Samfundets udvikling fra sidst i 1700-tallet til op omkring midten af 1800-tallet havde H.C. Andersen skildret i romanen De to Baronesser fra 1848, en bog, der udkaster en vision af et organisk samfund[1] og gør det med forudanelsens præcision, tæt på skellet mellem to samfundsformer, enevælden og folkestyret.
Hvad Andersen helt nøjagtigt mente om indførelsen af den ny konstitution, århundredets vigtigste politiske begivenhed, kan ikke læses direkte ud af hans dagbøger og breve[2]. Noget kan uddrages af hans erindringer, men den bedste kilde er igen hans værker. Efter Baronesserne dukker samfundsudviklingen atter op som emne i hans kortprosa. I samlingen Historier fra 1853 finder man „Alt paa sin rette Plads!“, der skitserer et billede af tiden ca. 1750 til 1850. Og i samlingen Nye Eventyr og Historier fra 1872 giver fortællingen „Gartneren og Herskabet“ endnu en gang samme historie, men med hovedakcenten på nutiden.
Der er væsentlige forskelle på de to historier. „Alt paa sin rette Plads!“ har en reminiscens af eventyret i sig (den magiske pilefløjte), mens „Gartneren og Herskabet“ er en realistisk novelle med allegoriske overtoner. I den første er det samfundsudviklingen, der er hovedemnet, mens den sidste indfletter skildringen af samfundsudviklingen i et andet og på en vis måde mere personligt eller endda privat tema, kunstneren, der først vinder anerkendelse herhjemme efter, at udlandet har sagt god for ham.
Den afgørende forskel på temabehandlingen i de to historier udspringer af deres affattelsestidspunkter. „Alt paa sin rette Plads!“ er skrevet få år efter enevældens afskaffelse og indførelse af den demokratiske forfatning. I »Gartneren og Herskabet« har fremstillingen af samfundsudviklingen fået en ny drejning: imellem de to historier ligger 1864, nederlagets, men også den nationale selvbesindelses år.
H.C. Andersen er i disse historier sin tids kronikør og kritiker. Gennem perspektivforskydninger, hvor det store bliver småt og de små ting betydningsfulde, kan han i en hastig og abrupt stil panorere hen over store forløb, trænge dem sammen, gøre dem overkommelige. De bliver til historier.
„Alt paa sin rette Plads!“ tager sin begyndelse for „over hundrede Aar siden“ (II, 247). Historiens udgangspunkt er det gamle adelsvælde, der males med sorte farver. Råhed, umenneskelighed, unatur er kendetegn for denne overklasses livsform. Herremanden støder gåsepigen i voldgraven, og kun fordi hun i sidste øjeblik når at gribe fat i en af piletræets kviste, undgår hun at drukne. Hosekræmmeren trækker hende op, og denne handelens retsindige udøver er den, der fælder dom over den gamle adels leben: Sodoma og Gomorra kalder han det. Der frådses og svires oppe på slottet, og besiddelser regnes ikke for noget. Der spilles om gårde og bønder, og der handles ilde med de socialt lavt placerede.
En ny tid kommer, og den kommer hurtigt, fremkaldt af den gamle tids indre opløsning. Herremanden må forlade sin gård, og hosekræmmeren, der er blevet en holden mand, kan overtage den sammen med den lille gåsepige.
Det er en udvikling, der ikke kun har hjemme i eventyrets verden, den har sin rod i virkeligheden. Handelens vækst i sidste halvdel af det 18. århundrede skabte store formuer for driftige borgerfolk, som blev i stand til at etablere sig på lige fod med adelen. Den florissante periode skabte en ny borgerlig selvbevidsthed, og ikke få velhavende storkøbmænd anbragte penge i jordegods.
Den nye tingenes tilstand på fortællingens herregård lyser af borgerlig bravhed. Der er kommet rigdom til huse, men ikke derfor ødselhed og vellevned. Hosekræmmeren og hans kone er sparsommelige og flittige folk. Der pudses og passes, gården bliver malet, voldgravene renset op, og nyttige frugttræer bliver plantet. Inde skures og skrubbes der, og „i den store Sal sad om Vinteraftnerne Madamen med alle sine Piger og spandt Uldent og Linnet“ (249). Velsignelse og velstand er begreber, der lydligt og ideologisk danner par i beskrivelsen af den borgerlige konsolidering på herregården. Bibellæsning hver søndag aften garanterer de indre kvaliteter, mens nyttige sysler er grundlaget for de ydre. Et blankpoleret billede af brav borgerlighed.
