Onsdag aften den 26. maj 1790, da knapmager Peter Christian Winterlick og C. Hansen i egenskab af politibetjente patruljerede i Odense, blev disse lovens vogtere opmærksomme på en kvinde i selskab med to mandfolk i “Svir og Drik” hos værtshusholder Niels Thaarup på Flakhaven. Kvinden foregav, at hun havde tjent kongen som husar, en snak, som sandsynligvis ophidsede betjentene gevaldigt og dermed førte til en politirapport, hvor kvinden og også værtshusholder Thaarup, hos hvem den brovtende “husar” logerede, blev indstævnet til at møde i politiretten dagen efter klokken ni.
Torsdag morgen den 27. maj 1790 stod de to indstævnede for politiretten: en stolt kvinde og en knap så stolt værtshusholder. Niels Thaarup var nemlig sigtet for at indlogere en person uden at anmelde den tilrejsende hos politiet. Det skulle man dengang, hvis nogen tog ophold i købstaden, men Thaarup undskyldte sig med, at han ikke troede, det var nødvendigt. Han var af den opfattelse, at hun var på farten og altså kun på “fransk visit”. Desuden var han heller ikke klar over, at hun intet pas havde. Undskyldningerne gjorde dog ikke stort indtryk på politiretten, der idømte værtshusholderen at betale 1 rigsdaler til politikassen. Samme straf overgik også værtshusholder Knud Langhoff i Vestergade, hvor kvinden havde været indlogeret i tre dage forud for opholdet hos Thaarup.
Men hvem var nu dette kvindemenneske? — I Odense Bys Politiprotokol lyder det:
“Det i Rapporten [Winterlick og Hansens] ommeldte Fruentimmer, fremstoed efter Indkaldelse herfor Retten og navngav sig Engelbreth Maria Stokkenbeck, er kommen fra Kiøbenhavn, og har opholdt sig her i Byen i 5 Dage, logeret hos Niels Thaarup i 2de Nætter og forud hos Knud Langhoff i 3de Nætter.
– Endvidere forklarede hun: at have været Housar ved Oberst Spættes Esqvadron udi 4 Aar. – Derefter været Trompeter ved General Numsens Regiment og ligget i Garnision i Horsens, og siden den Tiid har hun ernæret sig og reist som Skrædder-Svend omtrent i 3 Aar, og er bleven røbet i Kiøbenhavn at hun var et Fruentimmer. – Deponentinden foregiver: at hun ingen Pas eller Beviis haver med sig, men samme skal være sendt til Flensborg, hvorfra hun med første forventer samme hidtil sendt.
Derefter afleverede Hun en trykt Beskrivelse med Titel Det i Mandfolke Klæder vidt bereyste Fruentimmer E.M. Stokkenbek, som Skrædersvend Gotfried Jacob Eichstedt, merkværdige Begivenheder etc Hvilket Skrift Deponentinden erklærede: at være forfattet om hende og hun at være den Persohn som derudi er andført. Bemeldte Skrift følger herved ligesom samme er fremlagt.—”
Man forstår, at Engelbreth Maria Stokkenbeks usædvanlige bekendelse må have forundret politiretten såre. Foran dem stod denne 30-årige kvinde, belastet af den forgangne aftens druk og svir, og påstod, at hun i årevis havde levet forklædt som mand og tjent som husar, trompeter og som omrejsende skræddersvend, indtil hendes rette køn blev afsløret i København. Pas havde hun ikke på sig, som bevis for sin identitet og utrolige historie overrakte hun derimod retten sin selvbiografi! Overvældet af indtryk satte politiretten Engelbreth Maria Stokkenbek i Odense Rådhus Civil Arrest, mens sagen i de følgende dage skulle granskes nøjere.
Overraskende nok er E.M. Stokkenbeks selvbiografi, som hun overrakte retten, stadig bevaret. Den er lagt blandt de øvrige sagsakter, der i dag befinder sig i Retsbetjentarkiverne til Landsarkivet for Fyn. Den lille erindringsbog i duodes – det vil sige det format, der fremkommer, når man falser et ark papir til tolv blade – er på grund af opbevaringen i særdeles god stand og oven i købet en raritet. Mig bekendt har der hidtil kun været kendskab til en håndfuld bevarede eksemplarer af skriftet: Et trykt i København 1784, fire trykt i Haderslev i årene 1787,1806 og 1811, men eksemplaret på Landsarkivet, som forfatterinden selv overrakte politiretten i Odense den 27. maj 1790, er et Haderslevtryk fra 1785.[1] Den nu så overordentlig sjældne lille bog må dog have været særdeles udbredt og populær, dengang forfatterinden levede, siden hendes fantastiske historie gang på gang synes at være genoptrykt.
