I sommeren 1970 fik det kulturhistoriske museum i Møntergården opfyldt et længe næret ønske om igen at komme til at grave efter Odenses ældste historie.[1] Udgangspunktet for undersøgelserne var en krydshvælvet middelalderlig kælder under forhuset til ejendommen Overgade 3. Kælderen havde været bygningsfredet siden 1919, men nu ønskede Odense kommune fredningen hævet, for at rummet kunne vige pladsen for en midlertidig gadeudvidelse. Inden kælderen måtte fjernes, var det dog nødvendigt at foretage en grundig undersøgelse og beskrivelse af bygningen og dens omgivelser.[2]
Da nedrivningsområdet i foråret 1970 blev rømmet, var den sydlige del af karréen udnyttet af Brockmanns Hotel, mens den nordlige blev brugt af damekonfektionsfirmaet Lauritzen & Ross. Udgravningerne startede med en række prøvehuller i kældrene under hotellet. Det viste sig dog hurtigt, at rummene under denne bygning var gravet helt ned i den rene undergrund. Her var altså næppe muligheder for at gøre fund fra fortiden. Gårdspladsen i Overgade 1 blev kasseret efter et blik på et kloakkort. Det viste en hel kompasrose af moderne nedgravninger samlet omkring en stor kloakbrønd. Tilbage var den nordlige del af grunden med forhusene langs Overgade samt et kælderløst areal under en del af forhuset mod Skomagerstræde.
Vi besluttede at føre en søgegrøft på én meters bredde gennem alle kælderrum langs med Overgade, fra øst mod vest gennem ialt fem kældre samt et mellemrum vest for den hvælvede kælder. I rummet på hjørnet af Overgade og Skomagerstræde lå urørte kulturlag fra stedets ældste bebyggelse lige under betongulvet. I det kælderløse areal, i mellemrummet og i den østligste kælder fandtes de samme lag. I de tre midterste, overhvælvede kælderrum var derimod meget få levninger fra tiden før de nuværende ydermure.
Hjørnekælderen, der blev gravet ud i hele fladen, gav et godt fundmateriale fra den ældste bebyggelse. I sommeren 1971 er det hensigten at fortsætte gravningen i det kælderløse stykke. For ikke at foregribe begivenhedernes gang vil denne artikel derfor holde sig til levnene fra senmiddelalderen og den nyere tid.[3]
Den 9. marts 1971 blev det nødvendigt at fortsætte undersøgelserne af den hvælvede kælder. Da denne artikel på det tidspunkt allerede var ved at blive sat, har det desværre ikke været muligt at indføje alle de nye iagttagelser på en harmonisk og helt udtømmende måde.
De første dele af søgegrøften blev gravet i to tøndehvælvede rum under forhuset til Overgade 1. Hvælvene, der gik på tværs af huset, hvilede i midten på to kvadratiske piller, der var opført på murede fundamenter af brandsværtede teglbrokker. Mellem pillerne var muret tre flade buer, der oprindelig havde været åbne. Senere var de muret til med brugte munkesten og dannede nu en væg mellem de to smalle rum.
Adgangen til de tøndehvælvede rum var gennem døråbninger fra nyere tid i sydmuren. Til begge rum havde der tidligere været nedgang fra gaden; det viste dele af murede buer og dørstabler i væggene. Mod vest fandtes en gennembrydning, der gav adgang til hjørnekælderen.
Den gennembrudte mur var meget kraftig og i hjørnerummet var den yderligere skalmuret med en helstensmur, der bar loftsbjælkerne. Den tykke mur bestod af to dele, en én meter tyk mur mod syd og en knap så kraftig del mod nord. De var begge muret i middelalderlig skiftegang med munkesten. I den tykkeste del sad en lille rundbuet vinduesåbning eller blænding og i den tyndere del en lille niche, hvis øverste del var aftrappet. Den tyndere mur havde oprindelig fortsat hen over gennembrydningen. Det kunne blandt andet ses af fundamentet, der var af teglstensbrokker på kampesten. Det lå noget dybere end den tykke dels grund, der blot bestod af kampesten. Der herskede iøvrigt nogen mystik med hensyn til den tykkeste del af vestmuren, idet den standsede brat uden afhuggede sten, der kunne fortælle om forbandt til nogen af siderne. Hverken i hjørnekælderen eller i det nærmeste tøndehvælvede rum var der tegn på nogen mur vinkelret på hjørnet.
I søgegrøften i rummet mellem de tøndehvælvede og den krydshvælvede kælder blev der påvist en tyk middelalderlig østmur med en skalmuring, der bar tøndehvælvet. Fundamentet under den var af samme slags og lå i samme dybde som stenfundamentet under den kraftige del af vestmuren. Murene mod syd og nord havde en lignende tykkelse og opbygning. Det var dog vanskeligt ud fra de bevarede stykker at bestemme skiftegangen. På sydmurens midterste stykke var den dog tydeligt middelalderlig.
Det er ud fra disse iagttagelser rimeligt at tro, at der har stået et stenhus på stedet i middelalderen, nemlig en kvadratisk bygning med en side på omkring otte meter. I mellemrummet kunne det ses, at den må være ældre end den krydshvælvede kælder. I renæssancetiden blev den gamle kælderetage gravet dybere og overhvælvet.[4] I facademuren mod gaden var der endnu munkesten i anden etage, men der var ingen murrester, der kunne bringes i direkte forbindelse med kælderens ydermure. På nabohuset var der spor, der viser, at også mellemrummet en tid havde været overdækket med tøndehvælv endog i to etager.
Under betongulvene lå knap en halv meter aflejring af ældre gulve og opfyldsjord, derunder var den rene grusede undergrund. Det ældste gulvlag bestod af ler med en del små teglstykker og snavs. I den ene kælder var rester af en større grube med skår fra 1100-årene samt en vandledning af fyrretræ fra nyere tid. Den var ført ind fra Overgade under gulvet trekvart meter øst for den tykke vestmur. I nabokælderen stødte vi på en dræntønde i søgegrøftens østende. Den var fyldt op med tynde vandaflejrede sand- og lerlag, men indeholdt iøvrigt ingen fund. Det gjorde til gengæld et par lignende nedgravede tønder i det fladeudgravede hjørnerum. Herfra vises nogle særdeles velbevarede glas og flasker. I de tøndehvælvede kældre var de mest spændende fund et par ølhaner af bronce. Efter at søgegrøfterne var forladt blev hvælvene slået i stykker og rummene fyldt med grus. Middelaldermuren med de flade buer fra renæssancetiden er altså stadig gemt, selv om de noget medtagne loftshvælvinger måtte ofres.
