På Det Kongelige Bibliotek i København findes der blandt rigdommene en lille lap papir. Det lille stykke papir har været sammenfoldet sirligt – to gange på langs og to på tværs – og den sammenfoldede lille papirpakke har fint passet til hånden, nemt kunnet ligge i lommen og måske også passet til en lille æske med øvrige værdigenstande. Håndskriften er ikke særlig øvet, stavemåden mægtig usikker og ung, men det kan læses, hvad barnehånden skrev. Barnehånden var H.C. Andersens. Han var netop fyldt 11 år, da han skrev på papiret. Det er beskrevet på begge sider. Den ydre side af det sammenfoldede papir bærer overskriften til indholdet, som indpakker den anden side. Overskriften lyder:
Lyv og Død
af
H Andersen
Levnet
og det dyrebare, indpakkede indhold lyder:
H. Andersen Friskomager
er Fød den 14 Desember 1782
oger
Døde * den 26 APril 1816 og blev begravet den 30 APril i en
Alder af 33 or 3 Moneder 3 Ugger og 5 Dage
* om Fredagen Klogen 8 om Aftenen[1]
Det er en trist besked, der indeholdes i dette manuskript, der kronologisk – som det første – placerer sig i den uhyre righoldige samling af H.C. Andersen-manuskripter på Det Kongelige Bibliotek: Gravmindet, som H.C. Andersen satte over sin far, Hans Andersen.
Hans Andersens død var en katastrofe for de efterladte, der i armoden måtte finde sig endnu ringere stillet; hans død skrev sig på en trist måde ind i en længere livstragedie. Hans Andersen var et ungt menneske fuld af forhåbninger og drømme, der ikke kunne rodfæstes, gro eller holdes i live. Hans umådeligt tunge skæbne kom til at præge sønnens senere forfatterskab og danner ligefrem matrix for H.C. Andersens tragiske roman Kun en Spillemand. I romanen indfletter H.C. Andersen med sin far en social erfaring fra det samfundslag, hvor livsbanen ikke formåede at nå over armodens gærde, og hvor udsigtsløsheden, håbløsheden og mismodet herskede. Det var den roman, som provokerede Søren Kierkegaard til at skrive sin første bog, hvori han nedladende kaldte Andersens romanfigur og derigennem forfatteren selv for ”Flæb”. Men var det flæben? I år er det 200 år siden, at H.C. Andersens unge far døde i en alder af blot 33 år, og i den anledning skal disse sider vies hans minde.
I 1873 – under en udenlandsrejse sammen med sin unge ven Nicolaj Bøgh – fortalte den gamle digter adskilligt om sin far. Andersen fortalte bl.a., at han som barn udmærket var klar over, at faderens kår var sørgelige. Udenfor over døren til barndomshjemmet i Munkemøllestræde hang faderens skilt, hvorpå der stod: ”Andersen, Friskomager”, og drengen vidste, at denne titel, der betød, at faderen stod uden for skomagerlavet, var meget tarvelig. H.C. Andersen holdt mest af sin mor, fortalte han Nicolaj Bøgh, men han havde ”uhyre Medlidenhed med sin Fader, fordi dennes Kaar slet ikke vare i Overensstemmelse med hans Ævner.”[2]
Det er en velkendt historie, at H.C. Andersen i sin barndom fantaserede om at bygge sig et slot. En vaskekone ved Odense Å havde fortalt ham, at Kina lå lige under fødderne på ham, og skomagerdrengen forestillede sig nu, at en kinesisk prins måtte grave sig gennem jorden til ham og – betaget af skomagersønnens sang – invitere ham til Kina, hvor han ville nyde anerkendelse og succes. Han ville da få lov til at vende tilbage til Odense og dér bygge sig sit slot. Dette slot tegnede H.C. Andersen nu ivrigt på, og da en klassekammerat i Fedder Carstens’ jødeskole i Munkemøllestræde, den jævnaldrende Sara Heimann, så en af tegningerne, og H.C. Andersen fortalte om sin fantasi og forsikrede hende om, at hun skulle få ansættelse dér, kikkede hun underligt på Andersen og sagde henvendt til de andre elever, at han måtte være gal ligesom sin farfar.
Fantasien om slottet og de bedre livsvilkår har været meget dominant: så meget, at vi genfinder den i et tidligt digt, som stammer fra Andersens første skoletid i Slagelse:
Da jeg tænkte riig at blive,
Og at bygge skiønne Slotte
Liig de deilige Paladser
Som Prindsesse Scherezade
Sig har saa deiligt os beskrevet
I sin Tusind og een Nat.
Hvor Marmorne Piller bære
Kobbertaget rødt og tungt
Hvor de høie Sale kneise
Smykket da med Guld og Sølv,
Og Historier om Mahom
Pryder Gallerierne;
Og med hesperidisk Have
Hvor i mellem Rosenhække
Bugtede sig sølver Bække
Skulde malerisk sig slynge snoe
Hvor Fugl Phonix maatte boe,
Hvor det under Træ som herligt klinger,
Skulde mi[d]t paa Pladsen staae
Og det gyldne Springvand springe
Miilehøit mod Himlens Blaae. –
Her i denne Herlighed
Her blandt Jordens største Goder
Skulde jeg bestandig boe
Hos min Fader og min Moder;
Jeg dem skulde see saa glade
Aldrig sukke meer for Brød,
Og hver Fattig i hvor By
Skulde finde her et Ly;
O veed disse søde Tanker
Bævede min Siæl af Fryd,
Alt jeg saae mit Slot min Lykke,
Og min Moder lykkelig
Mig til glade Hierte trykke.[3]
Digtet fortæller, at barnefantasien aldeles var animeret af den armod, der herskede i det fattige barndomshjem. Igennem fantasien løftede H.C. Andersen sine forældre ud af sorg og nød – ja, endog alle byens fattige. Aldrig skulle de ”sukke meer for Brød”[4], men i slottets ly leve i lykke.
Efter at den gamle digter havde beskrevet den medlidenhed, han havde følt for sin far, sagde Nicolaj Bøgh trøstende til Andersen, at man kunne forestille sig faderen som et frø eller roden til dét, der i sønnen blev et træ, men dog som rod selv måtte forblive i mørket. Da udbrød H.C. Andersen bevæget: ”Men hvorfor skulde han kun være Frø, være Rod? Aa, havde han oplevet den store Æresfest for mig i Odense, han var død af Glæde! Saa kunde han have fundet sig i sit eget Liv, naar han havde seet, at det var kommet til Udvikling i mig. Han vilde have forstaaet det Aandelige deri; men det kunde derimod aldrig min Moder have fattet.”[5] Den gamle digter fandt sig i større åndsslægtskab med sin far end med sin elskede moder, igennem hvem han mente mere at have arvet staturen.
