For den, som i sin fritid har lyst og tid til at beskæftige sig med arkæologi, gives efterhånden tilbud, der kan tilfredsstille ethvert rimeligt ønske. På Fyn er forudsætningerne herfor ihvertfald til stede.
Fyns Stiftsmuseum har siden begyndelsen af 70’eme bevidst arbejdet på at inddrage interesserede fynboer i det arkæologiske indsamlingsarbejde hjulpet godt på vej af arkæologiforeningen Harja og et voksende antal lokale arkæologigrupper.[1] Aftenskoler, højskoler og Folkeuniversitetet har ligeledes bakket op om bestræbelserne på at udbrede interesse og viden om vor fortid og den arkæologiske forskning.
Ud af denne baggrund har udviklet sig en lille virksomhed – man kunne fristes til at kalde den for en institution -, der har fået sin helt specielle form: den arkæologiske sommerlejr for arkæologi-interesserede.
Arkæologiforeningen Haija har siden den første lejr så dagens lys i 1976 været initiativtager til disse årligt tilbagevendende arrangementer, hvor samarbejdspartnere har været museerne – for det meste Fyns Stiftsmuseum – og siden 1981 også Folkeuniversitetet.
Hensigten med nærværende artikel er at præsentere lejrene for læseren – specielt med henblik på at give en vurdering af deres formidlingsmæssige og arkæologiske muligheder og begrænsninger.[2] Som eksempel på det arkæologiske udbytte fra en udgravningslejr vedføjes en lille rapport fra lejren i Voldbroskov, 1986.
Praktisk og idémæssigt formes lejrene af Harja, Folkeuniversitetet og museet.
Harja påtager sig det praktiske arbejde med annoncering, opstilling af lejrfaciliteter, organisering af den praktiske hverdag med turnusordning o.l.
For Folkeuniversitetets vedkommende indebærer deltagelse i lejrene mulighed for at realisere dets formålsparagraf gående ud på »at sprede oplysning om og forståelse for forskningens arbejdsmetoder og resultater og at være bindeled mellem videnskaben, kunsten og samfundet«.[3] Folkeuniversitetets engagement kommer primært til udtryk gennem de økonomiske bidrag, der muliggør ansættelse af en arkæologisk uddannet instruktør og en assistent på deltidsbasis.
Fyns Stiftsmuseums interesse i at lade sig engagere i lejrene skal ses i forhold til museets muligheder for her at kunne praktisere indsamling, forskning og formidling – for at anvende den museale terminologi.
På museets »normale« arkæologiske udgravninger er det undersøgelsen af det arkæologiske objekt, der er i centrum. Det sker på den målrettede forskningsudgravning og på den langt hyppigere nødudgravning, som i princippet også har til formål at give stof til forskningen, men som først og fremmest drejer sig om at undersøge akut truede fortidsanlæg. Formidlingen af udgravningsresultaterne – i form af foredrag, publicering, udstilling o.l. – foreligger nogen tid efter, at fundene er kommet i hus, beretningerne skrevet og resultaterne tolket og sammenlignet med andre fund.
På udgravningslejrene er arbejdssituationen anderledes. I sagens natur kan mandskabet her ikke forventes at have forhåndsviden og rutine som arkæologiske udgravere. Lejrene lægger derfor op til at være arkæologikurser mere end forsknings- eller nødudgravninger. Der er ikke noget i vejen for at undersøge et truet, arkæologisk objekt eller udforske et specielt arkæologisk problem – det i sig selv kan være en del af pædagogikken på lejrene -, men for os at se ligger lejrenes egentlige styrke i deres formidlingsmæssige muligheder. De arkæologiske resultater – evt. sensationer – kan i denne sammenhæng betragtes som ekstragevinster hertil.
Det optager museumsfolk en del, hvorledes man bedst når ud til befolkningen med den viden og de data, museerne ligger inde med. En indgang hertil er at se på, hvad folk har af ønsker og behov: I det moderne fritidssamfund stilles således krav om, at fritiden tilbringes aktivt med kreativ og fysisk stimulation, vidensorienteret og gerne hvor hele familien kan deltage. Ved at engagere mennesker i selve den arkæologiske arbejdsproces kan disse krav eller ønsker på glimrende vis imødekommes.
Ud over lejrdeltagerne får andre også glæde af den aktivitet, der udspilles på en udgravningslejr. Formidlingen udøves i det lokalsamfund, hvor lejren finder sted, hvor fundene gøres og hvor de folk bor, der føler sig knyttede til stedet og dets historie. Derudover spredes impulserne fra gravelejren ud i mange andre retninger.
