Museum Odenses historie går tilbage til 1860. Gennem årtierne har museumsorganisationen udviklet sig med tilføjelse af nye fagområder og samtidig er nye besøgssteder er kommet til, mens andre er blevet ombygget og opgraderet. Fra en begyndelse baseret på interesserede frivillige drives museet i dag som en professionel videns- og kulturinstitution med højt specialiserede fagfolk inden for alle ansvarsområder.
Det var under beskedne kår der i 1860 åbnede en udstilling af oldsager under navnet Nordisk Museum. To uopvarmede, fugtige rum på Odense Slot og en åbningstid begrænset til onsdag fra kl. 12-13. Til gengæld fik man en rundvisning i udstillingerne af et af bestyrelsens medlemmer. Bag etableringen af museet stod en kreds af borgere, der var fanget af tidens stærke interesse for historie og navnlig oldtiden. I andre stiftsbyer som Ribe, Viborg, Aarhus og Aalborg åbnede også museer i disse år. Museum Odense hører således til den første generation af museer i provinsen.
Nordisk Museum åbnede i 1860 i lokaler på Odense Slot
Vejen til et museum i Odense fra første idé til realisering strakte sig dog over mere end fyrre år. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet forærede ejeren af herregården Sanderumgård, Johan Bülow, 69 arkæologiske genstande til Stiftsbiblioteket ved siden af Sankt Knuds Kirke. I 1818 fulgte guvernøren over Fyn, Prins Christian, op ved at overføre 106 genstande fra Oldsagskommissionen i København til stiftets bibliotek. Johan Bülows ønske var dog at opføre et egentligt museum, og i sit testamente satte han en større sum til side med henblik på at opføre en museumsbygning med plads til stiftsbiblioteket. Desuden skulle renter fra arven aflønne en bibliotekar.
Etableringen af udstillingen på Odense Slot i 1860 påkaldte sig stor lokal og regional interesse, og der gik ikke mange år før bestyrelsen begyndte at ønske sig mere plads og bedre forhold. Samlingerne voksede og de museale ambitioner udvidedes til ud over oldtidsgenstande også at omfatte mønter og genstande fra middelalder og renæssance. Kunstværker ville man også gerne rumme. Nordisk Museum i Odense kom på byens budget i 1878 med en årlig bevilling på 150 kr. Samtidig blev byrådet og museets bestyrelse enige om, at kommunen på sigt skulle overtage driften af museet. Byrådet så museet som en potentiel videns- og kulturinstitution, der kunne bidrage til at danne indbyggerne og markere byen over for andre provinsbyer. For at føre ambitionerne ud i livet og give museet mulighed for at udvikle sig var det nødvendigt med en egentlig museumsbygning.
I 1885 stod en ny museumsbygning i Jernbanegade klar til indvielse. Gennem utrætteligt arbejde af apoteker Gustav Lotze, som havde været medinitiativtager til museet på Slottet, var det lykkedes at skaffe byggegrund og midler til den nye bygnings opførelse. Finansieringen kom fra Bülows testamentariske gave med ekstra tilskud fra kommunen, amtet og staten samt flere private tilskud fra Fyn og sågar London. Det nye museum opførtes i tre etager, der skulle rumme oldsagssamlingen, historisk samling, møntsamlingen, skulpturer og en naturhistorisk samling. Bygningen, der i dag er bygningsfredet, blev opført i historicistisk stil med græske søjler og på taget tronede Palles Athene – lærdommens gud – mens fire skulpturer ved indgangsdøren symboliserende museets virkefelter. På facaden stod med store bogstaver skrevet: Museum Civitatis Othinienses – Odense Bys Museum.
Museumsbygningen i Jernbanegade efter udvidelsen i 1897
Med det nye museum kom der langt mere fokus på kunsten. Malerier blev erhvervet med statslig og privat støtte, og det samme gjaldt skulpturer. Det varede ikke længe før museumsbygningen var for lille. I 1897 stod en tilbygning færdig som omfattede tre længer i to etager og en stor, overdækket skulptursal i midten.