Forhuset i Overgade 3 havde to etager. Gadesiden bestod af spejlglasruder i stueetagen og grundmur på første sal med syv vinduesfag.
Østgavlen, der tidligere havde stødt tæt op til forhuset i Overgade 5, var af bindingsværk ligesom den østlige del af gårdsiden. Nogle af stolperne gik ubrudt igennem begge etager. Det er et bygningstræk, der sammen med de ret svære tømmerdimensioner må datere denne del til 15-1600-årene. I bygningens indre var der ikke bevaret ret mange synlige rester fra ældre tid. Et par døre var fra 1700-årene, loftsetagen, der var bedst bevaret, var som vi senere skal se det, indrettet i 1842.
Forhusets største attraktion var den truede kælder under bygningens vestlige halvdel. Oven på kældermuren var gårdsiden af grundmur med puds. Ret tidligt viste det sig, at en del af denne mur bestod af munkesten. I det meste af anden etage var et gammelt hjørne bevaret lige over kælderens sydøstlige hjørne. Da nedrivningen af naboejendommen var afsluttet, viste der sig en ekstra overraskelse. Hele vestmuren af det middelalderlige hus var bevaret bag østmuren i Overgade 1. Vi stod altså til slut over for næsten halvdelen af det gotiske hus, den prægtige krydshvælvede kælder hørte til.
Kælderrummets indvendige bredde er 4,8 meter og dens dybde er 5,5 meter. Ved undersøgelsernes start var loftshøjden urimelig lav, kun 1,9 meter. Gulvet er let stigende mod gårdsiden og brolagt med slidte marksten af varierende størrelse lagt i grus. Langs med væggene ligger striber af mere ensartede små sten, der er lagt i ler. Det samme kunne også iagttages i de tøndehvælvede kældre. Måske har lerlaget skullet standse indtrængende fugt?
I midten af rummet står en pille med kvadratisk tværsnit og afrundede hjørner. Pillen bærer fire én sten brede, spidse gjordbuer, der deler kælderen i fire omtrent kvadratiske dele og løber sammen med væggene tre til fem skifter over det nuværende gulv. I hvert af loftets fire dele er muret et ribbekryds af profilerede formsten. Deres synlige del har et tværsnit, der er trekløverformet med en spinkel fjeder på den midterste og største del. De seksten trekantede hvælvkapper er udfyldt af sten på fladen muret i „sildebensmønster“.
Adgangen til kælderen er fra naborummet gennem huller i østvæggen. Over den sydlige gennembrydning findes endnu et buestik, men ellers er deres kanter rå og afhuggede med undtagelse af de yderste sider mod kælderen. I vestvæggen er der to én sten dybe blændinger med buestik over. Bunden af disse nicher ligger to skifter under hvælvribbernes nederste del. De afsluttende undersøgelser viste, at østvæggens gennembrydninger fra begyndelsen også har været spareblændinger, der har gjort opførelsen af de tykke mure billigere, men ikke mindre stærke.
Mod syd er der to lige store rundbuede felter. Det østligste er helt tilmuret, mens det vestlige kun er fyldt op med sten til lidt under midten. Blændingerne svarer til mindre åbninger lidt højere på gårdsiden. Det er rimeligt at tolke dem som lys- og luftåbninger. De spidser stærkt til opefter og deres bagside er muret med sten lagt på fladen i sildebensmønster.
Åbningerne til gadesiden var de mest uregelmæssige. Mod øst er der en rundbuet blænding af omtrent samme bredde som sydmurens, men knap så dyb; den vestlige åbning er betydelig dybere. De var begge udmuret med sten, den vestlige med blandede og den østlige med nyere ensartede mursten. I den dybe blænding var der også på ydersiden en muret bue. Det var altså allerede ved gravningens start tydeligt, at der engang havde været en opgang til gaden på dette sted.
Søgegrøften i den krydshvælvede kælder blev lagt gennem den nordlige halvdel. Den blev udvidet med et lille felt ved midterpillen og ét i det nordvestlige hjørne af rummet. Som ovenfor nævnt blev kælderen i marts måned gravet helt ud. Under stenbroen var jordlagene af meget blandet art. I tyve centimeters dybde mødte vi hist og her et gulvlag med en brolægning, der især var tydelig i hjørnet, men først i den dobbelte dybde fandt vi et gennemgående gulv. Inden søgegrøften var gravet i bund, havde der vist sig syv til otte murskifter, der hidtil havde været skjult. Kælderen havde altså oprindelig haft en højde på omkring 2,6 meter. Det var altså selv efter moderne begreber nu blevet til et rum med en antagelig loftshøjde. Murene havde været kalket ned til det tredjesidste skifte.
Midterpillens afrundede hjørner fortsatte fire skifter ned. Derefter lå et lag mursten med rette kanter. De sidste to skifter var trukket ud som trappetrin, således at søjlen for neden var tre sten bred. Pillen hvilede på et solidt fundament af teglbrokker i kalk, murene var derimod sat på undergrundens faste grus. Under stenene var der dog lagt lidt sand, der kunne følges et stykke fra murene. Disse var glatte på indersiden, mens de på ydersiden havde et fundament af kampesten indtil en højde af knap en meter og derover glat murværk. Det blev dog kun iagttaget i mellemrummets søgegrøft, idet grøften i den østligste kælder blev lagt lige ud for den nordlige gennembrydning af muren.