Ikke alle oldtidslevn vil være lige egnede som udgravningsobjekter for mandskabet på en amatørlejr. Før undersøgelsesområdet udvælges, foretages derfor på museet nogle overvejelser om objektets egnethed.
Idealet må være, at hver enkelt udgravningsdeltager får mulighed for at være med i alle led i den arkæologiske arbejdsproces: afgrave jord med store og små redskaber, tegne planer, måle op, beskrive, ordne fundmateriale og udføre enkel konservering. De arkæologiske objekter bør derfor være stratigrafisk enkle med en rimelig stor, men overskuelig og ikke for skrøbelig fundmængde. Urnegrav og affaldsgruber – til nøds kulturlag – indfrier ofte disse forventninger.
Arbejdsprocessen omfatter – udover det håndværksmæssigt prægede – også vurdering af de fremgravede fund: datering, type- og funktionsbestemmelse.
Foruden de fagarkæologiske overvejelser ved udvælgelsen af det arkæologiske objekt er de lejrmæssige muligheder i nærheden af udgravningen af væsentlig betydning for placeringen.
Det tilstræbes bl.a., at der er gode tilkørselsforhold til lejren, som skal rumme mellem 20-25 personer pr. uge i telt eller campingvogn. Endvidere skal der i rimelig nærhed kunne hentes vand, etableres elforsyning m.v. til lejrens fællesfaciliteter. Disse består af to store telte, hvoraf det ene er indrettet til spisetelt/undervisningslokale med borde og stole, det andet til køkken med komfur, køleskab og komplet køkkenudstyr. Endvidere råder lejren over vasketelt med kold bruser og toiletskur. Hertil bidrager museet med nødvendigt graveudstyr, faguddannet personale og en eller flere skurvogne til registrering og opbevaring af fund (fig. 1).
Hverdagen på gravelejren er opbygget som på en almindelig professionel udgravning, selvfølgelig under hensyntagen til, at det foregår i deltagernes ferie.
Lejren er opdelt i faste ugemoduler, således at forløbet går fra mandag morgen til fredag eftermiddag. Gravelejren er opbygget omkring en række faste tidspunkter dagen igennem. Disse holdes i hævd for at sikre den sammenhæng, der er nødvendig, hvis man fagligt forsvarligt skal kunne overskue en udgravning med mange og ofte uøvede deltagere.
Lejrlivet, der er en meget væsentlig side af gravelejren, er underordnet den arkæologiske arbejdsdag.
Et dagsprogram kan se således ud: Kl. 7.00 vækning. Kl. 8.15-9.30 undervisning i emner knyttet direkte til udgravningen. Det kan være oldsagskendskab, instruktion i opmåling og tegning, eller det kan være en bred kulturgennemgang af relevante perioder i forhold til udgravningen. Kl. 9.45 starter udgravningen opdelt i små arbejdshold. Holdene får, så vidt det er muligt, tildelt en opgave, der skal kunne løses ved en uges arbejdsfællesskab, vejledt efter behov af museets mandskab. Efter middagspausen og måske lidt kropspleje (det kan være hårdt for uøvede i alderen fra 14-75 år at deltage i praktisk arkæologi!) fortsætter udgravningen igen kl. 13.30, og der arbejdes til kl. 16.30 med en indlagt kaffepause. Herefter er der tid til indkøb, aftensmad og lejrmæssige forpligtelser (latrintømning, gulvvask o.s.v.) Kl. ca. 19.30 er der mere uforpligtende samvær i grupper med rengøring og nummerering af fund og med arkæologisk dagbogsskrivning. Herefter er der måske tid til yderligere lidt snak om dagens begivenheder og almindelig hygge, inden øjnene bliver små!
Da vi stod over for at skulle tilrettelægge udgravningslejren for 1986, søgte vi et arkæologisk objekt, der kunne indfri fordringerne nævnt ovenfor.
Hos Rigmor og Carl M. Christensen i Voldbroskov, fem km. øst for Assens, syntes de at være til stede.[4]
I arkæologisk henseende adskilte marken, der hører til familiens lille ejendom, sig måske ikke fra hundredvis af andre marker på Fyn, som vi ligesåvel kunne have valgt som årets udgravningsobjekt. Væsentlige faktorer for det aktuelle valg var, at Fyns Stiftsmuseum ad flere omgange igennem årene havde været i kontakt med Carl Christensen og registreret oldsager og foretaget små undersøgelser på hans jord. Nogle af disse funds karakter sandsynliggjorde, at vi her stod over for en plads med netop de udgravningsmuligheder, der ovenfor er omtalt som ideelle.
