Stormflod og omfattende, ødelæggende oversvømmelser er noget vi forbinder med den jyske vestkyst. I november 1872 var det imidlertid kysterne langs den vestlige Østersø, der blev ramt, og udstrakte, kystnære landområder og byer fik store skader. Værst gik det ud over øerne syd for Sjælland, men det sydfynske område blev også hårdt ramt. Flere steder i regionen er der opsat højvandsmærker som markering af den katastrofale begivenhed, der førte til voldsomme ødelæggelser af bygninger, materiel og marker. Knap 100 mennesker druknede, dog ikke i det fynske område, hvor det ”kun” var dyr, der måtte lade livet. For nylig fandt arkæologer fra Odense Bys Museer og Langelands Museum fysiske spor fra stormfloden, så det er en anledning til at se lidt nærmere på hvad der egentlig skete 13. november 1872.
Strandvolden i kystklinten ved Havsmarken. Foto: Jesper Hansen.
Nær sydspidsen af Ærø og helt ned til Vejsnæs Bugt ligger en udstrakt handelsplads fra vikingetiden, og en mindre udgravning i september 2020 skulle afdække nogle af de spor, som vikinger har sat på stedet. Som et led i undersøgelsen blev kystskrænten neden for bopladsen undersøgt. Over en længere strækning kunne der ses et indtil 75 cm tykt, massivt lag af kraftigt vandrullede sten af samme karakter som dem, der lå på forstranden og videre ud i vandet. Toppen af stenlaget lå 2,5 m over havoverfladen, og der var ingen tvivl om, at det var var en strandvold, der var aflejret af havet. Højtliggende strandvolde kan normalt forklares med, at der på et tidspunkt har været et havniveau, der har været højere end nutidens – eller at landet har hævet sig, som det bl.a. ses på Fyns Hoved. Imidlertid burde ingen af delene være tilfældet i Det sydfynske Øhav, så noget passede ikke med den eksisterende viden! Da opmålingerne dokumenterede, at strandvolden lå i et niveau over vikingetidens affaldslag, måtte den altså være aflejret senere end ca. år 1000 – men spørgsmålet var hvornår?
Det var ikke muligt at komme svaret nærmere med arkæologiske metoder – så vi måtte kigge i de skriftlige kilder. Her kunne vi læse, at ikke mindst Ærø blev særdeles hårdt ramt af orkanen 13. november 1872 – så her var en oplagt kandidat til strandvoldens oprindelse, men hvordan skulle vi kunne underbygge denne tese? Vi starter med at kigge lidt på tiden op til katastrofen.
Bag søulken foran Søfartsmuseet i Marstal sidder en messingplade, som illustrerer oversvømmelsernes omfang 13. november 1872. Foto: Poul Andersen.
Messingpladen på Søfartsmuseet viser, at havet her nåede 11½ fod – ca. 3,5 m – over daglig vande. Foto: Poul Andersen.
I ugerne op til stormfloden havde storme med vestlige og sydvestlige vindretninger presset store vandmængder gennem bælterne og ind i Østersøen, hvis østlige dele oplevede oversvømmelser. Den 10. november stilnede stormen af, og vandet begyndte nu at strømme tilbage fra den østlige Østersø, men bælterne kunne ikke tage presset, og højvande opstod i Det sydfynske Øhav. Den 12. november blæste det op igen, men nu fra nordøst, og kombinationen af ekstremt højvande – op til 4 m over normalen – og storm medførte enorme ødelæggelser på øerne syd for Sjælland. Her mistede knap 100 mennesker livet, og de materielle ødelæggelser var omfattende.
På havnekontorets bygning i Ærøskøbing finder man også en markering af stormflodens niveau. Hvis bilen i forgrunden havde stået på havnen, havde den ikke været meget værd! Foto: Steen Agersø.
Øst- og sydøstvendte kyster var naturligvis mest udsatte, og kysten ved Havsmarken vender netop mod sydøst. Her er et langt frit stræk uden læ for sydøstlige vinde, så bølgerne har kunnet ophobe enorme mængder af energi, før de ramte kysten. Havbundens stenmasser blev slynget op mod kystklinten som kardæskkugler mod fjendens forsvarsværker ved et morterangreb. Efter timers bombardement uden ophør måtte selv de stive lerlag give fortabt, og mange tønder land agerjord blev skyllet i havet eller ødelagt af aflejrede sten, grus og salt. Alt, hvad der var på forstranden af optrukne joller, hytter til fiskeudstyr mv., blev forvandlet til pindebrænde.
Stormfloden ramte øen Bågø i Lillebælt så hårdt, at den nærmest blev delt i tre småøer. Foto: Michael Borre Lundø.
1872 var jo i fotografiets spædeste barndom, så man har ingen fotodokumentation af ødelæggelsernes omfang. Hvorfra kan man så have detaljeret viden om stormflodens konsekvenser? Efter katastrofen blev der nedsat en kommission, der skulle klarlægge omfanget af ødelæggelser med henblik på udbetaling af erstatninger til de hårdest ramte. Herfra kender vi beskrivelser af kystnære markområder, der stod under vand efter stormfloden. Det gælder bl.a. den nordligste del af den terrænflade, som Havsmarken ligger på. Andre steder i området berettes det, at markens kystnære del var dækket af 1½ alen rullesten, som umuliggjorde dyrkning. 1½ alen svarer særdeles godt til tykkelsen af strandvolden ved Havsmarken, og der er således god grund til at tro, at vi har fundet direkte spor af den voldsomme begivenhed. Vi kan så samtidig konstatere, at stormfloden har nedbrudt dele af vikingetidsbopladsen, og antagelig er samme begivenhed ansvarlig for, at dele af det nærliggende Skt. Alberts kapel er forsvundet i havet.
Havnefronten i Assens blev også meget hårdt ramt af oversvømmelser. Foto: Michael Borre Lundø.
Det er sjældent, at vi som arkæologer har fokus på så nye ”fortidsminder”, som strandvolden ved Havsmarken, og nogen vil nok spørge, hvorfor vi ikke bare koncentrerede os om vikingernes efterladenskaber på stedet. Det er selvfølgelig også dem, vi primært havde fokus på, men hvis vi ikke har et indblik i, hvad der er sket på stedet i ”nutiden”, har vi altså ikke et grundlag for at forstå, hvad der skete her i vikingetiden.
Hvis du vil vide mere
Rosendahl, L. u.å.: Da vandene steg. https://marmus.dk/images/pdf/download/Da%20vandene%20steg.pdf
Meyer, C. 2013: Ærø og stormfloden onsdag den 13. november 1872. Årbog 2013. Ærø Museum, s. 4-45.
Petersen, T. 1924: Stormfloden 1872. Geografisk Tidsskrift, Bind 27, s. 16-24. https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/article/view/47227/58907
