I den fine, tekstkritiske syvbinds-udgave af H.C. Andersens eventyr, som Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann udarbejdede fra 1963 til 1990, findes der i bind V et tillæg, som for mange til stor overraskelse indeholdt 13 eventyr, der lå uden for digterens samlede danske eventyrudgaver. Nogle af disse var i digterens samtid trykt i småblade i Danmark eller i det amerikanske Riverside Magazine, andre forelå efter Andersens død blot i manuskriptform. For disse interessante e entyr gælder det, at Andersen af forskellige hensyn ikke vægtede dem højt nok til, at de blev indlemmet i hans officielle samlede udgave, der rummede 156 eventyr og historier.
De 13 “tillægseventyr” blev bragt i den tekstkritiske udgave, velsagtens fordi de er nok så fuldendte småstykker. Men i manuskriptsamlingen til H.C. Andersen på Det Kongelige Bibliotek findes desuden en hel række eventyrfragmenter, der også kan vække interesse. Fragmenterne giver en sjælden indsigt i digterens arbejde; de er alle påbegyndte eventyrdigtninge, men vidner netop i deres fragmentariske form om, at digteren opgav sit forehavende. Den form for forlis i et skrivearbejde kender nok alle til: at påbegynde et skriveri, men i utilfredshed med formen at forkaste det skrevne for at begynde på ny. Mange skriftlige forlis har H.C. Andersen smidt i sin papirkurv eller i kakkelovnen, men den omstændighed, at han har gemt på de bevarede eventyrfragtmenter, tyder på, at han i disse har fundet en værdi, der var værd at holde fast i, og flere af de bevarede eventyrfragmenter indeholder da også ideer og billeder, som på anden vis senere fandt en plads i de eventyr og historier, han lod passere sin egen censur og udgav.[1]
I de kommende numre af Anderseniana vil disse eventyrfragmenter blive gengivet, ledsaget af et lille efterskrift, som kan indramme dem i tid og rum. I det følgende skal gengives tre fragmenter fra 1869. Transskriptionen følger H.C. Andersens ortografi. Overstregningerne står i overensstemmelse med digterens korrektur, og kantede parenteser er indsat, hvor slitage eller huller i papiret har fjernet dele af ord, eller hvor det kan fremme forståelsen af et fejlskrevet ord.
[2]Den 24 I September forlad efter afholdt Storkemaneuvre forlod jeg med Kone og fire Unger, det gjæstfrie, yndige Danmark, Peer Hansens Huus paa Strandveien, eftef fjorten Dages fa mange Dage have vi ikke brugt for at naa til Africa, men det værker ogsaa i Vingemusklerne. Nu ere vi i god Behold i Suez hvorhen Folkere komne og komme endnu for at overvære Kanal-Aabningen. Der ere Korrespondenter fra alle Lande, ogsaa hjemme fra. Ja jeg siger og skriver hjemme; man kalder os vel i vel kaldes Storken en Ægyptens Fugl, men det er Uret, ere vi ikke danske, ere vi ikke fødte i D paa de grønne Øer oppe mellem Nordsøen og Østersøen, jeg og min Familie i det mindste ere det, hvor[3] Leilighed staaer ledig, Peer Hansens Huis paa Strandveien. Der vil blive skrevet og fortalt al Verden om, hvorledes den store ægyptiske store Dags Begivenhed, hvorledes Europa gaaer naer til det rød over det røde Hav, og komme over ligesom Moses og hans Folk fra Europa til det røde Hav/[4]
Den gamle Mumie er saa uendelig glad fordi han skal med til Kanal Aabningen det han aldrig har drømt om da han jo er død for et Par tusind Aar siden. Dette finder jeg at være det lnteresanteste og derfor særligt skriver jeg, hils Peer Hansen paa Strandveien og nik til min Rede, jeg kommer imid kom i Marts! – / [5]
