Eventyret Sommergjækken blev første gang trykt i Folkekalender for Danmark 1863 som udkom i december 1862. I december 1866 blev historien i en forkortet version optaget i hæftet Nye Eventyr og Historier, II Række, 4. Samling – fordi dette hæfte ellers ikke ville blive stort nok.[1]
Sommergjækken er et bestillingsarbejde: H.C. Andersens ven Adolph Drewsen havde bedt digteren om at skrive et eventyr om denne blomst for at hævde det gode, gamle navn sommergæk over for det konkurrerende, nyere navn vintergæk. Drewsen havde i virkeligheden ikke ret i at sommergæk var blomstens rette, oprindelige navn – men han var overbevist om at det forholdt sig sådan og meget opsat på at værne om dette navn.[2] Selv havde Adolph Drewsen i februar 1862 med dette formål for øje skrevet en artikel til Dansk Havetidende med titlen Sommergjæk eller Vintergjæk.
Lidt senere i samme måned sendte Adolph Drewsen H.C. Andersen to blomster i potte, hvoraf den ene var – en sommergæk.[3] Med blomsterne fulgte et brev med en fornyet opfordring til digteren om at skrive “et Eventyr under Navnet: Sommergjæk, fordi det var den sikkreste Maade at slaae det gode gamle Navn fast for nu og bestandig” – en begrundelse der må have smigret Andersen. Med brev og blomster sendte Drewsen også en afskrift af den artikel som han havde skrevet til Dansk Havetidende.
I brevet betegner Drewsen navnet vintergæk som falsk og upoetisk og omtaler blomsten som “denne digterskjønne Blomst”, og i artiklen forherliger forf. dens “gamle” navn idet han taler om “den ligesaa betegnende som digteriske Benævnelse: “Sommergjæk””.[4]
H.C. Andersen var enig med sin ven i at den lille forårsbebuder rettelig burde kaldes en sommergæk. Dette navn havde han brugt i flere eventyr, fx i Sneedronningen fra 1844 hvor “den lille Sommergjæk” optræder som en af de seks blomster der fortæller Gerda deres historie, og i Sommerfuglen som han skrev i 1860: “Det var i det tidlige Foraar; der var fuldt op af Sommergjække og Crocus”. I sine bemærkninger til eventyr og historier fra 1868 udtaler H.C. Andersen sig også helt på linie med Adolph Drewsen om blomsten: “I Aviserne anmeldte Gartnere “Vintergjæk”, den vi i vore unge Aar, altid og mere forstaaelig kaldte “Sommergjæk“, da den gjækker os med Sommeren”.[5] Han har vel også været enig med Drewsen i at der var noget poetisk ved navnet sommergæk. I hvert fald meldte den digteriske inspiration til at skrive et eventyr om blomsten sig allerede i sommeren 1862.
Denne sommer opholdt Andersen sig i to perioder på Basnæs ved Skælskør som gæst hos fru Scavenius. Her på herregården havde han arbejdsro: “Hvor Dagen her er riig, hvor kan jeg bestille Meget, anderledes end i Kjøbenhavn hvor Tiden løyes (=dovnes) hen ved Driven og Uro”. Den 24. juni noterer digteren i dagbogen: “Skrevet paa Slutningen nær, Eventyret Sommergjæk”, og i et brev til fru Henriques kan han et par dage efter fortælle at han nu “har (…) leveret et Eventyr Sommergjækken, som ikke er uheldig og kan blive trykt til Julen i Kalender for Danmark”.[6] Man bemærker at H.C. Andersen under arbejdet med eventyret først har brugt den af Drewsen foreslåede titel “Sommergjæk” – men at han allerede nogle dage senere har ændret titlen til “Sommergjækken”.
Eventyret består af to dele. I første del – s. 250-51 nederst[7] – fortæller digteren om sommergækkens liv i naturen. I anden del, som udgør resten af teksten, kommer blomsten ind i en helt anden verden – menneskeverdenen.
I sit løg nede i jorden længes sommergækken efter at komme op i “Lysverdenen ovenover” selv om den ligger lunt og godt i løget. Sol og regn lokker gækkeurten frem, og solstrålerne byder den velkommen. “Det var en stor Fornøielse”, syntes sommergækken. Men vind og vejr er stadig vinterlige og virksomme. De gør deres til at det bliver en blandet fornøjelse for den lille hvidgrønne blomst at have vovet sig op over sneen.