Den hvælvede kælder var gravet et stykke ned i det gule undergrundgrus. Oven på det fulgte en serie sorte, sandede og muldede lag, der gik så højt op ved væggene, at de dækkede det nederste skifte helt. De mørke lag indeholdt dyreknogler og enkelte skår af sort uglasseret og rødt glasseret lertøj fra middelalderen. Mellem lagene lå tynde flager af knust tegl. Hele lagserien bar præg af at være tæt sammenpresset, lerkarstumperne var meget små. Ingen af de nævnte lag med middelalderlige skår kan dog være egentlige gulvlag. Det stærkt blandede materiale må stamme fra udgravningen til kælderen og byggearbejdet. To steder i gulvet var der iøvrigt større gruber fra den tidligere bebyggelse. De indeholdt en mængde husdyrknogler i det nederste, stærkt sammensunkne lag. I den øverste del var der store teglbrokker; det samme var tilfældet med de få dybe stolpehuller, der blev fundet. Stenbrokkerne er rimeligvis fra byggeperioden, men kunne også være rester af et middelalderligt teglgulv.
Midterpillens to nederste trappetrin er ikke muret med særlig stor præcision. De kan derfor have været dækket af et middelalderligt gulv, der senere er fjernet. Hvis de nederste trin har været dækket, eventuelt med tegl, ville det svare til et gulv i højde med tredie skifte på murene.
Oven på de mørke lag lå femten centimeter lyst strandsand under et tykt lergulv. Det var tydeligt, at de to lag var lagt samtidigt, idet der fandtes knogler, der gik igennem det meget skarpe skel mellem dem. Ud for den vestlige gennembrydning til gadesiden var lergulvet forstærket med en brolægning af små sten. I hjørnet er der bygget en kumme af munkesten med jordfyldte mellemrum. Det er sikkert en dræntønde, der har samlet overskydende vand fra gulvet. Fra stenkummen har man nemt kunne fjerne vandet med en spand.
På lerlaget lå et tykt gråt snavslag med tydelige aftryk af adskillige brædder, tøndestave og -bunde. Et par tykke gangbrædder gik fra indgangen tværs over rummet til gårdsiden. Nogle tynde, runde huller ved væggene kunne være fra hylder eller et bord. Lerkarskår var der ikke mange af, men der blev til gengæld fundet en klædeplombe af bly. De formuldede træsager fortæller om en alvorlig forfaldsperiode, hvor inventar i form af hylder, tønder og kar fik lov til at stå og rådne op inden de blev dækket af nye gulvlag.
I gennembrydningen ved nordvesthjørnet var der rester af to trappetrin. De var to skifter høje og én sten brede og hørte tydeligt til lergulvet. Fra det nederste trin og til murens underkant var der imidlertid fire skifter, hvoraf de to nederste var helt skjult af lergulvet. Det er usikkert om denne trappe også har fungeret i tiden før lerlaget.
I nordvæggens østlige halvdel kunne der ved nedrivningens afslutning på ydersiden ses et lavt buestik. Det svarede i bredde og placering til det i kælderen. Grundige iagttagelser af denne åbning vil dog først kunne foretages efter at den nyere udmuring i kælderen er fjernet.
I kælderen var alt murværk og dermed også hele rummets „atmosfære“ fra opførelsestiden. Resterne af det middelalderlige hus over kælderhøjde var derimod vanskeligere at opfatte og forklare. Det var dog en umiddelbart fængslende oplevelse at se vestmurens usædvanligt velbevarede murværk komme til syne bag østgavlen i Overgade 1. Fugningen så nogle steder ud som om, murmesteren havde afleveret sit arbejde for ganske kort tid siden, men et par alvorlige revner talte dog deres tydelige sprog om århundreders sætning i muren.
Den middelalderlige del af vestmuren er syvoghalvfjerds skifter høj og afsluttes øverst af en rem af træ. Til begge sider er der foroven fornyet trekantede stykker af muren. I den nordlige side er muren iøvrigt øget med en strimmel på knap en meters bredde, der ligesom trekanterne er muret med store sten i uregelmæssigt renæssanceskifte. I disse yngre partier ses flere afhuggede sten som minder om den tidligere forbindelse med murene i Overgade 1.
Det tydeligste tegn på sammenbygningen af de to stenhuse er dog de to bånd med afhuggede mursten, der ligger hen over muren. Stenene er hugget regelmæssigt til, således at de kunne give en skrå understøttelse for et par fladbuede tøndehvælv, der har spændt over mellemrummet. Lidt over det nederste bånd stikker fire sten frem fra muren. De kan have understøttet et gulv i førstesals højde.
Vestgavlens glatte murværk begynder nitten skifter under den nuværende jordoverflade. De nederste otte skifter er ikke lagt helt lodret over hinanden, de kan derfor oprindelig også have været skjult. Det tolvte skifte, der er trukket fem centimeter tilbage har måske markeret en slags sokkel. På sydsiden af huset blev det underjordiske murværk kun gravet fri ved lysåbningen mod øst. Den glatte mur begynder her betydeligt højere end i mellemfaget. Stenene, hvoraf kun ganske få er hele, er ikke lagt i noget fast skifte, og de går ikke helt ud til husets gamle sydøsthjørne. Måske er dette stykke mur sat om siden opførelsestiden, dog synes murens kærne med lysskakten at være oprindelig.
Gårdsidens sikreste middelalderlige murværk ses i den vestlige del. I stueetagen er en stor rundbuet åbning og på første sal et lille vindue. Det er udformet således, at den ydre åbning er en hel sten smallere end den indre. Ved siden af vinduet ses den vestlige side af en større åbning med en karm af samme form. Der er dog hverken bevaret bund eller afslutning for oven.
På indersiden er de to middelaldermure hugget af på fladen således at væggen i stueetagen nu er en halv sten tyndere end oprindelig. Omkring den nederste rundbuede åbning er dog en række sten, der ikke er hugget af. Denne åbning har været aftrappet til begge sider af muren. De øvrige huller er fra husets yngre tid.