Denne borgerlighed knyttes tematisk sammen med naturen, det groende. Det leben, den gamle adel udfoldede, blev skildret som i enhver henseende et overgreb: mod mennesker, der blev udsat for foragt og rå behandling, mod ejendom, der ødsledes væk, og mod naturen, som i alle forhold tilsidesattes.
Som del af almuen var gåsepigen „et stykke natur“, og det var naturen, der i bogstaveligste forstand blev hendes holdepunkt, da herremanden skubbede hende i voldgraven.
Piletræet er så at sige den egentlige hovedperson i historien. Det er piletræet, der i første omgang redder gåsepigen fra at drukne. Grenen, hun holder fast i, brækkes ganske vist af, men den plantes igen, og med et lån fra eventyr- og sagnverdenen bliver den afbrækkede grens evne til at slå rod og skyde til et tegn, der tydes som bekræftelse på gåsepigens og hosekræmmerens kvaliteter. Det nye piletræ kommer til at indramme historien om hosekræmmeren og gåsepigen, der bliver herremand og frue på gården, og hosekræmmeren endda virkelig justitsråd.
Mens gåsepigen endnu var gåsepige, og pilegrenen just havde slået rod, syntes hun „det var hendes Træ“ (248). Da deres sociale opstigning er ført til ende, og en ny generation kan gå videre, hedder det:
„Men Pilegrenen udenfor var blevet til et heelt prægtigt Træ, der stod frit og ubeskaaret, „det er vort Stamtræ!“ sagde de gamle Folk, og det Træ skulde holdes i Agt og Ære! sagde de til Børnene“ (249).
Pilegrenens evne til at slå rod og skyde symboliserer livskraften i det, der brækkes af og nær kastes væk, livskraften i den natur, som den gamle overklasse har sat sig ud over. Disse forestillinger om naturen knyttes i det følgende sammen med det – set ud fra affattelsestidspunktet for historien –gamle borgerskab, der voksede frem i slutningen af det 18. århundrede. Pilegrenen følger som emblematisk størrelse gårdens nye ejerpar: deres portrætter, der senere får en så omskiftelig skæbne, viser dem „omgivne eens med en stor Krands af Pilegrene“ (250). Det organiske følger dem, naturen er blevet deres adelsmærke.
Men pilegrenens skæbne er ikke kun et varsel eller tegn, der knytter sig til dem, der er på vej op i samfundet, den er samtidig et varsel om forandring, omvæltning for magthaverne. „Groe om du kan“, siger hosekræmmeren, da han stikker den ned i jorden, „og skjær dem en god Fløite deroppe paa Gaarden!“ (248). Ønsket går i opfyldelse, da herremanden må gribe tiggerstaven og forlade gården, og den bogstavelige opfyldelse af ønsket sætter ind 100 år senere, „i vor Tid“ (249).
Den samfundshistorie, Andersen genfortæller, handler om, hvordan vækstprocessen i samfundet er foregået. Toppen mister sin rodforbindelse og kastes tilbage til udspringet. Fra roden er i mellemtiden nye lag skudt frem, konsoliderer sig, mens de stadigvæk er i pagt med udspringet, naturen, og i denne konsolideringsproces indtager de nye lag gradvis den gamle tops position. Hosekræmmeren og gåsepigen indtager herremandens plads, men vil ikke være adelige. Dem går det godt for, de er endnu under velsignelsen. Men med næste led er det en anden sag. Den nye generation bryder den gamle gård ned, bygger sig en ny og mere prangende, der dominerer landskabet:
„Høit paa Banken ved Skoven, med en deilig Udsigt, laae den nye Gaard, stor og prægtig, med Glasruder saa klare, at man skulde troe at der slet ingen var. Den store Trappe ved Døren saae ud, som om den havde Lysthuus paa af Roser og storbladede Planter. Græspletten var saa reen grøn, som om hvert Straa blev seet efter Morgen og Aften. Inde i Salen hang kostelige Malerier, og der stod med Silke og med Fløiel Stole og Sophaer, der næsten kunde gaae paa deres egne Been, Borde med blanke Marmorplader, og Bøger i Safian og Guldsnit. . . jo, det var rigtignok rige Folk, som boede her, det var fornemme Folk, her boede Baronens“ (250).
Gennemgående for beskrivelsen af den nye herregård er, at tingene ikke er der som det, de er i kraft af deres funktion eller nytteværdi. De er beregnet på at gøre indtryk, at fremvise noget andet end det, de selv er. De er blevet til tegn på rigdom. Velstanden, som blev skabt af de gamle folks arbejde, er blevet et formål i sig selv, løsrevet fra arbejdet. Den oprindelige natur er sat til side, forsømt. Portrætterne af de gamle hænger i gangen til karlekammeret og betragtes som „rigtigt Skrammel“, skydeskiver for oldebørnenes flitsbuer. „De er ikke rigtig af vor Familie“, hedder det om dem (250).
