I sommeren 2000 var området vest og sydvest for Odense Domkirke – Klingenberg og Klosterbakken – genstand for en større omlægning af kørebane og tilstødende gang- og cykelstiarealer. Umiddelbart vest for domkirken løber det nuværende gadeforløb oven på den gamle kirkegård, og en udgravning måtte iværksættes for at redde begravelserne fra ødelæggelse.[1]
Den nøjagtige udstrækning af kirkegården mod nord, vest og syd var ikke på forhånd kendt, kun vidste man fra de to udgravninger på nordsiden af domkirken i 1998, at der her var begravelser tilhørende domkirken.[2] Disse var adskilt fra de ældre begravelser på den mod øst tilstødende Skt. Albani Kirkegård ved en senmiddelalderlig kirkegårdsmur, hvoraf der blev fundet fundamentrester.[3] Ved udgravningerne i 1998 var der desuden fremkommet et lag af smuldret frådsten spredt ud over området, formentlig i forbindelse med opførelsen af frådstensdomkirken, og et tyndt lerlag, der lignede et gulv. Lerlaget strakte sig dog over så stort et område, at der næppe kunne være tale om gulvet i et almindeligt hus. Håbet var ellers, at det tilhørte et hus i den fra skriftlige kilder kendte, men ikke lokaliserede, kongsgård tilhørende Knud den Hellige. Denne kongsgård blev altså ikke fundet i 1998, og jagten på den kunne således gå videre i den nye udgravning. Stormandsgårde i forbindelse med kirker findes ofte netop mod vest, og det samme kunne tænkes at være gældende for kongens gård i Odense.
Da asfalt og afretningslag var fjernet, dukkede de første begravelser og konstruktioner ganske hurtigt op tæt ved overfladen. Dette skyldes, at området i 1865-66 blev afgravet, hvorved man fjernede en alen jord.[4] Begravelsestætheden vest for kirken viste sig generelt at være væsentlig større end nord for. Tidsmæssigt måtte begravelserne forventes at stamme fra en 700 år lang periode, idet Skt. Knuds Kirke ifølge skriftlige kilder fik begravelsesret i 1139, og der blev oprettet forbud mod nye begravelser på stedet i 1818.[5]
Der blev optaget i alt 500 begravelser fordelt på området nordvest og vest for domkirken samt vest for klosterbygningerne. En stor del af gravene kunne ikke dateres på grund af manglende fund, men mindre grupper skilte sig ud. Dette gælder især en flok på 13 begravelser koncentreret på et lille område umiddelbart ud for kirkens nordvesthjørne. Der var tale om ti voksengrave og tre barnegrave, hvoraf alle voksengravene havde haft kiste og to endvidere hovedsten, mens alle barnegravene var uden kiste. En hovedsten er en sten enten af natursten eller tegl, som i tidlig middelalder placeres under den dødes hoved som støtte. Alle begravelserne havde armstilling armene ned langs siden, som man anvendte det i tidlig middelalder. Denne type kaldes armstilling A.
Fælles for disse grave var, at de var overlejret af først et lag, der syntes aflejret under en længere periode. Derover igen lå det lag af smuldret frådsten, som ligeledes var fundet i 1998-udgravningerne. Dette højst karakteristiske lag består af hvid, gul og orange smuldret frådsten, som med fuldt overlæg synes spredt ud over hele området nord og vest for domkirken. Forgængeren til den nu stående domkirke var bygget af dette materiale, der også kaldes kildekalk, og som findes afsat omkring kilders udspring. Det anvendtes ofte til kirkebyggeri i tidlig middelalder i de egne, hvor forekomsterne var tilstrækkelige, hvilket vil sige især omkring Roskilde og i Østjylland samt i mindre grad på Fyn. Frådstenslaget var et af de ældste kulturlag på stedet, og udlæggelsen af det må have krævet, at der i forvejen var en massiv anvendelse af dette materiale i gang. Således må det have knyttet sig enten til opførelsen eller nedrivningen af den gamle frådstens-domkirke, hvoraf førstnævnte allerede i 1998, straks efter udgravningens start syntes mest sandsynligt. Laget indeholdt nemlig ingen tegl, hvilket kunne tyde på en datering til før teglens indførelse i Danmark ved midten af 1100-tallet. Efterfølgende dendrodateringer til 1120’erne af nogle store stolper anlagt ned gennem frådstenslaget understregede denne hypoteses rigtighed. Yderligere blev der i Klosterbakken-udgravningen fundet betydelige mængder af tidlig middelalderlig keramik i form af den gråbrændte Østersøkeramik.[6]
Den gamle frådstensdomkirke har med sikkerhed været under opførelse i slutningen af 1000-tallet, idet de jordiske rester af den dræbte Knud den Hellige overførtes til kirkens krypt i 1095.[7] Da frådstenslaget altså tilhører denne fase, må de 13 begravelser være ældre end dette byggeri og skal dermed placeres et sted i 1000-tallet, eftersom der tydeligvis var tale om kristne begravelser.
