborg)I Glæden som os favned’ (Thea ventedes fra Norge med Holbek og han havde været saa længe undervejs, saa Forældrene var urolige)
Et Noget Moder savned’
Den mørkned hendes Sind
Men Haab og Veemod sagte
Som Engle blødt sig lagde
Til hendes Moderkind.Den sidste hendes Hjerte
Sin milde tavse Smerte
Sin stille Taare gav,
Den første Engel bøjed’
Sig hen mod Moderøjet
Og kyssed Taaren af!Hvad lyder hist fra Krogen?
Jeg troer der synger Nogen
Min Yndlingsmelodie
Et Suk mig Stemmen bragte
Den fløjted ømt, men sagte:
„Il faut quittér Marie!“Jeg bladed’ i „Agnete“ (Agnete og Havmanden af H.C. Andersen)
I hendes Træk opledte
Portraitet af en Ven (H.C. Andersen)
Hans Sind i denne Pige
Det dybe underlige
Gik selsomt her igjen.Mod Øst og Vest vi vandre
Jo engang fra hverandre
Men hvert af Kjædens Led
Dog hører evigt sammen
Som Fadervor og Amen
Som Gud og Kjærlighed !Henriette Hanck ca. 1834.
Det andet utrykte Digt har Henriette Hanck skrevet i en af Faderens Skizzebøger i 1837. Det hedder „Marieshøj“ og er et vemodigt Farvel til Ungdomslivet med de glade og skønne Minder derude fra Bedsteforældrenes Landsted ved Tolderlund. Bogen tilhører Fabriksdirektør Just Høeg, Maglemølle i Næstved.
Det Aften er og Vinden lufter
I Græsset Natviolen dufter
Og intet muntert Sollys leer;
I Skyggen Fortids Minder spøge
Mens Maanen paa de gamle Bøge
Med sine klare Blikke seer.Hver Rune paa de gamle Stammer
Lysstraalen fra det stille Kammer
Selv Reden, hvortil Storken tyer
Hver Trærod i de dunkle Gange
Hvert Aftensuk i Droslens Sange
Fortæller Barndoms Eventyr!Her Dagene var aldrig lange
Thi Glædesraab og Jubelsange
Med Lærkens Trille flagred hen.
Blandt Fuglene fra hine Dage
En Efternøler blev tilbage
Det gamle Hjerte plejer den.Dens Sang er ingen Glædestrille
Dens Røst er svag, dens Fryd er stille,
Dens Vinges Flagren mat og tung,
Dog er der noget i dens Stemme
Som dybest naaer til Hjertets Gjemme
Og som gjør Sjelen atter ung.Ja der er noget i dens Sange
Hvormed ei Nutids Toner prange
Som aldrig Øieblikket har
Det bedste fra de svundne Dage
Det Tabte bringer den tilbage
Mit er det, som det eengang var!En vissen Glemmigei fra Mosen,
En tørret Knup af Hybenrosen
Med al sin minderige Duft
Kun eet af Poppelpilens Blade
Et Siv fra Vandets blanke Flade
Og Brystet fyldt med Hjemmets Luft!See, det er alt hvad Fuglen bringer
Men hvor den slaaer med matte Vinger,
Er Solens Straale dobbelt rød.
Og naar den Mindets Blomst besynger,
Mens den i Rosenhækken gynger
Da er dens Stemme dobbelt sød !Min Ungdomslund Du har omfattet
Hvad Øiet trylled’, Tanken skatted’
Hvad Hjertet høiest elsket har.
Snart er det Efteraar paa Jorden,
I mangt et Bryst et evigt Norden
Hvor fordum Syd og Sommer var!Snart staae de nøgne Træets Stammer
Snart slukkes Lyset i det stille Kammer,
Og Storken flagrer imod Syd.
Da Barnets skønne Drøm er svunden,
Og Eventyrets Tid henrunden
Med al min Ungdoms bedste Fryd.Og Droslen slaaer i Træets Grene,
I Lunden klynker Viben ene,
Hvor Lærkens Jubelsange lød.
Det fryser paa de grønne Enge
Snart synker Løvet i de hvide Senge,
Og — Imortellen selv er død.J. H.
(Jette Hanck)