At nogle børn kommer ud i haven og får øje på blomsten, fører til et vendepunkt i dens liv. De plukker nemlig sommergækken og tager den med ind i den varme stue, hvor den bliver sat i vand. Det synes den er dejligt, den tror at det er blevet sommer. Blomsten bliver nu lagt i et gækkebrev som husets unge datter sender til sin ven. Rejsen i den mørke postsæk, hvor den bliver klemt og knuget, bryder sommergækken sig ikke om, men den glæder sig over den gode modtagelse den får af den unge mand. Mindre morsomt bliver det for sommergækken at ligge et helt år i en skuffe mellem kærestebreve uden blomster. Og en endnu værre oplevelse venter blomsten da den endelig en dag bliver taget op af skuffen: den unge mand kaster nemlig nu alle brevene på ilden, for hans pige har fundet sig en anden ven.
Sommergækken falder på gulvet og redder derved livet. Den bliver samlet op af en tjenestepige og lagt i en af bøgerne på bordet, en bog med vers i, trykte vers endda “og de ere fornemmere end de skrevne, idetmindste er der kostet Mere paa dem”.
Da en mand mange år senere tager bogen frem og læser i den – det var en samling digte af Ambrosius Stub – hører blomsten ham lovprise Stub og kalde ham en sommergæk. Manden mener at sommergækken “med Betydning” ligger som bogmærke i digtsamlingen. Den lille blomst føler sig lykkelig over omsider at være kommet på sin rette hylde.
Sommergækken tror at Ambrosius Stub var den “der havde først sjunget og skrevet om den” – en misforståelse som fortælleren galant undskylder at blomsten begår: “Blomsten forstod det nu paa sin Maade, ligesom vi enhver Ting paa vor Maade”.
Historien handler kun om én sommergæk, men den repræsenterer hele sin art. Og det er en typisk livshistorie for en sommergæk eventyret skildrer – ikke mindst i den blomsterglade tid som H.C. Andersen levede i. Dengang samlede næsten alle mennesker på blomster, pressede dem og satte dem i et blomsteralbum eller sendte blomsterne til gode venner. H.C. Andersen samlede selv ustandselig på blomster.[8] Sommergækken kaldes med rette den første og den eneste, for der var ingen andre blomster i haven da den skød op af jorden gennem is og sne.
I menneskeverdenen møder sommergækken poesien, først i form af et gækkebrev, skrevet på et stykke duftende papir, siden i skikkelse af viser og sange af en rigtig digter. Andersen har grebet Drewsens tanke om det poetiske ved blomstens navn, men sikkert ført den langt videre end hans ven havde forestillet sig. Han er kommet til at tænke på en digter der uden just at have digtet om sommergækken havde skrevet smukke blomsterdigte – og som kunne siges at have haft ikke så lidt tilfælles med den lille forårsbebuder.
Sammenstillingen af sommergækken og Ambrosius Stub er eventyrets bærende ide. Blomst og digter – natur og poesi – indgår her i et dobbeltportræt hvor de to portrætterede spejler hinanden og går op i en højere poetisk enhed.
H.C. Andersen har valgt at give eventyret titlen Sommergjækken, vel fordi det jo gjaldt om “at slaae det gode gamle Navn fast for nu og bestandig”, som Adolph Drewsen havde udtrykt det.[9] Men det er egentlig synd, for med denne forhåndspræsentation af blomsten mistes den overraskelseseffekt der er lagt op til ved at sommergækken fra begyndelsen til slutningen af eventyrets første del kun omtales anonymt som “Blomsten”. Som det er nu, står ordet “Sommergjækken” som både første (titlen) og sidste ord i eventyret – en pyntelig, verbal sløjfe som digteren elskede at binde omkring sine eventyr.
Lad os nu se lidt nærmere på eventyrets dobbeltportræt, for det er så fint udført at det nok er umagen værd. Ambrosius Stub kaldes af manden der læser i hans digte “den første, den eneste (..) danske Digter” i sin tid. Hertil svarer karakteristikken af sommergækken: solstrålerne hilser den bl.a. med ordene “Du er den Første, du er den Eneste!” Og de gentager dette: “Du er den Første, saa fiin og skjær!” I begyndelsen af andet afsnit bruger børnene de samme ord om blomsten: “der staaer een, saa yndig, saa deilig, den første, den eneste!” Midt i afsnittet gentages denne beskrivelse af fortælleren: “den var den Første, den Eneste, som Solstraalerne havde kaldt den”.
Ambrosius Stub betegnes som “den ungdomsfriske danske Digter”, sommergækken som “frisk og skjær” og “fiin og skjær”, den står “i ung Deilighed”. Stub kaldes en sommergæk, og om ham og den gækkede unge mand bruges betegnelsen vinternar.
