I sin lærde afhandling om H.C. Andersens dagbøger[1] skriver H. Topsøe-Jensen:
„Interesserer man sig for Andersens Værkers Tilblivelseshistorie, er Dagbøgerne en Guldgrube. Foruden den direkte Omtale af hans Arbejder støder man Gang paa Gang paa Situationer, Smaatræk, Indfald, Ideer, der senere udformes nærmere i Romaner og i Eventyr, i de tre Selvbiografier og i Rejseskildringerne“.[2]
Den direkte „Omtale af hans Arbejder“ giver Topsøe-Jensens registerbind læseren adgang til, men der findes også i dagbøgerne mange allusioner til eventyrene og deres tilblivelseshistorie, som ikke er så direkte, at de kan registreres. Alligevel er de vigtige. Der er de skjulte tilblivelseshistorier som f.eks. til „Portnøglen“. Jeg vil i det følgende kronologisk gennemgå nogle „fundsteder“ til eventyrene: Situationer, småtræk, indfald og idéer.
Topsøe-Jensens register er en uundværlig nøgle der åbner dagbøgerne i dette tilfælde op til eventyrene og idéer og planer til eventyrene, men selve tilblivelseshistorien ligger ofte gemt i teksten i dagbøgerne I-X.
Det første fundsted er pudsigt nok et småtræk til et af de sidste eventyr Andersen skrev:
„Tante Tandpine“. „Mine Tænder smerte mig uhyre; Nærverne ere i Grunden fine Tangenter, som det umærkelige Lufttryk spiller paa, og derfor spiller det i Tænderne, snart pjano, snart crescendo, alle Smertens Melodier af Forandringen i Veirskiftiget …
I det færdige eventyr står: „Et udmærket Tandværk!“ sagde hun, „et Orgel at spille paa. Mundharpe-Concert, storartet, med Pauker og Trompeter, Fløite picolo, Basun i Viisdomstanden. Stor Poet, stor Musik!“ (Eventyr V, s. 220). Klaveret er vokset til et helt orkester – Et ganske lille småtræk af interesse finder vi i følgende. H.C. Andersen kører med dagvognen:
„den ene havde en lille Dreng med, der et Par Dage forud, første Gang var kommet til Kjøbenhavn havde her udbrudt da han saae en Soldat: „Gud Moder, der er en levende Soldat!“ (han havde altid seet dem malede)
Udtrykket finder vi i eventyrene (nærmere betegnet i „Lille Claus og store Claus“): „For der stod en levende Stork oppe paa Taget, hvor den havde sin Rede“ (Eventyr I, s. 31). Disse første eventyr var som bekendt „fortalt for børn“. Man iagttager, at Andersen har grebet barnets egen uvilkårlige udtryksform og ført den lige ind i eventyrene. Det er kun en småiagttagelse, men vigtigt er det, at Andersen lagde mærke til, hvad de små førte i munden.
25.1.1834 går Andersen ind i Onophrii klosteret i Rom:
„En Liigkiste stod paa Gulvet tause Mænd i sorte Kapper og med Vokslys i Hænderne sad om den“
I et af de første eventyr „Reisekammeraten“ står en sådan ligkiste med en død mand i kirken. Andersen havde altså selv oplevet den samme situation.
En talemåde: „som skolemesteren efter børnene“ står her i dagbøgerne „og nu travede en uhyre Mængde Faar ud, da de vare paa Veien op af Bjerget kom et gravetetisk Æsel, som Skolemesteren efter Børnene“ (Dagbøger I, s. 310). I eventyret „Hørren“ (Eventyr II, s. 212) findes talemåden og i „Paradisets Have“ (Eventyr I, s. 147) — Et andet fundsted:
„Ved Porta rossa staar foran Colonade Bygningen et ypperligt Vildsviin af Metal. Vandet strømmer det ud af Munden og det seer komisk ud at Folk ligesom kysser Svinet naar de vil drikke, det er ganske blankt paa Trynen og Øret ved saa ofte at tages paa“
Samme iagttagelse forskelligt udformet findes i eventyret „Metalsvinet“, der er sprunget lige ud af denne rejseoplevelse.
Dette første bind af dagbøgerne går fra 1825-1834. Ikke ét eventyr var skrevet endnu. Hvad der især skulle springe ud af dette bind er imidlertid romanen „Improvisatoren“. Relevant for dette første bind er således denne roman, og man kan finde mange fuldstændigt parallelle steder. Disse første fundsteder til eventyrene i bd. I er da også mest småtræk taget med for en ordens skyld.