[6]Jeg er ganske levende, sagde Uret, “tik; tik! jeg viser og siaaer nøiagtigt hvorledes Tiden gaar fra tolv een to, til tolv og saa forfra igjen, tolv Timer men Nat og Dag er den doppelte Tid og derfor ere Uhrene i Italien der vise fra eet til 24 den naturligste; muligviis den forstaaeligste naturlig naturlig de meest betegnende. Midt paa Natten begynder det nye Klokkeslæt, i de smaae Lomme-Uhre og de største og kraftigste i de gamle gotiske Do Kirketaarne sige ringe, sjunge, ja ret med Metaltunge, eet og Vægteren raaber det ud, eet Klokken er slaget eet. En Time er igjen flyvet ud over Jorden, der ligger i Halvmørke som i Skabelsens Tid, een Gud, en eneste Gud den eneste og ene, i Himlen og paa Jorden, svæver som i Skabelsen hen over Vandene. l
[7]Der var en klog Mand, saa klog at han forstod næsten alle Sprog Menneskene talte rundt om hele Jorden, ja han forstod, ligesom den vise Kone hvad Fuglene sang, hvad hvert Dyr sagde i de Lyd[e] de kunde give, men et Sprog forstod han dog ikke, det ældste, tidligere end Menneskenes og alle Dyrenes, hvad Havet, det rullende Hav sagde, det klang i stille Veir som en Vuggevise, det i kl lød i Storm som den mægtigste Sang til hundrede Orgeler, ja endnu stærkere, det var en Det er en Musik, Fortids Musik og Fremtids Musik altid den samme, deilig at høre, naar man nu bare forstod Ordene der ere lagte deri, Ordene ere dog saa vigtige, sagde den vise Mand og sad ved Stranden høit oppe i Norden, hvor isnende Vintervind blæse ogved det rullende Hav hvor Vinteren ikke kommer, hvor Reseffie Rosen eleæstfe aet hele Aaret blomstrer under de grønne viftende Palmer. Kunde l jeg dog lære Havets Sprog. Hver lilleHavsnegl kunde det, og naar den døde ud, susede og sang Havets Sprog inde i den Øre øreformede Skal naar Menneskene holdt dem op for Øret. Jeg maa lære Havets Sprog sagde den vise Mand, der er jo intet Sprog dødt der tr man ikke lære at forstaae, om man ikke lære at tale det, naar man har god Villie og Taalmodighed. Saa søgte han i Avisen efter Han vidste at det hjalp ikke at sætte i Avisen om Sprogmester i Havets Sprog og saa satte han det ikke i Avisen men gik ned til Havet, under de høie mørke Klipper oppe ved Nordkap, hvor Havet talte i Stormen med Dommedags Røst, han satte sig paa Skagens Green hvor Nordhav og Østersø mødes og i Vraget af strandede Skibe og Søfuglene i Mængde saa at de synes drivende Skyer, skrige deres Sprog høit hen over Havets./
Han sad ved Midelhavets Strandbre[d] hvor Palmerne groe, hvor Roser blomstre i Nordens Vinterti[d] hvor Bølgerne vælte gjennemsigtige, blaaegrønne som i Schweitses store Gletsch Sneevands Søer.
Nu kommer Historien jeg skal fortælle. I Frankrig hvor Ved Midde[l]havet ligger hvor [man] fra Frankrig træder [in]d i Italien, ligger Nizza, en solbelyst Stad, solkogt Nizza i solvarmen i Vinter og Sommer, Havet ruller, synger og fortæller Aar ud, Aar ind, ved Nat og Dag, der hen kommer Fremmede fra alle Verdens Lande for at aande den milde, sunde Luft, der kom ogsaa den vise Mand som vilde lære Havsproget og her lærte han det. Ja nu kommer Historien! Maatte den vise Mand vente Aar ud, Aar ind for at høre hvad Havet fortæller, saa vend to tre Blade/ endnu, men læs dem, da skal Du høre hvad Havet fortæller, de[t] lidet vi have forstaaet af det overvældende store En stor Klippe
Jeg saae et Skib, en Qvinde med nordens dybblaae Øine saae ned i mine Bølger med Kjærlighedens Udtryk, Skibet brændte, de styrtede sig i min kjølende Favn for ei at at døe i Flammerne, ha hun hende saae j[eg] ikke, men da Skibet sank ned hvor mine Planter groe, i min store ukjendte Have, brød jeg ind og hun laae, som, i en Drøm med foldede Hænder, med Smiil om Munden, sovet ind, al mens Døden førte hende og til en blomstrende Grund. Under de danske Øer faldt Taarer salte og tunge i mine Vande, det var jo hende, Søsteren, Skibet er hendes Kiste, Havet hendes Psalmesang.