Vi skal nu ikke her falde mere i svime over bogens sjældenhed, men blade i den og høre Stokkenbeks historie, sådan som hun fortalte os den for 224 år siden:
“Jeg, Engelbrecht Maria Stokkenbek, er barnefød i Hamborg i Aaret 1759. Min Fader heedte Johan Bielfeld Stokkenbek, Guldsmed; min Moder heedte Anna Maria Stokkenbek. Jeg var den yngste af 10 Børn, som nu alle ere døde, undtagen min Broder, Rasmus Hansen Stokkenbek, som boer i Byen Uk mellem Apenrade og Flensborg. Da jeg var et Aar gammel, døde min Fader, hvorpaa min Moder tog mig med sig til Ærøe, hvor hun arvede sin afdøde Broder. Efter min Moders Død kom jeg i mit tolvte Aar til Kiel, hvor jeg tiente paa det fornemmeste Vertshuus, indtil jeg var 15 Aar; da jeg, efter Skipper Sandbyes Recommendation, af Herr Kammerraad Westermann blev forskrevet til Kiøbenhavn.”
Den unge Engelbrecht tjente da i godt et år hos kammerråd Westermann i København, men blev efterfølgende syg og hospitalsindlagt. Efter sit sygeleje fandt hun tjeneste hos en strømpevæverkone i Gothersgade. Her mødte hun på sin første arbejdsdag sin kommende mand:
“Om Aftenen, da jeg sad og syede, kom en Bryggerkarl ind, som var bekiendt i Huset, og satte sig ned, for at forbedre en Trøye. Jeg sagde, at det var en Skam, at et Mandfolk foretog sig sligt Fruentimmer-Arbeyde, tog Trøyen fra ham, og satte den i Stand. Da den var færdig, spurgte han: Lille Pige! vil hun ikke have mig til Mand? Strax svarede jeg: Ligesaa gierne ham som en anden, hvorvel det aldrig var kommen i mit Hierte. Herpaa vilde han kysse mig, hvilket jeg ikke vilde tillade ham; men han gik udaf Døren, bestillede vor Troelovelse, først ved Holmens Kirke, hvor det ikke lod sig giøre, siden ved Skt. Petri-Kirke, hvor Troelovelsen blev holdt Mandagen derefter.”
Engelbrecht bedyrer i sin biografi, at det aldrig havde været hendes mening at ægte denne mand. Hun vægrede sig ved det, men værtinden lod hende overtale: Hun fortalte nemlig pigebarnet, at bryggerkarlen ejede 700 rigsdalere, “hvilket jeg, som ukyndig i Skrift, ogsaa troede, da han viiste mig sit Frihedspas fra sit Herskab med Seyl og Underskrift.” Således blev Engelbrecht gift, og var det noget imod hendes vilje, så skulle ægteskabet vise sig at være hende særdeles imod. Hendes mand, Morten Christensen Dalsgaard, viste sig at være en rå natur, der satte det unge ægtepars formue til ved drukkenskab. Engelbrecht besluttede derfor efter “suure Uger” at forlade sin mand. Hun indlogerede sig hos en gipser i Skolemestergaden og søgte efter tjeneste, som hun nær havde fået, var det ikke, fordi herskabet blev klar over, at hun var gift. Da hun foregav at ville indhente sin medgift og måske en arvepart, indvilgede hendes mand i, at hun rejste til Kiel, og herved vandt Engelbrecht Maria Stokkenbek sit frihedspas fra kummerligheden og det mislykkede ægteskab i København. Men i Kiel tegnede fremtiden sig heller ikke lys for den gifte kvinde. Hun kunne intet arbejde få pga. sin ægteskabelige status og fattede derfor en sælsom, men nødvendig beslutning:
“Imidlertid solgte jeg mine Fruentimmerklæder, og anskaffede mig igien Mandsklæder paa følgende Maade: Efterat jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning, fik jeg en Skræderdreng paa min Størrelse overtalt til at lade tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham, at jeg havde en Broder af hans Størrelse i Hamborg, til hvilken jeg vilde sende disse Klæder; hvilket og gik lykkelig for sig, saa at jeg uden Mistanke bekom en complet Mandsklædning. Af mine Skoe tog jeg Maal med en Pind, og bestilte mig derefter Mandsskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og andet, som jeg kunde bruge. Jeg lod min Kiste med mine daglige Fruentimmerklæder forblive her, og begav mig en Aften Klokken 10 hen til Hamborg, hvor jeg udgav mig for Skrædersvend.”