Vi går nu til bind II af dagbøgerne. At H.C. Andersen meget tidligt forbandt træer med det græske sagn om det levende væsen, der bor i dem, ses af følgende:
„I Dag er den halve Qvarantaine Tid forbi. To Træer staae i vor Gaard, de ere mine Dryader“
– I relation til eventyret „Skyggen“ bemærker man, at Andersen har en oplevelse på sejlturen op ad Donau til Wien:
„Ombord er et Menneske der seer ud som min Caricatur, han er aldeles en Skygge; han er et løst Basrelief; det arme Menneske blev leet af, man tegnede ham af; jeg troer han mangle[r] sine Undertænder; Han saa aldeles ud, som en Skygge“
I relation til den langt senere historie „Venskabs-Pagten“, 1862, finder vi her en oplevelse som vel danner grundlaget for Andersens senere historie løseligt skitseret ned. I dagbogen 10.6.1841 står:
„Midt i den Troløshed der er mellem Grækerne, staaer smukt deres Fostbroderskab. Naar to Mænd ret holde af hinanden, blive de Fostbrødre, de vælge en reen Jomfru og med hende gaae de til Kirken, hun stiller sig ved Altret, og omslynger begge Mændene med et Cherf, medens disse sværge hinanden evig Troskab i Liv og Død; Præsten giver nu sin Velsignelse; i Ulykken staae disse hinanden bi, opofre sig for hinanden, gaae i Døden sammen“
Stedet er registreret hos Topsøe-Jensen, ligeledes første gang „Den grimme Ælling“ omtales.
Et senere eventyr ligger allerede i tanken ved denne oplevelse 11.9. 1844 på rejsen fra Sønderborg til Augustenborg:
„Slottet tog sig prægtigt ud i den nedgaaende Sol, en stor Mængde Svaner svømmede omkring, jeg tænkte paa de græske Prindsesser i „Svanehammen“, der badede sig“.
Det er det senere eventyr „Dynd-Kongens Datter“.
Om eventyret „Elverhøi“ vidner følgende optrin eller situation der i nogle detaljer er ført over i eventyret:
„Kellermann fortalte i aftes om en Udpibning i Christiania, ved første Acts Slutning, heftede to Herrer i første Etage deres røde Silkelommetørklæder i Knaphullet med lange Fløiter ved, som Drengene blæse paa; lode disse hænge ud over Gelænderet; ved anden Act begyndte de at blæse hele Tiden, en Herre gik ind og bad dem holde op, de svarede ikke, de vare fri Nordmænd, den fremmede slog da med sin Nøgle den Ene i Hoved[et] saa han blødte, Manden maatte bøde 100 Species, den anden blæste fort. – Det har været Haandgemæng, saa at de trak Støvlerne af i Parterret og sloges med dem. – De frie Nordmænd“
Eventyret „Elverhøi“ handler som bekendt om nordmændene og også her trækker de små norske trolde støvlerne af og opfører sig i høj grad uvornt! (Eventyr II, s. 82).
Her i andet bind af dagbøgerne mærker man suset af den tyske berømmelse. Væsentlige partier er orientrejsen til Grækenland og Kon-stantinopel. Bd. II betegner et højdepunkt i Andersens liv – dets indre og ydre kulmination. Digternavnet er nu endelig slået fast og grunden lagt til den senere række af eventyr. 16. 12. 1845 lige før Andersen skulle på en ny rejse til Italien og Schweiz skriver han i dagbogen:
„Mosen bragt mig fra lille Erik een af hans Tinsoldater; hvilken han havde givet Faderen med til mig, at jeg skulle have med på Reisen; der var noget Rørende deri“
Fra 1848 stammer historien „Det gamle Huus“, hvor en sådan tinsoldat foræret af en lille dreng spiller en væsentlig rolle. „Næste Søndag tog den lille Dreng og svøbte noget ind i et Stykke Papir, gik ned i Porten, og da han, som gik Ærinder, kom forbi, sagde han til ham: „Hør! vil du bringe den gamle Mand derovre dette fra mig! jeg har to Tinsoldater, dette er den ene; han skal have den, for jeg veed at han er saa skrækkelig ene“ (Eventyr II, s. 144). Man husker dog, at Andersen allerede 1838 havde skrevet „Den standhaftige Tinsoldat“, men fra dagbogsnotatet ses tydeligt at gaven 1845 rørte ham og han erindrede sikkert situationen, da han skrev historien „Det gamle Huus“.