Det dybere slægtskabsforhold til faderen, som H.C. Andersen følte sig i, styrkedes måske også igennem navneligheden mellem far og søn. Var H.C. Andersen født på landet, ville navnetraditionen have budt, at hans fulde navn skulle lyde Hans Christian Hansen, men i købstæder som fx Odense vandt skikken om et fast patronym frem – den nu fremherskende i Danmark – således at sønnens efternavn blev enslydende med faderens. Den eneste forskel i navneligheden var ’Christian’, hvorfor dette navn også var skomagersønnens kaldenavn, mens han boede i Odense.[6]
Hans Christian Andersens far hed Hans Andersen. Han blev født den 14. december 1782 i landsbyen Ålsbo, der ligger 1 km. vest for Rørup – umiddelbart syd for den fynske motorvej halvvejs mellem Odense og Middelfart. Han blev døbt i Rørup Kirke den 22. december 1782 som eneste barn af skomager Anders Hansen og hustru Cathrine Nommensdatter. Forældrene var blevet trolovet året før, den 26. oktober 1781, i Pogestræde bag skolen i klejnsmed Hans Wittrocks hus og gift i Sct. Knuds Kirke den 19. december samme år. I 1787 finder vi i folketællingen ægteparret med deres lille dreng som bosiddende i Ålsbo, hvor faderen er skomager. H.C. Andersens farfar var således landsbyhåndværker, og hans tilnavn ’Traes’ skal nok forstås som en fynsk forkortelse af ’Træskomager’. Tilnavnet havde H.C. Andersens mor i øvrigt også – ’Marie Traes’.
Der må have været et bånd mellem Andersens bedsteforældre og Wittrocks, for i 1788 købte Anders Hansen for 100 rigsdaler af klejnsmedesvend Frederich Wittrock et lille hus i Pogestræde bag skolen, måske selvsamme hus, hvori han og hans kone var blevet trolovet i 1781. Skødet af 29. september 1788 er stadig bevaret og giver et fint indtryk af det lille hus’ beskaffenhed. Huset var i bindingsværk og stråtækt, 4 fag og godt 5 meter langt. Hertil kom et lille gårdrum. Huset, der ikke eksisterer længere, lå på nuværende Pogestræde nr. 14 mellem Wittrocks lejeboliger til den østre side og kromand Jørgen Gundersøs gård til venstre.
I disse snævre rammer voksede Hans Andersen op. Faderen arbejdede under skomagermester Christian Holst i Vestergade nr. 22, og hér kom sønnen også til at stå i lære blot 11 år gammel. Det er skomager Anders Hansen og ikke sønnen Hans Andersen, som generalmajor C.F. von Holten (1817-1898) svagt erindrede sig i sine livsminder med ordene: ”Han var sindsforvirret og havde altid Drengene efter sig paa Gaden, iført en stor trekantet Papirshat”.[7] H.C. Andersens farfar led i sine sidste år af en fremskreden sindssyge, der resulterede i, at han som 69-årig i 1823 blev tvangsindlagt på Gråbrødre Hospital, hvorfor hans hus i Pogestræde kom på tvangsauktion. Sindssygen, som Andersen livet igennem frygtede at måtte arve, havde med årene taget overhånd.
Holten skriver i sine erindringer, at denne mand havde rømmet sin plads for at tilslutte sig Napoleons franske tropper, men sammenblandede nok heri, hvad han havde hørt om H.C. Andersens far. Der er intet, som tyder på, at Anders Hansen rømmede sin plads for at stå soldat. I Odense Politirets domssager optræder Anders Hansen dog i 1793, idet han uden videre forlod sin plads hos Christian Holst med bemærkningen om, at han ikke kom tilbage. Det blev takseret strengt med en daglig mulkt på 1 mark samt 8 mark i sagsomkostninger. Måske allerede på dette tidspunkt var det uregerlige sind begyndt at råde.
Hvorom alting er, kan man med H.C. Andersens erindringer begynde at tegne et billede af forholdet mellem Anders Hansen og hans søn fra det tidspunkt, H.C. Andersens far i sommeren 1794 kom i skomagerlære. H.C. Andersen skrev, at faderens brændende ønske var at komme i den latinske skole, i hvis skygge han boede. Han havde gjort sig bemærket ved sit ypperlige hoved i så høj grad, at flere af byens mere formuende borgere havde tilbudt at skillinge sammen for at holde ham til studierne, men det blev der ikke noget af: ” … han havde selv Lyst dertil, men de [forældrene] syntes ikke derom og Faderen vilde at han skulde lære Skoemagerhaandværket.”
I denne stilling trivedes Hans Andersen ikke:
” … min stakkels Fader saae ikke sit kjæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg, som Lille, engang saae Taarer i hans Øine, da en af Latinskolens Disciple havde været hos ham og bestilt Støvler og da viist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. ’Den Vei skulde jeg ogsaa have gaaet!’ sagde han, og da kyssede han mig heftig og var stille hele Aftenen.”
Skuffelsen over ikke at være blevet sat i skole kan muligvis have skabt en misstemning mellem Hans Andersen og hans forældre. I sin tidligste erindring skriver H.C. Andersen om sin far: ”Sin Moder behandlede han meget venligt, men kunde dog aldrig ret glemme, at hun ikke havde modkjæmpet Faderen og at han var kommen til Studeringer.” Skuffelsen har måske været så stor, at kontakten mellem far og søn har været fraværende. Det fremgår af H.C. Andersens erindringer, at han knap nok kendte sin farfar, skønt denne boede blot et stenkast fra barndomshjemmet i Munkemøllestræde. Kun en eneste gang, skriver H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr, havde bedstefaderen talt til ham og da tiltalt ham med ’De’. Underligt er det også, at H.C. Andersen ikke blev født i Pogestræde, hvor den i blodet dog nærmeste familie havde til huse, men i stedet hos tanten i Hans Jensens Stræde.
Hans Andersens lyst og tæft for det boglige gav ham ikke en uddannelse, men gav sig til kende i hans begejstring for litteratur og hans stærke interesse for religiøse og politiske problemstillinger. Han deltog endog i Odense Borgervæbnings 3. borgerkompagni som ’Piber’ – altså musikant – fra sommeren 1805. Barndomshjemmet har ikke været uden klang, og en ’fritænker’ kaldte Hans Andersen sig selv i religiøst henseende. At være fritænker bestod i at tænke mere fordomsfrit over Bibelens ord i modsætning til en mere ortodoks forståelse af bibelteksten. Det at ane noget større og mere abstrakt i tekstens ordlyd var dét, en fritænker gjorde. H.C. Andersen lærte det af sin far. Fritænkeriet blev en forudsætning for – og grundstoffet i – skomagersønnens senere digtekunst.
Hans Andersens fritænkeri stod i grel kontrast til den tro og tryghed, hans hustru fandt i Bibelens ord og i overtroen. Anne Marie Andersdatter var et barn af folkekulturen, hvor ordets invokative kvalitet er den bestemmende. Det vil sige, at når ordet siges og er sagt, er det virkeligt og virkende. Anne Maries forskrækkelse over, hvad hendes mand kunne finde på at sige, giver H.C. Andersen selv fine eksempler på – eksempelvis således:
”En Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: ’Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!’ – min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Graad; i min Skræk bad jeg til vor Herre, at han vilde tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse.