Hertil kom, at ejendommen er beliggende i smuk natur i let kuperet terræn ned mod eng, mose og bæk – velegnet til lejrplads for ferierende amatørarkæologer. Da Rigmor og Carl ydermere stillede sig særdeles imødekommende over for at skulle huse udgravningslejren og gav os frie hænder til at grave, hvor vi måtte ønske det; ja så var beslutningen om at placere lejren netop dér ikke svær at tage. Hertil kom muligheden for at undersøge en jernaldergrav i Egerup umiddelbart syd for Voldbroskov.[5]
Tidsmæssigt dækkede fund og iagttagelser, der tidligere var gjort i området, et forløb på 8-9000 år – fra ældre stenalder og til vore dage, rigtignok med større eller mindre »huller«, men nok til at bevise, at stedet havde været beboet gennem lange tidsrum.[6]
Ud over oldsager af flint og sten tiltrak en særlig fundgruppe sig opmærksomhed: Forskellige steder i terrænet var der fremkommet keramik, der så ud til at stamme fra samme periode. Det var ihvertfald vor arbejdshypotese, før vi gik i gang med udgravningerne. På luftfotografiet (fig. 2) er fundstederne afsat med de betegnelser, som de har i artiklen.
1. Gravpladsen.[7] På markens højeste punkt og med vid udsigt over det vestfynske landskab afdækkede Carl Christensen i slutningen af 1960’erne en rektangulær stenlægning og en urne. Han frilagde, fotograferede og målte stenlægningen ind, før den igen blev dækket til, hvorimod urnen blev taget med hjem. Den kan ud fra sin form dateres til ældre romersk jernalder – tiden lige efter Kristi fødsel (fig. 3). Ved et besøg, som Fyens Stiftsmuseum aflagde på stedet i 1984, kunne der i markoverfladen iagttages flere pletter med trækulsfarvet jord og små, hvidbrændte knoglestumper – givetvis udpløjede brandpletgrave fra ældre jernalder. Ved en hasteundersøgelse af en af pletterne blev antagelsen bekræftet. Gravens indhold af lerkarstykker – specielt et lille randskår ornamenteret med vandrette furer – daterer den simple grav til samme tidsrum som urnen. (Større stykker af to lerkar fra graven er afbilledet på fig. 4a og 4b).
2. »Sorte Muld«.[8] Denne – lidt skæmtende – betegnelse blev givet til et område langs østkanten af mosen, hvor der kan iagttages en bræmme af tørve- og trækulsfarvet jord med oppløjede ildskørnede sten og enkelte ukarakteristiske oldtidsskår. En nærliggende datering af dette fundområde er yngre bronzealder eller ældre jernalder.
3. Bopladsen.[9] Tid efter anden var – på den vestvendte skråning ned mod bækken – blevet pløjet potteskår af jernalderkarakter op, formentlig stammende fra affaldsgruber eller et kulturlag.
Målet med det arkæologiske arbejde på udgravningslejren måtte være at få styr på det interne forhold mellem de respektive fundlokaliteter. At finde ud af om bo- og gravpladsen kunne være jævngamle og således være aspekter af et lille jernaldersamfunds aktiviteter virkede tiltrækkende, da det er sjældent, at der er blevet undersøgt sammenhørende bo- og gravpladser.
For at få det mest mulige ud af udgravningen blev der anlagt den strategi, at der sideløbende skulle graves på udvalgte områder på gravpladsen, i »Sorte Muld« og på bopladsen.
For et vellykket udfald af en udgravningskampagne spiller forskellige faktorer ind: Økonomien, planlægningen af undersøgelsesarbejdet og medarbejdernes kvalifikationer er alle væsentlige faktorer for et godt resultat – og så spiller vejret en rolle!
Ved den aktuelle udgravning var økonomien sikret, planlægningen i orden. Medarbejdernes udgravningsmæssige viden og erfaring lå i sagens natur på forskellige niveauer, men motivationen og viljen til at gøre arbejdet samvittighedsfuldt var et fremherskende træk – og det er et godt udgangspunkt![10]
Vejret derimod drillede. Den lerede undergrund var blevet kraftigt udtørret gennem foråret og den begyndende sommer, således at jorden var betonhård og meget ubekvem at arbejde med. Til trods for eksperimenter med tildækning af udgravningsfladerne for at holde på fugtigheden, nåede vi ikke at gennemføre det udgravningsprogram, vi havde lagt.
