I Påsken 2004 mente Lykke Ibsen i Ryslinge på Midtfyn, at der skulle ske noget med haven til familiens parcelhus. Blomsterbedene i den velfriserede oase i villakvarteret trængte til opfriskning med en forsyning strandsten, og et sådant læs blev bestilt ved et firma i Nyborg. Stenbunken skulle imidlertid vise sig at rumme mere end almindelige strandsten!
Da Lykke Ibsen var i gang med at frasortere hulsten, som skulle anvendes til en hængende stenkæde, faldt øjnene på en helt særlig, ca. 15 cm lang og grøn genstand med et ovalt hul. Der var ingen tvivl om, at der måtte være tale om en genstand, som var frembragt af menneskehånd, og et digitalt foto blev sendt til Nationalmuseets danefæekspert, museumsinspektør Peter Vang Petersen. Denne kunne alene på baggrund af det indsendte foto afgøre, at der var tale om en sjælden økse fra midten af bondestenalderen, og undertegnede blev derfor bedt om at afhente øksen, så det kunne afgøres, om der var tale om danefæ.
Det viste sig ganske rigtigt, at Lykke Ibsen havde fundet danefæ i læsset af sten, som i øvrigt var pumpet op fra havbunden på et nu ukendt sted, antagelig i Storebælt eller Østersøen. Der er tale om en såkaldt Oderøkse – en stridsøkse, hvis karakteristiske øvale skafthul og høje nakkekam daterer den til tiden omkring 3000 f.Kr. Oderøkser er et karakteristisk element i den såkaldte Kugleamforakultur, hvis hovedudbredelsesområde er i egnene umiddelbart syd for Østersøen. Skår fra denne kulturgruppe, der er samtidig med den sene jættestuetid i Danmark, kendes fra meget få lokaliteter i den sydligste del af Danmark. Oderøkserne, derimod, kendes i en halv snes eksemplarer, fordelt ud over landet. Desværre er de fleste eksemplarer – som Lykke Ibsens – behæftet med dårlige fundoplysninger, så vi kan ikke afgøre, om de stammer fra bopladser, grave eller offerfund. Det sidste kan være nærliggende for vores eksemplar.
Netop i yngre stenalder var det ikke ualmindeligt at ofre lerkar og flintøkser til havets kræfter; herom vidner adskillige flotte sager, som fiskernes garn i tidernes løb har haft med op som bifangst. Da vi desværre ikke har kunnet opklare, hvor stensugeren har hentet sin last, må vi indtil videre blot gætte os til, om det er en bonde fra det nuværende danske område – eller evt. fra det østlige Tyskland eller endda det nordvestlige Polen, der har begravet sin stridsøkse i det våde dyb.