Den 6. september 1869 var en længe forberedt festdag for H.C. Andersen. Dagen var hans “københavnske fødselsdag”.
På samme måde som Thorvaldsen havde sin romerske fødselsdag, havde Andersen en dag, der var væsentligere at fejre end datoen for blot og bar hans fødsel. For Andersen var det den dag, han som 14-årig kom til København – den 6. september 1819. Den dag begyndte det liv, han selv ønskede at forme -det, der var eventyret i Mit Livs Eventyr.
Fejringen af 50-året for H.C. Andersens ankomst til København blev afholdt i Vincents nye lokaler ved Holmens Kanal bag Herholdts Nationalbanksbygning, der var under opførelse. Som et behageligt efterspil til festen havde digteren allerede truffet foranstaltninger til samme måned at rejse mod Syden for der at fejre julen ved den franske riviera.
Ved den livlige fest i Vincents lokaler den 6. september 1869 blev der naturligvis holdt festtaler, og redaktør Bille og professor Høedt – den tidligere så geniale og nyskabende skuespiller – satte begge fokus på miskendelsens år for digteren, hvorfor de familier, der som de første tog sig af og anerkendte den unge digter, blev fremhævet og mindet, heriblandt familien Wulff.
Især mindet om denne familie må have opfyldt H.C. Andersens tanker den festaften, ikke mindst fordi det var familien Wulff, den 14-årige skomagerdreng som en af de første havde opsøgt, da han på sit livs første større rejse var ankommet til hovedstaden. I særdeleshed måtte mindet gælde den ene datter af huset, Henriette. Hun havde ubestridt været digterens største støtte og søster i ånden, indtil hun på så tragisk og grusom vis omkom på Atlanten ved udvandrerskibet Austrias katastrofale brand i 1858. Midtvejs på Atlanten, fem dage fra New York, var dampskibet på grund af en væltet tjærekande brudt i en voldsom brand, der hurtigt spredte sig og snart viste sig at være ude af kontrol. I panisk rædsel for den voldsomme brand sprang passagerer i søen. De redningsbåde, der ikke stod i luer, knustes ved nedfiringen, og den eneste uskadte redningsbåd kæntrede. Denne gru blev grusommere, ved at dampskibets maskine ikke lod sig stoppe. Skibet fortsatte absurd sin planmæssige færd, og passagererne flygtede mod den yderste pynt, mod stævnen, i håbet om frelse. En fransk brig kom til undsætning efter tre time og reddede 40 mennesker fra Austrias bovspyd. I alt reddedes ca. 90 mennesker fra det sejlende, brændende skib, inden det gik under med godt 450 mand – heriblandt den skrøbelige Henriette Wulff, der var vanfør og derfor slet ingen chancer havde for at undslippe døden fra sin kahyt. Austrias brand var datidens pendant til vor tids forestilling om Titanies forlis.
Henriettes navn har uden tvivl været på læberne under fødselsdagsfesten – og selvfølgelig: H.C. Andersens borddame var Henriettes to år yngre søster, konferensrådinde Ida Koch.
Mindet om Henriette Wulff var meget smerteligt for H.C. Andersen. Han havde – da hun i 1858 stod for at emigrere fra det nationalistisk opkogte Euro pa til Amerika – af egensindige grunde afslået at mødes og tage ordentligt afsked med hende inden Austrias afgang fra Hamburg den 1. september. Så frygteligt var tilfældighedernes spil, at det intimeste venskab ophørte aldeles uforløst – helt uden – helt blottet for sand afsked og farvel. Det hele opslugt af ild og vand.
Det er ubegribeligt og smertefuldt at tænke på, at Andersen undlod at mødes med sin reneste og mest trofaste ven i et så afgørende livsmoment for hende. Hun rejste jo ikke bort – hun emigrerede. Den eneste måde, vi kan forstå de tanker, der lå til grund for Andersens fatale beslutning om ikke at tage behørig afsked med sin inderste ven, må være denne: Det var ikke udelukket, at han ville foretage en rejse til USA. Her havde han jo ikke bare gennem sine digtninger, men også gennem Henriette Wulff fået trofaste venner. Hende var det, der udfordrede vennens rejselyst; hun var den, der arrangerede Andersens allerførste rejse, som gik til Harzen; hun var mere berejst end H.C. Andersen – ja, disse to mennesker hørte til de absolut mest berejste mennesker i Danmark – og Andersen, der i gennemsnit var på udenlandsfart hver femte dag i hele sit voksenliv, har naturligvis overvejet en rejse til Amerika. Men tanken derom forduftede fuldstændigt med tabet af veninden. Hendes død på det brændende skib har ikke bare været skrækindjagende at tænke på -det manglende farvel har været nagende og fyldt digteren med en fortærende skyldfølelse.