Den natur, der får lov at være i den nye herregårds nærhed, er en friseret, næsten kunstig natur. Det kunstige præger hele skildringen af gården. Udtryk som „man skulde troe“, „som om“ (2 gange), „næsten“ er bærende for beskrivelsen og understreger mangelen på naturlighed.
Kontrasten hertil er det stamtræ, som den nuværende generation har glemt, og som har fået lov at passe sig selv: medtaget, men et hjemsted for liv, for det groende, i sig selv et lille eventyr af mangfoldighed, sammenhold og ydmyg skønhed:
„Her stod endnu et prægtigt gammelt Træ, der hældede sine Grene, det var Stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et Piletræ kan være, naar det faaer Lov til at skjøtte sig selv. – Det var rigtignok revnet midt i Stammen, lige nede fra Roden og op til Kronen, Stormen havde dreiet det lidt, men det stod, og fra alle Revner og Sprækker i det, hvor Vind og Veir havde lagt Muld-Jord, voxte Græs og Blomster; især øverst, hvor de store Grene deelte sig, var der ligesom en heel lille hængende Have, med Hindbær og Fuglegræs, ja, endogsaa et lille bitte Rønnebær havde der rodfæstet sig…“ (250).
Stamtræet er en organisk symbiose. Ydmyge vækster finder ly i det gamle træ og danner et helt lille underværk, en natursammenhæng, hvor det gamle er basis for det nye, hvor næring og skønhed går hånd i hånd. Ord som „voxte“ og „rodfæstet“ er centrale, ladede med mening.
Hvad der her fortælles om stamtræet, passer ikke på familiens, tidens og samfundets udvikling, som den skildres i historien. Efterkommerne er blevet fornemme, har ladet sig ophøje til baroner. Det gamle hosekræmmerpar er sat i skammekrogen, er blevet skydeskive for spot og pile.
Samfundets historie er en kredsgang, sådan som Andersen fremstiller den. Den gamle adel skejede ud i hovmod og moralsk opløsning og mistede sin position. Den flittige og gudfrygtige borgerstand stiger op og indtager dens plads. Af denne borgerstand skabes en ny adel, der i selvforblændelse og fornemhed ikke vil kendes ved sit eget udspring. Dens liv er ikke længere lagt an på arbejde, men på luksus og selvbekræftelse. Den har byttet de indre værdier bort for ydre. Dermed har samfundsudviklingen bragt det opadstræbende borgerskab derhen, hvor den gamle adel sluttede. Formerne er andre: Stiv fornemhed har afløst rå livsudfoldelse; men fælles er de om at have kappet rodforbindelsen.
Men hermed er kredsløbet ikke endt. Den organiske forbindelse tilbage til roden er ikke skåret helt over. Nok er træet revnet, og nok er det drejet af stormen, men nyt og ydmygt liv i en enhed af poesi og natur, følelse og forstand har slået rod i det gamle. Den unge baronesse føler sig særlig knyttet til træet, hænger ved både det og mindet om de gamle folk med sin følelse, værner om træet og det, det står for. Og præstesønnen, huslæreren, er den, der kan udlægge teksten, og som formulerer fortællingens dom om borgerskab og adel, en dom, der ikke går på klassekonfrontation, men på indre berettigelse, moralsk værdi.
Og det er huslæreren, der af stamtræets gren skærer den fløjte, som ingen anden end han kan få til at give tone. Han, borgersønnen, der snart skal indtage sin plads ved den unge baronesses side, er den der sættes til at føre historiens bevægelse videre ud over nutidens modsætninger og ind i en ny balance.
Fløjten, der afstedkommer så megen ravage, er naturens stemme, der lyder lige midt ind i klassesamfundet og får sat tingene på plads. Dens lyd følges af „en Stormvind, som bruste“ (253). Fløjten „lød over hele Gaarden, Haven og Skoven, milevidt ud i Landet“ (smst.). Denne magiske fløjte, der vender op og ned på mange ting, hvad svarer den til inden for det historiske forløb, som Andersen spænder sin fortælling ud over?
Det ville være på sin plads at rejse det spørgsmål, om fløjten, der bevirker så store forandringer i historien, skal opfattes som et udtryk for den sociale udladning, der førte til magtskiftet 1849? Er fløjtens lyd – med andre ord – lig med forfatningsændringen? Historien er jo skrevet få år efter denne skelsættende begivenhed og kunne udmærket være en direkte kommentar til denne, da den klart har et genkendeligt samfundshistorisk forløb som sit emne.