I Hamborg angav Engelbrecht sig som Gottfried Jacob Eichstedt og fik hurtigt arbejde hos en skræddermester Jacobsen, hvor hun stod i lære i to måneder og tilegnede sig de allernødvendigste kundskaber i skrædderfaget. Der blev ikke fattet mistanke til den nye svends rette kønsidentitet: “Min Fruentimmertaille fordulgte jeg med et syet Skierf, som 2 eller 3 gange blev viklet om livet, og mine Fruentimmersager med fodside Skiorter og fyldte Underbuxer.” Som prikken over i’et i sit liv som mand skaffede Engelbrecht sig også et kohorn, som hun tilskar og dannede således, “at jeg, uden mindste Mistanke om mit Kiøn, kunde endog i Selskab med andre lade mit Vand derigjennem; hvilket jeg siden altid giemte i min eene Buxelomme, af Frygt for, at det maatte blive forstoppet.” Da de to måneder var til ende, måtte hun rejse videre efter arbejde, men var i slem forlegenhed, da hun ikke havde “Kundskab”, et gammelt ord for det bevis, som den rejsende håndværkssvend havde med sig for at bevise, at han var den, han udgav sig for. På et værtshus fortalte hun en svend, at hun havde mistet sit kundskab. Svenden fik medlidenhed med sin kollega, og mod betaling gav han Engelbrecht et af sine gamle, og Engelbrecht Maria Stokkenbek alias Gottfried Jacob Eichstedt måtte nu til at begynde med udgive sig for denne svend ved navnet Gottfried Jacob Strumer fra Schwartzborg. Med dette bevis kunne Stokkenbek nu forklædt som mand gå på valsen i Europa. Det var en større fodrejse, Engelbrecht begav sig ud på. Fra bystaten Hamborg til kurfyrstendømmet Hannover. Herfra til Nederlandene, hvor hun som koksmat og senere kok sejlede mellem Amsterdam og bl.a. Malaga i Spanien. Af de tyske områder, hun betrådte, kan nævnes: Holstein, Braunschweig, Brandenburg, Preussen, Sachsen og herudover Böhmen og Polen. Det var en gevaldig rejse, Engelbrecht gjorde, og rejsen var heller ikke uden farer. I Holstein lykkedes det hende med nød og næppe at slippe for at blive tvangsindrulleret i militæret under oberst von Späth. Det lykkedes for hende sammen med syv andre håndværkersvende at flygte fra de hannoveranske tropper, som skulle til Amerika for – på den britiske side – at nedkæmpe de løsrivelseslystne amerikanere. Soldaterne havde “allerede fået Øye paa os … Vi bleve herover, som man let kan forestille sig, meget forskrækket, løbe hver sin Vey ind i Skoven, og skiulte os det bedste vi kunde i de hist og her opsatte smaa Hytter, hvor Vildtet fik sit Foder. Der maatte vi i meere end 24 Timer opholde os uden Mad og Drikke, førend vi igien torde komme frem, hvilket var temmelig hart for sultne Maver midt i den haarde Vinter.” Ikke så snart havde de undgået tvangsindskrivning i det hannoveranske militær og kom i arbejde i Berlin, før Engelbrecht blev arresteret mistænkt som desertør. Engelbrecht havde nemlig afklippet pandehåret, hvilket var strengt forbudt og kun soldater forundt. Heldigvis kom hendes mester og håndværkersvendene hende til hjælp og fik hende fri af arresten.