Kvalen blev genopfrisket i digteren, da han efter fejringen på sin rejse var kommet til herregården Maxen nær Dresden i begyndelsen af oktober 1869. Her oplæste komtesse Techla Eaudissin for Andersen sin oversættelse af hans minde-digt over Henriette Wulff fra oktober 1858:
I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre!
Og billedet blev stærkere, for på underfundig vis blev de elementers rasen, som havde opslugt Henriette Wulff – ild og vand – frygtindgydende størrelser, der fulgte med digteren på vej mod Syden nu her i 1869 – elleve år efter tragedien på Atlanten.
Når H.C. Andersen rejste mod den franske riviera, var det med det mål for øje der at fejre julen sammen med fru Melchior og tre at hendes døtre. Rejsen forløb dog hverken efter planen eller forventningerne. Vejret var koldt, vådt og vinterligt med sne og blæst, og vennerne, han håbede på at møde, var andetsteds, idet Suez-kanalens åbning, der skulle finde sted den 17. november, også var et tilløbsstykke, der tiltrak mange af hans bekendte.
Dog, den største skuffelse af alle kom, da H.C. Andersen mod slutningen af oktober fik underretning om, at Melchiors pga. datteren Annas helbred søgte mod et endnu varmere klima – mod Afrikas Algier – hvorhen digteren pga. sin skræk for vandvejen-i rædsel over Henriette Wulffs sørgelige skæbnebestemt ikke turde begive sig: “(…) hvor let og snart henveires dog vore smukke Planer”, lyder det behersket i et brev til den unge Louise Melchior den 4. november 1869.[8]
Efterårsrejsen 1869 var i sagens natur helt grundlæggende et ønske om at bevæge sig fra Nordens kulde mod Sydens varme, men vejret i Centraleuropa var usædvanlig vinterligt, vådt og koldt det år. Følger man den rejsende digter gennem dagbogens blade, mærker man tydeligt denne fortvivlelse over det dårlige vejr. Forventningerne til rejsen blev ikke indfriet, og følelsen af fortrydelse voksede; det vinterligt våde og kulden nødvendiggjorde det varme logi; og den buldrende ild i kakkelovnen forstærkede dagligt det ubehagelige møde med både ild og vand. Der er på ingen måde noget påfaldende i, at H.C. Andersen nævner kakkelovnsild i sin dagbog under sine rejser. Han noterede sig mange detaljer, men her kommenteres den påfaldende meget i både dagbog og breve. Hvad der vidner om denne sjælelige uro, understreges af en dagbogsoptegnelse, hvor Andersen i affekt gentager sin ilds-uro den 3. december 1869:
Brændte stærk to Fingre ved at aabne Kakkelovns Dør, jeg sidder med Uld om dem. Føler mig iøvrigt nu ret hyggelig og vel. Brændte min Tommelfinger og Slikpot i det jeg vilde aabne Kakkelovns Døren, det smertede; jeg svøbte Bommuld om som lindrede.[9]
Uheldet beskrives overraskende nok ad to omgange, som om han har været ubevidst om gentagelsen. Måske kunne han have ønsket at præcisere hændelsen, men uanset hvad må indtrykket af hændelsen immervæk have været særlig stærk. Digteren tog faktisk notits af sin ilds-uro i så høj grad, at han noterede sig dens påtrængenhed i dagbogen med ordene: “Jeg kjender denne hysteriske Ængstelighed og kan ikke bekjæmpe den”.[10]
H.C. Andersen havde en forunderlig evne til at beherske virkeligheden med sin fantasi. For vennerne oplevedes det, som om han ikke kunne kontrollere sig selv eller den situation, han befandt sig i: Et lille fiskeben, som satte sig fast i halsen, kunne udvikle sig til det dramatiske højdepunkt under en middag. Men i virkeligheden var digterens ængstelighed udtryk for hans mægtige fantasi. Han kunne med fantasien fx dislakere sin tandpine, [11] og under opholdet i Nizza, hvor digteren af angst for hotelbrand havde fået logi i stueetagen nær køkkenet, skriver han i dagbogen:”… jeg lugter ideligt Beufsteeg og i hvor stor min Phantasi er jeg kan ikke føre den Duft over i Violer, ikke engang i Hyazinter”,[12] som om det lå ham ganske naturligt for at lade realplanet skride over i fantasiplanet. Men denne gang kunne det ikke engang blive til duften af hyacinter! Den form for orkestrering af fantasien, som Andersen synes at have besiddet, svigtede grusomt under rejsen. Med det manglende humør svækkedes fantasien. Det ydre, han med fantasien normalt kunne holde fra døren, trængte sig på som ængstelighed: “Jeg … kan ikke bekjæmpe den”.
