På mange måder gøres der i disse år status over de forhistoriske fund på Fyn. Først er det senpalæolitiske fundbillede fremlagt[1], Maglemosekulturens lokaliteter er emnet for denne artikel, Ertebølle-kulturens fund inddrages i en snarlig publikation af Søren H. Andersen om Tybrind Vig, og endelig er fremlæggelsen af de fynske jernalderbopladser begyndt[2]. Maglemosekulturen starter kort efter den sidste istids ophør omkring 8.900 f. Kr. og slutter omkring 6.400 f. Kr.
Et overblik over Maglemosekulturen på Fyn findes i Jens Bechs grundige gennemgang "Fyns Mesolitikum" fra 1965[3], der dog ikke er publiceret. Meget er kommet til siden, og for at få et overblik over de nye lokaliteter er perioden på ny blevet gennemgået.
Uden for det fynske område er der udgravet flere af Maglemosekulturens bopladser: imod vest Draved mose, Stallerup Holm, Bøllund og Sønder Hadsund i Jylland. Imod syd Duvensee i Nordtyskland samt flere lokaliteter i den vestsjællandske Åmose og på Sydsjælland i Holmegård- og Sværdborg-Lundby-Køng mose. På Fyn er kun tre Maglemosebopladser udgravet og fremlagt: Snarup Mose, Granholmen og Bjerregård III[4]. Desværre er alle de fynske lokaliteter kun publiceret som foreløbige omtaler; der findes ingen fuldstændig fremlæggelse af fundene.
I løbet af Maglemosekulturen sker store ændringer i landskabet. I begyndelsen af perioden er England landfast med Danmark. Bælterne og det sydfynske øhav er store søer og elve. Klimaet ændrer sig imidlertid til det varmere, og store ismasser på det nordamerikanske kontinent smelter. Det bevirker en verdensomspændende havstigning, og i den sidste del af Maglemosekulturen og den første del af Kongemosetid går denne havstigning virkelig stærkt – mellem 1 og 5 meter på bare 100 år! En så voldsom havstigning må have betydet meget for Maglemosekulturens udvikling, men hvordan det har påvirket kulturen er vanskeligt at se. Den kraftige havstigning betyder, at Maglemosekulturens kystbopladser i dag ligger på dybt vand. Indlandsbopladserne, som dem vi kender fra Fyn, bliver færre og færre i løbet af Maglemosekulturen. Det kan være fordi kysten kommer tættere på og tiltrækker Maglemosefolkene med sine rige forekomster af fisk og sæler, men det kan også skyldes en voldsom tilgroning af søerne til moser som følge af temperaturstigningen.
Det nuværende Lillebælt var en dybt skåret dal med et langstrakt flodsystem i bunden. Flodsystemet havde sandsynligvis udløb i de store nordtyske søer, der nu ligger under havbunden sydvest for Fyn og syd for Ærø[5]. De nordtyske søer er antageligt løbet ud i det flodsystem, der løb op igennem det nuværende Store Bælt, som dog har en noget kompliceret historie med flere gennembrud til Kattegat vekslende med afbrydelse af havforbindelsen. Figur 1.
Langs de tre flodsystemer har der været rige biotoper på grænsen mellem skov og ferskvand med mange jagt- og fiskemuligheder.
Maglemosekultur er en jæger-samler kultur, udbredt over hele det nordeuropæiske fastland fra Sydskandinavien i nord til det mellemste Tyskland og fra England i vest til Polen i øst. Det materielle udtryk i dette område er ikke uniformt, men har dog en og samme tradition for udformningen af redskaber.
Redskabsinventaret er præget af små pile, mikrolitter, mikroflækkeblokke og redskaber af tak og ben ofte med en fin geometrisk ornamentik. Figur 2.
Små hytter brugt om sommeren kendes fra bl.a. Ulkestrup Lyng på Sjælland, hvorimod det er vanskeligere at afgøre, hvor Maglemosefolkene holdt til om vinteren. Højtliggende bakker omkring mosen er en mulighed, pladser ved kysten en anden, og endelig kan begge muligheder være udnyttet samtidigt. De små hytter ligger så langt ude i moserne, at de ikke kan være brugt om vinteren.
Knoglefund viser, at skovens store dyr har været et yndet bytte. Fisk, specielt gedde, er også hyppig i faunaen, hvorimod fugle kun sjældent er jaget.