I tanken ligger to eventyr: „Aarets Historie“ og „Dynd-Kongens Datter“ i dette notat i dagbogen 27.3. 1846:
“- Tænk paa et Eventyr om Vaaren der reiser gjennem Landet – tænkt paa et Eventyr om Storken, med Familie der reiser til Ægypten“
9.6.1846 i Napoli begyndte Andersen sit berømte eventyr „Skyggen“. Der noteres:
„Skrevet om Aftenen paa Historien om min Skygge“
Her kan vi på nært Hold i de følgende dage følge en hel tilblivelseshistorie. Eventyret „Skyggen“ kan også lokaliseres til Italien: „I de hede Lande, der kan rigtignok Solen brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja, i de allerhedeste Lande brændes de til Negre, men det var nu kun til de hede Lande, en lærd Mand var kommen fra de kolde…“ (Eventyr II, s. 129). Vinduesskodderne der er lukket til i varmen, folk der flytter ud på gaden, æselerne, altanerne, de smalle gyder peger ihvertfald på at vi er flyttet til et Middelhavsland. Det sydlandske liv er fanget ind i dagbogens notat tirsdag den 16.6. 1846: „Her er en rædsom Larm i Gaderne, evigt Ringen af Køer med Klokker paa, Gjeder med mindre Klokker; en Skrigen og Skraalen og saa har jeg ligeover for Een, der øver sig i Generalbas, eller stemmer Claveer for hele Byen; det er en angribende susende, skrigende, sønderrivende Malstrøm for Hørelsen, Smede hamre, Vogne rulle, Drenge skrige, og Folk der tale stille om huslige Sager, synes at slaas.“ Onsdag 17.6. er det især genboen, der plager med den evige spillen scala og torsdag d. 18. noteres: „Sov for aabne Altandøre“ (Dagbøger III, s. 131), netop situationen i eventyret: „En Nat vaagnede den Fremmede, han sov for aaben Altandør …“ (Eventyr II, s. 130). Nøjagtigt dagbogens ord. Syden, den åbne altandør, genboen der i det uendelige øver sig på det samme stykke musik, larmen i gaderne, æselernes og køernes evige ringen med klokker er gået direkte over i eventyret. „Skyggen“ udkom 1847 et år efter rejseinspirationen.
Et direkte fundsted, en episode som indgår i den 1853 udgivne „Hjertesorg“ finder vi i dagbogen 26.5. 1847.
„Drak Kaffe hos Jomfru Ibsen, da kom en Madam fra Nyborg hun vilde tale ene med mig, jeg lod hende komme op paa mit Værelse, det var om at tage Actier i hendes Garverie, jeg lod hende slaa Convelut om Ansøgningen og skrive uden paa til Excellensen, „Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen &“ sagde jeg; det var hende svært at skrive det første jeg er kun et Fruentimmer! [sa]gde hun, men da hun kom til etcetera, standsede hun – sukkede og skrev „extra“!
Genlyden og glansen fra de mange festsale ved fyrstelige hoffer præger dette bind III af dagbøgerne. H.C. Andersen følte sig da også undertiden midt i festlighederne uendelig tom. Noget umenneskeligt er der over de mange fine titler, storhertugerne, de stive sammenkomster, hvor Andersen er ved at besvime fordi støvlerne klemmer. Man ser i disse år Andersen i fuldt puds med kårde og trekantet hat til cour og taffel.
Tydeligt i dagbogen 15.5. 1854 (Bind IV) finder vi kimen og oprindelsen til den senere historie „Portnøglen“. Der står:
„Vi fik en Nøgle frem og skulle høre den svare, aldrig har jeg prøvet Sligt. Det viiste sig at jeg havde stor magnetisk Kraft, der var sandeligt intet Selvbedrag, jeg kunne neppe holde den, mit Navn sagde den og da der spurgtes om Aanden i mine Skrifter svarede den „Edelmut“ jeg følte mig afficeret derved; siden kom Einar ned, men ham vilde Nøglen ikke indlade sig med og da der spurgtes hvorfor svarede den „Unglaube“ … Det hele er mig aldeles ubegribeligt, men at her ikke var Bedrag er jeg forvisset om“
Andersen har gemt længe på denne oplevelse af en selskabsleg. Den dukker først op med historien „Portnøglen“ fra 1872.