På vestmurens inderside ses tre buede nicher af samme slags som dem i kælderen. Den største er rimeligvis gjort for at spare sten, men har været særdeles velegnet til indretning af et skab. Den mest iøjnefaldende ting på muren er dog skorstenen. I begge etager er der rester af en kamin. På første sal er kun den øverste del muret af gamle sten, men i stueetagen kan hele kaminens omrids ses tydeligt. På bagvæggen er der spor af to afhuggede vanger med et sortsværtet stykke mur imellem. Her sidder der iøvrigt et stykke jern, der kan være en rest af en stang til et kedelophæng. På bunden ligger fem rækker slidte sortsværtede sten, der er lagt i sand lige oven på de murede kælderhvælvinger.
Ved nedrivningen af vestgavlens øverste del blev der lejlighed til at se på skorstenens tværsnit. Det viste sig, at den ikke hører med til husets oprindelige indretning, men er bygget ind i muren senere. Til gengæld havde der i sydmuren været et smalt oprindeligt skorstensrør ved østhjørnet. I den øverste etage fandtes endnu den bageste del af røret, i den nederste kun nogle sodede sten fra rørets sydside. Vi står her rimeligvis overfor en aftrækskanal fra et oprindeligt hjørneildsted, hvis eneste rest er et par sodede teglsten i gulvet oven på hvælvene.
Det meste af husets stueetage havde, da det blev ryddet, et moderne trægulv. Kun i hjørnerummet mod sydvest var der et tyndt cementgulv. Derunder lå to ældre gulvlag af sten. Det øverste er uregelmæssigt og består af en del røde kvadratiske teglfliser suppleret med nogle lidt større kalkstensfliser. Derunder ligger et regelmæssigt gulv af ret medtagne røde kvadratiske teglfliser. Intet af de to lag respekterer den oprindelige murtykkelse, de må altså være fra tiden efter husets grundige ombygning.
Da det nyere trægulv blev lagt har man som støtte anvendt nogle gule ottekantede lerfliser. Som løsfund blev opsamlet en enkelt kvadratisk flise, der er udsmykket med en lilie i forsænket relief. I den stemplede fordybning ses endnu spor af en lysere udfyldning. Den stærkt slidte overflade har været dækket af en klar blyglasur. Denne flises mål er kun 13 cm i modsætning til de andre kvadratiske fliser, der er 5-6 cm større. Lermaterialet indeholder en del kalk- og flintkorn ligesom de munkesten, der er anvendt i stenhusets ældste murværk. Flisen er dog et århundrede ældre fra overgangen mellem romansk og gotisk tid.
På grund af murenes afhugning og mangelen på originale gulve er det ikke muligt at sige noget om husets oprindelige ruminddeling, hvis det beskedne etageareal da overhovedet har været opdelt. Det er vanskeligt at fastslå loftshøjden i de to etager over kælderen. Midterpillen havde ingen fortsættelse i stueetagen, loftet må altså have været af træ. På indersiden af sydmuren ses en række uregelmæssige bjælkehuller. Et par af dem har endnu rester af bjælker i samme niveau som bjælkelaget i bindingsværksdelen. Det er iøvrigt vanskeligt at fastslå hvilken del af hullerne, der kan have været den oprindelige. Endelig er der den mulighed, at etageadskillelsen kan have hvilet på fremspringet i muren over stueetagen.
Vi har ovenfor stiftet bekendtskab med en vrimmel af bygningsdetaljer både fra den oprindelige indretning og fra tiden efter ombygningerne. Men når det drejer sig om at fastslå husets mest fundamentale konstruktive udformning, nemlig tagets og husets retning, står vi underlig tomhændede. Der er ingen middelalderlige mure bevaret over den nuværende gesimshøjde. Husets svagt rektangulære form tyder på, at det har været et gavlhus med siden mod nabohusets tagdrypsslippe. Det ville passe smukt med den absolut vinduesløse side i skellet og den ret åbne gårdside, men man savner unægtelig oplysning om gadesidens udformning. Måske skal man forestille sig et stenhus med kamtakkede gavle mod nord og syd. Aftræksrøret i sydøsthjørnet har enten ført røgen op i tagrummet eller ud gennem en skorsten i den yderste kamtak. Efter ombygningerne i 1500-årene har stenhuset haft fælles sadeltag med bindingsværkslængen (jvf. s. 137).
Efter fundet af de to middelalderlige stenhuse melder spørgsmålene sig naturligt: Hvornår er de bygget? Hvem har boet i dem? Hvorledes har husenes skæbne været fra middelalderen til vor egen tid. Med dem er vi nået til anden del af denne artikel.
De skriftlige kilder til byens bebyggelseshistorie før reformationen kan sammenlignes med et puslespil, hvori de fleste brikker mangler. Adskillige dokumenter findes i dag kun i uddrag eller i usikre afskrifter.[5] Det betyder, at de fleste af spillets brikker endog er slidt i kanten og deres billeder svækket.
Ved handel med ejendom blev der også dengang almindeligvis skrevet skøder, men retsvæsenet var dog endnu ikke så udviklet, at man samlede skødernes ordlyd i tingbøger. Man måtte selv sørge for at opbevare sine adkomster og samtidig holde øje med, at ingen anden havde bedre papir på hånden. Det sikrede man sig oftest imod ved at skaffe sig et tingsvidne. Det er et forseglet dokument, der refererede vidnesudsagn om en bestemt sag.
Karréens gader er af vidt forskellig alder. Den ældste er rimeligvis Overgade, hvis vestlige ende i nyere tid hed Korsgade ligesom den østlige del af Vestergade. I middelalderen var navnet på den Adelgade eller Algade, det vil sige den alfarne vej gennem byen.[6] Nord for hovedgaden lå Fisketorvet som i ældre tid også blev kaldt Justitstorvet på grund af bytinget. Bebyggelsesnavnene Sildeboderne og Fiskeskamlerne, der begge har nær tilknytning til torvet, vil blive omtalt nedenfor.