Ligesom Satania Infernalis kunne spille på tandrækkernes fulde registre i “Tante Tandpine”, lød der også i denne utilpasse digters nagende uro anslaget af en anden mørk akkord: ensomheden ved det at stå i manglende kontakt med dem, man søger. Det savn præger dagbøgerne og brevene: Her udregnes postgange, telegrafen nævnes, og Middelhavets blå barriere beklages. Suezkanalens åbning den 17. november måtte stemme digterens poetiske gemyt i denne situation. Denne var århundredets begivenhed, hvad angår den store kontakt mellem nær og fjern, som herrekontinentet Europa gennem skibspassagen i det gamle Ægypten nød vældig godt af. Åbningen af Suez-kanalen stemte sindet i billedet af foreningen mellem nord og syd, ny og gammel tid, kulde og varme, fravær og udve.
Der kom tre digtninge ud af denne stemning: en digtning om tid, en om bevægelse og en om uendelighed. Alle tre digtninge blev hurtigt opgivet, nok fordi de var skrevet i det mismod, der lå i, at fantasien ikke ret kunne opløfte sindet – selv storkebrevet mangler det andersenske lette og rene humør; det er fuldt op af beklagelser.
Der mangler i fragmenterne dette “Salt”, som Andersen i et brev kort før sin død fortalte Jonas Collin d.y., at hans digtninge havde, nemlig “Humoret”.
Der findes i grunden ingen mismodige eventyr af de 156, H.C. Andersen offentligt lagde navn til.
Det triste vil altid præsentere sig som noget smukt, ikke som noget uforløst og mismodigt, som fx er det, skrædder Ølse personificerer i “Hvad gamle Johanne fortalte”. Ikke engang eventyret “Skyggen”, der synes så uforløst, fordi det afsluttes uden håbs genindsættelse, sætter en i mismod – den vækker snarere hos en et alarmberedskab. Der hersker i dette eventyr en poetisk nødvendighed, der trænger frem så smukt, at det står for ens øjne og i ens tanke meget længere, end læsningen varer. Det uforløst/forløste og nødvendigheden ligger i eventyrets simpleste, ikke-abstrakte erfaring, som alle deler: Livet udstrækker sig i kortere tid end mindet. Da den lærde mand er død, har vi kun hans skyggebillede tilbage. Det er et fænomen, alle kender til: De, der er døde, kommer aldrig igen, men optræder som skyggebilleder – som skyggen eller silhuettens repræsentation af den lærde mand – eller i dag som fotografier. Derfor må læseren nødvendigvis og tvunget acceptere logikken i den grumme uretfærdighed, der gennem læsningen af eventyret i bogstavernes silhuetform har stået en så levende for øje. Det beklagelige er, at alt det skønne, gode og sande, som mennesket har tænkt, følt og oplevet, netop dør sammen med mennesket og hurtigt forglemmes – eller hvad? Har den skygge, mennesket kaster af sig – eller den streg, poeten slår hen over papiret – noget mere uendeligt over sig end menneskelivet selv? Den uro i forestillingen om sjælens og eftermælets udødelighed præger H.C. Andersens eventyr stærkt i årene efter “Skyggen”. Men det sjæls-urolige blev i disse eventyr alligevel opløftet til noget kunstnerisk vellykket.