5.7. 1859 finder vi en morsomt fortalt historie eller anekdote om ålen som H.C. Andersen har indlagt i den lange fortælling „En Historie fra Klitterne“. Citatet er ret langt:
„Den Historie om Aalen, Aalemoder sagde til Døttrene, gaae ikke forlangt for saa kommer den fæle Aalestanger og tager jer men de gik alligevel og af otte Døttre kom kun de fire hjem til Aalemoder og de jamrede, vi var gaaet bare lidt fra Døren / saa kom den fæle Aalestanger og stak vore fire Sødskende, de komme nok igjen sagde Aalemoder, nei sagde Døttrene, for han flaaede dem! – de komme nok igjen sagde Aalemoder, nei han skar dem i stykker stegte dem og aad dem. De komme nok igjen sagde Aalemoder. Nei for han drak et stort Glas brændeviin oven paa! „Drak han Brændeviin til!” sagde Aalemoder! o gu! o ju! da komme de aldrig meer igjen! for Brændeviin gjør det af med een! og derfor skal man drikke Brændeviins Snaps til Aalen! sagde Manden“
Der står i „En Historie fra Klitterne“ følgende: Aalebonden var det gode Hoved, den muntre Gjest, en Bimpel førte han med sig fuld af Brændeviin, Enhver fik en Snaps af den, eller en Kaffekop fuld, dersom det skortede paa Glas, selv Jørgen, i hvor lille han var, blev given et godt Fingerbøl fuldt, det var for at holde paa den fede Aal, sagde Aalebonden og fortalte saa altid den samme historie og naar man loe af den, fortalte han den strax om igjen for de samme Folk … „Ude i Aaen gik Aalene og Aalemoder sagde til sine Døttre, da de bade om at matte gaae alene et lille Løb op ad Aaen: „Gaae ikke forlangt! let kommer den fæle Aale-stanger og tager Eder Allesammen!“ “ – men de gik forlangt og af otte Døttre kom kun tre hjem igjen til Aalemoder; og de jamrede: „vi vare bare gaaede lidt udenfor Døren, saa kom den fæle Aalestanger og stak vore fem Søstre ihjel!” „De kommer nok igjen!“ “. sagde Aalemoder. „ „Nei!“ “ sagde Døttrene „ „for han flaaede dem, skar dem i Stykker og stegte dem“ “ – „ „De komme nok igjen!“ “ sagde Aalemoder. „ , Ja, men han aad dem!“ “ – „ „De komme nok igjen!“ “, sagde Aalemoder. „ „Men saa drak han Brændeviin ovenpaa!“ “ sagde Døttrene, „ „AU, au! da komme de aldrig igjen!“ hylede Aalemoder. „Brændevinet begraver Aalen!“ “
„Og derfor skal man altid drikke sin Brændeviins-Snaps til den Ret! sagde Aalebonden“ (Eventyr III, s. 177). Man ser hvor tæt på hinanden de to passager ligger, men det er jo også en god historie. – Den store Jyllandsrejse som dannede inspiration for historien begyndte Andersen d. 4. Juli 1859. Fra d. 5. Juli stammer dagbogsnotatet. Anekdoten er altså en direkte rejseinspiration primær i forhold til nedskriften af historier som H. Topsøe-Jensen i sin bog[3] meddeler i det store og hele var færdig 18. nov. 1859.
Bd. IV af dagbøgerne synes i nogen grad at stå i gentagelsens tegn. H.C. Andersens rejser er snart lige så bekendte for læseren som for Andersen selv. Næsten ustandseligt er han på rejse i dette bind, bl.a. besøger han som noget nyt Charles Dickens.
Vi kommer nu til bd. V af dagbøgerne. H. Topsøe-Jensen registrerer s. 49 og s. 57 i dagbøgerne „Sneglen og Rosenhækken“ og dette som er oprindelsesstedet for eventyret vil vi holde os til, selv om der ellers er mange psykologiske aspekter i denne tilblivelseshistorie. 31.5. 1861 får Andersen ideen til historien om „Sølvskillingen“ ligeledes registreret hos H. Topsøe-Jensen. „Iisjomfruen“ registreres hos Topsøe-Jensen, ligeledes „Sommergjækken“. Lidt fyldigere i stilen er dette bind som altid når Andersen er i Italien. Denne nye rejse var skrivemæssigt frugtbar, „Iisjomfruen“ er således direkte undfanget i Schweiz. Der er et friskhedens pust over dette bind, et rejsepust. Spaniensrejsen blev også frugtbar digterisk og flere brændende digte var resultatet.
I bd. VI af dagbøgerne noteres jævnligt når Andersen er begyndt på et nyt eventyr. Man lægger mærke til, at eventyrene fra først af ofte har en anden titel end den senere. Således noteres i dagbogen d. 3.6. 1865: „Skrevet hele Dagen paa: „Poesien og Mosekonen“. 8.6. 1865 „Skrevet paa Eventyret om Mosekonen“. Det er eventyret der senere får titlen: „Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen“. 19.6. 1865 noteres:
„læst høit de to nye Eventyr og „I Kludebunken“. Begyndt paa at udarbeide den tidligere skrevne Begyndelse til „Brandtrommen gaaer“
„I Kludebunken“ er eventyret „Laserne“ og næste side i dagbogen står den rigtige titel til „Brandtrommen gaaer“, nemlig „Guldskat“.
Der er i dette bind et fald i humør og stemning, onde dage og krig i landet. Rørende og mandig er Andersens danskhed. Han viser utallige gange smukt patriotisk sind. Ved skuespilleren Michael Wiehes død reagerer han således 31.10. 1864:
„Kun Ulykke, Nød, Krænkelse, Forglemmelse og Død venter“
2.11. 1864: „Intet bestiller jeg, Intet holder mig oppe, Partistrid i Familierne, det er som Livet Intet mere havde at glæde sig til.“ 27.11.: „dette Aar er et ondt Aar …“ Det lysner dog for Andersen i dette bind efter krigens afslutning og han bliver sig selv igen på Basnæs og Frijsenborg, hvor nye eventyr ser dagens lys.