Skomagerstræde fik sit nuværende navn efter et lavshus på gadens vestside. I middelalderen hed den Albanistræde efter den nedbrudte Skt. Albani kirke, der lå syd for torvet lige ud for strædet. Albani Torv opstod midt i 1500-årene på den nedlagte kirkes gravplads. Mellem kirkegården og den undersøgte karré lå i middelalderen et smalt stræde med lidt bebyggelse på sydsiden.[7] Torvestræde, der indtil for nylig løb på lidt af den plads, hvor gennemkørselsgaden i dag breder sig, opstod kort efter 1572 ved delingen af en gård mellem Overgade 7 og 9.[8]
Det ældste sikre dokument, der nævner karréens bebyggelse, er et tingsvidne fra Odense byting, skrevet mandag efter Skt. Gertruds dag 1480 på opfordring af borgmestre og byråd.[9] De mente, at der før i tiden havde været offentlig adgang fra Skt. Albanistræde gennem Henrik Papes gård og derfra nord om det elende gildes stenhus ind i det stræde, der løb nord for bispegården. Sagen drejede sig altså om adgangen til det smalle stræde, der lå mellem karreen og Albani kirkes gravplads.
På Henrik Papes vegne mødte Hr. Jep Pedersen Pape, der var sognepræst i Lunde og kannik i Odense. Fire vidner aflagde ed på, at der havde været et offentligt stræde for henved tres år siden. Men „efter den tid at byen var brændt da lod Jep Pape sætte et hus på den vestlige ende af fornævnte stræde næst St. Albans stræde.“ En anden borger havde samtidig lukket for den østlige ende med et led. Et af vidnerne, Anders Degn fra Marslev, kunne fortælle, at han „havde mange sinde både løbet og ganget gennem fornævnte stræde, den tid han gik til skole her i Odense.“
Den Jep Pape, der nævnes som bygherren til Henrik Papes gård efter kvarterets brand omkring 1420, var sikkert rådmand Jep Pape, der optrådte nogle gange i 1430-erne.[10] Han anvendte det samme adelige seglmærke som Henrik og betragtes almindeligvis som hans far. Hr. Jep Pedersen Pape brugte derimod et våben, der hørte til en anden familie i byen.[11] Han var rimeligvis en søn af rådmand Peder Nielsen Pil, der nævnes i tiden 1435-59.[12] Måske har hans mor været i familie med Jep Pape.
Henrik Pape solgte sin gård på hjørnet af Skomagerstræde og det omstridte offentlige stræde til smedelavet i 1488.[13] Grundens mål blev omhyggeligt angivet og det nævnes udtrykkeligt, at en „gadebod“, der lå mod vest op til „adelhuset“, eller med andre ord forhuset, ikke fulgte med. Handelen blev slået fast med et bytingsvidne, der forøvrigt nævner, at smedenes nordlige nabo var skræddernes lavshus.[14] Boden foran lavshuset blev købt af smedene tre år senere.[15] Byens indvendinger mod den ulovlige bygning havde tilsyneladende ikke båret frugt, der findes dog ikke noget officielt tingsvidne om den sidste handel.
Smedene indrettede deres gildehus i en tres til halvfjerds år gammel købmandsgård. Omkring hundrede år senere mageskiftede de en del af deres grund med naboen i Overgade 3 og fik på den måde råd til at forny bygningerne.[16] I 1749 var deres ejendom dog „ved tidens længde og af alderdom“ blevet så medtaget, at de ikke mere så sig i stand til at forbedre eller istandsætte den. De besluttede sig derfor til at sælge det hele til naboen i Overgade l.[17] I skødet nævnes en afgift på seks mark i årlig jordskyld til kapellanen ved Skt. Knuds kirke. Der fandtes altså rimeligvis noget forhenværende kirkejord i deres besiddelse. Men om denne erhvervelse tier de skriftlige kilder, det kunne måske være det sted, hvor skræddernes lavshus lå i 1488?[18]
Mens der kan tegnes et nogenlunde sikkert billede af det historiske forløb i den sydlige del af karréen fra omkring 1420, er det betydelig vanskeligere at dokumentere den nordlige del. Byhistorikeren, biskop C.T. Engelstoft, gennemgik i anden udgave af bogen „Odense Byes Historie“ gadernes udseende mellem en bybrand omkring 1530 og reformationen.[19] Om branden også har ramt denne karré er desværre vanskeligt at afgøre.[20] Hans beskrivelse af Overgades sydside begynder i øst. Da han nåede til Overgade 7 på den vestlige side af Torvestræde, skrev han: „Vi befinde os aabenbart her i Byens fornemste Borgerquarteer, de store Kjøbmænds Midtpunct, men dog have de øvrige Gaarde fra Torvestræde til Skomagerstræde ingen sikker Historie; der er kun een af dem, om hvilken Sagnet rigtignok vil berette store Ting, men Sandheden forbliver dunkel.“ Sagnene havde deres oprindelse i et udskåret billede, der engang sad på forhuset til Overgade 1. Det vil blive omtalt nedenfor.
Engelstofts rådvildhed skyldes efter min mening, at han allerede havde placeret nogle relevante middelalderlige skøder på en ejendom øst for Torvestræde. Han lod sig i nogen grad vildlede af Brauns tyske kort over byen fra 1593, og han har byttet om på øst og vest i de middelalderlige kilder.[21]
På mirakuløs vis er der gemt tre skøder fra tiden mellem 1492 og 1509, der handler om et stenhus på Overgades sydside.[22] Huset lå lige over for „Sildeboderne“, et sted, der desværre ikke let lader sig placere. På bykortet står navnet ved Overgade på strækningen mellem Torve- og Påskestræde, men i et lejebrev fra 1555 er det imidlertid betegnelsen på ejendommen Overgade 4, der lå skråt over for nr. 3. Lejebrevet er både med hensyn til tid og nærhed et sikrere vidnesbyrd om beliggenheden end det tyske kort. Det er dog muligt, at hele den nordlige side af gaden har båret navnet. Ved Skjolden, ejendommen mellem Over- og Nedergade, nævnes flere gange „Fiskeskamlerne“ eller de nedre eller øvre fiskeskamler. Alle disse betegnelser har forbindelse med fiskehandel.[23] Af de følgende uddrag af de tre skøder ses det, at der dog ikke kan være megen tvivl om, at det nævnte stenhus virkelig er det genfundne i Overgade 3.