Lige knap 250 lokaliteter på Fyn og Langeland kan entydigt dateres til Maglemosekulturen, figur 3. Lokaliteterne ligger ikke jævnt fordelt ud over området. Fundene koncentrerer sig omkring moserne Neverkær-Møllemose-Ålsmose-Tommerup, Snarup mose, Stevningen og på Langeland Flaadet og Stengade Sø.
Specielt er koncentrationen af lokaliteter høj i Neverkærområdet og på det centrale Langeland.
Kun få lokaliteter findes på Nord- og Østfyn. Specielt markant er manglen på fund nord for motorvejen og på øerne i det Sydfynske øhav.
Det kan undre, at nogle få moser har mange bopladser, hvorimod flertallet af moser kun har få eller slet ingen fund fra Maglemosekulturen.
De moser der har mange fund fra ikke bare Maglemosekultur, men mesolitikum generelt, er de moser der er vurderet til den bedste kvalitet brændselstørv under tørvekampagnerne i 1930′- og 1940’erne[6]. Det må formodes, at tørveproduktionen i disse moser har været særlig intensiv, og en relativ høj produktion af tørv har givet relativt flere fund.
Samtidig er de moser med flest fund også de største moser, hvilket næsten må ses som en naturgiven sammenhæng: store søer giver bedre mulighed for jagt og fiskeri end mindre søer.
Fundfordelingen afspejler også intensiteten i rekognoscering. Neverkær, Sydvest-, Syd- og Sydøstfyn samt Langeland er intensivt rekognosceret af amatør- og professionelle arkæologer. Nord- og Østfyn samt øerne i det sydfynske øhav er knap så vel undersøgte.
Endelig kan det undre, at der ikke er flere fund fra Maglemosekulturen langs de fynske søer. Igen er moderne forhold sandsynligvis en del af forklaringen. De fleste af de større søer på Fyn har skovbevoksning langs bredderne, hvilket naturligvis slører flintpletterne. Til gengæld er der så en chance for, at der her ligger velbevarede bopladser der ikke er fundet endnu. En oplagt mulighed langs eksempelvis vestbredden af Arreskov Sø.
Der har formodentlig været gode muligheder for bosættelse ved den fossile sø ved Næsbyhoved voldsted, der var Fyns næststørste sø. Den havde tilløb af Stavidsåen og både Ryds Å og Odense Å lå indenfor rækkevidde. I den nuværende fjord har der formodentlig været et langstrakt delta, eller række af søer, ud imod Kattegat. Desværre kan det ikke forventes, at der vil blive gjort fund fra dette område, der enten er tæt bebygget, eller for fjordens vedkommende står under vand.
Til gengæld synes der at være et stort potentiale for gode fund i Neverkær, hvor der er fundet flere lokaliteter med redskaber af organisk materiale, og det er sandsynligt at disse pladser har informationsrige udsmidslag bevaret. Desværre er de samme lokaliteter under plov, og bliver derfor nedbrudt i netop disse år.
En anden trussel imod Maglemosekulturens bopladser er ivrige amatørarkæologers opsamlinger. Der skal ikke mange opsamlinger på en lille Maglemoselokalitet til før den er fuldstændig tømt for fund. Odense Bys Museer er glad for samarbejdet med de fynske amatørarkæologer; men det kan ikke understreges nok, at opsamling på vore arkæologiske lokaliteter altid bør ske i samarbejde med museet, så indsatsen kan koordineres og ikke ødelægger mere end den gavner. Maglemosekulturens lokaliteter er her specielt sarte fordi de ofte er små. Desværre er mange af dem i dag fuldstændig udpløjede, og så er det klart, at intensive opsamlinger vil fjerne dem fuldstændig fra landkortet. Desværre ser vi ofte private samlinger af oldsager, hvor der ikke foreligger en grundig fortegnelse over hvor oldsagerne er fundet, eller samlinger der bliver spredt ved ejerens død. I sådanne tilfælde er den amatørarkæologiske interesse selvisk og ødelæggende for alle andre end samleren selv.
En særlig fundgruppe med et vist potentiale kan udskilles af det fynske materiale. Det gælder en række højtliggende lokaliteter uden direkte tilknytning til vand. Det har været den normale opfattelse, at Maglemosekulturens lokaliteter knyttede sig snævert til moser, søer og vandløb, men faktisk ligger hele 12% af de fynske lokaliteter uden direkte tilknytning til vand.
De højtliggende lokaliteter kan sandsynligvis skilles i to typer: jagtstationer og transitstationer.