I 1904 ændredes navnet til Fyens Stiftsmuseum. Det nye navn skulle signalere, at Fyns Stift var museets arbejdsfelt. Den regionale opdeling af museumslandskabet i Danmark var ved at falde på plads.
Fejringen af 100-året for H.C. Andersens fødsel i 1905 blev anledningen til at sætte fokus på den verdensberømte digter. Kun 25 år efter hans død var det endnu muligt at få kontakt med personer, som havde kendt digteren og som lå inde med breve, manuskripter, klip og tegninger. Odense byråd købte i jubilæumsåret det lille gule hjørnehus i Hans Jensens Stræde, hvor Andersen blev født. I 1908 åbnedes et museum i bygningen, og i de følgende år voksede samlingen som følge af en ihærdig indsats. Det samme gjorde besøgstallet hjulpet godt på vej af den store nationale og internationale interesse for digteren og hans liv. Med den lokale erhvervsmand Thomas B. Thrige som mæcen blev H.C. Andersens Hus udvidet kraftigt i 1930, hvor blandt andet Mindehallen med Niels Larsen Stevns fresker blev opført. Samtidig førte Andersen-interessen til, at kommunen erhvervede digterens barndomshjem i Munkemøllestræde, der åbnede som museum i 1931.
Udstillingen i H.C. Andersens Hus i 1913
Knopskuddet med H.C. Andersens Hus i 1908 fulgtes snart op af endnu en ny museumsfilial. De store og markante forandringer, som skete i samfundet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med overgangen fra det selvforsynende landbrug til det industrielle samfund og flytningen fra land til by førte til, at der opstod en gryende interesse for at bevare den gamle folkekultur. Museumsbestyrelsen ønskede derfor at udvide med udstillinger, der kunne” give et levende indtryk af de fynske borgeres og bønders liv siden reformationstiden”. Hertil passede den statelige og helt fyldte museumsbygning i Jernbanegade dårligt. Interessen samlede sig derfor om en gammel købstadsgård i Nørregade kaldet Eiler Rønnovs Gård, som staten netop havde reddet fra nedrivning og ført udseendet tilbage til gårdens opførelsestidspunkt i 1547. Her åbnede Fyns Folkemuseum i 1910.
Som følge af de nye museumsafdelinger fik den samlede museumsorganisation navnet Odense Bys Offentlige Samlinger og en fastansat leder. Navnet holdt frem til 1950, hvor det mere mundrette Odense Bys Museer trådte i stedet. Odense By henviser til forankringen i byen i en tid, hvor der også var noget, der hed Odense Amt.
Der var grøde i museumsinitiativerne i første halvdel af 1900-tallet. Naturligt nok da man ved selvsyn kunne se de meget store forandringer, som skete i samfundet. Det stod klart, at Fyns Folkemuseums emneområde dækkende Fyns kulturhistorie og dagligliv i by og på land siden middelalderen var for stort til at kunne rummes i de tre små rum i Eiler Rønnovs Gård. Derfor samlede kræfterne sig snart om at skabe to store selvstændige museer for henholdsvis den gamle købstadshistorie og landbrugshistorien.
De første skridt til et købstadsmuseum blev taget, da Odense Kommune i 1930 købte den store ejendom Falk Gøyes Gård på hjørnet af Overgade og Møntestræde. Bygningen, også kendt som Møntergården, var en af byens meget flotte renæssancegårde opført i 1646. I 1934-35 udarbejdedes et forslag, der fik titlen: ”Forslag til Møntestrædes omdannelse til museumsgade”. Møntergården blev restaureret og Eiler Rønnovs Gård flyttet fra Nørregade til det nye museum. Den 19. juni 1941 kunne et ny købstadsmuseum slå dørene op med udstillinger af interiører fra de forskellige stilperioder og en samling af pragtgenstande fra Odenses gamle håndværkslav.
