H.C. Andersen-forskeren H.Topsøe-Jensen opfordrede i sin tid læsepædagogen, lektor Axel Rosendal, der havde flere bøger om staveproblemer bag sig, til at skrive i Anderseniana om H.C. Andersens mulige ordblindhed. Dette gjorde Rosendal i Anderseniana for 1975, 3. række, bind II, 2 i en afhandling, der bar præg af en bred viden om Andersens liv – og indeholdt en række eksempler på stavefejlstyper fra Andersens dagbøger, breve og andre efterladte papirer. Der var i overvejende grad tale om det, man ville kalde en kvalitativ analyse, idet årsagen til den enkelte stavefejl her og nu jævnligt var sat i centrum. (Som et delvis modspil til Rosendals analyser kunne man nærme sig påstanden om H.C. Andersens mulige ordblindhed udfra mere kvantitativt betonede analyser af stavefejlstyper med inddragelse af statistiske beregninger. Netop dette sker andetsteds i indeværende årgang af Anderseniana.)
Tove Barfoed Møller tilslutter sig i sin dramaturgisk-musikalske disputats fra 1995: Teaterdigteren H.C. Andersen og “Meer end Perler og guld” side 273-74 Axel Rosendals udtalelser om, at Andersen var ordblind, og nævner i samme forbindelse med relation til ordblindhedsbegrebet, at “nodeblindhed” kunne have været en nærliggende forklaring på hans manglende tilegnelse af færdighed i nodelæsning. Jeg vil snarest vende tilbage til spørgsmålet om nodeblindhed, men skal her nævne at Johan de Mylius i sit officielle oppositionsindlæg ved disputatsforsvaret, som gengivet i Anderseniana 1996, fandt Barfoed Møllers genoptagelse af påstanden om Andersens ordblindhed unødvendig efter Torben Brostrøms og Jørn Lunds afvisning af denne mulighed i deres bog fra 1991: Flugten i sproget. H.C. Andersens udtryk. Påstanden om H.C. Andersens ordblindhed er således ikke uanfægtet. Heller ikke jeg mener, at Andersen med rette kan opfattes som ordblind, men vil dog samtidig gøre opmærksom på, at ordblindebegrebet ikke tolkes ganske eentydigt i henholdsvis den psykologiske, pædagogiske og medicinske verden.
I den medicinske verden (Henning B. Skydsgaard, Mogens Fog og Knud Hermann m.fl.) har udgangspunktet nok så meget været formodninger om, at den læse- og/eller stavesvage person har lidt af en medfødt hjernedefekt, som indebærer usikkerhed med hensyn til opfattelsen (registreringen) af højre contra venstre eller op contra ned (en hæmmet “retningsfunktion”). Erfaringer fra diagnosticering og behandling af hjerneskadepatienter har her i nogen grad været til nytte, og Knud Hermann har i sin bog fra 1955: Om medfødt ordblindhed paralelliseret tilstanden i medfødt ordblindhed (dyslexi) og medfødt nodeblindhed med tilstanden hos patienter, der lider af det såkaldte gerstmannske syndrom (symptomkomplex), – en forstyrrelse i legemsbevidstheden som følge af en “Hjerneaffektation på et begrænset sted i parietallappen” (isselappen). (For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at en usikker retningsfunktion er et normalt udviklingstræk hos mindre børn.)