Ved udtrykket jagtstationer forstås små lokaliteter, hvor jægerne har opholdt sig under jagten. De er karakteriseret af en strategisk god beliggenhed i forhold til jagtmulighederne; typisk steder hvor der var et godt udsyn over terrænet, eller en tvangspassage for dyretræk. Jagtstationernes redskabsinventar er typisk præget af pilespidser. Reparation af pilene var tilsyneladende en naturlig beskæftigelse når jægerne ventede på byttet.
Ved transitstationer forstås små lokaliteter, som typisk ligger mellem to områder med intensiv bebyggelse, eller som ligger langs kommunikationslinier i terrænet, hvor der ikke er mulighed for længerevarende bebyggelse. Transitstationerne ligger typisk på det der nu er åben mark, midt imellem to vandsystemer.
Til gruppen af jagtstationer må regnes en række lokaliteter på højdedragene nord for Svendborg. Fra området har der været udsigt over den nu submarine slette imod syd, og man har kunnet se dyretræk, der er kommet op imod højdedragene fra dalen og søerne imod syd.
Det mest oplagte eksempel på en jagtstation er en lille lokalitet på vestsiden af Fænø. Figur 4. Pladsen ligger i dag 31 m. over havets overflade netop på det sted hvor Lillebælt er smallest. I Maglemosekultur har lokaliteten ligget højt over dalbunden, ca. 60-70 m., med udsyn imod syd igennem dalen, og imod nordvest imod udmundingen af det dalsystem der udgjordes af Kolding Fjord. Netop fra denne plads har jægerne kunnet følge dyrenes bevægelser op igennem dalen og der har været rigeligt tid til at opstille forskellige former for fælder og baghold. Lokaliteten bliver benyttet igen i Ertebøle- eller tidlig neolitisk tid, og funktionen må være den samme. Blot er dalen i mellemtiden blevet fyldt med vand, og jagten har nu været efter sæler og marsvin.
Transitpladserne er få og vanskelige at erkende, men der kan dog udskilles et par stykker.
Ved Fjellerup Sø er der i 1940’erne opsamlet et lille materiale fra Maglemosekulturen. Blandt andre redskaber blev der fundet mikrostikler og mikrolitter ved den lille sø, der næppe i sig selv har kunnet bære længere tids bebyggelse. Fjellerup Sø ligger i den østlige udkant af hovedvandskellet mellem det bassin der afvandes af Odense Å ud i Odense Fjord, og det bassin der afvandes af Ørbæk og Kastel Å ud i Storebælt. Figur 5. Lokalitetens inventar er ikke stort, og det er derfor vanskeligt at vurdere karakteren af lokaliteten på den baggrund. Den topografiske beliggenhed er bemærkelsesværdig. Fra lokaliteten er der kun 1000 m til Kastel Å og 1800 m til Ørbæk, mens Fjellerup Sø selv står i forbindelse med Odense Å. Det er en oplagt mulighed, at lokaliteten var en transitlokalitet, som Maglemosefolkene benyttede når de ønskede at flytte fra det store vandsystem ved Odense Å til det endnu større vandsystem ved Storebælt, eller omvendt.
En anden transitlokalitet, Bjerregård III, er allerede tidligere beskrevet i Fynske Minder[7]. Lokaliteten ligger inde i landet væk fra vandvejene, og flintinventaret viser, at der er foregået en produktion af mikrolitter hugget af medbragte blokke.
Kærneøkser, spidsøkser, mikroflække-blokke og mikroflækker synes at være det gennemgående oldsagsinventar på de små lokaliteter, der kan opfattes som transit- eller jagtstationer. Mikroflække-blokke og mikroflækker kan sættes i forbindelse med udbedring af ødelagte pile – en aktivitet som er meget naturlig og etnografisk kendt på jagtstationer. Disse redskabstypers forekomst på transitpladserne skyldes vel, at transitpladserne også må have været knyttet til jagtture i indlandet.
Indslaget af økser der ofte ses på jagtog transitstationerne i det fynske materiale, er vanskeligere at forklare, men de kan have spillet en rolle ved parteringen af nedlagte byttedyr.
Samlet set er antallet af fund fra Maglemosekulturen på Fyn kun få, når man tager områdets størrelse i betragtning. En række kildekritiske faktorer som rekognosceringsintensitet og tørvegravning spiller ind; men fundene er alligevel så få, at det også må afspejle den forhistoriske situation.