For denne teori taler umiddelbart det faktum, at fløjtens virkninger ikke begrænser sig til det selskab, der er samlet på herregården: „En heel Miil ud i Landet lød Fløiten, og der hørtes store Begivenheder“ (253). Fløjten får en mindre revolution til følge. Hvad der er nede, kommer op, og hvad der er oppe, kommer ned. Fløjten intoneres af en repræsentant for det dannede, akademiske borgerskab, det samme, der stod bag kravet om en ny magtfordeling i samfundet. Den „vittige Cavaleer“, som ved sine hovmodige bemærkninger fremkaldte fløjtespillet, ryger „paa Hovedet ind imellem Hønsene“ (253), hvor han får følgeskab af andre. Kavaleren havde ikke andre kvalifikationer end at være „sine Forældres Barn“, nok til en position under det gamle system. Den historiske pendant til kavalerens skæbne kunne da være afskaffelsen af adelens privilegier i og med grundloven af 1849.
Fortællingens titel skulle da kunne udlægge som, at forfatningsændringen, indførelsen af det borgerlige demokrati, var en retfærdighedshandling, der bragte balance i samfundet, fik sat alt på sin rette plads. En utvetydig stillingtagen for borgerskabets magtovertagelse og mod den gamle tids, enevældens, privilegie- og stændersamfund.
Til diskussion af denne teori kan inddrages to slags argumenter: for det første argumenter hentet fra det øvrige forfatterskab og fra Andersens private notater, for det andet argumenter hentet fra tekstens videre forløb.
Forfatterskabet som hele er et vidtløftigt arsenal for samfundsmæssige betragtninger, og, som bl.a. Niels Kofoed oftere har bemærket det, der findes endnu ingen fremstilling af Andersens ideer i deres sammenhæng og forandring. Men et par ting kan man alligevel slå fast: Navnlig i den del af forfatterskabet, der ligger før forfatningsændringen, er Andersen meget på linie med de kræfter, der arbejder hen mod borgerskabets magtovertagelse. Navnlig i romanerne fokuserer han med vekslende intensitet på stændersamfundets uretfærdigheder og plæderer for naturens og følelsens ret. Adelen står meget for skud i hans fire første romaner, der giver indtryk af aristokratiet som den egentlige magthaver og kilden til megen uretfærdighed.
Andersens polemiske position i denne del af forfatterskabet er i pagt med tendenser i tiden, hvor litteraturen generelt konfronterede den fremadstræbende borgersøn og den hovmodige adel: dels et spejl af faktisk konfliktstof i samfundet, dels et forsøg på fra borgerskabets side at retfærdiggøre sig selv og sin egen kamp for at overtage magten.
Alligevel er positionen ikke uden indbyggede modsigelser. Godsejeren var og forblev århundredet ud en afgørende magtfaktor i Danmark, men ikke i kraft af at være adel. Et embedsborgerskab havde langt hen placeret sig som adelens jævnbyrdige, og det var ofte dette borgerskab, Andersen ramlede hovedet imod i sin opadstigen. Improvisatoren er dediceret til Jonas Collin og dennes familie, der handler om den fattige Antonios konflikter med en italiensk fyrstefamilie.
Allerede fru Gyllembourg, der i en række af sine hverdagshistorier, bl.a. Extremerne og Mesalliance, behandlede konflikter af samme art som dem, man finder i Andersens første romaner, slog til lyd for en forsoning mellem det dannede borgerskab og adelen og vendte sit skyts mod andre kræfter: den ny materialisme, som befordredes af det fremfarende pengeborgerskab og dets industrielle tiltag. Fortællingen Montanus den Yngre afgiver et godt eksempel på disse signaler.
På overgangen mellem de to samfundssystemer, nærmere betegnet i romanen De to Baronesser, har Andersen bevæget sig noget væk fra sin tidligere polemik og udkaster en vision af et tredje system, det organiske samfund, hvor der stadig er et oppe og et nede, et hoved og en hæl, men hvor der er skabt bevægelighed og social hukommelse.
Efter 1849 er der en tendens til, at Andersen i stigende omfang vælger sig nye skydeskiver, de selvsamme, som fru Gyllembourg allerede i 1830’erne havde udpeget. Også her følges han med andre: I Ravnen peger Goldschmidt på den udefra kommende kapital som et parasitelement, der truer den nationale organisme, og han udkaster en vision af en idealmateriel samfundstotalitet, en organisk-solidarisk enhed.
