Danske landbrugsdiger gennem mere end 1.000 år

”Hvorfor hulen skulle en lav bunke jord eller nogle sten på række i et markskel være interessant?” Sådanne spørgsmål har jeg fået flere gange, når jeg har været ude og tilse beskyttede sten- og jorddiger på den fynske øgruppe for Slots- og Kulturstyrelsen. Styrelsen har det overordnede ansvar, men de sender folk fra de lokale museer ud, når der er sket skader og fjernelser af digerne.

Et landbrugsdige er en menneskeskabt forhøjning af typisk jord, evt. sten eller tørv, der historisk har fungeret som et hegn for at holde husdyr inde og ude. Tidligere har landbrugsdigerne været højere og typisk med en grøft på hver side, så de kunne forhindre kreaturerne i at komme igennem. Med fremkomsten af først piktråd i 1800-tallet og dernæst stødhegn i 1900-tallet blev landbrugsdigernes oprindelige funktion overflødig, og de fleste landmænd pløjede en del af digejorden ned i de to grøfter på siderne, så der kunne dyrkes mere.

Når jeg er ude på tilsyn, møder jeg både landmænd, der kender digernes historie og betydning, og andre, som bare oplever beskyttelsen som en hindring for større og mere sammenhængende marker. Jeg forstår deres situation og deres argumenter, men faktum er, at de beskyttede diger både har en biologisk værdi og en historisk værdi. Landbrugsdiger er blandt de mest oversete, men samtidig mest informationsrige kulturhistoriske elementer i det danske landskab – grundet deres alder, deres antal og deres variation. Det er en arv, som vi i dag har et ansvar for at forvalte klogt.

Figur 1: Matrikler og landbrugsdiger stråler ud fra landsbyen Allested på Fyn i en såkaldt stjerneudskiftning. Skråfoto 2023. © Klimadatastyrelsen.

Landbrugsdiger fra vikingetid og middelalder

De ældste landbrugsdiger, der stadig er markskel, synes at være fra vikingetiden (ca. år 700-1050) og middelalder (ca. 1050-1536). Det er dog indtil videre kun lykkedes at foretage fire kulstof-14-dateringer af sådanne ældre landbrugsdiger, der alle endte med dateringer til perioden mellem ca. 800 og 1150. (Bech & Dam 2022) Det er forsøgt at datere mange flere diger end de fire, men det er svært og dermed dyrt at finde organisk materiale, der er bevaret godt nok ved digerne til at kunne foretage dateringer. De fleste landbrugsdiger er ”kun” et par hundrede år, men der er altså et fåtal af landbrugsdigerne, der er omkring 1.000 år. Det er de såkaldte ejerlavsdiger og vangediger fra dyrkningsfællesskabets tid.
Før de store landboreformer omkring år 1800 lå ni ud af ti gårde i Danmark i landsbyer, hvorfra bønderne havde et dyrkningsfællesskab inden for landsbyens område – det såkaldte ejerlav. Hver bonde havde typisk over 50 små agre spredt ud i ejerlavet, men disse var kun indhegnet inden for f.eks. tre hovedmarker – de såkaldte vange. Som det ses af kortet over Starreklinte 1682 i Odsherred, var der dels ejerlavsdiger omkring hele ejerlavet og dels vangediger mellem vangene. Hver vang i Starreklinte kørte i en treårig rotation med først byg, dernæst rug og til sidst græsning, hvilket krævede samarbejde mellem de 12 bondegårde i landsbyen.

Figur 2: Rekonstruktion af Starreklinte ejerlav i Odsherred 1682 under landsbydyrkningsfællesskabet, hvor strukturerne måske er anlagt for omkring 1.000 år siden. Udover selve landsbygrundene med gårde og huse var ejerlavet inddelt i tre hovedmarker med diger omkring (såkaldte vange). Hver af de 12 gårde havde over 40 agre spredt over hele ejerlavet, men disse havde ikke diger omkring. Som det fremgår af figur 6, ændres denne struktur i Starreklinte sig markant ved udskiftningen 1798. Bearbejdet fra Karl-Erik Frandsen m.fl. 1975.