Som nævnt antydede Tove Barfoed Møller i sin doktorafhandling også muligheden af, at H.C. Andersen kunne have været nodeblind, idet hun dels henviste til den sammenhæng, der nu og da er konstateret mellem ordblindhed og nodeblindhed, – dels søgte en forklaring på, at han trods modtagen og vistnok flittigt fulgt undervisning på Det kgl. Teaters syngeskole (i 1821/22) og deltagelsen i koropgaver på scenen ikke synes at have tilegnet sig nogen færdighed i nodelæsning. Barfoed Møller henviser for øvrigt til sin i Anderseniana for 1991 meddelte afhandling: “Christian Andersen og Det Kongelige Theater 1819-22” (“Ny- og nærlæsninger af dokumenter, breve, levnedsbeskrivelser og andet materiale, der belyser hans forhold til teatret i denne periode”), hvori hun også er inde på disse forhold, og understreger såvel der (s.41) som i doktorafhandlingen (s.274-75), at forskellige, sekundære faktorer dog meget vel kan have været forklaringen på manglende nodelæsningsfærdighed, f.eks. 2. syngemester Krossings ringe evne til at holde disciplin, det afkrævede hårde arbejde med selve teatertjenesten og de blokeringer for et godt udbytte af en undervisning, som dårlig økonomi og ringe boligforhold kan medføre. At Andersen ikke havde adgang til et instrument, konstateres også – selv ville jeg dog sige: “fast adgang”.
Indledningsvis gjorde Tove Barfoed Møller omhyggeligt opmærksom på, at ordblindhed og nodeblindhed ikke altid følges ad – citat:
“Man kan være enten/eller, begge dele eller ingen af delene.”
Når man skal forholde sig til, hvorvidt Andersen var nodeblind eller ej, bør man dels henvende opmærksomheden på selve fænomenet: nodeblindhed, – dels, i fortsættelse af Barfoed Møllers forskning, hefte sig ved oplysninger, der sætter Andersen i relation til selvstændig musikalsk udfoldelse, f.eks. udtalelser af ham selv eller andre om noget sådant, eller skriftligt materiale, der direkte afslører en regulær viden hos ham om noder, musikudtryk og lignende.
Jeg vil starte med selve fænomenet: “nodeblindhed”. Som T.B.M. har jeg et professionelt forhold til nodelæsning og musikudøvelse (i mine unge dage i organistembede i København på baggrund af “Store Organisteksamen”) og behøver altså – meget nyttigt – ikke “at tænke mig til det hele”. Hertil kommer min cand.psych.-grad fra Københavns Universitet (1960), der har øget nysgerrigheden over for emner med et vist indhold af musikpsykologiske elementer. Min fremstilling af sagen vil selvfølgelig være præget af dette.
Medens ordblindhed har været underkastet en egentlig, selvstændig, bred forskning, bl.a. fordi kravet om at kunne læse og skrive stilles til alle børn i mange lande, er nodeblindhed først og fremmest beskrevet af nogle musikpædagoger, som har forsøgt at hjælpe elever med at takle deres handicap. Hertil kommer så den viden, som neurologers sygejournaler i forbindelse med diagnosticeringen af patienters formodede, medfødte hjernedefektbaserede ordblindhed har bragt for dagen, og som har peget i retning af en fælles årsag (usikker retningsfunktion) for medfødt ordblindhed og -nodeblindhed. At nodeblindhed i adskillige tilfælde klart har optrådt hos nærbeslægtede – eller: at henholdsvis ordblindhed og nodeblindhed er forekommet hos f.eks. far og søn, uden at begge dele er forekommet samtidig hos nogen af dem (som omtalt s.69 i tidligere nævnte bog af Knud Hermann), er her yderligere med til at understrege tilstedeværelsen af den nedarvede hjernedefekt. I bøger fra faget musikpsykologi omtales nodeblindhedsproblemerne næsten ikke, men det fremholdes kraftigt af de personer, som har arbejdet med problemet, at nodeblindheden ikke på nogen måde optræder sammen med en svækket musikalitet. (“Musikalitetsbegrebet” er til gengæld grundigt behandlet i musikpsykologien, såvel hvad angår indholdet som manifestationen af musikaliteten i diverse tests.)
