De danske landsbynavne er fra jernalderen, vikingetiden og middelalderen, og ordene i stednavnene fortæller om datidens personnavne, gudenavne, natur, landskabsanvendelser, ejerforhold og meget, meget andet. Stednavnene kan derfor være en vigtig kilde til de forhold og til de steder, som vi ikke nødvendigvis har mange oplysninger om.
De fleste stednavne består af to ord, hvor det sidste led i stednavnet angiver, hvad det er for en lokalitetstype, mens det første led angiver, hvad der adskiller netop dette sted fra andre steder af samme lokalitetstyper. Kirkeby angiver således en by, hvor der er en kirke, Langeskov angiver en skov, der er langstrakt osv. Disse eksempler er jo meget simple, mens det ofte er mere kompliceret, jo ældre stednavnene er, da ordene ikke altid findes længere, og da stednavnes skriveformer varierer og ændres over tid.
Nogle af efterleddene kan dateres relativt entydigt og relativt sikkert til bestemte perioder. Stednavne med -lev som efterled som fx Haderslev, Allerslev og Ullerslev tilhører de ældre stednavne, primært 300-800 e.Kr. Selve ordet lev var allerede gået ud af sprogbrugen, da de skriftlige kilder nåede til Skandinavien, men det er beslægtet med ordet levn, dvs. ’noget efterladt’. Betydningen af -lev i stednavne kan måske tolkes mere snævert, nemlig som ’arvegods’. I få tilfælde fandtes lev endnu som led i sammensatte ord i tidlig middelalder, fx ved ”kongelev”, dvs. kongeembedets arvegods i modsætning til ”patrimonium”, dvs. kongeslægtens private arvegods. At stednavnetypen dateres til ca. 300-800 e.Kr. skyldes først og fremmest det sproglige indhold i stednavnene, inklusiv de forskellige forled, men også at navnene ikke blev anvendt blandt de skandinaviske vikingers bosættelsesnavne i Danelagen og Normandiet. Brugen af efterleddet må altså være gået ud af brug inden da, mens andre og senere skandinaviske vikingetidige efterled som fx -by, -torp og -toft var almindelige blandt de skandinaviske bebyggelser i Danelagen og Normandiet. Desuden relaterer -lev landsbyerne sig tydeligt til fund fra sen jernalder og vikingetid.
Mange af forleddene er personnavne, måske den person som har arvet bebyggelsen eller den person, der har videregivet arven. Fx er førsteleddet ved Haderslev (1231 Hathærslef) i Sønderjylland det gamle danske mandsnavn Hathar, og den samlede betydning er dermed ’Hathars arvegods’. Selv betragter jeg -lev stednavnene og -lev landsbyerne som nogle af de mest fascinerende. Det skyldes særligt tre forhold:
For det første har -lev en meget karakteristisk geografisk udbredelse, der er stort set sammenfaldende med det, der senere bliver kendt som det danske sprogområde og det danske rige, dvs. det nuværende Danmark samt Skånelandene og Sydslesvig. Af de knap 400 -lev bebyggelser i Nordeuropa er næsten alle lokaliseret her – kun 21 findes i de tilstødende områder i Sverige. En sådan fordeling er meget atypisk, og de samtidige stednavnetyper er fællesnordiske eller ligefrem fællesgermanske på tværs af senere kendte landegrænser.
For det andet var -lev bebyggelser store og dominerende bebyggelser. Hele 56% af dem blev senere hen sognebyer og fik kirke, da kristendommen kom til landet, hvilket er den højeste andel blandt stednavnetyperne. Og hvis -lev landsbyernes jordstørrelser i de middelalderlige mål som bol og mark samt i det senere jordmål hartkorn sammenlignes med samtidige stednavnetyper som fx -løse, -sted og -inge, er det -lev landsbyerne, der viser sig som de største.
For det tredje, udover de nordeuropæiske -lev bebyggelser, så var der et enkelt område / en enkelt enklave i det centrale Tyskland omkring Thüringen, hvor der fandtes godt 200 bebyggelsesnavne af samme type. De skrives i dag -leben, men dette kommer også fra det samme fællesgermanske ord som det danske -lev.