Knud den Hellige blev som bekendt myrdet i Skt. Albani Kirke i 1086, og ved fundet af 1000-tals gravene opstod naturligvis spørgsmålet, om der kunne være tale om selveste Knud den Helliges hird, hans personlige livvagter. Faldet i forsvar for deres konge og gravlagt i nærheden af ham. Skeletterne var alle dårligt bevarede (en grav var helt tom, mens knoglerne i en anden var gået i opløsning), men da ingen af dem bar spor af at have endt livet for en andens hånd, og da der var kvinder og børn iblandt dem, synes der ikke at være tale om hirden. Mere sikkert er dog, at gruppen ligger for langt fra de øvrige begravelser til Skt. Albani Kirke, hvis trækirke ellers går tilbage til 1000-tallet, til at kunne høre sammen med disse. Tilmed fremkom der i 1998 en tilsvarende grav i umiddelbar nærhed og på nordsiden af den nu stående kirke, hvilket understreger tilstedeværelsen af en kirkegård og dermed en kirke ældre end frådstenskirken. Der er aldrig fundet spor af en sådan forgænger, der formodentlig har været af træ, men argumenterne for dens eksistens er nu ikke til at afvise.
Præcis hvor den skal findes, er et åbent spørgsmål. Har den ligget under den tidlige stenkirke og dermed under den nuværende, eller har den ligget lidt længere mod nordvest i nærheden af 1000-tals begravelserne? Det var almindeligt at bygge stenkirkens kor uden om det gamle kor på trækirken, hvorefter man nedrev dette og fortsatte med at bygge stenkirkens skib uden om trækirkens skib. Herved undgik man en flytning af altret, hvilket krævede genindvielse, en omstændelig proces, som man gerne undgik. På den anden side ligger de tretten 1000-tals begravelser måske lidt for langt væk fra den nuværende kirke til, at forgængeren af træ skulle have ligget der. En helt anden mulighed er, at det tidligere omtalte lergulv fundet i 1998 simpelthen er gulvet i en trækirke. Med tanke på, hvor glat ler bliver i regnvejr, er det i hvert fald ikke anlagt med henblik på at skulle ligge under åben himmel.
I øvrigt blev frådstenslaget kun de færreste steder berørt af anlægsarbejderne og derfor ikke fjernet. Der er derfor mulighed for, at der findes flere tidlige begravelser skjult herunder.
Af de 500 begravelser kunne ud over de tretten 1000-tals grave kun tolv med sikkerhed dateres til middelalderen. Heraf lå de otte lige vest for domkirkens vestfacade, og stedet kan tænkes at have været foretrukket i middelalderen. De syv af gravene var nedlagt mere eller mindre oven i hinanden, hvilket muliggjorde en datering. I den yngste af gravene hvilede hovedet nemlig på en hovedsten af tegl, et fænomen, der især ses anvendt i den tidlige middelalder. Alle skeletterne lå ligeledes med den tidlige middelalderlige armstilling (ned langs siden), ligesom de sparsomme keramikfund stammede fra tidlig middelalder. Alle begravelserne var desuden gravet ned til eller gennem frådstenslaget og var således yngre end dette. En datering til 1200-tallet synes mest sandsynlig. Den sidste grav lå ganske vist isoleret fra de øvrige, men indeholdt – som tegn på en gennemført pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien – udgravningens eneste ibskal (pilgrimsmærke i form af en stor, hvid muslingeskal). Om end noget fragmenteret, så dog et tegn på gravens middelalderlige oprindelse og den dødes fromme gøremål.
