Det er omstridt, hvor og hvornår runerne blev skabt, men de fleste af de ældste runeindskrifter er fundet i gammelt dansk område, og de stammer alle fra tiden efter Kristi fødsel.
Nogle af de ældste runefund i Danmark stammer fra de store moseofringer af hærudstyr, men i forhold til mængden af genstande er det forsvindende få, der har indskrifter. Fra Vimose kendes en kam, en høvl, et remspænde, en lansespids, en dupsko fra en sværdskede, samt en rembøjle og endnu en dupsko med tvivlsomme runer (se Stoklund 1995:329-334). Kun på en eneste af de mange kamme fra de store mosefund er der runer, nemlig på den kam, der blev fundet i Vimose i 1865. Efter Jørgen llkjærs undersøgelser – jf. Mogens Bo Henriksens artikel – er Vimose-kammen med en datering til ca. 160 e. Kr. den ældste sikre runeindskrift fra gammelt dansk område. Den kan efter llkjærs opfattelse stamme fra et nærliggende område eller komme fra det sydlige Jylland eller Nordtyskland. De andre runegenstande i Vimose er lidt yngre (CIb) og stammer snarest fra området fra Syd- og Vestnorge og Vestsverige ned til Västergotland (f.eks. Ilkjær 1996:68f; 73).
Indskriften på Vimose-kammen er skrevet med de såkaldte ældre runer – der har været forskellige runealfabeter i anvendelse i Danmark gennem de over tusind år, hvor man har skrevet med runer. Der brugtes først et runealfabet, der bestod af 24 tegn: 24-tegns futharken, som det kaldes efter de første 6 runer med rækkefølgen: f-u-th-a-r-k- Runerne er uden tvivl skabt på grundlag af et alfabet med rækkefølgen A-B-C, men har en speciel opstilling af tegnene og specielle navne på de enkelte runer; men runerne er ligesom vores bogstaver lydtegn, ikke symboltegn eller billedskrift.
Man plejer i reglen at omsætte runeme i en indskrift til de tilsvarende latinske bogstaver, så den ikke runekyndige kan opfatte, hvad der står, uden at kunne læse runer. På Vimose-runekammen står der harja, og der har aldrig været tvivl om denne læsning, da de ca. 1,3 cm høje, lidt skødesløst indridsede runer ses så tydeligt.
Længe var der enighed om at tolke harja som et mandsnavn, Harja, som kan sammenlignes med harja på den urnordiske Skåång-sten fra Sodermanland. Efter den gængse opfattelse er Harja snarest en kortform til et navn med Harja- som forled eller -harjaR som efterled (“hær”, “kriger"), jf. forledet i Harald og Herman. Navnet indgår måske i danske stednavne som Herlev, Hersted (-vester, -øster) og O. Hårrestad i Skåne (Hald 1971:82). Det er et navn, som synes at passe godt som ejernavn (?) på en kam, der har tilhørt en af de besejrede krigere, hvis udstyr endte i Vimose. Der er imidlertid i 1994 fremsat en ny tolkning af indskriften på runekammen. Professor Elmar Seebold i Munchen har foreslået at opfatte harja som et navn på genstanden -også en gammel kendt indskrifttype. Man skulle da vente, at navnet stod i nominativ ikke i akkusativ, som Seebold har foreslået. Han knytter ordet til en indoeuropæisk rod, der f.eks, findes i dansk “hår” samt i moderne finsk harja, egl. “børste”, som skulle være et baltisk lån i finsk (der tilhører en anden sprogæt: den finsk-ugriske) (Seebold 1994:71). Men ordet “kam” (germansk *kambaz) er velkendt fra gammel tid i de nordiske sprog såvel som i engelsk og tysk. Derfor er det problematisk at antage, at der foreligger en helt anden betegnelse for dette redskab på Vimose-kam-men. Der står kobu, kambu, på en kam fra Toomwerd i Friesland (700-årene) og kabu, kambu, i en indskrift på et kametui fra Oostum (700-årene), kabr, kambr, på en kam fra 800-årene fra Elisenhof, Eiderstedt i Sydslesvig. I alle disse tilfælde står b-runen for mb efter runeortografiens regler. På et kam-futteral fra omkring 1050-1 100, der er fundet i Lincoln i England, står kamb\ “(Denne) gode kam gjorde Thorfast." (Moltke 1976:373).
Skønt det umiddelbart er fristende at oversætte Vimose-kammens indskrift som “kam”, er denne nye tolkning næppe så sandsynlig som mandsnavnet.
