I krypten i Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, står Knud den Helliges helgenskrin sammen med et andet skrin, der menes at indeholde Knuds bror, Benedikt. Skrinene er næsten lige store med en længde på 150 cm. Knud den Helliges træskrin er fra begyndelsen af 1100-årene. Det er også kendt som søjleskrinet, hvilket skyldes, at skrinet er udsmykket med rækker af søjlebårne buer på tre af siderne. Indvendigt er helgenskrinets vægge beklædt med tyndt rødlilla silkestof, der menes at være den type, der i middelalderen kaldtes for cendal. Under skelettet i skrinet ligger en stor flad dyne af ensfarvet gul silke og en gul silkepude, hvorpå der svagt kan ses et blåligt mønster. Skrinet er tolket til at indeholde skelettet af Knud den Hellige. Det andet skrin, Benedikts skrin, har et skråt låg, der ligner et tag, og det kaldes for skrålågsskrinet. Skrinet har rester af gylden beklædning. I skrinet ligger et skelet på en gul silkepude og tæpper i ensfarvet hvidt hørstof og gult silkestof (fig. 1).
I dag kan man se den gule, mønstrede pude i Knuds helgenskrin, og ved siden af helgenskrinet står en tildækket glasmontre, hvori ligger en stor silkevævning i rødbrun bundfarve og med et mønster af blåsorte ørne i en medaljon. Silken er kendt som Ørnetæppet. Silken har højst sandsynligt ligget i Knud den Helliges skrin, og den hører til blandt de bedst kendte silkevævninger fra tidlig middelalder i Europa.1
I det følgende vil Ørnetæppet og den gule, mønstrede pude blive diskuteret og forsøgt sat ind i en international sammenhæng (fig. 2).2
Det største silkefund er Ørnetæppet, der dateres til 1050-1100 e.Kr. Det måler 110 x 133 cm, bundfarven er rød, og mønsteret aftegner sig som blåsort, næsten sort farve. Silken er vævet i såkaldt samitum-teknik; en teknik, der udvikledes under det sassanidiske dynasti i det nuværende Iran (226-661 e.Kr.). Det er en teknik, der udnytter silkens egenskaber på den allerbedste måde. Den tråd, der væves ind vandret – kaldet skud eller islæt – bliver den dominerende tråd, og stoffet bliver lige så glat på bagsiden, hvor mønsteret står i de modsatte farver. Hvis man ser på størrelsen af Ørnetæppet efter mønsterets symmetri, har bredden oprindeligt været 195 cm, måske 230 cm, det vil sige et meget stort tekstil. Mønsteret er bygget op med store ovale mønstrede medaljoner, der er indbyrdes forbundet i både højde og bredde; et træk, der også kendes fra byzantinske og sassanidiske silkevævninger. Inde i hver af de store ovale medaljoner står en ørn med udbredte mønstrede vinger, udspredte halefjer og med hovedet i profil. I næbbet bærer ørnen et smykke, formet som en halvmåneformet ring med vedhæng. Ørnen står på en sokkel med inskription. Nogle forskere mener, at inskriptionen består af arabiske tegn; andre, at de er græske.3 De store medaljoner med ørnen er 82 cm høje og 65 cm brede.
Ørnemotivet er gammelt. I det kristne billedsprog er ørnen med udbredte vinger symbol på ordets kraft, og den knyttes til evangelisten Johannes. Ørnen er også symbol på gavmildhed. Overleveringer fortæller, at ørnen, uanset hvor sulten den selv var, altid efterlod halvdelen af sit bytte til andre fugle. Den romerske republiks legioner kæmpede under ørne som tegn. Det var et militært symbol, der blev overtaget af kejseren som tegn på hans feltherrefunktion, kaldet imperium. Ørnemotivet som et kejserligt symbol går således tilbage til de første århundreder efter Kristus i Romerriget og blev fastholdt i Byzans som kejserligt symbol. I den såkaldte Ceremonibog, udgivet af den byzantinske kejser Konstantin 7. (913-959), er således beskrevet ørnemotiver på tekstiler, der anvendtes ved hoffet i Byzans.