’Der er ingen anden Djævel til, end den, vi have i vort eget Hjerte!’ hørte jeg min Fader sige; og jeg fik en Angest for ham og hans Sjæl og var ganske af min Moders og Nabokonernes Mening, da han en Morgen, formodentlig reven paa et Søm i Sengen, havde tre dybe Rifter i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten, og vilde vise ham sin Tilværelse.”
På Det Kongelige Bibliotek findes et upubliceret erindringsblad, hvorpå H.C. Andersen har beskrevet en af sine tidligste erindringer: ” … den store Comet 1811, da var jeg sex Aar; paa Pladsen uden for gamle Foersoms, ved St Knuds Kirkegaard, saae jeg den med sin store skinnende Hale, min Moder sagde at den varslede noget Mærkeligt og jeg troede det, var aldeles et Overtroens Barn; min Fader kom og udtalte Tvivl, om hvad min Moder sagde og jeg sukkede for ham.”[8] ”De to værste Kometer,” sagde H.C. Andersens far, ”er Tallotteri og Brændeviin.”[9]
I generalmajor Holtens erindringer runger et ekko af Hans Andersen. Skønt generalmajoren blev født året efter, Hans Andersen døde, blander hans erindring to liv sammen: Det, der tilhørte bedstefaderen, den sindssyge Anders Hansen, hvem Holten havde set, og det liv, der tilhørte Hans Andersen, hvem han på grund af sin alder aldrig kunne have mødt. Men han må bestemt have hørt adskilligt om Hans Andersen. Holten blander far og søn sammen, når han skriver om Hans Andersen:
”Hans Galskab viste sig fornemmelig i hans Tilbedelse af Holberg og Napoleon. For at blive indlemmet i den franske Arme, deserterede han en skøn Dag fra Odense og kom mærkeligt nok til Hamburg, hvorfra han af Autoriteterne blev hjemsendt. Han kunde Holberg udenad og anvendte Citater af ham ved alle mulige og umulige Lejligheder.”[10] Den tydelige sammenblanding af far og søns livshistorier vidner om, at skomager Hans Andersen, der døde i april 1816, stadig var en levende del af snakken i 1820’ernes Odense, da Holten var barn. H.C. Andersens far havde i sit korte liv vakt så stor en opmærksomhed, at man stadig – 10 år efter hans død – snakkede om hans særegenheder.
Hans glæde for litteraturen gjorde ham til en deklamationskunstner, der elegant formåede at ophøje en samtale gennem henvisninger til digtekunsten. Hos Bøgh lyder det:
”Denne Skomager skrev Vers, saaledes et satirisk Digt over en énøjet Jomfru, der fødte et Barn. Ogsaa lavede han ’Bindebreve’, som Naboerne beundrede. Han fordybede sig i Johannes Boyes daarlige Oversættelse af Shakespeare og læste højt af denne og af ’Tusind og en Nat’. Ogsaa læste han meget Holberg og lo da højt med en underlig, ægte Latter; saa sagde hans Kone: ’Hvor kan Du dog le saameget ad det?’ Han svarede: ’Men kan Du da ikke høre, det er morsomt? Hør nu efter hvad Henrik siger!’ Og saa læste han det højt; men hun kunde alligevel ikke høre det.”[11]
Hans Andersens begejstring for Napoleon var også så mægtig, at sønnen ikke kunne slippe den i sit eget liv: ” … den mærkeligste Mand i min Tid; min Fader havde været begeistret for ham, hjemme var han altid nævnet som en Gud.” Og Bøgh kunne yderligere berette:
”To Timer om Middagen afbrød han sin Syning for at læse sin Bys Avis, og deri slugte han navnlig begærligt Alt, hvad der handlede om hans store Yndlingshelt Napoleon, der jo ogsaa blev Sønnens ’Hjærtes Helt’. Konen sagde da: ’Der sidder han og læser den lange Tid om denne Napoleon; jeg kan da aldrig begribe hvad Morsomt der kan være ved at læse om En, der dræber og ødelægger alle Folk.’ Tilsidst blev … Begejstringen for den berømte Kejser saa stor, at Skomagersvenden, da Danmark forbandt sig med Frankrig, drog ud som Soldat. Han sagde til Hans Christian: ’Jeg kan ikke sidde længer i denne Stue, jeg maa afsted, jeg maa se ham og kæmpe med ham.’”[12]
H.C. Andersen har kun kendt sin far som en, der var opildnet af Napoleon; skomagersønnens tidligste erindring gælder netop det napoleonske: De spanske hjælpetroppers indtog i byen i 1808 – og gennem livet finder vi i digterens kunst og private papirer stærke dæmoniske dragninger mod denne kejser og feltherre. Som fader så søn.
Det dæmoniske ligger som skyggen af det heroiske billede: nederlag og død. Napoleon var jo direkte årsag til Hans Andersens død. Men både kejseren og hans soldat delte samme skæbne. Begge stod de på samme side, og begge oplevede de drømmene blive knust.
I 1798 var Hans Andersen udlært som svend, og som svend tilbragte han sin tilværelse først hos Jørgen Pommer i Klaregade nr. 3, hvor han findes i folketællingen for 1801. Jørgen Pommer var i familie med skomagermester Christian Holst, hvor Hans Andersen blev udlært i sommeren 1798. Det er Pommers ældste datter, Frideriche Pommer, der var H.C. Andersens gudmoder ved dåbsbekræftelsen i Sct. Hans Kirke 2. påskedag 1805. Hun bar dog ikke barnet. Det gjorde Madam Breineberg, hustruen til skomagermester Poul Breineberg i Skt. Jørgens Gade nr. 40, hvor Hans Andersen tjente som svend i 1805. Mesteren optræder ved trolovelsen i Sct. Knuds Kirke den 5. januar 1805, og der var god grund til at blive lyst i kirken. Hans Andersen havde mødt den ca. 10 år ældre tjenestepige Anne Marie Andersdatter, en høj og stor, ungdommeligt udseende kvinde, og den 5. januar var hun i 6. måned og i tjeneste i Sct. Knuds Sogn hos kromand Rasmus Nielsen.