Eventyrfragmenterne her formår slet ikke at opløfte sindet fra uroen. De tre digtninge fra 1869 har hverken noget forløst eller en nødvendighed i deres poetiske greb. De har ikke det ovennævnte “Salt” i sig- det rette humør, som fantasien kan berige virkeligheden med.
Digtningen om tiden – “Hvad Uret fortæller” – vakler i vemod alt for hurtigt og svæver til sidst i billedet af Guds ånd hen over havet. Dette lille, beskedne stykke poesi brugte digteren senere i fortællingen “Oldefa’er”, hvor motivstoffet står i blomst. Tiden – gammel tid og ny tid (i reference til Ørsteds lille afhandling) – diskuteres her mellem oldefar og barnebarn. Det nymodens ur med alle sine tandhjul og mekaniske sindrigheder griber den gamle bedstefar med uro. Han mindes, at han i sin ungdom havde et andet forhold til ur og tid. Her var uret ikke en slags mekanisk og præcis nattergal, man frygtede for med al dens finmekanik, skulle gå i stykker; uret var snarere en organisk repræsentation af tiden – en natur, som man levede i og havde tiltro til, og som gav en tryghed og ro. Telegrafen står i den henseende i stærk kontrast til bedstefaderens pladderromantiske position. Her er det Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen, der anvendes med det forbløffende resultat, at man lynsnart kan kommunikere med hinanden over gigantiske afstande og fjernheder. Dette nymodens præcisionsapparat har betydning for den bagvedliggende fortælling, der handler om en sejlads med de kære over Atlanten fra USA til Danmark, der går gruelig galt. Alt er med nyheden om skibets forlis en ulykke, men telegraftråden bringer den lykkelige udgang på denne dramatiske situation: De kære er reddet fra druknedøden. Af den grund bliver bedstefar oldefar. [13]
Det lille manuskriptfragment “Hvad Uret fortæller” indeholder ligesom de øvrige to fragmenter disse tanker om tiden, og på manuskriptets bagside findes de sidste linjer af det andet eventyrudkast: “Et Storkebrev fra Suez før Kanalens Aabning”, hvor storken – trækfuglen, som Andersen yndede at sammenligne sig med – agerer budbringer om Suez-kanalens åbning på den gammeldags maner i konkurrence med nutidens telegrafbrugende korrespondenter ved at skrive hjem – “hils Peer Hansen paa Strandveien og nik til min Rede, jeg kommer i Marts! -“. Dette er den anden fortælling; den, som handler om bevægelse over geografiske afstande – en anden form for fortælling om tid.
Man forstår godt lystigheden i ideen om – gennem et stykke prosa – at beskrive en stor begivenhed, men nyheden ældes hurtigt i et sådant forsøg. Her kan selve åbningsbegivenheden ikke være det bærende i poesien. Det er ikke litterært holdbart at lade trækfuglen berette om en begivenhed, så længe efter at begivenheden fandt sted. Og det var måske heller ikke så meget begivenheden som selve fænomenets større væsen, der fængslede digteren.
Væsenet ved den begivenhed kunne ikke bæres af storkens vinger. Det var langt bedre gennemført i “Dryaden”, hvor verdens-udstillingen stod som baggrund for dryadens dødelige fascination. Derfor kunne det ikke være selve åbningen af porten mellem nord, syd og øst, der måtte berettes om, men mere den kendsgerning, Suez-kanalen repræsenterede, nemlig bevægelsen mellem nær og fjern, geografisk og tidsligt:
Den gamle Mumie er saa uendelig glad fordi han skal med til Kanal Aabningen det han aldrig har drømt om da han jo er død for et Par tusind Aar siden. Dette finder jeg at være det lnteresanteste …
Men forsøget løber skævt af stablen. Storkebrevet er ifølge dagbogen skrevet den 6. november 1869, Andersen forlod Danmark den 26. september og vendte tilbage den 7. marts 1870. Prosafragmentet indeholder derfor også en alt for grov selvspejling. Det poetiske greb er alt i alt for fattigt.
