Med projektet Centralitet og vækst på Fyn i yngre jernalder og vikingetid skal distributionen og udviklingen af arkæologiske centralpladser undersøges i arbejdet med at udvikle en overordnet teoretisk model, der forklarer centralpladsdynamik i en forhistorisk kontekst.
Centralpladser er betegnelsen for en gruppe af lokaliteter, der i yngre jernalder og vikingetid (ca. 200-1050 e.Kr.) ved deres fundrigdom, stormandsresidenser, håndværk, handel og religion adskiller sig markant fra samtidens almindelige agrare bebyggelse. Centralpladserne har ligget ujævnt geografisk fordelt med større og mindre tyngdepunkter af centralitet og materiel velstand.
Med Fyn som udgangspunkt vil nærværende projekt udvikle en overordnet model, der på et nyt teoretisk fundament forklarer centralpladsdynamik og vækst samt interaktioner mellem centrale pladser og deres nærområder i en sydskandinavisk kontekst. I projektet undersøges hvordan centralpladser udvikles og afvikles, samt hvorledes samspillet har været mellem dem og den agrare bebyggelse i perioden.
Projektets hovedspørgsmål er, hvorfor nogle områder har været markant mere præget af centralitet og vækst end andre. Hvad er baggrunden for lokaliseringen af den enkelte centralplads, og hvordan har samspillet været pladserne imellem? Hvilken effekt har centralpladserne haft på den øvrige bebyggelse, og kan de betragtes som katalysatorer for generel vækst i samfundet?
Ovenstående spørgsmål er vigtige for beskrivelser og analyser af den politiske struktur og organiseringskraft i yngre jernalder og vikingetid, og med det dynamiske perspektiv understøttes analyser af de processer, der ledte frem mod den tidlige bydannelse, og som i løbet af århundrederne ændrede Danmark fra stammefund til et samlet kongerige.