Udstillingen af lavsgenstande fra Odense ved åbningen af Møntergården i 1941
Et museum om livet på landet, landsbylivet og om det selvforsynende landbrugssamfund var fremme første gang i 1919. Der skulle dog gå mange år, inden ideen blev til en realitet. Først i 1941 lykkedes det at finde penge og en grund ved Hunderup Skov i det sydlige Odense. Igen var der tale om en kombination af kommunal grund, private donationer og en vis statslig medfinansiering. I 1942 kunne grundstenen til frilandsmuseet Den Fynske Landsby lægges, og efter blot fire års hektisk aktivitet med flytning af bindingsværksgårde fra hele Fyn åbnede museet den 22. juni 1946 i overværelse af 4.000 mennesker.
Den Fynske Landsby ved åbningen i 1946
Et andet nyt arbejdsfelt kom få år efter ind under museets ansvarsområde. I 1953 blev det kendt, at den lille landarbejderbolig i Nørre Lyndelse, hvor komponisten Carl Nielsen – som omtalt i erindringsværket Min Fynske Barndom – var vokset op, stod i fare for at blive nedrevet. Huset stod i vejen for en udbygning af Faaborg landevej. De første overvejelser gik på at flytte huset til Den Fynske Landsby, men konklusionen blev, at bygningen måtte forblive i sit oprindelige miljø og derfor blev den taget ned sten for sten og igen rejst, så det stod i uændret skikkelse blot 20 meter længere mod vest. Arbejdet udførtes af folkene fra Den Fynske Landsby, og huset blev indrettet som museum. På Carl Nielsens fødselsdag den 9. juni 1956 kunne åbningen fejres. Carl Nielsens arvinger forærede i den forbindelse en række genstande til museet og stillede i udsigt, at museumsvæsenet i Odense skulle arve Carl Nielsen og billedkunstnerhustruen Anne Marie Carl-Nielsens ejendele fra deres fælles hjem. Da museet modtog denne store mængde genstande i 1980’erne begyndte arbejdet på at lave et Carl Nielsen museum i Odense. Det åbnede i 1988 og er – naturligvis – indrettet som en del af Odense Koncerthus.
Op gennem 1900-tallet voksede kunstsamlingen støt i antal malerier og skulpturer. Tilvæksten skete med støtte fra staten og via donationer fra private fonde og ikke mindst gennem en stor kunstgave fra samleren J.W. Larsen. Samtidig virkede de gamle montreudstillinger af oldsager mere og mere bedagede i en tid, hvor forståelsen af de forhistoriske samfund var i rivende udvikling. Derfor begyndte museumsledelsen at se sig om efter en ny placering af den arkæologiske samling, så museumsbygningen i Jernbanegade kunne helliges kunstsamlingen.
Først fremkom et forslag om en ny arkæologisk udstillingsbygning i forbindelse med museet i Møntergården, men det strandede på stadsingeniørens vejreservationer og gadegennembrud. Fra 1971 forsøgte man at finde en løsning i det af Odense Kommune netop overtagede Odense Adelige Jomfrukloster. Efter ganske få år stod det klart, at den fredede bygning ikke kunne rumme et moderne museum. Så vendtes blikket mod Hollufgård i Odenses sydlige udkant, hvis bygninger og dele af jordtilliggendet kommunen erhvervede i 1979. Primært finansieret gennem beskæftigelsesmidler restaureredes de gamle stald- og ladebygninger, og med Moesgaard som forbillede gik en gradvis overflytning af oldsagssamlingen i gang. I 1989 var arbejdet nået så langt, at den arkæologiske udstilling i Jernbanegade rømmedes. De store avlsbygninger blev anvendt til en serie velbesøgte særudstillinger.