Ligesom krigen kunne byde på farer, således forholdt det sig også med kærligheden. I Polen, hvor Engelbrecht kom i arbejde hos en mesterenke i byen Radewitz, kom den forlorne skræddersvend i en slem knibe. Mesterenken blev ved synet af den unge bursch ganske forlibt og ville gifte sig med “ham”, “hvorfor jeg og ønskede at være et Mandfolk”, lyder det i selvbiografien. Men Engelbrecht kunne nødvendigvis ikke afsløre sit køn og måtte bryde op fra dette ellers så behagelige arbejdsforhold. Senere på valfarten, da hun var vendt tilbage til Danmark, mødte Engelbrecht en jomfru “W…” i Horsens, som nok ikke uprovokeret blev stærkt forelsket i hende. Engelbrecht havde forud i Vejle gerådet sig ud i et slagsmål på et værtshus, og i dette slagsmål havde hun slået en skomagersvend helt fordærvet. Han fik “en Mængde Hug, [så han] neppe kunde se ud af Øynene. Hans Kammerater fik ham derpaa i Bryggerhuset, og toede hans Ansigt med Ædike og Brændeviin. Men da han i det samme sagde: at det var en Skielm, som havde slaget ham, blev jeg vred i Hovedet, fik atter fat paa ham, og kastede ham ned i Bryggerkarret. Han skreeg derpaa elendig, at hans Ryg var i tu, og begierte, at Vagtmesteren og Gemeene skulde hentes fra Vagten, hvilket og skeete.” Sagen faldt uheldigt ud for Engelbrecht: Skomagersvenden var i krigstjeneste, viste det sig — nu var han slået fordærvet — og Engelbrecht måtte derfor stille i hans tjeneste. Kammerherre Juel, som var øverstkommanderende for det slesvigske kavaleriregiment i Vejle, overflyttede Engelbrecht til Horsens i tjeneste under oberst Leuenbach. Obersten var svært glad for Engelbrecht, og ville nødigt frigive hende fra tjeneste, skønt hun gjorde sig uduelig i praktisk talt alt, hvad hun blev sat til. Her var det, at jomfru “W…” fik en rolle at spille: Da Engelbrecht nemlig efter en rum tid fik at vide, at hun kunne købe sig fri for 24 rigsdaler, skaffede jomfruen denne store sum til hende. Efter at have købt sig sin afsked fra militæret rejste Engelbrecht fra Horsens og kæresten. Engelbrecht var med god grund bange for, at forældrene til den lidenskabelige jomfru skulle opdage “kærlighedshistorien”: Den unge jomfru sneg sig nemlig ideligt fra sine forældres hus for at besøge Engelbrecht.
Klammeri var ikke en sjælden begivenhed i Engelbrechts liv som skræddersvend. I sin selvbiografi giver hun mange eksempler på slagsmål, hun deltog i. De foregår som oftest på værtshuse eller i anden svir, og lunten er kort! Efter et ophold i Odense på vej mod Assens blev hun overfaldet, gennempryglet og bestjålet, og ved et bryllup i Slesvig kom hun i klammeri med svigersønnerne til sin mesters pige, som stod brud. Da Engelbrecht efterfølgende klagede til kammerherren, blev hun passet op af brødrene og sønderslået så meget, at hun, som hun skriver, spyttede blod i ti dage og blev passet af en feltskærer så længe, at hun måtte betale over 40 rigsdaler for pleje og medicin, hvilket svarede til en halv årsløn. Men økonomisk set led Engelbrecht ikke overlast: De to brødre blev nemlig idømt at betale hende 77 rigsdaler. Et plaster på såret – men hvorom alting er, synes livet som omrejsende skræddersvend at have været en barsk omgang, når man læser Engelbrechts erindring.
Engelbrecht gik på valsen i Slesvig-Holsten i dette tidsrum, hvor hun i Slesvig by nød den ære at blive formand — oldgesel — for svendene i skrædderlavet. Efter det ubehagelige bryllup arbejdede hun i Hamborg, vandrede videre til Lübeck, Eutin, Preetz og Kiel, hvor hun besluttede sig for at tage til København. I hovedstaden, efter en nat på værtshus, hvor hun i spil havde tabt sine sidste penge, fik hun den idé at se sin tidligere ægtemand. Klokken fem om morgenen opsøgte hun derfor strømpevæver Johan Andreas Bøtcher, som i sin tid havde været forlover ved brylluppet, udgav sig for sin egen broder, at være i preussisk krigstjeneste og spurgte, om han vidste, hvor Dalsgaard boede. Under dette morgenspektakel stod strømpevæverens kone, Anne Kirstine, op af sengen. “Saa snart hun saa mig, kiendte hun mig strax, og skiønt jeg ikke vilde vedgaae det, bekræftede hun det bestandig med mange Eder og Bander.” Strømpevæveren fattede nok også mistanke. Han foregav at have nogle ærinder, men gik i stedet til politimester Christian Fædder i Gothersgade 2 og angav Engelbrecht som spion. Engelbrecht blev følgelig arresteret, afsløret som værende et kvindemenneske og indsat i arresten til det gamle rådhus på Nytorv. “Jeg tilstod det strax, fortalte ham [politimester Fædder] mit Levnedsløb, beraabte mig paa mit Kundskab, som laae paa Kroen … Fra Conferenceraaden blev jeg bragt op til Raadhuset, hvor jeg indtil Middagen blev arresteret hos fire lystige Qvinder, der ikke vidste andet, end at jeg var et Mandfolk, og i Hiertet glædte sig derover”, lyder det frydefuldt i erindringerne, som ender med beskeden:”… efterat jeg var kommen ud af Arresten, har jeg som Fruentimmer arbeydet i tre Uger i Ulkegaden paa mine Fruentimmerklæder … og jeg [har] efter denne Tid allerunderdanigst anholdt om Frihed, selv at maatte holde Værksted og Svenne, hvilket mig og allernaadigst er bevilget.”
