Ingen har som Erling Albrectsen været optaget af mysteriet om de forsvundne århundreder i den fynske historie imellem romersk jernalder og yngre vikingetid; flere gange har han behandlet emnet (Albrectsen 1950; 1951, 239ff; 1960; 1968; 1971, 128ff; 1973, 86ff; 1974, 115ff). De nye fund, som her fremlægges, skal bringe dr. Albrectsen en hilsen på hans 80-års fødselsdag fra hans efterfølgere på den rige fynske arkæologiske arbejdsmark, der i en menneskealder var hans alene.
Andre forskere har taget problemet op, dog uden at kunne gøre meget mere end at tilføje nye fund eller nye fundtyper (Thrane 1974 og 1976, Jeppesen 1981, 87ff), og ikke mindst har stednavneproblemerne været centrale i den fortsatte diskussion (Albrectsen 1951 og 1971, Kousgaard Sørensen 1969, IVff; 1981, Jørgensen 1977, Jeppesen 1984).
Fælles for de nye anstrengelser for at komme videre har været ønsket om at finde bopladserne. Det blev stærkere, efterhånden som man i 1960’erne og 1970’erne på de jyske sandjorder fandt den ene boplads efter den anden. Det måtte da være muligt også på Fyn at finde disse bopladser. Et virkeligt storslået forsøg var det beskæftigelsesprojekt, »Projekt Landsbyen«, der undersøgte området op mod Kertinge Nord i 1976-1979 (Jeppesen 1979 og 1981). Trods anvendelsen af en række undersøgelsesmetoder og et særdeles intensivt feltarbejde lykkedes det ikke at finde bopladser, som kunne dateres til de kritiske århundreder. En grav fra 5. årh. og enkelte løsfund blev gevinsten i denne sammenhæng. Tilfældigheder har givet fund fra andre bopladser, som formentlig går tilbage i germansk jernalder (Jeppesen 1981, 90-100, 118f). Et vigtigt resultat kom der dog ud af »Projekt Landsbyen«. Efter undersøgelserne i de eksisterende landsbyer i undersøgelsesområdet er det ikke længere forsvarligt at lade sig nøje med en henvisning til Gudmund Hatt’s hypotese at de manglende bopladser ikke er fundet, fordi de ligger under de nuværende landsbyer (Jeppesen 1981,138f). Der måtte derfor findes nye forklaringer for savnet af bopladser efter 400.
Uanset, hvor positivt man vurderer de hidtidige fund, forblev selve bopladsstrukturen og arkitekturen ukendt; først Bytoftehuset (afbilledet Thrane 1982,103; Jacobsen 1983,32-34) viste et vikingetidsbeboelseshus på Fyn. Det er derfor ikke så underligt, at undersøgelser af bopladser med ordentlige husspor igennem 10 år og så sent som foråret 1984 stod øverst på prioriteringslisten for stiftsmuseets udgravninger. Derfor kan man måske forestille sig den næsten euforiske tilstand, vi i april og maj måneder har befundet os i – pludselig gravedes der på ikke færre end tre bopladser med regulære hustomter fra de efterspurgte århundreder!
Nationalmuseet indledte ballet med en prøvegravning på en mindre del af det store område ved Gudme, hvor stiftsmuseet igennem de sidste to år har været travlt beskæftiget med registrering af de utrolige og utroligt mange overfladefund, som to ihærdige nyborgensere har gjort. Om disse skal der nok blive berettet ved en snarlig lejlighed; i denne sammenhæng er det nok at sige, at fundene koncentreres i århundrederne mellem 200 og 1100 AD med et tydeligt tyngdepunkt i perioden 400-600. Der er ingen tvivl om, at det drejer sig om et stort bopladskompleks, men det er planen at få registreret pløjelagets fund, før der skrides til mere omfattende udgravninger, idet de mange vigtige fund i pløjelaget – smykker, mønter, vægtlodder osv. – ikke blot kan skovles op med gravemaskine, som vi ellers er vant til ved nutidens boplads-udgravninger. Dronning Margrethe II’s Arkæologiske Fond støtter denne undersøgelse, der producerer en stadig strøm af danefæ.