Nok var hun ”et stort og svært Fruentimmer, der var meget drikfældig” for Holten, da han så hende i 1820’erne, men i 1805 var hun som 30-årig enlig mor attraktiv og værd at vinde for ægteskab. I H.C. Andersens erindringer bryster Andersens far sig over at have vundet hende fra en rig brændevinshandler; i digterens snak med Bøgh har vi imidlertid at gøre med en pottemagersvend: ”Ofte kaldte han hende ’Gamle Mor’ og drillede hende med, at hun ’altid vilde have en ung Karl’; han sagde: ’Du vilde hellere have havt Pottemagersvenden, end mig; men det gik ikke.’”[13] H.C. Andersens mor havde rigtignok tjent hos en brændevinshandler i Odense, nemlig Rasmus Nielsen, men faderen til hendes lille datter, Karen Marie, var en pottemagersvend i byen, der hed Daniel Rosenvinge (1772-1849). Pottemagersvenden var indrulleret i militæret som grenader i Kronprinsens Regiment og havde – nok iført den fine uniform – erobret mange pigehjerter, men Anne Marie Andersdatter var ikke sådan lige at ryste af sig for Daniel Rosenvinge. Der findes en lille korrespondance mellem H.C. Andersens mor og byens øvrighed på Rigsarkivet, Odense. I denne insisterer Anne Marie Andersdatter på at få pottemageren til at betale sin ”Opdragelseshjælp” på 6 rigsdalere årligt, selv om Daniel Rosenvinge med sit regiment var forlagt andetsteds i landet. Forlangendet nåede ham i Kiel, og med forsikring fra øvrigheden fik hun at vide, at faderskabsbidraget naturligvis ville betales, om den så blev trukket direkte gennem soldaterlønnen. Det har været en kvinde med ben i næsen, som Hans Andersen mødte o. 1804.
Hans Andersen blev gift med sin Anne Marie Andersdatter kyndelmissedag, den 2. februar 1805, i Sct. Knuds Kirke, og to måneder efter, den 2. april, blev H.C. Andersen født. Det fattige ægtepar havde da ikke egen bolig, men fødte H.C. Andersen i det velkendte, gule hjørnehus i Hans Jensens Stræde, hvor enken til Hans Andersens morbror, Anna Nomens, boede. Det har været svært for det unge ubemidlede ægtepar at få skabt sig en fornuftig tilværelse. Den 23. november 1805 ansøgte Hans Andersen således kongen om at måtte blive løst fra sin ansættelse som svend hos skomagermester Breineberg og få tilladelse til at arbejde som frimester. I ansøgningen, som findes på Rigsarkivet, Odense, beretter Hans Andersen:
”Trang og ængstelige Bekymringer for Livets nødtørftigste Underholdning for mig med Huustrue og 2de smaae Børn, driver mig til at nærme mig Naade-Tronen, med allerunderdanigst Begjæring: At Deres Mayestet, som er Landets og alle Undersaatters milde Fader, allernaadigst ville forunde mig Bevilling paa at ærnære mig som Friemester i Odense eller hvor jeg bedst med mit Haandværk, i Deres Majestets Lande, maatte finde Næring.– Levnetsmidlernes Stigen, gjør det umueligt for mig, ved mit Børne Antals Tilvext, paa sedvanlig Maade, som Svend: at ærhværve Brød til Dem, og ieg ville paa denne Maade see den ynkeligste Nød imøde, dersom ieg ikke, i Hiin Begiærings Opfredelse, tillidsfuld satte mit Haab til Deres Majestets Naade.–
Jeg ærholder hos Mesteren, foruden Kost, som almindelig gives Svendene, i det høyeste 7 Mark Danske ugentlig for mit Arbeide; Herfor kan min Huustrue og 2de Børn neppe fødes, mindre kan vi alle Huuses, klædes, eller beholde noget til Ildebrændsel heraf; Derimod er ieg forvisset Om: at ieg som Friemester vil blive i Stand til at ernære mig og Familien paa en anstændig Maade, uden at falde mine Medmennesker til Byrde.”
De to børn, Hans Andersen nævner i sin ansøgning, kan ikke være andre end Karen Marie og Hans Christian. Og daglønnen på 1 mark giver et klart indtryk af den armod, der trykkede familien og forhindrede den i at etablere sig under eget tag. At være frimester betød indtil 1862, at man havde bevilling til at drive sit håndværk, men at man stod uden for lavet og ikke måtte benytte sig af fremmed arbejdskraft – dvs. have svende i sit brød. Oldermand Waltersdorf protesterede på lavets vegne over Hans Andersens ansøgning.
Hans Andersen blev beskyldt for magelighed: Han nævnte jo ikke i sin ansøgning den kost og det underhold, han nød hos mester. Hans ønske om at blive frimester ville være til skade for byen, idet han ville unddrage sig mesters fortjeneste og derigennem den indtægt, som gennem beskatning ville komme byen til gode, og i stedet drive om ”under Haab om sin Afkoms Forsørgelse ved Fattig Anstalten … ” At armodsmænd ønskede sig bedre kår, blev betragtet som snylteri. Men Odense Rådstue støttede alligevel den unge skomagersvends ansøgning, og i foråret 1806 kunne Hans Andersen løses fra sit bånd hos sin mester og nedsætte sig som friskomager. Det er fra denne tid, den lille familie kan findes i hussøgningslisterne for Odense by. I januar 1806 finder vi familien i Holsedore nr. 5, i maj 1806 i Klaregade nr. 16 og endelig i maj 1807 i Munkemøllestræde nr. 3 i det endnu bevarede barndomshjem. Dette barndomshjem, der rummede tre lejeboliger, tilhørte den velhavende skomagermester Christian Huus med frue, der fortrinsvis udlejede sine lejeboliger – Huus’ Boder – til meget fattige mennesker. Lejligheden bestod af ét rum med ovn samt køkken, og stuen i denne lejebolig udgør åbningsscenen i Mit Livs Eventyr:
”1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue et nygift Par, der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, neppe to og tyve Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden bleven ’Frimester’ og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde baaret Liigkisten med en afdød Grev Trampe, som laae udstillet paa Parade; de sorte Klædes Lister, der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en Erindring herom. Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af Flor og Candelabrer, laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.”
Det var en poetisk frihed fra H.C. Andersens side at give indtryk af, at barndomshjemmet dannede rammen for hans fødsel, ja, at hans forældre overhovedet havde bolig, og at faderen var frimester på det tidspunkt. De faktiske forhold ville nok have været for omstændelige at redegøre for, men de ville også forstyrre det poetiske og dramatiske billede af sengen, der havde tjent som ligbåre og nu tjente som brude- og barselsseng. Der var ingen grev Trampe død i 1805 – ja fra 1804 til 1807 var der overhovedet ikke ét eneste greveligt dødsfald i byen. Derimod averterede hattemager Dorch, H.C. Andersens fadder, den 17. september 1807 i Fyens Stiftstidende med to ligklæder og en katafalk, og det kan tænkes, at Hans Andersen købte netop denne ligbåre for at snedkerere sig en seng. H.C. Andersen erindrer sig resterne af det sorte klæde ved listerne. Under alle omstændigheder er denne seng et mægtigt billede af livscyklens leje – den grevelige katafalk, som også skulle blive faderens. Og det er i denne seng, at digteren som barn heftigt blev kysset farvel af sin far, der skulle drage i krig.