Der var store regionale forskelle i Danmark i dyrkningsfællesskabets tid. Det relativt simple trevangsbrug, som ses i Starreklinte, dominerede på Øerne, mens græsmarksbrug i Vestjylland og særlige nordjyske dyrkningssystemer var mere komplekse. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de ældre landbrugsdiger gennem kulstof-14-dateringer potentielt kan være en kilde til at gennemskue to ting:

• Dels hvornår der blev sat skel mellem landsbyerne (ejerlavsdige), og dermed potentielt at vide, hvornår en landsby er udskilt og udflyttet fra en anden landsby
• Dels hvornår vangene og vangedigerne blev anlagt, og dermed potentielt hvor gamle dyrkningsfællesskabet var.

Der er stadig flere spørgsmål end svar i forhold til etableringen af dyrkningsfællesskabet for måske knap 1.000 år siden. Alle de fire tidligere nævnte kulstof-14-dateringer er fra ejerlavsdiger. Det er endnu ikke lykkes at få kulstof-14-dateret et bevaret vangedige. Jeg har heller ikke kendskab til, at det er forsøgt. Der er kun ganske, ganske få vangediger bevaret, da de fleste vangediger blev fjernet ved landboreformerne og udskiftningerne omkring år 1800, mens ejerlavsdigerne typisk findes den dag i dag. Dette er en af grundene til, at det stadigt diskuteres, hvor gamle landsbydyrkningssystemerne er. Forhåbentligt lykkes det en dag at få dateret nogle af de få vangediger, der er bevaret.

Figur 3: Oversigtskort over jyske dyrkningssystemer (græsmarksbrug) og de østdanske dyrkningssystemer (vangebrug). Nærmere detaljer for de enkelte landsbyer kan fås i De danske landbebyggelser i 1680’erne (https://www.kildeskriftselskabet.dk/index.php/kildeudgaver/1600-tallet/168-de-danske-landbebyggelser-i-1680-erne).

Det danske landskab er skabt ved, at folk har ændret og tilpasset det gang på gang, når landbruget og samfundet fik nye innovationer og nye behov. Nogle steder har gennemgået mange ændringer, mens andre har fået lov til at forblive mere eller mindre uændrede. Det betyder, at der er ”lommer” i landskaberne, der fortæller om Danmarks ældre historie. Gravhøje fra bronzealderen. Mergelgrave fra landbrugsintensiveringen i 1800-tallet. Moser fra slutningen af istiden – evt. med tørvegravningshuller fra 2. verdenskrig. De ældre landbrugsdiger skal ses på samme måde. Måske er den lille bunke jord i markskellet ikke så imponerende, men de er i nogle tilfælde en rest fra den struktur, som hele landbosamfundet indrettede sig på for over tusind år siden med landsbyfællesskab, ejerlavsdiger og vangediger. Landbrugsdigerne er kort sagt en del af landbrugslandet Danmarks historie samt en potentiel kilde til at lære mere.

Figur 4: Det er ofte svært at få kulstof-14-dateret landbrugsdiger. Størst chance for at finde organisk materiale synes der at være ved det jordlag (fyldskifte), som ligger nederst i ejerlavsgrøften. Men selv det materiale, der findes, kan være fra a) anlæggelsen, b) tiden diget/digegrøften har været i brug og c) fra nedlæggelse af grøften. Foto: Jakob Tue Christensen, Museum Odense.

Udskiftningsdiger ca. år 1800

Dansk landbrug har været under kontinuerlig forandring de sidste godt 250 år, men de grundlæggende strukturer i dansk landbrug og dansk landskab blev i høj grad skabt under de såkaldte landboreformer omkring år 1800. Dyrkningsfællesskabet i landsbyerne blev ophævet, og hver gård fik sin jord udskilt til en selvstændig og samlet matrikel. Bønderne gik fra at være fæstebønder under herregårde til at være selvejende landmænd. Og man gik fra landbrugspraksisser, der stort set uændret havde været anvendt i mange århundreder, til at anvende ny teknologi, ny viden og nye metoder. Blandt de nye innovationer omkring 1800 kan nævnes kløverdyrkning, mergelspredning, svingploven og kobbelbruget (senere vekselbrug), der alle direkte eller indirekte var med til at ændre landskabernes udtryk.