Ved sammenligning af topniveauerne på skeletterne viste det sig, at i området vest og nordvest for kirken lå 19 af 25 middelalderlige grave mindst 20 cm dybere (og ofte mere) end de eftermiddelalderlige begravelser. Udgravningen blev desværre ikke gravet til undergrund, eftersom de efterfølgende anlægsarbejder ikke skulle gå så dybt, og der er således formentlig efterladt en del grave på stedet. Det kan derfor ikke med sikkerhed siges, om det er et gennemgående mønster, at de middelalderlige grave ligger dybere end de eftermiddelalderlige, men noget kunne tyde på det.
Udgravningsfeltet vest for klosterbygningerne adskilte sig fra det øvrige område ved, at en stor del af de eftermiddelalderlige grave lå i samme dybde som de middelalderlige længere mod nord. Dette kan dog forklares ud fra det faktum, at terrænet her begynder at skråne ned mod Odense Å. Har begravelserne skullet graves lige så langt ned fra overfladen som på den resterende del af kirkegården, må de naturligvis også ligge i en større dybde. Denne del af kirkegården var i øvrigt den mest intensivt udnyttede; begravelserne lå meget tæt og havde stort set fjernet frådstenslaget helt. Udredelsen af den indbyrdes alder gravene imellem blev yderligere besværliggjort af, at gravene lå i ét stort fyldlag, hvor det kun i sjældne tilfælde var muligt at erkende nedgravningen til den enkelte grav.
Afgrænsningen af kirkegården mod nord, vest og syd var på forhånd ikke kendt, og den nordlige blev heller ikke erkendt i udgravningen. Den sydlige fremkom som noget af det første i form af en rektangulær murstenskonstruktion nedgravet i jorden omtrent lige vest for den sydvestlige hjørnebygning i klostret. Ved tømning af nedbrydningsmaterialet, som var fyldt i den, viste indersiden sig at være en pæn, ensartet munkestensmur bevaret i adskillige skifters højde. Da ydersiden senere hen blev afdækket, viste denne sig til gengæld at være uregelmæssig, ujævn og opbygget af en masse forskellige slags teglsten, både munkesten og mindre gule teglsten. Konstruktionen kunne derfor ikke være middelalderlig. Det var tydeligt, at indersiden var beregnet på at skulle ses, mens ydersiden, der var skjult under terræn, ikke var det. Noget sådant gør sig gældende for en færist, som er en muret kasse skjult i jorden med en rist henover, der skulle forhindre dyr i at gå ind på kirkegården.
Der var ganske vist ikke entydige spor af en kirkegårdsmur i forbindelse hermed[8], men i og med at en færist befinder sig på overgangen fra kirkegård til det omkringliggende område, var der ingen tvivl om, at der var tale om den sydlige afslutning. Dette bekræftedes af, at der ikke fandtes en eneste begravelse syd for færisten.
Den vestlige afgrænsning blev muligvis fundet i form af en meget dyb grøft, som sås i profilen (den lodrette jordvæg) i en fjernvarmerørsgrøft ca. 50 m vest for domkirkens vestfacade. Der var dog hverken fund eller mulighed for at undersøge den nærmere, men der var begravelser lige "indenfor", hvorfor området med sikkerhed har hørt til kirkegården. Der kendes også til udvidelser af kirkegården fra skriftlige kilder, så den har sandsynligvis ikke ligget det samme sted i den tidlige middelalder og i 1800-tallet, da den blev nedlagt.
Det er naturligvis først og fremmest kirkegården, der præger området, men også de øvrige fundne konstruktioner knytter sig i høj grad til domkirken og klostret.
Vigtigst af disse var rester af vestfløjen i det middelalderlige klosterkompleks umiddelbart vest for domkirken. Ved afgravning af området her fremkom parallelt med gavlen en nordsydgående række af større og mindre kampesten. De lå noget spredt, men dette syntes at skyldes plyndring af fundamentet. En lille rest af en munkestensmuret dørvange anbragt på kampestenene viste nemlig, at der virkelig var tale om et fundament og ikke blot nogle sten på række. Inden for rækken af kampesten lå et lyst gult, kompakt lerlag, som kan have udgjort gulvet i den pågældende bygning. Afgrænsningen af bygningen var mod nord noget diffus; lerlaget strakte sig ikke så langt som fundamentet, og dette "ebbede" langsomt ud. Det rakte dog ikke hen til vestindgangen. Et klosteranlæg med en vestfløj, der strækker sig op foran kirkens gavl, kan synes noget usædvanlig. Vilhelm Lorenzen har dog gjort lignende iagttagelser[9], og det foreslås, at det kan have været af hensyn til et vesttårnsanlæg på kirken.[10] Heller ikke her var der mulighed for yderligere undersøgelser, da anlægsarbejderne ikke skulle ned i større dybde.