Disse tre forhold har, ikke mindst i den ældre navneforskning og historieskrivning, givet anledning til mange ”interessante” tolkninger og teorier. Der er blevet argumenteret for, at -lev landsbyerne er blevet anlagt af et såkaldt levfolk (danerne?) fra Sjælland, da denne stamme erobrede – og etablerede kongeriget Danmark. Og det er blevet foreslået, at -leben landsbyerne blev etableret af stammer udvandret fra Danmark under folkevandringstiden. Sådanne teorier er som sagt ”interessante”, men de kan ikke påvises ud fra kilderne eller fra studierne. Og der skal generelt passet på med at overfortolke ud fra geografiske mønstre alene, da sammenfald i geografi (fx mellem -lev udbredelsen og det senere kendte danske kongerige) ikke behøves at være årsagsbestemt. Det kan skyldes tilfældigheder eller sammenhæng med en tredje forklaring / et tredje forhold. Og på tilsvarende vis kan det ikke afvises at -leben stednavnene er opstået uafhængigt af de danske -lev stednavne. Men det er svært ikke at blive fascineret af de geografiske mønstre og af de store spørgsmål ved stednavnetypen.
Det mest almindelige efterled blandt de danske landsbyer er -torp. Hele 29% af de danske landsbynavne har denne endelse som ved almindelig lydlig udvikling i dag skrives og udtales som -rup, -strup og -drup. Den sproglige udvikling skete typisk i senmiddelalderen, og i de tilfælde, hvis der findes gode skriftlige kilder bevarede, kan det ses som her ved Algestrup øst for Kalundborg:
Torp betød ’udflytterbebyggelse’, og det optræder i flere middelalderlige kilder med denne betydning. Fx i landskabslovene, særlig Jyske lov fra 1241, benyttes torp som betegnelse for en eller flere gårde, der flytter ud fra en typisk større landsby og over tid bliver en helt selvstændig landsby/bebyggelse. I svensk anvendes ordet stadigt som betegnelse for små og isolerede enkeltgårde eller enkelthuse, mens det i Danmark gik ud af brug i både sproget og som stednavneefterled i løbet af middelalderen.
Der optræder både personnavne og en lang række landskabselementer som førsteled. Ved Pederstrup (1275 Pætherstorp) i Nordsjælland og Skovrup (1497 Schoudorpp) ved Christiansfeld er betydningerne således henholdsvis ’Peders udflytterbebyggelse’ og ’Udflytterbebyggelsen ved skoven’. Ofte er stednavnene nemmere at tolke end ved -lev, da ordene og navnene i forleddet ved -torp ofte stadigt findes i sproget i dag eller findes benyttet i de middelalderlige kilder.
Kortet i figur 2 viser en punktdigitalisering af knap 10.000 bebyggelser med ældre -torp stednavne af skandinavisk oprindelse, dog uden Sydslesvig af kildemæssige årsager. I de tyske områder anvendes efterleddet -dorf, der udspringer af samme fællesgermanske ord. De skandinaviske -torp’er har tyngdepunktet i Danmark, Viken i Norge og den sydlige del af Sverige, mens navnene er mere usædvanlige i Nordsverige, det meste af Norge samt i de norrøne områder, hvor andre skandinaviske stednavnetyper blev anvendt i stedet. Blandt de skandinaviske bebyggelsesnavne fra vikingetiden i Danelagen og Normandiet er -torp blandt de almindelige. Dette kan ses som et af argumenterne for, at vikinger fra Sydskandinavien i højere grad udvandrede til Danelagen og Normandiet end til de norrøne områder.
-torp’erne i Danmark er primært fra ca. 900-1200, hvilket er vurderet ud fra både det sproglige indhold og ud fra en række tværfaglige kilder. De findes blandt de skandinaviske bebyggelsesnavne i Danelagen, men bebyggelser er her sekundære i forhold til andre skandinaviske stednavnetyper som fx -by og -toft. Desuden relaterer de kun ganske lidt til fund fra vikingetiden. Også dette understøtter, at de primært er fra den senere del af vikingetiden samt fra middelalderen. Brugen af -torp i stednavne afløses af andre stednavnetyper i løbet af 1200-tallet, hvilket bl.a. fremgår af de skriftlige kilder, jævnfør herunder.
Når man som jeg benytter stednavne som en historisk-geografisk kilde, kan man klart bedst ”lide” navnetyper, der kan dateres relativt sikkert til fx jernalder (jævnfør -lev) eller til fx sen vikingetid / tidlig middelalder (jævnfør -torp). Så enkelt er det nemlig langt fra med alle navnetyper. Fx var -by meget brugt som efterled fra tidlig vikingetid, og sandsynligvis også fra sen jernalder, men det var også almindeligt brugt i middelalderen og senere. Som sådan er det stadig i dag i brug ved dannelse af nye stednavne som fx Tietgenbyen ved Odense og den helt nye bydel, Jernbanebyen, i København.
