Hylden har to højtider. Den første falder i den tidlige sommer, hvor dens næsten kvalmende aromatiske duft medfører en uoverstigelig trang til at begrave snuden i de gullige blomsterstande. Det efterlader ens ansigt med et gult, støvet udtryk, der dog hurtigt kan børstes af. Langt vanskeligere er det, hvis man får saften fra sensommerens modne bær på huden eller tøjet – det er som blæk – og er i øvrigt ikke sundt at indtage i rå tilstand. Både hyldeblomster og hyldebær kogt til saft er dog store delikatesser i det kolde såvel som det varme – i det salte såvel som det søde køkken – og som smagsgiver i snaps.
Hyldens aromatiske blomsterstande er indbegrebet af dansk sommer.
Tunge hyldeklaser i sensommeren.
Det er ikke helt klart, hvornår hylden er indvandret til Danmark efter sidste istid, men i hvert fald fra bondestenalderen og fremefter er træet dokumenteret. Fugle hjælper gerne med til at sprede bærrenes relativt store kerner over store afstande på kort tid, og det er en nøjsom art, der kan gro alle steder, hvor der blot er en lille klat jord og lys. Det forklarer, at hyld nu ses overalt. Men brugte man også hyldens bær i oldtiden?
Under udgravning af en brønd fra germansk jernalder (5. årh. evt.) i Odense-forstaden Seden Syd i starten af 2000-årene fandt vi en næsten hel lerkrukke – et tykvægget lerkar, hvis oprindelige brug som kogekar afsløredes af tykke skorper af fastbrændt mad. Lerkarret indeholdt det, vi i første omgang opfattede som frø, men som botanikere fra Nationalmuseet snart kunne oplyse var kerner fra hyldebær. Hverken arkæologer eller botanikere kunne umiddelbart give nogen logisk forklaring på, hvorfor man havde sat en krukke hyldebær ned i en brønd – og fundet blev betragtet som en enkeltstående begivenhed.
Lerkar fra jernalderbrønd ved Seden Syd
At der skulle være tale om en tilfældighed, troede vi nu kun, indtil vi et års tid senere foretog udgravninger forud for etablering af det store udfletningsanlæg, der i dag forbinder Odense-Svendborg-motorvejen med den øst-vest-gående fynske motorvej. Her afdækkede vi også en brønd fra 5. årh. e.v.t. Udover træskåle og redskaber, som antagelig har været beregnet til at bearbejde fibre fra hørplanter, indeholdt også denne brønd et genbrugt kogekar med fastbrændte madskorper – og masser af små, brune ”frø”, som vi nu kunne genkende som kerner fra hyldebær. Den tidsmæssige afstand til fundet fra Seden var begrænset, og den fysiske distance var kun 8 km. Nu var det svært at opretholde en tolkning af fænomenet som en tilfældighed – men hvordan skulle de to krukker hyldebær så forklares?
Lerkar fra jernalderbrønd ved Allerup
Kerner fra hyldebær fra jernalderbrønden ved Allerup
Hyldebærrenes evne til at afgive farve er allerede nævnt, og i nyere tid har man anvendt dette til at give hørgarn en brunlig og uld en blågrå farve. Kan det tænkes, at hyldebærrene har været nedsænket i vand for at gære eller fermentere, så de blev mere velegnede til at farve tekstilfibre? På begge pladser er der fundet spor efter hørforarbejdning, så tanken er fristende – men det er næppe den eneste tolkningsmulighed.
I store dele af Europa – således også i Danmark – indtager hylden en central position i folketroen – ikke mindst i forbindelse med frugtbarhedskult. Det var et træ, som skulle behandles med respekt, og før man høstede frugter eller ved fra træet, bad man om lov. Kan de to lerkar med hyldebær mon afspejle, at denne folketro går tilbage til oldtiden, og kan karrene være nedsænket i brøndene som en tak for de gaver, som træet havde givet til de evigt vitaminhungrende jernalderbønder? Svaret ligger ikke lige for, men hvis nogle af bloggens følgere skulle ligge inde med en god forklaring, er man meget velkommen til at sende en mail.
Læs mere
Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik. (opslag: Hyld, bind 4, side 173ff). København.
Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.
Henriksen, M.B. 2005: En motorvej tilbage til Fyns fortid. Fynske Minder 2005, s. 81-109