I sine sidste romaner, At være eller ikke være og Lykke-Peer, sætter Andersen henholdsvis materialismen og pengeborgerskabet op som truende eller bare blokerende størrelser.
Dette rids af tendenser i Andersens – og tidens – syn på samfundsudviklingen kan tjene som referenceramme for tolkningen af „Alt paa sin rette Plads!”. Holdningsmæssigt har Andersen, som det har kunnet godtgøres, i nogen grad ligget på linie med det borgerskab, for hvem indførelsen af den ny forfatning bragte „alt på sin rette plads”. Men hans position har dog ikke været entydig. Allerede i tiden op til 49 var han både privat og i de løsningsmodeller, han litterært lagde op til, langt inde i alliancer med det gamle systems repræsentanter. Klare klassemæssige konsekvenser lader sig ikke drage på grundlag af hans forfatterskab.
Det har derfor en vis betydning, at Andersen er påfaldende tavs omkring systemskiftet i 49. Kun i de langt senere erindringer[3] giver han en skildring af begivenhederne, men den er til gengæld så fuld af underforstået ængstelse, at den ikke lader sig bruge som dokumentation for en tilfredshed hos Andersen med den nye tingenes tilstand.
Konklusionen på disse sonderinger må da blive, at set ud fra forfatterskabet som referenceramme kan den revolutionerende fløjte, naturens kraft i borgersønnens hånd, nok være inspireret af begivenhederne i 49, men kun på et meget generelt plan, ikke uden videre hvad betydningen, indholdet, konsekvenserne angår. Det billedmæssige elements opkomst kan spores tilbage til realhistoriske forhold. Men deri ligger ikke, at billedet har helt samme valør som den virkelighed, det er udsprunget af.
Det bliver klarere, når man ser på konteksten i fortællingen. Allerede mens fløjten skæres, læses der en tekst over den, som binder dens kræfter. Huslæreren holder et længere foredrag om tidens almindelige hakken på adelen og glorificering af underklassen. Huslæreren vil yde retfærdighed til begge sider, men er især optaget af at retfærdiggøre adelen. En solskinshistorie om en gammel menneskekærlig ekscellence skal vise, at der også er kvaliteter i denne stand. Aristokratiets hovmod og „Forraadnelse“ (252) tages dog også under behandling.
Dette dobbeltsyn føres videre i beretningen om de omvæltninger, som fløjten bevirker. Det går ilde for den hovmodige papa og den vittige kavaler, mens både røgteren og huslæreren ophøjes, dog hver til sin plads. Helt i forlængelse af huslærerens foredrag er det, at „en gammel Greve af Landets ældste Slægt blev urokket paa sin Hæders-Plads; for Fløiten var retfærdig, og det skal man være“ (253).
Der lægges en dæmper på de revolutionære kræfter. Fløjten springer, før den får gjort alt for megen ravage. Men to af de saltomortaler, den fremkalder, er særlig betydningsfulde. Til de „store Begivenheder“ (253) hører episoder: „En riig Grosserer-Familie, der kjørte med fire, blæste aldeles ud af Vognen, og fik ikke engang Plads bag paa; to rige Bønder, der i vor Tid vare voxne over deres egen Kornmark, blæste ned i Muddergrøften“ (253).
Mens der i opgøret med adelen tages skyldigt hensyn dels til de menneskelige kvaliteter, dels til gammel ærværdighed, er der her to grupper, som det entydigt går hårdt ud over. Det er begge to grupper, der hører hjemme i den ny tid, grupper, som allerede havde gjort sig gældende før forfatningsændringen, men som i stigende grad efter 49 skulle gøre krav på deres del af magten i demokratiet. Den ny tids truende faktorer er her grossereren og bonden, begge kendetegnet ved rigdom. Kapitalen giver den ene ydre position, og den anden lyst til at kravle op over sin egen kornmark, d.v.s. at gøre sig gældende i det politiske liv. Den velhavende, politisk aktive bonde og bykapitalisten, det er den ny tids typer, og dem gør historien kort proces med.
Skal man gøre regnskabet op, så er historien nok i mangt og meget et sammendrag af samfundets historie, og dens eventyrlige indslag er klart inspireret af århundredets centrale begivenhed. Men grundlæggende er historien ikke en fortælling om klassekamp, den er en moralsk-kvalitativ vurdering af et realt historisk forløb. Den vil frembringe justeringer inden for et organisk hele, men frygter de fremmede, grænsesprængende kræfter, frem for alt politikken og kapitalen. Den forankrer sine værdier, ikke i gangbar mønt, men i det uforanderlige, naturen og de moralske kvaliteter og kan derfor til slut „stikke Piben ind“ og lade evigheden om at bringe „alt paa sin rette Plads“ (254).