De ca. 250 fund fra Maglemosekultur kan ikke repræsentere en kontinuerlig bebyggelse igennem 2400 år. Selvfølgelig kender vi ikke alle lokaliteter, men selvom vi regner med et mangedoblet antal lokaliteter i forhistorisk tid, har bebyggelsen på Fyn aldrig været intensiv, endsige kontinuerlig. Hvis bebyggelsen skulle have været opretholdt uden afbrydelser igennem Maglemosekulturen skulle hver boplads have været beboet i 10 år. Selv når man regner med, at vi ikke kender alle bopladser, kan bebyggelsen på Fyn umuligt have været kontinuerlig. En uafbrudt bebyggelse af flere familier på Fyn ville have givet flere tusinde bopladser; eller i hvert fald nogle hundrede meget store bopladser med meget materiale akkumuleret igennem tid. Men vi har hverken flere tusinde bopladser, eller mere end 10 meget store bopladser, og det er derfor klart, at bebyggelsen på Fyn igennem Maglemosekulturen har været ekstensiv og kun kan have været en lejlighedsvis bebyggelse.
Men hvorfor er bebyggelsen ikke tættere?
Sammenligner man med de klassiske områder Sværdborg-Lundby-Køng mose på Sydsjælland og Åmosen på Vestsjælland er det klart, at vådbundsområderne er langt større i de sjællandske områder end i det fynske. Åmosen er på ca. 2800 ha. og det største fynske moseområde, Neverkær med tilstødende moser, er på i alt ca. 340 ha. Det er klart, at Åmosen har kunnet ernære langt flere mennesker end Neverkær og de andre fynske moser.
Østfyn afvandes til Storebælt og er dermed en del af den submarine Storebælt-dals vandsystem. Det samme gælder Åmosen på Vestsjælland. Det er iøjnefaldende, at der næsten ingen fund fra Maglemose-kultur er på Østfyn, specielt når der sammenlignes med Åmosen, der via Storebæltsdalen var en del af det samme vandsystem som Fyns østkyst. Det understreger betydningen af vandbassinernes størrelse for intensiteten af bebyggelsen.
Samtidig er de åer, der gennemstrømmer de sjællandske moser langt større end åløbene der gennemstrømmer de fynske moser, hvilket sandsynligvis har betydet en langsommere tilgroning af de sjællandske moser. Det er muligvis årsagen til, at de sjællandske moser, specielt Åmosen, bebygges helt frem i Kongemosekulturen, der kun i ganske få tilfælde har besøgt det fynske indland.
Den fynske Maglemosebosættelse skal ses i sammenhæng med de tilstødende regioner. Det er først og fremmest de nordtyske søer, der nu ligger på havbunden syd for de sydfynske øer, og de nu undersøiske Storebæltssubmarine Lillebælts dale. I disse dale har der været store søer med en rig fauna, der har givet mange og varierede jagtmuligheder[8]. Deres betydning understreges af de mange og tætte fund fra Maglemosekultur på Langeland, der i den centrale del ved Stengade Sø og Flaadet kun har ligget ca. 3-4 km. fra Storebæltsdalens bund. Den tætte fundkoncentration i dette område må formodes til en vis grad at afspejle bebyggelsesintensiteten i den nu submarine Storebæltsdal.
Maglemosekulturens bebyggelse har været tiltrukket af store vandsystemer, der slet ikke findes på Fyn, der dermed har været et marginalt område for Maglemosekulturens jæger-samlere.
Det gør imidlertid ikke Fyn mindre interessant!
Arkæologer undersøger kun for sjældent, hvordan forhistoriske mennesker har tilpasset sig en marginal situation. Det er normalt de rige områder med gode ressourcer, der er mest synlige og derfor bliver bedst undersøgt. Samtidig er det dog ofte svært at afklare de enkelte lokaliteters forhold til hinanden i områder med en tæt og kontinuerlig bebyggelse, fordi pladserne så at sige, ligger oven i hinanden.
I de store sjællandske moser "klumper" lokaliteterne sig sammen og mange af bopladserne har været benyttet mange gange. Det er ikke i samme grad tilfældet på Fyn. Derfor er de fynske lokaliteter fra Maglemosekultur velegnede til at vurdere lokaliteternes indbyrdes funktion som boplads, jagtstation, flinthugningsplads eller transitplads indenfor et vandskel på en helt anden måde end i de mere intensivt bebyggede moser.
Desværre bortpløjes en del af de fynske lokaliteter i disse år og hvis det fynske mesolitiske materiale skal have en rolle i forskningen, haster det med en indsats på området.