Således slutter dette skrift, som politiretten i Odense i 1790 med sikkerhed har fundet særdeles mærkværdigt. Politimester Fædder, der i mellemtiden var blevet hovedstadens borgmester, var herostratisk kendt for den nidkærhed, han lagde i sin strenge embedsførelse. “At lade ham have afgørende myndighed”, sagde den reformvenlige A.P. Bernstorff engang, “er at give et fireårs barn en kniv i hånden.” Det må have virket mistænkeligt, at kvindemennesket var sluppet så nådigt fra Fædders hårdhed og endda havde modtaget et så usædvanligt privilegium som det at måtte virke som skræddermester. Derfor besluttede borgmester Bendz, der også fungerede som landsdommer, at sende breve til de mennesker, som kunne bekræfte Stokkenbeks historie. Et brev blev sendt til den påståede broder i Flensborg, men returneret af politimyndighederne, fordi han var matros og ikke til at finde. Et andet brev blev sendt til justitsråd Biørnsen i Helsingør, som prompte svarede allerede den 1. juni med vedlagt kopi af hendes “forundte Privilegium”. Da privilegiet er underskrevet af Kong Christian dén 7., fortjener det at blive bragt i sin fulde ordlyd:
“Christianus Septimus pp.
Vor synderlig Gunst tilforn! Os er allerunderdanigst bleven refereret en fra Engelbret Maria Staachenbeck af Vores Kongelige Residentz Stad Kiøbenhavn, indkommen Ansøgning, hvori Hun haver Andraget, at hun har været Gift med en Bryggersvend ved Navn Morten Christensen Dalsgaard, men formeldest hans slette Forhold imod Hende flyttede hun fra ham, og lærte sig selv Skrædder Haandværk, hvorefter hun, for at være frie for Mandens Overløb, skal være reyst til vor Stad Kiel, hvor hun skal have anskaffet sig Mandfolke Klæder, og siden Arbeydet som Skrædersvend adskillige Stæder udenlands, og til sidst i Slesvig, hvor hun har været Oldgesell; derfra hun igien er kommen her til Staden, men af en Kone, som angav det for vores Politie Mester, er hun bleven Arresteret, og taget i Forhør, hvor hendes Mand haver erklæret, at hand icke vilde viide mere af hende at siige, hvorfore hun, da hun ey heller vil tage til ham igien, derhos Allerunderdanigst haver Anholdet at maatte tillades at ernære sig af at Sye Mandfolke Klæder, og dertil at holde en Svend til Hielp.
Thi giøre Vi Eder hermed tilkiende, at Vi efter saadan herom Allerunderdanigst giorte Ansøgning og de derved forekomne Omstændigheder Allernaadigst ville have Bevilget, at bemeldte Engelbreth Maria Staachenbeck maae ernære sig af Skrædder Haandværk og Sye Mandfolke Klæder, samt dertil holde en Svend til hielp.
Derefter I Eder Allerunderdanigst haver at rette, og Vedkommende sligt til Efterretning at tilkiendegive; Befalendes Eder Gud! Skrevet paa Vort Slot Christiansborg udi Vores Kongel. Residentz Stad Kiøbenhavn den 29de Octobris 1784.
Under Vor Kongelige Haand og Signet Christian R.”
Med en sådan kongelig erklæring var sagen mod Engelbrecht i princippet afsluttet, og borgmester Bendz løslod følgelig fredag den 4. juni 1790 arrestanten og fik hende befordret til Lillebæltsoverfarten ved Assens, hvorfra hun om bord på skibet på vej “til Holstein til hendes Broder” forsvandt ud i historiens glemsel.
