en
Forfattere

Museumsinspektørens hjerte banker for dem, der ikke har så meget

Dansk Folkehjælp hædrer museumsinspektør Dyveke Skov Larsen, Museum Odense, for at støtte indsamlingen op til jul – 14. oktober åbner ny udstilling med samme tema.

Stor var overraskelsen for hovedpersonen selv – Museum Odenses museumsinspektør Dyveke Skov Larsen – da hun forleden blev mødt på sin arbejdsplads i Møntergården af koordinatorerne ved Dansk Folkehjælps afdeling i Odense, Pia Kimer Rasmussen og Lonnie Kastrup.

I al hemmelighed havde de sammen med museumskolleger arrangeret at hylde Dyveke Skov Larsens arbejde for socialt udsatte gennem sin historiske formidling. Særligt Møntergårdens julegris, der de seneste to år har samlet ind for Dansk Folkehjælp op til jul, sætter de pris på. Julegrisen er for mange odenseanske børn og familier blevet symbol på at hjælpe hinanden i juletiden. Og så er den Dyveke Skov Larsens opfindelse.

“Uden nogen opfordring gik Dyveke i gang med indsamlingsopgaven, som siden er blevet en tilbagevendende begivenhed på Møntergården. Med sin ægte interesse har hun gjort en stor forskel for de familier, der har fået gavn af julegrisens indsamling, og for os. Det er både rørende og rart at arbejde sammen med hende”, sagde de to koordinatorer om udvælgelsen.

Hovedpersonen, der har arbejdet på Museum Odense i knap 10 år, er meget beæret over, at julegrisen har fået så stor betydning for flere odenseanere. I alt har den samlet 10.000 kroner ind, som 20-25 familier har fået gavn af. Til jul i år vil man igen kunne se grisen på Møntergården.

“Julegrisen opstod som en idé, der både skulle formidle historie og samle ind til et godgørende formål. I vores museumsarbejde forsøger vi hele tiden at lave aktiviteter og udstillinger, der giver mening for alle vores gæster. Møntergården er byens museum. På næste fredag åbner vi netop en udstilling, som på en poetisk og ny måde tager fat i temaet “fattigdom, før og nu”. Det er i Pernille Lykkes Fattigboder i Møntergården, og alle er velkomne, siger Dyveke Skov Larsen.

 

Dyveke Skov Larsen med diplom, kunstværk og blomster efter overraskelsen fra Dansk Folkehjælp.