På Vejrupgårds mark i Marslev sogn, Bjerge herred, blev i 1862 lidt over 1 km sydøst for gården foretaget et jordarbejde, da en mergelgrav i marken skulde udjævnes. Herunder stødte to arbejdsmænd nær gravens nordøstlige hjørne på en del mærkelige ting, som de samlede frem af jorden, så godt det lod sig gøre. De fundne sager blev indbragt til Det Nordiske Museum i Odense, som museets klingende navn dengang lød, og af dets formand, adjunkt C.G.V. Faber, beskrevet og delvist afbildet i en kort redegørelse trykt i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1868, s. 342 ff.
Fabers beskrivelse af genstandene måtte imidlertid på grund af fundets dårlige konserveringstilstand blive ret summarisk. Først så sent som i 1937 underkastedes sagerne ved Nationalmuseets konservator, J. Raklev, en højst tiltrængt behandling, og herunder lykkedes det af en klump sammenkrøllet bronzeblik at genskabe de tre metalkar, der ses på fig. 2-3. Da disse ikke før har været afbildede, og da der tillige efter konserveringen har kunnet gøres flere nye iagttagelser i forbindelse med fundets mindre genstande, kan der være rimelighed i påny at opstille en oversigt over indholdet af det mærkelige og vigtige fund.
Til fundets hele karakter er desværre knyttet en del uklarhed. Alle de nedenfor beskrevne oldsager skal, bortset fra lerkarrene, være fundet sammen med nogle klumper udsmeltet myremalm på bunden af den store bronzekedel fig. 2. Også denne var ved fremdragelsen sammenkrøllet af trykket fra den omgivende jord. Dens indhold af oldsager var stærkt ødelagt af ild, metaldelene brudt i stykker og sammensmeltede, dækkede af ir og jernrust. Havde man dengang iagttaget bålrester og brændte ben i karret, havde alt været klart: Kedlen vilde da have været det gemme, hvori levnene fra bålfærden henlagdes, den stund den døde overlodes til jorden. Herom nævner Faber imidlertid intet, men eftersom der i kedlens nærhed fandtes to urner med brændte ben, tør man med rimelighed gå ud fra, at også kedelfundet var en brandgrav. På dette sted har der altså været en lille gravplads, og kedlens indhold angiver tiden til d. 3. århundrede e. Kr. Af de to urnegrave er kun bevaret et par lerkarskår.
Den store kedel er af anseligt omfang, idet dens største tværmål er 48 cm, højden godt 35 cm. Den er gjort af tyndt uddrevet bronzeblik. Kanten er skarpt udbøjet i en 3 cm bred rand. I bunden ses en udbedring bestående af et stykke tætteblik fæstnet med nagler. Til randens indvendige side, tæt under den ombøjede kant, har to modstillede jernøskener været loddede fast, hvori en hank af jern var anbragt, fig. 4b.
Kedlen fig. 3c er af samme form, men noget mindre, idet højden kun er 17 cm. Begge er af den type, man efter deres udbredelse i Norge har kaldt østlandskar. Lignende findes ellers udbredt over det meste af Nordeuropa [1] og anses som importgods fra romerriget eller fra provinsialromerske værksteder ved Rhinen eller i Frankrig.
Det tredie kar, som har kunnet istandsættes, er den kun delvist bevarede vinkande, fig. 3d, hvis oprindelige udseende fremgår af fig. 3a. Denne viser en kande, fundet i Sverige, med støbt og påloddet hank, som foroven ender i en tud. På det fynske stykke fattes både hank og tud såvel som bundpartiet. At fremstillingen er sket ved drivning og efterfølgende drejning, ses af flere vandrette furer på den tynde bronzevæg. Vinkander af denne art kendes fra romersk område i tiden 100-400 e. Kr., men er sjældne på germansk område.[2]
Det lille hankebeslag fig. 4c af et fjerde metalkar med isiddende stykke af en tvær- og skrårillet bronzehank kan høre til kar af flere former. Det er i hver side prydet med ornamentlinier, som viser et stiliseret delfinhoved, men at der her er tale om en kedel eller spand som den på fig. 3b gengivne, ses tydeligt nok af nogle tynde brudstykker af den riflede eller kanelerede side. Denne spandtype er fremdraget i ikke så få eksemplarer på Fyn og især på Sjælland.
Endelig viser fig. 4a håndtagene af to store øsekar af bronze. Det bedst bevarede er et 23 cm langt åreformet håndtag af 2-3 mm tykt bronzeblik, som hører til en kasserolle; det andet er af en si. Sådanne sammenhørende sæt af kasserolle og si er meget almindelige i det 3. århundredes fund og er importgods fra provinsial-romerske værksteder ved Rhinen.