“… i Skabelsens Tid, Gud den eneste og ene, i Himlen og paa Jorden, svæver som i Skabelsen hen over Vandene”, lyder de afsluttende ord i “Hvad Uret fortæller”, og i dette billede ligger åbningsscenen i den tredje digtning: den om det uendelige, der blev betitlet: “Hvad Havet fortæller”. Her er havet – hvor hen over Guds ånd svæver – det forunderlige allerførste i skaberværket – den store, uendelige ånd, den kloge mand gerne vil kunne forstå og lære sproget af: “Kunde jeg dog lære Havets Sprog”, siger han og rejser til yderpunktet for eksistensen “under de høie mørke Klipper oppe ved Nordkap, hvor Havet talte i Stormen med Dommedags Røst”.
Ligesom H.C. Andersen opgiver “Hvad Uret fortæller”, idet tanken fortabes i det bibelske, stopper han brat sin digtning i manuskriptet til “Hvad Havet fortæller”, når det bibelske med “Dommedags Røst” tilsvarende alt for tidligt anslås. I manuskriptet påbegyndes det nye tilløb med ordene: “Nu kommer Historien jeg skal fortælle”, hvorefter H.C. Andersen flytter scenen til sit Nizza og præsenterer “den vise Mand”, der villære havets sprog – og igen ophører fortællingen, men påbegyndes på ny: “Ja nu kommer Historien!”, skriver H.C. Andersen, hvorefter selve titlen atter præsenteres: “Hvad Havet Fortæller”. Vi er tilbage ved begyndelsen efter tilløb efter tilløb efter tilløb.
På dette tidspunkt i skriveprocessen må H.C. Andersen have været i bevægelse. Håndskriften bærer præg deraf. Det bør siges, at det også er et stykke natarbejde, for i dagbogen noteres den 7. december 1869: “Begyndt om Aftenen paa et Eventyr: ‘Hvad Havet fortæller’.” Mennu-ved det sidste forsøg på at fange tankeflugten – er håndskriften svært tyd bar. Skriften glider ud i bølgende streger. Det er alligevellykkedes at tyde dette digterens sidste armtag med det, der trængte sig på. Og man forstår skriftens hastige bevægelse, når ordene – sagens kerne – langsomt toner frem:
Jeg saae et Skib, en Qvinde med nordens dybblaae Øine saae ned i mine Bølger med Kjærlighedens Udtryk, Skibet brændte, de styrtede sig i min kjølende Favn for ei at at døe i Flammerne, hende saae j[eg] ikke, men da Skibet sank ned hvor mine Planter groe, i min store ukjendte Have, brød jeg ind og hun laae, som, i en Drøm med foldede Hænder, med Smiil om Munden, sovet ind, mens Døden førte hende til en blomstrende Grund. Under de danske Øer faldt Taarer salte og tunge i mine Vande, det var jo hende, Søsteren, Skibet er hendes Kiste, Havet hendes Psalmesang.
Det er, hvad vi ved, havet fortalte H.C. Andersen i Nizza den 7. december 1869[14]
Ensomheden på rejsen gav ham det vemod, som alderen skænker den sentimentale; kontakten på tværs af afstande blev udtrykt med affekt i storkebrevet, og i savnet af en nær ven, man kun med havets uendelige sprog kan tale med, måtte Henriette Wulff naturligvis dukke op.
Hun var jo rejsekammeraten fra begyndelsen af.
Ironisk nok blev digteren af Dorothea Melchior ægget til at skrive sine tanker ned som poesi i et brev fra 25. oktober 1869 – uvidende om, hvilke nervetråde hun anslog i ham og satte i svingninger – idet hun trøstende varslede vennen om, at de ikke skulle fejre julen sammen i Nizza alligevel:
For Dem vil det være en let Sag at træffe behageligt Selskab enten i Cannes som er en meget smuk beliggende By eller i Nizza eller Monako, hvor saa uendelig mange ty hen for at tilbringe en fornøielig Vinter, det er ei alene Syge, som gaa derhen. Vi tog ind i Grand Hotel i Cannes, der ligger tæt ud til Søen og var det interessant at høre den evindelige buldrende Lyd; den vil sikkert fortælle Dem mangt et Eventyr fra Havbunden; jeg hørte det, men kunde ikke forstaa det og venter jeg paa Deres Forklaring deraf.[15]
De nervetråde, som ansloges i H.C. Andersen ved læsningen af brevet, kan vi i sagens natur ikke redegøre for, men manuskriptfragmenterne, som stammer fra tidsrummet, giver os et indtryk deraf. En megen venden og drejen i motivsættene vidner de tre fragmenter om; de griber ind i hinanden, men griber ikke fast om den egentlige tankerod.