Ud for sydvesthjørnet af de bevarede klosterbygninger på kanten af et plateau ned mod Odense Å fremkom fra et hus en række stolpehuller, som kunne ses i det gule undergrundssand. Heraf blev den vestlige del udgravet, mens resten lå uden for udgravningen mod øst. Husets største bredde var ca. 5 m, og det havde haft tagbærende stolper. Flere af disse var udskiftet, og bygningen synes således at have været i brug ikke blot i en kortere periode. De få fund, der blev gjort i forbindelse med huset, peger på, at huset har haft en eller anden funktion i forbindelse med byggeriet af den tidlige domkirke, eftersom der er tale om Østersø-keramik fra slutningen af 1000-tallet eller begyndelsen af 1100-tallet.
Vest for klosterbygningerne dukkede en række munkesten op, som i første omgang blev antaget for at være resterne af en muret begravelse. Efterhånden som rækken kom frem af jorden, voksede stenene dog i antal, og det endte med at blive til en bageovn, der oven i købet havde to faser. Den ældste fase var nordsydvendt med indfyring fra nord, og heraf var fyrgrav med begge vanger i fem skifters højde samt gulvet bevaret. Gulvet var stærkt varmepåvirket. Ovnen var sat i et hul foret med ler, som enkelte bindere fra ovnen stak ud i som stabilisering. Den var yderligere stabiliseret med halve sten og brokker på ydersiden af vangerne. På tværs af fyrgraven og nede i denne sås en helstensmur, der har fungeret som en slags aftrapning inde i fyrgraven, og som kan have været anvendt som en slags arbejdsplatform under bage- og/eller rengøringsprocessen. I hvert fald var der midt i indfyringsåbningen lige foran aftrapningen et hul fyldt med trækul. Det lod til, at det trækul, som under rengøring af ovnen blev taget ud, var fyldt i dette hul.
Denne ovn blev på et senere ikke nærmere bestemt tidspunkt afløst af en anden ovn, som lå oven på den gamle, blot drejet 90° og en smule forskudt. Denne yngre ovn var ikke så godt bevaret som den ældre, kun gulvet var nogenlunde i behold, mens væggene var meget skørnede. Gulvet var som det ældre stærkt varmepåvirket.
På grundlag af munkestenene må det antages, at ovnen var middelalderlig og har tilhørt klostret. En datering, der blev understøttet af det eneste fund fra konstruktionen, et stykke keramik. Det lå i det nedbrydningslag, som var kommet ned i ovnrummet ved sløjfningen af anlægget og var et nederlandsk, dekoreret skår. Dateringen for denne slags keramik er højmiddelalder (ca. 1250-1350), og det sætter altså en øvre grænse for nedlæggelsen af ovnen til denne periode.
En bageovn på en kirkegård er ikke noget almindeligt fænomen, og det gav grund til at antage, at der i middelalderen ikke havde været kirkegård så langt mod syd. Dette støttedes også i første omgang af, at der i området ikke var fundet grave, der med sikkerhed var middelalderlige. Nedlæggelsen af bageovnen kunne i så fald hænge sammen med en udvidelse af kirkegården – færisten var jo også eftermiddelalderlig. Der blev dog i forbindelse med udgravning af ovnen (der fik lov at blive liggende på stedet, da den ikke kom i vejen for anlægsarbejderne) iagttaget en begravelse, der syntes at være forstyrret af ovnen. Iagttagelsesforholdene var ikke helt entydige, men hvis det var tilfældet, har der også forud for ovnens anlæggelse været kirkegård i dette område. Forholdene var i det store og hele vanskelige i denne del af udgravningen, eftersom der som nævnt var den største koncentration af begravelser fra nyere tid netop her. Som i resten af udgravningen blev der ikke gravet til undergrund, og området kan således gemme på adskillige middelalderlige grave.
I den del af udgravningen, der lå ud for domkirkens vestgavl, var der visse problemer i forhold til frådstenslagets udseende og indhold. En af begravelserne var gravet ned i et frådstenslag, som var mere end en halv meter tykt. En sådan tykkelse var ikke konstateret noget andet sted hverken i 1998 eller i den igangværende udgravning. Det fladedækkende lag af frådsten var typisk 10-20 cm tykt med mindre afvigelser i begge retninger. Ved tømning af graven i frådstenslaget fremkom der desuden enkelte teglstumper og mindre stykker, hvilket kunne fortælle, at der ikke var tale om det oprindelige frådstenslag.