I bd. VII begiver Andersen sig atter ud i verden. Han rejser bl.a. til Paris og fra Tours skriver han d. 13.4. 1866 i dagbogen: ,Jeg holder nok af at komme til Paris men endnu mere af at komme derfra; den By groer jeg aldrig fast i, i hvor meget aandligt Stort og herligt der just groer, ja just her er det en heel Verdens Udstilling; man havde i Paris anbefalet mig et Hotel der laae fortræffeligt, var stort og skikkeligt, men et Hotel saa gammelt at det slet ikke kjendte den nyere Tids Fordringer uden i at lade sig betale. Jeg boede daarligt og dyrt, og da jeg hver Dag tænkte paa at reise bort saa fløttede jeg ikke, blev her i hele fjorten Dage. Udenfor mine Vinduer var en lille Plads med et Springvand, som ikke sprang, lidt grønt Græs med Bænke foran, hvor Folk sad og stirrede paa det Grønne, der stode vistnok uddøde Træer, de havde som jeg ikke kunnet taale Pariser Luften og da de ikke kom afsted, vare de gaaet ud; for nu at hjelpe her paa kom en Dag to store halvudsprungne Træer ude fra Landet, de var en Forkyndelse af Foraaret, to gamle Træer bleve gravne op og de nye plantede istedet, de naaede op mod mit Vindue og lod sig bestraale af Gaslamper, beskues af hele Nutidens Babilon neden under. Der kunne skrives et Eventyr om de Træer, deres Længsel efter Verdens Byen, og deres snare Død derinde. Jeg skriver vist et Eventyr derom.“
Stedet er indirekte kimen til eventyret „Dryaden“, men selv om det kun er indirekte, er det alligevel registreret af dr. Topsøe-Jensen.
4.6.1866 noteres atter et eventyr med en anden tittel end den senere: „Idag begyndt paa en Historie eller rettere i I Aftes, om Generalen og Generalinden“ (Dagbøger, VII, s. 117). Det er historien, der senere får titelen „Portnerens Søn“. 14.8.1867 noteres: „Smukt Veir. Idee til eventyret: „Madammen“. 22.8. får vi den rigtige titel:
„jeg læste Nissen og Madammen som tiltalte“
Det væsentligste i dette bind er det lange eventyr „Dryaden“, hvor vi finder hele tilblivelseshistorien i dagbogen. Som så ofte hos Andersen er det en rejseinspiration, udsprunget af besøget på Verdensudstillingen i Paris, ja, i det hele en Pariserinspiration, hvor Andersens oplevelse af denne by træder frem.
Plantningen af træerne (træet) fra landet midt i byen, det centrale udgangspunkt i dagbogen og eventyret finder vi i det citerede sted i dagbogen (Dagbøger VII, s. 83). Træet plantes i eventyret på en plads med et springvand, en bænk er der også i eventyret: „Folkestimlen saae derpaa, Børn og Gamle sad paa Bænken i det Grønne og saae op imellem Træets Blade“ (Eventyr V, s. 78). Alle disse elementer, som jeg har fremhævet i notatet fra dagbogen indgår i eventyret. Det gamle træ på pladsen er blevet dræbt af luftforurening. „Det udgaaede, oprykkede Træ, dræbt herinde af Gasluft, Madluft og hele den planteqvælende Byluft, blev lagt paa Vognen og kjørt bort“ (Eventyr V, s. 78). Også dette element har jeg fremhævet i notatet altså ganske parallelle steder.
Paris, storbyen som Andersen ikke helt syntes om, er det næste centrale i digtningen. Notatet s. 83 i dagbogen starter allerede: „Jeg holder nok af at komme til Paris men endnu mere af at komme derfra; den By groer jeg aldrig fast i …“ 16.9. 1867 giver Andersen en beskrivelse boulevardlivet som viser hans antipathie:
„Gik i et Par Timer paa Boulevarden og kom meget træt hjem. Den infernalske Madlugt der trænger fra Kjøkenerne under Fortougene de plantede træer som sætte andengang Blomst for at døe. De prægtigt klædte Qvinder med den rige Haarvext, det tynde Haar lagt hen over store Bukler, Alt falsk, Farven, Frisheden, Lampelys“
18. April 1867 giver dagbogen også tydeligt besked om, at Andersen ikke fandt sig ganske til rette i Paris:
„Jeg talte i Dag med en Dame som kjendte Norden og hun sagde, hvilken Fordærvelse her, til Norden maa man for at aande, der er endnu det Primitive[;] det sande Naturlige råder og forstaaes“
Man kan hermed sammenligne de mange gange ordet fordærv eller fordærvelse benyttes i det færdige eventyr. „Kom ikke til Paris!“ sagde den gamle Præst. Stakkels Barn! kommer Du der, det bliver din Fordærv! (Eventyr V, s. 73).