Nationalmuseets prøvegravning skulle vel også nærmest konstatere, om det var rigtigt, at der lå hustomter under fundene i pløjelaget, således som vi forventede.[1]
Gravningen viste et kulturlag under pløjelaget og et utal af stolpehuller i undergrunden. Den foreløbige tolkning går ud på, at der har været mindst 6 ø-v-lagte langhuse, hvis konstruktion syntes at svare til Vorbasse- (Hvass 1979 fig. 2, 1983 fig. 7-8) og Dankirkehusene (Thorvildsen 1972). Date-dyrkning. Skråt henover gravefeltet gik mørke parallelle striber: Resterne kan placeres helt præcist inden for perioden 300-800. De foreløbige meldinger går dog ud på, at husene hører til 3.-5. årh.
Endnu mens Gudmegravningen stod på, indledte stiftsmuseet en gravning ved Højme sydvest for Odense, hvortil Naturgas Fyn skulle have sin gasledning fra Bellinge-Bolbro lagt i jorden. Her havde overfladeafsøgningen givet fund af flintafslag og brændte flintstykker, og en prøvegravning havde vist stolpehuller i undergrunden. Flere af stolpehullerne syntes at indgå i dobbelte stolperækker. – Daterende materiale fremkom ikke ved prøvegravningen.
Netop fundtomheden og de dobbelte stolperækker vakte mistanke om en bebyggelse fra en sen del af jernalderen. Denne mistanke blev snart til vished, da muldlaget i april 1984 fjernedes over en større overflade: Allerede før fin-afrensningen kunne man i undergrunden se karakteristiske stolpehulsforløb, der bragte navne som Vorbasse, Nørre Snede og det hjemlige Lundsgård på bane.
Fundstedet ligger umiddelbart syd for Højmes gamle landsbykerne, i et ikke videre markant terræn – en ganske lav højning over det omgivende flade land, endnu i 1800-tallet omgivet af spredte fugtige områder. Jorden veksler fra stift, fedt ler til mere sandet undergrund.
Som næsten overalt på Fyn var der også her tydelige spor af senere tiders dyrkning. Skråt henover gravefeltet gik mørke parallelle striber: Resterne af renderne mellem højryggede agre. Senere under udgravningen blev man opmærksom på, at der over større arealer også var bevaret rester af selve agersystemets dyrkningslag. Dette lag var sine steder op til 30 cm tykt. Da der ikke var tid til at fjerne laget, kan det have skjult en del fyldskifter i undergrunden.
Indenfor det 1275 m2 store udgravningsfelt kunne der udskilles flere stolpekonstruktioner, hvoraf i alt fald to med sikkerhed var huse. To mere fragmentarisk bevarede stolpeforløb skal vel også tælles med til husene. To andre stolperækker skal muligvis tolkes som hegn, som de kendes fra andre jernalderbopladser.
Gravefeltet var ca. 11 m bredt i retning nord-syd. Da pladsens huse her, som på andre jernalderbopladser, lå øst-vest orienteret, var det ikke muligt at undersøge noget af husene i hele dets længde, men de frilagte husafsnit er fuldt tilstrækkelige til at placere dem i tidsrummet mellem ca. 200-500 e.Kr.: Hvor den tidlige jernalders huse har spinkle, svagt markerede vægge, eller som på Fyn ofte helt savner vægrester (Jacobsen 1983), stod Højmehusenes vægge tydeligt som rækker af dobbeltstolper.
Husene har haft en bredde på 5-6 meter, og den ene hustomt, hvis vestlige afslutning var synlig, havde afrundet gavl. Væggene har været ganske kraftige, formentlig mere end en halv meter tykke, og har tydeligvis haft en bærende funktion. Materialet har formentlig været grenfletning anbragt i mellemrummet mellem dobbeltstolperne, beklasket med ler på begge sider.