Særligt bøvlet er det med hovedparten af ”naturnavne”, der senere hen er (gen)brugt som bebyggelsesnavne. Et naturnavne skal her forstås bredt som et navn på et naturområde eller et landskab, og blandt de mest almindelige er efterled som -skov, -næs, -holm, -bæk, -dal, -kær og -bakke. En del af dem blev efterfølgende også anvendt ved navngivning af de nærliggende bebyggelser, fx Langeskov og Ørbæk på Fyn. Udfordringen ved naturnavne er dels, at hovedparten af stednavnetyperne har været brugt kontinuerligt ved navngivning fra jernalder og frem til i dag, og dels at det ikke er muligt ud fra navnet alene at vurdere, hvornår det også begyndte at blive anvendt som et bebyggelsesnavn. Selv hvis førsteleddet i stednavnet kan understøtte en datering af selve navnet, kan dette ikke nødvendigvis hjælpe med at datere bebyggelsen.
Det, som der trods alt kan siges ved hjælp af inddragelse af andre kilder, er, at bebyggelser med naturnavne både kan være meget gamle og ganske nye. Nogle af dem er lige så store som fx nærliggende -lev bebyggelser, flere af dem blev sognebyer og fund fra vikingetiden kan i nogle tilfælde relatere sig til bebyggelserne. Dette indikerer ældre bebyggelser, men der er omvendt også mange bebyggelser med naturnavne, hvor det stikmodsatte er tilfældet. I perioden ca. 900-1200 er navnetypen -torp stærkt dominerende, hvilket blandt andet ses i den såkaldte Falsterliste fra første halvdel af 1200-tallet, der oplister alle bebyggelser på øen. Her tilhører næsten alle små bebyggelser på kun et bol i størrelse (sandsynligvis nyere bebyggelser på listens tid) navnetypen -torp. Til gengæld har de fleste af øens bebyggelser anlagt efter, at Falsterlisten blev nedskrevet, et naturnavn. Nu kan det ikke fastslås, at dette er repræsentativt for hele Danmark, og der findes ikke tilsvarende lister for hele landet. Men at dømme ud fra det generelle billede af store forskelle ved bebyggelser med naturnavne, synes en tilsvarende tendens i resten af landet at være sandsynlig: De fleste bebyggelser med naturnavne er fra enten jernalder / tidlig vikingetid eller fra den sidste halvdel af middelalderen og senere.
I det ovenstående har jeg skiftet mellem at bruge betegnelsen landsbynavne og bebyggelsesnavne, så før vi til sidst ser nærmere på forholdene på Fyn, skal det præciseres, hvad en landsby var, og hvad en bebyggelse var. Generelt bruger jeg, ligesom de fleste andre bebyggelseshistorikere, begrebet ”bebyggelse” som en samlet betegnelse for såvel landsbyer, enkeltgårde, hovedgårde osv. I landbrugshistorieskrivningen bliver en landsby typisk defineret som mindst tre, evt. mindst to, gårde i et dyrkningsfællesskab. Modsætningen til landsbyer var altså enkeltliggende gårde, hovedgårde og dobbeltgårde. Udfordringen er dog, at skriftlige kilder om dette har vi i bedste fald først fra middelalderen og i nogle tilfælde først fra sidste halvdel af 1600-tallet, hvor de første landsdækkende bevarede kilder (såkaldte matrikler) er fra. Arkæologiske udgravninger kan påvise størrelserne af bebyggelserne i forhistorisk tid, men det er jo sjældent, at der er mulighed for at udgrave helt landsby – også fordi at der ofte stadigt er landsbyer og byer på samme sted i dag.
Bebyggelsesstørrelser ændres selvfølgelig over tid, og nogle nedlægges, mens nye opstår. I Falsterlisten fra første halvdel af 1200-tallet er de fleste -torp bebyggelser vurderet til en størrelse på kun et bol, hvilket måske svarede til grovt mål for en (fuldstørrelses) gård. Enkelte -torp bebyggelser var dog større. De ældre bebyggelser, fx -lev bebyggelser, var typisk på 4-8 bol. Frem til sidste del af 1600-tallet udvides -torp bebyggelserne relativt mere end -lev bebyggelserne. Måske fordi de er anlagt steder, hvor der har været bedre plads til udvidelse af agrene i skove og på overdrev. Men -torp bebyggelserne var i sidste del af 1600-tallet stadig kun gennemsnitligt på halv størrelse af en -lev bebyggelse. Pointen er, at selvom der skete ændringer, så kan selv oplysninger fra sene kilder fra 1600-tallet benyttes som indikation på alderen af bebyggelserne. En anden pointe er, at hvad der i 1600-tallet var en landsby, nemt kan have være en enkeltliggende gård i tidlig middelalder.