Om Ambrosius Stub siger manden der sidder med hans digte at “han kom for tidlig i sin Tid”. Ganske det samme siger vind og vejr til sommergækken: “Du er kommen lidt for tidligt! (..) det er ikke Tiden endnu!” Stub blev straffet herfor med “Slud og skarpe Vinde” – på blomsten blæste “skarpe Vinde” og “iisnende Vinde” for hen over den. Stub “gik paa Omgang hos de fyenske Herremænd, som Blomst i Vandglasset, Blomst i Riimbrevet!” – blomstersammenligninger der taler for sig selv. Herremændenes omgang med poeten var kun “Spas og Narrestreger”, hvad mange gækkebreve jo også var.
Som det vil ses, er der her tale om et dobbeltportræt af en ganske særlig art: de to portrætterede ligner hinanden så meget at de kan beskrives med de samme ord.
Tre gange er der nogle der bliver gækket i eventyret: blomsten bliver gækket af solstrålerne, den unge pige gækker sin kæreste, og de fynske herremænd har gækket Ambrosius Stub. Gækkeriet er dog af helt forskellig art: vind og vejr mener at sommergækken er blevet forført af solstrålerne, for den unge pige er gækkebrevet en uskyldig spøg og en kærlig hilsen til hendes ven; Stub blev ikke taget alvorligt, hans adelige velyndere forstod ikke at han var en bedre skæbne værd end den han fik. For ham var gækkeriet bitter alvor.
I eventyret er det vind og vejr der navngiver blomsten. Den bliver overrasket over at blive kaldt en sommergæk: ““Sommergjæk!” gjentog den i den kolde Morgenstund””. H.C. Andersen lader altså blomsten høre at den selv er blevet gækket, narret med sommeren af solstrålerne – før den gækker os mennesker! Dens navn får således en dobbelt betydning her.
Da Andersen seks år senere lod vinden fortælle rosernes historie i eventyret Hvem var den Lykkeligste?, hører vi at den til sidst kom ind til den gamle bedstemoder gennem et hul i ruden. Hun sidder og glæder sig over den rose der knækkede af sin stilk på teatrets scenegulv og som blev bragt hende af en maskinkarl. Denne rose mener at den er den allerlykkeligste af alle roserne fra træet: ‘Jeg overlevede dem Alle! Jeg er den Sidste, den Eneste, Moders kjæreste Barn!”. Som det ses, genbruger Andersen gerne hvad der kan bruges igen i tilpasset form – selv et par små karakteriserende ord.
Da digteren sad og skrev på Sommergjækken på sit værelse på Basnæs, undgik han ikke at rimdjævelen drev sit spil med ham. Det førte til ikke så lidt rimeri i den lille poetiske prosatekst: udlængslen får sommergækken i løget til at føle “Kriblen og Krablen, jeg maa række mig, jeg maa strække mig”. Og den “rakte sig og strakte sig”. Hver solstråle “sang og klang”, og det var som om luften “sang og klang”. Men de skarpe, isnende vinde advarer blomsten: ““Du knækker over!” sagde de. Visner, iisner!”” H.C. Andersen kendte alt for godt den lille frister:
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak, alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, allevegne.
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør, at jeg maa – rime.[10]
Så er tiden inde til at tage den ene af de to portrætterede, nemlig Ambrosius Stub, nærmere i øjesyn. H.C. Andersen har lige fra sin ungdom vist interesse for sin nøjagtig et hundrede år ældre digterkollegas liv og digtning. Det første vidnesbyrd om denne interesse er det lille vers til Stub i Andersens bog Vignetter til danske Digtere fra 1832:
A. Stub (født 1707 † 1758)
I Haven voxer Æbletræet smukt,
Men der maa Solskin til at skabe Frugt,
I Skyggen her dit Blomster Duft os gav,
– Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav.
