Siden år 2000 har Odense Bys Museer fjernet mulden på flere hektar jord i udkanten af landsbyen Skrillinge, der ligger i den sydøstlige forlængelse af Middelfart. Dette landskab, som nu dækkes af forstadsbebyggelser til købstaden, er en arkæologisk guldgrube! Det skal ikke forstås sådan, at guldet vælter op ad jorden, for så fine sager er der slet ikke fundet. Til gengæld har vi med afdækningen af de store arealer fået et hidtil uset indblik i bebyggelsesstrukturen i århundrederne omkring Kristi fødsel.
Karen Green Therkelsen/Mogens Bo Henriksen
I dette tidsrum, som af arkæologerne betegnes førromersk og ældre romersk jernalder, boede man – troede vi indtil for nylig! – enten i landsbyer eller i enkeltliggende gårde. Virkeligheden er imidlertid, og selvfølgelig, mere kompliceret, og det ved vi kun takket være de store udgravninger ved Skrillinge. Her er fundet egentlige landsbyer, hvor husene ligger i velordnede rækker og klynger, tildels omgivet af hegn. Der er også fundet gårde, som ligger helt alene, og som derfor må betegnes som enkeltgårde. Midt i mellem disse yderpunkter er der små gårdklynger, som har været placeret med nogle hundrede meters mellemrum – fågårdsbebyggelser kan man måske kalde dem.
Det er ikke muligt at spore nogle former for social forskel mellem de enkelte bebyggelsestyper, som er repræsenteret inden for et mindre end 2 kvadratkilometer stort område, så forskellighederne må forklares med erhvervsmæssige forhold. Måske var en bebyggelsestype foretrukket af agerbrugere, der havde fælles adgang til ressourcer som markområder, mens andre i højere grad var fokuseret på enge, der kunne give foder til kreaturerne. Vi ved det endnu ikke, og en afklaring af disse og mange andre spørgsmål må afvente, at vi får analyseres gamle kort, således at det bliver muligt at rekonstruere det forhistoriske landskab.
De igangværende udgravninger i Skrillinge har – udover en fågårdsbebyggelse – afsløret en halv snes brønde fra bopladsens tid. Nogle af disse brøndanlæg har været åbne gennem længere tid, og man har afstivet deres sider med trækonstruktioner. I andre tilfælde har brøndgruben kun været i brug i kort tid – måske over et enkelt år. Spørgsmålet er da, om de alle har været anlagt for at forsyne bebyggelsens folk og fæ med drikkevand – eller om de har været anvendt til andre formål. På flere fynske bopladser fra senere dele af jernalderen ved vi, at brønde har været “genbrugt” til at iblødsætte plantemateriale – bl.a. hør, hamp og nælde – der skulle forarbejdes til tekstil. Nogle har været anvendt til at opbløde knogle og tak, der skulle forarbejdes videre til redskaber, mens andre igen har fundet anvendelse som opbevaringsrum for trægenstande, som ikke måtte tørre ud. Hvilken af disse funktioner, som de uforholdsmæssigt mange Skrillinge-brønde har udfyldt, ved vi ikke endnu, men det kan analyser af brøndenes jordlag forhåbentligt vise.
Når materialet fra udgravningen ved Toftegårdsvej er bearbejdet, har vi løftet endnu en flig af det græstørvstæppe, der ligger over historien om Skrillinges forhistorie. Bearbejdningen giver sikkert mange svar, men rejser utvivlsomt endnu flere spørgsmål, og dem må vi så håbe kan afklares, næste gang Skrillinges moderne “bopladsområder” udvider.
