Herhjemme begyndte man først fra omkring 1950 at foretage arkæologiske undersøgelser under havets overflade. Den nye teknik viste fra starten sine muligheder, og flere vigtige fund fremkom, bl.a. i Tybrind Vig på den vestfynske Lillebæltkyst. Her fandtes en undersøisk stenalderboplads (Ertebøllekultur), der kort efter blev fremlagt af E. Albrectsen i »Fynske Minder« 1959.[1]
Dette fund blev et af de første resultater af undervandsarkæologi her i landet, men desværre var man ikke tilstrækkeligt opmærksom på de muligheder, der hermed åbnedes for arkæologiske undersøgelser i den del af landet, der siden oldtiden er sænket i forhold til havet (fig. 1). Fundet gik snart i glemmebogen, og vi skal helt frem til slutningen af 1960’erne, før svømmedykkere fra Fredericia-Middelfart atter rettede opmærksomheden mod Tybrind Vig.
I de forløbne 10-15 år var der sket vigtige tekniske fremskridt med dykkerudstyret, der var blevet sikrere og lettere at arbejde med; samtidig havde storm og strøm eroderet så kraftigt i havbunden, at der var blotlagt en ny fundrig Ertebølleboplads, ca. 150 m længere ude i vigen (fig. 1) (nederst).
I modsætning til den første havde den ny lokalitet et tykt, urørt kulturlag og særdeles gode bevaringsforhold for organiske levn. En prøveudgravning i 1979 bekræftede alle forhåbninger til stedet; en systematisk udgravning blev iværksat og er fortsat siden. Fra den første spæde og lidt famlende start voksede undersøgelsen i de følgende fire år så meget i omfang og effektivitet, at den i dag er vor første, større undersøiske stenalderudgravning.
Ertebøllebopladsen, der i oldtiden lå ved den datidige kyst, var benyttet i perioden 4.500-3.300 f.Kr. (konventionelle C-14 år). Da vestfyn siden stenalderen er sænket i forhold til havet, findes bopladsen derfor i dag ca. 250 m ude i vigen på ca. 2-3 meters dybde. – Her har stenalderens kystlinie altså gået.
De arkæologiske udgravninger kan derfor kun foretages af frømænd med pumpeudstyr. I praksis udføres det daglige arbejde fra en stor ponton-flåde, der ligger forankret over bopladsområdet (fig. 2). På flåden findes alle de tekniske hjælpemidler, der er en betingelse for en sådan undersøgelse, først og fremmest en centrifugalpumpe; fra en slange suges vand, der derefter via andre tykke slanger ledes ned under havoverfladen til de injectorpumper, som fjerner det dynd og slam, der hvirvles op i vandet ved udgravningen.
Skønt undersøgelsen foregår på havbunden med alle de praktiske og tekniske problemer, der er forbundet hermed, har det dog været muligt at gennemføre udgravningen lige så omhyggeligt og nøjagtigt, som havde den været på tørt land. Fundlaget gennemgraves forsigtigt med graveske, og den frigravede gytje suges bort med kraftige pumper. Oldsagerne indmåles i tredimensionalt koordinatsystem, og efter at de enkelte felter er undersøgt, opmåles profilvæggene, og prøver til undersøgelse af frø, blomsterstøv, fiskeknogler og kulstof 14 datering etc. udtages.
At alt dette overhovedet kan lade sig gøre, skyldes dels, at vigen er et forholdsvis beskyttet og roligt farvand, dels at fundlaget er blødt, men alligevel så fast i konsistens, at profiler og udgravningsfelternes kanter står fast og lodret under udgravningen.
Vind og strøm nedbryder dog støt og roligt bopladsområdet, der formodentlig vil være helt forsvundet om nogle år. Hermed vil et vigtigt fund til belysning af Danmarks jægerstenalder være uigenkaldelig tabt.
For ca. 5.000 år siden var den inderste del af Tybrind Vig et stort nor, adskilt fra Lillebælt af små øer eller en krum landtange, der sydfra skød sig mod nordøst, hvor et andet næs strakte sig ud vestpå (fig. 1). Noret har været omkranset af jævne flader og bakkedrag, mens landskabet længere mod øst er gået over i de stejle og bakkede områder, Ørslev bjerge. Omegnen har været bevokset med egeskov, isprængt lind, elm og fyr; mens der nær norets bredder fandtes nøddekrat samt elle- og birkebevoksning.
I stenalderen var noret et roligt farvand kranset af rørskov, og kun mod nord-nordvest var der en smal åbning ud til Lillebælt. Inden for mundingen ses en dyb, stejlsidet strømrende i havbunden – dannet af tidevandets erosion nær udløbet.