Vignetten må være inspireret af K. L. Rahbek og R. Nyerups danske litteraturhistorie fra 1819. I dette værk har Andersen kunnet læse følgende karakteristik af Ambrosius Stub under året 1758: “Til dette Aar henhører Tullins Majdag, og dette Aar var tillige Ambrosius Stubs Dødsaar. En Digter træder fra Scenen, der vel har et herligt Genie, men hvis Kaar og Stilling er af den indskrænkede Beskaffenhed, at han lever uden at lægges Mærke til, og døer uden at savnes”. Som det ses, svarer den sidste sætning her ret nøje til den sidste linie i H.C. Andersens digt.[11]
I det tidlige forår 1843 opholdt Andersen sig et par måneder i Paris. Den 29. april hørte han hjemmefra at hans drama Agnete og Havmanden, der var udkommet i 1834, langt om længe var blevet opført på Det kongelige Teater – og udhysset! Digteren blev lynende gal og gav sin vrede frit løb i et brev til veninden Henriette Wulff – og i sin dagbog.[12] Begge steder omtaler Andersen Ambrosius Stub som en af de historiske personer der havde lidt en lignende skæbne – at blive dårligt behandlet af det danske folk: “De Danske kunne være onde, kolde, sataniske! – et Folk der passer for de vaade, skimmelgrønne Øer, hvorfra Tycho Brahe blev forjaget, hvor Eleonore Uhlfeldt sad i Fængsel, Ambrosius Stub var Herremændenes Nar, og endnu mange, som hine ville behandles ilde, til Folkets Navn klinger som et Sagn!”. Tilfældigt er det næppe at den ophidsede digter da han citerede brevet i sin dagbog ændrede sætningen “De Danske kunne være onde, kolde, sataniske!” til “de Danske ere onde, kolde, sataniske”!
I H.C. Andersens såkaldte optegnelsesbog, der antages at være blevet til i årene omkring 1850, finder man som notits nr. 44 denne mærkelige optegnelse: “Hvad det er jeg har skrevet? En Tragedie er det, hvori ingen døer, men hvori de pines, som man kan pines uden at Livet gaaer af, for naar det først gaaer, saa faae de jo Ende paa Tragedien og Pinen med. Det er Tragedien Ambrosius Stub, den danske Digter og den friske bløde Sanger, ham der gik som Lystigmager ved de fyenske Herremænds Gilder og var til Nar for de som aandelig stode under hans Bagflækker (=hæle). Det var en anden Tid for Bonden end nu, nu voxer han over sin egen Rugmark”.[13]
Tilsyneladende har digteren altså på denne tid arbejdet på en tragedie om Ambrosius Stub – et drama der i 1877 blev skrevet af Chr. K. F. Molbech – men i hans efterladte papirer findes der intet spor af et sådant værk. Notatet viser dog uomtvisteligt at Andersen også på denne tid har været optaget af sin mindre heldige digterkollegas skæbne.
Optegnelsesbogen vidner for øvrigt også om at H.C. Andersen virkelig har benyttet Rahbek og Nyerups hovedværk, de tre fremstillinger af dansk digtekunsts historie som de to forfattere udgav i perioden 1800-1828. I notits nr. 20 citerer Andersen et par impromptuer af Kingo og Dorte Engelbrechtsdatter og angiver udtrykkeligt sin kilde: “See Bidrag til den danske Digtekunsts Historie ved Rahbek og Nyerup, hvoraf Ovenstaaende er udskrevet”.[14]
Godt en halv snes år senere fik H.C. Andersen gjort alvor af sine planer om at skrive om Stub, nemlig i eventyret Sommergjækken. Og endnu i eventyret Gudfaders Billedbog fra 1868 var det meningen at Ambrosius Stub skulle have spillet en rolle, omend en beskeden. Han og hans samtidige, Holberg, nævnes i en rettet koncept, men i den trykte tekst er dette sted udeladt. Det kan altså konstateres at Andersen i hvert fald har interesseret sig for Stub fra sit 27. til sit 63. år.
Sin viden om Ambrosius Stub havde H.C. Andersen fra Rahbek og Nyerups litteraturhistorier og fra Chr. Molbechs Dansk poetisk Anthologie, der udkom i 1830 – to år før Andersen første gang skrev om Stub. De to førstnævnte forfattere drog Stub ud af glemslen og skrev rosende om hans digte. Rahbek aftrykte og kommenterede adskillige stubske digte fra forskellige genrer. Chr. Molbech fortsatte deres arbejde. Han helligede Ambrosius Stub et helt kapitel i sin antologi og præsenterede en buket på ti digte, deriblandt et af Stubs mesterværker: Du deylig Rosen-Knop. Hos Molbech skortede det heller ikke på anerkendende ord om digteren: “Dog vil man forgieves hos nogen af vore Rimere fra det 18de Aarhundredes første Halv-deel søge det lyriske Talent, som Naturen havde givet Ambr. Stub”.[15]
Men fælles for de tre forfattere var et særdeles mangelfuldt kendskab til Ambrosius Stubs liv. Molbech, der henviser til og citerer fra Rahbek og Nyerup, skriver – fejlagtigt – at Stub “skal være” født 1707 i Ribe og – noget rigtigere – at han “tilbragte sine fleste Aar i ubekiendt og trængende Ringhed; men (var) afholdt som Visedigter og som en god og vittig Selskabsbroder i adskillige adelige Huse, hvor han maaskee ogsaa gav Underviisning i Musik (særdeles hos Juel paa Taasing, Ranzau paa Brahesborg og Stockfleth paa Søholm)”.[16] Det forkerte årstal for Stubs fødsel – 1707 – i H.C. Andersens ovenfor citerede vignet til Stub stammer fra de tre her omtalte litteraturhistorikere. Først Frederik Barfod, som skal omtales nærmere i det følgende, bringer det rigtige fødselsår: 1705 – og fødested: Gummerup på Fyn.
