„Flyve afsted”, „flyve ud”, „ud og aande „Verdens Luft”” — gang på gang møder vi i H.C. Andersens breve udtryk for hans rejselængsel. „En Udfart hører til mit Dagligliv og min Virken”, det er et helt litterært arbejdsprogram. „At rejse er at leve”, er den velkendte forsikring, fremsat hyppigt, i et brev til Henriette Collin med den berømte tilføjelse: „da bliver Livet rigt og levende, man nærer sig ikke som Pelikanen af sit eget Blod, men af den store Naturs.” Rejserne betød som oftest et åndeligt foryngelsesbad, der var virksomt efter de hjemlige kolde omslag, og de gav kraft til at modtage de lokale slambade. Alt som årene gik, og berømmelsen bredte sig, blev rejserne stimulerende ved varmen fra ryets sol. H.C. Andersens europæiske ekspeditioner var, fra den første til den sidste, led i hans udspekulerede foranstaltninger til udbygning og vedligeholdelse af verdensberømmelsen. Om den blev der bragt bud hjem i brevene. Rejsebøgerne fortav ikke, at man kendte og anerkendte Andersen i det fremmede. Det har man jo haft ondt af. Endnu er der vel læsere, som irriteres over beretninger af denne art, som dog breder sig ganske anderledes i Mit Livs Eventyr end i rejsebøgerne.
Til det litterære rejseprogram hørte også at bringe „noget hjem”. Alle 29 udenlandsrejser blev jo ikke til rejsebøger. Dog har alle rejser sat sig mærkbare spor i Andersens produktion, især de første. Der er givet mange bidrag til forståelsen af enkeltheder angående rejsernes betydning for Andersens poetiske verden. En samlende fremstilling kunne ønskes. I det følgende bringes nogle randbemærkninger til de egentlige rejsebøger med vægten på den første og den sidste, de mindst agtede. Det personalhistoriske, sammenholden af dagbøgers og breves vidnesbyrd, er ikke her opgaven. Der afstås også fra granskning af virkelighedens forhold til forfatterens beretning. Det er ikke rejserne men rejsebøgerne, som vi skal følge.
Den første rejsebog er Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831.
Rejsen — hans første udenlandsrejse — fandt sted i maj-juni 1831, bogen udkom i september samme år. Den lange titel skulle være i tysk romantisk stil. Heine og Jean Paul og Hoffmann var forbillederne. Andersen havde forsøgt sig i genren med Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager. Denne trættende spøg ville have ringe interesse, om det ikke var Andersen, der havde leveret den. Den ironiske, pludrende, springende fortælleform skulle fortsættes i Skyggebilleder. Der er en del passager i den façon. Men i det fremmede overvældede iagttagelserne forfatteren. De litterære forsiringer og stilistiske påhit var ikke længere enerådende. Noget snaksom er han stadig. Men han tager sig i det, bryder af: „Billede paa Billede trætter”, hedder det, og så følger forsikringer om, hvad han gad fortælle. Lutter omsvøb. Men „jeg vil dennegang fortælle ganske simpelt paa den almindelige Maneer, for at Læseren og jeg kan hvile os.” Den direkte tale til læseren er karakteristisk. Andersen forlod den aldrig, brugte den som velbekendt med særlig virkning i eventyrene. I Skyggebilleder hedder det ustandseligt: „Du, min Læser”, „Du maa”, „Du kan”, „seer Du.” Det virker ikke så intimt, som det nok var tænkt. Andersen forsøgte også at give fortællingen liv ved brandere og ordspil. Større held havde han ved gengivelse af replikker, dagligtale. Han lader skolemesteren fra en lille hannoversk stad ytre sig sådan: „En anden Feil, — for jeg er ikke den Mand, der vil rose Alt — en anden Feil er det, at mange af vore Fruentimmer, naar de agere, og saa de staae paa Theatret og kunne kjende Nogen nede paa Bænkene, saa fnise de strax og nikke ned. Men Herre Gud, det er jo kun ogsaa Fornøielse det Hele!”