Østpå løb flere åer og bække ud i noret, hvis vand nok har været brakt; kun helt ude ved mundingen var saltholdigheden så høj, at muslinger kunne eksistere. Her findes en lille naturlig skaldyrbanke.
Bopladsen, der var udgangspunkt for beboernes fangst, lå derfor også på det mest hensigtsmæssige sted: yderst på det sydvestvendte næs ved norets munding. Her var der lige let adgang til det åbne havs og det rolige nors ressourcer med havjagt, fiskeri samt søfuglefangst. Ud for bopladsen lå skalbanken, og det var let at opsætte fiskegårde ved den smalle, dybe strømrende. Også omegnens vandløb med muligheder for rusefiskeri kan have haft betydning, og sidst, men ikke mindst, har urskoven haft en bestand af køddyr, pelsvildt samt vegetabilsk føde.
Desværre er den del af bopladsen, hvor hytterne lå, stort set bortskyllet af havet; tilbage er kun en del af det nordvestlige bopladsområde, strandbredden samt aflejringerne fra norets bund ud for bebyggelsen. Her findes oldsager over et ca. 50 m langt (Ø-V) og ca. 10 m bredt (N-S) areal langs norets bred. Fundene består af bortkastet affald og redskaber.
I de forløbne år er der gjort mange fine fund – især af træ – hvoraf adskillige er helt enestående, og fundet har allerede været omtalt ved flere lejligheder.[2]
Midt i begejstringen over de mange sjældne genstande kan man let komme til at glemme de mennesker, der boede på stedet og fremstillede de oldsager, vi udgraver i dag. Det har imidlertid i mange tilfælde sin helt naturlige forklaring, da direkte levn af stenalderfolk, som regel er meget sjældne.
Ved Tybrind Vig er der imidlertid fundet en begravelse samt en del skeletrester, der fortæller om de mennesker, der for ca. 5-6.000 år siden levede ved den fynske Lillebæltkyst.
Blandt de mange knogler, der ved undersøgelsens start lå udskyllet på havbunden, var der en del, som ved den senere artsbestemmelse viste sig at stamme fra menneske (Homo sapiens).[3] Da de var fundet spredt, kunne man ikke umiddelbart være sikker på, at de også stammede fra Ertebølletid. Da deres farve og bevaringstilstand imidlertid svarede til de øvrige knogler, og der kun er fundet Ertebølleoldsager på stedet, er det mest sandsynligt, at disse menneskeknogler også oprindelig har ligget i fundlaget.
Materialet er foreløbig undersøgt af den hollandske anthropolog T.S. Constandse-Westermann fra universitetet i Utrecht. I forbindelse med den endelige publikation vil skeletmaterialet imidlertid blive mere detaljeret beskrevet og analyseret ved Tine Trolle-Lassen, Moesgård.[4]
Fra Constandse-Westermanns rapport kan følgende uddrages: Menneskeknoglerne stammer fra mindst to personer, da der findes stykker af højre isseben fra to forskellige individer.
Begge kraniestykker stammer fra voksne – det ene sandsynligvis af en kvinde – mellem 20 og 30 år, benævnt »individ A« (lig. 3); det andet stykke er også fra en person på ca. 20-30 år, »individ B«, (fig. 4-5).
Desuden foreligger flere andre kraniestumper, der både kan tilhøre »individ A«, »B«, eller et/flere andre individ(er).
Da kraniestykket, »individ A« blev fundet, antog dykkerne i første omgang, at det var en del af et lerkar. Det blev derfor hjembragt i en gytjeklump, hvori der ved den påfølgende rensning fandtes en tandperle (fig. 10,3). Den er lavet af en kronhjortefortand, i hvis rod, der er boret et hul, så den enten har kunnet sys på dragten eller bæres som smykke. De heldige fundomstændigheder viser altså, at der tæt ved kvindekraniet, »individ A« har ligget en tandperle.
Kraniedelen af »individ B« er interessant, da den dels har to tydelige mærker efter kraftige læsioner, der dog ikke har gennemhullet hjerneskallen, dels viser »snitspor« – antagelig frembragt med en flintkniv (fig. 4). Selvom skaderne synes voldsomme, har de ikke været dødelige, da begge sår har helede rande og nydannet benvæv. Den ene læsion, der sidder lige bag øret, er rund og måler ca. 10 mm i tværmål, mens den anden er mere aflang og er ca. 20 × 8 mm (fig. 5).
Hvorvidt snitsporene er fremkommet før eller efter døden – og hvad de betyder – kan ikke afgøres.