H.C. Andersen tegner i sine erindringer et billede af sin far som en ung mand, der langsomt mistede livsmodet. Han havde ”et herligt Hoved” og kunne i sin første ungdomstid bedre finde sig i, at han ikke måtte studere: Han fandt ”sig dengang bedre deri, end han havde troet, benyttede sine Fritimer til at læse Holberg, gjorte Legetøi, ja digtede selv nogle Viser, som dog aldrig bleve trykt … ” Men det skulle ændre sig: ”Med min Faders Humeur gik det ellers daarligt, han følte sig ulykkelig i sin Stilling, sagde tidt, at aldrig skulde jeg tvinges til noget, om det var det urimeligste jeg vilde være, skulde jeg dog have min Villie.” I ”Hvad gamle Johanne fortalte” – den sidste historie, digteren skrev – tegner H.C. Andersen et billede af sin fars depressive træk i beskrivelsen af landsbyskrædderen Ivar, der i modløshed ideligt sukker: ”Hvad kan det hjælpe!” I sine erindringer fortæller Andersen, at han ikke var i tvivl om, at han var sin fars ét og alt, men at faderen ”i sit Liv og som Haandværker” ikke følte sig lykkelig og derfor var fjern. Det er værd at bemærke, for på trods af denne fjernhed forstod sønnen alligevel mere sin far end sin mor. Nicolaj Bøgh beskrev det således: ”Faderen kunde bedre end Moderen lege med Sønnen og samtale med ham.” Men Hans Andersen følte sig ikke hjemme i sin kreds, hans ensomhed blev forstærket af, at han ikke kunne dele sine tanker med sin kone: ” … min Moder forstod ham ikke … og derfor blev han mere og mere indesluttet i sig selv.” Hans Andersen blev gradvis mere tavs, indadvendt og indesluttet; han kom sjældent sammen med ”sine Lige; hans Slægtninge og Bekjendte kom til os … ” Han omgikkes ikke mange, ”sin Fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i Skoven … han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær paa et Straa eller bandt Krandse … ” Kun når han læste, erindrede H.C. Andersen at have set ham smile. Men som det musiske væsen, han var, delte han sine drømme med drengen og opfordrede ham til, at han skulle udleve sine egne. Det var faderens råd, som H.C. Andersen brugte, da han overtalte sin mor til at lade ham rejse til København: ”Jeg mindede hende om Spaakonens [Spaadom], sagde hvad min afdøde Fader saa tidt havd sagt, ’at jeg aldrig maatte eller skulde tvinges til Noget i Verden, men at jeg maatte blive hvad jeg vilde!’ – Nu kunde hun ikke længer staae imod … ”
Hans Andersen ville helst bo på landet. I et erindringsblad, der nu befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, skrev H.C. Andersen:
”Min Faders digteriske Natur drev ham til at søge ud i Guds Natur, Landlivet fik en egen Interesse for ham og det var et Ønske han tidt udtalte at det vilde være hans Lykke om han kunde komme til at leve paa Landet; nu traf det sig at paa en af Fyens Herregaarde søgtes der en Skoemager der var dygtig og havde Lyst til at boe i Landsbyen der nær ved Gaarden, han skulde have frit Huus med Have og Græsning til en Ko og sikkert Arbeide paa Gaarden; han vilde kunde slaae sig igjennem; min Fader og Moder vare opfyldte af den Idee at det vilde være deres jordiske Vel at komme der, en Prøve skulde underkastes, min Fader var denne forundt, Silketøi, undtes ham fra Herregaardens Frue, han skulde lægge Læderet til og levere et Par Dandseskoe, disse skulde afgjøre hans, vor Skjæbne.”[14]
Herregårdsfruen forkastede imidlertid skoene med mishagsytringen om, at nu var hendes silketøj ødelagt. Da tog Hans Andersen i harme sin kniv og sprættede silketøjet fra sålerne. ”Jeg har spildt mit læder, find Dem nu i, frue, at spilde silketøjet”, skal han have sagt. Bleg og forbitret vendte han hjem med ordene ”Der bliver ikke noget af vor lykke på landet!”, og alle havde de grædt. Havde faderen haft succes, ville livsbanen for familien have taget en ganske anden retning, end den gjorde, og H.C. Andersen ville næppe være blevet digter – ”… tidt har jeg tænkt; min Gud lod Du for min Fremtids skyld, mine Forældre miste deres Lykkes Dage.”[15]
Hans Andersens uro tog til, og hans vandringer til skoven blev hyppigere. ”Krigsbegivenhederne i Tydskland, som han med Begjerlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham. Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham som det skjønneste Exempel til Efterlignelse. Danmark allierede sig da med Frankrige, Talen var da kun om Krig, og min Fader blev Soldat, i Haab om at komme hjem som Lieutenant”, erindrede H.C. Andersen sig i 1832, 20 år efter begivenhederne fandt sted.
I et dokument af 12. maj 1812, der befinder sig på Rigsarkivet i København, hedder det:
”Det har atter behaget Hs. Mst. under 4. d M at resolvere … at Soldat Gregers Hansen Maale ved Kongens Regiments 3. Batallion 3. Komp af Odense Amts 55-14 maae frietaget for videre K[rigs]Tieneste imod at stille i sit Sted ved Batallionen Skoemagersvend Hans Andersen af Odense.”[16]
Frederik VI havde i marts 1812 indgået en aftale med Napoleon om at stille et dansk hjælpekorps på ca. 10.000 mand til rådighed, et auxiliærkorps, der skulle bistå den franske kejser i krigshandlingerne i Tyskland. Det danske hjælpekorps, der endte med at tælle 12.000 soldater, blev ledt af Frederik VI’s svoger, prins Frederik af Hessen, og skulle slutte sig til den franske marskal Davouts franske armé på 20.000 mand. Under Davouts kommando skulle de i alt 32.000 soldater sikre hansestæderne Hamborg og Lübeck, beskytte Holsten og holde fjendens styrker i skak.
I H.C. Andersens erindringer nævner han sin far som ’frivillig’ soldat og skriver andetsteds, at barndomshjemmet netop lå inden for Munkemølle Port, hvilket betød, at man som borger i Odense by ikke var underlagt den almindelige værnepligt. Det ovenfor citerede dokument viser da også, at Hans Andersen var stillingsmand. Det var på ingen måde attraktivt at være soldat: ”Soldaten hørte i den Tid til Pariaslægten, først i vore senere Dage, under Krigen mod Oprørerne i Hertugdømmerne, saae og opfattede vi ham ret; han er den høire Arm, som fører Sværdet”, skrev H.C. Andersen i Mit Livs Eventyr, og familien og naboerne betragtede det da også som den rene galskab, at Hans Andersen således gik ”ud for at lade sig skyde, naar man ikke havde det nødigt.” At Hans Andersen lod sig stille som soldat for den 31-årige bonde Gregers Christian Hansen fra Måle måtte skyldes andet end begejstringen for Napoleon. I erindringerne fortæller H.C. Andersen, at faderen håbede på avancement inden for det militære, at han således håbede på en bedre økonomisk tilværelse, men i romanen Kun en Spillemand finder vi en tilsvarende situation beskrevet, der synes at være kalkeret over de faktiske forhold. Her lokkes hovedpersonen Christians far – skræddermesteren – til for en sum på 1000 rigsdaler at stille for en indkaldt bonde. Kommandersergenten siger: ”I skulde tage et tusind Daler, saameget giver i denne Tid mangen Bondekarl, for ikke at forlade sit gode Hjem; Een maa der jo skaffes i Stedet. De Penge, I fik, kunde Maria og Drengen leve godt for!” 1000 rigsdaler lyder af meget og har sikkert også i 1812 været et meget fristende beløb. Men Danmark var i alvorlig økonomisk krise, inflationen tog til, priserne tog en himmelflugt, og med den nye pengereform og pengeombytning – den såkaldte ’statsbankerot’ – forringedes møntenheden til 1/6. De penge, som Hans Andersen modtog som stillingsmand for Gregers Christian Hansen, svandt således ind til næsten ingenting i løbet af ganske kort tid.