Hovedparten af de beskyttede landbrugsdiger, der findes i dag, blev anlagt omkring år 1800 i forbindelse med, at jordene blev udskiftet og inddelt til selvstændige gårdmatrikler. Nogle landsbygårde blev liggende i landsbyen, mens andre bindingsværksgårde blev pillet ned stykke for stykke og genopført ude på bar mark. Men uanset om gården blev liggende, eller om den blev flyttet, skulle der nu som minimum anlægges landbrugsdiger omkring hver gårdmatrikel. Medmindre landmændene holdt styr på kreaturer inden for de enkelte marker med tøjring eller hyrder, skulle der også opføres yderligere opdelingsdiger mellem markerne inden for matriklen. Det var et kæmpe anlægsprojekt med over 100.000 kilometer landbrugsdiger skabt med skovl og simple redskaber. Landbrugsdigerne blev typisk skovlet op med en grøft på hver side, og de skulle være høje nok til, at de kunne holde kreaturer inde og ude. Herregårde med bedre ressourcer kunne opføre mere holdbare stendiger, mens nogle jorddiger blev kombineret med tæt tjørnekrat for bedre at holde styr på dyrene. Hvis du som landmand eller digetilsynsmand har bandet og svovlet over diger med tæt og stikkende tjørnekrat i dag, er dette altså årsagen… Det er en arv fra dengang, digernes primære funktion var dyrehegn.

Udskiftningerne omkring 1800 blev som noget nyt planlagt ved brug af kort. Tidligere skel og diger, f.eks. ejerlavsdiger, var blevet fastsat lokalt uden brug af kort for måske 1.000 år siden, og disse vil i dag ofte bugte sig efter landskabets former. Udskiftningsdigerne blev derimod først indtegnet med lineal på udskiftningskort og først derefter anlagt ud i landskaberne. Hvis du har to skel/landbrugsdiger, hvoraf det ene bugter sig igennem landskabet, mens det andet er snorlige, vil det således typisk skyldes, at det ene er et meget gammelt dige, mens det andet måske er fra de store ændringer under landboreformerne.

Figur 5: Udsnit af udskiftningskort fra Lynge-Eskilstrup ved Sorø opmålt 1770 og udskiftet 1798. Bemærk de lineallige udskiftede matrikelgrænser vist med tykke streger, mens det gamle landskab derunder (f.eks. veje, arealanvendelse samt vange- og ejerlavsgrænser) bugtede sig efter landskabsformerne. © GST.

Figur 6: Kort over skel og landbrugsdiger i Starreklinte ejerlav efter 1798. Dette år blev landsbyen udskiftet, og gårdene fik hver sin sammenhængende matrikel. Tre gårde blev i den gamle landsby mod øst, mens seks gårde flyttede ud. Flere af matriklerne fik ganske givet også underinddelingsdiger, men dette kan ikke umiddelbart påvises før senere perioder. De små matrikler mod nordøst er husmandssteder og englodder. Digitalisering fra udskiftningskort / original-1 fra GST.

Sammenlignet med udlandet var dansk landbrug før landboreformerne tilbagestående – i det mindste sammenlignet med Tyskland, Nederlandene og England. Efter landboreformerne startede en stor fornyelse og effektivisering. Den frihed og fleksibilitet, som bønderne fik ved løsrivelse fra både herregård og landsbyfællesskab samt mulighederne fra den nye teknologi, skabte rum for nyopdyrkninger i kratskove, hedeområder og overdrev. Sten og krat blev ryddet, små vådbundsområder blev opdyrket, og landbruget forøgede kornfoldudbyttet markant. Produktiviteten steg yderligere ved omstillingen til den animalsk-orienterede eksport gennem andelsbevægelserne i slutningen af 1800-tallet, men hele 1800-tallet var generelt en vækstperiode for dansk landbrug. Andelen af dyrket land var før landboreformerne ca. en tredjedel af Danmarks samlede areal, mens det godt hundrede år senere omkring 1900 udgjorde godt to tredjedele af landet. Det intensive danske landbrug på bekostning af naturområder blev grundlagt i denne periode.

Den store vækst ved landbruget blev også båret frem af vækst i befolkningen, der blev mere end fordoblet i løbet af 1800-tallet. Det gav mulighed for flere gårddelinger – både nye gårde og stadigt flere husmandssteder, der ikke havde så meget jord, men til gengæld jord der blev udnyttet så intensivt som muligt. Nye gårde og nye husmandssteder gav også flere landbrugsdiger, når matriklerne blev delt.

