Sidst i juli og i starten af august knejser lange, elegante blomsterstande med et væld af store, farvestrålende blomster i mange prydhaver. Blomstens danske navn er jomfrufinger, men den kendes især under dens latinske betegnelse gladiolus. Betydningen heraf skal vi siden vende tilbage til.
Gladiolus er en løgplante, der i den form vi finder i nutidens prydhaver, er stærkt forædlede. De vilde arter gror i det sydlige Afrika, men også i det østlige Middelhavsområde, hvor bl.a. romerne anvendte blomsten som udsmykning. Det må også være her, at man har givet blomsten det latinske navn.
Blomstrende gladioulus i bloggerens have, august 2020. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Også i dag er gladiolus en populær blomst i Syd- og Centraleuropa, hvor man kan købe store buketter i enhver kiosk og have dem med som værtindegave eller til konen. Til vore breddegrader er blomsten først nået inden for de sidste par århundreder; den tåler ikke den kølige nordiske vinter, så hvis man vil have gladiolus i haven, må man tage løgene op hvert efterår. De finurligt udseende knolde skulle i øvrigt tidligere være solgt under falsk varebetegnelse som alrunerod, der tillægges magiske egenskaber. Forhåbentligt tog køberen ikke skade af dette snyderi!
Gladiolus er afledt af det latinske ord gladius, der er betegnelsen på et tveægget romersk sværd. Vi kender også navneledet fra gladiator, altså en sværdkæmper. Gladiolus er imidlertid en diminutivform, der kan oversættes til ”lille sværd”. Det navn har romerne givet blomsten på grund af det tveæggede sværds lighed med de lange, spidse og stive blade, der flankerer blomsterstanden.
Sværdformede bladstande på gladioulus lige før de springer i blomst. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Med gladius (flertal: gladii) i hånden underlagde romerske legionærer enorme landområder, og de var også godt på vej mod det nuværende danske område. Helt herop nåede de imidlertid ikke, men det gjorde sværdene, endog i betydeligt omfang, og flere romerske sværd endte på Fyn. Her er de fundet i grave, hvor det dog ikke var romerske, men lokale mænd, der blev stedt til hvile. Endvidere er der fundet sværd af gladius-type i flere af de store offerfund med hærudrustning, som er fundet i danske moser, heraf seks styk i Vimose nord for Odense.
Gladius fra gravpladsen Brudager Mark nær Gudme. Efter Henriksen 2009. Foto: Jørgen Nielsen.
Der kan være flere måder, som de romerske sværd – og med dem andet romersk hærudrustning – er nået til vore breddegrader. Herboende krigere kan have tjent i de enorme hærstyrker, der beskyttede det romerske riges nordgrænse ved Rhinen og efter udstået tjeneste bragt udstyret med hjem. Andre sværd kan være erobret ved de hyppige sammenstød mellem romerske tropper og krigere fra de germanske samfund nord for imperiets grænse. Endelig kan der have foregået en regulær handel med sværd mellem romere og germanere; også dengang var våbenhandel en beskidt affære, hvor man én dag forsynede venner og den næste fjender! På den måde kan handlen med militært udstyr have forløbet parallelt med den omfattende udveksling af civilt udstyr som bronze- og glaskar, mønter, metaller mv.
Gladius fra krigsbytteofring i Vimose nord for Odense. Sværdet er forsætligt bukket, før det blev ofret i det mørke mosevand. Foto: Jørgen Nielsen.
I de germanske landskaber blev de romerske sværd som regel forsynet med lokalt fremstillede greb; det var primært klingerne man var interesseret i på grund af stålets høje kvalitet. Selve formen efterlignede man også i klinger af lokal myremalm – og der var således ingen tvivl om, at germanerne satte pris på det effektive, romerske kortsværd.
Jeg er nok lidt miljøskadet, fordi jeg tænker på romerske sværd, hver forsommer, når gladiolusløgene skyder deres sværdformede bladstande op i blomsterbedet. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på det lidt selvmodsigende i, at man har knyttet et det, der nærmest er indbegrebet af krig og kamp til det, der om noget må betegnes som symbol på fred og fordragelighed!
Blomstrende skønhed. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Hvis du vil vide mere
Biborski, M. & J. Ilkjær 2006a: Illerup Ådal 11. Die Schwerter. Textband. Jysk Arkæologisk Selskab XXV:11. Århus.
Brøndegaard, V.J. 1980: Folk og Flora. Dansk etnobotanik 4 (s. 50). København.
Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. (s. 191ff).
Jensen, X.P. 2003: Vimosefundet. I: L. Jørgensen, B. Storgaard & L.G. Thomsen (red.): Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium, s. 224-238. København.
-2008: Våben fra Vimose. Bearbejdning og tolkning af et gammelkendt fund. [Upubliceret ph.d.-afhandling], Københavns Universitet.
Watt, M. 1994: Gladii in Dänemark – Milieu und Zeitstellung. I: C. von Carnap-Bornheim (red.), Beiträge zu römischer und barbarischer Bewaffnung in den ersten vier nachchristilichen Jahrhunderten. Veröffentlichung des Vorgeschichtlichen Seminars Marburg, Sonderband 8, s. 303-319. Lublin/Marburg.