Jeg bringer her et uddrag fra en sygejournal, meddelt side 281 i H. B. Skydsgaards medicinske doktorafhandling fra 1942: Den konstitutionelle Dyslexi. Ordblindhed: Det drejer sig om en 11-årig dreng, der var henvist til Rigshospitalets Øjenafdeling fra psykiatrisk børnepoliklinik pga. ordblindhed:
“ “E”er spejder og vil meget gerne have kammerater. Han har et godt øre for musik og kan spille klaver efter gehør. Har forsøgt mere systematisk klaverundervisning, men er ophørt dermed, dels på grund af store vanskeligheder ved nodelæsning, dels på grund af manglende tid. Synger godt og har anmodet moderen om at måtte blive medlem af et drengekor, hvad hun har afslået, “da man ikke kan lære at synge, når man ikke kan læse noder”.”
Og lidt tidligere i journalen:
“Moderen skal have haft udprægede læse- og navnlig skrivevanskeligheder. Hun oplyser, at hun nu praktisk talt ikke har læsevanskeligheder, men hun skriver fremdeles ikke ortografisk korrekt. Hun har taget præliminæreksamen. Er ud af en musikalsk familie, og hun selv (såvel som hendes dreng) har meget øre for musik. Det har været hendes hensigt at uddanne sig til organist, men hun har måttet opgive dette, da hun ikke kunne lære at læse noder. Kan godt spille efter en enkelt noderække, men har aldrig kunnet spille efter en flerklangsnodetekst. Når hun har fået et musikstykke gennemgået, kan hun i mange tilfælde reproducere det efter hukommelsen”.
Disse journaluddrag fra samme journal beskriver nogle typiske eksempler på nodeblindhed og taler for så vidt for sig selv. Forbindelsen til ordblindhedsproblemer og afhængigheden af arvemassen træder også klart frem. Problemet med at læse akkorder (vertikal-læsning) er helt almindeligt for nodeblinde og direkte forårsaget af usikker retningsfunktion.
Her i landet er nodeblindhed først og grundigst – beskrevet af Edith Norrie, der – ord- og nodeblind – 1939 startede ordblindeinstituttet i København (statsunderstøttet fra 1948). Bl.a. i Musikpædagogen 1951, nr. 4 og 6 gør hun rede for sine erfaringer med undervisning af nodeblinde og fremhæver vertikallæsningsproblemer som forveksling af 2. og 4. nodelinje samt 1. og 4 – og 2. og 3. mellemrum (her: 2. mellemrum fra neden med 2. mellemrum fra oven). Endvidere omtaler hun bl.a. spejlvending af melodistumper og antyder tendenser til at opfatte et interval som to enkeltnoder i stedet for en letlæselig enhed. Sammenfattende siger hun:
“Vi må nøjes med over for de nodeblinde at se på, hvilke fejl den pågældende elev gør, og sammenligne barnets arbejdsmetode og musikalitet med det opnåede resultat. Derefter må det blive en skønssag, om vanskelighederne beror på en nodeblindhed eller har andre årsager. Er barnet tillige ordblindt, støttes diagnosen dog i høj grad heraf. Større sikkerhed i diagnosticeringen kan man vist ikke nå til endnu.”
For en ordens skyld bør jeg tilføje, at man i undervisning af nodeblinde med held har lagt vægt på at træne dem i at opsøge (spontant aflæse) helheder (gestalter) indenfor det nærmest “forbiglidende” nodebillede under spillet, bl.a. ved forsøg på at “spille fra bladet”(prima-vista-spil). Især Eyvin Borgsmidt Hansen har i sin artikel i Nordisk Musikkultur, oktober 1955, slået til lyd for denne fremgangsmåde og henvist til sansepsykologiens konstatering af, at man primært opfatter helheder fremfor dele ved sansningen af omverdenen – og hermed også ved læsningen af bogstav- og nodeskrift. Han underbetoner samtidig sammenhængen mellem ordblindhed og nodeblindhed (udgangspunktet for diskussionen om H.C. Andersens eventuelle nodeblindhed), men er her i konflikt med neurologerne, der hefter sig ved, at den spontane (simultane) opfattelse af et ordbillede indvirker på den efterfølgende tolkning af de enkelte bogstavlyde i ordet og den deraf følgende rigtige lydmæssige tolkning af hele ordet, – og at usikkerheden i retningsfunktionen (pga. den medfødte hjernedefekt) netop hæmmer hele denne lynhurtige proces. Tilsvarende forhold vil gøre sig gældende ved aflæsningen af helhedsbetonede passager i nodebilledet oplevet sammen med rytmiske og melodiske underopdelinger.