I den sidste del af 1800-tallet mistede mange landbrugsdiger deres funktion til at holde husdyr inde og ude. Piktråd blev introduceret i 1880’erne, og det var mindre tidskrævende at have piktråd end at holde sten- og jorddiger vedlige. En fordel ved digerne havde også været de to grøfter, der gav dræning, men i sidste halvdel af 1800-tallet vandt rørlagte dræninger frem, og både diger og grøfter kunne nu opgives. I det omfang, at der havde været interne opdelingsdiger inden for gårdmatriklerne, blev digerne/grøfterne oftest pløjet helt væk, mens det ved skellene indtil nabogårdene oftest kun var grøfterne, der blev pløjet væk. En rest af digerne forblev tilbage. Det var en proces, der tog lang tid, og flere steder var landbrugsdigerne i funktion som dyrehegn ind i 1900-tallet.

Diger, der ikke vedligeholdes, forfalder over tid. En del af jorden fra jorddigerne havnede i grøfterne, og over tid kan jorddigerne formindskes i bredde og højde, hvis der pløjes tæt ind til diget, samt ved dyrelivets langsomme slitage. Mange sten fra stendigerne blev solgt, f.eks. til sognekommunerne, hvor de blev slået til stenskærver til brug ved bedre vejbelægninger. De landbrugsdiger, som der findes i dag, er derfor i praktisk taget alle tilfælde kun en rest af det, der var engang. Men det er jo tilfældet ved alle historiske efterladenskaber ude i landbrugslandet. Selv det der er bevaret fra historien, er aldrig helt uændret. Tiden går sin gang, og dette ses ved både gravhøje, stendysser og landbrugsdiger.

Figur 7: Tegning af jorddige til venstre og stendige til højre, hvor der med stiplede linjer er vist højdeniveauerne, da landbrugsdigerne var i brug. Digerne var oprindeligt højere, og der var som minimum ved jorddigerne grøfter på hver side: Det var herfra, at jorddiget var opskovlet. Større og højere stendige havde ikke nødvendigvis grøfter. Tegning fra Vejledning om beskyttede sten- og jorddiger (Miljø- og Energiministeriet 2001)

Digebeskyttelseslovgivning fra 1992

Da antallet af gårde og husmandssteder toppede i Danmark i årene efter 2. verdenskrig, var der 200.000 landbrugsbedrifter. I dag er der under 6.000 landbrugsbedrifter, der ifølge Danmarks Statistik er heltidsbedrifter. Udviklingen mod sammenlægning, specialisering og stadig mere mekanisering har været imponerende eller tragisk alt efter, hvordan man ser på det. Sammenlægningerne og de stadigt større maskiner betød, at mange af de historiske landbrugsdiger kom i vejen for landmændenes ønske om større og sammenhængende marker. En undersøgelse viste, at ca. 70% af landbrugsdigerne var blevet sløjfet helt mellem 1884 og 1981, og udviklingen gjorde, at det gik hurtigt i 1970’erne og 1980’erne. (Miljø- og Energiministeriet 2001: 6)

Landbrugsdigerne blev beskyttet i forbindelse med revision af naturfredningsloven i 1992. Beskyttelsen blev begrundet ud fra digernes biologiske, landskabelige og kulturhistoriske værdi. Det biologiske argument fyldte mest – ikke mindst i starten, hvor beskyttelsen var under naturfredningsloven. I et landbrugsdomineret land som Danmark fungerer digerne som vigtige levesteder, skjul og spredningskorridorer for dyre- og planteliv. De er langstrakte og ikke-opdyrkede områder, der kan forbinde skove, moser og vandhuller, hvilket har betydning for dyr og planters muligheder for at leve, bevæge sig og sprede sig.

Fra 2004 blev digebeskyttelsen en del af museumslovens § 29a, hvorefter tilsynet blev overtaget af Slots- og Kulturstyrelsen. Som artiklen her gerne skulle vise, er en væsentlig del af baggrunden for beskyttelsen nemlig deres historiske værdi. De fortæller om vores forfædres hårde slid i marken.