Hans Andersen blev musketer nr. 136 ved Kongens 3. regiment, 3. bataljon, og af hans militære regnskabsbog, der stadig findes bevaret, ses det, at skomagerens militære tjeneste begyndte den 1. juni 1812, og det er sandsynligt, at han året efter, i juni 1813, med sit regiment forlod Odense for at marchere mod Holsten – ”Jeg laae da syg af Meslinger, min Mund var i Saar, jeg phantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige Morgen, jeg saae ham i Uniform med Geværet, bøiende sig over Sengen kyssede han mig min Læbe til Blod og styrtede ud af Døren. – Der var en Jammer hjemme.” H.C. Andersen behandler faderens deltagelse i krigen ganske kortfattet i sine erindringer: ”Han kom imidlertid ikke længer end til Holsteen; Krigen var endt, Tropperne trak tilbage, og min Fader var atter Borger … ” Denne kortfattede beskrivelse har fået Andersen-forskere til at mene, at Andersens far ikke blev udsat for noget dramatisk under sin tjeneste. Men det er en frygtelig misforståelse. Det var en meget barsk militærkampagne, som kulminerede ved det syv timer lange, blodige slag ved Sehested den 10. december 1813. Efter slaget, som faldt sejrrigt ud for de heltemodige, danske hjælpetropper, blev der indgået våbenhvile, og kort efter blev freden sluttet den 14. januar 1814 i Kiel, hvor Danmark måtte afstå Helgoland og Norge. Fredsaftalen var ydmygende og en stor skuffelse for de danske soldater; alle strabadserne virkede omsonst, og i desillusion måtte de marchere hjem. Hans Andersen kom til Odense den 20. januar 1814, og der var ingen modtagelse af soldaterne med flag og jubel. Nederlagsfølelsen må have været knusende. Og tabet var stort. 37 % af soldaterne fra det danske hjælpekorps mistede livet under den kortvarige, men opslidende militære kampagne.[17]
Friskomager Andersen var ikke den samme som før. ”Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet”, lyder det i Mit Livs Eventyr. Den lille Hans Christian noterede sig dog de mange tyske gloser, som faderen bragte med sig hjem fra Holsten. Når drengen spillede komedie, søgte han at snakke tysk – teatret i Odense var jo tysk, og skomagersønnen mente derfor, at tysk måtte være det korrekte teatersprog. ”Du har jo godt af min Reise!” havde faderen da muntert sagt. ”Gud veed, om Du kommer saa langt ud, men det maa Du, husk paa det, Hans Christian!” Men det lakkede mod enden, helbredet var brudt, og to år efter indhentede døden endelig Hans Andersen. Han var lungesyg og lå til sidst i voldsom feber. ”En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre fra ham og at commandere selv”, erindrede H.C. Andersen, og til Bøgh fortalte Andersen, hvad faderen i vildelse havde råbt til ham: ”Hvad, Dreng, seer Du ikke min Kejser! Vil Du afvejen for ham! Huen af, Din Hvalp, naar Kejseren rider Dig forbi!”[18] Moderen sendte H.C. Andersen ud til en klog kone i Ejby. Hun lovede at ville komme, men bandt nu først en uldtråd om drengens håndled og gav ham et blad fra ’Christi Korsets Træ’. H.C. Andersen græd og spurgte, om hans far da skulle dø. Den kloge kone svarede, at han skulle gå hjem langs åen. Skulle faderen dø denne gang, da ville han på vejen tilbage møde sin fars genfærd. ”’Og Du har ikke mødt Noget?’ spurgte min Moder mig, da jeg kom hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, ’Nei!’” Sygdommen tog imidlertid til, og H.C. Andersen bad sin mor, om de ikke skulle hidkalde en læge. Det skete dagen efter, men intet hjalp, og på tredjedagen, den 26. april 1816 kl. 8 om aftenen, døde Hans Andersen i sengen, der havde været grevens katafalk. Erindringen om faderens sygdom og død benyttede H.C. Andersen senere i romanen O.T., hvor gamle Rosalie meddeler Otto hans bedstefars død og peger på sengen:
”’Der døde han, mellem 6 og 7 om Aftenen. Han var kun tre Dage syg; de to sidste vare med vilde Feberphantasier! han reiste sig i Sengen og rystede Stolperne; jeg maatte lade to stærke Karle vaage hos ham. ’Til Hest! til Hest!’ sagde han, ’Kanonerne fremad!’ det var Krig og Slag, hans Hjerne drømte om.’”[19]
Med H.C. Andersens erindringer føres vi ind i den verden af overtro, som mor og søn levede i, og som H.C. Andersens far, da han levede, tog afstand fra. I Mit Livs Eventyr fortæller H.C. Andersen om aftenen den 26. april 1816:
”Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Faarekylling. ’Han er død!’ sagde min Moder til den: ’Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!’ og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ’Hun vil nok have mig!’ sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.”
Det at høre fårekyllinger i soveværelset varslede for den overtroiske død. Det er derfor, H.C. Andersens mor irettesatte fårekyllingen. Der var ingen grund til at varsle hendes mands død, for død var han jo allerede. Erindringen om faderens død brændte sig fast i sønnen. Vi finder den benyttet flere steder i H.C. Andersens forfatterskab, fx i romanen Kun en Spillemand, hvor det hedder om Christian:
”Hyggeligt fandt han det kun i sit lille, snevre Kammer, skjøndt her var koldt, da Vinteren kom. Tørv og Brænde kjøbte han i skillingviis, og der frøs store Iisblomster paa Ruden. Heller ikke var det hver Aften, man havde Raad til et Spiddelys, men i Mørke phantaserer man jo meget godt paa Violinen.
’Der staaer en Jomfru til Dem paa Ruden!’ sagde Pigen, som ryddede op, og viste hen paa Iisbillederne paa Vinduesglasset; Vertinden rystede paa Hovedet; accurat saadan en Jomfru havde der for syv Aar siden staaet frosset paa Ruden, hvor hendes Mand sad og syede Støvler. Han havde da sagt: seer Du Moder, hvilken kjøn Jomfru der staaer og vinker ad mig; og to Maaneder derefter laae han i sin Grav; det var den kolde Dødsjomfrue, som hentede ham.”[20]
Dødsjomfruen dukker også op i skikkelse af ’Sneedronningen’ og ’Iisjomfruen’, og historien om fårekyllingen finder vi sågar i H.C. Andersens allerførste trykte eventyr – ”Dødningen” fra 1830. Heri hedder det:
”Indenfor de nøgne Leervægge laae en gammel Bonde paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Haand fast til sine Læber. Faarekyllingen peeb saa varslende i Krogen, Lampen var næsten udbrændt; den Gamle saae endnu engang med store, stive Blikke paa Sønnen, knuede krampagtigt hans Haand og sov hen i Herren.”
