Når man besøger danske museer eller læser i bøger om oldtiden, forbavses man over de utrolige smykker, redskaber og beslag, som fortidens bronzestøbere kunne fremstille. Fra den mindste nål til avancerede lurer og solvognen – fra det lille hængesmykke til flere kilo tunge økser. Oldtidens bronzegenstande skal tælles i titusindvis, men set i forhold til disse svimlende mængder, er fund af bronzestøberens værktøj meget få. Når det kommer til fund af egentlige bronzestøberværksteder, er fundmængden endnu mere sparsom, men et nyt fund fra Vester Kærby nordøst for Odense har givet os helt ny indsigt i håndværkernes arbejde.
Affaldsgruben lige efter at den var afdækket af gravemaskinen. Det var i det centrale, mørke parti, der rummede slagger og ovnfragmenter. Foto: Daniel Ravnholt Jørgensen.
Affaldsgruben er nu skåret igennem, og laget med slagger og digler ses tydeligt i toppen. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Ved en mindre udgravning på en stor boplads med fund fra hele jernalderen afdækkede arkæologer fra Odense Bys Museer mange mørkfarvede nedgravninger i jorden. Det var jernalderens affaldskuler, hvor affald fra husholdningen – lerkarskår, knusesten og dyreknogler – blev bortskaffet. En af gruberne tiltrak særligt arkæologernes interesse, for i toppen lå et massivt lag af jernslagger, og ved udgravningen kunne det konstateres, at der var mere end 100 kg i alt.
Mellem slaggerne lå lerkarskår fra førromersk jernalder (ca. 200 f.v.t.), og slaggerne må være fra samme tid, hvor jernudvinding endnu var en ganske ny teknologi på vore breddegrader. Alene dét gjorde fundet interessant. I slaggelaget fandtes også tykke, rødbrændte lerflager, som stammer fra jernudvindingsovnene, og det er en uhyre sjældenhed på Fyn. Det skyldes, at myremalmsforekomsterne her ikke er så rigelige som i Vestjylland. Men der var mere endnu – for iblandt slaggerne lå fundets store overraskelse – flere hele og adskillige knuste smeltedigler. Nu var vi tæt på en sensation!
Fundets hele eller næsten hele digler. Foto: Nermin Hasic.
Intakt smeltedigel – bemærk at leret er næsten helt smeltet på ydersiden. Foto: Nermin Hasic.
Hældetuden tæt på. Foto: Michael Borre Lundø.
Diglerne har form og størrelse som en gennemskåret avocado, og de er lavet af ler, der er blandet med groft grus og plantemateriale, måske hestemøg. Diglerne har været udsat for så høj varmepåvirkning, at lermassen på ydersiden er delvis smeltet nogle steder. I smeltediglerne har bronzestøberen smeltet det dyrebare metal, før det blev hældt i støbeforme. Der er tale om små digler, for de har kun kunnet rumme ½-1 deciliter flydende metal. Dermed har man kun kunnet anvende diglerne til at støbe smågenstande som dragtnåle og rembeslag. Det stemmer meget godt overens med det indtryk, vi har af bronzetilførslen på denne tid, for i grave og på bopladser fra midten af førromersk jernalder finder man primært små bronzegenstande.
Civilingeniør Arne Jouttijärvi fra firmaet Heimdal-archaeometry har kigget på diglerne, og han konstaterer, at det er sjældent overhovedet at finde digler fra førromersk jernalder i Danmark. Faktisk må vi konstatere, at det er det største fund af digler fra ældre jernalder i Danmark til dato! Dernæst er eksemplarerne fra Vester Kærby ret avancerede, da de er konstrueret af to forskellige lertyper for at gøre dem modstandsdygtige overfor den ekstreme varme, de blev udsat for. Diglerne er således fremstillet og anvendt af særdeles kvalificerede bronzestøbere med stort kendskab til de lokale råmaterialers kvaliteter.
Ved nærmere gennemgang af nogle af affaldskulens brændte lerplader viste det sig, at de havde et hul med en diameter på ca. 2 cm, og heromkring var lermassen helt smeltet. Der er tale om såkaldte avlssten, der har siddet foran spidsen på en blæsebælg og dermed beskyttet denne mod essens enorme varmeudvikling. Som helhed kunne det nu konkluderes, at gruben havde været anvendt til at bortskaffe affald fra jernudvinding såvel som bronzestøbning. Da man næppe har transporteret dette affald langt, må vi antage, at håndværkerne har haft deres arbejdsplads i grubens nærmeste omegn – men den fandt vi ikke – og hvorfor så det?