Tilsvarende hovedlæsioner kendes fra en jævngammel Ertebøllemand, der var begravet på en boplads ved bredden af Korsør Nor.[5] Denne mand, der var ca. 40-50 år gammel og kraftig bygget, havde også overlevet to voldsomme slag i hovedet.
Af andre menneskeknogler findes et stykke (venstre side) af en spinkel underkæbe med et veludviklet hageparti, hvis tænder viser, at vedkommende har haft en alder på ca. 25-35 år. Kæben kan meget vel have tilhørt én af de ovennævnte personer – antagelig en kvinde (fig. 6). Desuden foreligger en række forskellige skeletdele, bl.a. hvirvler, dele af venstre skulderblad og overarm etc.
De mange spredte menneskeknogler på Tybrind Vig bopladsen, er sandsynligvis rester af grave, som er blevet udvasket og spredt ved havets overskylning af bopladsen.
Er denne formodning rigtig, viser skeletresterne således, at der oprindelig må have været mindst to og antagelig flere begravelser på bopladsen.
Indtil videre kendes gravpladser fra denne tid kun fra Sjælland og Skåne.
Som et gennemgående træk er de døde gravlagt på bopladsens højere del og ofte med rigt gravgods. Mændenes gravudstyr består af flint- og benredskaber samt våben som f.eks. flintdolk, økse etc. Kvindernes udstyr er derimod næsten udelukkende tandperlesmykker.
Skeletresterne fra Tybrind Vig stammer også fra bopladsens højeste parti, og fundet af kraniedel »A« med tandperlen kan i analogi med de sjællandskskånske grave forsigtigt antages at være resterne af en ung kvinde, begravet med sit tandsmykke.
Formodningen om tilstedeværelse af Ertebøllegrave ved Tybrind blev bekræftet i 1979, da der fandtes en jordfæstegrav med to skeletter på bopladsens vestlige og højeste del. Havet havde næsten bortslidt hele det dækkende, fundførende gytjelag, således at størstedelen af kraniet samt højre sides lemmeknogler var frilagt, men dog stadig lå in situ på havbunden; resten af skelettet var endnu dækket af gravfylden (fig. 7).
Graven (fig. 8), der var orienteret N-S, havde et spidsovalt-rhombisk omrids og var gravet ca. 15 cm ned i undergrundens gråhvide ler. Fylden i graven var gråsort, sandet muld med stort indhold af skalstumper.
Den døde var anbragt liggende udstrakt på ryggen med hovedet i nord. Venstre arm hvilede over underlivet, og selvom højre underarm og hånd manglede, viser gravens forløb, at også højre hånd må have ligget ind over underkroppen.
Ved udgravningen fandtes også skelettet af et barn, der lå udstrakt ovenpå og skråt ind over den voksne med hovedet ved dennes højre skulder; ansigtet vendte ind mod den voksnes bryst (fig. 8).
Desværre blev der ikke fundet gravgods. Da graven som nævnt var delvis blotlagt, og det dækkende lag fjernet, kan havstrømmen have bortskyllet evt. gravgods, hvis det har ligget ovenpå de døde.
De anthropologiske undersøgelser viser, at de gravlagte er en ca. 14-16 årig ung kvinde og et nyfødt spædbarn på ca. 0-3 måneder.[6] Den unge kvinde har været ca. 145 cm høj og spinkelt bygget.
Hendes tænder er undersøgt af tandlæge V. Alexandersen, København. En rigelig forekomst af tandsten tyder på en kronisk tandkødsbetændelse, parodontose, måske forårsaget af en dårlig mundhygiejne[7] (fig. 9).
Fundet tyder på, at der er tale om en ung mor og hendes barn, men andre forklaringer kan også tænkes, og om dødsårsagen fortæller skeletterne intet. Forandringer på en af barnets knogler tyder på, at det har været sygt, uden at der på nuværende tidspunkt kan siges noget om sygdommens art.
Da jordlagene over graven var borteroderet, kunne gravens alder ikke umiddelbart fastslås, hvorfor der blev foretaget en kulstof-14 datering, der gav en alder på ca. 4.490 f.Kr.[8] Mor og barn er altså samtidig med ældre Ertebøllekultur.
Dette resultat var overraskende på flere måder. Den høje alder gør graven til vor hidtil ældste kulstof-14 daterede begravelse i Danmark (og dermed står vi også overfor nogle af vore ældste skeletter); hertil kommer, at graven er lidt ældre end, (samtidighed kan dog ikke helt udelukkes) – bopladsen, der er dateret til 4.050-3.370 f.Kr. (konv. C-14 år).[9]
Er kvindegravens alder korrekt, fortæller den, at bopladsens bebyggelsesperiode må gå endnu længere tilbage end konstateret ved vore hidtidige udgravninger og dateringer.