Alt i alt har vi da i denne omfangsrige samling et alsidigt udvalg af de metalkar, som i betydeligt antal er fremdraget i rigt udstyrede grave fra det 3. århundrede især på Sjælland og Fyn.
Men der var flere interessante ting i den store kedel. I fundet indgår også et antal smågenstande, som har været dele af den dødes personlige udstyr. Det gælder f. eks. det halvrunde bæltespænde fig. 4e, til hvilket vistnok har hørt et beslag i gennembrudt arbejde fastrustet til et stykke slagge[3], fig. 1b. På fig. 1 c ses dernæst en lille dragtnål, en fibula, af jern. Den er sammenrustet med en lille jernfingerring, hvis yderside er prydet med fine længdefurer. Fibulaen er af en type, som er almindelig i det 3. århundredes første halvdel. Som prydelse har naturligvis også de to runde perler, fig. la, været benyttet. De er af et meget hårdt, oprindelig hvidligt materiale, nu farvet af jern- og bronzerust.
Endelig er der de tre mærkelige bronzestatuetter, som er gengivet på fig. 5. De har gennemgået bålfærdens skærsild uden egentlig afformning, dog at hovedet er afbrudt på den ene af de to fuglefigurer. Den forestiller vel en and eller due. Nogle vinkelstillede dobbeltfurer på begge sider af kroppen er snarest ornamentale. Figuren hviler på en plint af form som en aflang pyramide, som gennem naglehuller har været fastgjort til et underlag. Det samme gælder den anden fuglefigur, som tydeligt nok, at dømme efter næbbets og halens form, er af en and.
Fjerdragten er angivet af skråstreger. Plintens form er her anderledes, men dens tykke bronzeblik viser, at også dette stykke har været fastgjort på et underlag. Det samme gælder den tredie figur, en dygtigt gjort skulptur, som forestiller en ko. Kun dens ene ben og noget af halen mangler. Behandlingen er ligesom andefigurens naturalistisk. Kroppen bøjer lidt til siden i længderetningen. Det bevarede bageste ben er strakt frem. Bedst er fremstillingen af forpartiet, hvor dyrets brystkam, »doglappen«, er gengivet med en takket kant, ligesom der er gjort nøje rede for hovedets enkeltheder, øren, horn, øjne, mule, så dygtigt, at man aner en karikerende humor bag kunstnerens bestræbelser. Også denne figur har været fastgjort til et underlag.
Hvorledes dette underlag har set ud, og hvordan figurerne herpå har været grupperet, er uvist. Blandt fundets stumper af smeltet og afformet metal findes nogle stykker buet, ligesom hvælvet bronzeblik flere millimeter tykt med småhuller og spor efter nagler. På denne buede bronzeplade har derfor nok de tre statuetter været anbragt. Om den lille dyregruppes brug kan der intet sikkert siges. Det er andetsteds blevet foreslået[4], at gruppen kunde have prydet et drikkehorn. Nu findes der virkelig i Vejrupgårdfundet brudstykker, som viser, at den døde også har fået et drikkehorn med i graven; det gælder det lille bronzebeslag fra hornets bærerem, fig. 4d, samt et lille stykke randblik. I adskillige tilfælde afsluttes også drikkehornene i den romerske jernalder af en endedup formet som et kohovede[5], men de ovenfor omtalte tykke stykker bronzeblik af underlaget, som figurerne var fastgjort til, udelukker på grund af størrelsen, at de kan have været anbragt på et spinkelt og let drikkehorn af den gængse art i den ældre jernalder.
Desværre har Vejrupgårdfundets rige indhold måttet dele skæbne med så mange andre samlinger af fyldigt udstyr, som ud fra den almindelige gravskik på Fyn i den romerske jernalder blev overladt til bålildens fortærende lue. I andre samtidige gravfund, hvor den døde efter en nyere gravskik jordedes ubrændt, er oldsagerne langt bedre bevarede. Det gælder de rige fund, som i sin tid er optaget på Sanderumgårds jorder, ved Eskildstrup og Hågerup, alle nu i Nationalmuseet. Havde fundet ved Vejrupgård hørt til en sådan grav, vilde dets mange oldsager have været i en langt bedre konserveringsstand, og vi vilde sandsynligvis have haft klarhed over den lille mærkelige figurgruppe og måske også af dens brug.