Og nu til det “Anderseniana-prægede” stof, der jo helt naturligt vejer tungest i overvejelserne af, hvorvidt H.C. Andersen var nodeblind eller ej. Nogle forhold i relation til hans ophold ved Det kgl. Teaters syngeskole er allerede strejfet, men forskelligt andet af interesse kan også nævnes:
Tove Barfoed Møller skriver i sin doktorafhandling side 272 om Andersen:
“Noget tyder også på, at han ikke brød sig om at skilte med sine manglende færdigheder på musikkens område. En sætning som “men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog Øre…” fra et brev af 4/6 1839 til ungdomsvennen Christian Wulff er lige ved at være et eengangsfænomen; der findes kun uhyre få udtalelser i breve til modtagere i den snævreste vennekreds, hvoraf det fremgår, at H.C. Andersen hverken kunne læse noder eller spille et instrument.”
Johan de Mylius foreslår i sit oppositionsindlæg at fortolke Andersens ord: “ikke kjender noder” mindre bogstaveligt og foreslår under henvisning til brevets samlede indhold det pågældende sted eksempelvis en tydning i retning af: “ikke at kunne læse partitur”. Samtidig betvivler de Mylius – ud fra T.B.M. s egen beskrivelse af Andersens ophold ved teatrets syngeskole -, at denne ikke her skulle have tilegnet sig et elementært nodekendskab.
Også jeg skønner, at han har opnået et vist nodekendskab på syngeskolen, presset af de krav, teatertjenesten, trods evt. repetitørhjælp og mange prøver, måtte lægge op til, og jeg øjner muligheden for falsk beskedenhed i ordene fra brevet til Christian Wulff: “ikke kjender Noder”, idet de er henvendt til en ven, der har et efter datidens forhold godt kendskab til musikteori og med hvem han i 1832 indsendte sit og dennes syngespil: Den 2. April til Det kgl. Teater (det blev forkastet).
Jeg kan ikke i en artikel som denne gå ind i en detaljeret beskrivelse af ethvert forhold, der nævnes – således som det f.eks. sker i Tove Barfoed Møllers specialafhandling om H.C. Andersens gang på Det kgl. Teater 1819-22 (i Anderseniana for 1991), men vil overvejende begrænse mig til udtalelser af Andersen selv. En sådan findes om hans deltagelse i den prøve, der afholdtes for korsangere, der skulle deltage i syngeskolens undervisning i 1821/22. T.B.M. regner med muligheden af, at kravene var beskedne og har måske ret, men Andersen siger selv i sit brev af 27/9-1821 til teaterdirektionen i forbindelse med sin ansøgning om at få nogle småroller tildelt:
“- ogsaa Claus i Viinhøsten, den sidste har H. E. Herr Kammerherrre Holstein alt forrige Aaar lovet mig, men sagde dengang, det ikke kunde skee før jeg kunde Musik o. desl. Nu, da jeg som Elev ved Syngeskolen er antagen, er fra denne Side intet i Veien. -”
Var unge Andersen enten så naiv eller fræk, at han ville foregive at have visse musikalske færdigheder (udover selve stemmen), såfremt han på det nærmeste var blank i forhold til nodelæsning? Jeg har svært ved at tro det. (Tove Barfoed Møller har i Anderseniana 1988 i artiklen: “H.C. Andersens sangstemme” gjort rede for, hvilke sanglige krav, rollen som Claus i Viinhøsten stillede, og har i det hele taget gennem årene fremdraget og/eller kommenteret det meste af det, vi ved om H.C. Andersens musikalske gøren og laden.)
En af de 9 viser, Andersen, formentlig som 13-årig skrev i sin afdøde “faders” afregningsbog fra infanteriregimentet (bogen blev udgivet i faksimile 1943 af Hans Brix) lød således:
Aria.
