Torben Grøngaard Jeppesen har 1. februar 2017 været ansat ved Odense Bys Museer i 40 år, heraf de seneste 27 år som museumschef. Han har med andre ord viet hele sit professionelle liv til én institution. Det er ikke ualmindeligt i museumsfaget, og det giver museerne en høj grad af stabilitet og kontinuitet. Samtidig rummer det dog en overhængende risiko for stilstand og stagnation. Der findes desværre eksempler på museumsledere, der stædigt har holdt fast i den gamle opskrift på succes i en fuldstændig forandret samtid. Ingen karakteristik ville passe dårligere på Torben. Adskillige gange har han skiftet spor for at kaste sin energi i nye projekter inden for museumsudvikling, forskning eller netværk.
Torben har en sjælden evne til at veksle ubesværet mellem rollerne som leder, forsker og netværksskaber, og han har høstet succes på alle tre områder. Som leder har han skabt de organisatoriske rammer og sat holdet til at drive museum på højeste professionelle niveau. Han formår at sætte klare, langsigtede mål for museet og efterfølgende bevæge det i den retning. Inden for forskningen har han beskæftiget sig med vidt forskellige historiske emner, forsket i dem på højeste faglige niveau og udgivet flere væsentlige publikationer. Netværk og samarbejde er hans tredje væsentlige fokus, og han har været med til at etablere odenseanske, nationale og europæiske netværk. Officielle delegationer og gamle kontakter fra hele verden er hyppige gæster på hans kontor, og museet har indgået talrige internationale samarbejder, heraf langsigtede samarbejder med museer i Japan, Kina og USA.
De mange projekter og satsninger over årene vidner om en stor arbejdsiver, idérigdom og et konstant øje på nye, fremtidige muligheder – ofte lanceret i årbogens fløjartikel. Hans stærke tro på eget fremsyn og visioner fører da også nu og da til en vis utålmodighed med dem, der holder fast ved egne forestillinger, og en rastløshed efter at komme videre med næste projekt. Til gengæld evner han, når grundlaget er på plads og retningen sat, tillidsfuldt at overlade ansvaret for selv højt profilerede projekter til andre – og derefter selv kaste sig over nye.
Torbens karriere ved museumsvæsenet i Odense begyndte i 1977, da han som ung nyuddannet cand.mag. i historie og nordisk arkæologi blev ansat som videnskabelig assistent på det arkæologiske Fyns Stiftsmuseum. Han ledede en række udgravninger til at belyse landsbyernes fremkomst på Fyn fra jernalder til middelalder, og i 1981 erhvervede han på en afhandling om middelalderlandsbyens opståen licentiatgraden, der svarer til den senere indførte ph.d.-grad.
I 1982 skiftede Torben arkæologi ud med historie og tiltrådte som ledende museumsinspektør i Den Fynske Landsby. Han tog sin interesse for landbygninger og bebyggelseshistorie med sig og satte systematiske undersøgelser af frilandsmuseets bygninger i gang. I løbet af en kort årrække skabte det et nyt vidensgrundlag for museet, som førte til en redefinering af formidlingskonceptet til “en landsby fra midten af 1800-tallet” frem for “fra landsbyfællesskabets tid”. Samtidig iværksatte Torben et stort anlagt forskningsprojekt under titlen Fynske gårde 1850-1925, der omfattede dataindsamling om mere end 900 fynske gårde fra arkiver og besigtigelser. Arbejdet med dette projekt blev dog afbrudt, da en anden udfordring meldte sig i 1989, nemlig chefstillingen for hele Odenses kommunale museumsvæsen.
De første år som chef var helliget den overordnede ledelse og organisering med oprettelsen af et fast sekretariat under museumschefen og ansøgning om statsanerkendelse af H.C. Andersen- og Carl Nielsen-museerne. Torben fandt, at det på tværs af de forskellige museer var nødvendigt at hæve niveauet for den basale museale drift, som førte til indretningen af et nyt klimastyret fællesmagasin, edb-registrering og integration af konserveringsværkstederne i organisationen.
Torbens museale ambitioner og initiativer vakte opsigt også uden for museumsverdenen, og i 1994 bad kulturminister Jytte Hilden ham om at udarbejde et udkast til en fremtidig dansk museumspolitik. Oplægget med titlen Tanker om en ny museumspolitik gjorde op med de små provinsmuseer og anbefalede en samling af opgaver og ressourcer på et begrænset antal regionale hovedmuseer, hvilket vakte bestyrtelse hos mange museumsledere på de mindre danske museer. Som belønning for indsatsen blev Torben udnævnt til Ridder af Dannebrog, men udviklingen mod færre og stærkere museer i Danmark skulle komme til at strække sig over en lang årrække. I Odense tog Torben dog fat med det samme og reorganiserede i 1997 de tidligere relativt autonome museer til et samlet Odense Bys Museer med hovedparten af personalet samlet på én adresse.
Udviklingen af Museumscenter Hollufgård var 1990’ernes store formidlingsmæssige satsningsområde med flytning af oldsagssamlingen fra museet i Jernbanegade og etableringen af forskningscentret Menneske og Natur. Hollufgård fik en stor permanent arkæologisk udstilling og var desuden rammen om en række store, velbesøgte særudstillinger med vekslende arkæologiske og historiske temaer som “Danmark og Europa” – med den nyvundne EM-pokal på hæderspladsen – “Ukrainske guldfund” og “Danske udvandrere i USA”.