Stort mere har Andersen indtil omkring 1850 ikke vidst om Ambrosius Stubs liv. Han har læst og værdsat de nu præsenterede digte af Stub, og denne digters tragiske skæbne må have gjort et dybt indtryk på ham. En lignende skæbne kunne han jo selv under uheldigere omstændigheder have fået. H.C. Andersen, der nu og da ytrede frygt for at blive glemt, har vel også følt det skræmmende i den næsten fuldstændige glemsel der overgik Ambrosius Stubs digtning.
Hvis Andersen virkelig – som den ovenfor omtalte notits i hans optegnelsesbog fra omkring 1850 kunne tyde på – på denne tid har arbejdet på en tragedie om Stub, kan inspirationen hertil næsten kun være kommet fra den flittige Stub-forsker Frederik Barfod. Han udgav 1848-52 en righoldig samling digte af Ambrosius Stub, forsynet med noter, en udførlig indledning om forfatterskabet og en fyldig og mere korrekt biografi af Stub. Barfods udgave af Stubs digte – misvisende betegnet som “Tredie Udgave” – må have været en sand guldgrube for en Stub-interesseret digter som H.C. Andersen, en digter hvis aldrig svækkede kærlighed til teatret fik ham til at skrive stykke efter stykke for scenen – trods mange skuffelser.
I Frederik Barfods “Indledning”, der er på hele 92 sider, beskrives Ambrosius Stub som den største lyriske digter i første halvdel af det 18. århundrede. Udgiveren roser sine tre forgængere for deres bestræbelser på at bringe den oversete fynske digter frem i dagens lys, en indsats han betegner som en kærligheds- og retfærdighedsgerning. Den der læste Barfods indledning kunne ikke undgå at få det indtryk at Stub var den eneste virkelige lyriker i sin tid. Det gjaldt uden tvivl også for H.C. Andersen, der jo i forvejen satte Stub højt. Lad os derfor se lidt nærmere på Barfods digterportræt.
Frederik Barfod citerer C. J. Brandt og L. N. Helvegs værk om dansk salmedigtning. De to forfattere betegner Stubs “Gudelige Arier” som “et forfriskende Aandedrag mellem rimet Jammer og jammerlige Riim”.[17] Om Stubs drikkeviser skriver Barfod at allerede her “kan man gjerne sige, at det var ham, der brød Isen ’, og han konkluderer: “De første danske Drikkeviser, som vor Tid endnu uden Anstød kan nyde, ere altsaa af Stub”.[18]
Om Ambrosius Stubs epigrammer konstaterer forf.: “vi skulle mene, at Stubs Betegnelse som vor første fortrinlige Epigrammatist er tilstrækkelig afhjemlet”.[19] I hele “den forstubske Poesi” kender Barfod næppe flere end otte verslinier af Thøger Reenberg der er noget værd.[20] “Og denne Stub er det”, udbryder forf., “den første lyriske Digter, vor Litteratur eier, det er ham, som ei alene blev glemt af hele den ulærde Verden, men om hvem det synes, som om hele den lærde Verden, ifølge en taget Fællesbeslutning, vil glemme ham”.[21]
Frederik Barfod citerer nogle af Chr. Molbechs udtalelser om Stub: “som lyrisk Digter i Christian d. 6tes og Frederik den 5tes Tid var (han) et sandt Phænomen i Danmark”; hans få levnede digte er tilstrækkeligt til “at gjøre ham mærkværdig blandt det 18de Aarhundredes tidligere danske Digtere”.[22] Selv fortsætter Barfod: det var ikke Tullin – men Stub – der “dannede et nyt Afsnit i den dansk-norske Digtning”. Det er “en skrigende Uretfærdighed” når Tullin “paa Stubs Regning fremstilles som den nye Lyriks Førstegrøde i vor Fælleslitteratur”.[23] (Fremhævelserne er mine. E.S.)
