Når historien om Den Fynske Landsby fortælles, bliver det altid understreget, at da man genopførte huse og gårde på stedet i 1940’erne, skete det på en bar mark. Selv om huse og gårde fremstår som en helstøbt og idyllisk fynsk landsby fra H.C. Andersens tid, er de altså en slags kulisse. Men – faktisk har der før ligget en landsby på stedet – faktisk flere – men det er mindst 1500 år siden!
Da terrænet umiddelbart vest for Fjelstedgården blev jævnet ud i 1943, stødte man på urner fra jernalderen. Arkæologerne rykkede ud, og gennem den næste tid afdækkede de 44 grave; flere var ødelagt af den hårdhændede fremgravning, så gravpladsen har mindst rummet 50 begravelser, måske endda flere. På nordsiden af det, der en gang har været en lille højning i landskabet, har man i tiden fra ca. 150-350 f. Kr. gravlagt et halvt hundrede mennesker, alle efter at de var blevet brændt på ligbålet. I de fleste grave var den dødes brændte ben samlet i et lille lerkar. Ofte brugte man et tilfældigt kogekar fra husholdningen, men i andre tilfælde anvendtes fint dekorerede kar.
Kun en enkelt af de døde, kvinden i grav 30, har fået flere ting med sig på rejsen til dødsriget: Flere lerkar, glasperler, smykkenål og en jernkam. En mand, der blev begravet omtrent samtidigt med den rige kvinde, fik en fint udformet læderkniv med sig, mens enkelte andre fik en glasperle, en benkam eller en kniv til efterlivet. De fleste blev dog stedt til hvile helt uden gravgaver, og de døde må derfor antages at komme fra en befolkningsgruppe, der ikke havde direkte adgang til datidens statussymboler, f.eks. romerske importvarer eller ædelmetaller.
Gravene var arrangeret i et par klynger, der antagelig repræsenterer udsnit af familierne fra to forskellige gårde. Det er derfor helt naturligt at spørge, hvor de døde har boet; det svar måtte man vente på i mere end 60 år!
I 2004 skulle der anlægges en parkeringsplads ved indgangen til Den fynske Landsby og dermed ca. 200 m sydøst for gravpladsen. Arkæologerne var på plads, for her kunne der måske afdækkes spor af en bebyggelse fra gravpladsens tid. Håbet blev opfyldt, for inden for et ret begrænset udgravningsfelt blev der afdækket dele af en gård fra 3.-5. årh. e.Kr. med tilhørende stolpebygget hegn. Af jernaldergården blev der fundet stolpeaftryk fra dele af et hovedhus samt flere udbygninger – såkaldte staklader, der har været anvendt til opbevaring af afgrøder.
Fundene fra jernaldergården var få og bestod af stumper af knuste lerkar. Under hovedhuset havde man nedgravet et lille lerkar, der tolkes som en offergave. Karret med dets indhold var til de underjordiske væsener, der skulle beskytte husets folk og fæ på samme måde som man i 1800-tallet holdt gårdnissen tilfreds, så den beskyttede og ikke drillede beboerne. Selv i dag praktiseres denne skik ved at man sætter risengrød på loftet til “drillenissen”.
Der er næppe tvivl om, at beboerne i jernalderhuset er stedt til hvile på gravpladsen nord vest for Fjelstedgården og på arealet op under staldlængen i Tommerup Præstegård. Da jernalderhusene kun havde en levetid på måske 50 år, kan det imidlertid ikke kun være beboere fra dette hus, der er fundet på gravpladsen. Der må have ligget flere andre jernaldergårde i området – f.eks. under Sejerskoven.
Jernalderbøndernes huse var imidlertid heller ikke de første, der har ligget på dette sted! Udgravningen afslørede, at der har været bebyggelse på stedet både i bondestenalderen (ca. 3500 f.Kr.) og i yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.). Spredte løsfund af flintredskaber fra Den fynske Landsby understreger, stenalderens og bronzealderens mennesker også har boet på de områder, hvor de stråtækte gårde nu ligger.
De arkæologiske undersøgelser under parkeringspladsen såvel som under selve museumsområdet har således vist, at selvom Den Fynske Landsby blev rejst på bar mark i 1940’erne, var det ikke første gang, der har været landsby på arealet. Man kan sige, at bindingsværksgårdene står solidt plantet på tomterne af en række landsbyer med rødder langt tilbage i oldtiden.
Se udstillingen i Den Fynske Landsby