Eller det lange afsnit i eventyret samme side:
„Da kom hen ad Veien en stadselig Vogn med en fornem Dame, selv kjørte hun de letspringende smukke Heste; en pyntet lille Jockey sad bag paa. Dryaden kjendte hende igjen, den gamle Præst kjendte hende igjen, rystede med Hovedet og sagde bedrøvet:
„Du kom derind! det blev din Fordærv, Stakkels Mari!“
Hun en Stakkel!“ tænke Dryaden, „nei, hvilken Forvandling! hun er klædt op til Hertuginde! det blev hun i Fortryllelsens Stad. O var jeg dog der i al den Glands og Pragt! . ..“
Andersens hjerte stemte ikke rigtig overens med det letfærdige Paris’. Det var samtidig Offenbachs Paris. 18. April 1867 noteres:
„Gik om aftenen i Varietet og hørte den nye Opera af Offenbach: La Granduchesa de Gerolstein; der er [den] sædvanlige cankan Musik forøget med Tromme og Trompet samt Kanonskud …“
I eventyret lyder ordene således: „men stærkest, overbrusende det Hele, lød Minutets Spilledaase-Melodier, den kildrende Cancan-Musik, som Orpheus ikke kjendte og som aldrig var hørt af den skjønne Helene …“ (Eventyr V. s. 81).
En bestemt lokalitet, vist nok en restauration „Mabille“, nævnes i dagbogen:
»efter Bordet kjørte vi i fire Vogne ud til „Mabille“ det var glimrende oplyst, Lampe ved Lampe straalede i det Grønne, Vandene pladskede, en deilig Grædepiil hældede sine Grene og Maanen skinnede rund og klar paa det Hele. Jeg gik med Genevé, hvor blev les deux augures? spurgte Tarbé og tydede hen til et Billed i den franske Afdeling. Der kom en Deel Tøse om os, to dansede Kankan“
Stedet findes også i det færdige eventyr og er genkendeligt på grædepilene: „Hun saae en Straaleport aaben ind til en lille Have, fyldt med Lys og Dandsemelodier. Gasblus skinnede der som Rabat om smaa stille Søer og Damme, hvor Vandplanter, konstiggjorte, klippede af Blikplader, bøiede og malede, prangede i al den Lysning og kastede alenhøit Vandstraalen ud af deres Bæger. Skjønne Grædepile, virkelige For-aarets Grædepile sænkede deres friske Grene som et grønt gjennemsigtigt og dog skjulende Slør. Her mellem Buskene brændte et Baal, dets røde Skin lyste hen over smaa halvdunkle tause Løvhytter, gjennembrusede af Toner, en Musik, kildrende i Øret, daarende lokkende, jagende Blodet gjennem Menneskenes Lemmer.
Unge Qvinder saae hun, smukke, festklædte, med Troskyldighedens Smiil, Ungdommens lette, leende Sind, en „Mari“, med Rose i Haaret, men uden Vogn og Jockey. Hvor bølgede de om, hvor svang de sig i vilde Dandse! hvad var op, hvad var ned? Som bidt af Tarantelen sprang de, loe de, smilede de, lyksaligt glade til at omfavne hele Verden …
Var hun i Armidas Tryllehave? Hvad Kaldtes Stedet?
Navnet lyste udenfor i Gasflammer:
„MABILE“.
Toner og Haandklap, Raketter og rislende Vande knaldede med Champagnen herinde, Dandsen var bacchantisk vild, og over det Hele seilede Maanen, lidt skjev i Ansigtet vel. Himlen var uden Skyer, klar og reen. Man troede at see ind i Himlen fra Mabile“ (Eventyr V, s. 84-85) – et forlystelsesetablissement, hvor der danses atter den fameuse cancan.
Månen lægger man også mærke til i dette optrin (Dagbøger VII s. 348). „Fuldmaanen skinnede“ (Eventyr V. s. 76).
Vi vender os nu atter til Verdensudstillingen. Andre elementer, der indgår i dagbogen og også i eventyret, er blomsterne, fiskene (grotten) „som om man var inde i en Dykkerklokke“:
„og vi gik til Haven med smukke Roser og brogede Blomster der var en Grotte hvor Lyset faldt ind gjennem Vand hvori svømmede Fiske, Guldfiske, smaae Aal og dumtudseende store Fiske, det var som om man var inde i en Dykkerklokke og saae ud“
I eventyret står der: „Havdybets Huler og Ferskvandets Dybder, Fiskenes Rige aabnede sig her, man var paa Bunden i det dybe Kjær, man var nede i Havet, i Glas-Dykkerklokke“ (Eventyr V, s. 86).
Eventyret „Dryaden“ slutter: „Det er Altsammen skeet og oplevet.
Vi saae det selv, i Udstillings-Tiden i Paris 1867, i vor Tid, Eventyrets store vidunderlige Tid“ (Eventyr V, S. 90). – Det var i sandhed oplevet, som det ses af de mange parallelle steder. En rejseoplevelse havde faet liv og var blevet udmøntet i et eventyr.
