Nye naturvidenskabelige dateringer giver indsigt i det ældste Næsbyhoveds dramatiske historie.
I sommeren 2000 blev den årligt tilbagevendende begivenhed for amatørarkæologer – HARJAs gravelejr – afholdt på Gåseholmen ved Næsbyhoved Slotsbanke i samarbejde med Folkeuniversitetet og Odense Bys Museer. Det lykkedes for museumsfolk og amatørarkæologer at påvise et mindre, befæstet voldsted opført af træ og tørv og et nedbrændt hus på voldstedet. Fundene daterer voldstedet til første halvdel af 1300-tallet, og voldstedet tolkedes som en forgænger for den større Næsbyhoved Slotsbanke.
På luftfotoet til højre ses i nederste venstre hjørne stien på Fuglsangdæmningen, og lige oven for det firkantede voldsted omgivet af brune siv på to sider. Over voldstedet ses et slynget brunt bånd. Det er Stavidsåens oprindelige løb, der fortsatte mellem voldstedet og skoven.
Nu er de naturvidenskabelige dateringer af træet fra voldstedet færdigbearbejdet og giver en mere præcis datering. Overraskende er det, at det nedbrændte hus fra ca. 1340 er ældre end befæstningen fra ca. 1370. Den mest nærliggende forklaring på dette er, at huset stammer fra en ældre fase, mens den yngre fase med den daterede befæstning repræsenterer en udbygning af voldstedet. Sandsynligvis er udbygningen af voldstedet en følge af branden. De mange rester af efterladt bohave i huset vidner om en voldsom brand, som sagtens kan have omfattet hele voldstedet, og den tanke ligger nær, at voldstedet er blevet indtaget og brændt for senere at blive bygget op igen.
Går man videre med denne tanke og leder efter en anledning til branden, skal man søge den i Danmarkshistorien, idet Næsbyhoved var en af kongens faste borge.
Her åbner Valdemar Atterdags turbulente regeringstid desværre flere muligheder for afbrændingen af en fynsk borg. I 1357-60, fortæller den samtidige Sjællandske Krønike, stod kongen således overfor en koalition af de holstenske grever, der beherskede den vestlige del af Fyn, og den jyske adel. 1357 fordrev koalitionen de kongelige styrker fra Odense, brandskattede byen og belejrede borgen Brobjerg, hvor de imidlertid led et sviende nederlag til kongen selv.
Rejste borgen sig igen af asken omkring 1370, var det kun for stakket stund. I slutningen af sin regeringstid gik Valdemar Atterdag i gang med det store projekt at opstemme Næsbyhoved Sø for at skaffe vand til en vandmølle. “Han ville nemlig ikke”, som det hedder i Sjællandske Krønike, “at åerne skulle løbe unyttigt ud i havet uden først at have tjent samfundet”! Det er sandsynligt, at opstemningen har medført flytningen af borgen til det nuværende voldsted, idet vandspejlet i søen gradvis er steget for til sidst at lukke sig over det gamle voldsted, der således inden for en generation nåede at blive både brændt og druknet.