I 1997 skete en omstrukturering og samling af museumsorganisationen, så de akademiske medarbejdere fra de enkelte fagområder blev samlet i stærkt fagligt miljø på Møntergården. Samtidig blev samlingsvaretagelsen styrket, da et nyt stort klimastyret magasin blev taget i brug og en omfattende digitalisering af registreringerne blev sat i værk. En ny museumslov i 2002 introducerede princippet om at bygherren skal betale de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med anlægsprojekter og det førte til en kraftig opblomstring af museets arkæologiske virksomhed. Med nedlæggelsen af Fyns Amt overtog museet tilsynet med fredede fortidsminder og diger i det område amtet dækkede. Tidens opmærksomhed på industrihistorien gav sig udslag i indretningen af et lille museum i Thriges Kraftcentral, et fredet, industrielt elværk fra 1915.
Registrering af museumsgenstande på PC i 1995
De arkæologiske udstillinger på Hollufgård havde svært ved at bevare tiltrækningskraften og i stedet blev de gamle tanker om et samlet arkæologisk og historisk museum i Møntergården i Odense centrum taget op igen. Med en stor bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Odense Kommune kunne arbejdet med en opførelse af ny udstillingsbygning gå i gang. Den nye udstillingsbygning stod færdig i 2013 med en samlet kulturhistorisk af forhistorie og historie. Få år senere åbnede et børnemuseum i en af Møntergårdens historiske bygninger.
Møntergårdens nye udstillingsbygning stod færdig i 2013. Foto: Alex Tran
Udviklingen af Møntergården skete i en tid med øget offentlig interesse for museer, mens politikere talte om oplevelsesøkonomi og bykonkurrence. Tiden var derfor moden til en større forandring af Odenses museumslandskab med henblik på at skabe store, slagkraftige institutioner, der kunne tiltrække publikum nationalt som internationalt. For at opbygge et stærkt kunstmuseum i Odense blev Fyns Kunstmuseum inklusiv den gamle museumsbygning i Jernbanegade udskilt og fusioneret med Kunsthallen Brandts og Danmarks Fotomuseum til Kunstmuseet Brandts. Den anden vej gik det kulturhistoriske museum Mediemuseet, der indtil da havde haft til huse i Brandts Klædefabrik.
Den øgede internationale turismes ankomst til Odense i 2010’erne fremhævede igen H.C. Andersens store betydning. H.C. Andersens Hus var blevet udvidet og nyindrettet både i 1970’erne og op til digterens 200-års jubilæum i 2005. Jubilæumsfejringen efterlod dog en vis Andersen-mæthed, men i gradvist lykkedes det at samle opbakning til et samlet eventyrhus, der kombinerer formidlingen af personen Andersen med hans kendte værk. Museet fusionerede med Børnekulturhuset Fyrtøjet for at udvikle en fornyet børneformidling.
Transformationen af Odenses bymidte efter lukningen af den firesporede Thomas B. Thriges Gade gav mulighed for et ambitiøst projekt. Den kendte japanske arkitekt Kengo Kuma vandt den internationale arkitektkonkurrence med et delvist underjordisk projekt og med rundhåndet støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Odense kommune og en række andre fonde kunne byggeriet gå i gang. Det nye H.C. Andersens Hus åbnede i sommeren 2021.
Efter mere end 130 år som kommunal institution overgik museet i 2018 til at være selvejende. Med mere råderum og en professionel bestyrelse står museumsorganisationen under det nye navn Museum Odense godt rustet til den fremtidige udvikling.
Torben Grøngaard Jeppesen: Odense Bys Museer 1860-2010
Torben Grøngaard Jeppesen: Det lange perspektiv – 40 år ved Odense Bys Museer
Anne Christiansen: Drømmen om en museumsbygning
Niels Oxenvad: Omkring H.C. Andersen-museets tilblivelse
Niels Oxenvad: Carl Nielsen Museet
Lise Gerda Knudsen: Den Fynske Landsby gennem 70 år
Jens Toftgaard: Museet i Møntestræde
Niels Oxenvad: “Othiniensia. Odense Bys Museer 1935-1985”
Museer og samlinger i 1935 – og deromkring
Møntestræde eller Møntergården
Odense Bys Museer under 2. verdenskrig
Svend Larsen: Et Provinsmuseums Historie. Odense 1935