Bd. VII af dagbøgerne er et smukt bind med megen glæde og hæder til sin digter. Det står i Pariserrejsernes tegn, den seneste med Watt muliggjort af Moritz Melchiors spæden til rejsen.
Vi kommer nu til bd. VIII af dagbøgerne. Andersen digtede på rejser, Andersen digtede under herregårdsbesøg på Holsteinborg, på Frijsenborg, på Basnæs, og Andersen digtede i teatret. Endda ofte blev han her inspireret. 7. 2. 1869 noteres: „Gik fra Collins i Theatret til Jeppe paa Bjerget, digtede der eventyret: Hvad man kan hitte paa og skrev det ned ud paa Aftenen“ (Dagbøger, VIII, s. 176). Ligeledes et par dage før Søndag 31. Januar 1869: „gik i Theatret, hørte Tryllefløjten, kom i Stemning gik hjem og skrev Eventyret „Solskinshistorier“, og et par dage før 29.1. 1869:
„gik til Fru Kock og derfra i Theatret og hørte forfra „Tryllefløjten“. Gik Hjem efter tredie Act, i det jeg i Theatret fik Ideen til Historien „Kometen“, jeg fortalte den der for Thiele og gik hjem og skrev Halvdelen“
Atter iagttager man, at eventyrene ofte fra først af har en anden titel, således „Hønse Cathrines Famile“ (Dagbøger VIII, s. 226) der senere bliver til „Hønsegrethes Familie“ (Dagbøger VIII, s. 230) og „Den store Søslange“ der fra først af har titelen „Hvad Havet fortæller“ (Dagbøger VIII, s. 306).
Bd. VIII er et harmonisk bind. Med årene fik H.C. Andersen en vennekreds, især i det Melchiorske hjem. Bindet er jævnt og lykkelig roligt med rejser og mange visitter og bekendtskaber. Også med Jonas, den gamle fjende, blev Andersen ven igen.
I bd. IX får vi de sidste oplysninger om eventyr om nedskriften af bl.a. „Den store Søslange“ og „Tante Tandpine“. H.C. Andersen var omhyggelig med dagbogsskriveriet. Alligevel skriver han den sidste dag i December 1871:
„min Hensigt er at brænde alle disse Nedskrivninger“
Bd. X tier. Andersen havde fuldført sit hovedværk: eventyrene. – De to sidste bind er „den gamle mand“ også ofte den bitre og irritable. I disse år valgte Andersen den dybt ironiske, ja ondskabsfulde „Gartneren og Herskabet“ at læse højt. Uden at klage trods sygdom er Andersen dog på benene og aldrig doven. Flere store digtninge blev oplivende digtet i det sidste raske år (bind IX) – Så tog sygdommen den sidste kraft fra digteren. Helt moderne i sin menneskelighed må man sige at disse dagbøger er.
Det sidste bind, dødens og sygdommens bind, er bevægende læsning og menneskeligt stort forud for sin tid vel sagtens kunne man sige, men ikke for denne, vores. Vi har fulgt et helt liv til det til sidst ebber ud.
Dagbøgerne er i høj grad forlæg for de færdige eventyr og er tydeligt benyttet f.eks. i eventyret „Skyggen“, „En Historie fra Klitterne“ og især „Dryaden“. Man kan finde småtræk, situationer, replikker, der er gået direkte over i det færdige eventyr og oplevelsesstof, der lidt omformet genkendes igen. „Dryadens“ tilblivelseshistorie er værd at lægge mærke til med de mange parallelle steder, som atter viser i hvor høj grad rejseoplevelser påvirkede H.C. Andersens produktion. Man kan opregne talrige eventyr, hvor en rejseinspiration ligger til grund for et eventyr. Andersens notater blev da benyttet på den måde han selv havde tænkt sig med at føre dagbogen: rejserne skulle udmøntes i forfatterskabet.
Den mere udvidede, detaljerede og inspirerede udarbejdelse lægger man mærke til ved behandlingen af stoffet. — Man kan f.ex. betragte notatet til historien Venskabs-Pagten. Det mere sjældne ord i dagbogen: „Fostbroderskab“ er blevet til det mere mundrette Venskabs-Pagten: „Du har dog engang fortalt mig det Smukkeste!“ sagde han. „Du har fortalt mig, hvad der aldrig er gaaet ud af min Tanke, den smukke, gamle Skik om Venskabs-Pakten!“ (Eventyr IV, s. 39).
Ved beskrivelsen af selve den hellige handling, som nu følger, er alt i fortællingen mere udpenslet end i det løse, men dog konkrete og tydelige dagbogsnotat. Eventyret er kunstværket, hvor der er kælet for detaljen: ,Jeg havde mine bedste Klæder paa, de hvide Fostaneller foldede sig rigt ned over Hofterne, den røde Trøie sad snever og stram, der var Sølv i Qvasten paa min Fesz; i mit Bælte sad Kniv og Pistoler. Aphtanides havde sin blaae Klædning, som græske Sømænd bære den, en Sølv-Plade med Guds Moder hang paa hans Bryst, hans Skjærf var kostbart, som kun de rige Herrer kunde bære det … (Eventyr IV, s. 40). Fine detaljer i klædedragterne er kommet med. Ideen ligger således i dagbogen, men hele den detaljerede udformning hører den færdige historie til.