Fragment af avlssten – hullet fra blæsebælgens tud ses tydeligt. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Hvor er værkstederne?
Årsagen til, at vi kun sjældent kommer tæt på bronzestøberens værksted er, at støbeaktiviteterne foregik direkte på jordoverfladen, hvor der var tilstrækkeligt med lys, plads og frisk luft. Jernalderens overflade afveg ikke væsentligt fra den overflade, vi går rundt på i dag, og det betyder, at alle ”overfladiske” spor som ildsteder, esser mv. for længst er pløjet bort. Kun hvis håndværksaktiviteterne omfattede nedgravede huller i jorden, har efterladenskaberne overlevet nutidens plovskær. Oldtidens værkstedsoverflader har også kunnet overleve frem til nutiden, hvis de hurtigt blev dækket af tykke jordlag. Det kender vi især fra vikingetidens Ribe – men sådanne forseglede overflader hører til de absolutte undtagelser.
Det vi har fundet i Vester Kærby, er således udrømning fra bronzestøberens værksted – men ikke nok med det – det er også udrømning fra de håndværkere, der udvandt jern fra myremalm. Når affald fra disse to håndværksfunktioner endte i samme affaldskule, må det skyldes, at deres arbejdsområder lå nær hinanden – måske både i fysisk og praktisk forstand. Var det de samme folk, der praktiserede jernudvinding og bronzestøbning, eller arbejdede de bare nær hinanden for at kunne drage nytte af, at begge parter havde brug for enorme mængder brændsel, men også samme typer af redskaber, f.eks. blæsebælge? Vi ved det ikke – men ved udgravningen kunne det til gengæld dokumenteres, at deres arbejdsområde var placeret i periferien af bebyggelsen. Det skyldes utvivlsomt, at man ville minimere brandrisikoen fra især jernudvindingsovnene.
Bronzesmelteklump fundet med metaldetektor på marken. Foto: Nermin Hasic.
Støbetab – affald fra bronzestøbning. Foto: Nermin Hasic.
Hvad støbte de?
Selv om gruben indeholdt stykker af måske 50 smeltedigler, er det ikke lykkedes at identificere et eneste fragment af en støbeform. Derfor kan vi ikke dokumentere, hvad den smeltede bronze fra diglerne blev brugt til, men vi kan da komme med et bud. Ved detektorafsøgning på marken omkring udgravningsstedet er der gennem næsten 10 år fundet mange smelteklumper af bronze og også såkaldte støbetappe, kegleformede bronzestykker, som er størknet materiale fra det metal, der blev hældt i støbeformen og siden kasseret til omsmeltning. Problemet er, at vi ikke kan datere disse stykker mere præcist, så de kan sagtens være senere end diglerne – ja også tidligere. Et par smykker er dog samtidige med diglerne, og især er en såkaldt kuglefibula et oplagt bud på, hvad der kan være produceret på stedet. Vi mangler imidlertid ”the smoking gun”, men vi har endnu et skud i bøssen, for nu at blive i den genre.
Fibula fra Otterup-området med påsiddende støbetap. Noget gik galt i støbeprocessen, så den ufærdige fibula blev kasseret, inden støbetappen var savet af. Netop fordi smykket ikke er lavet færdigt, har man mulighed for at kigge bronzestøberen tæt over skulderen. Foto: Nermin Hasic.
På indersiden af diglerne sidder der rester af det metal, der blev smelter i dem. Forhåbentligt bliver det muligt at analysere disse bronzerester, og ved at sammenligne med legeringen i de smykker, der er fundet på markoverfladen, kan vi således være heldige at få oplysninger om, hvad der blev støbt på marken nær Odense Fjord for ca. 2200 år siden.
Såkaldt kuglefibula fra samme tid som smeltediglerne – og fundet på samme mark. Mon bronzen blev smeltet i en af diglerne fra affaldskulen? Foto: Nermin Hasic.
Hvis du vil vide mere
Andersen, S.H. & H. Madsen 1984: Et førromersk bronzestøbefund fra Vitved i Østjylland. Hikuin 10, s. 91-104.
Feveile, C. 2010: Vikingernes Ribe. Handel, magt og tro. Ribe.
Henriksen, M.B. 2018: De interessante fejl. Fynboer & Arkæologi 2018:1, s. 24-27.
Kristiansen, A.M. & T.F. Jensen 2005: Kronehalsring. Skalk 2005:3, s. 6-11.
Lønborg, B. 1986: Bronzestøbning i dansk Jernalder. Kuml 34, s. 77–94.