Matis Person, borger og guldsmed i Odense, solgte i 1492 huset til sin medborger Bartolomeus Læge, der lod ejendommen gå videre til sin søn, byfoged Hans Bartolomeussen i 1508. Året efter blev ejendommen dog igen solgt til borgerne Hans Jacobsen og „Mattis Guldsmed“. Den første tegnede sig for to tredjedele, den anden for én tredjedel af købesummen.
Beskrivelserne af ejendommen er ikke nøjagtigt den samme i de tre dokumenter. I 1492 hedder det, at grunden går fra hovedgaden og helt ned til „det stræde, der ligger til bispegården.“ Det er det samme navn, der findes i smedelavets skøder. Ved alle ejendomsforretningerne blev der taget forbehold over for noget „bysens jord“, det vil sige et offentligt areal. Forklaringen findes i det yngste skøde, hvor der nævnes fire skilling i årlig afgift for den jord, hvorpå porthuset står. Det kan have været et porthus mod Overgade, men der er dog også den mulighed, at der var tale om en bygning, der ligesom smedenes ragede bagud.
Det ældste skøde nævner, at guldsmeden i sin tid havde købt huset af „velbyrdig mand Hr. Jep Pape.“ Betegnelsen „Hr.“ må tages som bevis på, at han var en gejstlig person, og det er da nærliggende at identificere ham med den kannik, vi har mødt i den sydlige del af karréen. Det er rimeligt at sætte opførelsen af huset i forbindelse med den nævnte brand i kvarteret omkring 1420. Der kunne spores et middelalderligt brandlag i mellemrummet. En opførelsestid i anden fjerdedel af 1400-årene stemmer smukt overens med de arkitektoniske og stilhistoriske iagttagelser, der blev gjort. Til eksempel kan nævnes profilstenene i kælderen, de flade buer og vestmurens karakteristiske og pyntelige fugning.
I en årrække omkring 1500 opholdt Christian den Andens mor, dronning Christine sig ofte i Odense. Hendes hofholdningsregnskaber giver et væld af oplysninger om byens handel og håndværk. Også beboerne af stenhuset havde ret nær forbindelse med hoffet og nævnes gang på gang i regnskaberne.[24] Mattis Guldsmed solgte en sølvske til dronningen for fem mark i 1504. Tre år senere modtog han det dobbelte for noget bestilt arbejde.
Bartolomeus Læge nævnes noget tiere. I 1491 var han vidne ved en retssag og fem år senere nævnes han blandt stifterne af det katolske værnegilde „Jomfru Maria Psalters Broderskab.“[25] I hofholdningsregnskaberne nævnes lægen og hans søn ialt otte gange. Disse regnskabsposter giver et bredt billede af deres virksomhed. Bartolomeus solgte „smørelse“ i 1505 og to år senere blev han betalt „for det han havde læget ved Ulrik Smed.“ Han var ikke dronningens mest søgte læge, det var Simon, der boede på den modsatte side af Overgade.[26] Hans Bartolomeussen fik i 1505 penge for en tønde hamburger øl samt for tre og en halv alen westfalsk lærred. Året efter solgte han en hest og i 1507 noget voks. Et par gange lånte han dronningen rede penge. De blev hver gang betalt tilbage til hans far. En af kvitteringerne er skrevet af hans far på plattysk.[27] Bartolomeus læge flyttede fra byen og boede omkring 1510 i København.[28]
I 1509 blev Hans Bartholomeussen udnævnt til tolder i Ålborg. Det var et betydeligt embede, som han røgtede med stor nidkærhed både til kongens og egen fordel. I 1518 blev han også borgmester i byen og to år senere fulgte udnævnelsen til lensmand på Ålborghus. Det sidste hverv stred åbenbart mod loven, idet kun adelige havde ret til så høje embeder. Udnævnelsen var et udtryk for Christian den Andens reformpolitik mod adelsvælden. Tolderens opgave var nu på mange fronter at sørge for at håndhæve kongens og hans borgerlige rådgiveres forordninger om erhvervsliv og udenrigshandel. Han fik derfor talrige fjender hos både høj og lav. I forsommeren 1522 „satte de Ålborg borgere sig op mod kong Kristiern og ihjelslog Hans Tolder, som han stod på rådhuset og oplæste kongens brev.“[29]
I modsætning til de veloplyste ejere af Overgade 3 er nabogårdenes beboere anonyme skikkelser. Det var i 1492 Hans Dunk og Mikkel Guldsmed. I 1508 siges det tydeligt, at Hans Dunk boede mod øst. Det ældste skøde er det udførligste, men der er en del uklare steder, hvor det er vanskeligt at se, om forklaringerne hører til Overgade 3 eller til nogen af naboerne.[30] Et „tagdryp“, det vil sige et ubebygget strimmel jord under taget hører dog tydeligt til Overgade 1. Ingen af de to naboer kendes tilsyneladende fra andre skriftlige kilder, men Hans Dunk kan dog tænkes at have en familiemæssig forbindelse med den rådmand Mads Dunk, der nævnes en generation tidligere.[31]
Nabohuset mod vest, der er identisk med stenhuset i Overgade 1, blev i 1508-09 kaldt „Herrehuset“, men navnet kendes kun fra de to skøder. Det har uden tvivl huset gejstlige eller adelsfolk, måske har bygningen dengang tilhørt et af overklassens værnegilder; Der var i den sene middelalder fem eller seks af dem i Odense, i 1503 og 1520 nævnes endog et kalentegilde, der vil sige en selskabelig forening for byens og omegnens præster.[32]
Odense blev udsat for en del overlast under Grevens fejde, forud for reformationen, og der er næppe nogen tvivl om, at begge ejendomme har lidt skade. Det er rimeligt at tro, at vi her har grunden til de voldsomme ombygninger i 1500-årene. Fra 1536 og fyrre år frem i tiden har det dog ikke været muligt at finde sikker skriftlig overlevering om husene. Der er dog, som vi skal se det nedenfor, en mulighed for, at i hvert fald Overgade 1 i 1537 tilhørte borgmester Hans Friis.[33] Begge ejendomme havde dengang en betydelig udstrækning. Overgade 1 strakte sig fra Overgade og ned langs med Skomagerstræde til smedenes ejendom på hjørnet ved Albani Torv. Overgade 3 hørte sammen med nr. 5 og gik ligesom i middelalderen fra Overgade og helt tilbage til torvet.