Ja jeg (kan) synge gjøre Tremulanter
Ja jeg kan spille som en Musekanter
Jeg synger Ut re mi fa Sol
Jeg modolere i dur og mol
Jeg som en Æsel kan skrige
I Egnen findes ej min Lige
Jeg synge kan – – –
Gik det ej an – – –
Saa hør en Gang
min skjønne Sang
Jeg synger Bas Decan Tenor
Ja en Virtuos til Mand du for.
Helt uvidende om musik synes den ganske unge Andersen ikke at have været – og heller ikke uinteresseret i kunstarten. Vi møder en del fagudtryk, rigtigt anvendt, herunder begreber som “dur” og “mol” og “modolere” (egtl.:”modulere” fra en toneart til en anden, hvad Hans Christian måske knap nok forstod meningen med). Endvidere ved han, at herrestemmer kan kaldes for bas og tenor (at han synger begge dele, er vel tænkt som et ekstra tilbud til den kommende ægteviv) – og han kender tilsyneladende de betegnelser for durskalatrinene, man siden middelalderen har brugt ved indstudering af en sang eller korstemme, måske kombineret med andre metoder (Solmisationssystemet, med “la” efterfulgt af “si” og “ut ofte erstattet af “do”.) Systemet var kendt af mange, og det er heller ikke utænkeligt, at man har støttet sig til det i Det kgl. Teaters syngeskole for at bøde på de umådelige vanskeligheder, der meget ofte knytter sig til forsøgene på at lære selv musikalske mennesker med rimelige færdigheder i nodelæsning at synge fra bladet.
Hvis Andersen havde haft problemer med at hævde sig på teatrets syngeskole, lå noget af en oprejsning lige om hjørnet. 30/11 – 1823 kunne han skrive fra Slagelse Latinskole til Jonas Collin:
“Kiære Velgiører! Jeg sender Dem herved mine Charakterer fra denne Maaned, jeg haaber at De vil være tilfreds med dem Alle, naar jeg fratager Græsk, da de øvrige endog ere en lille Grad bedre en forrige Maaned! – – osv.” – og lidt senere i en opremsning: “Sang. Udmærket Godt” “. [Hvilket var højeste karakter].
Herefter fortsætter det således i Andersens breve fra Slagelse til Collin angående månedskaraktererne: 3/3 – 24: Sang Udmærket godt og 6/12 – 24: Sang Meget Godt ? (lidt besynderligt), – men igen i toppen af skalaen: – Den 27/3 – 25: Sang Udmærket godt. Endvidere – og stadig fra Slagelse: 4/8, 1/9 og 2/10 – 1825 samt 3/5 – 1826: Lutter UG er! 2/7 – 26 fra Helsingør lyder det endelig: “Mit UG for Sang er tabt thi her synges ikke en Tone”. – Ak ja, men Andersen havde da noget godt at tænke tilbage på. At der ikke blev sunget en tone, skyldes måske, at drengenes stemmer på dette alderstrin var gået i overgang. (Fra H.C. Andersen. Brevveksling med Jonas Collin den Ældre, Bind I, 1945 – DSL.)
Sanglæreren i Slagelse, stadsmusikant Johan Schwartz, havde ganske givet lagt særlig mærke til Andersen, og det var ham, der bad den unge digterspire skrive en sangtekst til rektor Meislings indsættelse (Levnedsbogen, 1962-udgaven, side 103 og noten til side 116). Selvfølgelig har han hørt, at Andersen var kommet til Slagelse latinskole næsten direkte fra Det kgl. Teaters syngeskole og må i den anledning have mødt ham med særlige forventninger. Såfremt denne elev – omend med en god sangstemme og en positiv holdning til undervisningen – var veget påfaldende uden om opgaver, der bragte noder på bordet, ville han dårligt have kunnet give ham topkarakter i sang så mange gange. Selv den lærer, der tager sig karaktergivningen lidt let, vil rent tjenstligt og ud fra en vis retfærdighedssans blive nødt til at differentiere blot en lille smule. (I parentes bemærket havde jeg som ung selv mange sangtimer på en københavnsk skole med den ubehagelige pligt at skulle give karakterer.)
