Jeg har været arkæolog i årtier, og man skulle derfor tro, at jeg ser rigeligt med genstande fra fortiden i det daglige. Det må derfor være en erhvervsskade, at jeg ikke kan lade være med at kigge efter oldsager, når havebedene ordnes. I haven omkring tre af de fire huse, jeg har haft i tidens løb, har jeg da også fundet lerkarskår, et fragment af en flintøkse og endda et ildsted fra forskellige perioder af oldtiden. Ja, selv mine kaniner har fundet et oldtidspotteskår, som jeg tidligere har berettet om her på bloggen: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/firbenede-finder-fortidslevn/.
Heldigvis er der også andre haveejere, der har øjnene med sig under havearbejdet, og her i efteråret 2019 fik Odense Bys Museer indleveret to genstande, som er fundet på denne måde. Det første fund blev gjort af Lene Larsen i den sydøstlige del af Odense. Hun havde besøg af en anlægsgartner, der skulle anlægge et nyt bed og som med sin minigraver fjernede en del af græsplænen. I den mørke muld spottede Lene en tynd metalskive, omtrent på størrelsen med en moderne enkrone, og skiven viste sig at være en sølvmønt. Det var godt set, og det må betegnes som et ufatteligt held, at mønten ikke blev overset eller kvast af maskinens grabbe. Mønten er slået i Slagelse under Svend Estridsen (1047-74), og nær kanten sidder en lille sølvstift, som viser, at den har været forsynet med en ophængningsanordning. Der var således ikke kun tale om et betalingsmiddel, men også om et hængesmykke eller en amulet. Det var ganske almindelig praksis at anvende mønter på denne måde i den absolut sidste del af vikingetiden.
Sølvmønten fra havebedet. Bemærk stiften fra den afbrudte øsken. Foto: Nermin Hasic.
Vi ved ikke, om mønten kan have indgået i en skat med andre mønter, smykker og barrer, som man ikke sjældent ser det fra denne tid – eller om den simpelthen er tabt, måske fordi ophængningsanordningen bristede. Jeg er sikker på, at det nye bed fremover bliver luget med ekstra stor opmærksomhed, så hvem ved, måske der en dag dukker mere op. Det er i øvrigt tankevækkende, at Odense Bys Museer for knap 20 år siden fik indleveret et bronzesmykke, et såkaldt ovalt skålspænde, som var fundet i en jordbunke ca. 200 m fra møntens findested. Også dette stykke er fra vikingetiden. Hele området omkring findestederne er for længst dækket af et parcelhuskvarter, som vi altså nu må antage er bygget direkte oven på en bebyggelse fra vikingetiden!
Sølvmøntens anden side. Foto: Nermin Hasic.
Årets andet havefund kommer fra Strib, hvor Bjarne Hansen havde fundet et bronzesværd i sin have. Sværdet lå i en jordbunke, der var gravet op i forbindelse med opførelsen af det hus, som Bjarne og hans kone nu bor i. På trods af, at sværdet er ca. 65 cm langt, har det kun fået en mindre skramme ved mødet med grabben. I det hele taget er det så utrolig velbevaret, at jeg sjældent har set noget lignende i mine år som arkæolog; flere steder skinner klingen med en smuk, grøn og glinsende patina. Der er tale om et såkaldt grebspidssværd, der oprindeligt har haft et skæfte af et organisk materiale, antagelig træ. Det er for længst rådnet væk, men det har efterladt et aftryk i bronzen, så man sagtens kan se, hvor stort det har været.
For- og bagside af bronzesværdet fra Strib. Foto: Niels Martner.
Sværdtypen dateres til midten af yngre bronzealder (ca. 800 f.v.t.) og dermed en tid, hvor man kun yderst sjældent nedlagde våben i gravene. Der er derfor ingen grund til at tro, at stykket stammer fra en oppløjet begravelse. Derimod nedgravede man ofte våben såvel som andre redskaber og smykker i vådområder såvel som på tør jord som offer til de højere magter, og der er god grund til at tro, at Bjarnes sværd skal tolkes som en ofring – eller måske endda kun som en del af en ofring! Det var nemlig ikke ualmindeligt, at man nedlagde to eller flere sværd sammen. For en halv snes år siden udgravede Odense Bys Museer således et offerfund med to grebspidssværd ved Røjle Klint få km fra Strib. Også i Strib må vi derfor antage, at der bliver kigget ekstra godt efter ved havearbejdet i fremtiden!
Finderen Bjarne Hansen fremviser stolt sit havefund, som er så velbevaret, at det i første omgang blev antaget for nyt. Foto: Niels Martner.
Selv om langt de fleste af de genstande, som Odense Bys Museer hvert år får indleveret, er fundet med metaldetektor, er det dejligt at se, at arkæologiinteresserede fynboer også bruger øjnene, når de færdes i haverne. Jeg vil derfor ønske alle et godt nytår med håbet om, at 2020 vil bringe endnu flere gode havefund for dagen!
