Forud for opførelsen af ældreboliger på markerne ved Lindalslund lige i Stribs udkant har Odense Bys Museer foretaget arkæologiske undersøgelser på et større areal, hvor der er gjort fund fra den tidlige bondestenalder.
Fundene på markoverfladen er igennem årene blevet opsamlet og registreret af de lokale aktive og dygtige amatørarkæologer, hvoraf flere også deltog ihærdigt i selve udgravningen – en uvurderlig hjælp, der er stærk medvirkende til den store mængde virkelig gode fund der blev hjembragt til museet. Den arkæologiske betegnelse for perioden er tidligneolitisk tid, og det er fra slutningen af denne – imens de yngste dysser blev opført og tegningerne til jættestuerne så småt var ved at ligge til brug – at fundene stammer (ca. 3.300 f. Kr.).
Bopladsen ligger på et sandet område omgivet af ler. Man har helt klart foretrukket at bo på denne type undergrund, fordi sandet dels har budt på gode dræningsforhold, dels har det her været nemt at grave huller til de stolper, der har været anvendt til opførelsen af huse og hytter. Netop boligerne er en arkæologisk mangelvare fra denne tid, og før udgravningen ved Lindalslund var de i det fynske område kun kendt fra et par andre lokaliteter. Indtil videre er der påvist tilstedeværelse af mindst tre huse på Strib-pladsen, men efterhånden som det hjembragte materiale vil blive bearbejdet i de kommende måneder vil bebyggelsestætheden antagelig stige til det dobbelte eller mere.
Nu bruges her godt nok betegnelsen huse, men i realiteten er der kun tale om de synlige rester af de nedgravninger, hvori stenalderbønderne satte stolperne til deres bygninger. Stolpehuller kalder arkæologerne det. De fremtræder som mørke aftegninger i det lysere undergrundsmateriale, og ved at se på de systemer, som stolpehullerne indgår i, er det muligt at påvise tilstedeværelsen huse. Hvordan så bygningerne de så ud? Ja, det kan vi kun og i bedste fald give kvalificerede gæt på. Der er tale om lette konstruktioner med lerklinede vægge og antagelig et strå- eller tangtag. Taget på de ca. 5 m brede og 8-11 m lange boliger har været båret af en række stolper – 3- 4 stk. – der har stået nogenlunde i længdeaksen midt i huset. Væggene har haft en afrundet form, og der er også noget der tyder på, at tilnærmelsesvis runde huse – eller måske rettere hytter – har indgået i repertoiret. Ved udgravningen fremkom der ingen spor efter opstaldning af dyr i husene, og den ringe størrelse – 40-60 m2 under tag – taget i betragtning, er det nok mest rimeligt at antage at husene var forbeholdt menneskene.
Fundmaterialet fra udgravning er betydeligt – de fylder omkring en trillebørfuld med top. Det drejer sig især om lerkarskår, bl.a. en hel del ornamenteret i tidens stil og derfor med til at datere bopladsen, samt flint – både redskaber og ikke mindst flintaffaldet (afslag og blokke) fra fremstillingen af disse. Den arkæologiske bearbejdning af dette materiale resterer endnu, og det vil ganske som rapportskrivningen tage sin tid, men økser fortæller at man har fældet træer og bearbejdet disse til alt lige fra bygningstømmer til husgeråd. Et par pilespidser – såkaldte tværpile – fortæller at jagt har spillet en rolle. En betydelig mængde skrabere har været anvendt til mange formål, bl.a. renskrabning af skind og træ. Mad, drikkevarer og proviant i øvrigt har været opbevaret i – ofte pænt dekorerede – lerkar.
Igen må vi tage det kvalificerede gætteri i brug. Dog synes der at tegne sig et billede af en gruppe mennesker på vel en 20-30 individer. Man har været bofaste på stedet og haft tag over hovedet i rimeligt solide huse. Det økonomiske grundlag for livets opretholdelse har været varieret. Agerbrug blev praktiseret på den ler-/sandblandede jord i bopladsens nærhed. Husdyrholdet har antagelig betydet mere for livets opretholdelse end den meget ekstensive korndyrkning her i bondesamfundets spæde barndom; engområdet umiddelbart syd for bopladsen har været velegnet til afgræsning – ganske som en flok får illustreret det på bedste vis den dag i dag. Fisk blev hentet i Lillebælt. I skoven blev dyr jaget, og her indsamlede man bær, frugt og andet godt i naturens eget spisekammer. Om stenalderbønderne tillige havde blik for den pragtfulde udsigt på stedet er uvist, men under alle omstændigheder har de levet et godt liv på stedet – forudsætningerne har i hvert fald været til stede.