Året efter, at Hans Scherfig var blevet medlem af Danmarks Kommunistiske Parti ved juristen Carl Madsens anbefaling, skrev den unge forfatteraspirant anonymt for Ude og Hjemme. Scherfig behandlede emnet “store kvinder” i sine ugebladsartikler, og i Ude og Hjemme nr. 31, der udkom den 30. juli 1933, kunne læserne for første gang i nyere tid læse om Engelbrecht Maria Stokkenbeks forunderlige levned. Som kilde til sin beretning havde Scherfig den omtalte selvbiografi, og han afsluttede sin artikel med følgende vurdering: “Man kan ikke andet end beundre denne Kvindes Energi og Mod. Hun er i Virkeligheden den første danske Forkæmper for Kvindens Ligeberettigelse med Manden, den første danske emanciperede Kvinde.”
Stokkenbek blev således hyldet som en af Danmarkshistoriens første kvinderettighedsforkæmpere, men man fristes til at spørge, om denne kamp nu også var Stokkenbeks klare mål — om det var det, der drev hende. Ja, i det hele taget kan man sætte mange spørgsmålstegn ved Stokkenbeks historie. Hendes navn — Engelbrecht — for nu at tage et eksempel — er et mandsnavn. Det er ganske forunderligt og atypisk for en kvinde — lige så atypisk som hendes forunderlige eventyr. Stokkenbek blev rigtig nok pågrebet i København som mand og afsløret som kvinde, men er hendes historie, som hun fortalte dengang, nu også til at stole på? Det lader til, at hun har forblændet øvrigheden med sin historie, idet hun besmykker sin sag på ganske elegant vis: Familiehistorien er tragisk; forældrene og søskende på nær en er alle døde. Hun henlægger sin herkomst til bystaten Hamborg og gør sig til datter af en guldsmed, hvilket giver hende en vis social rang, fra hvilken hun på grund af den tragiske familiehistorie falder. Den sociale deroute fortsætter på Ærø, hvorfra hun af nødvendighed måtte rejse til Kiel, hvor hun tjente “paa det fornemmeste Vertshuus”, som hun skriver. I karakteriseringen af værtshuset ligger også en vis oprejsning. Endnu en besmykkelse finder vi i beskrivelsen af ægteskabet, som hun nærmest mod sin vilje kommer til at indgå i. Ægtemanden er en simpel rå karl, der i svir forpurrer ethvert fundament for samliv. I Engelbrechts beretning installeres således en modvægt mod den gerning, hun gør sig skyld i, og skylden tegner sig da mindre alvorlig — vi sympatiserer med Stokkenbek.
Engelbrechts historie stemmer ikke overens med hendes udsagn i retten i Odense 1790. For retten erklærede hun, “at have været Housar ved Oberst Spættes Esqvadron udi 4 Aar.” Her er tale om oberst Johan Jacob von Späth, som Engelbrecht ifølge sin selvbiografi føres til af oberstens husarer, efter at de i byen Wedel har tvunget hende til at iføre sig “fuld Mundur”. I selvbiografien tjener Engelbrecht ikke hos von Späth, det lykkedes hende derimod at slippe for tjeneste hos obersten, som endda på venlig vis eskorterer hende til Kiel.[2] Ifølge Engelbrechts erklæring til politiretten i Odense har hun levet forklædt som mand i langt over syv år, i selvbiografien dannes et tilsvarende billede, idet alene hendes tjenestetid, som hun nøje redegør for, andrager sig til ca. fire år. Hertil skal så tiden til vandring på kryds og tværs af Nordeuropa lægges. Til magistratens erklæring i København den 20. juli 1784 forklarede hun, at hun “for 5 Aar siden begav sig til Fremmed [dvs. udenlands]”. Noget tyder på, at Engelbrecht Maria Stokkenbek enten lider af erindringsforskydninger eller måske lyver.
I kirkebogen til Skt. Petri Kirke i København findes oplysningen om Engelbrechts forlovelse nedtegnet den 7. oktober 1780, og vielsen med bryggersvenden lyder således: “Den 3 Nov. wurde von D Münter in der Kirche copuliert der Jungges. Morten Christensen Dalsgaard, Arbeitsman, mit Jgf. Engel Maria Andressen.” Præsten, der viede de to mennesker, var således ingen ringere end Balthasar Münter (1735-93), Friederike Bruns fader, ham, der i 1772 forberedte Struensee til døden på hjul og stejle. Det interessante ved kirkebogsoptegnelsen er dog imidlertid, at Engelbrecht her hedder Engel Maria Andressen, samt at vielsen finder sted i slutningen af året 1780. Vi må derfor regne med, at hendes eventyr først tager sin begyndelse i 1781, efter de “suure Uger” i ægteskabet med Dalsgaard, opholdet hos gipseren i Skolemestergaden og rejsen til Kiel er endt. Tre år senere i sommeren 1784 pågribes hun. Kvindens historie hænger derfor slet ikke sammen tidsmæssigt.