H.C. Andersen fortalte til Bøgh om sin far: ”Da han laa Lig, var der paa hans Arme og Ben lange Rifter ligesom af Søm. Hans Enke sagde da: ’Der kan Du se, Hans Christian, den Onde har havt Tag i ham og har villet have ham, fordi han sagde det om Kristus.’” Faderens fritænkeri var for moderen djævlens værk, der som Japetus i romanen ’At være eller ikke være’ kunne have sagt: ”Djævelen selv, havde indblæst ham al den Viisdom!”[21]
Hans Andersen blev begravet fra Sct. Knuds Kirke den 30. april 1816. ”Jeg gik tæt bag efter Liigkisten, saae hvor Præsten inde i St Knuds Kirke kastede Sand paa den, jeg var saa bedrøvet, hjemme jamrede min Moder; kun gamle Farmoder sad stille med vaade Øine, hun sukkede slet ikke, men der laae en forunderlig Smerte i det blege Ansigt, der selv greb mig, som Barn”, skrev H.C. Andersen i sine tidligste erindringer. I Mit Livs Eventyr lyder det kortfattet: ”Paa St. Knuds Kirkegaard, udfor den venstre Sidedør fra Alteret, begravede de ham, Fa’ermo’er plantede Roser paa Graven; i senere Aar ere andre Liig blevne lagte paa samme Sted, nu voxer Græsset høit ogsaa hen over disse.”
Hidtil har man ment, at Hans Andersen blev begravet i de fattiges jord på nordsiden af Sct. Knuds Kirke, men det er ikke rigtigt. Læser man manuskriptet til Mit Livs Eventyr, står der: ”Paa St Knuds Kirkegaard, lige ud udfor den venstre Sidedør, naar man kommer fra Altret, begravede de ham … ”[22] Hans Andersen blev således – som de yderst fattige i Odense – begravet i det lille brostensbelagte gårdrum mellem Sct. Knud Kirke og klosteret, lige ud for kirkedøren, der ligger tættest på den gamle gymnasiebygning. H.C. Andersens far blev begravet som en af de sidste i de fattiges frie jord til Sct. Knuds Kirke, skønt Assistens Kirkegård allerede i 1811 var taget i brug, og fattigkirkegården til domkirken år forinden var taget i brug som gymnastikplads for disciplene fra Odense Katedralskole.
Der ligger en bitter skæbnens ironi i, at H.C. Andersens far, der livet igennem havde sukket efter en skoleuddannelse, fandt gravens ro på latinskoleelevernes tumleplads. I påsken 1823, da H.C. Andersen som discipel i Slagelse lærde Skole besøgte Odense for første gang, siden han forlod sin fødeby, opsøgte han sin fars grav. Den var da allerede sløjfet. Stedet skulle nu gøre nytte som blomsterhave:
” … der laae Knokler i Jorden man havde gravet op, jeg skjød dem dybere ned. – Nu voxer der Rosentræer hen over Stedet hvor de jordede ham”, lyder det i erindringerne fra 1832. Sidste gang, han ifølge dagbøgerne besøgte graven, var den 30. marts 1863.
På trods af afholdenhed og nøjsomhed, drømmen om en gunstigere tilværelse som frimester og den dristige plan om at tjene penge som stillingsmand efterlod Hans Andersen sin familie i største armod. De mange penge, han havde ladet sig hverve for som stillingsmand, svandt som dug for solen – på samme vis som alle hans drømme. Skiftet over hans bo er frygtelig læsning:
”Anno 1816 den 18de Maii blev et Skiftemøde … foretaget i Boet efter afdøde FrieSkomager, Hans Andersen, af Odense Kiøbstads civile Skifteret i Overværelse af undertegnede Vitterlighedsvidner. – Enken Anne Marie Andersdatter med tiltagne Laugværge Skoemager Schmidt var tilstede saa og en umyndig Søn Hans Christian 11 Aar gl. med beskikket Værge Muremester Gittermann. – Efter at Skifteretten paa det nøyagtigste havde efterseet Boets Eiendeele, befandtes det, at der aldeles intet kunne blive at arve, og at Indboen neppe var tilstrækkelig til Creditorenes Tilfredsstillelse, hvorfore det ikke tages i Betænkning, efter Enkens Forlangendes, at overdrage hende Boets ubetydelige Eiendele, imod at hun er Skifteretten ansvarlig, for den Gjeld som hevtede paa Boet og betale dettes Skiftebekostninger.”[23]
Den ejendel, H.C. Andersen som voksen havde bevaret til minde om sin far, var den militære afregningsbog, hvis blanke sider han som barn havde benyttet til sine første digtninge. Det første digteriske forsøg i denne bog er rørende nok en soldatervise:
Hver Velkommen
Mine Børn
høre Trommen
Krigens Ørn
Hør Hvor det lyder
Det Soldaten byder
at i Kampen drage ud
Han staa bie den gode Gud
Tromen slaaer
Soldatten gaaer
efter dens Drommelom
Domme lomlom
Dromme lommelom
Og han døe og han døe
For Konge Fredreland og Møe
Men i en større forstand arvede H.C. Andersen dog langt mere end en regnskabsbog fra sin far. Det var faderen, der stimulerede drengens fantasi ved at læse højt, ved at skrive digte, klippe og skrive bindebreve og ved at lave legetøj, eksempelvis dukketeatret, for sin søn. Faderens sorg over ikke at have modtaget en skoleuddannelse gjorde ham ivrig efter at give sin søn en skolegang. Og selv om skolegangen kostede familien penge, kom H.C. Andersen allerede som 5-årig i skole. Faderens kritiske tænkning inspirerede sønnen og formede hans forståelse for tekstlæsning – og de faderlige råd: At han skulle være fri i valget af livsbane og huske på at rejse, tog sønnen til sig og udlevede!
Efter Hans Andersens død var H.C. Andersen overladt til sig selv. Moderen arbejdede hårdt som vaskekone, og Andersen sad alene hjemme med sit dukketeater og læste komedier. Denne tilværelse kom ikke til at ændre sig, da H.C. Andersens mor den 8. juli 1818 giftede sig med endnu en friskomager, Niels Jørgensen Gundersen, for han ønskede ikke at blande sig i drengens opdragelse. Han behandlede Hans Christian ”vel”, ville nødigt opfattes som en ”slem Stedfader” og ”lod mig ogsaa være og blive, som jeg selv vilde”, noterede Andersen venligt forstående og nøgternt i sine erindringer. Han var en ”ung, stille Mand med livlige, brune Øine og af et jevnt godt Humeur”, men han var forskellig fra Hans Andersen og ”svarede fuldkommen i Characteer og aandelig Udvikling til min Moder.”