Historien lukker sig om sig selv i et cirkulært forløb. Med huslærerens ophøjelse er naturen genindsat i sine rettigheder, og med flytningen af de gamle malerier er vi på én gang fremme ved en ny begyndelse og tilbage ved oprindelige værdier.
Naturen har talt ind i samfundet. Derfor fører omvæltningen til en ny orden, der er væsensbeslægtet med en gammel, men glemt orden. Historien er alt andet end radikal, men den søger mod roden for at hente ny næring til organismens fortsatte liv.
Samfundets historie fortælles endnu en gang i „Gartneren og Herskabet“ fra 1872. Men her er den kun skitseret løseligt, da den ikke er hovedemnet for fortællingen. „Gartneren og Herskabet“ handler, som enhver nogenlunde opvakt læser ved, om kunstnerens, d.v.s. Andersens egne, kvaler med at blive anerkendt af den hjemlige kritik, som han jo trods alt er afhængig af. Den fortæller om, hvordan uforstanden sidder til højbords og frejdigt kan udtale sig nedladende om kvalitetsprodukter.
Deraf fortællingens bitterhed[4], der dog også har andre kilder. Men deraf også dens selvtillid, der gør, at Larsen og det, han står for, aldrig rigtigt er anfægtet i historien, aldrig til bunds rystes af den uforstand og modstand, han møder. Det er en snæverhed, der afslører sig selv, og som afsløres af andres domme. Larsen møder modstand, men det er en vigende modstand. Herskabets magtfuldkommenhed er latterlig. Og det er historiens trøst.
Rammen omkring skildringen af kunstnerens kvaler er en hastig skitseret samfundshistorie, og den har visse træk til fælles med den udførlige fremstilling i „Alt paa sin rette Plads!“.
Også denne samfundshistorie er treleddet. Første led antydes kun, det ligger uden for fortællingens centrale interesse. Det udgøres af symbolske repræsentativer: rågerne og kragerne, de gamle, næsten udgåede træer, resten af gårdens oprindelige have: „Nogle Buxbom-Hækker, beklippede saa at de dannede Kroner og Pyramider“ (V, 170).
Det er resterne af den gamle tid, det feudale adelsvælde. Rågerne og kragerne har boet ved gården fra arilds tid: „Fuglene vare Herskabet, Eiendomsbesidderne, Herresædets ældste Slægt, det egentlige Herskab paa Gaarden“ (170). De ser ned på alt og alle, inklusive det nuværende herskab, der dog ellers betegnes som rigt og højadeligt. Menneskene er for dem uden forskel „rak“.
Gartneren med det borgerlige navn Larsen ligger i krig med fuglene og vil helst have deres træer fældet, men det nuværende herskab vil værne om resterne af den gamle tid, og Larsen henvises da til sit domæne, den nyttige natur: „Blomsterhaven, Drivhusene, Frugt- og Kjøkkenhaven“ (171).
Det nuværende herskab er samfundshistoriens andet trin. Sammenholdt med „Alt paa sin rette Plads!“ svarer de to trin henholdsvis til den brutale herremands regimente „for hundrede Aar siden“ og til den velhavende baronfamilie. Som man ser, er det ikke helt den samme historie, Andersen ville fortælle, selv om der er visse fællestræk. Det borgerlige mellemspil er udeladt i „Gartneren og Herskabet“, fordi det ikke er samfundshistorien som realvirkelighed, der står i centrum. Som før antydet fungerer samfundsrammen i nogen grad som allegori for en helt anden sfære, kunstnerens og kritikkens. Som i en række andre af Andersens sene historier er kunstnerproblemet rykket i forgrunden, kunstneren som klemt af indre eller ydre kræfter, der virker blokerende. I samme omfang, som kunstnerproblemet trænger sig på, taber samfundshistorien som historie i vægtfylde. Krager og råger rykker ind på scenen, aktørerne og deres modsætningsforhold bliver omskrivninger af noget andet.
Hvis vi stadig tager samfundsbilledet som det, det giver sig ud for at være, så er anden fase karakteriseret ved en modstilling af dem, der udøver magten, og dem, der frembringer værdierne. Men her skal man være opmærksom på to ting. For det første er herskabet klart på retræte. Det er gartneren, der hver gang vinder sejr i al stilfærdighed. Herskabet afslører, at dets magtudøvelse er spinkelt fundamenteret. Dets hovmod er grænseløst, men hovmodet punkteres gang på gang både indefra (af gartneren) og udefra (af vidnesbyrd fra andre instanser: prinsessen, andre herskaber, udlandet).