Mens alderen på mor og barn er fastlagt ved kulstof-14 dateringen, kan hovedparten af de øvrige skeletrester – som udvaskede løsfund – ikke dateres mere præcist indenfor bopladsens bebyggelsesperiode. En undtagelse er dog »individ A«, hvor tilstedeværelsen af tandperlen (fig. 10.3) ved kraniet hjælper med til at datere dette individ.
I vestdanmark forekommer tandperler fra Ertebøllekulturen kun fra tidsrummet før ca. 4.000 f.Kr. (konv. C-14 år), mens de er ukendte i kulturens senere faser. Denne iagttagelse bekræftes også ved Tybrind, hvor flere perler (fig. 10) er fundet i lagene fra bopladsens ældste del fra ca. 4.100-4.000 f.Kr. (konv. C-14 år).
Det betyder, at »individ A« også må henføres til dette tidsrum, ældre Ertebøllekultur.
Tybrindgravene er altså jævngamle med den østsjællandske Ertebøllegravplads Bøgebakken ved Vedbæk, hvilket også understøttes af lighederne i gravform og ritus.
Til trods for disse skeletfunds fåtallige og delvis ødelagte karakter er de vigtige, da de dels fortæller om begravelsesskik på en egn, hvor en sådan ikke tidligere har været konstateret, dels øger vort anthropologiske fundstof, der som helhed stadig er meget begrænset; endelig er det de ældste fund af Ertebølletidens fynske befolkning.
Samtidig med kulstof-14 dateringen blev der foretaget en undersøgelse af kvindens knogler med henblik på at kaste lys på hendes kostvaner. Ved undersøgelse af knoglernes indhold af kulstof-isotopen C-13 kan det nemlig afgøres, om vedkommende overvejende har levet af føde fra havet eller landjorden.[11]
Analysen af Tybrind-kvinden viste et C-13 indhold i knoglerne på 15,7 ‰, hvilket tyder på, at hun overvejende har levet af havets føde.[12]
Dette resultat er egentlig ikke overraskende, når man tager bopladsens beliggenhed ude ved kysten i betragtning. Fiskeriets (og havets) betydning som erhvervsgrundlag dokumenteres af store mængder knogler fra torsk, en del fladfisk og pighaj samt lidt ål og makrel, men også enkelte knogler af sæl, marsvin, storhval og søfugle samt skaller af havets bløddyr.[13] Hertil kommer de mange fund af fiskeredskaber, f.eks. trælystre, benspidser, kroge, ruser og rester af »fiskegårde«.
Dette erhvervsaspekt belyses også på en anden og overraskende måde ved Tybrind Vig. Undersøgelser af forkullet »madskorpe« på indersiden af lerkarskår fra én af de spidsbundede Ertebøllekrukker viser, at der har været kogt fisk (torsk) i karret[14] (se fig. 11).
Samlet viser disse fund, at havets og kystens fødekilder må have spillet en væsentlig rolle for bopladsens beboere.
At kvindens kost har været af overvejende marin art, tyder på, at hun har tilhørt en befolkningsgruppe, der enten har boet permanent ved kysten eller i hvert fald opholdt sig der i så lange perioder, at den marine føde har formået at præge knoglernes kemiske sammensætning.
Denne oplysning er vigtig, da den kan hjælpe med at kaste nyt lys over Ertebølletidens bebyggelse på Vestfyn.
Under hensyn til de åbenbare begrænsninger, der nu engang ligger i materialet, synes Ertebøllebebyggelsen stort set kun at forekomme i to områder, repræsenterende vidt forskellige biotoper, henholdsvis ude ved havet (f.eks. Tybrind Vig) og inde i landet ved bredderne af de store søer og åer (f.eks. ved Neverkær og Stævningen) (fig. 12).[15]
Øens størrelse og topografi bevirker, at selvom bopladserne ligger i to helt forskellige ressourceområder, er der kun ca. 15 km’s afstand imellem dem; samtidig er de to bebyggelsesområder forbundet ved en række åer, først og fremmest Brænde å og Pugemølle å (se fig. 12).
Ertebøllekulturen på Vestfyn giver herved en enestående god mulighed for at studere den samme kulturs tilpasning til to forskellige miljøer indenfor en kort afstand.