Det er fint — ikke hørt, for manden har jo talt tysk — men genfremstillet med talens brud på den logiske fremstilling, springene i fremstillingen og udeladelserne, som når samme skolemester siger: „Jeg veed ellers ikke, hvordan det kan være, men Musik gaaer dog løierligt ind til Hjertet, og jeg kan ret tænke mig de smaa Guds Engle i Himmerige.” Forøvrigt fik Andersen at høre, at sproget ikke var gennemarbejdet. Det er det ikke. Skulle man følge Chr. Molbechs eksempel, kunne nogen sjusk påvises, gentagelser, der ingen funktion har, slappe almindeligheder.
De mange udråb som „O, det er herligt” og forsikringer om, at „Verden er dog smuk”, virker i sig selv ikke aldeles overbevisende. Men hvad H.C. Andersen fortæller kan måske få læseren til at istemme hans „o reise, reise! det er dog den lykkeligste Lod!” og endog til at tro på eksistensen af „den store smukke Verden”. Det bliver ikke ved de blotte påstande. Der er nok af dem, for mange, men der er også steder, hvor H.C. Andersen viser sig som den helt umiddelbare iagttager. At udsigterne er smukke, det er fastslået, men at Lüneburgerheide var tiltalende, det skulle der friske sanser til at fornemme. For at få læseren til også at mærke det, bliver alferne mobiliserede, og dem kunne vi godt undvære, men ikke gerne disse udbrud: „Den hele store Hede var en Trylleverden, fuld af Underværker; hvor kunstigt var ikke hvert Blomsterblad vævet! hvilken Masse af Liv laae der ikke i den grønne Granspire! hvert Støvgran havde sin forskjellige Farve og særegne Sammensætning, og hvilken Uendelighed i den store Himmel oven over.” Livet i granspiren og den store himmel over heden, det var ikke klicheer. Dem er der ellers en del af. I al vaghed tales om den store natur, „min Længsel stod til den store Natur”, „Enhver som elsker den store Natur”. Smitte fra tidens æstetiske sprogbrug er: „Den hele Natur var mig et stort lyrisk, dramatisk Digt, i alle mulige Versemaal.” At den „deilige frie Natur” er „Guds frie Natur”, det hørte sig til. Det var også tidens forvisning, at denne natur var romantisk. Det bedyres side efter side, hvor der tales om romantiske omgivelser, romantiske egne, romantiske fjeldpartier. Vil man vide, hvad dermed menes, så kan man erfare i kap. XII, hvad der hører til en romantisk egn: klipper, en flod, et vandfald, en vandmølle, på fjeldskrænten en lille dreng, der vogter geder. Det er nær ved at være theevand. Det uskyldige hjertes romantiske drømmerier er så venlige og smukke og så herlige som omgivelserne. Der er meget, der er overmåde venligt og såre herligt, også de prøjsiske veje.
Der er dog også ting, som er pikante, vi er i romantismens tid, Fanden har smag, og „ethvert Sted, der bærer hans Navn eller hentyder paa ham, har det meest Picante! det er de meest romantiske Egne, man har sat i Forbindelse med hans Interesse”. Der er endvidere grumme meget, som er „Interessant”: både det „at mødes, kjendes og derpaa skilles for stedse” og den vidt drevne nyfigenhed: „Døden selv har mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en nye Verden da aabnes for mig.”
Tanken på forgængeligheden og døden ledsager ellers rejsebogsforfatteren. Snart let belærende, vi må „alle nedad, der finde vi først Ro og Hvile”, snart elegisk betonet ved tanken på slægtens gang, det ene navn må vige for det andet, bisp og hertug er glemte, byens mure sunkne i grus. Fare hen. Og kirkegårde og gravene søger han, både valfartsstederne som Gellerts grav og de anonyme. Et mageløst held havde han til at overvære begravelser. I Leipzig var det en gammel snedker, der blev båret til graven, i Hamborg var det et fattigt lig, der gav anledning til en historie, der er „poetisk rørende, da den er Sandhed”, en bortfløjet kanariefugl skaffede den fattige kone i det snevre kammer frem til de menneskekærlige hjerter, som hjalp hende den døde i jorden. Kirkegårdsbesøg og begravelser indgik som et fast led i rejsebøgerne, de glemte grave og de friske grave, hvor Andersen samlede de af vinden spredte blomster til en ny krans, når han ikke plukkede sig en rose.