I byens ældste skatteliste fra 1576 står borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge som ejer af Overgade 1 og købmand Arnt Petersen af nr. 3 og 5.[34] Borgmesteren var gift med Karen Jørgensdatter Friis og købmanden med hendes ældre søster Anne. Borgmester Rosenvinge boede dog ikke i denne gård, som da også havde en anden ejer allerede to år efter. Det var rådmand Hans Jørgensen Friis, der netop var blevet femogtyve år og dermed fuldt myndig. Han var en yngre bror til de to søstre, søn af rådmand Jørgen Hansen Friis og dermed sønnesøn af borgmester Hans Friis. Man kunne fristes til at antage, at begge ejendomme i noget af den dunkle periode har tilhørt denne familie.[35] Gårdene fulgte derefter i mere end ét hundrede år de rige rådmandsslægter i deres ægteskabelige stafetløb og var skiftevis beboet af rådmænd og handelsmænd samt udøvere af frie erhverv.
Efter rådmand Friis’ død i 1596 tilfaldt Overgade 1 først hans enke og dernæst svigersønnen, købmand Jost Fett. Med dennes enke gik den til rådmand Augustinus Ebbel og med hans datter til apoteker Christopher Jacobsen Wolf. Han drev apotek i gården indtil 1642, hvorefter han rejste fra byen.[36] Herefter følger igen et par dunkle perioder i ejerforholdene. I 1661 tilhørte ejendommen Jens Mogensen Rosenvinges enke; der nævnes da foruden gården også en ekstra bolig.[37] En snes år efter var ejeren rådmand Niels Mule med hvis datter Pernille den gik i arv til professor Elias Eskildsen Nauer.[38]
I 1685 sad der er trætavle over gadedøren i Overgade. Rådmand Niels Mule og hans kone lod dette billede tage ned og restaurere og fik det i den anledning forsynet med en mindeindskrift. Relieffet forestiller en mand med kjortel og hue. Neden for ham ligger endnu en mand, der er barhovedet. Niels Mules indskrift fortæller, at billedet forestillede intet mindre end guden Odin, der skulle have boet i ejendommen i byens første tid. Det er dette dunkle sagn, biskop Engelstoft hentyder til. Da billedet blev taget ned omkring 1750, blev der tegnet en skitse af det.[39] Den er desværre for udetaljeret til at fortælle noget nærmere om alderen eller meningen med billedet, der gennem tiden har været anledning til ikke så få gisninger om husets oprindelse.[40]
Omkring 1728 blev ejendommen købt af rådmand og senere borgmester Jens Nielsen. Det er ovenfor nævnt, hvorledes han købte smedenes faldefærdige lavshus og på den måde kom i besiddelse af hele grunden fra hovedgaden til torvet. I 1761 blev gården for første gang takseret til brandforsikring. Der kan være god grund til at se lidt nærmere på denne beskrivelse; det er den ældste detaljerede, og den giver et godt billede af borgmester Nielsens moderniseringer af den gamle ejendom.[41]
Langs med Overgade lå et toetages stenhus på otte fag med hvælvet kælder under. Denne bygning må være det middelalderlige stenhus med renæssancetidens tilføjelser. Langs med Skomagerstræde lå en bygning, der ligeledes havde to etager og otteogtyve fag. Under den var der noget kælder (hjørnekælderen?). Denne bygning, hvis gavl lå ud mod Overgade ved siden af stenhuset, bestod af gammelt og nyt egebindingsværk. De to bygninger mod Overgade blev iøvrigt bygget sammen en snes år senere, gavlen lå herefter i Skomagerstræde.[42]
På smedenes tomt havde borgmesteren ladet opføre en moderne bindingsværksbygning i to etager på seksten fag med en kvist i taget. Bag ved forhusene i Overgade og Skomagerstræde var der bygget en kvadratisk bygning ligeledes i to etager. Endelig lå der en gammel sidebygning på treogtyve fag ind mod Overgade 3.
Med få ændringer beholdt ejendommen dette udseende i knap ét hundrede år. Ejerne var i 1700-årene kammerherrer, justitsråder og amtsforvaltere. I 1811-12 blev ejendommen handlet tre gange og til sidst købt af gæstgiver Fridrich Larsen.[43] Han begyndte iøvrigt med at købe det lille nabohus ved Albani Torv.[44] I tiden efter 1815 blev gården indrettet til hoteldrift med alt hvad dertil hører af værelser, køkkener, restaurationslokaler, stalde og vognporte.[45] End ikke et brændevinsbrænderi manglede.[46] I 1827 blev forhusets hjørne skåret skråt af, men den største ombygning fandt sted i årene 1853-55.[47] Fra den tid stammede den fornemme bygning, der i 1874 fik navnet „Brockmanns Hotel“.
Ejendommen blev ved den store ombygning „vendt“ bort fra Overgade og mod torvet. Byggearbejderne blev fulgt med stor opmærksomhed af biskop Engelstoft.[48] Han bemærkede sig hvælvingssporene på vestmuren i Overgade 3 og sluttede deraf, at stenhuset i Overgade 1 havde været Helliggejst kirke. Nabohuset måtte som følge deraf have været selve hospitalet. Han havde imidlertid ikke sans for, at tøndehvælvene næppe kunne være fra middelalderen.