De kulturhistorisk vigtigste landbrugsdiger er de ældste diger. De skyldes ikke mindst, at de mange steder kan være den eneste kilde til, hvornår der blev sat skel i form af vangediger mellem landsbyerne – og dermed potentielt hvornår nye landsbyer er oprettet – samt en kilde til, hvornår dyrkningsfællesskaberne blev oprettet. Men personligt finder jeg også de områder, hvor udskiftningsdigerne findes godt bevaret, for fascinerende. Tiden før landboreformerne var præget af stor kontinuitet i mange århundreder, hvor landbruget grundlæggende fortsatte uændret. Sønnen kom til at dyrke landet på samme måde, som hans far havde gjort det. Relativt pludseligt kom der ekstremt store ændringer omkring år 1800, hvor landskabet blev omfordelt, og nye grænser og landbrugsdiger måtte opføres over hele landet. Der kom nye teknologier, nye dyrkningssystemer og nye måder at drive landbrug på. Selvom udviklingen fortsatte i 1800-tallet, og selvom der også sker mange ændringer i dansk landbrug i disse år, vil jeg stadig påstå, at det største brud i dansk landskabshistorie var landboreformerne. Her gik man fra det traditionsbundne landbrug til det innovative landbrug. Den historie fortæller landbrugsdigerne også.

Der er titusindvis kilometer landbrugsdiger i Danmark, og da man stod over for at skulle vedtage beskyttelsen i 1992, var det ikke praktisk muligt at undersøge alle digerne. Det blev derfor bestemt, at kun hvor der på de gældende 4cm-kort var angivet ”Jordvold eller stengærde” skulle der være beskyttelse. Allerede i samtiden var der klarhed over, at dette ikke var en optimal kilde. 4cm-kort har en oprindelse i Kort- og Matrikelstyrelsens produktion af topografiske kort, ikke mindst til militæret. De landbrugsdiger, som var markeret på kortene, var kun en del af de landbrugsdiger, som der fandtes ude i landskaberne. Det var heller ikke nødvendigvis de vigtigste, da kortene havde dels et militært formål, f.eks. hvor man kunne søge delvis dækning, og dels havde kortene et bredt samfundsmæssigt formål. Kortene var selvfølgelig ikke udarbejdet til at udpege de biologisk og historisk vigtigste diger. Det var derfor allerede fra starten håbet, at der lokalt gennem kommunerne kunne foretages konkrete udpegninger, hvor nogle diger kunne afbeskyttes, mens andre kunne beskyttes i stedet. Men med undtagelse af nogle få steder i Danmark kom dette aldrig til at ske. Det var tidskrævende og dermed dyrt, ligesom det ganske givet kunne skabe store diskussioner blandt de lokale landmænd og andre lodsejere, når de konkrete beskyttelser skulle diskuteres. Alle stendiger er i dag beskyttet, uanset om de er på 4cm-kortene eller ej, og der er særlige beskyttelser ved f.eks. diger som ejes af offentlige myndigheder samt diger i beskyttede naturtyper. Men oftest afhænger beskyttelsen stadig i dag af, om diget er markeret på 4cm-kort eller ej.

Et andet kritikpunkt mod digebeskyttelsen var, at den vejledende registrering af digerne var mangelfuld og fejlbehæftet. Reelt måtte landmænd og andre lodsejere opspore 4cm-kort gældende for 1992 for at afklare, hvorvidt deres landbrugsdiger var beskyttede eller ej. De seneste år har Slots- og Kulturstyrelsen dog gennemført et større projekt for at skabe en mere retvisende kortlægning af Danmarks beskyttede diger. Registreringen af de i alt godt 30.000 kilometer beskyttede diger kan ses på bl.a. Miljøportalen.

Herover er vist kort over først de ældste landbrugsdiger 1682 ved Starreklinte ejerlav (figur 2) og dernæst udskiftningsdigerne fra 1798 (figur 6). Disse kategorier er vist samlet i figur 8 herunder, og derudover er med rød stiplet linje vist, hvilke der er beskyttede ifølge Slots- og Kulturstyrelsen. Vangedigerne blev alle fjernet ved udskiftningen, hvilket er typisk for hele landet. Ejerlavsdigerne overlevede typisk, da udskiftningen skete inden for landsbyens område, og ejerlavsdigerne fortsatte derfor med at danne skel og hegn. Det er dog under en fjerdedel af ejerlavsdigerne i Starreklinte, der er beskyttede i dag, hvilket er under det landstypiske. Ofte er over halvdelen af ejerlavsdigerne beskyttet i dag. Udskiftningsdigerne er stort set ikke beskyttet i Starreklinte – mange af dem er fjernet og andre er bare ikke beskyttet, da de ikke optræder på 4cm-kortet. Der er flere årsager til dette, heriblandt særlige kortmæssige forhold, men også at den senere udvikling i området blev præget af den store Teglværksgård under Dragsholm og af en sen husmandsudstykning på et tidspunkt, hvor der ikke længere blev anvendt landbrugsdiger til at holde dyrene inde. Desuden er der et par steder beskyttede diger, der er senere end udskiftningen.