For at få en idé om lagets oprindelse blev den tømte grav udvidet i dybden helt ned til undergrunden. Der viste sig at være tale om flere tykke lag af frådstenssmulder oven på hinanden, og herunder to lag med et meget stort indhold af trækul. Især det nederste lag havde et stort indhold af brændt, sammensintret frådsten (der ved brænding bliver grå) og bar stærkt præg af at have været udsat for høje varmegrader. Det samme var tilfældet med undergrundssandet, der var rødligt som tegn på varmepåvirkning, og gruben måtte være blevet anvendt til brænding af frådsten.
Denne proces kan indgå i fremstillingen af mørtel til at binde bygningssten sammen med, hvilket kan tænkes at have været formålet i denne forbindelse. Eftersom der var tegl i fylden, må mørtelfremstillingen tilhøre teglstensbyggeriet (kirken eller klostret). Man har her haft frådsten ved hånden i rigelige mængder i form af nedbrydningsmaterialet fra frådstensdomkirken, og der var ingen grund til at transportere det langvejs fra. Graven med ibskallen var gravet ned i gruben, og den er dermed uden tvivl middelalderlig.
I 1998-udgravningen på sydsiden af Skt. Knuds Plads fremkom et lignende anlæg, der også var en grube fyldt med trækul og brændt frådsten. Byggeriet af teglstenskirken stod på over flere århundreder, og der er således ikke noget mærkeligt i, at det har været nødvendigt at fremstille mørtel flere gange og dermed flere steder. Den senest fundne grube viste sig dog at være væsentlig større, idet den havde en diameter på mindst 10 meter, mens den fra 1998-gravningen kun var omkring de fem meter.
Som nævnt blev området afgravet i 1800-tallet, men at dette også var sket ved tidligere lejligheder, kunne iagttages flere steder i udgravningen. Der blev nemlig både nord og øst for domkirken set mere eller mindre sammenhængende stykker af brolægning. Den var lagt af små sten, og tykkelsen betydelig, enkelte steder helt op til 20 cm, hvilket kunne tyde på gentagne udbedringer. Brolægningen er både i denne og i ældre udgravninger flere steder observeret som liggende direkte oven på frådstenslaget. Der er tale om flere forskellige brolægninger, hvoraf den ældste er fra 1400-tallet, og der mangler således flere hundrede års kulturlag på disse steder. At der ikke skulle være afsat kulturlag i en så lang periode gennem middelalderen, er ikke sandsynligt. Først sent i middelalderen begyndte der at komme love omkring henkastning af affald, hvilket derfor indtil da må anses for at have været et problem. Man har ikke på samme måde som i dag indsamlet husholdnings-, bygge- og nedrivningsaffald, man har kastet det og ladet det ligge. Man må således forvente, at et stort byggeri som domkirken ville have afsat sig tydelige spor på stedet. Dette er ikke tilfældet, og det kan kun skyldes, at man har byggemodnet området ved afgravning. Dette kan måske være foregået i forbindelse med byggerier på domkirken i 1400-tallet.[11]
Alle hidtil omtalte fund og konstruktioner stammer altså fra 1000-tallet og frem til 1800-tallet. At stedet også har været beboet tidligere, fik vi et fingerpeg om, da der i forbindelse med 1000-tals gravene fremkom en urne. Den var lige nøjagtig blevet skånet af de middelalderlige begravelser, og den indeholdt brændte ben og en bronzering. Den blev dateret til yngre bronzealder.
Klosterbakken har således i flere omgange vist sig ikke "bare" at være en kirkegård fra middelalder og nyere tid. Ud over spor af forhistorisk aktivitet gemmer lokaliteten på ikke så få andre interessante ting i form af bygninger og spor af disse. Heller ikke denne gang var der dog spor af en kongsgård. Det kan med sikkerhed siges, at den hverken ligger nord for domkirken eller umiddelbart foran vestindgangen. I den øvrige del af udgravningen blev undergrunden som nævnt ikke nået, og der er således stadig mulighed for at finde den.
I foråret og sommeren 2001 fortsættes omlægningen af pladsen, dog med langt mindre omfang af de arkæologiske udgravninger end det foregående år. Der skulle nu nok alligevel blive mulighed for at gøre et par interessante iagttagelser.