I det ene hus var der en indgangsåbning med en bredde på ca. 1 meter forsynet med en to kraftige, tætstillede stolper. Taget har, på gængs jernaldervis, været båret af stolpepar inde i selve huset. Afstanden mellem stolpeparrene er 3-4 meter, og spændet mellem de kraftige stolper i hvert tagstolpepar er 2,25-3 meter. Et enkelt sted er afstanden mellem to stolpepar ikke mindre end 5,5 meter og her har man tilsyneladende afstivet den bærende konstruktion med en sulestolpe i husets midte.
Husene fra Højme afviger ikke i mindste måde fra husene på de velkendte jyske bopladser fra 3.-5. århundrede, men sjovt nok blev hustypen og dens datering første gang påvist på Fyn, – ved Albrectsens undersøgelser på Lundsgård i 40’erne. Det lykkedes her Albrectsen at tidsfæste to hustomter, Lundsgård C og E til yngre romertid (Albrectsen 1946). Dengang var det blot ikke muligt at pege på tilsvarende huse fra det øvrige land. Senere jyske udgravninger har vist, at disse huse med de karakteristiske stolpesatte vægge er kendetegnende for bopladser fra yngre romertid og den ældre germanertid.
Dateringen af Højmebopladsen kan ikke angives nærmere end et sted i 3.-5. århundrede, idet det daterende fundmateriale kun består af 5 små lerkar-randskår. Denne fundmangel er imidlertid ligeså karakteristisk som husenes konstruktion for denne periodes bopladser, hvorimod førromersk og ældre romersk jernalders bopladser flyder med lerkarskår.
Bevaringsforholdene på Højmebopladsen var – for fynske forhold – usædvanligt gode. Det ældre dyrkningslag, muligvis fra middelalderen, er dækket af et ca. 30 cm tykt nyere muldlag, og hele bopladsområdet er så tilpas plant, at nutidens traktorpløjning ikke har arbejdet sig ned til undergrunden. Det er oplagt at søge mulighed for at vende tilbage til Højme med en større udgravning.
Vi var ikke engang færdige med Højmegravningen, før det næste hus dukkede frem, denne gang nordøst for Odense på Sellebjergs jord. Her var det en kloakledning fra Marslev til Birkende, som var anledningen. Amatørarkæologer havde konstateret stenalderfund, og ved at kigge nærmere på en mørk plamage i den 7 meter brede grøft, hvor mulden var afrømmet inden gravemaskinerne skulle lægge rørene ned, opdagede de en brønd. Den indeholdt i bunden skår af kuglekar – en karakteristisk lerkarform fra oldtidens slutning.
Brønden blev i al hast tømt under opsyn af Kerteminde Museums leder Erland Porsmose, og stiftsmuseet blev tilkaldt.[3] Nu blev også stolpehuller afdækket i nærheden af brønden, og rørnedlægningen blev derfor flyttet længere frem ad linien, medens bopladsen undersøgtes. Det foregik for fuld kraft med det resultat, at en enkelt hustomt tegnede sig klart på tværs af kloakgrøften (fig. 3).
Huset kunne følges over 13,5 meter, fordi det lå skråt hen over kloakledningsgrøften. Der fandtes tre par tagbærende stolper med 2 meter imellem stolpemidten i hvert par og med 4 meter mellem hvert stolpepar. Huset havde dobbelt stolperække langs vægforløbene. Afstanden fra de tagbærende stolper til den indre stolperække var ca. 1 meter. I syd kunne en døråbning med ekstra stolpe sat ind mellem de to vægstolper konstateres, døråbningen har været 1,25 meter. Huset har været 5,5 meter bredt, og fortsætter til begge sider af grøften.