Sidst i den lange række af lovord om den glemte digter finder vi – H.C. Andersens. Barfod mener at Andersens vignet til Stub er inspireret af Molbech: “Denne varme Anbefaling (i Molbechs antologi) og det heldige Prøveudvalg (af stubske digte) bleve heller ikke uden Virkning. H.C. Andersen skrev følgende vakkre Linier til Ambr. Stub” – her citerer Barfod Andersens ovenfor aftrykte vers til Stub.[24]
Før Barfods udgave af Stubs digte kan lægges til side, må endnu en passage i dens lange indledning citeres her. Om Stub og andre datidige digtere skriver forf.: “Det turde dog være klart, at mangen Paddehat, der i Mellemtiden skjød dristig op og vildførte Mængden med sin brede Skygge, var og blev dog kun en Paddehat, foruden Duft og Farvespil, ved siden af Stub, der i Sandhed havde begge Dele, man kalde ham saa nok saa simpel en Markblomst, ikke heget (=plejet) og ikke fredet af nogen kjærlig Gartner, men pidsket af Storm og Slud”.[25]
Da H.C. Andersen i sommeren 1862 begyndte at skrive på eventyret om sommergækken, ønskede han ikke at gøre det til et rent planteeventyr. Der måtte også optræde mennesker i historien, for digterens opgave var jo at tage parti i menneskenes strid om et blomsternavn. Andersen har uden tvivl kendt – måske endda ejet et eksemplar af – Frederik Barfods udgave af Stubs digte. Udgiverens brug af blomstermetaforik om Stub og andre samtidige digtere kan have inspireret H.C. Andersen til at lade Barfods markblomst være en sommergæk. Ingen anden blomst passede bedre til den beskrivelse af Stub som Barfod – og de andre litteraturhistorikere – havde givet.
Om Stub siger manden der i eventyret læser hans digte at “han kom for tidlig i sin Tid, og derfor fikk han Slud og skarpe Vinde”, en karakteristik der til forveksling ligner Barfods beskrivelse af markblomsten, der blev “pidsket af Storm og Slud”. På eventyrets blomst blæste der “skarpe Vinde”, og “iisnende Vinde” for hen over den. Vind og vejr spiller samme rolle begge steder.
Essensen af hele denne personkarakteristik kan næsten kun udtrykkes med ordene: Ambrosius Stub var den første og den eneste lyriske digter i sin tid – og det er netop hvad Andersen betegner ham som. Således karakteriseres eventyrets blomst og digter af gode grunde med de samme ord.
Blandt blomsterne var rosen H.C. Andersens yndlingsblomst. Ambrosius Stubs berømte rosenarie må derfor i særlig høj grad have tiltalt en digter der gang på gang – i lyrik og prosa – digtede om roser. Takket være en rettelse i Andersens manuskript til Sommergjækken kan det konstateres at han da også netop har haft Stubs digt om rosenknoppen i tankerne da han skrev på eventyret. I stedet for linien “det er nok med Betydning, den (sommergækken) er lagt her” i den trykte tekst havde digteren først skrevet: “den her er lagt, den ligger ved den yndige Sang om Rosen-Knoppen”.[26]
Og ser man nærmere efter, vil man opdage at ikke blot Stub, men også hans rosenarie må have spillet en væsentlig rolle ved eventyrets tilblivelse.[27] En sammenligning af de to tekster giver følgende resultat:
| Digtet | Eventyret | |
|---|---|---|
| st. 1 og 2 | 1. del | |
| Motivet: | En blomst (en rose) | En blomst (en sommergæk) |
| Tiden: | Sommeren | Det tidlige forår |
| Stedet: | Haven | Haven |
| Kompositionen: | 1. og 2. st. udgør halvdelen af digtet indholdsmæssigt | 1. del udgør halvdelen af eventyret indholdsmæssigt |
| De talende: | Det lyriske jeg taler til blomsten | Solstrålerne og vind og vejr taler til blomsten |
| Dragtmetaforen: | “en ziirlig (=prægtig, pragtfuld) Dragt” | “(en) hvid Kjortel med grønne Baand”, “(en) hvid Dragt” |
| Vendepunktet: | Blomsten plukkes og tages ind | Blomsten plukkes og tages ind |
| st. 3 og 4 | 2. del | |
| Motivet: | Blomstens symbolske betydning | Blomstens symbolske betydning |
| Kompositionen: | 3. og 4. st. udgør halvdelen af digtet indholdsmæssigt | 2. del udgør halvdelen af eventyret indholdsmæssigt |
| Handlingen: | Jeg’et bruger blomsten som symbol på den ydre skønheds forgængelighed over for en ung pige.Kun den indre skønhed – dyden – er uvisnelig og bør efterstræbes | En ung pige bruger blomsten som kærlighedssymbol i et gækkebrev. Den ender som bogmærke og symbol på den digter der har skrevet bogens digte: Ambrosius Stub |
Og mon ikke “den deilige Sangbog” som sommergækken ligger i, netop er Barfods Ambrosius Stubs Samlede Digte? Der kan ikke være tale om T. S. Heibergs eller Christian Stubs samlinger fra henholdsvis 1771 og 1780/82.