Købmand Arnt Petersen handlede som nævnt jord med smedelavet.[49] Hans svigersøn, købmand Willum Lucassen, fik derimod et skøde fra byen på noget jord uden for hans gadedør i 1610.[50] Det kan være den middelalderlige afgift, der først bliver afløst på dette tidspunkt. Købmanden døde syv år efter, og gården blev derefter drevet af hans enke, Barbara. Hun var storimportør af alle slags varer, drev landbrug og eksporterede okser og korn til udlandet.[51] Dernæst gik ejendommen med hendes datter Anna til dr. med. Jens Hansen Mule og til hans eftermand, apoteker Christopher Schultz. I den tid oplevede ejendommen en fornyet glanstid. Efter Anne Willumsdatters død i 1652 boede hendes bror Hans i ejendommen, der iøvrigt i 1659 blev plyndret af svenskerne som tog ejeren til fange. Lidt senere husede den apotekerens søn, Jens Christophersen Schultz, der blev den sidste ejer i samme slægt. I hans tid bestod forhuset af nitten fag på første sal, mens stueetagen kun havde atten. Der må altså have været en port på ét fag. Bygningen mod Albanitorv havde seks fag og en port.[52] Jens Schultz døde i København i 1704 efter tyve års ophold i denne by. Han var efter sigende „en stor elsker af rarieteter“, men efterlod sine ejendele i Odense, „møblerne blev bortstjålne og gården brugt til hvermands bryllup.“[53]
I 1708 blev ejendommen delt og ved en auktion blev Overgade 3 og huset mod Albani Torv solgt til sognepræst Mads Madsen Mørch i Lumby og handelsmand Hans Povelsen i Odense.[54] Kort før provst Mørchs død i 1724 blev gården solgt til Matthæus Sibbern, der var urmager og samtidig organist ved Skt. Knuds kirke.[55] Han solgte få år efter huset mod torvet til en guldsmed. Beboerne i Overgade 3 havde dog stadig ret til at benytte porten og gennem gården til nr. 5 at komme til den beskedne gårdsplads i nr. 3.
Der var efter den sidste deling ikke meget at beskrive for den første brandforsikringsmand i 1761. Forhuset på ti fag havde to etager. Facaden mod gaden var grundmuret, mens gårdsiden omtales som bindingsværk. I gården var der mod vest en gammel bygning af egebindingsværk med halvtag. Den må have skjult gårdsidens murværk som ikke nævnes af synsmændene. Endnu mærkeligere er det, at de heller ikke omtaler kælderen med ét ord. Det hvælvede rum kan naturligvis have været ude af brug eller af en så ringe værdi, at det ikke behøvede at blive nævnt specielt ligesom kælderen i nabohuset.
Familien Sibbern havde ejendommen til 1790. Den skiftede derefter ejer ret hyppigt, først til en købmand, dernæst en gørtler, en knapmager og en skræddermester, den sidste hed Peder Warberg. Hans enke, Christiane Cathrine Klug lod forhuset modernisere i 1842. Facaden blev pyntet op og loftsetagen forsynet med en kvist, hvori hun indrettede en lille lejlighed.[50] Her boede hun selv, mens resten af huset blev lejet ud. I 1851 blev ejendommen købt af instrumentmager Caspar Haible, der installerede sit værksted i en tværbygning i gården.[57] Han døde imidlertid allerede seks år senere, og hans enke sad tilbage med en seksårig søn, der hed Simon. Stueetagen blev lejet ud til en købmand, indtil Simon Haible i 1879 kunne åbne sin manufakturforretning dér.
Købmand Haible var meget interesseret i sin gamle ejendom og fik blandt andet landsarkivaren til at udarbejde en liste over ejerne gennem tiderne.[58] Han omfattede sin gamle „munkekælder“ med meget stor kærlighed og nød at vise den frem til sine gæster og venner. Simon Haible levede til 1935, han testamenterede alle sine ejendele og sin formue til sin fødeby. Store dele af hans møbler opbevares nu i det kulturhistoriske museum i Møntergården. Huset blev solgt til en manufakturhandler i naboejendommen og pengene blev efter hans testamentariske bestemmelse anvendt til forskønnelse af byen.[59]
Hermed er vi tilbage ved udgangspunktet, den enestående krydshvælvede kælder. Der er virkelig god mening i at bruge det forslidte ord, der findes næppe lignende kælderrum i landet.[60] Hvis den historiske dokumentation holder stik, er bygningsresterne et verdsligt minde fra anden fjerdedel af 1400-årene med bygningsmæssige kvaliteter man kun finder mage til i samtidens kloster- og kirkebyggeri.
Efter fredningens ophævelse ligger kælderens skæbne væsentligst i hænderne på det lokale styre, selv om Nationalmuseets Fortidsmindeforvaltning og hermed Kulturministeriet har grebet ind som tegn på, at sagen har almen dansk interesse. Der er ikke nogen grund til her at citere de både opmuntrende og nedslående udtalelser, der i den anledning er kommet frem i dagspressen fra byens borgere og dens ledende mænd. De sidste linjer skal blot bruges til endnu en gang at udtrykke et håb om, at det vil lykkes at finde en passende nutidig anvendelse af de knap halvtreds kvadratmeter enestående fortid midt i byens hjerte.
Den 8. marts 1971 besluttede Odense magistrat sig til at modtage et bevaringsforslag fra Kulturministeriet og Fortidsmindeforvaltningen, der går ud på at rulle kælderen og den nederste del af middelaldermurene et stykke mod syd. Dette må absolut betragtes som en lykkelig løsning, idet rummet på den måde igen kommer til at ligge inden for byggelinien. Man har lov til at ønske, at det karakterfulde rum engang vil kunne indgå i en ny bygning på stedet. En rådhusudvidelse ville i så tilfælde være „født“ med en virkelig seværdig 550-årig rådmandskælder.
Alt materiale fra undersøgelserne opbevares i det kulturhistoriske museum i Møntergården i Odense med undtagelse af de rige fund af dyreknogler, der anbringes på Zoologisk Museum i København. De nævnte arkivalier findes for størstedelen i Landsarkivet for Fyn.
Opmålingerne er udført i forholdet 1:20 og 1:50 af Jan Helmers og Steen Jørgensen for Odense kommune og Nationalmuseets Fortidsmindeforvaltning. Det gamle fot. er af Harald Lønborg, den krydshvælvede kælder nov. 1970 af K. Frier, kælderen i marts 1971 og løsfundene af Wermund Bendtsen, alle Odense; de øvrige fot. af undersøgelsens deltagere. Det tyske resumé er oversat af Maria Grandt, Gentofte.