Ørnetæppet i Odense menes at være fremstillet i en af de byzantinske provinser uden for hovedstaden Konstantinopel (det nuværende Istanbul), muligvis på Sicilien eller i Syditalien. I Europa findes to byzantinske silkevævninger, der i stil kan sammenlignes med Ørnetæppet: Auxerre-silken fra katedralen St. Eusèbe i Frankrig og Brixen-silken fra domkirken i Brixen (Bressanone) i Norditalien (fig. 3). Det er ørnemotivet, der forbinder de tre silkevævninger, for både Auxerre- og Brixen-silkerne er vævet i en finere og bedre håndværksmæssig udførelse end Odense-silken. Kvaliteten på de to førstnævnte svarer til den kvalitet, også kendt som Imperial Silk, der blev vævet på de kejserlige værksteder i Konstantinopel. Det er en ekstra fint fremstillet silkevævning, farvet med den mest kostbare af alle farver, purpur.4
Puden med parvist modstillede fugle består af flere sammensyede, sikkert genbrugte stykker, hvoraf et stykke på 30 x 40 cm dækker pudens forside og omtrent en tredjedel af bagsiden, mens resten af bagsiden består af strimler af omkring 5 cm bredde (fig. 4). Vævningen er udført i den omtalte samitum-teknik, og der er en finere vævetæthed end i Ørnetæppet. Bundfarven er i dag gul, og mønsteret ses i to svagt blå nuancer. Dateringen af puden er usikker. Dels er den syet sammen af flere stykker silkestof, dels er mønsteret blevet sammenlignet med en gruppe sassanidiske silkestoffer, der går tilbage til 700-900-årene. Pudens stof menes at være noget ældre end Ørnetæppet og er formentlig fra 800-900-årene. Mønsteret består af to parvise fugle med lange mønstrede haler og imellem dem en figur, der kan tolkes som enten et kors, et anker eller et livstræ, og der er også hjerter placeret som mellemrum mellem de parvise fugle. Fuglene er tolket til enten at være duer eller påfugle. Det er dog mest nærliggende at tro, at det er påfugle, der er placeret på hver side af et kors eller livets træ. De parvist modstillede påfugle med korssymbol eller livets træ imellem sig menes oprindeligt at være et sassanidisk motiv – i kristent symbolsprog ses påfugle som tegn på udødelighed og opstandelse.
I 2008 blev helgenskrinene i Odense åbnet for nye undersøgelser. Ved denne lejlighed blev der udtaget 10 tråde til farveanalyse, som blev foretaget på Netherlands Institute for Cultural Heritage (ICN) i Amsterdam. Prøverne blev undersøgt under et digitalt mikroskop med en forstørrelse på 10x for at iagttage farver og bestemme, om trådene indeholdt fibre med en anden farve end det samlede indtryk. Hvis det var tilfældet, blev der gjort forsøg på at dele trådene og analysere dem separat. Denne arbejdsproces er ikke destruktiv og har derfor ingen indflydelse på farvestofanalyserne.5 Resultaterne af farveprøverne i Odense-silkerne viser, at der er blevet anvendt seks forskellige plantefarver, fordelt på to røde, to gule og to blå farveemner.
Farveresultaterne af Ørnetæppet viser endvidere, at der er brugt to farver til at få den røde farve frem (indigo eller vajd samt krap-arter), og at der er brugt tre farver til at danne den mørkeblå farve (vau, krap-arter samt indigo eller vajd).
Ørnetæppet stammer højst sandsynligt fra Byzans, det østromerske rige (330-1453 e.Kr.), hvor der i hovedstaden Konstantinopel fra 500-tallet udvikledes en særlig hofkultur, der krævede store mængder af silke. Konstantinopel var den største by i Europa omkring årtusindskiftet. Den byzantinske dragt blev fra begyndelsen knyttet til den kristne kirke, der siden 300-tallet var ophøjet til statskirke, og Byzans blev i de kommende århundreder forbillede for både herskerdragten og den gejstlige dragt i det øvrige Europa. Der foregik en eksport af byzantinsk silke til Vesteuropa især fra 900- til 1100-årene, både som handelsvarer og som diplomatiske gaver, og det havde stor effekt på brugen af silke i religiøse sammenhænge. Det gjorde sig også gældende i Danmark.