De tre kort fra Starreklinte skulle gerne illustrere, at de landbrugsdiger, som der findes i dag, er et resultat af op til mere end 1.000 års landbrugsudvikling. Nogle få går langt tilbage i tid, de fleste er fra de store forandringer omkring år 1800, og det er kun en mindre rest, som er bevaret i dag og en endnu mindre del, der er beskyttet.

Figur 8: Tidligere landbrugsdiger inden for Starreklinte ejerlav inddelt i ejerlavsdiger, vangediger og udskiftningsdiger samt markering af beskyttelsen i dag.

Overblik over de danske landbrugsdiger i dag.

De beskyttede sten- og jorddiger er kun en forandret rest fra Historien. Der har været langt flere diger end i dag, de har i overvejende grad tidligere været betydeligt højere, og tidens tand kan ses ved dem alle. Sådan er det i varierende grad ved alle levn fra historien: Vor tids gravhøje er kun en lille brøkdel af det, der var engang, og de bevaringsværdige bygninger er næsten altid blevet ændret af flere omgange. Min pointe er, at vores fysiske kulturarv er værdifuld, selvom den ikke er præcis, som den var oprindeligt.
Ligesom alle andre kan jeg selvfølgelig godt blive fascineret af det historisk exceptionelle og af det ekstraordinært godt bevarede, men oftere fascineres jeg mere af de levn fra Historien, som vi har rigtig mange af i dag:

• Dels fordi der endnu ligger så meget uudforsket viden gemt her. F.eks. vil jeg argumentere for, at svarene på de mange tilbagestående spørgsmål om nye landsbyanlæggelser ca. 800-1200 og etableringerne af dyrkningssystemer måske ca. 1100 i høj grad ligger gemt i jorden ved de ældste landbrugsdiger. Selvom det er svært at kulstof-14-datere et dige, så er der pga. mængden af diger et enormt potentiale.
• Dels pga. fortællerværdien findes ude i hele landet. F.eks. kan en skarp folkeskolelærer folde landbrugs- og landsskabshistorien ud ved at præsentere de lokale landbrugsdiger.

De beskyttede sten- og jorddiger er altså ikke bare en lille bunke sten på række eller en ligegyldig bunke jord. De er et potentiale for ny viden, formidling og oplevelse af vores alle sammens Historie.

Figur 9: Koncentration af beskyttede sten- og jorddiger pr. kommune. Udregnet fra Slots- og Kulturstyrelsens database.

I kortet herover ses den relative fordeling af beskyttede jord- og stendiger pr. kommune i form af meter dige pr. km2. Bemærk for det første hvor store de regionale forskelle er. Der er mere end ti gange så mange i egne med flest, som i egne med færrest. Der er flere forklaringer på forskellene.

For det første afspejler kortet til dels, at der fra starten har været flere landbrugsdiger i nogle egne. Flest har der været i egne, hvor der både tidligt var meget landbrug, hvor der var et terrænmæssigt varieret landskab, og hvor der var mange mindre landbrug og husmænd. Alle tre forhold var med til at give mange og mindre marker samt dermed mange landbrugsdiger mellem markerne. Disse forhold er som minimum en del af forklaringen på de mange landbrugsdiger i store dele af den fynske øgruppe. Modsætningen er store dele af Jylland. Her var der oftere større marker, og nogle af landbrugene kom først til, efter at man var stoppet med at bruge landbrugsdiger til at holde dyr inde og ude.

For det andet viser kortet, hvor der er fjernet flest landbrugsdiger. I forstadskommunerne uden for København har der f.eks. historisk set været lige så mange landbrugsdiger som i resten af landet, men disse er fjernet efterhånden som bybebyggelsen bredte sig. Selv når enkelte overlevede, er de ikke beskyttet under Museumsloven, da digerne er undtaget for beskyttelse, hvis de ligger helt i byzone.