Karakteristisk for Skyggebilleder er anbringelsen af lokale sagn. „Sagnet siger”, „Sagnet fortæller” hedder det, og vi får mindelser om, hvad der tidligere var foregået på egnen, krigsbegivenheder og jagt helt ned til dr. Faust i Auerbachs kælder, som gøres hurtigt af, Andersen vovede ikke at byde sit publikum det helt velkendte, han skrev da for dannede mennesker. Vi lytter mere opmærksomt, når digteren fortæller et børne-eventyr, det om den gode konge, der lovede at give sin datter og det halve rige til den, der kunne sige ham en ting, han måtte indse var løgn. Og vi nikker genkendende til mangt et udtryk, som er os fortroligt fra eventyrene. Det er ikke blot nattergalen, der fører tankerne fremefter i forfatterskabet, også kålstokken bringer sig unævnt i erindring.
I rejseskildringen indføres en del minder fra teateraftener, ikke lige lyse minder, en del af det han så, fandt han ligefrem slet, men med skal det i hele små anmeldelser, som godt kunne undværes. Museerne besøgte han også. I Dresden kedede han sig på rustkammeret. Først skuffede Raphaels Madonna ham, så blev de malede menneskeansigter til det guddommelige selv. I Correggios Den hellige Sebastian frydede han sig over de herlige grupper af engle. I Berlinermuseet var han mest optaget af fæle billeder, der med væmmelig naturlighed gengav forløserens hoved med tornekronen. „Det er det Poetiske i Smerten, Maleren skulde udtrykke, ikke det prosa Hæslige!” siger han efter en eller anden eller efter flere. Af den slags æstetiske ytringer er der ikke mange. Nogle livsbetragtninger løber ud i ingenting eller bliver til en lidt anstrengt allegori som den om de forskellige landskaber under rejsen til Harzen, „et ret levende Billede paa det hele Menneskeliv”.
Ganske privat er Andersen, når han lader læseren ane splittelsen i hans eget sind. Det var i tidens stil at promenere et sønderrevet hjerte. Vi ved, at H.C. Andersen også var ude at tumle sig blandt fremmede for at komme fri af en kærlighedsskuffelse. Læseren af Skyggebilleder bliver ikke fri for hentydninger til den hemmelige orm, der gnavede ham alle de grønne blade af livets træ, som det hedder. En hel selvkarakteristik, et selvforsvar, hidsættes, hvor han taler om, at han havde spillet langbold med sit eget hjerte, for ikke at gælde for en følende nar mellem de fornuftige mennesker. Dog, dissonanserne opløste sig til vemod i hans hjerte, bedyrer han, og sin følsomhed og trang til gråd gav han frit løb, da han tog afsked med Tieck. Besøgene hos Tieck og hos Chamisso er de to første større skildringer af samvær med litterære stormænd, som viste ham godhed. Dette peger mere hen på Mit Livs Eventyr end på rejsebøgerne, hvor der nok fortælles om genkendelse og virak og den slags, men de litterære kontakter får vi mere at vide om i erindringsbogen og i brevene, eller de må pilles ud af dagbogen.
Også nogle andre træk i Skyggebilleder peger fremad. Måske bør det antegnes, at angsten for røvere ikke skjules, men den dominerer ikke, og det gør den jo egentlig heller ikke i de senere rejsebøger. Det er ad anden vej, vi har fået besked derom, så det vedkommer os ikke her. Af særlig interesse kan det være at anholde det udtryk, som Andersen i sin første rejsebog bruger om fastlandets befordringsmiddel: „vort vandrende Fængsel.” Det er fornøjeligt så tidligt at finde rejsevognen karakteriseret med ord, der uforblommet meddeler afsky for den snevre, fuldpakkede diligence, hvor poesien forsvinder, og man bliver sløv af støv og hede i den varme årstid og om vinteren af slette veje, som det hedder, da jernbanen nogle år efter første gang får den lovsang, som Andersen ikke blev træt af at synge. Med dampskibet foer han afsted — der er fra først til sidst en vældig fart over befordringsmidlerne, man tælle efter, og man vil finde „foer” et anseeligt antal gange. Også med vognen går det i susende galop. Der blev dog tid til muntre iagttagelser af de medrejsende. Der er flere fortræffelige i Skyggebilleder, mest fabulerende er den første om turen fra Hamborg, fuld af overgivenhed den om rejsen bort fra Berlin.
