Projektet er finansieret af VELUX FONDEN.
I de senere år har den globale finanskrise og “hvad skal vi leve af” -diskussionen ført til en renæssance for idéen om, at økonomisk vækst er afhængig af en stærk produktionssektor. Men det er ikke uden problemer at få integreret den industrielle produktion i den nu dominerende fortælling om Danmark som videnssamfund. Industribegrebet synes at være belastet af den gamle industris krise, og selv om industrien med stor hast har bevæget sig ind i en højteknologisk fase, er dette ikke for alvor sunket ned i den almindelige idéverden.
Det er dén udfordring, projektet Industrien i det 21. århundrede tager op. Det sker gennem et forsknings- og formidlingsprojekt, der med den succesfulde fynske robotindustri som udgangspunkt vil undersøge og formidle udviklingen af videnstung industri i Danmark og sammenhængen med fortællinger og identitet.
Et spor i projektet vil bestå i en industrihistorisk undersøgelse af robotklyngen med fokus på netværk, viden og produktion med inspiration fra klyngeteorien. Projektets andet spor fokuserer på dannelsen af nye identitetsskabende fortællinger i lyset af afindustrialiseringen. Her skal det blandt andet handle om byfortællinger i Odense og Horsens.
Industri i det 21. århundrede er et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Danmarks Industrimuseum i Horsens, og Center for Maritim- og Erhvervshistorie ved Syddansk Universitet. Projektet rummer forskning, undervisning og museal formidling. Undervisningsforløb til ungdomsuddannelser er udviklet sammen med Odense Tekniske Gymnasium og Horsens Gymnasium. Møntergården var i 2019 rammen om en pop up-udstilling om Odenses robotklynge, og efterfølgende viste Industrimuseet udstillingen. Projektets idé og formidlingstiltagene er beskrevet i artiklen Robotbyen Odense
Forskningsresultaterne er samlet i bogen Nye industrihistorier. Robotbyen Odense og andre industribyer i forandring udgivet i efteråret 2020 på Syddansk Universitetsforlag.
I 12 kapitler ser bogen nærmere på robotvirksomhedernes udvikling fra rødderne i Lindøværftets robotsvejsning til en moderne industri med stærke bånd til universitet og kommunes klyngesamarbejde. Bogen rummer en analyse af klyngens aktuelle sammensætning og en beskrivelse af museets indsamling af dokumentation og museumsgenstande fra de mange store og små robotvirksomheder. Odenses identitet og fortællingen om robotbyen behandles også. Væksten i robotbranchen har nemlig på få år vendt fortællingen om Odense fra en kriseramt gammel industriby til centrum for en ny højteknologisk industriklynge. For at sætte Odense-historien i relief tager flere kapitler fat på industriens forandring i Danmark og udviklingslinjer i andre traditionelle industribyer som Horsens, Aalborg og Esbjerg. Endelig diskuterer bogen industriens rolle i nutiden og dens plads i den historiske identitet lokalt som nationalt.
Nye industrihistorier. Robotbyen Odense og andre industribyer i forandring kan købes i museumsbutikken på Møntergården eller direkte fra Syddansk Universitetsforlag
På engelsk er udkommet:
Lamberty, Julian and Jeppe Nevers, “The Entrepreneurial State in Action: The Danish Robotics Cluster and the Role of the Public Sector.” Enterprise & Society, 2020, 1–31. doi:10.1017/eso.2020.36.
Industri i det 21. århundrede er et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Danmarks Industrimuseum i Horsens, og Center for Maritim- og Erhvervshistorie ved Syddansk Universitet.
Projektet ledes af Jens Toftgaard, kulturarvschef ved Odense Bys Museer, Kristoffer Jensen, museumsdirektør ved Danmarks Industrimuseum, og Jeppe Nevers, professor og centerleder ved Center for Maritim- og Erhvervshistorie.
Udover projektlederne medvirker syv forskere og formidlere fra de tre institutioner: Julian Lamberty, post doc ved Institut for Historie, SDU, David H. Olsen, museumsinspektør, DIH; Camilla Schjerning, museumsinspektør, OBM; Sissel B. Fossat, forsker, OBM; Sally Thorhauge DIH; Dyveke Skov Larsen, museumsinspektør, OBM; Mette Stauersbøl Mogensen, museumsinspektør OBM. Desuden deltager René Schrøder Christensen, forsknings- og samlingschef ved Danmarks Jernbanemuseum, Søren Byskov, Sydvestjyske Museer og Morten Pedersen, afdelingsleder ved Nordjyllands Historiske Museum med konkrete forskningsbidrag.
Forskningsprojektet er finansieret af VELUX FONDENs museumssatsning med 4,5 mio. kr.
Projektperiode 2017-2021.