Niels Jørgensen Gundersen var født i Odense i marts 1787 som barn af kroejer Jørgen Gundersø i Pogestræde. Denne kroejer er vi stødt på tidligere, for det er ham, der figurerer som nabo til Anders ’Traes’ Hansen i skødet fra 1788. H.C. Andersens far og stedfar kendte således hinanden fra barnsben, idet deres fædre var naboer. De kendte hinanden, som Andersen erindrede sig, var gode venner, delte samme håndværk og fungerede endog begge som frimestre. Ægteskabet mellem Andersens mor, Anne Marie Andersdatter, og Niels Jørgensen Gundersen/Gundersø var derfor nok sluttet gennem dette venskab, ligesom det har været fornuftigt og nødvendigt for de to enlige at slå tøjlerne sammen – nu muligheden bød sig i al armoden.
Den gamle enkefrue til skomagermester Christian Huus var død, og Huus’ Boder skulle nu afvikles, hvorfor Andersens mor måtte flytte. Det skete godt en uge efter H.C. Andersens konfirmation ved april-flyttedagen i 1819. Da flyttede den ’nye’ familie uden for Munkemølle Port til et hus nærmere bagåen ved Munke Mølle. En tid var endt, det hele lå i opbrud, og et halvt år efter rejste skomagersønnen til København og til sin utrolige fremtid.
Hjemme i Odense flyttede Andersens mor og stedfar i 1821 ind som lejere i Anders ’Traes’ Hansens hus i Pogestræde nr. 14. Hans sindssyge var nu svært fremskreden, og man må formode, at svigerdatteren og den tidligere nabosøn også flyttede ind for at hjælpe den gamle svigermor med at holde styr på den syge. ”Hvad kan det hjælpe!” hører man Ivar sukke i ”Hvad gamle Johanne sagde”. Et halvt år efter, den 4. juni 1822, døde Niels Jørgensen Gundersø, blot 35 år gammel, og knap tre måneder efter døde den gamle svigermor. Man kan næppe forestille sig, hvor fortvivlende det har været for Andersens mor. I skiftet over hendes bo taler armoden sit klare og tydelige sprog:
”I et opslaget Sengested
1 gammel Vaar
1 gammel Hovedpude, stoppet med Hør
1 do blaastribet Overdyne
1 Par gamle Blaarlærreds Lagn
1 lille Bord
2 gamle Stole
1 gammelt Køkkenskab
1 gammel Fyrdragkiste med 4 Skuffer
Noget beskadiget Porcelain og Glas
1 Par gamle stribede Buxer og 1 gammel Trøie
Videre vidste enken ikke at paavise i Boet Tilhørende, hvortil hun blev paalagt at være ansvarlig. – Hvorhos hun anmærkede, at Mandens Gangklæder og Værktøi var solgt for at bestride Begravelses Omkostningerne.” [24]
Det er fra denne tid, moderens alkoholmisbrug tager fat. Hendes tilværelseskamp har været umådelig hård, og Andersen giver et tydeligt billede af den i ”’Hun duede ikke’”.
Andersens mor kunne ikke alene magte at håndtere sin gamle, gale svigerfar. I sommeren 1823 blev han optaget og tvangsindlagt på Gråbrødre Hospital, og dermed blev Anne Marie Andersdatter hjemløs, idet Pogestræde nr. 14 skulle på tvangsauktion. Hvor har det været fortvivlende og svært at holde modet oppe.
I sin tilværelseskamp fornægtede H.C. Andersen ikke sin herkomst, skønt han ved denne blev socialt stigmatiseret. Da han fx blev inviteret til bal paré på Christiansborg den 22. maj 1840 i anledning af kongen og dronningens sølvbryllupsdag og fortalte om sin glæde derved, påtalte professor J.W. Hornemann spidst og vredt, at han ikke hørte hjemme dér. ”Min Fader var en Haandværksmand!” svarede Andersen harmdirrende, ”jeg har med Gud og ved mig selv skaffet mig den Plads, jeg nu har, og det troede jeg, at De maatte agte – !” Han modtog aldrig en undskyldning. Hvad han i samtiden blev skammet for, var han tryg ved og stolt af, og han bragte i sine eventyr og historier værdighed for den samfundsklasse, som den herskende klasse ikke værdigede – som fx i ”Børnesnak”.
På Det Kongelige Bibliotek findes en optegnelse, hvor H.C. Andersen direkte vedkender sig og berømmer sin herkomst. Det er et smukt lille prosastykke – en elegant skåltale til hans to fædre, der som den to-hovedede ørn i skomagerlavets våben ikke bare tilhørte samme stand, men også samme familie – et lavsvåben, som han – på trods af at fædrene var frimestre – levede under og bragte ind i litteraturen. Denne faderkærlige hyldest skal afslutte disse mindeblade om H.C. Andersens far – Hans Andersen.
”Hvilket Laug er det berøm[m]eligste
Ja hvilket Laug er det berømmeligste? Hvert kan være godt for sig, men jeg siger at Skomagernes er berømmeligst, for jeg er et Skomager Barn, lad nu de andre Laug Tømrer, Smede, Skrædere, Gjørtlere, Urmagere, ja alle de mange uundværlige dygtige i deres Haandtering, sende deres Procurator og bevise deres Berømmelse større end Skomagernes. – Phidias og Skomageren i Jerusalem Skomager, Hans Sachs … Det er keiserligt Vaaben at have en Ørn, Skomagerne har en saadan og det med to Hoveder og det har endnu aldrig vakt Forargelse. I Verdensbyen London har man i vore Dage udgivet et Skomagerblad[.] Ingen adelig Slægt er blevet besjunget som Skomageren fra Jerusalem: Han lever i Sagn og i Sange og vil altid leve! Fra Nürnberg i Mestersangernes Stortid lyser Hans Sachs Skomageren. Vor Tid kalder hver Stand til sin Ret, hver Stand er fri mand paa Thinge[.] Adel er Navnet paa alt hvad dygtigt er fra Ploven fra Værkstedet, fra Videnskab og Kunst. Det er sagt det er sjunget men ikke ligeligt fordeelt, nu ville vi blive ved Værkstedet, ved Skomageren[.] Jeg som skriver derom, er jo født dernede.”[25]
Hvor intet andet er anført, er de citerede erindringsbilleder hentet fra H.C. Andersens tidligste erindring fra 1832, der er udgivet under titlen H.C. Andersens Levnedsbog samt Mit Livs Eventyr, som H.C. Andersen udgav 50 år gammel i 1855.
Citaterne fra H.C. Andersens romaner er bragt fra udgaven: H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer. Udgivet af Det Danske Sprogog Litteraturselskab under redaktion af H. Topsøe-Jensen. Kbh. 1943-44.