Specielt ærgerligt var det, at kun en femtedel af det reserverede jordstykke på gravpladsen blev færdigundersøgt. Målet var her at afdække hele området i to meter brede baner. Vi måtte dog snart konstatere, at det var klogere at rykke udgravningsholdet fra gravpladsen til bopladsområdet, så dette ihvertfald kunne blive gjort færdig. Det lykkedes dog inden da at fremdrage et enkelt stenforet og udateret stolpespor og de kraftigt udpløjede rester af fem brandpletgrave indeholdende lidt trækulsholdig jord, enkelte nistre af brændte knogler og i et par tilfælde ukarakteristiske stumper af lerkar og en enkelt lille rustklump.
Endnu mere beskedne var de arkæologiske resultater fra »Sorte Muld«. Skråt på mosens kant blev der gravet en 13 m lang og 1-2 m bred søgegrøft. I profilet kunne i hele grøftens længde iagttages et udtørret tørvelag, der vidner om, at vandstanden tidligere har stået højere end i vor tid.
Under laget blev fundet en såkaldt kogestensgrube, tilsyneladende anlagt før søen eller mosen fik vokseværk, og i selve tørvelaget lå et trækulslag med flere håndstore, ildskørnede sten – formentlig et ildsted. Kogestensgruben kan ud fra sin form formentlig dateres til slutningen af bronzealder/begyndelsen af jernalder, hvilket passer helt fint med den dokumenterede viden, man i forvejen har om, at der i Danmark omkr. 500 f.Kr. skete en klimaændring hen imod et køligere og fugtigere vejrlig.
I forhold til den investerede arbejdsindsats på gravpladsen og »Sorte Muld« var det arkæologisk informative udbytte desværre noget pauvert, men det blev der delvis kompenseret for på bopladsen.
I dette område havde vi allerede i det tidlige forår med maskinkraft trukket nogle søgegrøfter, hvori forskellige mørkfarvede gruber var blevet frilagt.
Spredt ud over området blev der erkendt 14 anlæg. Efter afrensning med skovl og graveske samt indmåling blev de undersøgt med lodret placerede snit igennem.
Den største gruppe af anlæg var syv kogestensgruber, hvoraf hovedparten gennem tiderne var blevet pløjet næsten helt bort. Tilbage var kun bunden – fra to til omkr. 10 cm i dybden – med indhold af trækulsfarvet jord og ildskørnede, håndstore granitsten. Derudover indeholdt et par gruber nogle få ukarakteristiske oldtidspotteskår.
Ovenfor er aldersbestemmelsen af denne type anlæg omtalt. Funktionsmæssigt kan de have tjent som en slags ovne til stegning af kød, selvom andre muligheder også kan tænkes.[11]
Tre anlæg (A, B og G) var større nedgravninger fyldt op med jord og forskelligt affald, hvoraf dele af søndrede lerkar, klumper af lerklining, stærkt opløste stumper af dyretænder og lidt trækul var bevaret til nutiden.
Til hjælp for en aldersbestemmelse af de tre affaldsgruber tjener keramikfundene:
På bunden af anlæg A lå dele af to lerkar nærmest »låst« ind i hinanden. Det ene er en såkaldt finere krukke eller vase, tyndvægget, velbrændt og med glittet overflade. Et ornamentbånd pryder skulderen (fig. 6a). Lerkar af den type kendes på Fyn – og specielt fra Vestfyn – fra både grave og bopladsgruber. Typen med konveks, udbuet underdel – som Voldbroskoveksemplaret – er tidligere blevet foreslået at høre hjemme i begyndelsen af jernalderen -førromersk jernalders periode I (500-300 f.Kr.).[12] En sådan datering understøttes af det andet lerkar, der har en speciel U-formet fure på den båndformede hanks yderside (fig. 6b), et træk der hører yngre bronzealder til, men som også kendes fra periode I i førromersk jernalder.[13]
Lerkardateringeme fra de to andre gruber peger hen på samme tid som grube A. Fra grube B kommer således en stor og en lille skål (fig. 7a og 7b). Den lille har bevaret én hank, mens den store måske har haft én. Skåle af den type hører også hjemme i bronzealderen og begyndelsen af jernalderen.[14] Resterne af et par – formentlig tøndeformede – kar (fig. 8) med affladet rand og mundingskrave fra grube G kan dateres på lignende vis.[15]
Ud over de nævnte lerkar blev der fundet større og mindre stykker af andre kar, der således må stamme fra samme oldtidsperiode som de daterede. Lerkarrenes datering gør, at Voldbroskov-fundet får særlig interesse, da netop jernalderens begyndelsestid er dårligt kendt på Fyn. Det manglende kendskab grunder sig på, at det keramiske materiale – der jo er et væsentligt grundlag for dateringerne – er dårligt kendt. Med Voldbroskov-undersøgelserne har puslespillet til de fynske lerkartypers udviklingshistorie fået nogle nye brikker.