Kort i figur 4 viser større landsbyer (>10 gårde) samt enkeltgårde i 1680’erne jævnfør Christian 5.s matrikel. Dobbeltgårde og mindre landsbyer fandtes næsten over hele landet. Store landsbyer fandtes primært på de frugtbare morænesletter, mens enkeltgårde primært fandtes i de mest sandede hedeegne i Vestdanmark og i de mest kuperede egne og skovrige egne i Østdanmark. Der er dog selvfølgelig undtagelser.
I figur 5 ses tre små kort over den fynske øgruppe, der viser de tre primære bebyggelseslag, som jeg synes, der skinner igennem ud fra stednavnenes sproglige indhold samt ud fra bebyggelsernes størrelser, sogneforhold og andre karakteristikker:
I kort 5a ses punkter for bebyggelser, hvor bebyggelsesnavnene relativt entydigt og relativt sikkert kan dateres til den senere del af jernalderen 0-800 e.Kr.: -lev, -heim, -løse, -sted samt -ung og -ing. Bebyggelserne er ofte meget store (gennemsnitligt 94,4 tønder hartkorn i 1680’erne), og i lige godt halvdelen af tilfældene er de blevet sognebyer med kirke (52 ud af 103 bebyggelser). Bemærk hvordan disse næsten udelukkende ligger på morænesletterne med de bedste landbrugsjorder: fx den nordfynske slette, omkring Middelfart samt omkring, syd- og øst for Odense. Til gengæld er de helt fraværende omkring dødislandskabet ved Vissenbjerg og de mere kuperede og historisk set skovrige egne nord for Svendborg. Desuden ligger de aldrig helt ud til åbent hav.
I kort 5b ses bebyggelser med stednavnetyper -torp, -tved, -rød og -bøl(le), der kan dateres til slutningen af vikingetiden og starten af middelalderen, primært 800-1300 e.Kr. Bebyggelserne var gennemsnitligt kun lige godt halvt som store som de ældre bebyggelser fra jernalderen (49,7 tønder hartkorn) og kun 14,2% var blevet sognebyer (43 ud af 302 bebyggelser). Bebyggelserne ses spredt udover hele øgruppe – både i de gamle kulturbygder på morænesletterne, hvor der i forvejen lå mange ældre bebyggelser, såvel som i egne der kun kan have været meget sparsomt bebygget, fx i dødislandskabet ved Vissenbjerg. -torp’erne og de samtidige bebyggelser var resultatet af en voldsom bebyggelsesekspansion, både i umiddelbar forlængelse af de ældre bebyggelser og i egne, hvor de næsten har haft karakter af nykolonisering.
Der findes ikke på samme måde navnetyper, som kun blev anvendt i senmiddelalderen og senere, men da bebyggelser med naturnavne dels er ældre og dels ganske sene, og da de senere er meget mindre i størrelse, er dette udnytte i figur 5c. Her er der vist bebyggelser med naturnavne, hvis størrelse i hartkorn kun er det halve af størrelsen på en herredsgennemsnitlig -torp bebyggelse. Hermed vises selvfølgelig langt fra alle sene bebyggelser, men den geografi der ses i figur 5c er illustrativ: De er i overvejende grad lokaliseret i de marginale landbrugsområder, som fx Vissenbjerg-området, samt næsten helt ude ved kysten, hvor der ikke fandtes ældre bebyggelser. Bebyggelserne, der primært må være fra 1400-, 1500- og 1600-tallet, er altså anlagt i dels de tidligere kystskovsegne samt i de senest koloniserede område med marginale jorder. Bebyggelserne var ofte enkeltgårde, fiskerlejer eller små landsbyer (gennemsnitlig 10,1 tønder hartkorn), og ingen af de 171 bebyggelser var sognebyer.
De tre små kort dækker selvfølgelig på ingen måde alle bebyggelser – der er både ældre bebyggelser, bebyggelser samtidig med -torp’erne og yngre bebyggelser, der ikke er med på kortene, fordi de tilhører andre navnetyper. Det interessante her er da også kun, at der kan ses tre hovedlag dateret til hver en periode, og at de har hver deres karakteristikker og hver deres geografiske mønstre.
Denne artikel er først og fremmest et resultat af et online-foredrag (https://www.youtube.com/watch?v=f4a3qklMaM8) og min bog Bebyggelser og stednavnetyper fra 2015, der også findes frit tilgængeligt på nettet (https://www.mtp.dk/details.asp?eln=203846) I netdatabasenDanmarks Stednavne (https://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk/) findes tolkninger på mange danske bebyggelsesnavne, om end denne i skrivende stund er ude af drift. Desuden kan varmt anbefales Bent Jørgensens bog fra 2008, Danske Stednavne, hvor alle de mest centrale stednavne og vigtigste begreber inden for navneforskning forklares kort.