I den sandede undergrund, som nærmest var en slags stabilgrus, var kun bunden af hullerne bevaret, fordi gravemaskinen havde fjernet den øverste del. Muldlaget var 40 cm tykt og bevaringsforholdene således gode, vægstolperne stod bevaret i op til 30 cm’s dybde, hvor gravemaskinen ikke havde fjernet deres top.
Ud over enkelte kogegruber og fundtomme gruber var der nogle få stolpehuller længere ud ad linien, men de kan ikke indpasses i noget system. Der er kun fundet 4 lerkarskår i stolpehullerne, så huset måtte dateres på sin mangel på fund snarere end på selve fundene – og på sin dobbelte vægstolperække. Huset kan ud fra disse kriterier tilskrives Vorbassetypen.
Det er skæbnens ironi, at den nye boplads ligger lige uden for det område, som »Projekt Landsbyen« i 1970’erne gennemgik så nøje. Marken blev tilmed luftfotograferet i den tørre sommer i 1976, fordi den viste en besynderlig samling grønne pletter i kornet (fig. 5). En af disse pletter må være den først fundne brønd. Hvad de andre er, ved vi endnu ikke. Dengang blev der ikke lejlighed til at grave for at se, hvad pletterne kunne være, og det kan man jo ærgre sig over bagefter. Sellebjergbopladsen kan nok give anledning til nogle overvejelser om luftfotografering som led i den bebyggelseshistoriske forskning.
De nye fund løser op for nogle fastlåste problemstillinger. Nu kan vi f.eks. se, hvor lidt der kan være synligt ved normal arkæologisk iagttagelsesteknik d.v.s. markvandring, før en boplads fra yngre jernalder kan erkendes. Det er alarmerende, at det var overfladefund af afslag og brændte stykker flint, som førte til opdagelse af Højmebopladsen. Andre bopladser fra yngre romertid til og med vikingetid er i de seneste år erkendt på lige så svage overfladespor ikke blot på Fyn. En svag bestrøning af ildskørnede sten eller spredte, få og små skårstumper har oftest været det eneste, der kunne ses på markoverfladen. En øget opmærksomhed ved rekognoscering og en ændret praksis ved udvælgelsen af lokaliteter ved prøvegravning vil være forudsætningen for fremtidige fund af bopladser fra »de forsvundne århundreder«.
Man skal kende bopladsernes beliggenhed i terrænet før man kan finde dem. Det lyder lidt bagvendt og er det jo også. Det er langt fra sikkert, at vi i dag ved, hvordan alle periodens bebyggelsesformer lå i landskabet. De to midtfynske bopladser ligger på fladt terræn omgivet af tidligere våde arealer, der kan have været fremragende til høslet og græsning, medens korndyrkning kan være foregået på det flade område omkring selve bopladsen. Derved fik hver boplads tilgodeset sin fødeforsyning og måske også mulighed for at ernære så meget kvæg, at der kunne blive et overskud af skind/læder o.s.v., som kunne handles væk til gengæld for metaller, glas og andre luxusvarer eller manglende råstoffer.
Formentlig er denne situation den normale på Fyn som i det øvrige land. Den næsten totale mangel på fund tyder på, at der nok ikke var det store overskud, men det kan man sådan set ikke vide, før gravene er fundet. Måske gik hele overskuddet til gravudstyr eller til de døde.
Anderledes er situationen i Gudme. Her vrimler det jo med fund af alle slags. Velstanden var så stor, at selv kostbarheder fik lov at flyde på bopladsen. Det skyldes nok, at Gudme havde en helt anden funktion end de to andre bopladser. Desværre fører det for vidt at behandle dette spørgsmål her, det må udskydes til en kommende redegørelse for Gudme-undersøgelserne.
P.S. Under trykningen er en ny, stor boplads med samme hustype fundet ved undersøgelser på den nye landevej, umiddelbart nord for Bellinge. Den udgraves nu.[4]