Før vi satte spaden i jorden i Voldbroskov havde vi en idé om, at grav- og bopladsfundene kunne være jævngamle. Det blev meget overbevisende afkræftet ved udgravningerne, der viser en tidsforskel på mindst 300 år mellem fundene. Drages »Sorte Muld« ind i den samlede vurdering af vor arkæologiske sommerudgravning får vi den oplysning, at mosen/søen – ikke helt uventet – gav sig til at gro ud over sine bredder i begyndelsen af jernalderen, da der også lå en landsby i dens umiddelbare nærhed.
Som så ofte før inden for arkæologien fik vi svar på nogle spørgsmål, der blot afføder nye. Repræsenterer de undersøgte grav- og bopladsspor hver sin ende af en ubrudt kæde af oldtidsbebyggelse på stedet, og hvor ligger i bekræftende fald kultursporene fra de mellemliggende århundreder? (Vi nåede kun at få udgravet knap to pct.(!) af Carl Christensens otte tdr. land agerjord). Og hvilken forbindelse var der mellem de mennesker, der stedte deres døde til hvile på toppen af den lille bakke i det nuværende Voldbroskov og dem, der gravlagde deres slægtning 700 meter syd herfor?[5]
Andre spørgsmål trænger sig på, men vi må lade os nøje med at betragte fragmenter og antydninger af den fortidige virkelighed, evt. forsøge at stykke oplysningerne sammen til generelle forklaringsmodeller baseret på den viden, som den arkæologiske forskning for øjeblikket ligger inde med og som vore fund iøvrigt også vil komme til at præge en lille smule.
Det er jo netop arkæologens hverdag. Sjældent tages de helt store erkendelsesmæssige spring inden for arkæologien. Hvis udgravningsdeltagerne også fik den erfaring med sig hjem, er det en helt realistisk erkendelse af den arkæologiske forsknings vilkår.
Med hensyn til de indsamlings- og forskningsmæssige resultater fra udgravningerne i Voldbroskov kan vi konkludere, at museet fik supplerende og brugbare arkæologiske informationer om et lille område på Vestfyn samt oplysninger af generel interesse for udforskningen af en bestemt oldtidsperiode.
Formidlingsmæssigt indfriede lejren vore forventninger i og med, at 45 udgravningsdeltagere fik mulighed for at afprøve forskellige led i den arkæologiske arbejdsproces. Der er ikke tvivl om, at deltagerne fik en personlig oplevelse af, hvad arkæologens praktiske arbejde går ud på. For nogle blev det en éngangsoplevelse, mens det for andre – de fleste – var noget, de enten havde brugt tidligere sommerferier til eller som de nu fik lyst til at arbejde videre med på kommende udgravningslejre, som aktive amatørarkæologer derhjemme og i det arkæologiske foreningsliv.
Det er sværere at vurdere omfanget af udgravningslejrenes formidlingsmæssige effekt udadtil. Utvivlsomt har den sat sine spor, idet vi kan notere os, at over 350 mennesker besøgte lejren ved et åbent-hus-arrangement en enkelt søndag og at omkr. 60 skolebørn, der deltog i Odense kommunes sommerferieaktiviteter, fik lejlighed til at være med på udgravningen – ligeså et hold amerikanske udvekslingsstudenter. Hertil kan knyttes et ukendt antal enkeltpersoner, der besøgte lejren i løbet af udgravningsperioden. Endvidere kunne et opfølgende weekend-arrangement om udgravningens fund og resultater på en nærliggende skole i februar 1987 samle over 100 lejrdeltagere og lokale. I massemedierne blev udgravningslejren ligeledes genstand for opmærksomhed: i et par avisartikler og i regionalradioen, Radio Fyn. Vor arkæologi-interesserede omverden kom til at høre nærmere om lejren i »fynboer og arkæologi« og i det svenske tidsskrift Populär Arkeologi.[16] Nærværende artikel, som læseren er ved at være igennem, er ligeledes et forsøg på at udbrede kendskabet til de fynske lejre for arkæologi-interesserede og lidt om idéen og baggrunden for dem.
Vi mener, at lejre af den type er et alternativ til de traditionelle og velafprøvede formidlingsformer. At udvikle aktiviserende formidling vil sikkert være en udfordring for museumsfolk fremover, og da kan de omtalte lejre tjene som eksempel på, hvad der kan gøres og hvad der kommer ud af det – til glæde for både aktører og arrangører.