Herskabets position beror først og fremmest på, at gartneren anerkender dets overhøjhed. Ganske vist hævder herskabet på et senere trin af historien, at det kunne afskedige Larsen, og at når det ikke sker, er det af lutter godhed. Men det er talemåder som så meget andet, der kommer fra herskabet. Realiteten er, at herskabet skylder Larsen sin position, og at det godt ved det. Herskabets magtudøvelse er begrænset til at fælde dom over Larsen, og da dommen beror på uvidenhed og fordomme, er herskabet reelt set magtesløst. Men det har magt til at såre, og det gør det.
Der er således både komik og bitterhed i skildringen af herskabet. Herskabet er komediefigurer som alle personer, der har mistet fodfæstet i virkeligheden. Men tilbage er den psykiske virkelighed, det sårende. Og her forvandler komedien sig til bitter satire.
Det andet forbehold, der må tages over for historiens samfundsmæssige polarisering, gælder herskabets udbytning af gartneren. Det kan her ikke noksom understreges, at de værdier, der frembringes, er æstetiske. Det er ting, der kan nydes. Det er velsmagende æbler og pærer, det er smukke blomster etc. Konflikten drejer sig om, hvad der skal vurderes højt og hvad ikke. Og de afgørende skel mellem Larsen og herskabet går på, at herskabet ikke af sig selv kan anerkende kvaliteten af noget, der er skabt hjemme på egen grund. Kun det, der kommer udefra, er for dem godt -især hvis andre har sagt god for det. Herskabet er nok i stand til at se skønheden i åkandeblomsten – så længe de tror, det er en fremmed og eksotisk blomst. Først da en højere instans, prinsessen, siger god for den enkle og ukunstlede natur, kan herskabet med sindsro beundre den.
Herskabet befinder sig da i uegentlighedens sfære, med vaklende domme, med en skråsikkerhed, der er uden bund i virkeligheden. Herskabet er latterligt, fordi dets autoritet blæser for vinden.
Overgangen til tredje fase er en storm. De udgåede træer med fuglerederne blæser omkuld, fuglene søger bort: „Her er ikke mere Syn af gammel Tid; hvert Tegn og hver Hentydning er borte!“ (174). Borte er også resten af den gamle feudale have med de tilklippede buksbomhække.
En ny tid er inde efter stormen. En tid, hvor det er Larsen, der regerer. Larsen omskaber haven (læs: landet) efter sit eget hoved. Nu er det de hjemlige og ydmyge vækster, som får lov at brede sig. Deres skønhed kommer nu til sin ret. Det er „Enebærbusken fra den jydske Hede“, bregnerne, „den ringeagtede Borre“, skræppen „ogsaa en ringeagtet Plante“ og „Kongelyset, plantet ind fra Marken“ (175) etc. etc. Om dem alle hedder det, at de kan måle sig med prægtige vækster fra Syden, og at de står malerisk og smukt.
Det fremmede fornægtes ikke: nogle lave franske pæretræer falder godt ind i helheden, der er af hjemlig ekstraktion. Pæretræerne bærer lige så gode frugter her som i Frankrig, hedder det. Så ren nationalchauvinisme er der ikke tale om, selv om det er betegnende, at det er Frankrig og ikke Tyskland, der gøres reverens for. Det har sin grund.
Larsens værk krones af to stænger, der rejses lige præcis der, hvor fuglenes gamle træer stod. Den ene er „en høi Flagstang, hvor Dane-brogen vaiede“, og den anden er „en Stang, hvor i Sommertid og Høstens Tid Humleranken med sine duftende Blomster-Kogler snoede sig, men hvor i Vinteren, efter gammel Skik, blev ophængt en Havre-Kjærv, at Himlens Fugle kunde have Maaltid i den glade Juul“ (175).
Efter stormen består den gamle gård, men i forvandlet skikkelse. Hvad der allerede var undervejs før stormen: nyttehavens frugter og de hjemlige, uanselige blomster, dominerer nu billedet. Og helheden samles i to symboler: flagstangen og humlestangen med havreneget. Det er symboler på det nationale og det folkelige, begge tæt forbundet med naturen.
Tidsperspektivet i denne fortælling er klart. Stormen er enevældens fald i 49, men måske med en yderligere dimension: de nationale krige, treårskrigen og krigen i 64.