Her begyndte egnen „at vende sin slidte Side udad”, tidligere — inden Berlin — gik egnen „over fra en fyldig, sundhedsblomstrende Natur, til den personificerede Svindsot”. Der er for læseren noget forfriskende ved de grå udtryk efter de grønne vinmarker, de mørke granskove, de rødtagede bygninger, de dunkelblå bjerge. Variationer forekommer. Særlig bemærkelsesværdig er den brune sommersky, som forekommer i et af de i prosaen indføjede digte. Ellers er farverne enkle, som på billeder i en ABC. Skyggebilleder har nok almindeligvis ingen farver. Andersens skyggebilleder af virkeligheden er ikke alle sorte. Er de det, så træder de frem på gylden grund, som da Dresden rejser sine høje tårne og kupler mod aftenhimlen.
Andersen fik ros for sin rejsebog, mest ros. Efter mange forbehold måtte selv Maanedskriftet erkende, at han skrev med sin egen pen, dog det ville jo ikke skade, om han lærte at skære pennen bedre. Der blev, som forudset i bogens sidste linjer, kradset på hans skyggebilleder. Men ikke på nogen for Andersen nedslående maner. Han lagde op til at blive vor udenlandsk berømte orangutang, en hæderstitel han fandt rå.
Rejserne i ind- og udland tog fart. Den næste store i 1833—34 gik over Frankrig og Schweiz til Italien. Improvisatoren blev det første festlige udbytte. Den vidtløftigste af alle rejserne fandt sted i 1840—41. Resultatet blev den største af hans rejsebøger, En Digters Bazar, der fortjener sin navnkundighed, men den bør ikke ganske overskygge de andre beretninger. Allerede emnet var forbløffende nok med skildringer ikke blot fra de kendte rejselande, men også fra Malta og Lilleasien, Grækenland, Konstantinopel og Det sorte hav. Og skribentevnerne var enormt udviklede. Den glimrende iagttager forstod meget bevidst at meddele, hvad der kunne fængsle. De hurtigt og præcist opfattede observationer blev givet i en rask prosa, der sine steder når det sublime. Enhver læser har sine yndlingssteder. Hymnen til jernbanen er enestående ikke blot i dansk litteratur: stationens trængsel af rejsende, larmen fra de snurrende og susende maskiner, som dampen vælter ud af, det forvirrende syn af de krydsende jernbaneskinner. Og skildringen af farten, mesterstykket. Først er det som om en barnehånd trak vognene. Hurtigheden tager til, man læser i sin bog og mærker næppe, at farten er begyndt, for vognen glider som en kane på den jævne snemark. Ser man ud af vinduet, så opdager man, at man jager afsted som med heste i galop, jo, det går endnu hurtigere, man synes at flyve. „Hvad var det Røde, der som et Lyn foer tæt forbi ? Det var en af de Vagthavende, der stod med sin Fane. See kun ud! og de nærmeste ti til tyve Alen er Marken en piilsnar Strøm; Græs og Urter løbe i hverandre, man faaer en Idee om at staae udenfor Jorden og see denne dreie sig; det piner Øiet at hefte det længe i samme Retning; men Du seer nogle Favne længere bort, da bevæge sig de andre Gjenstande ikke hurtigere, end vi see dem bevæge sig, naar vi kjøre godt, og længere ud mod Horizonten synes Alt at staae stille, man har ganske og aldeles Skuet og Indtrykket af den hele Egn.” Bedre er det aldrig gjort. Og hvilken dristighed i kapitlets slutning: „Jeg erindrer kun faa Gange i mit Liv, jeg saaledes har følt mig greben som her, saaledes med al min Tanke ligesom skuet Gud Ansigt til Ansigt. Jeg følte en Andagt, som jeg kun som Barn har følt den i Kirken, og som Ældre i den solbelyste Skov eller paa det blikstille Hav en stjerneklar Nat! I Poesiens Rige ere ikke Følelsen og Phantasien de eneste, der herske, de have en Broder, der er ligesaa mægtig, han kaldes Forstanden, han forkynder det evige Sande, og i dette ligger Storhed og Poesi!”