Silkefremstilling i Byzans kendes tilbage til kejser Justinian 1.s regeringstid (527-65). Silketekstilerne var præget af både den byzantinske kultur og den indflydelsesrige sassanidiske kultur i det nuværende Iran (226-661). De to danske fund med mønstret silke fra Knud den Helliges skrin er vævet i teknikken samitum, der som nævnt udnytter silkens egenskaber på den allerbedste måde. Et samitum-vævet silkestykke nåede til Danmark allerede i den tidlige vikingetid, da et lille stykke på 2,5 x 1,2 cm kendes fra en grav i Fløjstrup ved Randers.6
Det var handel og rigdom i den byzantinske og islamiske verden, som i første omgang fik vikingerne til at bryde op og rejse sydover. Fra begyndelsen af 800-årene fik de kontakt med både livet på stepperne, med Konstantinopel og med kalifatet i Bagdad.7 Bosættelser blev opført langs floderne Oder, Neva, Volga og Dnepr, og nye knudepunkter etableredes som handelsstationer for købmænd, der bragte varer til og fra syd. Staraja Ladoga og Novgorod i Rusland var nye handelscentre, som udvidede de store euro-asiatiske handelsruter helt frem til de fjerneste dele af Nordeuropa.8 Det ses ved de mange fine silkefund fra Byzans og Kina, som er blevet fundet på gravpladser i Danmark, Sverige og Norge.
Det er dog sølvmønterne, der klarest viser, hvor stort omfanget var af fjernhandelen. Helt tilbage i vikingetiden var danskerne bekendt med kontakter østover. For eksempel blev i 1932 fundet en møntskat i Randlev i Østjylland bestående af 237 sølvmønter i resterne af et lerkar. 235 af mønterne var arabiske eller efterligninger af disse, og de to sidste var af europæisk oprindelse. Møntskatten er blevet nedgravet i begyndelsen af 900-årene. En del af mønterne fra Randlev er i virkeligheden efterligninger af arabiske mønter og fremstillet i det volga-bulgarske område i Rusland, hvor nordiske og arabiske købmænd mødtes på den vigtige handelsrute langs Volgafloden. Mønterne fra Randlev er præget i Kaukasus, Irak, Iran, Afghanistan og Uzbekistan.9 De samme områder, hvor der også var en stor handel med silke.
Den gule farve på puden fra Skt. Knuds Kirke er farvet med persiske bær (fig. 5), der giver en stærk gul farve, men puden er samtidig farvet med den røde farve rødtræ (Caesalpinia sappan), hvilket er med til at give den safranlignende gule farve. Farven er samtidig interessant, idet den er beskrevet i Ælnoths Krønike fra 1110-1113.10 Ælnoth skriver blandt andet:
”Der nu hans helligdom prydes med guldklædte gaver. Stråler med kostbare smykker, her lyser det gyldne metal. Silken, safrangul, ædelsten, alt i det prægtigste udstyr”.11
Ælnoths beskrivelser af den safranlignende gule farve udgør en parallel til de naturvidenskabelige farveanalyser, der er foretaget i det 21. århundrede. Senest har den russiske tekstilarkæolog Zvezdana Dode fra Stavropol oplyst, at den gule pude fra Odense har et mønster, der er meget lig mønstre, der stammer fra handelsbyen Tasjkent i Uzbekistan i Centralasien. Byen var kendt for at være en vigtig handelsstation på Silkevejen.12
De to mønstrede silkefund fra Knud den Helliges skrin, som er diskuteret i artiklen, antyder således gennem nye farveanalyser, at der har været både byzantinske og orientalske silker i Danmarks tidlige middelalder, og alt tyder på, at de er kommet hertil både som gaver ad diplomatisk vej og ved handel med silker via Byzans og Silkevejen.
Ørnetæppet og puden med fuglemønsteret har begge mønstre, der kan henføres til kristendom og kongemagt. Dette symbolsprog – ørnen som tegn på magten og påfugle som tegn på udødeligheden i kristent symbolsprog – har temmelig sikkert været kendt af giveren ved nedlæggelsen i helgenskrinene i 1100. Giveren menes at være Knud den Helliges enke, Edel, der få år efter mordet på kongen i 1086 blev gift med den syditalienske fyrste Roger Borsa af Apulien. Man kan næppe forestille sig mere tydelige symboler som magt og udødelighed i forbindelse med den myrdede konge, der senere bliver helgenkåret.
Indigotin: Indigo eller vajd
Alizarin: Krap-arter
Indirubin: – –
Luteolin: Vau (farvereseda)
Alizarin: Krap-arter
Indigotin: Indigo eller vajd
Type C, Component: Rødtræ
Quercetin: Persiske bær
Indigotin: Indigo eller vajd
Indigotin: Indigo eller vajd
Indigotin: Indigo eller vajd
Krap: Rubia tinctoria L.
Rødtræ: Caesalpinia sappan-arten
Indigo: Indigofera tinctoria L.
Vajd: Isatis tinctoria L.
Vau: – Reseda luteola L. Persiske bær: Persian berries af slægten Rhamnus