Jeg har svært ved at forestille mig andet, end at roden til den voldsomme uro i digtersindet skyldes, hvad H.C. Andersen nærmede sig i sit tredje tilløb i fortællingen om “Hvad Havet fortæller”: Henriette Wulff.
Selv i storkebrevet dukker hun op om end indirekte i den allerførste sætning: “Den 24 I September … forlod jeg … Danmark”. H.C. Andersen forlod – som tidligere nævnt – Danmark den 26. september 1869, men i manuskriptet har han forvekslet denne dato med datoen for Henriette Wulffs fødselsdag, der var den 24. september.
Naturligvis har netop dette mest interessante poetiske forsøg, “Hvad Havet fortæller”, haft en alt for personlig karakter til, at det uden videre kunne passere uden en form for sublimering eller redaktion, der ophøjede det personligt kvalfulde til fælleserfaring. Han behøvede som poet at fjerne sig fra sit personfølsomme ankersted for derved at give tanken flugt og sand mening for andre.
Derfor har manuskripterne ligget i skrivebordsskuffen til vor tid. Der var gods i ideerne, på trods af at de var født i dølgsmål. Vi finder som sagt et ekko af fragmenterne i “Oldefa’er”, men også i eventyret om “Den store Søslange” -begge fra året efter, i 1870.
I “Oldefa’er” optræder skibskatastrofen, der trods alt har den smukke udgang med det lykkelige budskab, der med Ørsted og telegrafen lynsnart meddeles de urolige og dermed skaber ro og tryghed. Her hyldes Ørsted – der jo skrev om gammel og ny tid [16] – i drømmen om Henriette Wulffs ikke-død, hvorimod de faktiske omstændigheder – det smertelige tab ved Henriette Wulffs død i det brændende skib på det rullende hav – i sublimeret form og i omvendt rolleforhold til Ørsteds dukker op i telegrafeventyret “Den store Søslange”:
Endelig øinede den lille Havfisk en lang mørk Stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken Fisk eller Toug, det var Relingen af et stort sunket Fartøi, hvis øverste og nederste Dæk var brudt itu ved Havets Tryk. Den lille Fisk svømmde ind i Rummet, hvor de mange Mennesker, der vare omkomne da Skibet sank, nu vare skyllede bort, paa to nær: en ung Qvinde laae der udstrakt med et lille Barn i sine Arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille Fisk blev ganske forskrækket, den var uvidende om, at de ikke kundevaagne mere. Vandplanter hang som Løvværk ned over Relingen, hen over de to smukke Liig af Moder og Barn. Der var saa stille, der var saa eensomt.[17]
Andersen var som professionel forfatter bestemt ikke sin egen milde kritiker. Han opgav at arbejde videre på de tre prosastykker, men smed dog ikke manuskripterne ud. I enkelte poetiske stykker må han have fundet et værd, som nødigt måtte gå til spilde. Som Knud Lyne Rahbek skrev i sin censur over Andersens ungdomsforsøg Alfsol i 1822, så var der immervæk enkelte “Glimt”, der var lovende.”Oldefa’er” og “Den store Søslange” rummer da også glimt af eventyrfragmenterne i deres litterære, arabeske struktur – den litterære genetik og skrivningens genealogi in mente.
Jeg har i mine kommentarer kastet en personbiografisk kappe hen over eventyrfragmenterne fra 1869, fordi jeg mener, at det uvejr, Andersen som menneske da befandt sig i, giver et interessant billede, som kan gøre kæntringen af de tre poetiske forsøg forståelig.
Digterfrugterne her er skurvede poetiske frugter. De viser os, hvad H.C. Andersen ikke ville give os. Sådan måtte det ikke være, nu da han ikke som digter i disse tilfælde mægtede at løsrive sig fra det snævert sjælelige og pinefulde. Fragmenterne giver os – som allerede bemærket – en indsigt i H.C. Andersens arbejdsmetode, hvor skriftlige stumper og stykker kan vente længe på, at de finder deres passende plads i en åndrig konstellation. Det er igennem disse poetiske skibbrud, vi nærmer os forståelsen af digterværkerne, der ikke forliste i digtningens svære søgang.