Andersen afslører – især i breve og dagbøger – meget om sit kendskab til en række musikværker, hørt i ind- som udland, og lægger herunder en imponerende indsigt for dagen m.h.t. musikkens “ydre” træk (epoke, udformning, fortolkningsproblemer og fremførelsespraksis), ja faktisk er hans musikoptegnelser og -beskrivelser, også i flere af romanerne, på højde med vor tids kyndige musikmedarbejderes avisomtaler af musikbegivenhederne. I En Digters Bazar, 1. del, Tyskland, afsnit IV, bringer han f.eks. en helt formidabel musikreportage fra en Franz Liszt-koncert, der leder tanken hen på vor berømmede musikkritiker Hugo Seligmann, hvis anmeldelser kunne være hele små kunstværker. Når det gælder selve indholdet i musikken (melodiudformning, rytmer, harmonik og den tonale udvikling i relation til værkets formmæssige opbygning) får man derimod næsten ingen oplysninger fra – og dermed også om – Andersen. Og det nyttede ikke, at jeg gennemlæste de henvisninger til breve og dagbøger, vi finder i kommentarerne til de 35 nodeeksempler, der bringes som stambogshilsener i det H.C. Andersen-albumsmateriale m.v., Lademann udgav i 1980. Andersen nedskriver ikke en eneste bemærkning til selve noderne i disse små musiker-visitkort.
Følgende tre citater fra Andersens dagbøger og breve øger måske vores indsigt i digterens viden – eller ikke-viden – om nodelæren en lille smule: Ved 30/4-1870 skriver han bl.a.:
“I Theatret første Opførelse af Wagners Opera Lohengrin, den tog sig storartet ud og gjorte Lykke.” [Dagen før havde han noteret, at han var begyndt paa Lykke-Peer.]
4/5 lyder dagbogsnotatet:
“Foræret Eduard og Jette Collin Billetter til første Parquet til Lohengrin, der interesserede dem. Phister forsikkrede mig at jeg ikke kunde forstaae Musikken, da han ikke kunde og han var født med høist musikalsk Gehør, jeg svarede at Musikken interesserede mig, jeg kom i Stemning ved den og fulgte med, han forsikkrede mig at kun lærde Musikere kunde glæde sig, saadanne som Hr. Gjerlach, forstod jeg ikke Generalbas da havde jeg ingen Glæde af den. Alt det sagde han med Bevidsthed og Overlegenhed.”
Det skal huskes, at Phister og Andersen havde et indbyrdes frisprog, gående tilbage til ungdomsårene på teatret, hvor den kendte karakterskuespiller var startet som balletelev og var på vej over i skuespillet, da Andersen gik i syngeskolen. Phister var kendt for sine muntre drillerier. Andersen skriver ikke, at han er inde i generalbas – for det er han ikke, al den stund, at han som “sanger” ikke umiddelbart har haft brug for at lære denne harmoniseringsmetode. Alligevel har han nævnt generalbas langt tidligere i sit liv, nemlig 1837 i romanen Kun en Spillemand, idet han her fortæller, at hovedpersonen Christian skal benytte metoden, medens han bor hos hr. og fru Knepus. Der er tale om “Türks Generalbasschule”. (Jeg formoder, at Andersen allerede har hørt en del om generalbas, da han i vinterhalvåret 1819-20 i syngemester Sibonis stuer overværede instruktionen af teatrets sangere.) H.C. Andersen fortæller videre om Christian:
“Selv havde han faaet op paa sit Kammer et gammelt Claveer, paa hvis indvendige Laag man saae Hyrder og Hyrdinder dandse til Fløite og Skalmeie. Ak, hvor gjerne vilde han ikke, selv kun med een Haand, have spillet en rask, jublende Melodie, men Choralnoderne viste deres store Hoveder og sagde som Hr. Knepus: “immer langsam! immer langsam!”