Torbens engagement i arbejdet med udstillingen om danskere i USA varede ved, og snart tegnede konturerne sig af det forskningsemne, han har beskæftiget sig med siden. Med støtte fra flere fonde arbejdede han videre med emnet, og fra 2001 ledede han et stort forskningsprojekt om danskere i USA med et større hold studenter, der indtastede statistiske data fra folketællinger. Under et 12 måneders forskningsophold ved University of Wisconsin-Madison færdiggjorde han studierne og skrev bogen Danske i USA 1850-2000 (2005). Efterfølgende har han taget emnet om etnicitet og assimilering af skandinaviske immigranter og deres efterkommere op og bearbejdet det i flere udgivelser. På baggrund af forskningsindsatsen udnævnte Syddansk Universitet i 2012 Torben til adjungeret professor, og i efteråret 2016 fik studierne den højeste akademiske anerkendelse med meddelelsen om, at hans afhandling var indstillet til forsvar for doktorgraden.
Med 200-året for H.C. Andersens fødsel i 2005 i horisonten tog Torben initiativ til en opgradering af H.C. Andersens Hus med nye udstillinger og indgangsparti, der stod klar til jubilæumsåret, som blev fejret med en stribe tiltag i Odense, Danmark og internationalt. I de følgende år gik vandreudstillinger om H.C. Andersen og senere Carl Nielsen rundt mellem verdens storbyer. Navnlig film- og udstillingsprojektet De Vilde Svaner sammen med dronning Margrethe og filmproducent Jacob Jørgensen fik stor opmærksomhed.
På det arkæologiske og historiske område var tiden efter årtusindskiftet præget af et tæt samarbejde med den nydannede Kulturarvsstyrelse om varetagelse af kulturarven i form af omfattende bygherrebetalt udgravningsvirksomhed, fortidsmindetilsyn og et kortvarigt forsøg på bygningsfredningsområdet. Styrelsen så i Odense Bys Museer et musealt fyrtårn, og i 2005 tildelte kulturminister Brian Mikkelsen museet §16-status med særlige nationale forpligtigelser. Med visionen om at skabe et samlet kulturhistorisk museum centralt i Odense styrkede Torben formidlingen på Møntergården og formåede efter nogle år at skaffe en stor bevilling fra fonde og kommunen til en ny udstillingsbygning. Den kunne åbnes i 2013 med udstillingen “Fyn – midt i verden”, der fortæller om Fyn og Odense fra oldtid til nutid. Samtidig lanceredes en ambitiøs forskningsstrategi. På det organisatoriske område skete en udskilning af Fyns Kunstmuseum til en ny kunstinstitution, mens Mediemuseet blev fusioneret ind i Odense Bys Museer.
De succesfulde internationale vandreudstillinger om H.C. Andersen viste tydeligt det globale potentiale i digterens fortællinger, som kom til at danne grundlag for visionen om et helt nyt H.C. Andersen Museum i Odense. Torben så perspektiver i Børnekulturhuset Fyrtøjets arbejde med at vække eventyret til live gennem børns leg og kreativitet og indgik i fusion med institutionen i 2013. Bestyrket af talrige henvendelser fra Østasien om kultursamarbejde om H.C. Andersen påbegyndte han konceptudviklingen af et nyt eventyrhus. På baggrund af den asiatiske interesse har Torben iværksat et ambitiøst internationalt program i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, Kulturministeriet, VisitDenmark og flere store danske virksomheder. Gennem talrige rejser i Kina har han skabt bånd og relationer, der efterhånden kan aflæses i en imponerende stigning i antallet af kinesiske gæster i H.C. Andersens Hus.
Udviklingen af Eventyrhuset blev for alvor sat i gang med en international idékonkurrence i 2014, der skulle kvalificere nytænkningen og lodde interessen. Med 475 bidrag fra 57 lande overgik deltagelsen alle forventninger og demonstrerede, at visionen vandt genklang over hele verden. Processen er fortsat gennem indholdskonkurrence med det britiske designbureau Event Communication som vinder og en arkitektkonkurrence med deltagelse fra nogle af verdens førende arkitektfirmaer. Den japanske stjernearkitekt Kengo Kumas vinderprojekt kunne offentliggøres 2. april 2016, og i løbet af efteråret kom finansieringen fra A.P. Møller Fonden, Augustinusfonden og Odense Kommune på plads. Byggeriet af Odenses første markante, internationale arkitektur og byens hidtil største museumsprojekt kunne gå i gang med planlagt åbning i 2020.
Virkeliggørelsen af visionen om at skabe et nyt, internationalt H.C. Andersen Museum er en imponerende krone på et langt og dynamisk virke ved Odense Bys Museer. De fleste ville stille sig tilfreds med at følge processen på afstand og ellers læne sig tilbage og vente på, at snoren skal klippes. Ikke Torben. Han har nye idéer og projekter på vej.
Tak for indsatsen og tillykke!