I en artikel om Ertebøllekulturen på Vestfyn i »Fynske Minder«, 1977 (s. 26), blev spørgsmålet rejst, om stenalderbebyggelsen i disse to områder havde fungeret uafhængigt af hinanden eller tilsammen dannet ét stort system, omfattende hele Vestfyn?
Selvom der stadig mangler mange undersøgelser – især af indlands-bopladserne i Neverkær og Stævningen – viser de foreløbige resultater, at bopladserne i de to områder har været anvendt i de samme århundreder. Kystbopladserne er imidlertid gennemgående større både m.h.t. bebygget areal og fund end indsø-bopladserne, og meget tyder på, at der har været en større og mere stationær befolkning ved kysten end inde i landet.
Dyreknoglerne fra Tybrind Vig fortæller om et bredt, alsidigt erhvervsgrundlag baseret på jagt, fiskeri og indsamling, men uden nogen åbenbar specialisering, hverken hvad angår arter eller sæson. I knoglematerialet findes både sommer- og vinterindikatorer, hvilket kan tyde på en stabil helårsbebyggelse på den samme boplads, men befolkningen kan også uafhængigt af sæson have skiftet mellem flere forskellige kystbopladser i løbet af en årrække.
Disse oplysninger kan forsøgsvis sammenfattes i flere simplificerede teorier om hvorledes Ertebøllefolket udnyttede Vestfyn i ældre stenalder, (fig. 13). I det første eksempel tænkes to forskellige, men samtidige befolkningsgrupper, der henholdsvis holdt til ude ved kysten og inde i landet. Bebyggelsen kan have været koncentreret på en enkelt hovedboplads, hvorfra omegnens ressourcer er blevet udnyttet, eller man kan have skiftet mellem flere hovedbopladser indenfor ressourceområdet, (fig. 13.1).
En anden mulighed er en stabil og større kystbefolkning – enten boende på den samme eller skiftende mellem flere forskellige hovedbopladser – der lejlighedsvis har udnyttet bestemte, sæsonprægede ressourcer inde ved søerne (fig. 13.2). En tredie, men måske mindre sandsynlig teori, er en rytmisk skiftede bebyggelse mellem kyst og indlandet – enten sæsonmæssigt eller efter et langvarigt ophold i ét af områderne.
På nuværende tidspunkt kan vi ikke afgøre, om hypotese nr. 1 eller 2 skal foretrækkes, eller hvorvidt der er tale om andre, komplekse bebyggelsesformer. Et er imidlertid sikkert: At yderligere studier af den vestfynske Ertebøllekultur byder på nogle oplagte muligheder for at nå en bedre indsigt i jægertidens erhvervs- og samfundsforhold.
Udgravningen af den undersøiske Ertebølleboplads i Tybrind Vig har lært os meget nyt. Først og fremmest, hvorledes vi kan udgrave undersøiske bopladser og hvilken teknik, der er nødvendig, men også hvilke store muligheder, denne type bopladser rummer i forhold til fundstederne på landjorden.
Det er først og fremmest de gode bevaringsforhold for organiske levn – især træ – der har betydning. Tybrind-bopladsen har givet nye vigtige fund af jægertidens materielle kultur og den tilknyttede teknologi.
Mindst lige så vigtige er fundene af grave og skeletrester, der både fortæller om livsvilkår og lidt om samfundsforhold for datidens befolkning på Vestfyn for ca. 6-7.000 år siden. Fundene viser, at der mindst har været én og antagelig flere grave ved bopladsen (mindst 3 voksne og 1 barn) – formodentlig har der været en regulær gravplads på stedet.
Såvel tidsmæssigt som rituelt svarer Tybrindgravene til de Ertebøllegrav-pladser, vi hidtil kun har kendt fra Østsjælland og Skåne. Tybrind-fundene viser, at den samme tradition også har været en del af den vestfynske Ertebøllebefolknings forestillingsverden, og graven med kvinden og barnet fortæller både om ritualer og den nænsomhed, hvormed de døde blev behandlet. Barnet døde enten ved fødslen eller kort tid derefter, mens de voksne opnåede en alder på 14-35 år. Selvom ingen personer viser spor efter mangelsygdomme, har dagligdagen dog ikke været uproblematisk: En person har været udsat for vold, og den unge pige, der har haft tandkødsbetændelse under svangerskabet, døde formodentlig i forbindelse med fødslen eller af følgevirkninger fra denne.
De tilhørte alle en stenalderbefolkning, hvis livsgrundlag var baseret på fangst, og som formodentlig holdt til ude ved kysten – enten permanent eller i lange perioder, men ikke nødvendigvis på den samme boplads hele tiden.