For det tredje er en del af forklaringen på kortets variationer baggrunden for beskyttelseslovgivningen: Som udgangspunkt blev landbrugsdiger vist på 4cm-kortene anno 1992 beskyttet. Men det er varierende, hvor mange af de datidige landbrugsdiger der var medtaget på de datidige kort. Nogle kortblade medtog mange, andre kun få. Dette er som minimum en del af forklaringen på relativt få beskyttede diger omkring Middelfart. Fra mine tilsyn i området kan jeg se, at der er betydelig flere end, der er beskyttet. Også af betydelig størrelse og af betydelig alder.

Den fjerde og sidste forklaring på de regionale forskelle er forekomsten af stendiger. Uanset om et stendige er på 4cm-kortene eller ej, er de beskyttede. Det er ikke overraskende, at der er mange stendiger på Bornholm – der er jo meget tilgængeligt stenmateriale her. Men der er også mange stendige i det nordsjællandske dødislandskab og i de kuperede egne nede omkring Faaborg, jævnfør figur 10. Forklaringen må være, at nogle af istidens gletsjere bragte flere sten med sig end andre.

Figur 10: Koncentration af beskyttede stendiger pr. kommune. Udregnet fra Slots- og Kulturstyrelsens database.

Når man står ved et gammelt landbrugsdige, er det let kun at se en lav jordvold eller nogle sten på række. Men digerne er langt mere end rester af fortidens hegn. De er spor efter de mennesker, der gennem århundreder har opdelt, dyrket og omformet det danske landskab.
Nogle af digerne blev anlagt i forbindelse med landboreformerne omkring år 1800, hvor gårde blev udflyttet, marker omfordelt og nye matrikler skabt. Andre kan være langt ældre og muligvis føre tilbage til vikingetid og middelalder. De repræsenterer forskellige perioder, men fælles for dem er, at de afspejler nogle af de vigtigste ændringer i dansk landbrugs- og landskabshistorie.
Samtidig er digerne mere end historiske levn. De udgør også et stort forskningspotentiale. Kun ganske få ældre diger er indtil videre blevet kulstof-14-dateret, og der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål om landsbyernes udvikling, ejerlavsgrænsernes alder og dyrkningsfællesskabernes oprindelse. Under de beskedne jord- og stenvolde gemmer der sig muligvis viden om nogle af de mest grundlæggende forandringer i Danmark.
Digerne er derfor både kulturarv, forskningsarkiv og fortælling. De forbinder nutidens landskab med mere end 1.000 års landbrugshistorie og minder os om, at landskabet ikke blot er natur, men også resultatet af generationers arbejde, valg og prioriteringer. Næste gang man passerer et gammelt markskel med et landbrugsdige, er det derfor værd at huske, at det måske ikke blot markerer en grænse mellem to marker – men også udgør et lille stykke af Danmarks historie.

Litteratur

• • Bech, Bente & Dam, Peder (2022): ”C14-datering af ejerlavsdige fra vikingetiden”.
  • Dam, Peder (2022): De danske landbebyggelser i 1680’erne. Kildeskriftselskabet. Kan downloades frit: https://www.kildeskriftselskabet.dk/index.php/kildeudgaver/1600-tallet/168-de-danske-landbebyggelser-i-1680-erne.
  • Frandsen, Karl-Erik; Kampp, Aage H og Mogensen, Margit (1975): ”Starreklinte. Studier over bebyggelse og jordfordeling fra middelalder til nutid”. I: Kulturgeografi bd. 123, s. 113-131.
  • Korsgaard, Peter (2006): Kort som kilde – en håndbog om historiske kort og deres anvendelse. Dansk Historisk Fællesråd og Sammenslutningen af Lokalarkiver.
  • Miljø- og Energiministeriet (2001): Vejledning om beskyttede sten- og jorddiger.
  • Jensen, Steen Thrane Frydenlund (2021): “ Brugen af historiske kort ved tilsyn af fredede fortidsminder og konkret udpegning af beskyttede diger”. I: Geoforum Perspektiv nr. 38. Brugen af historiske kort – fag for fag, s. 87-110.