Som tidligere nævnt er der også noget mystisk ved navnet. I kirkebogen 1780 hedder kvinden Engel Maria Andressen, i Københavns Magistrats kancelli kollegium 1784 hedder hun Ellenbrecht Marie Staackenbech, i kongens privilegium 1784 Engelbret Maria Staachenbeck og i den trykte selvbiografi fra 1785 Engelbrecht Maria Stokkenbek. Da hun i folketællingerne — trods ihærdig søgen — ikke lader sig finde, opstår den tanke i én, om ikke også hendes navn tjener som maske for hendes rette identitet? Hun har jo ligefrem gjort sig en karriere under andre navne, nemlig Gottfried Jacob Eichstedt og Gottfried Jacob Strumer.
En dygtig løgner plejer at lade løgnen ligge tæt op ad sandheden, så hvis Engelbrechts sande identitet skal findes, må man ty til hendes selvbiografi igen. At hun er født i Hamborg, og at hendes far skulle være guldsmed, kan ganske givet være usandheder: De tjener nemlig hendes ærinde at besmykke sig med et godt borgerligt socialt udspring, samtidig med at hun forhindrer en umiddelbar verificering. Det ville være et møjsommeligt besvær for de danske myndigheder at krydstjekke oplysningerne udenlands fra bystaten Hamborg. Men sandt kan det nok være, at hun havde mange søskende, og at hendes far døde, da hun var et år gammel, og det har da også vist sig at være nogenlunde rigtigt: Kort efter Engelbrechts 2-års fødselsdag blev hendes far, Anders Erichsen Stokkebye, nemlig begravet den 16. marts 1763, 62 år gammel.
Denne opdagelse kommer som følge af en præcis oplysning, som Engelbrecht giver os i sin selvbiografi. Hun skriver nemlig, at alle hendes familiemedlemmer er døde på nær en bror, “Rasmus Hansen Stokkenbek, som boer i Byen Uk mellem Apenrade og Flensborg”. Studerer man kirkebogen for Uge, som byen syd for Aabenraa hedder i dag, finder vi overraskende nok en optegnelse om denne bror. Han bliver i 1776 forlovet og viet til en Else Madsdatter, og i forlovelsesoptegnelsen, som står anført den 19. oktober 1776, lyder det: “Rasmus Andersen Stokkebye, Matrose von Aereskiobing, weiland Andreas Erichsen Tageslohner … und Maren Andresens Sohn”, altså at Engelbrechts bror, Rasmus, er matros og søn af de afdøde forældre: daglejeren Anders Erichsen Stokkebye og kone Maren Andresen fra Ærøskøbing. Puslespillet begynder at gå op, for “Stokkenbek” lader til at dække over familienavnet og stednavnet “Stokkebye”, der er en lille by godt 2 km syd for Ærøskøbing. I sin selvbiografi skriver Engelbrecht, at hun og familien flyttede til Ærø efter faderens død, men sandheden er dog den simple og knap så eventyrlige, at familien var fattig og altid havde boet på Ærø. Engelbrechts far var ikke guldsmed fra Hamborg, men derimod fisker og daglejer på Ærø. I kirkebogen til Ærøskøbing finder vi faderen og moderen viet i 1738, og gennem en hurtig gennembladning findes følgende børn i deres ægteskab: 1739 Ellen Marie, 1740 Erich, 1743 Anders, 1746 Erich, 1749 Rasmus, 1752 Hans, 1755 Albert og sluttelig – i 1761 – optegnelsen om vores hovedperson:
“D. 4 Januarij blev Anders Erichsen Stokkebye Datter døbt (Ellen Maria)”.
Med denne viden lader det sig forklare, hvorfor Engelbrecht i Skt. Petri kirkebog, da hun blev trolovet og viet, står anført som Engel Maria Andressen. Efternavnet har hun fra sin faders fornavn.