“De store Hoveder” angiver som bekendt de lange nodeværdier, som i en choral-node kunne være en halv- , hel-, brevis- eller longanode. Heri ligger der måske en lille oplysning om Andersens kendskab til noder.
12/8-1870 skriver Andersen til Henriette Collin:
“For Fru Heiberg har jeg læst Lykke-Peer og den syntes særdeles at interessere hende, hun fandt kun at jeg var for varm deri for Wagners Musik. Den første Deel af Fortællingen, som De kjender, er den moersomste, Resten er derimod det meest poetiske og min Skildring af en Opera, jeg lader Peer komponere, tiltaler særligt og det de meest Forskjellige. Det er Skadevist, at jeg ikke har lært Generalbas og er blevet Komponist, denne min velkomponerede Opera har Navnet: Aladdin.”
Andersen erindrer sig tydeligt nok Phisters bemærkning om generalbassens betydning for forståelsen af Wagners musik og fastslår herefter nytten af at kende denne metode, når man vil virke som komponist. (I romanen må Peer naturligvis lære generalbas.) Jeg kan i øvrigt oplyse, at det er arbejdskrævende, selv for en musikteoretisk velfunderet klaverspiller, at opnå rutine i brugen af generalbas, og skal tilføje, at denne becifringsmetode ved at placere op til tre cifre lodret over hinanden bereder den nodeblinde nye vertikallæsningsproblemer. Og hermed er vi igen tilbage ved selve nodelæsningen.
Utallige af de mennesker, der engang har “gået til spil” eller “-sang”, har siden hen ret hurtigt glemt meget af det, de lærte om noderne – ikke mindst stoffet omkring nodeværdierne og toneartssystemet (med de faste fortegn). Jeg vil tro, at H.C. Andersen hørte til den store gruppe – og som tidligere syngeskoleelev ved Det kgl. Teater kan have følt sig lidt flov over dette med en forståelig fåmælthed om sagen til følge. Meget få af de pågældende mennesker har lidt af nodeblindhed. I forbindelse med det tidligere omtalte brev af 4/6-1839 til Chr. Wulff, hvori Andersen bruger vendingen: “men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog Øre” er det værd at huske, at brevet først blev skrevet 17 år efter, at han havde haft mulighed for at øge sit nodekendskab på teatrets syngeskole, og 13 år efter sangtimerne i Slagelse Latinskole.
Som en særlig pointe vil jeg til slut gøre opmærksom på, at det ikke helt er den af Axel Rosendal beskrevne form for ordblindhed hos Andersen, man kan sætte i relation til nodeblindhed. Andersen blev af Rosendal beskrevet som en god læser – endog fra barneårene – og derfor opfattet som ordblind primært på grund af en nedsat evne til “at opfatte lydkomplexer i det talte sprog” og til at “analysere ordene ud i deres bestanddele (stavelser, lyd)”. Forbindelsen mellem ordblindhed og nodeblindhed er kun baseret på den fælles afhængighed af en bestemt hjernedefekt med usikker retningsfunktion til følge og til skade for aflæsningen af et ordbillede eller nodebillede. Muligheden for at koble en formodning om nodeblindhed hos Andersen på talen om en eventuel ordblindhed er herefter mindre indlysende, – og jeg kan ud fra dette og min allerede udtalte afstandtagen fra påstanden om hans ordblindhed – samt med henvisning til det nævnte om hans forhold til musik meget vanskeligt opfatte ham som nodeblind.
Lad mig slutte med følgende dagbogscitat af 20/6-1841 (Wien), der vidner om hans meget bevidste forhold og kærlighed til musik:
“Gik i Operaen og hørte Mercandantes II Bravo, der har deilige Harmonier; enkelte Steder svulmede Stemmerne, som rige Blomster i den hele Tone Løvhytte. Hvor poetisk føler jeg mig ikke altid ved Musik.”