Andre vil give stykket om salgshallerne i Konstantinopel forrangen, præcist bygget op af få elementer, fast i formen. Eller det om kirkegården samme steds, melodiøst og underfundigt. Eller karantæne-beretningen fra Orsova. Der var pest i Konstantinopel, og alle rejsende derfra blev behandlede som pestbefængte. Det var ikke morsomt for den utålmodige Andersen at skulle forholde sig rolig i den primitive lejr. hvor maden bestod af surkål og donau-vand med fedt flæsk. Et lindetræ var hans trøst. Han klatrede op i det og sad på en gren og så ud over sin fængselsmur. „At ligge i Qvarantaine, det er at øve sig i Polypfaget”, siger han og benytter lejligheden til at karakterisere den slags folk, som egner sig for at ligge i karantæne også på rejse: de har svært ved at komme i klæderne, de nusser og pusser, de bruger et år til at se, hvad andre ser i en måned. „Men det kaldes at være solid, ikke jaske af, at gjøre sig fortrolig med o. s. v.; jeg kalder disse Folk Qvarantaine-Mennesker . . . jeg har en ganske modsat Natur; paa Reisen maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa see og atter see! man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjerge og Have ind i Tanken; altid tage, altid gjemme.”
Han pakkede ned, og pakkede ud. Der er nok at tage af og og også noget, som man kan lade ligge, hvis man synes. Og det synes man nok, for det er ikke alle teaterindtryk, som kan påkalde opmærksomhed, og ikke alle hentydninger til det miskendte geni, som vedblivende vil fængsle. Folkelivet, planter og landskaber, det glasgrønne hav, former og farver og mennesker i deres individuelle ejendommelighed opfattet med følsomhed og med humør — ofte et ganske overstadigt humør — det skal nok bestå en stund endnu.
I Sverrig fra 1851 sættes af nogle over alle rejsebøger. Man forstår hvorfor. I den bog forenes fortid og nutid og fremtid på den forunderligste måde. Sagn og historie, naturindtryk og personkarakteristikker, fantasileg og virkelighedsskildringer væves sammen.
Industribyen og kobbergruben ved Falun, Trollhättan, kanalernes sluser, jernværket i Motala, det bundne vandfald, der må gøre gavn, save bjælker, drive møller, hamre og bryde, det er virkeligheden, som ikke forskrækker Andersen. Han ser, at den ene bygning efter den anden vokser op, og at der om 50 år vil være en stad, han fyldes af en stolt følelse over sin tidsalders tekniske fremskridt — men han møder også den barske virkelighed i tiggerdrengenes flok og i cellefængslets velbyggede maskine, et mareridt for ånden.
Skærgården, dal-elven, bjergene, skovene og de store søer, det er naturen, i den holdt han andagt, og den levede han sammen med i sol og regn. Det er ikke for meget sagt, at han har opdaget landskabelige skønheder i Sverige, som svenskerne gennem ham fik øjnene op for. Bekendt er det, at hans beskrivelse af Dalarne og Siljasøen fik direkte følger for malerkunsten. Af danskere fulgte bl.a. Marstrand digterens opfordring: „Maler, tag Skizzebog og Farver, drag op i Dalarne, Billed ved Billed vil aabenbare sig for dig.”
Vadstena kloster, skabt af Birgittas religiøse geni, slottet, der var blevet forfaldent kornmagasin, beboet af edderkopper og fede rotter, er fyldt af skumle minder om elskovs bitterhed i de rå, de ridderlige tider — det er Andersen, der sætter de to adjektiver ved siden af hinanden —, Uppsala slot med minderne om Erik den Fjortende med „Sauls mørke Mismod, med Kains vilde Blik”, Stockholms torv, Dalarnes oprørshistorie fra den tid, „da Dansken handlede ilde i Svenskens Land” — det er historie, og den finder Andersen kun ringe skønhed og godhed ved, — „velsignet være de Stemmer, som sang Forsoning, velsignet være den ny Tid”.
Og den nye tid forherliges i det hele værk, forsoningens og samfølelsens ny tid, virksomhedens og teknikkens ny tid, „hvor Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øie skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelige Store.”
I denne vision ender bogen, og i dens ånd er den følt og skrevet.