Eventyret Sommergjækken findes som før nævnt i to forskellige versioner, en ældre, længere og en yngre, kortere. I sin oprindelige form i Folkekalender for Danmark sluttede det ikke som i den endelige version med ordene: “Det er Eventyret om Sommergjækken!” I stedet for denne formelagtige slutning, der er ret almindelig i H.C. Andersens eventyr havde teksten i folkekalenderen et helt, langt afsnit mere.[28] Optakten til dette tredje afsnit -“En Dag kom Bogen frem igjen, det var et andet Menneske, som saae i den” – refererer til begyndelsen af tekststykket om Stub hvor vi hører om manden der læser i digtsamlingen og kommenterer den og dens forfatter.
Men den nye læser kalder blomsten der ligger som bogmærke en vintergæk! Det går ikke stille af idet det giver anledning til en livlig diskussion om blomstens rette navn, for der er andre mennesker til stede i den stue hvor dette foregår – nogle af dem holder på navnet sommergæk, andre på vintergæk. Den sidste der ytrer sig herom, mener at sommergæk er blomstens danske navn. Den lille blomst, der får det sidste ord eller rettere den sidste tanke, holder med ham. Og det kan der vist ikke være tvivl om at digteren også gør!
Det tør nok antydes at H.C. Andersen med folkekalender-eventyrets tredje del til punkt og prikke havde holdt sit løfte til Adolph Drewsen om at “hævde det gamle Navn” sommergæk i et eventyr. Man kan ikke andet end mistænke Andersen for ligefrem at have haft Drewsens Havetidende-artikel liggende foran sig på skrivebordet da han skrev Sommergjækken i 1862: i eventyrets tredje og sidste afsnit nævnes Molbechs ordbog, plantelæren af Hornemann og sommergækkens latinske navn, Galanthus nivalis. Adolph Drewsens artikel slutter med ordene: “gamle Molbech har kun “Sommergjæk, Sneeklokke og Gjækurt”. Men Videnskaben er ikke poetisk, den kalder den efter Voxetiden, Galanthus nivalis, og hos gamle Hornemann hedder den, vistnok kun derfor, Vintergjæk”[29]
Heldigvis kom H.C. Andersen på bedre tanker da han gennemlæste sit manuskript til Sommergjækken før det i 1866 blev sendt til hans forlægger, C. A. Reitzel, for at blive trykt i et nyt eventyrhæfte. Resolut slettede han nu hele tredje dels dagligstuediskussion om blomsternavnet og reddede dermed eventyret fra den vanskæbne at blive betragtet som en slags litterært prokuratorindlæg i en standende strid om et blomsternavn. Mens Drewsen lidt tankeløst havde ladet navnet vintergæk stå som det sidste ord i sin artikel, sørgede Andersen omhyggeligt for at dette navn overhovedet ikke blev nævnt i den endelige version af eventyret. Hvad etatsråd Drewsen mente om tekstrevisionen, ved vi ikke. Drewsen, som i mange år var justitiarius i Kriminal- og Politiretten, kunne ifølge H.C. Andersen en gang imellem være noget “polititør”. Man må imidlertid formode at han af de to eventyr-versioner har foretrukket den diskuterende og agiterende folkekalender-tekst.
Den samtidige, litterære dagbladskritik gjorde ikke meget ud af det eventyrhæfte hvor Sommergjækken blev trykt.[30] Den frygtede Erik Bøgh skrev i Folkets Avis den 18. december 1866 bl.a.: “Det egentlige Eventyr er ikke repræsenteret i denne Samling, men derimod er der i den Arabesk-Maneer, som i den senere Tid er bleven hans (H.C. Andersens) Yndlingsform, leveret to Billeder, “Sommergjækken” og “Skrubtudsen”, der i Skjønhed, Klarhed og Dybde kan staae som Mønstre for Genren”.