Når fortællingens samfundsmæssige sigte skal vurderes, er det vigtigt at holde sig tidsperspektivet klart. Den historiske situation, fortællingen er udsprunget af, spiller en væsentlig rolle for det samfundsbillede, den tegner op. I modsætning til „Alt paa sin rette Plads!“ er der her ingen polemik mod de nye politiske magtfaktorer, det kapitalistiske borgerskab og de velhavende bønder. Tværtimod bygger fortællingen op mod samlingssymboler, der lige så vel kunne have figureret i den grundtvigske højskolebevægelses selvforståelse.
Har Andersen da overvundet sin skræk for de nye frembrusende samfundslag og ovenikøbet bekendt sig til den ny folkelighed? Det ville være en helt skæv konklusion at drage. Fortællingens historiske baggrund er nederlaget i 64. Ved vurderingen af det folkelige og nationale perspektiv i den må man tage hensyn til, at fortællingen i sin samfundsskildring arbejder sig hen mod et sluttableau, der har aktuelt-opbyggelig karakter. Den maner til samling og enhed, til besindelse på skønheden i og værdien af det hjemlige, den peger på folkets og nationens natur som vækstlag for en ny tid.
Men dens manen til samling omfatter også overklassen. Larsen begynder ikke for sig selv, men omdanner herregården, så den vender tilbage til national skik og natur. Det er igen den organiske model, der præger Andersens utopi. Og det får til følge, at det ny også her egentlig er identisk med noget gammelt og glemt. Der hentes ny kraft fra roden.
På et andet plan er historien – og det må ikke overses – en national retfærdiggørelse for den kosmopolitiske kunst (eller kunstner). Gartnerens produkter anerkendes i udlandet, før de anerkendes af herskabet. Men det er, fordi de herskende har fjernet sig fra naturen. Stormen gør plads for det, der levende og selvgroende kan forbinde sig med jordbunden. Det døde og kunstige er borte. Gartneren kan da – med anerkendelse fra udlandet i ryggen – rejse de nationale og folkelige symboler. Tiden er kommet ham i møde, har brug for ham. Andersen, hvis stilling som forfatter for et internationalt publikum kunne være vanskelig i den nationale krises dage[5] kan gennem historien om „Gartneren og Herskabet“ pege på, at kernen i hans kunst altid har været den natur, som man har været hurtig til at overse, men som nu i tiden efter nederlaget i skikkelse af det nationale og folkelige for mange er blevet et selvbesindelsens grundlag, en oprindelighed, der rummer fremtid i sig selv.
Andersens bud på en utopi er i begge historier det organiske samfund. Der er ingen modsigelse i, at han lader overklassen bestå, for den organiske model forbinder et oppe og et nede i et naturbundet udvekslingsforhold. Samfundets historie skrives ind i en naturopfattelse.
Begge historier forholder sig til en omvæltning, der griber ind i det samfundsmæssige, men som egentlig er naturens tale ind i samfundet: stormen i „Gartneren og Herskabet“, pilefløjten i „Alt paa sin rette Plads!“.
Men naturens stemme er også kunstens. Pilefløjten er et musikinstrument, og stormen er gartnerens/kunstnerens hjælper. Omvæltningen, der her er perspektiveret ud mod tidens begivenheder, kunne også have været tydet mere i retning af den omformende kraft, der ligger bundet i kunsten/naturen. Naturens tale er kunstens eller kunstnerens tale.
I „Alt paa sin rette Plads!“ var der magter, som kunsten (og naturen) ikke kunne forliges med. For at få utopien på plads måtte Andersen lade bønderne og den rige grosserer ryge i muddergrøften. Det synspunkt har han – hvad andre tekster, f.eks. dagbøgerne[6] viser – ikke opgivet i 1872, men er efter 1864 ligesom en række andre digtere parat til for en stund at overdække de eksisterende problemer, at lægge sin skepsis om den faktiske samfundsudviklings retning til side for at tegne et trøstens, sammenholdets billede. For at kunne det må han gribe tilbage til noget, han har sagt tidligere, og som det var lettere at sige før.
Det hedder om den „gode Larsen“, at han er blevet „sentimental i sine ældre Aar“ (175), som herskabet udtrykker det. Det blev Andersen generelt ikke, men med „Gartneren og Herskabet“ har han i nationalt-opbyggeligt ærinde været villig til at „glemme“ sin viden om, hvilke kræfter der kan forstyrre det, han forstod ved det organiske samfund.
I den forstand er alt mere på sin rette plads i fortællingen fra 1853, mens historien af 1872 er en fortegning.
Benyttet udgave: H.C. Andersens eventyr. Kritisk udg. v. Erik Dal. Det danske sprog- og litteraturselskab. Bd. II 1964 og bd. V 1967.