I Spanien er fra 1863. Digteren var ikke ung længere. Han har dog ikke skrevet nogen rejsebog, der er mere glødende og munter, farverig og forelsket — forelsket ikke blot i landet, men også, ja nok så meget i dets skønne døtre. Klimaet er varmt, og spanierindernes øjne er varme, og den aldrende nordiske digter blev varm: „Castagnetterne udslynger Rhythmer og Melodi, slog Forziringer, Triller og Trimulanter, det var sand Kunstfærdighed! Dandsen begyndte, de loe, de sang, der blev klimpret paa Guitar, den solvarme Dag slog over i stjerneklar Aften, men Luften var hed, man havde en Fornemmelse af at blive ildnet op til Spanier. Jeg sad paa Bal-conen og saae over paa den lykkelige Ungdom.
De dandse med Castagnetter,
det er den hele Musik,
De see hinanden i Øiet,
det er en berusende Drik.
De hvirvle sig om Mænader,
alt i den strengeste Takt;
O hvilken uendelig Skjønhed
er dog i et Menneske lagt!
De saae hinanden ind i Øinene, de læste deres Fremtid i Stjernerne; den lykkelige Ungdom! de saae ind i Himlen, jeg saae op i den, ud i det lysende Uendelige. De kyssede hinanden derovre og lod mig see paa det, og den ærværdige, ældre Dame, med den sorte Mantille, saae paa det, hun var bestemt Moderen, og da hun saae paa det, saa var Kysset Forlovelse. Hvor deiligt at være livsglad og ung, gaae op i Flamme! den brændte derovre, den var nærved at tænde i Gjenbohuset, — man maatte ud paa Altanen.”
Gang på gang slår prosaen over i vers, disse ildrøde skørter og brandgule tørklæder, lynblik fra øjnene, solstråler i hvert et smil, det gnistrende sorte hår, lidenskabens djævleunger, de mageløse dejligheds-børn får digterens pen til at flyve.
Helt så funklende og sydlandsk varm er Et Besøg i Portugal 1866 (1868) vel ikke. Bogen er dog lidt bedre end sit ry. Læst i sammenhæng med de øvrige rejsebøger byder de flygtigt nedskrevne erindringer på et helt repetitionskursus i H.C. Andersens rejsemotiver. Det er jo nok en svaghed, men en tiltalende. Lidt irritabel er digteren nu — børnevrøvl og børneskrig, rejseplagerne antegnes, de ubarmhjertig slette veje, pasvrøvlet — og en god anekdote derom — de skrækkelige diligencer, men også glæden ved en ny tids bekvemmeligheds brise. Evnen til at iagttage er stadig levende, fortælleglæden er fremdeles smittende, men tempoet kan blive slæbende ved de mange anekdoter, og karakteriseringen lidt almindelig som i den første rejsebog med alle de mange forsikringer om, at dette eller hint er malerisk eller romantisk, hvad der som fastslået af Andersen kan betyde noget ret ordinært men også sættes i en ironisk forbindelse, når han taler om „hiin skjønne romantiske Tidsalder, som vi kalde den i Modsætning til vor humane Tid”. Fortidshistorie og sagn møder vi, også en del litterærhistoriske antegnelser, men alderdoms-minder er Andersen ellers ikke begærlig efter at kende, langt fornøjeligere var det at høre lokomotivets stønnen og se dampen strømme ud. „Vi foer afsted” hedder det så ofte, men den flyvende fart virker ikke længere helt overbevisende. Digteren dvæler ved fyrstelig genealogi og giver botaniske detailmeddelelser. Sin vane tro fandt han et stykke dansk natur i det fremmede, og han skattede til en udbredt følsomhed ved at plante et lille nåletræ nær den høje palme uden for vennernes villa. Hos venner var han, og han traf elskværdige mennesker, der havde ham kær for hans skrifter. Han blev indført i højadelige huse, og han var i audiens hos kong Fernando — han var mild og venlig (og nok i virkeligheden en spøgefuld, afdanket konge).
Messer og kirkegårde forekommer, tanken på menneskeslægtens henbølgen mod det evige fylder digterens sind. Også vemod ved afskeden fra stederne og fra vennerne. Bliver det den sidste gang? Dette var dog ikke særegent for den aldrende digter, vi mødte allerede i ungdommens rejsebog smerten ved at sige farvel og tanken på evigheden, også på den jordiske udødelighed.
Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte mægtige Øde?
Som skyerne i en stormende nat jog rejsens billeder gennem H.C. Andersens sind. Vi ved, at rejsejournalistens tanke ikke fandt sin død i den rullende sø.