Seks år efter faderens død finder vi familien anført i folketællingslisten for 1769 bosiddende i Ærøskøbing: Enken Maren og de fire børn: Erich, Rasmus, Hans og Ellen Marie. Moderen står anført ligesom den 8-årige Engelbrecht/Ellen Marie som “Tienestebud eller Daglønner” — altså som yderst fattige. Året efter folketællingen døde “Anders Erichsens Enke”, og Engelbrecht måtte da 9 år gammel tjene sit eget brød. Det er grusomt at tænke på, skønt det ikke var en sjælden skæbne i datidens barske samfund. Men Engelbrecht har haft ben i næsen og forstået at spille sine kort godt.
At hun ændrede sit navn og selv efter afsløringen i København 1784 fortsatte med at kalde sig ved et mandenavn, kunne pege i retning af, at hun var mandhaftig. I selvbiografien, da Engelbrecht beretter om sit ophold i Radewitz i Polen, hvor mesterenken blev forelsket i den forklædte “skræddersvend”, skriver hun: “Men paa det sidste kunde jeg aldeles ikke begaae hende og hendes Kierligheds Fordringer, hvilke jeg ikke var i Stand at tilfredsstille. Altsaa var jeg nødt til, for ey at aabenbare mit Kiøn, hemmeligen at forlade dette for mig saa behagelige Sted, og en Lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde ladet mig fødes et Mandfolk.” Engelbrecht beklagede således, at hun ikke var mand, men kvinde — ” jeg … ønskede at være et Mandfolk”— og måske havde hun større følelser over for kvindekønnet end for mandekønnet, således at forstå, at hendes kønsforklædning udover at være til gavn for hendes levevej måske også var fremprovokeret af denne seksuelle tilbøjelighed. Engelbrecht lader i hvert fald til at have været en mandhaftig person og en rå natur, der ikke skyede svir eller slagsmål. I et dokument fra september 1787, der hører til sagsakterne til Odense Bys Politiprotokol, skriver Heinrich von Levetzow (1734-1820) i anledning af, at Engelbrecht var blevet sat i arresten for “liderligt Levnet, og tillige villet føre 2de Husarer til Desertion”, at hendes forbrydelser næppe kan “Lovligen Beviises”. Geheimeråd Levetzow, der var amtmand over Frederiksborg, Kronborg og Hørsholm, slutter med vurderingen, at Engelbrecht kunne “Løslades af Arresten mod Advarsel, at hvis hun oftere indfinder sig paa de mig Allernaadigst anfortroede Amter, bliver der føyet anden Anstalt til at forebygge Hendes vanartige Levnet.”
Ellen Maria Stokkebye, alias Engelbrecht Marie Stokkenbek, var næppe et af Guds bedste børn. Men hun forstod på trods af de barske vilkår, som var hende givet, at overleve i et samfund, der tilgodeså mandens rettigheder i langt højere grad end kvindens; og hun formåede på elegant vis at vikle sig ud af straffesager og være stærk der, hvor hun stod svagest. Hun slipper godt fra slagsmål og fra retssager, slipper ud af kløerne på militær og politi. Hun slipper ud af kløerne på borgmester Bendz i Odense uden at betale nogen form for bøde, hun slipper også ud af kløerne på geheimeråd Levetzow og endelig af politimester Fædder i København uden at lide nogen form for overlast. Og selv om skrædderlavet i København protesterede over hendes ansøgning om at blive mester, og henviste til den kongelige forordning af 25. april 1768, der gav kvinder tilladelse til at sy ordinære klæder for tjenestepiger samt trøjer, snørliv og andet til børn under fem år, så greb enevoldskongen ind og udstedte Engelbrecht privilegiet at måtte blive skræddermester, holde svend og sy mandsklæder. Selv omkostningerne til ansøgningen slap Engelbrecht for at betale: også her ansøgte hun, denne gang om gratis sagsbehandling, hvilket bevilgedes den 23. november 1784.
Fra en karriere som skræddersvend i forklædning som mand opnåede Engelbrecht den succes at blive Danmarks første kvindelige skræddermester, og ved siden af sin gunstige håndværkerstatus tjente hun velsagtens også en god skilling ved at udgive sine erindringer. Historien pyntede hun på — den voksede sig måske større og større for hver gang, hun med succes fortalte den i muntert lag landet rundt. Populær har hendes livshistorie i hvert fald været, og med den vandt hun sig et navn — et kunstnernavn, må man sige, for helt korrekt var hverken navn eller historie. Men her var der ingen, der tog hende på fersk gerning.