I eventyret „Elverhøi“ er „de frie Nordmænd“ beskrevet ganske forskelligt. Deres friheder består i eventyret i „Deres Bord-Dame kildrede de med Grankogler, som de havde med i Lommen og saa trak de deres Støvler af for at sidde mageligt og gav hende Støvlerne at holde …“ (Eventyr II, s. 82). I dagbogsnotatet staar der: „Det har været Haandgemæng, saa at de trak Støvlerne af i Parterret og sloges med dem. – De frie Nordmænd“ (Dagbøger II, s. 439). Der er tale om en fuldstændig omarbejdning af detaljer og nye er kommet til.
Eventyret „Skyggen“ er tilligemed „En Historie fra Klitterne“ og „Dryaden“ et eksempel på direkte parallelle steder. Lydene som i dagbogsnotatet realistisk noteres som: „Her er en rædsom Larm i Gaderne“ er poetiseret i eventyret: „den ene talte og den anden sang og Folk spadserede, Vognene kjørte, Æslerne gik: klingelingeling! de har Klokker paa” (Eventyr II, s. 130). Hele eventyret med poesien på den fremmede altan mellem blomsterne som det centrale punkt er sublimeret over i kunstens verden i fortællingens ramme. I dagbogsnotatet er Andersen plaget af lydene, i det færdige eventyr er alt forskønnet. Vi står altså overfor huskede detaljer, som er blevet anvendt på en ny måde. Den fremmede synes ligefrem at denne musik i det fjerne hus er mageløs „men det kunde nu ogsaa gjerne være at han bildte sig det ind, for han fandt Alting mageløst derude i de varme Lande . . (Eventyr II, s. 130). Oplevelsen er kommet på afstand og Syden står nu som den skære romantik.
I historien „Hjertesorg“ er det en oplevelse Andersen har udmøntet fra dagbogen, men den er anderledes fortalt og et nyt ord (der tjener humoren) „Generalkrigskommissær“ er kommet til. Der er kort sagt som sædvanligt pyntet på det rå materiale.
Noget materiale i dagbøgerne som f.ex. notatet om nøglen, der svarer, er en oplevelse som digterisk er opfattet som en idé og herudaf er så skabt en hel fortælling „Portnøglen“.
I anekdoten fra „En Historie fra Klitterne“ er fortællestilen mere udpenslet i den færdig fortalte historie og de fire søskende er blevet til det mere poetiske tal fem.
Endelig „Dryaden“ som af alle H.C. Andersens eventyr er det, hvori de fleste elementer er sammenarbejdet og de fleste parallelle steder kan påvises. Man bemærker at mange detaljer og iagttagelser er ført over i eventyret, men atter er der her tale om en videregående udpensling og poetiseren: „en deilig Grædepiil hældende sine Grene …“ (Dagbøger VII, s. 348) er således karakteristisk blevet til: „Skjønne Grædepile, virkelige Foraarets Grædepile sænkede deres friske Grene som et grønt gjennem-sigtigt og dog skjulende Slør“ (Eventyr V, s. 85). Også mange flere deskriptive detaljer er kommet med og det knappe ofte tørre dagbogsnotat er i det hele ført over i eventyrets og poesiens sfære.
Generelt kan man tale om, at dagbøgerne er det rå (ofte upoetiske) materiale, der i detaljer og som idéer er ført over i eventyrene.
Detaljer er bibeholdt og der er parallelle iagttagelser, men alt har fået en mere udpenslet form, er ført ind i en anden sammenhæng og oftest forskønnet og poetiseret i det færdige kunstværk, som fremtræder i en frodig mere positiv form, iøvrigt den karakteristiske forskel på dagbøgerne og eventyrene. Rejsernes betydning er allerede fremhævet som inspirationskilde, men hvad der i dagbogens form er knapt og ufuldkomment er i eventyrene blevet rundt bearbejdet og stemmende overens med en litterær og kunstnerisk frembringelse.
Dagbøgerne har ifølge deres natur notatets karakter mens det færdige eventyr viser Andersens åndsnærværelse og opfindsomhed til at bearbejde idéer og iagttagelser, finde mere mundrette, originale ord (egnet til fortællestilen) og som den økonom han var få et udgangspunkt for sin inspiration og bearbejdelse. Idéer og iagttagelser er den faste grundvold i dagbøgerne, hvoraf et eventyr folder sig ud og i kraft af dagbøgernes nedskrift, bevarelse og nu udgivelse kan denne proces stadig spores.
Ved citering af eventyrene er benyttet:
