Den 2. maj 2004 genfandt arkæologer fra Odense Bys Museer og Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet en guldskat på Midtfyn. Ni romerske guldmønter blev resultatet af en intensiv udgravning på en marklod ved Boltinggård Skov syd for Ringe. Når arkæologerne overhovedet fattede interesse for den pågældende mark, skyldes det, at der ved flere lejligheder er gjort tilsvarende fund på stedet.
Da gårdejer Jacob Madsen i 1867 skulle læsse harven på sin vogn efter at have ordnet markarbejdet, undrede han sig over, hvad det var, der sad på harvens tænder. Da han så nærmere efter, opdagede han, at det var en halsring af guld. Gennem herredsfogeden i Svendborg blev ringen sendt til Nationalmuseet – og finderen fik besked på, at der var tale om en guldhalsring fra jernalderen. Tillige fik han en klækkelig danefægodtgørelse.
Ved flere lejligheder i de følgende årtier fremkom der tre romerske guldmønter samt et stykke af en svær guldarmring på samme mark – alt tilfældigt dukket op under markarbejdet. Nu til dags behøver man ikke nødvendigvis lade sig styre af tilfældet – med metaldetektorer kan man “se” under markoverfladen, og det gør det naturligvis meget lettere at spore genstande, som ligger skjult under mulden. I 1987, 1994 og 2004 har afsøgninger på marken resulteret i fremkomsten af endnu tre guldmønter, og disse lå så nær hinanden, at man kunne formode at være tæt på skattens nedlægningssted. Hvis man skulle nå at lokalisere en evt. skat på det oprindelige nedlægningssted, inden ploven fik splittet det hele, var det derfor nødvendigt at iværksætte en systematisk udgravning.
Med gravemaskine blev de øverste ca. 30 cm muld forsigtigt afskrabet over et ca. 270 kvm. stort område, og når et ca. 5 cm tykt muldlag var afrømmet, blev fladen omhyggeligt afsøgt med metaldetektor. Efter flere timers hårdt arbejde gav detektoren et positivt signal – det kunne lyde som guld, men stanniol og andre af menneskets efterladenskaber kan også give positive signaler, så jubelråbene blev holdt tilbage en stund endnu. Med graveskeer blev der nu gået endnu mere forsigtigt til værks – og efter kort tid viste det sig, at det positive signal kom fra en romersk guldmønt – og flere fulgte herefter. Da dagen var omme, var der fremkommet ni guldmønter og et løs øsken, som må have siddet på en af de ni mønter. Flere af mønterne lå i en lille nedgravning – altså på det sted, hvor jernalderbonden har placeret dem. Det kan faktisk betegnes som en rendyrket sensation, for skattefund findes som regel spredt rundt i pløjelaget – vendt op gennem århundreders intensiv dyrkning af landskabet. Lige netop det pågældende område er tilsyneladende først taget under plov i starten af 1800-tallet, og det var vores held, at man ikke hidtil er nået ned til de ca. 45 cm dybde, hvor mønterne lå.
Efter udgravningen i 2004 kan skattens indhold opgøres til ca. 172 gram, og den består af den tidligere nævnte halsring og den halve armring, samt ikke mindst af 15 romerske guldmønter. Disse såkaldte aurei og solidi er præget forskellige steder i Romerriget i tiden mellem ca. 249 og 336 e.Kr. De ældste af mønterne – aurei – er præget under kejser Trajanus Decius, der regerede Romerriget i 249-251 e.Kr., Claudius Tacitus (275-276 e.Kr.) og Diocletian (regent 284-305 e.Kr., mønten er slået i 303-304 e.Kr.). Alle tre er blevet omdannet til vedhæng, ved at man har slået en ophængningshul igennem dem. I det ene tilfælde har man udfyldt hullet igen og sat en øsken på mønten i stedet.
De resterende 12 guldmønter er alle solidi præget under den første kristne kejser, Constantin den Store (306-337 e.Kr.). Fire af dem har været forsynet med et øsken – den ene var faldet af, men blev fundet umiddelbart udenfor nedgravningen med mønterne. Hvor de tre aurei virker slidte i præget, er alle solidi usædvanligt velbevarede, og de kan ikke have været i omløb længe efter, at de er præget. De fem yngste mønter er præget i 335-336 e.Kr., og det tyder på at skatten er nedgravet kort efter 336 e.Kr.
Udgravningen afslørede, at der ikke lå nogen boplads på stedet – ej heller en gravplads. Den var altså nærmest nedlagt i et “marginalområde”, og det er mest nærliggende at tolke fundet som et offer. Om det har været en gave til guderne – eller ejermandens investering, som skulle anvendes i livet efter døden, kan vi ikke sige med sikkerhed. Men en ting er sikkert: Skatten vil i de kommende måneder blive genstand for intensive studier blandt arkæologer og møntspecialister. Resultaterne af fagfolkenes anstrengelser vil bl.a. blive præsenteret i Odense Bys Museers årsskrift Fynske Minder, der udkommer i begyndelsen af december.