I Fædrelandet roste tidens førende kritiker, Clemens Petersen, dagen efter Sommergjækken: “Kun i Begyndelsen af “Sommergjækken” møder man Noget af det gamle Eventyr igjen. Blomsten ligger skjult i Frøet og Frøet i Jorden. Da kommer Vaarens første Solstraale gjennem Sneen og Muldet og prikker paa Frøet. “Kom ind!” siger Blomsten. ‘Jeg kan ikke”, svarer Solstraalen. “Jeg er ikke stærk nok endnu.” Dette er “Eventyr af Andersen””.
En af anmelderne, kunsthistorikeren Philip Weilbach, har ikke forstået hensigten med Sommergjækken: han omtaler eventyret som “den lille Skizze “Vintergjækken””! Til gengæld mener han at i den er “hele Eventyrets lunefulde Spil af Ord og Tanker (..) Bærer for en klar og fyldig Stemning”. Weilbachs anmeldelse stod i Berlingske Tidende den 18. januar 1867.
H.C. Andersen læste naturligvis anmeldelserne i blade og aviser. I sin dagbog nedfældede han sit indtryk af dem den 23. december 1866: “Smuk Kritik over Eventyrene i Figaro og i illustreret Tidende; de andre Blade have ogsaa talt vel”. Andersen var altså tilfreds med kritikkens modtagelse af det nye eventyrhæfte til trods for de ret korte og overfladiske anmeldelser – dem var han vant til. (De samme dagbogsblade viser dog at digteren stadig tog sig direkte negative kritiker-udtalelser nær: et par dage før var han blevet “lynende gal” da han i Berlingske Tidende havde læst Weilbachs anmeldelse af hans Danske Digtere i Bouquet. Kritikeren “spyttede (..) de Ord” på buketten at den røbede “et taaleligt Fjendskab til dansk Literatur””. Andersens vrede herover inspirerede ham øjeblikkelig: “Skrev et Eventyr mod Veilbach”! Det blev dog liggende i skrivebordsskuffen).
Nej, H.C. Andersen lod sig ikke stoppe i farten, som en af kritikerne meget rigtigt bemærkede. Dertil var hans ry som eventyrdigter nu alt for stort både ude – og hjemme. Han skrev – hvad han heldigvis altid havde gjort – ganske som det passede ham at skrive.
Nytårsdag 1867 læste H.C. Andersen eventyr højt på Holsteinborg, og blandt de denne dag valgte fortællinger var Sommergjækken. Eventyret blev ikke et af digterens store oplæsningsnumre, men i årene 1867-69 læste Andersen det dog højt for sine venner og i større forsamlinger mindst seks gange. Den 28. marts 1868 læste han således Sommergjækken som det første eventyr ved en oplæsning i Studenterforeningen: “ikke en Haand rørte sig”, betror digteren – tydeligt nok noget skuffet – sin dagbog. Det var ikke til at tage fejl af: hans tilhørere brød sig ikke særlig meget om dette eventyr – for hver og en af de historier han derefter læste for dem “blev optaget med stærkt Bifalds Klap”.[31]
Året efter vovede H.C. Andersen sig dog frem med Sommergjækken igen da han læste for en stor forsamling af damer i Arbejderforeningen – just på den årstid hvor sommergækkerne plejer at dukke op af sneen. Og damerne var heldigvis mere venlige end studenterne: “jeg blev hilset med Klap da jeg kom og da jeg gik”.[32] Men så var det også forbi med den historie – den gled helt ud af Andersens oplæsningsrepertoire.
Konkluderende kan det konstateres at Sommergjækken vidner om H.C. Andersens interesse for Ambrosius Stub. Hans kendskab til Stub stammer fra samtidige litteraturhistoriske arbejder af K.L. Rahbek og R. Nyerup, Chr. Molbech og Frederik Barfod. Især sidstnævntes udgave af Stubs digte med dens udførlige indledning må have virket inspirerende på Andersen. Og der kan heller ikke være tvivl om at Ambrosius Stubs rosenarie har været en inspirationskilde for digteren. Til de mindre poetiske kilder til eventyret hører vennen Adolph Drewsens artikel Sommergjæk eller Vintergjæk.
Det lille eventyr fortjener ikke at blive kaldt en bagatel (Elias Bredsdorff) – det er på en og samme gang et rigtigt andersensk eventyr om en elsket blomst og et smukt æresminde over eventyrdigterens fynske forgænger, Ambrosius Stub.
Sommergjækken formåede ikke at forhindre blomstens navneskifte fra sommergæk til vintergæk – men det er en anden historie.
